ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.05.

Radikal manipulation med Haarders ord

De radikale er slet ikke tabt bag af en vogn.

De kan tværtimod se frem til en ganske betydelig mandatgevinst den 8. februar, en gevinst der næsten minder om udviklingen fra 1971 til 1977, blot med omvendt fortegn. For dengang gik partiet under Hilmar Baunsgaards ledelse på tre valg med kun to års mellemrum fra 27 mandater til 6, dvs med syv mindre for hver gang. Det fik den vittige Niels Helveg til at konstatere, at næste gang kom de til at skylde et!

Nu ser det under Marianne Jelveds banner ud til en fremgang fra 9 til 16 mandater, og partiet kommer i så fald op i størrelsesmæssig nærhed af De Konservative og Dansk Folkeparti.

Hovedårsagen synes hverken at være stor politisk indflydelse gennem de sidste tre år eller en politisk leder med usædvanlig karisma, men derimod en meget prosaisk og en mere idealistisk årsag.

For det første tegner alt til en markant tilbagegang for socialdemokraterne som andre oppositionspartier kan have gavn af. Nogle stemmer taber socialdemokraterne nok til regeringspartierne, men andre lige så sikkert til de radikale. For de flygtende er midtervælgere der ikke har større lyst til at søge mod Socialistisk Folkeparti, endsige Enhedslisten.

For det andet har De radikale ført an i oppositionen mod regeringen på to fronter hvor socialdemokraterne slet ikke har været med eller har bøjet noget af, nemlig i kampen mod stramningerne i indvandrerpolitikken og i kampen mod tilstedeværelsen af danske soldater i Irak. I begge tilfælde kan man om de radikales politik tale om en klar idealistisk linje over for socialdemokraternes mere pragmatiske.

Og idealismen er i det hele taget blevet et stadigt mere fremtrædende træk hos det forhen ellers meget realpolitisk indstillede parti. Jf artiklen:  Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Den radikale valgvideo er manipulation i reneste karat, og idealismen er endog så udtalt, at ingen i partiet selv kan se det manipulerende i filmen, men frejdigt som Marianne Jelved i tv-nyhederne 26.1. henviser til at Bertel Haarder skam har sagt alle de ord han lægges i munden, og at de radikale skam på deres hjemmeside dokumenterer fra hvilke Haarder-tekster citaterne stammer fra. Så mener man åbenbart at den potte er ude.

At Bertel Haarder er blevet vred, fordi han hævder at han mener det modsatte med ytringerne end det der fremgår ved den løsrevne brug af dem, er én ting. Der er og vil naturligvis altid være uenighed om den slags metoder i en valgkamp, herunder også forskelligt syn på om det virkeligt tjener noget formål at importere nogle af de værste amerikanske tricks så helhjertet. Men under alle omstændigheder er det ikke mærkeligt, at den der rammes hyler mest.

Mere besynderligt er Tøger Seidenfadens misforståede forsvar for metoden i Politiken 30.1. For Seidenfaden er fuldstændigt overbevist om, at Haarder hyler, fordi han har dårlig samvittighed og inderst inde er klar over at han er kommet for langt ud med sine ytringer. Chefredaktøren for det dagblad, der plejer at kalde sig organet for den højere oplysning i landet, påstår frejdigt at Jyllands-Postens bombastiske påvisning af citatmanipulationen ikke holder en meter. Han er dermed helt på linje med Marianne Jelved, lederen for det radikale parti der også plejer at påberåbe sig oplysning. Hun bedyrede i tv-nyhederne som antydet sin uskyld.

Begge må være totalt uvidende om hvad manipulationsmetoden egentlig går ud på og hvorfor den strider mod demokratiets og oplysningens ånd.

Vi skal derfor bidrage lidt til oplysningens fremme med elementær psykologi. Noget må jo gøres for at bevare forvirringen, som Storm P. lader en mand sige til forslaget om afskaffelsen af det røde trafiklys.

Denne påstand må selvfølgelig dokumenteres.

Citat: "Tag en udlænding til kone, en lille villig taknemmelig gås".
Billede: Strippere på varieté.

Ordene stammer fra en af Haarders mange berygtede lejlighedssange og skal allerede derfor tages med mindst en teskefuld salt, for meningen er altid ironisk. Den oprindelig mening er her ikke en nedvurdering af kvinder, men tværtimod en afstandtagen fra de mænd der henter en ægtefælle i udlandet og fører hende her til landet som slavinde. Sådanne tilfælde findes vitterligt, og Haarder er ikke den eneste der synes det er forkasteligt. Det gør sikkert alle radikale med.

Citat: "Der er en ringeagt for håndværksfag".
Billede: To slagtere fra en halal-forretning.
Ordene stammer som de fleste andre af de benyttede citater fra en artikel i Weekendavisen 15.8.2003 "Os og dem: vi skal være benhårde".

Haarder betegner det her som en alvorlig barriere for integrationen af indvandrere i Danmark, at mange af disse fra deres hjemlande medbringer en ringeagt for håndværksfag og jobs, vi ikke kender tilsvarende her i landet, hvor der faktisk er brug for dem. Mange unge indvandrere vil hellere sidde som teoretikere ved et skrivebord end få snavs på hænderne.

Den oprindelige mening er altså ikke at postulere at der blandt indvandrere er ringeagt for at drive forretning, men at deres indstilling til en lang række jobs uden for det butiksmæssige sætter dem uden for arbejdsmarkedet. Og hvad specielt slagterfaget angår, kommer det overhovedet ikke problemstillingen ved. Mange halal-slagtere er kendt for at levere særdeles gode slagtervarer, og søges derfor også af mange danske kunder. Og kød - og frugt og grøntsager - er ikke snavs!

Problemstillingen er uhyre central, fordi det er en kendsgerning at mange indvandrerbørn - og især drenge - hverken lærer det danske sprog så godt at de kan komme i gang med en videregående uddannelse eller tager konsekvensen og skaffer sig en praktisk uddannelse.

Citater: (a) "Den danske kultur spærrer de sig selv ude fra ved deres adfærd" og (b) "Kulturen fra hjemlandet kan ikke bruges til noget i Danmark"
Billede til a): fem unge indvandrere i et indkøbscenter med store halstørklæder med indskriften 'Hold byen ren'. - Billede til b): dansker på hospital i kørestol ved et veldækket bord med dannebrogsflag - opvartet venligt af en fremmedarbejder i hvid kittel.

Konteksten (WA-artiklen) handler om det stigende antal indvandrerbørn blandt unge kriminelle. Årsagen er ifølge Haarder at forældrene er totalt uden for det danske samfund: Børnene vokser op i et tomrum, spændt ud mellem to kulturer. Kulturen fra hjemlandet kan ikke bruges til noget, og den danske kultur spærrer de sig selv ude fra ved deres adfærd.

Meningen med ordene er klart at påpege at de unges integration i vid udstrækning forhindres af deres forældres og deres egne manglende vilje til at erstatte de kulturnormer de kommer fra med danske. Heri ligger naturligvis en klar tilkendegivelse af at indvandrerne aldrig bliver integreret hvis de satser på at leve i et parallelsamfund til det danske med opretholdelse af egne normer i alle henseender.

Derimod siges der absolut intet om, at indvandrere ikke må opretholde deres specielle spisevaner eller specielle religiøse skikke. Det er nemlig ikke dem der forhindrer integration, men derimod at normer på alle andre områder, herunder ikke mindst opdragelsen og den ufrie omgangsform mellem kønnene, spærrer vejen.

De radikale har lov til at mene - og politisk kæmpe for - at Danmark bliver et multikulturelt samfund med mange sideordnede parallelsamfund, men de må tage til efterretning af andre mener noget andet og ønsker at bevare dansk kultur som en overordnet fælles kultur. Neden under er der plads til en rigdom af subkulturer, men forudsætningen for fælleskulturens opretholdelse og sammenhængskraft er at vigtige adfærdsmæssige, sproglige og politiske normer respekteres.

Citat: "Vi vil ikke forhindre dem i at få børn, og vi vil heller ikke slå dem ihjel."
Billede: Legende indvandrerbørn ved en bebyggelse.

Ordene stammer fra et interview i Berlingske Tidende 1.2.02. om regeringens forslag om gennem strammere familiesammenføringsregler at bremse tilgangen af indvandrere der kommer på bistandshjælp. Haarder gør opmærksom på, at en betydelig stigning i antallet af indvandrere og efterkommere af indvandrere de næste tyve år ikke kan forhindres. Og så kommer ordene: For vi kan jo ikke forbyde folk at få børn, og vi vil heller ikke slå dem ihjel.

Meningen bag de ligefremme ord er altså igen at påpege, at det er et problem for det danske velfærdssamfund at et stigende antal indvandrere eller efterkommere af indvandrere havner på kontanthjælp. Og da man nu engang ikke kan forbyde indvandrerne at få børn (og de får rent faktisk flere børn pr. fødedygtig kvinde end danskerne), så er der ingen udvej uden om stramning af familiesammenføringsreglerne.

Dette er logik og realpolitik, og man har selvfølgelig lov til som radikal idealist at mene noget andet. Men det tjener ikke den politiske oplysning at fortie det reelle problem.

Citat: "Vi har været så tossegode at lukke dem ind i landet, og nu hænger vi på dem"
Billede: 5 asylansøgere bag gitter i asylcenter, formentlig Sandholm.

I dette tilfælde stammer ordene fra Haarders bog: "Den bløde, danske kynisme fra 1997."
Efter et afsnit om at indvandrerne i dag overvejende består af et let genkendeligt proletariat, en umælende underklasse af tyrkere, der er blevet en klods om benet på det danske velfærdssamfund, hedder det: "Vi har været så tossegode at lukke dem ind i landet og pakke dem ind i vat, og nu hænger vi på dem. Sådan er den almindelige folkelige opfattelse af situationen, og det er ikke helt forkert. Men det er ikke indvandrernes skyld, at det er gået så galt, og at det bliver meget værre. Det er danskernes og det politiske flertals skyld...."

Her er de citerede ord ganske klart fra Haarders side betegnet som den almindelige folkelige opfattelse af sagen, og altså ikke som hans egen mening. Ydermere siger han udtrykkeligt, at når det er kommet dertil at opfattelsen er blevet almindelig, så er det ikke indvandrernes skyld, men det politiske flertals. For dette flertal har undladt i tide at forhindre den tilstrømning af flygtninge og tildeling af asyl som overstiger det danske samfunds muligheder for integration - og dermed forebyggelse af folkelig modstand.

Man kan diskutere om en opfattelse der totalt afviser enhver begrænsning af indvandring og asylgivning er mere humanistisk end den der satser på rimelig begrænsning, men man kan ikke se bort fra den folkelige modvilje, hvis man overhovedet vil bevare realismen. Det er faktisk her forskellen mellem de radikale og det nuværende politiske flertal for indvandrerpolitikken ligger. Og det var det de radikale burde have holdt sig til i deres valgpropaganda, hvis den skulle tjene oplysningens fremme.

Men det er kun den ene side af sagen, for selve citatmanipulationen ligger i den billedmæssige associering, der i et enkelt isoleret tilfælde (eksempel 4) kan siges at være forholdsvis harmløs, men i alle de andre - og navnlig som samlet serie - er klart tendentiøs og giver den seer og læser der ikke véd bedre det indtryk at Bertel Haarder er fremmedfjendsk og ønsker indvandrerne ud af landet - i stedet for som kendsgerningen er, at han nok som flertallet i befolkningen og i folketinget ønsker indvandringen begrænset, men sandelig også indvandrerne bedst muligt integreret i det danske samfund.

Rent teknisk sker manipulationen ved den simple montage af billeder - eller billeder og ord - som den russiske filminstruktør Sergei Eisenstein var en mester i og som på psykologisk plan betjener sig af de psykiske primærprocesser.

Her gælder følgende regler:

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen).
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Problemet for socialdemokraterne ved dette valg er i denne sammenhæng at de rent faktisk ikke har en statsministerkandidat der på nogen måde kan konkurrere med Fogh i personlig udstråling. Så kan man iøvrigt mene om Mogens Lykketoft hvad man vil som økonom, forhandler, intellektuel og privatmenneske. Det tæller ikke.

Omvendt viser reklamerne sure, triste, lusede, fattige, fordrukne folk hvis hensigten er at tage afstand fra bestemte befolkningsgrupper eller racer man af den ene eller anden grund ikke kan lide. Nazisterne med den filmkyndige Goebbels som effektiv propagandaminister fremstillede jøder som social bærme, ja i den mest berygtede af alle hans film associeres de kynisk med rotter der formerede sig hæmningsløst og undergravede alt. For en ordens skyld skal nævnes at kommunister sandelig også kunne kunsten, når det gjaldt at sværte tyskerne eller de indre samfundsfjender.

I vore dage har de iranske medier under præstestyrets kontrol været dygtige til at fremstille amerikanerne som gudløse og dekadente mennesker. Teknikken er såre simpel.

Men den amerikanske filmmand, Michael Moore har nok med sin især blandt de intellektuelle højt besungne propagandafilm 'Fahrenheit 9/11' overgået alle andre i misbrug af billeder til snævert politisk formål.

Det sjove ved de radikales valgvideo er at den slutter med en gammeldags moraliserende pædagogik: "Han (Haarder) sku' ha' vasket munden med sæbe, sku' han." Men med den opfordring rammer de radikale sig selv på munden.

Jeg vil nu hellere foreslå at de i stedet for vasker sig i øjnene, så de bedre kan se hvad de egentligt foretager sig. For videoen er ikke konsistent med deres egne idealer.

Jens Vrængmose

Artiklen om   De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.

Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

De radikales hjemmeside med videoen

Andre artikler om valget:  Klik