ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.2.04.

Kieslowski's 'Dekalog'

Dekalog 1  - Du må ikke have andre guder
Dekalog 2  - Du må ikke misbruge Guds navn
Dekalog 3  - Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig
Dekalog 4  - Du skal ære din fader og din moder
Dekalog 5  - Du må ikke slå ihjel
Dekalog 6  - Du må ikke bedrive hor
Dekalog 7  - Du må ikke stjæle
Dekalog 8  - Du må ikke bære falsk vidnesbyrd mod din næste
Dekalog 9  - Du må ikke begære din næstes hustru
Dekalog 10 - Du må ikke begære din næstes ejendom

Afslutning

Kieslowskis ‘Dekalog', lavet for polsk TV 1988, er ikke en snæver moralprædiken der går ud på at understrege vigtigheden af at mennesket overholder De Ti Bud fra Moseloven. Den er tværtimod ti dybt eksistentielle fortællinger om at disse bud har forskellige sider som kan blive afgørende i forskellige menneskers liv i bestemte situationer, ikke mindst hvor disse er præget af et moralsk dilemma. Det ville også være mærkeligt andet fra Kieslowskis side, eftersom han personligt stiller sig åben over for såvel spørgsmålet om Guds eksistens som kirkens faste dogmatik og derfor - nøjagtigt som i alle sine øvrige film - påpeger eller ligefrem spiller på selve fortolkningsmulighederne.

Usikkerheden viser sig i filmene ved, at de alle med to undtagelser har en anonym figur, en ung mand (Artur Barcis) der i forskellig klædning dukker op på vigtige tidspunkter i handlingen og ved sin blotte tilstedeværelse og undrende eller spørgende øjne et ganske kort øjeblik får hovedpersonerne til at standse op og få lejlighed til at tænke sig om en ekstra gang. Det får konsekvenser om de lader være.

Du må ikke have andre guder    Til toppen   Næste afsnit

handler om den ca. 40-årige rationalist Krzysztof (Henryk Baranowski) og hans søn Pawel (Wojciech Klata) på omkring 10 år, der begge er meget optaget af deres computere. Af deres samtaler fremgår, at faderen er ateist og betrager mennesket som en maskine. Hjertet er en pumpe og hjernen en computer. Begge dele slides op efterhånden og holder til sidst op med at virke. Sjælen derimod er bare en talemåde. Der er ikke nogen sjæl, siger han, da drengen spørger. Men det siger faster at der er, indvender han og får som svar blot at vide, at der er nogle der synes livet er lettere, hvis de tror på en sjæl.

Fasteren Irena (Maja Komorowska) får drengen tilmeldt religionsundervisning, og det accepterer faderen. Fasteren viser Pawel nogle billeder af paven i Rom, taget på en turistrejse til Vatikanet. Drengen spørger fasteren om hun virkelig tror på Gud. Og det gør hun, og da han spørger hvordan Gud er, tager hun ham ind til sig i et favntag.

Krzysztof og Pawel taster data ind på computeren i et program der kan vise, om isen på søen i nærheden kan holde under nærmere bestemte angivelser af temperatur m.m. Pawel ringer endda til Meteorologisk Institut for at få jordtemperaturen for dagen i dag og i går og i forgårs. Faderen læser resultatet: en dreng med 3 gange din vægt kan løbe på skøjter uden risiko. Senere, da Pawel er lagt i seng, tager faderen en løbetur, og undervejs prøver han isen på søen og måler også dybden under isen. Pawel er ikke faldet i søvn, da faderen kommer hjem og kan fortælle ham, at isen holder. Men lov mig ikke at komme i nærheden af udløbet, for det fryser aldrig til.

Næste dag får Pawel endelig lejlighed til at prøve sin nye skøjter. Hjemme sidder hans far, da det ringer på døren og en lille pige på fire forlegent spørger fra sin mor, om Pawel er hjemme. I det samme høres udrykningskøretøjer.

Det rygtes hurtigt, at isen på søen er bristet. Varmeværket har lukket varmt vand ud i søen i løbet af natten. Krzysztofs beregninger duede altså ikke. Forgæves forsøger han at komme i kontakt med Pawel på sin walkie-talkie. Til sidst cykler han ned mod søen. Han får undervejs af en kammerat til drengen at vide at Pawel ikke har leget med ham. Krzysztof forstår sammenhængen og går på sin vej ind i en kirke under opbygning - og vælter det interimistiske alter omkuld.

Nede ved søen må han til sidst konstatere, at drengen er omkommet og nu bjerges i land af redningsfolkene. Krzysztof vender tilbage til kirken og spørger en præst: Hvem skal man tale med?

Rationalisten Krzysztof troede ikke på sin søsters eller kirkens Gud, men på sin egen fornuft og computerens logik. Men hans beregninger slog fejl. Der var forhold han ikke tog højde for. Kieslowski postulerer ikke, at det gik galt, fordi Krzysztof ikke troede på Gud, men derimod fordi han troede man kunne beregne sig til sikkerheden. Men hertil kommer at rationalisten i sin store vrede og forbitrelse over tabet af sin søn handler dybt irrationelt og inkonsekvent ved at gå hen i kirken og vælte alteret. For når han nu ikke troede på Gud, kan han jo logisk set heller ikke bebrejde Gud nogetsomhelst. Men det gør han, og røber derved, at han alligevel har troet på en eller anden slags retfærdighed eller et eller andet forsyn der ikke vil handle så ondt mod et menneske, at det berøver dette menneske det dyrebareste det har.

Du må ikke misbruge Guds navn

konfronterer os med en overlæges dilemma. På sin intensiv-afdeling har lægen (Alexander Bardini) en bevidstløs patient der svæver mellem liv og død, og hvis hustru Dorota Geller (Krystyna Janda), nu forlanger af ham, at han skal fortælle hende, om manden vil overleve eller ej, for hun er selv i den meget vanskelige moralske situation at skulle afgøre om hun skal have sit svangerskab afbrudt eller ej. Det er nemlig ikke ægtemanden der er fader til barnet. Og hvis hun får barnet fjernet, vil hun ikke kunne blive gravid igen. Lægen afslår i første omgang blankt, eftersom han ikke er i stand til at afgøre sagen ud fra medicinske data, og heller ikke har det fjerneste lyst til at spille Vorherre. Han røber på hendes direkte spørgsmål, at han tror på Gud.

Da fru Geller til sidst kommer i den desperate situation, at hun skal afgøre sit barns skæbne inden næste dag, opsøger hun overlægen på afdelingen - og tvinger ham til at røbe, at metastaserne i patienten har bredt sig så meget, at der ikke er noget håb. Han vil dø. Og på hendes forlangende sværger han ligefrem på det.

Da overlægen om aftenen træt oven på en lang dag sidder ved sit arbejdsbord, banker det på døren og ind træder den dødssyge patient for at takke overlægen. "Det er ikke noget at takke for, jeg troede ikke på muligheden. Men endnu engang har vi lært, at det ikke er røntgenbilleder vi behandler". Patienten fortæller derefter overlægen, at "Ovenikøbet skal vi have et barn".

Det gik altså ikke som overlægen troede, men spørgsmålet er om han misbrugte Guds navn ved at sværge på at patienten ville dø. For han ville jo egentlig ikke røbe sin formodning, eftersom han godt var klar over usikkerheden i den medicinske bedømmelse. Han blev derimod temmelig aggressivt tvunget ud i en sikker dødsdom - ovenikøbet i en eds form. På et tidspunkt har han ovenikøbet direkte sagt til fru Geller, at lægevidenskaben intet kender til årsagerne, véd meget lidt om virkningerne og næsten intet om prognoserne, men altsammen uden resultat. - I løbet af filmen følger vi overlægen i flere afsnit fortælle sin hushjælp om et bombardement under krigen, hvor han ringede hjem for at høre hvordan hans kone og deres børn havde det. De sov alle tre. Da han næste dag lidt over tolv kom hjem til huset, var der kun et hul i jorden. Det var blevet bombet, og det havde mærket ham. Og også lagt grunden til hans principielle uvilje mod at regne nogetsomhelst for givet på forhånd. Men fru Geller fik ham ved sin pågåenhed til at svigte sine principper.

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig

foregår juleaften, hvor familefaderen Janusz (Daniel Olbrychski) bliver ringet op af sin tidligere elskerinde Eva (Maria Pakulnis) og narret til at forlade sin kone og sine børn for hele julenat at køre rundt til hospitaler og herberger og spørge efter elskerindens nuværende, men forsvundne mand. Først tidligt om morgenen røber Eva at påstanden om mandens forsvinden blot var et påskud for at få Janusz til at forlade sit hjem og holde hende med selskab hele natten. Hun havde i tre år slet ikke levet sammen med den forsvundne. Men hun havde bildt sig ind at det ville hjælpe hende i hendes ensomhed hvis tricket lykkedes. Janusz vender om morgenen tilbage til sin hustru der stadig sidder ventende i en lænestol og sover. Hun spørger ham om han vil gå ud i aften igen? Nej, svarer han.

Strengt taget er der her slet ikke tale om at komme hviledagen i hu, men om at holde julenat hellig i familiens skød - fremfor at lade sig lokke ud på et eventyr, der angår en gammel elskerinde og en ubekendt mand, og som her ovenikøbet var ved at blive farligt, da Janusz på et tidspunkt forsøger at køre fra politiet der forfølger ham. Moralen er ikke ligefrem let at modsige, men Evas spil er ikke let at gennemskue - og en mands pludselige forsvinden er trods alt ikke komplet ligegyldig for en hensyntagende mand.

Du skal ære din fader og din moder

handler om den 20-årige skuespillerelev Anka (Adrianna Biedrzynska) der bor hos sin far Michal (Janusz Gajos). De har det sjovt med hinanden, men da Michal er borte nogle dage på forretningsrejse, benytter Anka lejligheden til at kigge i hans gemmer, og her finder hun en kuvert med faderens påskrift: "Må ikke åbnes før efter min død." Den åbner hun, og indeni finder hun endnu en kuvert stilet til hende selv og med den afdøde moders håndskrift.

Da Michal kommer hjem, modtages han i lufthavnen af Anka, der straks citerer brevet, at Michal ikke er hendes rigtige fader, hvorefter han giver hende en lussing. Rasende tager hun flugten, men vender senere tilbage til hjemmet, hvor bølgerne går højt. Da den iøvrigt fornuftige fader efterhånden får hende ind i en dialog igen, lægger hun direkte op til erotisk tilnærmelse ved at smide blusen for øjnene af ham. Han afviser hende med den bemærkning, at hun godt kan være hans datter, selvom der var to muligheder. Da han senere påny skal ud at rejse, røber Anka, at hun slet ikke har læst moderens brev.

Igen må det konstateres, at filmen ikke direkte angår kernen i det fjerde bud, at man skal respektere sine forældre, hvilket som bekendt i såvel jødisk som muslimsk forstand oprindeligt betød adlyde dem. Et erotisk forhold tænktes der ikke på. Og i moderne forstand gælder jo også som en selvfølgelig regel, at en mand skal holde sig seksuelt fra sin datter, ligegyldigt om hun er hans ægtebarn eller en steddatter. Men en forelskelses opdukken kan jo ikke forhindres, og faktisk er det ikke ualmindeligt at såvel store piger som store drenge en kort overgang i puberteten bliver forelsket i deres fader eller moder. For eksempel er det ikke ualmindeligt at se en dreng på 17 give sin mor en ordentlig svingtur. Og det skal man bare lade passere. Det går normalt over igen. Men den voksne skal naturligvis på intet tidspunkt lade sig fange ind af barnets forelskelse endsige begynde at give efter for mere alvorlige, direkte seksuelle tilnærmelser.

Det gør den fornuftige Michal da heller ikke på noget tidspunkt - og Anka kommer tilsyneladende også til at forstå, at det er bedst at lade faderen være fader. Hendes historie bliver iøvrigt i filmen sat i relief af en scene fra skuespillerskolen, hvor hun skal spille forelsket i en anden elev, som hun reelt har noget kørende med. Men hun har her svært ved at gå over blufærdighedsgrænsen og må fra læreren høre understregningen af, at hendes opgave er at spille forelsket.

Du må ikke slå ihjel

er en barsk film om mord. En ung 20-årig mand ved navn Jacek (Miroslawa Baka) lader sin frustration, vrede og bitterhed gå ud over tilfældige mennesker han kommer i nærheden af: en mand på et pissoir og bilister på en vej. På en café sender han en skefuld flødeskum hen imod ruden, hvor et par småpiger står og vinker til ham. Men her sidder han også og ordner en tørresnor i passende stykker. Han tager en taxa langt ud på landet, dirigerer den helt ud på en øde strækning - og her kvæler han taxachaufføren på meget bestialsk vis med snoren.

Selvom den beskikkede, men nyuddannede advokat (Krzysztof Globisz) gør et virkeligt behjertet forsøg på at forsvare ham, kan det ikke forhindre en dødsdom, der gør advokaten helt fortvivlet, fordi han til allersidst fik indblik i Jaceks forhistorie, at han i drukkenskab havde kørt sin egen søster over med en traktor. Hende havde han godt kunnet lide - og måske var alt gået anderledes, hvis ikke denne ulykke var sket.

Men retssystemet er ubønhørligt og dødsdommen eksekveres ved en forskriftsmæssig hængning i overværelse af både forsvareren og fængselsinspektøren. Og forsvareren må spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at et retssamfund tager et menneskes liv.

Filmens påstand er altså i virkeligheden, at det er lige så forkert, at staten eksekverer dødsdomme som at enkeltpersoner begår mord. Også selvom staten sikrer en helt igennem korrekt sagsbehandling og forskriftsmæssig hængning.

Kieslowski stiller det moralske spørgsmål op på den allerskarpeste måde ved at lade såvel morderen som den myrdede være gennemført usympatiske personer. Den myrdede taxachauffør fremstilles uden et eneste forsonende træk, ja, som så modbydelig, at det er lige før tilskueren finder det retfærdigt, at han myrdes. Og morderen skildres ikke blidere, lige bortset fra det lille indblik vi får i hans fortid.

Som bekendt er dødsstraffen afskaffet i de fleste vestlige lande, idet den betragtes som uforenelig med menneskerettighederne, dvs respekten for det enkelte menneskes liv. Og naturligvis kan man se det femte bud som et generelt og undtagelsesfrit forbud mod at tage et andet menneskes liv, ligegyldigt om det sker ved privat mord, offentlig retsforfølgning eller krig. Men sådan var det ikke ment fra starten - og sådan har det heller ikke gennem tiderne været fortolket, før vi kommer helt op i vor egen tid. Der har nemlig altid været skelnet mellem hvad individerne skulle kunne tillade sig og hvad samfundet skulle have lov og ret til.

Hidtil har man betragtet det som en selvfølge, at et samfund, et religiøst, stammemæssigt eller nationalt fællesskab havde dødsstraffen som sanktionsmulighed mod alvorlige forbrydelser som mord, og selvfølgelig også havde ret til at forsvare sig mod ydre fjender. Men navnlig siden oplysningstiden og de franske og amerikanske frihedsrevolutioner sidst i 1700-tallet er forholdet mellem individ og samfund (statsmagt eller anden form) tippet til fordel for det enkelte individ. Man kan diskutere om dette er gået for vidt, og om det vil kunne holde i en tid hvor fx rockermentalitet og terrorisme breder sig faretruende. Men det er næppe holdbart generelt at hævde, at samfundet som sådan ikke skulle være i sin god ret til at fælde dødsdom over forbrydelser af særlig grov karakter.

Du må ikke bedrive hor

er i forhold til nr. 5 en anderledes varm og underfundig, men også stærk film om den unge Tomeks vanskeligheder med seksualiteten. Tomek (Olaf Lubaszenko), der endnu bor hjemme hos sin moder og ingen kæreste eller pigeven har, er på én gang bange for det andet køn og dybt fascineret af det. Han har fundet den udvej at iagttage andres seksuelle liv med en kikkert - og specielt har han fået øje på den lidt ældre Magda (Grazyna Szapokowska) som bor i en lejlighed overfor og jævnligt har besøg af sin ven. Tomek morer sig med at forstyrre dem midt under akten med en opringning. Han får et blåt øje af den rasende mand, men Magda får medlidenhed med ham og er også nysgerrig i hans tilfælde. Og hun inviterer ham på café, hvor hun belærer ham om, at der slet ikke findes kærlighed, men kun sex. Siden får hun ham hjem til sig selv og hidser ham op ved at lade ham røre ved sig på intimeste sted. Da han får udløsning, spørger hun ham smilende om det var godt, og tilføjer: Det er det hele! Han flygter - og forsøger efterfølgende at begå selvmord, men reddes - og bliver nu en gåde for Magda.

Hor i almindelig forstand kan man ikke påstå der er tale om, selvom handlingen udfolder sig i et katolsk land, hvor strengt talt al uægteskabelig sex er hor. I den frigjorte Magdas tilfælde er sagen helt klar: Det er sex det drejer sig om, gerne med varme og munterhed. Men kærlighed er for romantiske sjæle. Men i Tomeks tilfælde er det et problem at komme gennem fascinationen af det andet køn og andres seksualakt og videre til en personlig oplevelse af erotikken og seksualiteten med de glæder og problemer de nu kan give. I sin velmente indføring i seksuallivets mysterier farer den erfarne Magda alt for hurtigt frem over for den tøvende og hunderædde Tomek - og derfor går det galt. Men ligefrem slutte, at sex er farlig - og direkte frarådelig hvis den sker uden for ægteskabet, går nu ikke. Derimod kræver den unægtelig tid og modning, hvis den skal lykkes uden alt for store sår.

Du må ikke stjæle

dementerer lige fra starten, at Kieslowski skulle være ude i et snævert moralsk ærinde om at fortælle os, at vi ikke må tage værdigenstande fra hinanden. For det hovedpersonen, den kun et par og tyve-årige Majka (Maja Barelkowska), stjæler er såmænd sit eget barn, Ania, der bor hos sin mormor Ewa (Anna Polony) i den tro at denne er hendes rigtige moder og Majka altså hendes søster.

Majka flygter med Ania ud til Anias far, Wojtek (Boguslaw Linda), som i sin tid var Majkas lærer. Arrangementet med at Ewa blev Anias formelle moder skete altså i et forsøg på at ordne den uheldige affære uden at skade nogen. Men Majka kan ikke længere holde løgnen ud - og vil til udlandet med Ania. Ewa kontakter naturligvis Wojtek, der i første omgang benægter at Majka er på besøg, men da Majka også flygter fra hans hus, går han ind i eftersøgningen efter hende.

Til sidst finder Ewa og hendes mand samt Wojtek Majka med Ania på en lille station. Da toget kommer, løber Ania Ewa i møde med et "Mor!" - mens Majka tager toget væk.

Det er naturligvis forståeligt, at Majka som faktisk moder til Ania på et eller andet tidspunkt vil have det rigtige forhold accepteret, men lige så forståeligt, at Ewa ikke vil være med til det. Hun betragter selvfølgelig Ania som sit eget barn, ja endda som sit brystbarn. Men afgørende er, at Ania som det lille barn hun er lige så selvfølgeligt betragter Ewa som sin mor - og at dette må være afgørende for det praktiske arrangement. Et sådant bør principielt altid være til barnets eget tarv.

Dilemmaet er uløseligt - hvad enten Majka får sit eget barn eller ej. Der lægges i filmen ikke skjul på, at Ania har nogle mareridt, der får hende til at skrige så hjerteskærende, at ingen kan være i tvivl om, at også hun et eller sted i sin sjæl lider under arrangementet. Men det ville hun gøre under begge løsninger.

Du må ikke bære falsk vidnesbyrd imod din næste

En jødisk kvinde Elzbieta (Teresa Marczewska) bosat i USA er kommet på besøg i Warszawa for at forske i jøders skæbne under krigen. Hun overværer på universitetet en forelæsning i etik der netop drejer sig om etiske dilemmaer som dem Kieslowski har taget op i sine film, herunder tilfældet med lægen i nr. 2. Men Elzbieta forelægger selv et tilfælde om et polsk ægtepar der i første omgang tilbød at tage sig af en 6-årig jødisk pige, men som da pigen kommer med sin ledsager pludseligt bakker ud af tilsagnet med den begrundelse, at det ville kræve, at den jødiske pige skulle døbes, og at dette igen ville forudsætte at fadderne aflagde falsk vidnesbyrd om pigens herkomst.

Den kvindelige professor i Etik, Zofia (Maria Koscialkowska), bliver mere og mere urolig under Elzbietas fortælling - og spørger til sidst om denne kender de nærmere detaljer. Det gør hun og nævner hvordan interiøret var, og at i hvilken bydel lejligheden lå. Professoren spørger om der kunne tænkes andre motiver for ægteparrets afvisning, men Elzbieta kan ikke nævne andre.

Det ender naturligvis med, at Elzbieta bliver klar over, at professoren var den ene del af det afvisende ægtepar under krigen, og at de to får en samtale. Det viser sig, at Zofias mand der var aktiv i den polske undergrundsbevægelse umiddelbart forinden var blevet stukket til Gestapo. De var desuden blevet klar over, at de mennesker den jødiske pige skulle videre til, arbejdede for Gestapo, således at ikke alene pigen ville blive taget, men modstandsorganisationen også blive trevlet op. Zofia og hendes mand havde kun brugt forbuddet mod at vidne falsk som undskyldning, da de jo ikke kunne forklare ledsageren endsige pigen sagens rette sammenhæng.

Zofia tilføjer, at hun ikke havde regnet med at den jødiske pige overhovedet ville overleve - og det havde pint hende gennem 40 år. Desuden havde det vist sig, at oplysningen om manden der samarbejdede med Gestapo var forkert. Men omvendt måtte hun også indrømme, at hun i sin tid vidste hvad hun gjorde: "For at forsvare andre værdier som jeg dengang anså for de vigtigste, sendte jeg Dem af sted igen." Senere opsøger Zofia den præst der i sin tid var involveret i sagen for at fortælle ham, at den jødiske pige var i live.

I mellemtiden får Zofia og Elzbieta også en samtale om det gode og det onde. Og om hvordan verden dengang ikke efter Zofias egen mening forløste det gode i hende. Hvem bedømmer, hvad der er det gode, spørger Elzbieta. Det gør den, som er i enhver af os, svarer Zofia. I Deres værker har jeg ellers ikke læst noget om Gud, replicerer Elzbieta. Nej, for Zofia anvender ikke ordet Gud. Hvis det skal være, kan man lade Gud blive uden for sig selv. - Og i så tilfælde? spørger Elzbieta. Ensomhed, svarer Zofia.

Denne samtale røber Kieslowskis egen usikkerhed om sagen, men også at han trods alt vælger at lade døren stå åben. Dilemmaet som sådant er uløseligt. Ethvert af de to mulige valg, kunne have ført til ulykke. Man kan i en given situation ikke altid overskue konsekvenserne af sine handlinger og er følgelig nødt til at træffe et valg der vil være forbundet med usikkerhed, ja, med forestillingen om at det andet valg ville have været bedre. Og regner man nøgternt med at ens valg har fået uønskede følger for andre mennesker, sidder man uundgåeligt tilbage med samvittighedskvaler.

Du må ikke begære din næstes hustru

går igen uden om det mest direkte tilfælde af utroskab og jalousi - og pakker dilemmaet ind i et parforhold, hvor manden, lægen Roman (Piotr Machalica), er impotent og ikke kan give sin hustru Hanka (Ewa Blaszczyk) det barn hun gerne vil have. Han opfordrer hende derfor til at finde sig en elsker. Hun er modvillig, men bliver alligevel draget ind i et forhold til studenten Mariusz.

Roman giver sig nu til at udspionere sin hustru gennem telefonaflytning - og senere ved at skjule sig i svigermoderens lejlighed hvor de to har aftalt at mødes, og som han har nøgle til. Da Roman bliver klar over, at Hanka i virkeligheden vil have forholdet til studenten definitivt afbrudt, prøver de trods hans ufine metode en forsoning. Men da studenten bliver ved at opsøge Hanka og også følger efter hende til vintersportsstedet Zakopane, tager hans jalousi overhånd, og han forsøger at begå selvmord, men overlever. Hjemkommet fra vintersportsstedet får Hanka kontakt med ham telefonisk - mens han ligger på sygebriksen med hovedet i bandage.

Det umoralske kan ikke siges at ligge i Marius's forhold til sin næstes hustru, da han slet ikke kender Roman. Han er blot blevet forelsket i Hanka, der i første omgang modvilligt giver efter, fordi Roman har opfordret hende til det, men som alligevel ikke er glad for det. Men problemet er Romans, fordi han på den ene side nøgternt kan se at han ikke kan gøre Hanka lykkelig når han er impotent, men på den anden side heller ikke kan udholde tanken om at hun følger hans eget råd og skaffer sig en elsker. Hans store fejl er naturligvis ikke jalousien, den er såre menneskelig og burde ikke have ført til andet end at han i tide havde trukket sin opfordring til Hanka tilbage. Nej, hans fejl er naturligvis, at han begynder at udspionere hende - endda på en meget usympatisk og blufærdighedskrænkende måde. Og i anden omgang forstår han ikke, at hans egen jalousi får ham til at mistro hustruen helt uberettiget - og ovenikøbet drage en tragisk konsekvens af sin egen fejltagelse, i stedet for at få snakket ud med hende.

Du må ikke begære din næstes ejendom

er den eneste morsomme film i Dekalogen, fordi den skildrer et temmelig raffineret og komisk gensidigt tyveri mellem en flok frimærkehandlere og to brødre der til deres egen store overraskelse arver en meget værdifuld frimærkesamling efter deres far. De to brødre, Jerzy (Jerzy Stuhr) og Artur (Zbiegniew Zamachowski), har ikke selv forstand på frimærker, men vil alligevel ikke skille sig af med samlingen der befinder sig i brandskabe i faderens stærkt tyverisikrede lejlighed. Men frimærkehandlerne bilder dem ind, at der mangler ét eneste meget sjældent frimærke, som brødrene vil kunne erhverve sig hvis den ene af dem vil donere sin nyre til manden der ejer frimærket. Det går de med til, men da de kommer hjem fra hospitalet opdager de, at hele frimærkesamlingen er blevet stjålet fra faderens lejlighed. Donationen var forgæves. Og hele sagen ender ovenikøbet med, at de over for politiet begynder at mistænke hinanden for tyveriet.

Tyveri er vi alle enige om at betragte som noget forkasteligt, hvis vi skal kunne leve nogenlunde trygt mellem hinanden. Og de grove tilfælde af tyveri og røveri er selvfølgelig endnu værre, fordi de undergraver samfundsordenen. Men et begær efter et enkelt frimærke hos folk der ikke har forstand på frimærker og som er kommet til deres samling gennem arv kommer til at virke komisk i sig selv. Og helt grotesk bliver det naturligvis når der ovenikøbet sættes en nyre på spil. Havde de to brødre blot fra starten solgt hele samlingen og delt udbyttet imellem sig, havde sagen været i orden.

Moralen af filmen er strengt taget ikke at man skal lade være med at begære andres ejendom, men at man skal lade være med at rode sig ind i forretninger man ikke har det ringeste forstand på. Og dette er dog mere en simpel fornuftsregel end en moralsk maxime. Det har Kieslowski naturligvis forstået, og derfor har kan kunnet more sig med at skildre løjerne for fuld udblæsning, hvor selv en bidsk vagthund viser tåbeligheden i brødrenes handlinger.

Kieslowskis faste manuskriptforfatter hedder Krzysztof Piesiewicz, og det var ham der en dag sagde til Kieslowski "En eller anden burde lave en film om De ti Bud. Du skulle tage og gøre det". Men idéen var forfærdelig, syntes Kieslowski. Ikke desto mindre gik han i gang med at overveje, hvordan opgaven kunne gribes an. Og ret hurtigt fandt han ud af, at der i givet fald skulle laves en cyklus af ti separate film, en om hvert af budene. Men dernæst kom han til det resultat, at cyklus'en skulle laves af ti forskellige unge instruktører.

Men det blev altså Kieslowski selv der kom til at stå for alle ti film.

Musikken er hele vejen igennem lavet af Kieslowskis foretrukne komponist Zbiegniew Preisner og passer meget fint til formen. Men optagelserne blev lagt ud på ni forskellige fotografer. I den yderst tragiske nr. 5, der også foreligger i en 85 minutter lang biograf-udgave med titlen "En lille film om kunsten at dræbe", er der brugt nogle specielle filtre til at give hele filmen en dyster, næsten uhyggelig gullig farve. Om optagelserne af selve den unge morders hængning, der blev lavet i én optagelse, fortæller Kieslowski, at hele filmholdet og alle skuespillerne blev uudholdeligt utilpasse, selvom alt var fiktion. Det viser lidt om, hvor modbydelig hængning er - og hvor meget vi som civiliserede mennesker føler modvilje mod dødsstraffen.

I "Kieslowski om Kieslowski" fortæller han også, at idéen til Dekalog fra starten var at fortælle ti historier om ti eller tyve individer, som - fanget i en konflikt præcis på grund af polakkernes almindelige dagligdags omstændigheder i 1980'erne - pludseligt indser, at de bevæger sig i cirkler og ikke opnår det de ønsker. Det var Kieslowskis indtryk, at folk - i årene efter krigsretstilstanden - var blevet for egoistiske, for forelskede i sig selv og deres behov, og at det var som om alle andre var gledet i baggrunden. Men hvert eneste menneskes liv er værd at granske, fordi det rummer hemmeligheder og dramatik, som han siger.

I Dekalog koncentrerer Kieslowski sig om hvad der foregår inden i menneskene snarere end udenfor, dybest set om det enkelte menneskes integritet.

Efter Kieslowskis mening er integritet en uhyre kompliceret kombination, og vi kan aldrig i sidste instans sige "Jeg var ærlig" eller "Jeg var ikke ærlig". I enhver af vore handlinger og i de mange forskellige situationer vi havner i, siger han, står vi i en position, hvorfra der ikke rigtigt er nogen vej ud - og hvis der er, er den ikke bedre, ikke god, kun forholdsvis bedre end de andre muligheder, eller sagt på en anden måde, det mindste af flere onder. Dette definerer jo integritet. Man ville så gerne i sidste instans være ærlig, men det kan man ikke.

Dekalog handler således om konkrete dagligdags afgørelser, som kredser om spørgsmålene: hvad er dybest set ret og uret? Hvad er løgn, hvad er sandhed? Hvad er ærlighed og hvad er uærlighed. Hvordan skal man forholde sig til det?

I denne forbindelse nævner Kieslowski, at han tror der eksisterer et absolut referencepunkt i menneskets tilværelse, og at når han tænker på Gud, så er det oftest Det Gamle Testamentes krævende og grusomme Gud, som er uden tilgivelse og som ubarmhjertigt fordrer lydighed til sine regler. Herom siger han: "Det Gamle Testamentes Gud tilstår os en masse frihed og ansvar, iagttager, hvordan vi forvalter det, og derpå belønner eller straffe, og der kan ikke appelleres eller opnås tilgivelse. Det er noget varigt, noget absolut, noget indlysende og ikke spor relativt. Sådan må et referencepunkt være, især for mennesker som mig, der er svage, rådvilde, uvidende."

Hvis man nages konstant af den følelse, at man har gjort noget forkert, betyder det, fortsætter han, at man kunne have gjort det rigtige. Man har kriterier, et hierarki af værdinormer. Det beviser, mener han, at vi ejer en sans for, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi er i stand til at justere vort indre kompas.

Disse tanker om den menneskelige integritet og den indre kontrolinstans svarer glimrende til de tanker der her på siderne er kaldt konsistens-etik, og som indebærer, at mennesket dybt i sjælen er bundet af den opgave at sørge for at der altid er overvægt af det gode i dets tilværelse. Til gengæld forudsætter denne etik ikke nogen ydre absolut instans. Jf. nedennævnte artikel om moralens begrundelse.

Men Kieslowski er heller ikke filosof, og hans udtalelser viser netop hans teoretiske usikkerhed. Men hans film - og ikke mindst 'Dekalog' - er under alle omstændigheder fornemme kunstneriske udtryk for en altid åben og søgende samt dybt personlig holdning til de moralske problemer al menneskelig tilværelse er forbundet med.

Læs også artiklerne:

Konsistens-etikkens Ti Bud
Kan moral begrundes?

samt afsnittene om etik og religion i essay'et:

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag.

Filminstruktøren Krzysztof Kieslowski
Kieslowski's film 'Blå'
Kieslowskis 'Hvid'

Andre film, se oversigten Film

Kieslowski: Dekalog. Filmmanuskripterne. (Rosinante. 1990)

Kieslowski om Kieslowski. Redigeret af Danusia Stok.
(Gyldendal. 1994)