utils prefix normal JERNESALT - Globalisering

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Globaliseringen

Den moderne kommunikations- og informationsteknologi har medført, at alle økonomiske og politiske problemer ubestrideligt har en global dimension eller karakter. Men om både globalisering og informationsteknologi gælder, at de er tveæggede.

Informationsteknologi er en fordel, for så vidt den gør information mere og lettere tilgængelig, men den indebærer også risikoen for overmætning, opsamling af en masse informationer der er inderligt overflødige, men binder energien, hvis den ikke bevidst fravælges.

Og globaliseringen er en fordel, for så vidt den bevidstgør selve den kendsgerning, at alt hvad der i det moderne samfund sker lokalt på den ene eller anden måde har en global effekt, men den indebærer også risikoen for overgreb ved at påtvinge andre lande og kulturer mønstre og vaner som de ikke er modne til og ofte heller har ikke gavn af. Der ligger uhyre megen skjult imperialisme indbygget i al den snak om globalisering. Men det forhindrer jo ikke kloge folk i at afskrive nationalstaten.

Der Spiegels Rudolf Augstein har således fornylig højtideligt proklameret nationalstatens endeligt – ligesom herhjemme fx historiken Søren Mørch og udenrigsministeriets tidl. direktør, Jørgen Ørstrøm Møller, har gjort mange gange.

Naturligvis har de ret i, at nationalstaterne ikke er, hvad de har været, fordi verdens lande er blevet langt mere afhængige af hinanden, og den enkelte stat derfor må se sin politik i en større regional og global sammenhæng end tidligere, men derfor hører nationalstaten ikke op.

Nationalstaten er tværtimod stadigvæk rammen og den eneste tænkelige ramme om de enkelte folks liv og udfoldelse samt identitet via det fælles sprog og den fælles historie. Det er ikke udelukket, at der i løbet af nogle hundrede år vil være færre nationalstater i verden, fordi globalisering og kommunikationsudviklingen lidt efter lidt vil udviske nogle forskelle, som vi allerede har set det i dette århundrede med hensyn til dialekterne. Men der er et spring fra denne gradvise minimering af nationalstaternes antal til deres udslettelse.

Den fejl Augstein og andre begår, er at se ensidigt på spørgsmålet – og lade den globale betragtning være overordnet. Det er naturligvis tilladt, men det er og bliver et subjektivt valg, hvor andre vil lade den nationale betragtning være deres subjektivt overordnede valg. Ingen af delene er mere rigtig end den anden, for begge betragtninger vil endnu i mange år, formentlig mange århundreder, være relevante og i praksis nyttige til hver sit formål.

Reelt er der her tale om en ægte komplementaritet. Globalsammenhængen og nationalstaten er komplementære fænomener, der aldrig kan bringes på samme formel, så de kan måles med hinanden. De har hver sine egenskaber, fordele og nødvendigheder. Og vi har ikke og får heller aldrig valget mellem dem. De kan udmærket eksistere side og side - ganske som privatlivet i det nære miljø for det enkelte menneske kan eksistere side om side med et offentligt liv i den større sammenhæng. Problemet kommer først, når man føler sig tvunget til at vælge, dvs udelukke den ene del af livet til ensidig fordel for den anden. Det fører uundgåeligt til usundhed og ufrihed.

Det er i denne forbindelse værd at hæfte sig ved psykologen Tonye Marcellas betragtninger om 'Menneskets nye psyke'. Den er skabt af de nye forhold: globaliseringen og den elektroniske kommunikation, som påvirker vores oplevelse af personlig og social identitet. De påvirker vores fornemmelse af hvilke muligheder vi har for at styre vores liv og hvilke muligheder vi synes vi har. Men undersøgelser viser fx at mange mennesker oplever en slags informations-overload, de bliver depressive, fordi de får for mange informationer til at det giver mening for dem. Nogle mennesker lider ligefrem af fremtidschok og kulturchok. Og for nogle er konsekvensen at de resignerer, falder ned i magtesløshed og ligegyldighed.

Det er der imidlertid elitært tænkende mennesker der er ligeglade med, det gælder eksempelvis sociologien Henrik Dahl, der er medforfatter til bogen ‘Det nye systemskifte'. Her latterliggøres de bestående partier med betegnelser som Hjemstavnspartiet (Dansk Folkeparti og Socialdemokratiets Borgermesterfløj), Virtuelt Folkeparti (Socialdemokratiets Symbolana-lytikerfløj, EU-fløjen i SF og dele af Det radikale Venstre), Moralsk Folkeparti (hovedparten af de tre midterpartier), Markedspartiet (Venstre og Konservative) og Nejpartiet (Nej-fløjen af SF og Enhedslisten). Og det er vældig morsomt. Der er vitterlig megen tom og ansvarsløs fantasi eller utopi på venstrefløjen, og megen provinsiel konservatisme i Dansk Folkeparti og den jævne socialdemokratiske vælgerskare, men hele tankegangen er typisk teoretiker-fantasi, der ser fuldstændigt bort fra de dybere folkelige bevæggrunde der kan være til partidannelser.

Der kan i høj grad være mening i 100 år efter det gamle systemskifte at efterlyse et nyt, en slags gentagelse af den gamle sunde deling efter anskuelser og sunde vilje til kompromisser mellem partierne, men først og fremmest tilføjet en fornyelse igennem frigørelsen fra det gamle industrisamfunds forældede opdelinger. Klassekampen er passé. De gamle klasseskel mellem arbejdere, bønder, gejstlige og adelige - simplificeret som skellet mellem venstrefløj og højrefløj - er tiden løbet fra, fordi flertallet som oplyste funktionærer tilhører den borgerlige trediestand, der bærer demokratiet, fremskridtet og velfærden, forankringen i det nationale og åbenheden over for det internationale og globale.

Det gamle klasseskel skal ikke erstattes af et nyt skel mellem hjemstavnsfolk og globalister. De mange mennesker fra yderste venstre over den brede midte til det yderste højre, som mener at en folkelig forankring i det nationale, regionale og lokale er så naturligt som at trække vejret, er aldeles ikke hjemstavnsromantikere, men kan blot se yderst realistisk på de overnationale magthaveres forsøg på med globaliseringsideologi (og EU-kommissær-ideologi) at forlede folk til at overlade eliten endnu mere magt end den har i forvejen. Ét skel består nemlig gennem alle politiske omskiftelser sålænge der er mennesker, skellet mellem eliten og os andre. Kritik af eliten er og bliver en nødvendighed for demokratiet.

Derfor er der også god mening i at gøre op med nødvendighedens tyranni, således som globaliseringsskeptikerne Hirst og Thompson har som erklæret mål. Hyperglobalisternes postulat om velfærdsstatens nedlæggelse er aldeles ikke et nødvendig led i globaliseringen. Der findes fortsat en ægte inter-nationalisering, dvs et mellemfolkeligt samarbejde mellem nationalstaterne, som netop er grundlagt på vores bevidsthed om vores egen betydning for begivenheder på den anden side af kloden og omvendt.


Til toppen    Til forside    Printversion   

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal