utils prefix normal JERNESALT - JylPosten og Polen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.8.02.

Jyllands-Posten og Polen

Som vist nok den eneste danske avis sendte JP en korrespondent til Polen for at dække pavens besøg fra 16. - 19. aug. Paven interesserer jo ikke danskerne, og polakkerne interesserer os egentlig heller ikke, men Polen har ansøgt om medlemsskab af EU fra 2004 og får muligvis afgjort spørgsmålet under det danske EU-formandskabs store decembermøde i København. Så JP har prisværdigt nok fundet tiden inde til at løfte sløret for lidt af egenarten af dette fremmede land i Østeuropa med sin ejendommelige tilknytning til den polskfødte pave.

Opgaven blev lagt i hænderne på Per Nyholm, der vist nok aldrig har beskæftiget sig med Polen eller paven før, men i hvert fald gik på med krum hals og uden besvær kunne holde en ironisk distance til alt hvad han så, hørte, oplevede og skaffede sig oplysninger om. Og da han ydermere har en poetisk åre, blev resultatet fire velskrevne reportager, som måske ikke fortæller så forfærdeligt meget om emnet, men så meget desto mere om journalisten selv og hans evne til ikke at lade sig gå på af hvad han ikke forstår.

Vildledningen begynder allerede i titlen til den første artikel: En helgen vender hjem. Og det siges efterfølgende at ingen helt og ingen helgen er større eller mere elsket i Polen end den polske pave. I den tredje artikel hedder det, at jublen ved messen på Blonie Fælleden i Krakow var så endeløs, at ingen kunne være i tvivl om, at Karol Wojtyla, som polakkerne kalder paven, er den polske nations helt og helgen, der i kraft af sit mod og stærke moralske engagement førte fædrelandet ud af kommunismen. Et sted kalder Nyholm ham også 'Polens ukronede konge'.

I Nyholms øjne er paven dog først og fremmest at ligne med en turnerende stjerne, og som i andre faldende stjerners tilfælde kan den 'uigenkaldeligt sidste forestilling gentages og gentages'.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed, at den katolske verden er Per Nyholm komplet ubegribelig. Dens rødder i oldtidens kult interesserer ham ikke. Han må omvejen over moderne tiders dyrkelse af pop-, film- og sportsstjerner for at forstå hvad der er på færde - i stedet for at gå den omvendte og naturlige vej, at se den sekulariserede verdens dyrkelse af popstjerner i lyset af den gamle kult, og ad den vej få øje på det væsentlige, at det fælles dybdepsykologiske træk er projiceringen af den allerdybeste hengivenhed og begejstring mennesket overhovedet kan præstere.

Blot er man nødt til samtidig at holde tingene adskilt, for den katolske kirke har ingen helte, eftersom helte efter udført stordåd kun har et kortvarigt liv i rampelyset inden de falder i glemslens hav. Kirken har derimod helgener, hvis liv imidlertid er forbundet med en så uegennyttig kamp for hellige ideer, ideer hævet over rampelysets og pengenes love, at de huskes længe efter deres død og vel at mærke dyrkes med en hengivenhed der vedbliver at kaste energi og inspiration af sig.

Pave Johannes Paul II er det følgelig totalt misvisende at betegne som helt eller helgen. Paven har aldrig udført nogen stor og spektakulær dåd, men haft sin store betydning ved at være sig selv og sine ideer tro. Han er som bekendt heller ikke død endnu, selvom han er syg og stærkt svækket. Om han nogensinde efter sin død bliver helgenkåret (det er nemlig ikke noget man ‘udråbes' til men kåres til) kan ingen vide, det er i hvert fald ikke så sikkert og forudsigeligt som Nyholm mener at vide, for det kræver lang tids grundig undersøgelse af en dertil nedsat Vatikandomstol og forudsætter principielt, at personen der skal kåres enten har gjort et mirakel eller er gået i døden for sin tro. Ingen af delene gælder for den nuværende pave.

Nogle regulære unøjagtigheder sniger sig også ind Per Nyholms poesi.

"Paven er allerede så svag, at man har indskrænket hans program til det knappest mulige", nemlig Krakow og nærmeste omegn, så der ikke bliver noget ‘triumftog' til Østersøkysten, universitetsbyen Lublin eller hovedstaden Warszawa, mener Nyholm.

Men i virkeligheden er der slet ikke tale om en indskrænkning, men om en forsinket gennemførelse af den del af den store turné i 1999, som paven måtte opgive fordi han blev syg. Det skuffede dengang titusinder af polakker, men det var uden al tvivl også en bet for paven selv, da Krakow af gode grunde står ham særligt nær. Det var derfor naturligt for præsident Kwasniewski her i foråret at give paven en geninvitation specielt til Krakow.

Hvad byen Krakow angår, blev den ganske rigtigt - som en af de få polske byer - sparet for krigens ødelæggelser i 1945, da russerne rykkede frem, men det var aldeles ikke - som påstået af Nyholm - fordi den var det tyske generalguvernements sæde (russerne tog absolut intet hensyn til den slags), men fordi tyskerne forlod byen uden kamp (modsat hvad der var tilfældet i Gdansk/Dantzig, hvor tyskerne sloges hus for hus).

De russiske tropper skulle iøvrigt ikke ‘overskride' Vistula-floden i 1945 for at indtage Krakow, for floden løber vest-øst, og fronten nede på de kanter gik altså i 1945 langs med floden, i modsætning til fronten oppe ved Warszawa, hvor floden løber syd-nord og dannede frontlinje. Floden hedder Wisla på polsk (udtales Wiswa) eller Weichsel på tysk og gammelt dansk, jf. Carsten Hauchs romantiske digt: "Hvorfor svulmer Weichselfloden som et heltebryst". Nyholms form ‘Vistula' er det latinske navn som engelsk har overtaget.

Nyholm beretter om pavens besøg mandag den 19.8. i klosterkirken Kalwaria Zebrzydowska 40 km sydvest for Krakow, at dette valfartssted - det helligste i Polen efter Jasna Góra klostret i Czestochowa - ligger "for foden af Karpaterne"og "under de sneglinsende bjerge". Men for det første kalder man den del af Vest-Karpaterne der ligger på grænsen mellem Polen og Slovakiet for Beskiderne. For det andet ligger Kalwaria Zebrzydowska ikke for foden af dette bjergmassiv, men mange kilometer derfra og for det tredje er der ingen bjerge i nærheden af Kalwaria Zebrzydowska der er sneklædte om sommeren. Man skal helt ned til Tatra-bjergene for at opleve den slags.

Per Nyholm kan ikke lide Polens nuværende politiske magthavere og specielt ikke præsident Alexander Kwasniewski. De er jo gamle kommunister, og dermed er alt sagt. Han skriver bl.a.:

"Kwasniewski er en forandret mand, kan man høre. Af den tidligere så brovtende ungkommunist er tilsyneladende blevet en person der forstår sit lands dybe forankring i katolicismen, og som ønsker at samarbejde med kirken i den hensigt at sikre Polen en fremtid i Vestens demokratiske strukturer."

Som belæg for vurderingen citeres nogle af bemærkningerne fra præsidentens velkomsttale: "Vi har fred mellem kirke og stat", "Alle forstår at demokrati og tro hører sammen" (Kwasniewski sagde nu religion), "Vi ønsker et Europa baseret på kristne værdier, og vi ønsker Polen i et sådant Europa. " og "Vi glæder os over, at paven atter er iblandt os, en af den polske histories store lærere i frihed."

Og Per Nyholm kan fortælle, at Johannes Paul ved disse ord tog sig til hovedet med begge hænder, som kunne han ikke tro, hvad han hørte.

Men for det første er paven nødt til med mellemrum at støtte sit hovede med den ene hånd eller med begge hænder, fordi hans sygdom bevirker, at han ikke længere kan holde det oppe med nakkemusklerne alene. Han må også støtte hovedet med hænderne, når den polske primas eller andre taler til ham, eller når han sidder i stille bøn og læser i skriften..

