Per Kirkeby har netop færdiggjort sin udsmykning af en trappeskakt på Geologisk Museum i København, hvor hver eneste flade, søjle og niche er bemalet med stærke farver og motiver der alle har jordens mange stenarter og former som grundlag. Kirkeby er uddannet geolog og han formår i sjælden grad at forene sin viden som geolog med sin form- og farvesans så det store rum over flere etager synes fuldstændigt at blive taget i besiddelse af hans enorme og selvbevidste jeg. Resultatet er blevet utroligt flot, også målt efter Kirkebyes egen alen, men på sin vis peger det alligevel på en begrænsning hos denne kunstner, nemlig på lukketheden omkring jeget. Der findes mærkeligt nok ingen åbning i udsmykningen af den art som ellers kan findes i fx kunstnerens fine akvareller fra Grønland. Man stiller sig uvægerligt spørgsmålet, om grunden kan være at motivkredsen er noget så bastant materielt som sten af alle arter? Og om kunstneren dybest set har svært ved at slippe geologien og det materielle?

Så går det anderledes til hos William Turner (1775-1851), der endnu et par dage kan ses på en flot udstilling på Statens Museum for Kunst. Turner var dybt fascineret af det skiftende vejr og lys og malede billeder der både hvad farvevirkninger og ekspressivitet angår var langt forud for hans tid. Han var så interesseret i regn, storm, skyer og røg, at han fx kunne finde på at lade sig binde til masten på et skib der skulle ud i åbent, oprørt hav eller at han hang ud af vinduet på et tog for at iagttage røgen.

Det der adskiller Turner allermest fra samtidens mere naturalistiske malere var at hans motiver helt kunne opløses i lys- og farvevirkninger på en måde man skal helt frem til Monets åkandebilleder 60 år senere for at finde mage til. Det var altså ikke naturen eller realiteterne i sin mest materielle form der interesserede Turner, men det omskiftelige lys og vejr. Og nøjagtigt som i Monets allerbedste billeder, så sker der en åbning udad, så lyset og farverne bare kan strømme tilskueren imøde uden hindringer. Det er intet mindre end betagende.

Endelig kan nævnes Maja Lise Engelhardt der på sin udstilling på Nivågaard præsterer både nogle spændende parafraser over et kendt vinterlandskab af Johan Th. Lundbye og nogle bibelske motiver der viser hendes dybe fortrolighed med arketypiske forestillinger som den brændende tornebusk og den opstandne Kristus. Begge motiver går igen i nogle af hendes kirkeudsmykninger fra de seneste år og viser alt i alt kunstnerens dybe religiøse forståelse og forankring hinsides al snæver dogmatisme. Igen er åbningen det helt centrale. Her kæmper intet jeg for at opretholde sin identitet, men et selv åbner sig for selve lyset.