utils prefix normal
JERNESALT - sende02hvile
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.12.05.
Er der en idé med at holde hviledag?
- Eller skal vi altid køre i højeste gear?
Alle er stressede i dag - småbørn, skoleelever og studerende, butiks- og kontorfolk, håndværkere, arbejdsledere og direktører, læger og sygeplejersker, lærere og professorer, efterlønnere og pensionister, postbude og sendemænd og ikke mindst forældre med børn der skal bringes og hentes, plejes og stimuleres. Alle skal nå så meget som muligt - enten fordi de er umættelige og ikke vil gå glip af noget eller fordi de risikerer at blive hægtet af, blive fyret og stødt ud af samfundet, hvis de ikke halser af sted. Og for de unges vedkommende gælder specielt at de fra torsdag aften til mandag morgen skal nå alle de livsvigtige oplevelser de går glip af fra mandag til torsdag og som de tror er tabt for evigt, hvis de ikke indtager sprut og stoffer så pulsen hamrer.
Medicinen mod stress er simpel og velkendt nok: man skal tage den lidt mere med ro, skære lidt ned på ambitionerne og være lidt mere omhyggelig med at tilrettelægge sin dag og sin uge ordentligt og fornuftigt. Alle ved det, men mange tager ikke medicinen, i de fleste tilfælde nok fordi den kræver endnu ét: at man sætter sig ned og gennemgår sit liv, sine rutiner og sine projekter - midt i al larmen, jaget og fristelserne.
En af de mest stressende faktorer i det moderne liv hedder 'for mange delmål'. Derfor rådede netop afdøde managementguru Peter Drucker til at man lærer sig kunsten at posterioritere, dvs at man ikke blot prioriterer på almindelig vis ved at lave en liste over det man vil nå i den kommende arbejdsperiode, men også at man på samme liste bogstaveligt talt nederst laver en fortegnelse over de mål man egentlig gerne ville nå, men som man har sin lumske anelse om at man sikkert ikke når i denne omgang. Og meningen er ikke, at man så bare skal lade de posterioriterede mål stå og blomstre dér til næste gang man reviderer sin liste. Nej, man skal strege dem ud og dermed definitivt opgive nogensinde at nå dem.
Han var en fornuftig mand, ham Drucker!
Men hele miseren med stress kommer selvfølgelig til syvende og sidst af det opskruede tempo vi lever i i denne først industrialiserede og siden informationsteknologiserede verden, hvor levestandarden skal øges gennem vedvarende økonomisk vækst, og denne igen kun kan holdes i passende højt gear ved at konkurrenceevnen til stadighed forbedres. Vi skal blive dygtigere og dygtigere, løbe hurtigere og hurtige (både fysisk og mentalt) og skære brutalt ned på al overflødigt halløj, dvs alt som ikke direkte kan gå ind som positiv størrelse i vore rationelle kalkuler om effektivitet og rentabilitet.
Alle ved at såvel den økonomiske kurs som den personlige levestil har sin omkostning i form af fysisk og psykisk forurening, men ingen kan forhindre udviklingen. Selv miljøaktivisterne må løbe hurtigere og hurtigere og bliver stressede deraf. I hovedsagen nøjes vi med at reparere skaderne med ny teknologi og ny medicin i pilleform.
Nu hører det dog med til historien at vi i hele den vestlige, jødisk-kristne-sekulariserede kultur fortsat har den livsopfattelse at vi er sat på jorden for at arbejde og beherske.
Men oprindelig forstod de viseste mænd i samfundet udmærket godt at der midt i alt knokleriet og ekspansionsræset skal være plads til en hviledag. Ja, et centralt bud i Moseloven lyder faktisk, at du skal komme hviledagen i hu, at du holder den hellig.
Loven blev oprindeligt fortolket temmelig rigoristisk, så det som bekendt var forbudt jøderne så meget som at bruge ild til fx madlavning på sabbaten. Dette blev brudt med Jesus der fastslog at mennesket var herre over sabbaten og ikke omvendt. Men også kristendommen har været plaget af helligdagsregler der forbød ikke alene unødigt arbejde, men også uskyldige fornøjelser som fodboldspil om søndagen.
Men grundliggende bevarer ideen om hviledagens hellighed sin fulde holdbarhed, blot man forstår den rigtigt, og det gjorde den fremtrædende tyske rabbiner Leo Baeck (1873-1956).
I 'Wege im Judentum' skrev han: "Det er den irreligiøses væsen aldrig at have tid. Han kan være træt og hvilende, sovende og stillestående, han plages måske af træghed og af kedsomhed. Men han har ingen tid, ingen hvile i den ophøjede forstand, at han gennem timernes og dagenes forvirrende mangfoldighed søger og finder tilbage til livets grundlag, til det evige, der er hans livs oprindelse, ikke blot dets årsag, men dets grund - og al grund har rod i det uudgrundelige -, til den fred, i hvilken dennesidigt og hinsidigt går op i en højere enhed. Det bibelske ord sabbat betyder begge dele: en ophøren og en hvilen, en afslutning og dog igen en begyndelse. Sabbaten afslutter en uge, men betyder tillige den nye uges begyndelse, sjælens lutring og genopstandelse uge for uge, nyskabelsen uge for uge."
Vi har - som Baeck også formulerede det - behov for engang imellem at komme til os selv og gå i os selv.
Sådan set er det ikke kun religiøse mennesker der forstår dette, for det gør også kunstnere og forskere. Det er nemlig forudsætning for at kunne skabe at man er i stand til at koble sine målrettede daglige vaner, rutiner, tanker og gøremål fra og slappe af. Enten ved at lave noget andet end man plejer, fx gå tur i skoven, cykle en tur, holde fest med familie eller venner - eller ved at feriere og 'lave ingenting'. Det sidste kan betyde at slappe af på langs på sofaen, at sidde og hænge over et glas øl og glo ud i luften, men det kan også betyde at meditere. Og at meditere vil dybest set netop sige at finde tilbage til det evige, eller mere prosaisk sagt at få kontakt med det kollektivt ubevidste. Kun derved kommer man til sig selv. For det selv der her er tale om er ikke det snævre jeg, egoet, men den instans i en der er større end jeget, 'totalpsyken'. For at få denne meditative kontakt med det ubevidste kan det være en fordel at lytte til stille musik, men en vej er også at betragte farver. Nederst kan klikkes på en anvendelig farveplanche.
I denne kontakt med det evige kommer man på hellig grund og ind i hellig tid.
Det er meget sigende, at den bibelske skabelsesmyte fortæller at endog skaberen måtte hvile sig efter seks dages intenst skaberværk. Det er naturligvis et antropomorft træk der er lagt ind i myten, men den rummer den universelle sandhed, at skabelse kræver hvilepauser, sabbat.
Den faste ugentlige og hellige hviledag er efterhånden gået i opløsning i de sekulariserede samfund. Jøderne holder endnu fast ved deres sabbat, og de kristne kirkegængere også ved deres søndag. Men efterhånden er alle ugens dage blevet arbejdsdage, så det er op til den enkelte i samarbejde med sin arbejdsgiver at udvælge sig den ugentlige hviledag. Men det er de færreste der betragter den som hellig, og derfor også de færreste der gør sig klart, at man kun kommer til sig selv og finder tilbage til den skabende urgrund, hvis man regelmæssigt undlader at arbejde og gribe ind i naturen og kulturen for i stedet at meditere og få kontakt med det kollektivt ubevidste.
Det er derfor stadig en god idé at lægge sig det tredje bud på sinde, som i moderne udgave kunne lyde: Du må ikke forsømme at være stille og at holde hviledage.
Det betyder, at du regelmæssigt skal gå ind i stilheden, inaktiviteten og afbrydelsen af det for vor kultur sædvanlige bombardement af lyd og billeder, ligesom du regelmæssigt skal holde fridage og ferier, hvor du rekreerer dig og kommer til dig selv ved at foretage dig andet end hvad du plejer og ved at gå ind i stilheden. Formålet er ikke blot rekreation, men også at pleje den nødvendige kontakt med 'selvet' eller det evige.
I al enfoldighed
Peer Sendemand
Link til farveplanche
der kan lette meditationen.
Jf. artiklen: Konsistens-etikkens Ti Bud - en moderniseret udgave af Moselovens Ti Bud
Se også billedserien om Skabelsen
Tidligere artikel, se Peer Sendemands rubrik
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|