For det andet er det tredje gang paven kan høre præsident Kwasniewski komme med udtalelser af nævnte art i sine velkomsttaler (første gang var i 1997, anden gang i 1999) - foruden de gange han har hørt dem under private samtaler i Vatikanet eller præsidentpaladset i Warszawa. Det er med andre ord Nyholm der ikke har fulgt med i præsidentens udvikling.

For det tredje må man spørge: hvorfor i al verden paven ikke skulle tro at præsidentens ord er ærligt ment. Som Nyholm selv angiver, så er præsidentens kone praktiserende katolik og præsidenten selv efter en katolsk præsts mening måske på vej til kirken. Men først og fremmest er han - i diametral modsætning til sin forgænger og modkandidat Lech Walesa - fuldstændigt klar over, at det polske demokrati er bedst tjent med en præsident der prøver at være præsident for alle polakker, og da 85 % af polakkerne er katolikker, så at være præsident for alle polske katolikker. Og da der vitterligt er fred mellem stat og kirke i Polen (ovenikøbet bekræftet med konkordat mellem Polen og Vatikanet, som Kwasniewski selv underskrev på den polske stats vegne) så ville det da være fuldstændigt tåbeligt af manden at give sig til at tale Roma imod, eller så meget som lægge afstand til paven.

Overhovedet intet tyder på, at præsident Kwasniewski blot siger, hvad han siger, af ren og skær høflighed eller taktik. Tværtimod forstår han til fulde pavens rolle i den politiske, moralske og åndelige kamp der førte til kommunismens sammenbrud og specielt til Polens fredelige overgang til frihed og demokrati. Det er ubestrideligt, at Kwasniewski har været kommunist (og endda sportsminister i Jaruzelskis forhadte regering), ligesom det er ubestrideligt at general Jaruzelski var kommunist. Men heraf kan man ikke slutte, at de ikke var patrioter. Ortodokse kommunister er ganske vist internationalister og derfor temmelig antinationale, men jo mere Moskva under den kolde krig forsøgte at styre sine allierede i satellitlandene, jo mere fremkaldte det ønsket hos mange kommunister om uafhængighed. Befrielsen fra Moskvas overherredømme, politisk og ideologisk, var også en befrielse for disse mennesker, de slap jo bogstaveligt talt for at skulle spørge om tilladelse i Moskva til det de ønskede at foretage sig. Og hvad angår spørgsmålet om frihed, demokrati og markedsøkonomi, er springet hertil fra en håbløs planøkonomisk centralstyring ikke lang, når først monopolet på den absolutte sandhed er brudt. Kwasniewski behøvede ikke bøje sig underdanigt for sin modstander, haderen, hævneren og ‘ødelæggeren' Lech Walesa. Han kunne faktisk af Jaruzelski lære åbenheden over for det uundgåelige.

Det er grebet ud af luften, når Nyholm påstår, at disse tidligere kommunister føler sig som de besejrede, og derfor står og tripper, når de skal modtage paven. Tværtimod står disse politikere sikrere end de nogensinde har gjort, fordi de i tide forlod deres gamle uholdbare dogmer og både dygtigt og forsonligt tilpassede sig de nye tider og vilkår. Hvis der er nogen i den nuværende situation der har grund til at føle sig besejret, så er det da Lech Walesa og hans Solidaritetsbevægelse, der hverken klarede præsidentvalget i 2000 eller parlamentsvalget i 2001. Det er intet mindre end skæbnens ironi, at den bevægelse, der kan takke pave Johannes Paul II for den nødvendige moralske kraft til at modstå og til sidst overvinde det kommunistiske regime, i dag er kørt ud på et sidespor, takket være indre splid og uforsonlighed over for deres gamle fjender.

Hertil kommer - som almindeligt bekendt for alle der har fulgt lidt med i den kirkelige og kulturelle udvikling i Polen de seneste tyve år - at paven for polakkerne primært står som en moralsk faderskikkelse. Nyholm citerer selv en katolsk paters udsagn herom og kan ikke være uvidende om sagen. Den katolske kirke er med hele sin Jomfru Maria dyrkelse i allerhøjste grad en moderkirke, men med sin stærke og ufejlbarlige pave samtidig en faderautoritet. Derfor tiltales paven ‘Hellige Fader' af katolikkerne.

Det politiske problem om frihed og demokrati er løst. Det vil være naturligt at Polen finder sin fremtidige plads i EU, men afgørende er det ikke for demokratiets skyld. Tilbage står problemet, hvor moralen fremover kan og vil forankres, når paven falder bort. Dette er måske ikke et synderligt interessant problem for Nyholm, men det er det for de fleste seriøst tænkende polakker, herunder for chefredaktøren af Polens største dagblad, Adam Michnik, og for Alexander Kwasniewski, hvad enten man kan lide ham og hans fortid eller ej. Moralen har kommunisterne aldrig været ligeglade med. De fleste var faktisk temmelig puritansk indstillede - efter forbilledet Lenin! Etiske spørgsmål er uden tvivl et vigtigt anliggende for Kwasniewski og derfor er det værd at notere sig, at han i sin tale til paven - som han konsekvent tiltalte ‘Hellige Fader' eller ‘Deres Hellighed' - sagde, at alle polakker, troende som ikke troende, unge som gamle, er under indtryk eller påvirkning af pavens ord og gerninger. "Deres Hellighed er for os og verdenssamfundet en stor moralsk autoritet", lød det.

I sin prædiken til de to millioner på Blonie Fælleden advarede paven mod menneskeskabte trusler som dødshjælp og genetiske eksperimenter. Den slags virker ‘familiært' på Per Nyholm, der dermed viser, at han ikke regner to af vor tids virkeligt store etiske problemer for offentlige problemer. Det er ellers problemer af den slags, som vort eget Etiske Råd beskæftiger sig med, og som også debatteres flittigt i den hjemlige presse.

Paven er også imod svangerskabsafbrydelse og brug af præventive midler, og Nyholm noterer fuldstændigt korrekt, at pavens trosfæller langt fra er enig med ham i et og alt. Men det betyder ikke noget, mener Nyholm, "når han først viser sig i sit snehvide pavelige skrud og med sin skrøbelig stemme fordømmer hvad han anser for den kristne civilisations forfald." En ejendommelig sammenblanding af problemerne og temaerne i pavens prædikener, der dårligt kan regnes for hørende under den tilladte poetiske frihed. For sagen er at polakkerne sagtens kan skelne. For de mest konservative katolikker er svangerskabsafbrydelse og brug af prævention ganske rigtigt forfaldssymptomer, men det er det ikke for flertallet af polakker. Jo længere kirken fastholder sin gamle seksualmoral, jo hurtigere vil polakkerne lære at gøre hvad de selv finder rigtigt. For flertallet af polakker er moral - ligesom for flertallet af andre mennesker - ikke identisk med disse forbud, men er langt mere omfattende. De betragter trods alt fortsat paven som en moralsk faderskikkelse, hvis ord er værd at lytte til, men som man ikke nødvendigvis bør følge i alle henseender.

Og når de moralske formaninger fra pavens side i sidste ende ikke er det altafgørende for polakkernes indstilling til ham, skyldes det, at hans historiske betydning for det polske folk nu engang ligger på et helt andet plan, nemlig den kolossale moralske støtte og opmuntring han gav dem ved sit valg til pave i 1978 og ved de efterfølgende besøg i hjemlandet med deres massemøder.

Det er urigtigt som Per Nyholm påstår, at Karol Wojtyla som biskop, ærkebiskop og kardinal i Krakow var "en ledende skikkelse i kampen mod kommunisterne, indtil han i 1978 flyttede til Rom som Romerkirkens overhovede."

Karol Wojtyla var først og fremmest præst og teolog, og han tilsluttede sig fuldstændigt den linje, som hans foresatte, den daværende katolske primas (1953-81), Stefan Wyszynski, havde lagt sig fast på, nemlig at undgå direkte politisk konfrontation med regimet for dermed at sikre sig størst mulig kirkelig bevægelsesfrihed. En linje, der blev angrebet stærkt fra udlandet, herunder også af pave Pius XII, fordi den opfattedes som alt for eftergivende overfor de kommunistiske magthavere. Men den var pragmatisk - og klog, for den gav ikke alene Wyszynski mulighed for systematisk at holde katolicismen og herunder den specifikke Mariadyrkelse i live i hele Polen og dermed fjerne grundlaget for kommunisternes forsøg på udbredelsen af ateismen, men gav også husly til alle der var imod den kommunistiske ideologi. Men egentlig politisk kamp var der stort ikke tale om, når bortses fra den hårde stalinistiske periode fra 1950-56, der også indebar interneringen af Wyszynski fra 1953-56.

Der knytter sig ovenikøbet den ironi til Karol Wojtylas historie, at da primas Wyszynski skulle finde en ny ærkebiskop til embedet i Krakow og efter de politisk påtvungne regler skulle forelægge en liste med tre kandidater for magthaverne i Warszawa, så var Karol Wojtyla slet ikke anført. Han var ikke Wyszynskis ønske, men det kommunistiske regimes forlangende, fordi man troede at han var den fredeligste af de mulige emner!

Karol Wojtyla har heller aldrig som pave gjort sig til talsmand for at den katolske kirke skulle involvere sig direkte i politisk kamp. Han har tværtimod meget konsekvent, og til mange katolikkers store utilfredshed, undsagt den såkaldte befrielsesteologi, som katolikker i den tredie verden, og navnlig i Sydamerika, har gjort sig til talsmænd for og forsøgt at praktisere.

Paven Johannes Paul II har derfor heller aldrig taget æren for kommunismens sammenbrud. Han har i allerhøjeste grad været med til at bane vej for den, men han er fuldstændigt på det rene med, at kommunismen under alle omstændigheder ville være brudt sammen på et eller andet tidspunkt i kraft af sine indre modsætninger. I ‘Over håbets tærskel' formulerer han det på denne måde:

"Derfor er det en forenkling at påstå, at det guddommelige Forsyn forårsagede kommunismens fald. På en vis måde faldt kommunismen af sig selv. Den faldt som en følge af dens egne fejltagelser og overgreb. Den viste sig at være en medicin, der var mere farlig end sygdommen selv. Den fik ikke iværksat nogen virkelig social reform, men blev alligevel en voldsom trussel mod og udfordring til hele verden. Men den faldt af sig selv på grund af sin indbyggede svaghed."

Polakkerne skylder pave Johannes Paul II utroligt meget for hele den moralske støtte og opmuntring han har givet dem i den afgørende kamp mod kommunismen. Derfor betragtes han fortsat som en højt elsket person - også af dem der ikke er enig med ham i et og alt. Og derfor var der naturligvis - som fremhævet af Per Nyholm - også noget vemodigt over hans besøg i hjemlandet i disse augustdage 2002. De bliver jo efter alt at dømme de sidste. Og den dag han er væk, er verden forandret. Friheden bliver - som understreget i artiklen  Paven og Polen - for alvor en realitet i Polen. Med hvad deraf følger på det bevidsthedsmæssige plan. Og dét bliver en spændende historie.

Det dybt beklagelige ved Per Nyholms reportager er, at han på intet tidspunkt har gjort sig den ulejlighed at prøve at sætte sig ind i hvad der egentlig foregår i Polen og den polske kirke og så derudfra prøvet at sætte tingene på plads, så man forstår såvel den specielle polske historie og tradition som den specielle sekulariseringsproces der nu er i gang, og som naturligvis må forløbe helt anderledes i Polen end i lande hvor kirken forlængst har mistet sin position. Derfor har også Jyllands-Posten forsømt en god anledning til at give andet end overfladisk information om Polens aktuelle situation.


Andre artikler om polske forhold findes under  Polen.

Artikler om sekulariseringsproblemer: Sekularisering.

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal