utils prefix normal
JERNESALT - Irland
ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.02.
Irlands valg og Nice-traktaten
Efter uhyre stor spænding og allerstørste nervøsitet i Bruxelles, København og alle øvrige EU-hovedstæder samt ansøgerlandene har Irland ved folkeafstemningen i går lørdag den 19.10.02. sagt ja til Nice-traktaten og dermed sikret, at den sidste formelle hindring for en vedtagelse af EU-udvidelsen kan komme på plads til december. Reelle hindringer er der fortsat i form af bl.a. den meget store uenighed mellem Frankrig og Tyskland om landbrugsordningen. Men nu er presset mod disse lande for at komme til en forståelse blevet meget stort.
Afstemningsresultatet i Irland var heldigvis meget klart. 63 stemte for og 37 % imod, og det vel at mærke med en for Irland pæn valgdeltagelse på tæt ved 50 %. Resultatet står i skarp kontrast til afstemningen sidste år, hvor resultatet nærmest var omvendt og valgdeltagelsen meget lav.
Modstanderne af EU hævder naturligvis at det er udemokratisk således at lave en ny afstemning kun et års tid efter den foregående. Det smager af, at man blot laver afstemning efter afstemning indtil folk stemmer som regeringen ønsker. Men det er ikke korrekt i Irlands tilfælde. Det viser allerede valgdeltagelsen. Og desuden det faktiske forhold, at det for regeringen meget negative og nedslående resultat sidste gang primært skyldtes uhyre ringe forståelse for nødvendigheden af en ordentlig og energisk oplysning. Det hævdes at irerne sidste år i stort tal ikke anede, hvad de egentlig skulle stemme om, og at afstemningsresultatet derfor lige så meget var udslag af protest mod den siddende regering som af protest mod Nice traktaten og EU.
Denne gang har regeringen været oppe på mærkerne, og det er også blevet gjort klart for vælgerne, at de ved at stemme nej til traktaten ville blokere en udvidelse af EU og dermed genere de østeuropæiske lande der nu i ti år har drømt om at komme med i EU. Statscheferne fra flere af ansøgerlandene har direkte appelleret til irerne om ikke at stemme nej.
Resultatet er glædeligt for enhver der accepterer EU's fakticitet og som ønsker EU udvidet mod øst. Det ville være en skandale, hvis disse ansøgerlande nu ti år efter murens fald fortsat skulle holdes uden for det europæiske fællesskab. Og det ville have betydet en dyb krise i EU, hvis udvidelsen var blevet blokeret. Man havde i realiteten ikke nogen alternativ plan, og man ville måske være tvunget til at begynde helt forfra med såvel de interne forhandlinger som forhandlingerne med EU-landene. Det undgås nu heldigvis. Så man forstår glæden i ansøgerlandene, herunder ikke mindst Polen. Og ønsker lykke til. (20.10.02.)
Læs også artiklen om Det danske EU-formandskab 2002
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
utils postfix clean
|
|
|