utils prefix normal JERNESALT - pariserrevolte

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.11.05.

Den blinde Pariserrevolte

Social uro i Frankrig er ikke et nyt fænomen. Den slags har der tværtimod været med regelmæssige mellemrum altid - først og fremmest fordi landet er et meget heterogent og splittet land. Venstrefløjen i fransk politik har med kommunisterne i spidsen haft stor indflydelse og magt sålænge den kunne bygge sin styrke på den traditionelle arbejderklasses nogenlunde fælles status og interesser. Men den blev svækket med arbejderklassens gradvise omdannelse under den økonomiske vækst og ikke mindst gennem indvandrernes stigende tal. Den bedst uddannede del af arbejderklassen blev funktionærer og gik mere eller mindre smertefrit ind i den bredere og bredere middelklasse eller midterklasse - ganske som i alle andre vesteuropæiske lande. Tilbage blev en relativt fattig del af befolkningen med relativ høj arbejdsløshed, og denne del blev flerdoblet med den massive indvandring af navnlig nordafrikanere der samlede sig i deciderede ghettoer i Paris og flere andre store byer.

Den 27. oktober kom det så til voldsomme optøjer i Pariser-forstaden Clichy-sous-Bois, hvor to helt unge indvandrere omkom i nogle højspændingsledninger da de ville stikke af fra politiet. Optøjerne blev slået hårdt ned af kampklædt politi. Og indenrigsminister Nicolas Sarkozy, der hidtil har været populær i store dele af befolkningen på grund af sin klare lov-og-orden politik, reagerede omgående med beskeden om 'nultolerance over for ballademagerne'. Ja, han stemplede uden videre undersøgelse de to omkomne indvandrere som tyveknægte og vandaler.

Udtalelserne blev selvsagt benzin på bålet - og bedre blev det ikke da en tåregasgranat fra politiets side ved et uheld landede i en fyldt moské, netop ved slutningen af ramadanen.


Resultatet kender vi fra tv-medierne: optøjer hver eneste efterfølgende nat, ikke blot i forstæderne til Paris, men også i Marseille, Nice, Toulouse, Rennes, Nantes, Lille og Strasbourg og flere andre byer. Alle steder med afbrænding af biler og hærværk mod bygninger, herunder også skoler. Kampklædt politi og svedende brandfolk på næsten håbløs opgave. Flere tusinde politifolk er blevet udkommanderet. Hundredvis af unge er blevet arresteret og vil blive udsat for lynjustis. Men optøjerne er, i hvert fald indtil i går, kun taget til.

Indenrigsministeren fastholder sin hårde kurs, men har dog modereret sine udtalelser. Premierminister Dominique Villepin har appelleret til uromagerne om at indstille balladen og har ellers ret uforbindende lovet dem dialog og social handlingsplan. Først efter et møde i det nationale sikkerhedsråd søndag aften trådte præsident Chirac selv frem foran mikrofonerne og lovede hård linje med udkommandering af 8000-9500 politifolk samt tilladelse til lokale udgangsforbud. National undtagelsestilstand med involvering af militæret er endnu ikke på tale, men spøger i baggrunden som mulighed.

Frankrig er virkelig kommet ud i en af sine allerstørste sociale kriser. Landet er ikke bare opdelt i sociale klasser, men så dybt splittet at samfundets sammenhængskraft er truet. Og den politiske ledelse er tøvende og usikker, præget som den er af dyb intern uenighed mellem de tre personer fra regeringspartiet der vil placere sig bedst muligt i kampen om præsidentposten i 2007.


Indenrigsminister Sarkozy dummede sig også med en påstand om at optøjerne var organiserede. Men det er der intet der tyder på, selvom der er lighedspunkter fra sted til sted. Revolten må tværtimod betragtes som spontan og uden mål. Den er blind og tjener kun det ene formål at skaffe de implicerede unge indvandrerne af med opsparet eller indestængt vrede, had og frustration. Det gør den naturligvis ekstra svær at tackle, for løfter om dialog og sociale handlingsplaner preller af på unge mennesker der har dårlig skolegang og dårlig eller ingen uddannelse bag sig og samtidigt må affinde sig med høj arbejdsløshed. De har så at sige ikke andet at få tiden til at gå med end at lave hærværk og ballade eller give sig i kast med endnu alvorligere kriminalitet. Det hærværk der nu kan konstateres - fx med de spektakulære bil-afbrændinger - er blot en øjeblikkelig kulmination. De har faktisk været i gang i årevis. Alene i 2004 blev der brændt 28.000 biler af i Frankrig. Hadet til det Frankrig som indvandrerne føler holder dem ude er grænseløst. De fleste af dem er uden for enhver pædagogisk rækkevidde.

Bortset fra de aktuelt udløsende mekanismer så er de grundliggende årsager at finde i to forhold: den kolossale, massive indvandring af navnlig nordafrikanere og 30-40 års politisk forsømmelse af problemet.

Problemet kendes naturligvis fra de øvrige vestlige lande, men indvandringen i Frankrig har været mere massiv og samtidigt præget af stor illegalitet. Det har ikke vært muligt at absorbere indvandrerne i det almindelige arbejds- og boligmarked. I de værst ramte områder er indvandrernes arbejdsløshed helt oppe på 40 %, og der er i Frankrig tale om ghettodannelser af helt speciel, lukket art hvor almindelig lov og orden glimrer ved sit fravær. Den gamle tysk-franske ungdomsoprører Cohn-Bendit har til ugebladet Der Spiegel netop pointeret, at ghettoer som de franske slet ikke findes i Tyskland.

Og hvad angår forsømmeligheden så gælder det generelt for alle indvandrerlande i Vesteuropa at politikerne har været alt for længe om at erkende de vanskeligheder og farer indvandringen ville indebære på lang sigt, hvis ikke der blev sat effektivt ind med integration, uddannelse, arbejde og ordentlige boligområder. Råd og advarsler fra kloge hoveder har det ikke skortet på, men de økonomiske ressourcer er alle steder så begrænsede, at politikerne har tendens til at udskyde store ressourcekrævende opgaver længst muligt - allerede af den grund at de gerne vil genvælges. Landenes befolkninger kan være aldrig så humanistisk indstillede de være vil. Flertallet vil ikke betale hvad effektiv indvandrer- og integrationspolitik kræver. Følgen er naturligvis at problemerne bliver uoverskueligt store, hvor indvandringen bliver for masssiv.


Optøjer fra frustrerede indvandreres side kendes i alle vestlige lande. De aktuelle optøjer i Frankrig har spredt sig en smule til Belgien og Tyskland. Og der kan også nævnes tilfælde af voldsomt hærværk i Danmark, dog trods alt i noget mindre målestok (sidst Rosenhøj i Århus). Men frygt for at de for alvor vil brede sig uden for Frankrig er der ikke grundlag for. Forholdene i Frankrig er meget specielle. Sammenligning med studenteroprøret i 1966 er også temmelig malplaceret, da der dengang var tale om en blanding af spontanitet og målrettet, organiseret oprør mod et ineffektivt og forstokket gammelmandsvælde på universiteterne (og ude i det øvrige samfund), som tiden var løbet fra. Oprørerne havde noget at slås for og kunne se hen til at mange af deres ideer efterhånden trængte igennem (og at de fremmeste af dem selv efterhånden ville blive placeret i ledende stillinger!). Men i dagens Frankrig er der tale om dybe sociale skel, der skyldes indvandring udefra og som indvandrerne ikke selv formår at bygge bro over gennem sej, energisk og konstruktiv indsats. De er henvist til den blinde revolte, bare for at få luft for deres vrede.

Umiddelbart har regeringen ikke andet valg end at sætte hårdt mod hårdt for så hurtigt som muligt at genoprette ro og orden. Et demokratisk samfund kan ikke leve med at den grundlæggende civile orden trues. I anden omgang må regeringen så gå i gang med de nødvendige sociale tiltag. Men fremskridt hvad angår beskæftigelse, boligmarked og integration kræver tid og vil derfor under alle omstændigheder få de frustrerede indvandreres utålmodighed imod sig. Forsøg på skabelse af dialog må være en selvfølge, men myndighederne skal ikke tro at de nogensinde får fat på alle.

Frankrig er i krise. Både socialt og økonomisk. Og i forholdet til EU (budget og landbrugspolitik). Den partipolitiske situation er også speget, og vil forblive det til præsidentvalget i 2007 er overstået. Hvordan den aktuelle indvandrerrevolte på denne baggrund skal kunne løses, er derfor svært at se.

Den kan dog under alle omstændigheder stå som et klart memento til heldigere lande som Danmark om i tide at sørge for en effektiv indvandrer- og integrationspolitik der kan forebygge at samfundet trues på selve sammenhængskraften.


Henvisninger:

Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.) - med afsnit om 'Det delte Danmark'

Øvrige artikler om   Danmark
Øvrige artikler om   Europa


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal