utils prefix normal JERNESALT - Islam- en trussel?

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.7.02.

Islam - en trussel?

Som følge af det stigende problem i de fleste vesteuropæiske lande med integration af muslimske indvandrere og flygtninge og den voldsomme konfrontation i store dele af verden mellem vestlig og islamisk kultur efter den 11. september 2001 har debatten om islam og islamisme været stor her i landet, godt hjulpet af mange bogudgivelser. Fronterne er blevet trukket op, og følelserne er kommet frem, men en egentlig afklaring har ladet vente på sig. De indfødte danskere synes i vid udstrækning at have sovet i timen, at have mistet bevidstheden om og troen på egne værdier og have lullet sig i søvn igen i sædvanlig naiv tro på, at alt nok ville falde i lave af sig selv før eller siden, og at det nemmeste og klogeste nok er at lade være at gribe ind, for ikke at blive overanstrengt og provokere nogen. Pluralismen er alligevel uundgåelig..... Men debatten har vist, at besindelse er mere nødvendig og faktisk også mere efterspurgt end nogensinde.

Det er først og fremmest nødvendigt at slå den kendsgerning fast med syvtommersøm, at truslen mod den vestlige verden og dens værdier fra muslimsk side ikke kommer fra muslimerne eller fra islam generelt, men fra militante muslimske grupper, der har politiseret deres religion i så ekstrem grad, at de har gjort den islamistiske statsdannelse til deres mål overalt hvor der er muslimer - og i sidste ende i hele verden. Ideologien er en nøje parallel til den kommunistiske, der også var en drøm om verdensherredømmet og i princippet ikke skyede noget middel for at nå det. Men som heller ikke havde held med sit forehavende, fordi den naturligvis vakte stigende modstand og iøvrigt var inkonsistent.

Terrorismen er det logisk mest nærliggende middel for fanatikere der ikke kan komme igennem med fredelige og demokratiske midler. Fjenden er djævelen selv, og bekæmpelsen af ham kan og skal ske med den totale ødelæggelse som mål. Sådan har terrorister altid tænkt, det nye i vor tid er, at den islamistiske terrorisme har enorme økonomiske midler til sin rådighed - takket være arabiske oliestaters mere eller mindre fordækte donationer - og derfor er i stand til at købe sig til alskens moderne teknologi. USA blev udpeget til Den Store Satan og derfor til mål for de hidtil værste terrorangreb, men enden på terrorismen har vi ikke set endnu - hele det 21. århundrede kan meget vel blive et terrorismens århundrede - og USA's ‘krig' mod terrorismen og dens netværk er en form for krig, der stiller krav til helt nye metoder og strategier, og hvis tilsigtede og utilsigtede virkninger derfor slet ikke er til at forudse.

Men netop fordi islamismen, den militante og fundamentalistiske og politiserede form for islam, ikke kan og ikke må forveksles med islam som religion er det muligt at undgå at gøre konfrontationen mellem den vestlige verden og islamismen til en konfrontation mellem vesten og islam. Ja, det kan siges med temmelig stor sikkerhed, at betingelsen for at kampen mod terrorismen ikke ender i en katastrofe, er at den vestlige verden gør alt hvad der er muligt for ikke at identificere islamismen med islam, men sørger for at skelne på alle planer, dvs religiøst, kulturelt og politisk. Det er ganske vist lettere sagt end gjort, eftersom islamisterne forsøger meget kynisk, bevidst og konsekvent og endda også med megen forstillelse, manipulation og massepsykologi at spænde deres religion for deres politiske ekstremisme. Men så meget desto vigtigere er det for den vestlige verdens befolkning og de vestlige værdiers forsvarere at afsløre og bekæmpe de reelle modstandere målrettet og specifikt i stedet for at falde i grøften og rette kritikken og antipatien mod muslimerne i almindelighed eller islam som sådan.

Hvor vanskelig en bedømmelse kan være, ses af tilfældet Hamas, den palæstinensiske organisation eller bevægelse hvis åndelige leder Sheik Ahmed Yassin (med den svage og hæse stemme) unægteligt er en af de mest uforsonlige modstandere af Israel. Hamas bedømmes af Michael Irving Jensen fra Carsten Niebuhr Instituttet i bogen ‘Hamas i Gazastriben' som en velgørenhedsorganisation, og det er faktisk ubestrideligt, endda dokumenterbart derved, at organisationen modtager tilskud til sine sociale forehavender fra bl.a. EU. Men ikke desto mindre er det kun en halv sandhed, for Hamas er samtidig en decideret terrororganisation, der har lagt både fysik og navn til adskillige terrorangreb på israelerne. Det ejendommelige er, at Irving Jensen som videnskabelig forsker nøjes med at forske i den sociale - og sympatiske - side af sagen, men ikke i den militante og dybt usympatiske del. Grunden er angiveligt at det ville være for farligt. Og det tror pokker. Men resultatet bliver altså uundgåeligt en vildledning, der får læseren til at sige: Man merkt die Absicht - und wird verstimmt!

Mere hold er der i Ralf Pittelkows ‘Efter den 11. september - Vesten og Islam', fordi han tager et meget væsentlig emne op, nemlig spørgsmålet om den islamiske verdens oplysning eller mangel på samme - målt med europæiske alen. Ikke uventet kommer rationalisten Pittelkow frem til, at de muslimske kulturer aldrig har gennemlevet en oplysningstid som den europæiske (fra ca. 1690-1780), og følgelig aldrig har fået den afgørende adskillelse mellem stat og religion eller kirke, som er forudsætningen for et frit åndsliv, en fri politik og en fri videnskab. Og han gør det til selve nøglen til en forståelse af de aktuelle problemer og modsætninger.

Samme ærinde er flere af bidragyderne til antologien om ‘Islam i Vesten - På Koranens vej?' ude i. Det gælder bl.a. den ene redaktør, historikeren Torben Hansen, der noterer, at en udvikling der svarer til modernitetens fremkomst i Vesten stort set ikke kom på tale for muslimernes vedkommende. Der skete ikke en privatisering af religionen eller en fortrængning af præsteskabet fra lovgivning og politik. Tværtimod har den muslimske fundamentalisme i de sidste årtier af det 20. årh. destabiliseret adskillige stater med muslimsk befolkningsflertal med vilkårlig vold, kriminalitet, økonomisk tilbagegang, forstærket kvindeundertrykkelse m.v. til følge.

Den indiskfødte antropolog Mrutyuanjai Mishra understreger tilsvarende, at sekularisering af kultur og politik stadig mangler i islam, og at det vigtige demokratiske grundprincip om opfattelsen af religion som et privat anliggende bekæmpes hårdnakket af islamisterne. Der er aldrig opstået et af religiøse instanser uafhængigt civilt samfund i de islamiske lande.

Og ikke overraskende citerer han nobelpristageren V.S. Naipul for udtalelsen om, at islam er den største tragedie der er sket for Asien.

Skråsikkert noterer biologen Jørgen Lisner, at størstedelen af den islamiske verden, som den ser ud i dag, ikke evner at udvikle et rationelt naturvidenskabeligt/teknologisk respons til de globale problemer med hensyn til miljø, overbefolkning og deraf følgende forurening og knaphed på ressourcer. Men heraf kan ikke sluttes, at den islamiske verden vil være ude af stand til at udvikle en videnskab og teknologi der kan leve op til den moderne verdens krav. Hovederne fejler nemlig ikke noget. Det er alene ufriheden der forhindrer udviklingen. Og helt galt er det efter Lisners mening med det islamiske præsteskabs blanke afvisning af Darwins udviklingslære. Her er de helt på linje med kristne fundamentalister. Og vist er denne afvisning af Darwin latterlig set med moderne øjne, fordi den afslører manglende evne til at skelne mellem myte og videnskab, men afgørende i bedømmelsen af islam og islams fremtidsmuligheder er denne anti-darwinisme nu ikke.

Også demografen Jens Lintrup, der ellers leverer en særdeles tankevækkende artikel om overbefolkning som politisk faktor, betoner, at islam aldrig har oplevet en renæssance med tolerance for verdslig videnskab og kunst. Den teknologiske udvikling i Mellemøsten går baglæns i takt med religionens voksende indflydelse og kvindernes forringede stilling i erhvervslivet, og ledelsen på arbejdspladserne er middelalderlig: kvaliteten af produktionen prioriteres lavere end religiøst sømmelig adfærd.

Nu skal det bestemt ikke bestrides, at de islamiske lande - med undtagelse af Kemal Atatürks Tyrkiet - aldrig har gennemløbet en kulturudvikling der svarer til den europæiske renæssance, reformation og oplysningstid. Disse lande har ikke generelt fået den for demokratiet absolut nødvendige adskillelse mellem statsmagt og religionsmagt, ligesom de hverken har fået de individuelle rettigheder, som er afledt af opfattelsen af individet som ukrænkeligt, eller den kvindefrigørelse som med stor forsinkelse blev følgen af de generelle menneskerettigheder. Overalt hvor islam er både religion og statsmagt håndhæves en guddommeligt sanktioneret magtstruktur, der holder eliten ved magten, kvinderne nede, fri forskning og fri, afslappet og kreativ indstilling til tilværelsen i almindelighed ude. Sådanne samfund lukker sig om sig selv, stagnerer og dræber alt initiativ og al udvikling.

Men - og det er dette men der er afgørende - disse sørgelige kendsgerninger er jo på ingen måde ensbetydende med, at muslimer ikke er mennesker der ville ønske de nævnte friheder, hvis de overhovedet har eller får kendskab til dem. Ingen i vesten drog dog den slutning, at fordi sovjetregimet i sin værste periode under Stalin havde held med at undertrykke folket næsten 100 %, så ønskede de almindelige russere ikke friheden. Selvfølgelig gjorde de det, og selvfølgelig gør almindelige muslimer det samme. I mange af de muslimske lande - udover Tyrkiet også Egypten, Iran og Irak - har tusindvis af mennesker personligt kendskab til hvad frihed er - og i eksempelvis Iran er der ingen tvivl om, at flertallet i dag ville hilse en befrielse fra præstestyret velkomment.

Så kommer indvendingen fra bl.a. fhv. domprovst Poul E. Andersen (indlæg i ‘Islam og Vesten' - samt i Kristeligt Dagblad 9.7.02.), at de totalitære træk hos islamisterne ligger implicit i islam selv. Islamisk tolerance er simpelthen i hans øjne en myte, som går tilbage til bl.a. oplysningstidens naive Pierre Bayle og Edward Gibbon. I virkeligheden grunder den islamiske selvforståelse sig på den religiøse tese, at islam slet ikke fører krig. For når muslimer griber til våben, er det altid i forsvaret for deres religion, som igen altid sker i Allahs navn. Det er kun de vantro, ikke-muslimerne som fører krig. Og han gentager i bogen ‘Islam og Vesten', at islam aldrig for alvor har gennemlevet en renæssanceperiode, der lægger vægt på at udvikle individets frihed, eller en reformation som bl.a. tilstræber en adskillelse af det religiøse og det verdslige.

Andersen advarer derfor mod dialog med muslimerne. En seriøs dialog med ortodokse muslimer om fundamentale religiøse emner, hvor noget af deres egen religiøse tradition står på spil, er simpelthen ikke mulig. Trofastheden over for Koranen og bekendelsen til den ophøjede Allah som hele den islamiske religions centrum forhindrer den. Men pudsigt nok giver Andersen selv argumentet imod sin egen forenkling. For han nævner udtrykkeligt, at i de samtaler der finder sted mellem kristne og muslimer i Danmark, dér er det aldrig integrerede indvandrere med moderate synspunkter der deltager, men ortodokse personer med skriftfundamentalistiske holdninger. Jamen, så fremgår det, at integrerede indvandrere med moderate synspunkter altså findes, og at deres indstilling er en helt anden. Og der kan kun drages den ene slutning af Andersens eksempel, at dialog med fundamentalister er umulig. Men det gælder jo fundamentalister af alle slags, også kristne, jødiske eller rent politiske (de autonome eller betonkommunisterne fx). Og det ligger i sagens natur: fundamentalister har ikke den åbenhed i deres egen tro at de kan have nogetsomhelst udbytte af at være i dialog med andre. De kender kun gensidige overtalelsesforsøg, altså vinde-eller-tabe-indstillingen.

Tidl. overrabiner Bent Melchior har i en kronik i Berl. Tidende 24.7. specielt fremhævet, at dialog med muslimer er mulig, at fænomenet euro-islam må tages alvorligt og at det ikke går an på forhånd at afvise fx formanden for Forum for Kritiske Muslimer i Danmark, den meget omtalte Sherin Khankan, som forklædt moderat, således som Helle Merete Brix og Lars Hedegaard (begge bidragydere til ‘Islam i Vesten') har gjort. Melchior har selv kun positive erfaringer med Sherin Khankan fra sin deltagelse i ledelsen af venskabsorganisationen for jøder, kristne og muslimer.

Sherin Khankan selv (der har kristen moder og muslimsk fader) har i en særdeles velskreven og grundig kronik i samme avis 26.7. redegjort for sine og forum'ets grundsynspunkter. "Forum for Kritiske Muslimer arbejder for kritik, fortolkning og reform", hedder det, og det "er den første og eneste muslimske forening i Danmark, som arbejder for en adskillelse af religion og politik inden for islam." Hun understreger endvidere, at det ikke nytter kun at acceptere det verdslige demokrati af pragmatiske grunde. Det skal også ske principielt. Det er derfor, skriver hun, at forummet ved flere lejligheder har "fremhævet, at principper om demokrati, pluralisme og adskillelse af religion og politik er principper af universel karakter, der bør gælde i alle samfund." - Hvis man er i tvivl om hvad hun og forummet mener, kan det anbefales at se hjemmesiden   Kritiske Muslimer.

Hvad Brix og Hedegaard slet ikke fatter, skriver Melchior i sin kronik, det er, at man kan erklære Koranen for at være Guds overleverede budskab til menneskene og alligevel være for demokrati og parlamentarisme. De lider af den vrangforestilling, at muslimer der anser Koranen for at være en åbenbaring fra Gud nødvendigvis må have en ukritisk holdning til Koranen, og altså tage alt i denne bog for bogstaveligt og hævet over fortolkning. Men sådan forholder det sig ikke med jøders indstilling til Mosebøgerne eller med kristnes indstilling til Evangelierne. Og sådan forholder det sig altså heller ikke med muslimer i forhold til Koranen.

Sådanne påstande kan naturligvis diskuteres. Der vil altid kunne hentes eksempler i bunkevis på fundamentalistisk udlægning af jødedom, kristendom og islam, ganske som det gælder udlægning af marxisme, leninisme og maoisme. Og der vil også altid kunne hentes mange eksempler på kynisk forstillelse og manipulation fra fundamentalisters side, herunder brug af det islamiske begreb ‘taqiyya' eller forstillelse (som kan jævnføres med jesuiternes ‘indre forbehold'). Men sagen er, at der overalt også findes eksempler på det modsatte: en åben og kritisk holdning som fastholder nogle grundsynspunkter (ellers vil det jo ikke have mening at regne sig for muslim, jøde eller kristen), men ikke desto mindre tillader frie, personlige fortolkninger.

Det er denne åbne og kritiske holdning der har muliggjort en udvikling og en liberalisering af såvel jødedom og kristendom, og det er naturligvis samme åbne og kritiske holdning, der allerede findes i den moderate og derfor ‘kætterske' Ahmadiyya-bevægelse, og som også vil muliggøre en hårdt tiltrængt generel liberalisering af islam (og tage tråden op fra tidligere forsøg). At den vil komme er givet, fordi det ikke er muligt for hverken religiøse eller politiske diktatorer at opretholde deres magt i det uendelige. At den allerede er på vej flere steder, bl.a. i Iran, er ubestrideligt, og at den specielt for indvandrernes og flygtningenes vedkommende vil være næsten uundgåelig på langt sigt er temmeligt sikkert, hvis vel at mærke krigen mod den islamistiske terrorisme ikke trækker for længe ud, og den vestlige verden ikke går totalt i panik og svigter sine egne værdier.

For i det lange løb kan indvandrere og flygtninge ikke undgå at blive påvirket af det samfund der omgiver dem. Fuldt integrerede bliver de nemlig aldrig, medmindre de i vid udstrækning tilegner sig og accepterer det omgivende samfunds grundlæggende værdier, dvs. i vestlige samfund de demokratiske frihedsrettigheder. Og det véd de unge! Og derfor gør de i stigende omfang oprør mod deres forældre og andre autoriteter, som ikke accepterer disse rettigheder.

Men når dette er sagt, må det også siges, at de vestlige samfund ikke længere kan tillade sig at være så naive over for alt der kalder sig islamisk, som de hidtil har været. Her er det berettiget og prisværdigt, at folk som Ralf Pittelkow, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard hver på deres måde prøver at ruske lidt op i debatten. Det sker med påmindelser om de grundlæggende europæiske værdier og med advarsler mod de åbenbare trusler eller mangel på utvetydig stillingtagen der kommer fra muslimer på lokalt plan, således fra de danske muslimer Mona Sheikh, Abdul Wahid Pedersen og Fatih Alev - eller fra velmenende og tolerante, sekulariserede folk som pastor Asger Baunsbak Jensen fra Det radikale Venstre eller islam-forskeren Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet (nu Damaskus).

Sagen med Mona Sheikh og andre muslimers medlemsskab og opstilling i Det radikale Venstre var først og fremmest besynderlig derved, at partiets ledelse længe tøvede med at sige fra over for folk der havde klart udemokratiske og alt andet end radikale holdninger til bl.a. kvinders rettigheder. Man vil jo i dette parti sidst af alt have skyld for at være fremmedfjendske og racistiske, men har altså af lutter velvilje - eller måske i virkeligheden angst for at dele sig efter anskuelse som Hørup ellers anbefalede - haft svært ved overhovedet at skelne mellem hvad der er brug og misbrug af demokrati.

Det der efter min mening ødelægger debatten om forholdet mellem muslimske indvandrere og de vestlige værdier er, at den i alt for høj grad går på forskellen og modsætningen mellem islam og kristendommen. Men i mine øjne er islam som religion betragtet ikke værre end så mange andre religioner eller ideologier. Den kan misbruges til klart politiske, dvs magtmæssige formål - ligesom alle de andre. Og det er den blevet gang på gang i historiens løb - ligesom de andre. Hvad specielt kristendommen angår har den bestemt ikke noget at lade andre høre for, når det gælder undertrykkelse af anderledes tænkende eller kritisk tænkende. Den dag i dag har katolicismen eksempelvis dogmatiske synspunkter på prævention der er direkte årsag til at at befolkningstilvæksten flere steder på kloden er alt for stor. Det er der mange katolske kvinder der gør indsigelse imod, men de kan ikke komme igennem med deres synspunkter, fordi det er andre hensyn end kvindefrigørelse og nødvendig befolkningsregulering der bestemmer pavestolens politik.

Det er rigtigt, at islam i klar modsætning til kristendommen lige fra starten har været en politisk religion. Profeten Muhammed var - i modsætning til Jesus - på én og samme gang religiøs og politisk leder. Det har naturligvis lige siden opretholdt muslimernes ønskedrøm om khalifatet eller det sakrale monarki. Og det vil formentlig for de fleste muslimer endnu i mange årtier fremover forblive ønskedrømmen. Men her må det ikke glemmes, at ønskedrømmen ikke er specifikt muslimsk, men universel: den næres af alle mennesker i alle kulturer og til alle tider - også af kristne og jøder for slet ikke at snakke om kommunister - så længe de ikke når frem til den indsigt, at det at have ret eller få ret slet ikke er livets mening eller alfa og omga.

Derfor er det i det aktuelle modsætningsforhold mellem islam og vesten ikke tilstrækkeligt blot at fokusere på den ulyksalige sammenblanding af religion og politik som kendetegner den islamisme der truer vesten og de vestlige værdier. Det er også nødvendigt at se på den psykologi der ligger til grund for alle former for fundamentalisme og ekstremisme: at ville have ret for enhver pris, at ville have sin vilje koste hvad det vil, og at ville sejre ved at knuse fjenden. En sådan psykologi eller rettere psykisk besættelse er altid destruktiv, men den er meget mere udbredt i vore dage end vi går rundt og tror - også i vore egne rækker. Jvf. artiklen om   Terrorangrebet der sætter skel.

Væsentligt at holde fast i er derfor, at forsvaret for vore vestlige værdier aldrig kun er et spørgsmål om oplysning og altså slet ikke kun et spørgsmål om oplysning om oplysningstiden. Ægte og dybtgående sekularisering er altid en proces, der tage sin tid og som involverer menneskene både forstandsmæssigt og følelsesmæssigt på næsten alle felter. Den lykkes ikke, hvis ikke menneskene i sidste ende kommer til at stole så meget på og være sig så meget bevidste om de værdier de lever på, at de kan undvære de ydre autoriteter (bibel, koran, kirke, moské, synagoge) som urokkelige absolutter. Sekularisering forudsætter med andre ord endnu et mytisk ‘syndefald', hvor menneskene spiser af det kundskabens træ der gør det muligt for dem at skelne mellem ydre og indre autoritet og altså opnå fuld frihed til at søge sandheden og påtage sig ansvaret for det de finder. Jvf. artiklen   Myte, ord og billede.

Bagladesheren Taslima Nasrin har ud fra dette synspunkt ret i, hvad hun citeres for i ‘Islam i vesten', at fremtidens væsentligste konflikt bliver en konflikt mellem sekularitet og religiøs fundamentalisme. Dialog mellem muslimer, jøder og kristne er sikkert udmærket i det omfang den er ægte, men for Danmarks vedkommende er det en kendsgerning, at hovedparten af befolkningen nok formelt er kristne - i betydningen medlemmer af folkekirken - men reelt er sekulariserede. En dialog mellem muslimer og kristne i snæver forstand kommer derfor aldrig til at få stor og bred indflydelse på muslimers integration i det danske samfund.

Det er fortræffeligt om muslimer får normal undervisning i faget ‘religion' eller ‘kristendomskundskab', og det er misforstået hensyntagen at fritage dem for dette rent kundskabsmeddelende fag som selvfølgeligt bør være obligatorisk for alle danske skolelever, men det er ikke dér indvandrernes afgørende fornemmelse for ‘normaldanskerens' religiøse og moralske værdier vil kunne opbygges. I grunden var det bedre at indføre et fag der simpelthen skulle hedde ‘sekularisering', men det ville nok være for meget forlangt af et undervisningssystem der hænger fast i gamle normer. Men der kunne til gengæld bygges nye folkehøjskoler op omkring idéen.

Måske er også tyske Rolf Stolz (medstifter af De Grønne i Tyskland) nær ved sagens kerne, når han i artiklen ‘Europas mission i verden' gør gældende, at den vigtigste forudsætning for sejr over islamismen er et selvstændigt og selvbevidst alternativ som på skabende vis forsvarer og udvikler vore bedste traditioner: ånden i den oprindelige og reformatoriske kristendom samt i humanismen og oplysningen. (jf. ‘Islam i Vesten'). Det på én gang rationelle og spirituelle alternativ han forestiller sig skal være ‘et tilbud om at befri sig fra selvforskyldt umyndighed og reaktionære skriftfortolkeres fordrejninger', og dette tilbud vil rumme såvel ateistisk-agnostiske som kristne elementer.

Synspunktet ligger ikke langt fra det der generelt gøres gældende her i ‘Jernesalt', nemlig at det er nødvendigt med et klart komplementært alternativ til det gængse opsplittede og relativistiske kultursyn, som præger vor postmodernistiske tid, og som gør samfundet letangribeligt for fundamentalisters forsøg på at vildlede en ungdom der primært hungrer efter faste målestokke.

Skal kampen tages op med fundamentalismen i almindelighed og den aktuelt mest truende islamisme i særdeleshed, så går det ikke an med hverken pladderhumanisme eller pladderrelativisme. Vi er i vores gode ret til at forsvare vore værdier. Men vi kan naturligvis aldrig komme heldigt fra det uden at tro på værdierne - eller uden at tro på at sekularisering, ret forstået, er af langt større værdi end dogmatiske religioner.

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal