utils prefix normal
JERNESALT - grundtvigian
ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.12.05.
Grundtvigianismen i det 20. århundrede
- afslører en usynlig kraft der stadig gør sig gældende
Historikeren Jes Fabricius Møller har skrevet en glimrende bog om 'Grundtvigianisme i det 20. århundrede'. Det er ikke en biografi om personen Grundtvig, men derimod en bog om Grundtvig som 'erindringspolitisk ikon og prügelknabe' i det århundrede der startede med Systemskiftet i 1901, den endelige besegling af parlamentarismen i Danmark gennem Venstres sejr over Højre, og sluttede med strid om indvandring, globalisering og international terrorisme - og for så vidt et nyt systemskifte med Venstre i front 2001.
Grundtvig var ikke selv 'grundtvigianer', men forholdt sig ironisk og afstandtagende til alle forsøg på at gøre ham til partistifter, ideolog eller kirkefader. Men han undgik ikke at få sit navn knyttet til en bevægelse der på den ene side fik stor indflydelse på kirke, skole, højskole, andelsbevægelse, foreningsliv og politik, og på den anden side lukkede sig om sig selv og efterhånden stivnede i dogmatik og rettroenhed, som både kritikere og nygrundtvigianere måtte gøre oprør imod. Her deler manden skæbne med mange andre åndsfyrster fra nyere tid som Marx, Darwin, Freud og Jung, der alle fik ismer hæftet på sig der var snævrere end de selv var. Fænomenet hænger naturligvis sammen med at mange mennesker gerne vil have en urokkelig autoritet at hælde sig til i eksistenskampen.
Grundtvigianismen som kirkelig retning er det mindst interessante af hele historien. For ganske vist konkurrerede grundtvigianismen længe med Indre Mission om præste- og bispeembeder samt menighedsråd. Men selvom missionsfolkene altid har været bedre organiseret end grundtvigianerne, har de støt og roligt tabt terræn ved valgene, fordi de repræsenterer mere snævertsynede synspunkter end grundtvigianerne. Helt op til 1930 kunne missionsfolkene endog i København få valgt mange flere tilhængere til menighedsrådene end grundtvigianerne. Men hvad angår bispeembederne så er forholdet i dag, at der kun er én indremissionsk biskop (Viborgs) over for 6 grundtvigianske af ialt 10. Grundtvigianerne er i dag ikke en fløj i kirken, men selve midten. Og det peger på noget centralt: Grundtvigianismen som sådan har det sidste halve århundrede haft vigende indflydelse på kirke, skole og foreningsliv, men grundlæggende ideer gør sig stadigt gældende i bredere forstand.
Grundtvigianerne fik i det 19. århundrede umådelig indflydelse på udviklingen af det man kalder 'Forenings-Danmark', og som Fabricius Møller definerer som det civile samfund i sin modsætning til såvel stat som marked. Foreninger og sammenslutninger som fx Andelsmejerierne var ikke blot etableret af økonomiske interesser, men simpelthen 'ladet med livsanskuelse, politik og religion'. Andelsbevægelsen var en ideologiseret bevægelse. Friskolerne var sammen med højskolerne, valgmenighederne og frimenighederne den mest ideologiserede del af den grundtvigske bevægelse. For skolernes vedkommende var der tale om bevidst fravalg af eksamen. De skulle hverken kvalificere til erhverv eller embede. Eksamen blev dog alligevel efterhånden indført, men det skadede dem ikke. Efterskolerne er i dag så efterspurgte af unge på 8.-10. klassetrin at de med Fabricius Møllers udtryk slet ikke kan ignoreres. Det har undervisningsminister Bertel Haarder nyligt måtte sande (se artiklen: Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner).
Folkeånden som sådan var for grundtvigianerne i det 19. årh. intet mindre end en 'filial af Helligånden'. Der var intet skarpt skel mellem det verdslige og det hellige, således som der var og er i Indre Mission.
Billedet ændredes i takt med urbanisering og arbejderbevægelse, men det er karakteristisk at arbejderbevægelsen overtog såvel højskoleideen (Esbjerg og Roskilde fik Arbejderhøjskoler) som andels-ideen (i form af Kooperationen). Takket været den socialdemokratiske undervisningsminister Fr. Borgbjerg, der var grundtvigianer, sluttede arbejderne fred med kirken i Danmark, selvom socialisterne overvejende var kirkefremmede, ja, religionsforagtende.
Det nationale blev knyttet stærkt til det folkelige og det religiøse - blandt andet på grund af nederlaget til Tyskland i 1864. En højskoleforstander som Hans Haarder (Bertels far) definerede de tre ting som selve grundlaget for dansk demokrati.
Det indebar negativt at betænkelige fortolkninger af det nationale i 1920'erne og -30'erne kunne minde lidt for meget om de strømninger der kom til at dominere Tyskland under nazismen. Og det har igen været med til at miskreditere nationalismen som sådan. Antidemokraten Kaj Munks historie viste faren ved dyrkelsen af den stærke mand. Men også Dansk Samlings leder Arne Sørensen ville en genkristning af kulturen der var antimodernistisk.
Efter Danmarks besættelse i 1940 blev den unge teologiprofessor Hal Koch et stort navn i dansk kulturliv, fordi han på Københavns Universitet holdt nogle opsigtsvækkende Grundtvig-forelæsninger, der først og fremmest skulle tjene til dansk besindelse ved sammenkædning af det nationale og det kristne. Forelæsningerne var præget af stærk patos
og fik i realiteten karakter af prædikener. Men opfordringen lød ikke til kamp mod den ydre fjende, men til fordybelse, kontemplation. Koch tolkede Grundtvig som gammellutheraner og betonede derfor Luthers etik: at blive i kald og stand og være lydig mod den lovlige øvrighed.
Følgen af succes'en blev at Hal Koch om efteråret blev valgt til formand for Dansk Ungdoms Samvirke, men til alles overraskelse slog han nu til lyd for en politisering af den bedste del af ungdommen. Sammenhængskraften i det danske demokrati skulle indbygges i mennesket ved vækkelse, oplysning og opdragelse, som kunne forvandle folkets almindelige sønner og døtre til voksne borgere. Ved folketingsvalget i 1943 kaldte Koch åbent sig selv for en venstreorienteret socialdemokrat. Han blev dog aldrig partimedlem som hustruen Bodil. Endnu senere - i 1950 hvor han var forstander for Krogerup Højskole - fulgte fra hans side et decideret udfald mod Grundtvig. Men det var reelt Kochs opgør med hele det 19. århundrede. Og det var inspireret af såvel religionshistorikeren Vilh. Grønbech som den schweiziske, reformerte teolog Karl Barths såkaldt 'dialektiske teologi', i virkeligheden to diametralt modsatte religionsopfattelser der intet har med hinanden at gøre, men det gør Fabricius Møller mærkeligt nok slet ikke opmærksom på. Derom senere.
Det allermest besynderlige ved grundtvigianismen i det 20. århundrede var i og for sig ikke at den via Borgbjerg blev taget til indtægt for socialdemokratiske synspunkter, eller at Borgbjerg i 1933 ved 150 året for Grundtvigs fødsel fremhævede Grundtvigs optimisme, lyssyn og frihedshævdelse. Det peger blot på almengyldigheden af de bærende ideer.
Nej, det besynderligste var at grundtvigianismen i 1970'erne så at sige blev sammentænkt med marxismen. Det skete med en bog af redaktør Ejvind Larsen, der ifølge Fabricius 'banede vej for en vis accept af Grundtvig i den sandalbærende generation', altså hos ungdomsoprørerne. Forinden havde Ebbe Kløvedal Reich i 1972 udgivet sin bog 'Frederik, en folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv'. Den vakte en del furore blandt grundtvigianerne, men blev en stor salgssucces (syvende oplag allerede i 1973). Og den var med til at gøre Grundtvig til pejlemærke for modstanden mod EU, der ikke for ingenting samledes i 'Folkebevægelsen mod EU'.
Højskolerne fik uroen at mærke. Lærerkollegiet på Askov Højskole blev splittet, og den Ny Højskole i Kolding oprettet af udbryderne. Den Røde Højskole dukkede op i Svendborg. Tidens Højskole i Hørsholm - under lederskab af Sømændenes initiativrige formand, Preben Møller Hansen, der bl.a. bekendte kulør ved at lade opstille en stor Lenin-statue på skolen. Det er den der siden under en vis protest blev opstillet på Arbejdermuseet i København. Endelig så Tvind-skolerne dagens lys under Amdi Pedersens ledelse. Her lagde man vægt på praktisk arbejde og u-landsbistand. Liv gav sandere lærdom end bøger, lød en af parolerne.
Reaktionen mod denne udvikling kom ikke mindst fra den teologiske retning 'Tidehvervsbevægelsen' og dens uformelle leder pastor Søren Krarup, der siden blev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti sammen med fætteren Jesper Langballe. Her fastholdtes en skarp adskillelse mellem det verdslige og det religiøse. Folkeånd er noget andet end Helligånd, for det guddommelige er ikke det samme som det menneskelige. Det folkelige, det nationale og det verdslige er noget mennesket altid selv må tage det fulde ansvar for.
Som Fabricus Møller meget rigtigt konstaterer, så er det omkring årtusindskiftet 2000 Tidehverv og Dansk Folkeparti der sætter dagsordenen og i vid udstrækning styrer den offentlige debat. Ikke mindst debatten om det nationale og om danskheden. Det vækker til modsigelse såvel som hån fra de intellektuelle, radikale og internationalistiske globaliseringstilhængere. Som det allerede gjorde da Edvard Brandes i 1883 kritiserede grundtvigianerne så skarpt at han blev fyret fra Venstre-bladene. I dag er det just dagbladet Politiken og historikere som Uffe Østergaard og Søren Mørch der fører an i forhånelsen. Men Søren Krarup har uanset hvad man måtte mene om ham og hans parti fat i noget centralt, når han i 1999 kunne gøre den danske menigmand til 'årtusindets dansker'.
Skal man imidlertid fatte lidt af hvad der ligger neden under denne overfladisk set noget springende eller tilfældige udvikling, kommer man ikke uden om at se på Grundtvig og det grundtvigske som sådant.
Grundtvig gjorde op med Luthers skriftprincip. Kun i frihed kan kristendommen blomstre. Den folkelige dannelses formål er ikke bogstavtro eller kundskabsmeddelelse, men opvækkelse til bevidsthed om menneskets natur som åndsvæsen. Den folkelige dannelse er forudsætningen for folkestyret. Men det folkelige unddrager sig entydig definition.
Som bekendt har 'det levende ord' betydet meget for bevægelsen. Det folkelige foredrag kalder Fabricius simpelthen en grundtvigsk genre, og i den indgik længe et arkaiserende billedsprog. Det blev af gode grunde genstand for megen hån. 'Bragesnak' kaldte Grundtvig selv en bog i 1844, og det var positivt ment, men efterhånden er udtrykket blevet synonymt med uklare og svævende stemningsudgydelser, således som ordbogen forklarer - eller mere specifikt med grundtvigsk udtryksmåde. Det kommer Fabricius mærkeligt nok ikke ind på. Men på hans egen hjemmeside på universitetet (se under henvisninger) er der alligevel på lun vis lavet lidt grin med genren. Det hele skal jo ikke være Wissenschaft, som der står.
Til gengæld gennemgår han omhyggeligt forskellen på gammelgrundtvigianerne og nygrundtvigianerne.
Gammelgrundtvigianerne fastholdt Grundtvigs syn på skole, kirke og folk. De var eksklusive. De definerede hvad der var ægte og uægte grundtvigianisme. De havde program og principper, de citerede gerne ophavet til deres opfattelse og påberåbte sig hans autoritet. De holdt årlige vennemøder, men kunne ikke forhindre et udbrud og en splittelse i forbindelse med systemskiftet i 1901.
Nygrundtvigianerne derimod var åbne for indtryk og impulser udefra. De anklagede gammelgrundtvigianerne for dogmatisme og forstokkethed, men anklages selv af disse for karakterløshed og leflen for modeluner og tidsånd. De følte de havde fat i noget væsentligt omkring frisind og glæde. De repræsenterede med Fabrius's ord en 'overskudskultur med megen sang og gode frokoster i det grønne'. Folkeligheden blev det civile samfund som modsætning til stat og marked. De opgav håbet om at samfundet som helhed kunne indrettes efter grundtvigske ideer. Grundtvigianismen blev en decideret modkultur.
Det førte igen til at grundtvigianismen i midten af det 20. århundrede blev set som en bredt virkende, men samtidig usynlig kraft i dansk kultur. Denne 'skjulthed' blev en integreret del af bevægelsens selvforståelse. Højskolerne blev mere eksistentialistiske. En højskolemand som Niels Højlund tog det moderne til sig uden forbehold. Dele af højskolebevægelsen - bl.a. idrætshøjskolerne - undsagde i 2004 udtrykkeligt Grundtvig. Men grundtvigianismen findes stadig som denne usynlige, temmelig udefinerbare kraft i kulturen. Den findes også fortsat i partiet Venstre, der rummer både et 'højskolevenstre', der primært forsvarer åndsfriheden, og et 'handelshøjskolevenstre', der kerer sig mest om næringsfriheden, og som i dag nok bør kaldes 'akademikervenstre'. Modsat Det radikale Venstre, der helt op til omkring 1978 også rummede to sideordnede stammer, men siden har kappet den ene og nu er blevet en slags kreativ elite.
Fabricius Møllers bog er en velskrevet fortælling om vigtige aspekter af det 20. århundredes udvikling i Danmark, og den deler sol og vind nogenlunde lige mellem parterne. Men den er trods forfatterens personlige erfaring fra det grundtvigske højskolemiljø præget af en moderne historiker-tankegang der synes at savne dybere forståelse for det allervæsentligste træk ved hele den modsætnings- og spændingsfyldte grundtvigske kultur, nemlig det forfatteren og teologen Jørgen I. Jensen har kaldt "troen på det ubevidste i et menneske som noget godt".
Denne tro havde også religionshistorikeren Vilh. Grønbech blik for, da han i sit essay om 'Kierkegaard og Grundtvig' fra 1930 kunne pointere, at Grundtvig var en religionsskaber, der takket være sin dybe forståelse for den skabende kraft i myten digtede en ny kirke, en menighed frem der var en reaktion mod protestantismens livsformer, ja mod hele det 19. århundredes kultur. Ud af sin umiddelbare skabende originalitet varslede Grundtvig en menneskehed der vil sætte samfund i steden for isolation, liv i steden for beskuelse og livsnydelse, og derfor kom han til at stå i pagt med de krav der samtidig begyndte at røre sig i arbejderbevægelsen.
Fabricius Møller refererer ikke med så meget som én sætning Grønbechs synspunkter i forbindelse med Hal Koch, men lader Grønbech fremstå som Kochs inspirationskilde ved siden af den dialektiske teologi, så man må tro der er tale om identiske fænomener. Men de er som sagt diametralt modsatte. Kun ud fra Grønbech vil man kunne fatte den dybe grund Grundtvigs forestillinger havde i det mytiske, før-dogmatiske. Og kun ud fra dette vil man kunne fatte den usynlige kraft der ligger i Grundtvigs ideer.
Det må være tilstrækkeligt her at nævne et par ting som folkekirkens status i folket. Folkekirken har nok vigende medlemstal, men folk føler sig stadig i vid udstrækning knyttet til den på en eller anden, temmelig uklar og meget udefinerbar måde, der peger på at såvel evangeliets budskab som den bibelske mytologi fortsat har kraft til at tale til folk. Og det har få som Grundtvig været i stand til at formidle gennem sine salmer. Dogmerne er der uenighed om i folkekirken, hvad Grosbøll-sagen viser med al ønskelig tydelighed og grinagtighed. Men kirken og kristendommen er stadig noget andet og mere.
Den danske sangskat er også fortsat en væsentlig del af den danske identitet. Og den kan vel at mærke ikke indsnævres til kun at omfatte sange skrevet før 2. verdenskrig. En netop udgivet bog hedder 'Den danske sangskat efter 1960' og viser at der fortsat er liv i sangen efter at den rytmiske musik er blevet dominerende. Sangen som sådan kan overhovedet ikke tænkes bort fra folkeligheden.
Eller den usynlige kraft kan ses af det overraskende folketingsvalg i 1973, flere EU-afstemninger i Danmark og i udlandet. Folkeligheden tør stadig på godt og ondt manifestere sig i oprør mod en elite der har glemt sine egne rødder og blæser på det lokale demokrati såvel som den nationale konsensus.
Grunden er ligetil: hverken folkeligheden, folkereligiøsiteten, eller nationalfølelsen kan reduceres til manipulerbare sociologiske eller politiske fænomener eller 'konstruktioner' som akademikerne kalder dem. De ligger slet ikke på det overfladiske rationelle eller intellektuelle niveau, men stikker dybt ned i det irrationelle - og går derfor fortsat sine egne uberegnelige veje.
Moderne historikere som Søren Mørch og Uffe Østergaard eller moderne kulturradikale som dagbladet Politiken og dets medarbejdere har travlt med at reducere alt dette til håbløst forældet nationalromantik eller gammel overtro og til gengæld fremhæve modernitet, globalisering og internationalisering som det eneste progressive. Men de overser at det kollektivt ubevidste stadigt gør sig gældende - her som i alle andre lande og kulturer. Og de undervurderer totalt dets betydning og fortsatte aktualitet. Derfor er denne artikel fulgt til dørs af et par ord fra Peer Sendemand om netop dette forhold.
Klik.
Går vi til den aktuelle politiske situation og bl.a. debatten om velfærdssamfundet, så gælder at de i høj grad er præget af to sideløbende processer: de rationelle analyser der skal pege på mulige konkrete løsninger på objektivt konstaterbare problemkomplekser som den skæve demografiske udvikling - og de irrationelle fornemmelser for og erkendelser af sammenhæng og fællesskab i Danmark der fortsat gør sig gældende nedenunder alle analyser og som i sidste ende afgør folks valg, fordi de er selve de subjektive og eksistentielle værdiers udtryk.
Helhedsrealistisk set er der naturligvis ikke tale om to principielt uforenelige modsætninger som man må vælge imellem én gang for alle. Men derimod om to komplementære processer der begge har deres mening og mission. Og som også begge er åbne mod en uforudsigelig fremtid.
Henvisninger:
Jes Fabricius Møller: Grundtvigianisme i det 20. århundrede (Vartov. 2005)
Jes Fabricius Møllers hjemmeside
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Troen på det ubevidste som noget godt. (11.12.05.).
Højskole uden Grundtvig? (9.1.04.)
Værdier, i etisk, politisk, religiøs og psykologisk betydning
Grønbechs kulturopgør
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|