utils prefix normal JERNESALT - oldenburg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.8.05.

Europas forudsætninger

Den aktuelle brydning mellem den islamiske og den vestlige verden er ikke og bør ikke ses som en religionskrig eller en civilisationskrig, men den er alvorlig nok endda, og den inddrager næsten alle aspekter af kulturen, dermed også religionerne. Den har samtidigt rødder langt tilbage i tiden, således at det historiske aspekt uundgåeligt trænger sig på.

Skal man forstå sin egen tid, må man gøre sig sin kulturs forudsætninger klart, så vidt det nu er gørligt og overkommeligt. Kun ungdomsoprørere lever i illusionen om at være historieløse. Voksen bliver et menneske først, når historien bliver bevidst for det - vel at mærke ikke som dødt eksamenspensum, men som et levende eksistensfelt man er i vedvarende dialog med. Derfor har det været til skade for mange af de unge der er vokset op efter 1968, at historieundervisningen blev forsømt eller sjoflet igennem i skolerne på overfladisk maner af uengagerede eller direkte modvillige eller indoktrinerende lærere. Og derfor er det omvendt et uvurderligt gode, at både historieforskningen og den almene historieinteresse i flere år har været stærkt stigende, og at faget vil blive styrket i skolerne.

Et udmærket forsøg på at formidle den gode eksistentielle historiefortælling er gjort af teologen Claus Oldenburg, der har foretaget en rejse bagud i tiden fra vore dages terroristtruede verden til Abrahams mere eller mindre mytiske land og gjort det med henblik på at skabe en fornemmelse af relativ tid. Resultatet er blevet en række essays samlet i bogen 'Den vandrende verden' - med Arne Haugen Sørensens moderne, flertydige 'Vandringsmand' på omslaget. De angivelige pejlepunkter er forholdet mellem ånd og politik og forholdet mellem individ og fællesskab - og dermed er også angivet den specifikke grundopfattelse, at historien netop er en proces der får sin væsentligste dynamik fra disse to spændingsfelter.


11. september 2001 trak fronten op mellem den vestlige og den arabiske verden og erstattede således den tidligere opdeling mellem den vestlige verden og den østlige kommunistiske, som gjaldt frem til Murens fald i 1990. Vesten tænker individualistisk, konstaterer Oldenburg, og dermed adskiller den sig både fra den kommunistiske ideologi og den islamiske religion.

1800-tallets stærke tro på fremskridtet i både materiel, politisk, moralsk og åndelig henseende fik et knæk med Titanics forlis og 1. verdenskrigs udbrud. Udviklingen løb så at sige løbsk, og også den europæiske kolonisation og imperialisme blev der sat spørgsmålstegn ved. Den europæiske overlegenhedsfølelse mødte naturligt nok modstand - og imperialismen måtte gradvis afvikles, ikke alle steder med lige godt eller værdigt resultat.

Revolutionerne i Frankrig og USA førte til både individuel og religiøs frihed. De forskellige kristne religioner havde udviklet sig til et magtens sprog, og dette blev nu brudt. Også den verdslige enevælde afløstes af demokratiske former med en samtidig betoning af det nationale. Den enkelte var ikke længere undersåt, men borger. I Danmark skete udviklingen i samklang med den grundtvigske frimandsbevægelse. Det individuelle og anti-statslige var tydeligt.

Religionen stod for skud i oplysningstiden, bl.a. på grund af jordskælvet i Lissabon 1755, der satte spørgsmålstegn ved Guds eksistens og vilje til at beskytte mennesket. Men allerede den lutherske reformation havde radikalt ændret de nordeuropæiske landes civile infrastruktur og understreget det enkelte menneskes betydning. Til gengæld medførte lutherdommen og calvinismen også en puritanisme der modsat katolicismen gjorde pligten, arbejdet og selve den moralske renhed til dyder over alle andre. Den personlige religiøsitet blev vigtigere end den kollektive, kirkelige, som det ses den dag i dag i alle protestantiske trossamfund, hvor den ofte fører til moralsk og teologisk fundamentalisme.

Allerede renæssancen var et opgør med den kollektivistiske religiøsitet som kendetegnede den katolske kirke og middelalderen. Mennesket opdagede sin originalitet, som Oldenburg formulerer det. Naturvidenskaben og kunsten fik som tænkningen et gevaldigt løft.


Middelalderen var præget af kirkens splittelse mellem den østlige, ortodokse kristendom med hovedsæde i Byzanz (det nuværende tyrkiske Istanbul) og den vestlige, romersk-katolske kristendom med pavesæde i Rom. Og det var byzantinerne der i 1453 bukkede under for den ekspanderende islamiske kultur i form af osmannernes angreb. Tyrkerne var blevet det bærende element i islam. Deres herredømme i regionen varede til 1918. Og det var da deres uhellige alliance med Tyskland der gav dem dødsstødet. Men fjendskabet mellem tyrkere og grækere overlevede Tyrkiets modernisering og sekularisering under Atatürk, ligesom modsætningerne mellem serbere og andre etniciteter på Balkan.

Dermed fører Oldenburg os tilbage til islams grundlæggelse med profeten Muhammeds åbenbaring 610 og erobring af Mekka 630. I modsætning til kristendommen, men i lighed med jødedommen er islam monoteistisk og afvisende over for kristendommens opfattelse af at Gud blev menneske gennem Kristus. Det gør islam til en lov-religion som jødedommen. Og dette betyder igen, at den bliver strengt autoritær med ubetinget vægt på Koranens forskrifter. Det gav i første omgang tilhængerne en kolossal styrke til at underlægge sig stadigt flere lande, og endda en overgang sætte sig fast på den spanske halvø. Fremdriften betød også opblomstring af videnskaben og tolerancen over for fremmede, men allerede samtidigt med at Europa fik sin renæssance, stivnede islam i ortodoksi. En bevidst modernisering blev efter Første Verdenskrig indledt i Tyrkiet af den vestligt orienterede Atatürk, og i nyeste tid er der flere steder tilløb til en vis demokratisering. Men modstanden er hård, for folk som Osama bin Laden drømmer om ét samlet kalifat med islamisk ret (sharia). Og som Oldenburg påpeger så er der ikke blot tale om enkelte menneskers eller gruppers drømme, men også om, at islam som sådan holdes uden for offentlig diskussion i de muslimske lande - i skarpeste modsætning til såvel kristendommen i kristne lande og jødedommen i Israel og lande med store jødiske menigheder.


Antikken gik under 380, da kristendommen blev eneste tilladte religion i Romerriget, og grunden var den gamle kulturs manglende evne til fornyelse. Efter Cæsars død år 44 f.v.t. og Octavians overtagelse af magten forenede kejseren den verdslige og den religiøse magt. Det romerske senat blev uden reel indflydelse, og Roms hedenske guder og den officielle sandhed stivnede i formdyrkelse. Kristendommen sejrede og flyttede kulturens centrum fra Rom til Konstantinopel, som Byzans kaldtes efter Konstantin den Store. Allerede på et kirkemøde i 325 fastsattes kristendommens afgørende dogmer: dogmet om Kristi to naturer (gud og menneske) og dogmet om treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden som én gud). Og som Oldenburg rigtigt pointerer, så er tanken i disse dogmer dialektisk, fordi de tilsyneladende strider mod almindelig sund fornuft og logik, men på den anden side fastholder logiske modsætninger på en konstruktiv og dynamisk måde. Man kunne med et moderne udtryk kalde tankerne komplementære, men det gør Oldenburg ikke. Til gengæld accepterer han at kirken som institution blev bærer af Guds ånd, hvad der rimer ganske godt med at den katolske kirke ofte prøvede at tage patent på ånden i magtpolitisk øjemed, skønt dette strider fundamentalt mod den dialektiske tankegang. Men Oldenburg lægger ikke skjul på, at dogmesystemet betød en voldsom ensretning. I virkeligheden er det ikke for meget at sige, at ethvert dogmesystem strider mod fuld åndsfrihed. Ethvert dogme rummer risikoen for ortodoksi.

Oldenburg kommer fint fra understregningen af, at det slet ikke var korsfæstelsen af Jesus omkring år 33 der ændrede historiens gang, men derimod Paulus' åbenbaring af den opstandne frelser omkring år 50. Den faktiske korsfærstelse var en hverdagsbegivenhed i det datidige barske Romerrige, men åbenbaringen fik Paulus til at tilslutte sig menighederne der samledes om dyrkelsen af Jesus og indlede en decideret og energisk missionsvirksomhed sammen med Peter. Det var Paulus der - uden nogensinde at have mødt Jesus - tænkte Jesus-begivenheden ind i det historiske perspektiv ved at postulere at Jesus var død for det enkelte menneskes skyld. Denne dialektiske offertanke var ikke tænkt før. Og den førte hurtigt til nedskrivning af fortællingerne om Jesus i evangeliets form, med hvad dertil hørte af legendarisk stof. Efterhånden knyttedes også Messiasforventninger til Kristus-skikkelsen.

Korrekt gør Oldenburg opmærksom på, at problemet for al ånd er at den både skal være realistisk og hjertelig, dvs have en nøgtern opfattelse af kendsgerningerne og samtidig kunne tale til følelserne. Det sidste kan enhver forfører, det første kræver vedvarende realitetsprøvelse. Ingen af de historiske religioner har undgået i perioder at miste kontakten med den virkelige verden, dagligdagens verden. Kristendommen heller ikke, men den har i det lange løb overvundet forsømmelsen - takket være sin indbyggede dialektik.


Oldenburg følger historien bagud gennem hellenismen til jødernes babyloniske fangenskab og senjødedommen. Og han når tilbage til Moses og De ti bud. Jødedommen var netop en lovreligion. Loven var grundbegrebet i den ordnede verden. Og samvittigheden får med sit evindelige spørgsmål om skyld eller ikke-skyld sin plads mellem hjernen og hjertet. Men det skjules ikke at lovens modspil i kristendommen hedder kærlighed. Igen kunne man med fordel tale om en dialektik eller komplementaritet mellem lov (retfærdighed) og kærlighed (barmhjertighed), men det undlader Oldenburg. Ligesom han undlader at stille spørgsmålet om der kunne gives anden bindende etik end ydre autoriteter, fx. en konsistensetik (se henvisninger).

I stedet fører han os tilbage til urhistorien om Abraham, den fælles forfader til jødedom, kristendom og islam. Muslimerne er efterkommere af Ismael, Abrahams uægte søn med trælkvinden Hagar, som blev forstødt da Sarah fødte Isak. Koranen henviser udtrykkeligt til dette forhold, og Kabaen i den store moské i Mekka betragtes af muslimerne som det første monoteistiske kultsted, grundlagt af Abraham, Ismael og Hagar.


Med Abraham er vi helt tilbage til delvist mytisk stof, men som Oldenburg pointerer kan Abraham betragtes som det første menneske der i vores historiebevidsthed træder ud af anonymitetens skygge.

Med et citat om Abraham fra Thomas Manns store roman om 'Josef og hans brødre' slutter Oldenburg med overvejelser om gudsbevidsthed og selvbevidsthed, som han mener hører sammen eller betinger hinanden. Den historiske bevidsthed indeholder dem begge, og derfor er det rigtigt at det jødiske folk lagde kimen til såvel kristendommen som islam.

Med rette påpeger Oldenburg at styrkeforholdet mellem Jeg og Vi, dvs mellem individet og fællesskabet er afgørende for en kulturs overlevelsesmuligheder. Tipper vægten over på individualismen er der risiko for at fællesskabet opløses. Tipper vægten over på fællesskabet er der risiko for ensretning og forstening.

Men når Oldenburg gør såvel kirken, som ideologierne, menneskerettighederne og fornuften samt demokratiet til overvejende kollektive fænomener, så forekommer det at den grundlæggende dialektik undergraves. Hemmeligheden er vel netop at der i alle disse fænomener er noget kollektivt og noget individuelt, og at ingen af delene kan undværes, hvis kulturelt forfald som Romerrigets eller Vikingetidens skal undgås. Noget helt andet er sondringen mellem det kollektivt ubevidste og det rationelt-individuelle, for her drejer det sig om at forstå forskellen mellem den oprindelige mytiske tænkning og den senere tilkomne og mere metodiske og krævende rationalitet. Kreativiteten ligger ubetinget i det kollektivt ubevidste, men realitetsprøvelsen i det rationelle. Derfor går det galt, hvad enten man undertrykker det irrationelle eller det rationelle.


Claus Oldenburgs bog er let læst, men ganske tankevækkende. Den understreger nødvendigheden af historisk bevidsthed, og den karakteriserer ganske godt de grundlæggende forskelle mellem kristen kultur, jødedom og islamisk kultur. Modsætninger mellem disse kulturer behøver ikke nødvendigvis føre til evigt fjendskab og burde ikke føre til had og terrorisme, men kunne med tilpas velvilje fra alle sider føre til ægte dialog og dialektik - til gavn for alle parter og til løsningen af de konflikter i og omkring Mellemøsten som plager os i dag.

Men unægteligt kræver denne velvilje en overvindelse af den stolthed og de æresbegreber der navnlig præger muslimer. Og på dette felt har de desværre ikke meget at støtte sig til i koranen.


PS!
Et par småfejl skal noteres.
På omslaget er anført at Oldenburg er præst ved Garnisionskirken. Men den hedder altså Garnisonskirken, selvom mange udtaler garnison med sj.
Religionshistorikeren Vilhelm Grønbechs fornavn staves side 89 fejlagtigt med W.


Henvisninger:

Artikler om komplementaritet: Klik

Artikler om religion: Klik

Artikler om sekularisering: Klik

Artikel om De ti Bud: Konsistens-etikkens tid bud

Artikler om Mellemøsten: Klik

Artikler om terrorismen: Klik


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal