utils prefix normal JERNESALT - Transcendens fuld

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Transcendens

Ordet transcendens, der i sig selv blot betyder ‘overskriden', har i filosofien flere betydninger, der alle adskiller sig klart fra den teologiske betydning, hvor der er tale om Guds hinsidighed, og hvor der forudsættes en afgørende kløft mellem det dennesidige og det hinsidige.

I eksistentialismen bruges ordet om menneskets evne til at overskride nutidens virkelighed gennem det frie valg. Frihedens mulighed over for fremtiden er således en transcendens inden for dennesidigheden.

Det fremgår først og fremmest af Sartres og Simone de Beauvoirs opfattelse.

Simone de Beauvoir skriver i "Det andet køn", at hendes vurderinger er baseret på eksistentialismens etik:
"Ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning, der er et udtryk for transcendens, dets vilje til at nå ud over sig selv. Skal det fuldbyrde sin frihed, må det ustandselig sprænge grænserne og nå ud til andre friheder."
"Det er kun muligt at retfærdiggøre eksistensen her og nu, hvis den vedblivende erobrer og inddrager en aldrig afsluttet fremtid."

"Hver gang denne udadgående bevægelse stagnerer og transcendens henfalder til immanens, degraderes eksistensen til en tingsagtig væren til, frihed til tvang og tilfældighed. Indvilliger subjektet i dette fald er der tale om etisk brist. Er degraderingen derimod påtvunget subjektet, optræder den som frustration og undertrykkelse. I begge tilfælde må vi betegne fænomenet som et absolut onde."

I samme værk gør hun gældende, at dette at noget har liv vil sige, at det søger ud over sig selv.

Livet består af to samvirkende funktioner: Det kan kun opretholdes ved at række ud over sig selv [transcendensen], men evnen til at række ud over sig selv er betinget af evnen til at opretholde [immanensen].

Sartre skriver tilsvarende i ‘Eksistentialisme er humanisme':

"Livet har ingen mening a priori."
"Før vi lever, er livet ikke noget."
"Det tilkommer os at give det mening."
"Eksitentialismen tager aldrig mennesket som noget tilendebragt thi det er altid under skabelse."

"Mennesket er altid uden for sig selv, og det er ved at projicere sig selv og ved at fortabe sig uden for sig selv, det skaber menneskets eksistens.
Og det er ved at forfølge transcendente formål, altså ved at overskride sig selv, at det kan eksistere.
Der er ikke noget andet univers end den menneskelige subjektivitets univers."

"Denne forbindelse mellem transcendensen (overskridelsen) som konstitutiv for mennesket og subjektiviteten, således forstået at mennesket ikke er indesluttet i sig selv, men altid til stede i et subjektivt menneskeligt univers, det er det vi kalder den eksistentialistiske humanisme."

Den betydning der gøres gældende i JERNESALT ligger tæt på den eksistentialistiske, for så vidt den også knytter sig til frihedens begreb og til dennesidigheden.

Men den adskiller sig ved at være knyttet meget snævrere til selve bevidsthedsbegrebet, således som bl.a. den tyske filosof Rüdiger Safranski opfatter det i såvel biografien om Nietzsche som bogen om ‘Det onde'.

Transcendens er ifølge Safranski den moderne, sekulariserede filosofiske betegnelse for det ‘sted' der ligger hinsides det menneskelige liv, og mod hvilket livet og tænkningen er rettet, og hvor man kan føle sig hjemme. Altså et ‘sted' der repræsenterer andet og mere end det ‘rent menneskelige'

Transcendens er med andre ord det abstrakte udtryk for alt det som mennesket skal gøre til sit mål i stedet for at gøre sig til mål for sig selv.

Men denne plads står efter Safranskis mening i dag tom, fordi den moderne filosofiske eller eksistentielle tale enten fornægter ordet transcendens som værende for belastet af gammel metafysisk tankegang om noget uden for naturen - eller indskrænker det til det eksistentialistiske begreb hos Sartre, idet man dog ikke afviser selve kendsgerningen, at mennesket er sådan indrettet fra naturens side, at det søger ud over sig selv, søger at overskride sine egne grænser. Blot vil man undgå at sætte friheden i et større perspektiv.

Forvirringen hos moderne, sekulariserede mennesker kommer helt klart af selve det forhold, at ordet transcendens ligesom ordet metafysik normalt forbindes med forestillingen om Gud eller i hvert fald noget overnaturligt eller uden for naturen liggende. Og da denne forestilling afvises, afvises som regel også al tale om transcendens.

Ateister som Beauvoir eller Sartre er ganske vist ikke sådan at komme udenom, men hele deres argumentation kredser omkring grundtanken om menneskets fuldstændige frihed til at vælge, og på dette punkt udviklede der sig hos dem begge en sådan ensidighed, at deres filosofi let kommer til at fremstå som en art absolutisme eller fundamentalisme.

Derfor er der grund til med Safranski at minde om gamle Augustin, der netop advarede mod at mennesket gør sig til mål for sig selv. For sker dette, så begår mennesket forræderi mod sig selv, mod selve det forhold at man er et væsen der overskrider sig selv. Det vil altså med vort moderne ord sige, at det begår transcendensforræderi.

For Augustin var der jo ingen tvivl om, at menneskets mål var Gud, og da Gud for det moderne menneske eller i hvert fald for efterkommerne af Nietzsches frie ‘overmenneske' (det sande menneske i hans digtning) er død, så dur tankegang om Gud som menneskets mål ikke længere. Og dermed kunne man fristes til at drage den slutning, at så dur hele forstillingen om transcendens heller ikke for det sekulariserede menneske.

Men det ville være en forhastet slutning, eftersom mennesket vitterligt vedbliver at overskride sine egne grænser, og altså vitterligt har mål uden for sig selv. Allerhøjst kan man drage den slutning, at ordene driller så meget, at ligegyldigt hvordan man vælger formuleringerne, så kan de misforstås.

Den store skotske fysiker James Clerk Maxwell udtalte på sit dødsleje i 1879: "Hvad der er gjort af det der kaldes mig selv er, føler jeg, gjort af noget der er større end mig selv." og det sidste led er efterhånden blevet stående vending på dansk, takket være Tor Nørretranders' bog ‘Mærk verden' fra 1991. Her deklamerer forfatteren ligefrem slutningen på jeg'ets epoke. Forestillingen om bevidstheden som den centrale styrende enhed i mennesket kan nemlig ikke opretholdes. Det ubevidste spiller en langt større rolle end almindelig antaget.

Samme synspunkt findes grundigt belyst i Ole Vedfelts bog om ‘Ubevidst intelligens' fra 2000, ud fra en jungiansk grundopfattelse af den afgørende forskel mellem ‘jeget' og ‘selvet'.

Af en artikel andetsteds i Jernesalt fremgår, at også ateister som Erling Jacobsen, Ingemar Hedenius og Sven Delblanc talte om fx billeder der kunne være sande mod livet, selvom de ikke kunne gøre krav på at have teoretisk eller rationel gyldighed.

I alle tilfælde er der tale om en form for transcendens der foregår på et indre, psykisk plan. Men det er faktisk også en afgørende pointe i en sekulariseret forståelse af disse ting.

Ingen har formuleret denne vigtige indsigt bedre end Erling Jacobsen, når han lidt paradoksalt siger, at mennesket er forpligtet af noget inde i sig selv som ligger uden for det selv. Paradoksaliteten opløses, når man forstår, at meningen er, at jeget eller egoet er forpligtet af en instans der ligger uden for jegets grænser og som derfor subjektivt opfattes som værende større end jeget, ja noget man i en vis forstand kan have et objektivt forhold til. Nogle vil kalde denne instans for id'et, andre for selvet og andre for Gud og atter andre vil sige, at udtrykkene hver for sig kan pege på noget væsentligt, men dog aldrig være fuldgyldige eller fuldt tilstrækkelige. Der er dog intet mystisk ved forholdet, for det er en kendsgerning, at den menneskelige introspektion er mulig, og at den indebærer at en eller anden instans i psyken betragter en anden instans.

Men det vil aldrig være transcendensforræderi at afvise udtrykket ‘id', udtrykket ‘selvet' eller udtrykket ‘gud', det vil blot røbe noget om arten af ens indsigt, horisont, sprog og fordomme. Transcendensforræderi er der først tale om, når det blankt og principielt benægtes, at der er en instans af denne højst udefinerlige art.

Fremfor at holde sig til en akademisk disput om disse materier, som ifølge sagens natur aldrig vil kunne føres til ende, turde det være mere fremkommeligt at holde sig til almene erfaringer af den art som ligger til grund for Jernesalts hele idé.

Langt de fleste mennesker har erfaret, at billedkunsten, inklusive filmkunsten, kan rykke os væk fra dagligdagen eller hverdagen og ind i et særligt univers, hvor der kan ske ting og sager der ikke sker i den prosaiske virkelighed, og som derfor åbner ud mod noget der er større end denne, og derfor også åbner mod følelser der er større og anderledes end hverdagens.

Langt de fleste menneske har ligeledes erfaring med musikken, som ydermere har den fordel eller evne, at den helt kan løsrive sig fra bestemte billeder eller forestillinger om den prosaiske virkelighed - og dermed næsten totalt sprænge det snævre rum vi befinder os i som hverdagsmennesker. "Die Wahre Welt ist Musik", kunne Nietzsche sige, for "Musik ist das Ungeheure."

At gå ind i musikken med åbne ører og åbent sind giver os erfaringen af, at der er et alternativ til de barske realiteter vi kender fra det fysiske, sociale og økonomiske liv. Det er derfor ikke så underligt, at musik (og dans) i vore dage har fået den tiltrækningskraft den har og som i virkeligheden sætter den i stedet for den funktion som religiøs kult tidligere havde. Den er simpelthen vor tids mest ægte og udbredte religiøse rum og kult.

Langt de fleste mennesker har tilsvarende erfaringer med erotikken og seksualiteten. Den kan som musikken rykke mennesket effektivt ud af hverdagserfaringens smalle og endimensionale ramme og give erfaringen af mystisk karakter, nemlig erfaringen af at jegets grænser overskrides og de tillærte sekundære grundprocesser midlertidigt suspenderes til fordel for de medfødte primære processer med deres ustabile, men til gengæld intense følelseskvaliteter. Risikoen er, at passionen kan blive så stor, at alle jordiske og praktiske hensyn tilsidesættes.

Narkomanien kan give samme bevidsthedsudvidelse, og dens fristelser er naturligvis større, jo kedeligere den prosaiske virkelighed er for folk. Intet under, at de unge fristes netop allermest på de tidspunkter i deres liv, hvor de står over for det nødvendige ‘syndefald', at forlade paradisets have og barndommens uskyld for altid, for at begive sig ind i de voksnes arbejdsliv, familieliv og samfundsliv med alle dets forpligtelser. Risikoen er desværre her uhyre stor, fordi de unge endnu ikke er psykisk færdigudviklede og stabiliserede. Narkoen kan let føre til et misbrug det er umuligt at komme ud af igen, eller som allerede har givet uoprettelige skader i psykens udvikling.

Endelig er der humoren som mange blot opfatter som et supplement til hverdagens alvor, et frirum eller et frikvarter i en ellers træls hverdag. Det er sundt at grine en gang imellem - og derfor går man til komedier og revyer, eller til latterdage og latterterapi. Men humor kan ses i en større sammenhæng, og dér bliver den ikke blot en adspredelse, et tidsfordriv eller en mentalhygiejnisk foranstaltning, endsige et våben i hænderne på satirikere og ironikere, men simpelthen - som kunsten, musikken og erotikken - en alternativ dimension til den prosaiske og endimensionale hverdagsvirkelighed.

I denne store humor er der ikke blot brug for høj latter. Der er ikke blot højt til loftet eller himlen eller vidt ud til horisonten. Der bliver ikke blot vendt op og ned på værdier, tabuer, traditioner og konventioner. Der bliver i bedste fald tale om erfaringen af selve den guddommelige komedie: at alt får en ende, at alle vore bestræbelser og ambitioner i sidste ende står for fald, at al vor kamp for at få vores vilje og se vores sociale, økonomiske og politiske mål opfyldt i sidste ende mislykkes eller afsløres som det det er: jegets kamp for at undgå transcendens, overblik, perspektiv, tvivl, refleksion og visdom.

Denne guddommelige komedie bliver naturligvis ikke mindre humor af at blive benægtet af folk der kun vil tale om ‘Den menneskelige komedie' (Balzac) eller betragte alt det vrøvl om underbevidsthed og guddommelighed som en ‘ugudelig farce' (Svend Aage Madsen).

Alt dette kan man naturligvis sagtens se på med forskellige øjne, men man undgår aldrig transcendensforræderiet, hvis man ikke tør begive sig ind i refleksionen herom, og således i det mindste acceptere, at det er selve bevidstheden der smider os ud af paradisets og uskyldens have. Det er selve bevidstheden der giver os friheden til at forstå forskellen mellem jeget og selvet, og forskellen mellem immanensen og transcendensen.


Læs også essayet:   Etik og eksistens


Til toppen    Til forsiden    Printversion   

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal