utils prefix normal JERNESALT - Dansk politik

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.8.02.

Dansk politik under forvandling

De borgerlige partiers klare sejr ved folketingsvalget den 20. november betød et afgørende skridt væk fra den gammeldags fløjpolitik hen imod en modernisering af hele det politiske liv i Danmark, hvor især velfærdspolitikken, men sandsynligvis også EU-politikken vil blive omdefineret.

I første omgang betød det forventeligt, at valgets tabere cementerede deres gamle fløjopfattelse og følgelig ved afslutningsdebatten i folketinget den 30. maj. beskyldte VK-regeringen for at føre blokpolitik. Højlydt lo de ad statsministerens forsikringer om vilje til bredt samarbejde - en reaktion man i psykoanalysen kalder en projektion.

Men sommerferien har socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, ikke desto mindre benyttet til såvel en sondering af sit bagland som udarbejdelse af konkrete planer for en fornyelse af sit partis organisation og strategi. Også Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti har holdt sommermøder og afstukket deres linje for den kommende tid. Kun Enhedslisten ser ud til at stå tilbage som det eneste gammeldags og urokkelige klasseparti på den yderste venstrefløj.

Bemærkelsesværdigt er Jan Sjursens bebudede afgang som formand for Kristeligt Folkeparti på et tidspunkt, hvor det svækkede og efterhånden temmelig overflødige parti er stort set uden indflydelse på nogetsomhelst på grund af konstellationen i folketinget, og hvor hele dets idégrundlag og dermed eksistensberettigelse synes mere og mere irrelevant for hver måned der går. Ideologisk set betyder kamp mod fri abort og porno intet nævneværdigt, og kampen for kristne værdier som almene danske værdier varetages bedre af andre partier og bevægelser. Men det er da altid noget, at den unge Sjursen overlader formandsskabet til nye og formentlig endnu yngre kræfter. Måske ovenikøbet til en kvinde.

Det kendetegner ellers ikke de tabende partier, at de tager konsekvensen af valgnederlagene og skifter lederne ud. De Radikale vil gerne være med til at opstille et alternativ til en socialdemokratisk domineret opposition og har peget på muligheden for samarbejde mellem radikale, SF og Kristelige med henblik på at konstruere forligsmuligheder for VK-regeringen uden om DF. Men Marianne Jelved står fast som partileder og vil endog prøve at køre sig selv i stilling som statsministerkandidat ved næste folketingsvalg. Radikalt lyder det, og særligt realistisk ser det ikke ud.

Socialistisk Folkeparti træder vande som hidtil samtidig med at de lufter de sædvanlige sociale og humanitære synspunkter imod regeringens EU-, udenrigs- og sikkerhedspolitik. På det sidste har partiet kritiseret regeringen for ikke at tage principiel afstand fra USA's uofficielle forberedelse til en eventuel krig mod Irak.

Regeringen gør som aktuel formand for EU det eneste rigtige, nemlig at undgå splittelse i EU på et spørgsmål der på nuværende tidspunkt kun kan tages tom teoretisk stilling til. Ingen ved i øjeblikket om eller hvornår krigen mod Irak kommer (sandsynligheden taler ikke for at det bliver under det danske formandsskab), ingen ved hvordan FN vil stille sig, og ingen ved hvordan og med præcis hvilket formål USA eventuelt indlader sig på affæren. Kun ét står fast: Affæren bliver under alle omstændigheder lige så lidt forudsigelig som fortsat passivitet over for Irak vil være.

Men SF vil også have regeringen til at gribe ind over for AP-Møller-koncernen, fordi et af dennes amerikanske selskaber har indgået kontrakt med det amerikanske forsvar om leje af containerskibe til eventuel brug under en krig mod Irak. Juridisk set fuldstændigt uangribeligt, og moralsk/politisk overhovedet ikke en sag for den danske regering. USA er ikke en fjende af hverken vestlige eller specifikt danske interesser. En eventuel krig mod Irak vil som sagt have uforudsigelige virkninger, men det vil også fortsat passivitet over for Irak. Derfor er det eneste Danmark og EU kan forvente af USA, at alle omstændigheder og risici ved en eventuel aktion bliver taget i betragtning, herunder ikke mindst udviklingen i Mellemøsten som helhed. Men det kan man til gengæld roligt regner med fra amerikansk side. Tilbage står et SF der forsøger at slå plat på foreløbigt rent teoretiske spekulationer - uden at føle sig forpligtet til at komme med idéer om løsning af Irak-problemet. SF trænger virkelig til at komme ud af starthullerne og ind i det hårde langdistanceløb der allerede er i gang - og ind i det hovedfelt der kan påvirke retningen. Også hvad angår udviklingen i EU. Men det sker næppe med gode gamle Holger F. Nielsen i løbeskoene. Fred være med ham.

Socialdemokratiet står i det største dilemma, fordi det ikke bare kan vente på bedre tider, men må gøre et eller andet gennemgribende nu og her. Som venteligt har Poul Nyrup ikke vist sig som den mand der ville erkende sin egen skyld i det store valgnederlag og derfor trække sig som formand. Nej, han blev krænket og såret over nederlaget og ville ikke erkende at han og partiet reelt var sat uden for indflydelse for lange tider. Umiddelbart efter den nye regerings dannelse tog Nyrup endog med til et topmøde i EU som privatmand, fordi han var af den mening at han sad inde med vigtige og nyttige erfaringer som han gerne ville dele ud til de andre - fra kulissen. Og dér konsulterede hverken Schröder, Blair, Jospin eller Persson ham så meget som to minutter. Forstå det hvem der kan. Men efter debatten i folketinget 30.5. rejste Nyrup rundt til landets partiforeninger, rådførte sig med et konsulentfirma, og gik - formentlig som Krag i 1968 - og tænkte tanker. Den slags er og bliver farligt for forhenværende statsministre, og Nyrups kredsede da heller aldrig om egen afgang.

Det ville der måske ellers - i betragtning af mandens stigende utroværdighed - være gode grunde til. Men selvsagt må det være svært for en mand der er kommet til tops i sit parti ved at træde andre grundigt over tæerne at måtte se i øjnene, at hans egen tilbagetræden ville give de gamle fjender revanchemuligheder.

Poul Nyrups idé var derfor at skabe person-fornyelse ved at springe det led over der havde været involveret i formandsopgøret i 1991, og give vigtige ordfører-, næstformands- og partisekretær-poster til yngre folk. Han ‘glemte' blot at tage folketingsgruppen og de vragede personer i ed. Og det hele endte med endnu et nederlag til manden der i forvejen havde mistet alt andet end den formelle formandstitel og dermed retten til at dumme sig frem for andre partifæller.

Naturligvis burde Svend Auken, Ritt Bjerregård og Mogens Lykketoft nu et år efter valgnederlaget vige pladsen for yngre kræfter, men naturligvsi ikke uden formandens samtidige afgang. Af frygt for risikoen for at se den bedst kvalificerede Frank Jensen valgt til ny politisk ordfører frem for sine egne kandidater, måtte formanden imidlertid trygle Lykketoft om at blive endnu et år, skønt denne helst ville koncentrere sig om udenrigspolitiske opgaver.

Men Poul Nyrup kunne så i stedet trække en anden kanin op af tryllehatten, nemlig partiets stil og promovering. En udvalgt kreds af såkaldte ‘academies', højtuddannede, velkvalificerede og specielt til formålet trænede personer, skulle på forslag af et konsulentfirma være officielle spydspidser i partiets reklamekampagner og valgkampe, og skulle således ikke repræsentere partibevægelse eller fagbevægelse som sådanne, men følge ‘trendene' i samfundsdebatten og dermed modernisere partiet og skaffe det sejr ved næste folketingsvalg om senest tre år. Den gamle symbolske partirose skulle udskiftes med en mere moderne ‘brand' ( et ikon fra Microsofts Windows?) og den gamle symbolske faneborg ved partimøderne skulle erstattes med moderne former for show der ikke får ungdommen til at krumme tæer (et reklameshov med lys, glimmer, farver og musik?).

Selv partiets politik var der tænkt på. Det gamle valgprogram med 100 detaljerede punkter skulle skrottes til fordel for 6-8 enkle og klare budskaber a la dem Venstre vandt valget på. Letforståelige løfter om opfyldelse af nogle få jordnære og spektakulære vælgerkrav. Men til forskel fra Venstres valgløfter ingen visioner om mere principielle - om man vil ideologiske ændringer.

Før valget beskyldte Nyrups parti Venstre for at have stjålet socialdemokratiets programpunkter Nu er beskyldningerne forstummet og i stedet ser man socialdemokratiet gå Venstres vej hvad angår modernisering i stil og retorik. Blok-politikken er sandelig skudt effektivt i sænk. Trængslen på midten er allerede blevet stor og vil blive endnu større fremover. Politisk kan vi roligt forvente den ‘modernisering' alle går ind for - uanset hvor de står partipolitisk

Det store spørgsmålet er om socialdemokratiet i almindelighede og Poul Nyrup i særdeleshed vil blive opfattet som mere eller mindre troværdigt, hvis udspillet i sin endelige, justerede form bliver accepteret på kongressen til september. Til forskel fra Venstres fornyelse er der jo ikke tale om en gradvis og naturlig, ja indiskutabel nødvendig tilpasning, der er kommet i stand gemme systematisk justering på både politisk og organisatorisk plan gennem fulde fire år, og derfor ret smertefri, men om en pludselig og temmelig dramatisk kovending der uundgåeligt kalder de splittelsestendenser frem igen, der har været der hele tiden, men som har været holdt i ave af en fælles forståelse for nødvendigheden af at stå sammen udadtil. Og en kovending som ydermere foruroliger traditionalisterne i partiet, dem Ritt Bjerregård i sin tid så sødt kaldte ‘kustoderne'.

Partikongressen til september vil måske definitivt afgøre Poul Nyrups skæbne. Men særligt sandsynligt er det ikke, for partiet vil naturligvis vælge endnu engang at ‘stå sammen' for ikke at lade faktiske brydninger komme til frm til offentlig skue og morskab. Ellers vil meningsmålingerne og organisationsprocenten nok fortælle lidt hen ad vejen. Mest sandsynligt vil en afgørelse først komme ved næste folketingsvalg i 2004 eller 05. Med Poul Nyrup i spidsen for socialdemokratiet i resten af indeværende valgperiode er Anders Fogh Ramussen så godt som sikret et genvalg. Formentlig vil kun store fadæser kunne spolere chancerne.

Uden al tvivl vil Venstres alliance med De konservative holde perioden ud. Dette parti står ganske vist i øjeblikket fortsat svagt i meningsmålingerne, og Bendt Bendtsen er næppe den formand der for alvor vil kunne rette op herpå - uanset god vilje - kedelig som han er af natur og ramt personligt som han er af tragedien med sønnens kriminalitet. Men det er vel ikke utænkeligt, at Bendtsen giver op om et års tid og overlader roret til en mere udfarende kraft som Lene Espersen.

Problemer er der selvsagt i regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, ikke fordi dette parti er utilregneligt således som Fremskridtpartiet var under Mogens Glistrup, men fordi partiet som oppositionsparti nu engang er nødsaget til at profilere sig langt mere end et regeringsparti kan tillade sig. Og tilsyneladende lykkes det over al forventning. På partiets sommermøde lanceredes nogle ideer og forslag til den kommende folketingssamling der vil genere VK-regeringen en del, men dog ikke på forhånd udelukke hverken finanslovsforlig eller andre forlig, hvis man ser bort fra EU-politikken.

Visse kommentatorer, herunder Berlingske Tidens chefredaktør Karsten Madsen har rejst tvivl om Dansk Folkepartis pålidelighed efter at partiet skiftede standpunkt i sagen om Rigsarkivet. Men som partiet egne folk - Pia Kjærsgaard, Louise Frevert og Søren Krarup - har påpeget, så er der alene tale om, at man har indset, at det oprindelige tilsagn til kulturminister Brian Mikkelsen om Rigsarkivets udflytning til Odense var baseret på ufuldstændige oplysninger, og at man derfor følte sig nødsaget til at rette ind, da man fik sagen ordentligt belyst. Fejlen var altså ikke DF's, men kulturministerens hastværk. Og den eneste konklusion man kan drage er, at en minister altid bør give sig så god til til at forhandle aftaler på plads, at partierne ikke bag efter kan finde væsentlige mangler eller fejl i det grundlag aftalen baseres på.

Fra neutralt hold - professor Niels Thomsen og seniorforsker Birgit Nüchel Thomsen - har DF endog kunnet se sig yderst positivt karakteriseret i et indlæg i Berlingeren 24.7., hvor partiet krediteres for i såvel Rigsarkiv-sagen som sagen om besparelser på universitetsområdet at have "magtet at gå ind og fungere som en sikkerhedsventil i spørgsmål, hvor regeringen griber galt". Dermed er det trådt i karakter som ansvarsbærende i dansk politik, hedder det.

Efter partiets sommermøde på Bornholm i begyndelsen af august slog TV2-nyhederne dets krav til regeringen op med en aldeles subjektiv og åbenlyst tvivlsom påstand om at "Dansk Folkeparti går regeringen på nerverne". DF, hed det, har benyttet sommeren til at sende en strøm af prøveballoner i luften og de mange dyre forslag skulle angiveligt være begyndt at irritere regeringen. Men interviews med VK-regeringens ordførere dementerer påstandene. Ordførerne er måske ikke ligefrem begejstrede for forslagene, men tager dem i stiv arm som noget der naturligvis må med i de kommende forhandlinger.

Samme tv-kanal bruger ofte Informations chefredaktør David Trads som kommentator, og heller ikke han er uvildig, hvad der fremgår af hans nyligt udkomne bog om DF med titlen ‘Danskerne først'. Her kaldes partiets løfter en populistisk og bedragerisk utopi og ‘pianisterne' som Pia Kjærsgaards tilhængere nedladende kaldes (det kan man tillade sig i revyer og satire, men ikke i seriøse skrifter!) stemples som "bedragere der falbyder et forgangent glansbilledet af Danmark" mod at få del i magten. Trads viser jo her blot hvad andre globalister heller ikke fatter en brik af, at nationalisme og globalisme ikke er absolutte, men komplementære modsætninger, og at Danmarks pleje af internationale forpligtelser og interesser følgelig på ingen måde umuliggør eller ødelægger plejen af nationale interesser. Hvad enten Trads forstår det eller ej, så er der stadig behov for at løse konkrete problemer i indenrigspolitikken, og derfor er det ikke så underligt, at såvel fagbevægelsen som lejerbevægelsen har søgt kontakt med det parti som socialdemokraterne ikke betragter som stuerent, men som har en ikke ubetydelig indflydelse på regeringens politik.

Det der med rette kan indvendes mod Dansk Folkeparti er de mange valgløfter partiet kommer med og hvis virkeliggørelse vil være umulig for enhver regering der er ansvarlig for finans- og pengevæsen. Men denne overbudspolitik kan man finde hos ethvert parti der ikke har regeringsansvaret. Det ligger faktisk i sagens natur, at kun en regering er i stand til at føle fuldt ansvar for at holde sig inden for god og ordentlig økonomis rammer. Der findes som bekendt regeringer der ikke føler dette ansvar, og derfor kører et lands økonomi i sænk, men det er jo ikke idealet. Derfor gælder det fortsat som det normale, at først regeringsdeltagelse får ansvarsfølelsen på højde med situationen.

Så det at hænge et populistisk parti op på mere eller mindre uigennemførlige valgløfter er såmænd ikke en større kunst end at hænge dem op på fundamentalistiske principper.

Enhver der har fulgt med i Dansk Folkepartis praktiske politik siden valget den 20.11.01. vil vide, at partiet trods sin succes har bevaret jordforbindelsen og har indgået flere aftaler med VK-regeringen, herunder om den yderst stramme finanslov for 2001. ‘Prøveballoner' fra sommermødet på Bornholm løber nok op i kroner og ører, men de ligger ikke uden for en ramme der kan forhandles om. Partiets har desuden udtrykkeligt sagt, at kravene ikke er ultimative, men til forhandling. Af samme gund har det ikke været muligt at spore nervesvækkelse hos regeringens medlemmer eller politiske ordførere om kravene.

De kommer givetvis til forhandling, og én ting i dette spil er helt sikkert: Dansk Folkeparti er lige så interesseret i et kompromis som VK-regeringen, fordi begge parter gerne vil overleve finanslovsforhandlingerne, ja sikre et samarbejde frem til næste valg. Hvor langt De radikale og evt. SF vil bevæge sig ind i feltet der bestemmer udviklingens fart og retning er indtil videre uvist, men regeringen er i sin gode ret til at føre socialt ansvarlig borgerlig politik med Dansk Folkeparti. Og DF på sin side har behov for at dokumentere at det i det lange løb kan indgå i et så snævert samarbejde med de regeringsbærende partier, at det selv kan blive et af dem.

Det helt store problem i samarbejdet mellem DF og VK er og bliver derfor EU-politikken. Og her vil der allerede til efteråret komme en afgørende prøve, fordi DF har bebudet at det vil gøre sin endelige tilslutning til den kommende finanslov afhængig af om regeringen afholder sig fra at udskrive folkeafstemning om forbeholdene med henblik på at få dem væk.

Sammenkoblingen er mildest talt uklog og vil næppe holde året ud. En folkeafstemning om forbeholdene er næppe umiddelbart forestående. Højeste prioritet året ud har det danske EU-formandsskab og forberedelserne af topmødet om EU's landbrugspolitik og den afgørende slutrunde til december om udvidelsen af EU. Meget tyder på store vanskeligheder med begge dele. De helt aktuelle oversvømmelseskatastrofer i store dele af Sachsen, Bayern, Østrig og Tjekkiet, hvis omfang endnu ikke kan gøres op, men vil komme op i mange milliarder, vil ikke fremme muligheden for kompromis mellem Tyskland og Frankrig om landbrugspolitikken. Tyskland vil være ude af stand til at betale mere til EU (og forhandler nu om at få EURO-stabilitetspagtens begrænsning af muligheden for underskud på finanserne suspenderet), og Frankrig vil næppe tilslutte sig store reduktioner af landbrugsstøtten. Udvidelsen vil komme i fare, fordi specielt Polen ikke vil få indrømmelser som vil kunne lokke befolkningen til at stemme for en tilslutning. Det vil måske i realiteten være bedst at Polen får tid til selv at klare omstillingen af landbruget - og det vil sige seks millioner menneskers overførsel til andet erhverv - således at polakkerne ikke kan give EU skylden for de store menneskelige og sociale problemer en sådan omstilling vil medføre.

Men hvad enten det danske formandsskab får held til at få løst de to store problemkomplekser eller ej, så ligger medlemsskabet af EU fast. Hverken Dansk Folkeparti eller Socialistisk Folkeparti vil få indflydelse på dansk EU-politik uden grundlæggende at acceptere medlemsskabet. Og Dansk Folkeparti vil specielt ikke kunne blive et regeringsdueligt parti uden denne accept.

Under alle omstændigheder tegner sig billedet af en virkelig gennemgribende forvandling af hele det politiske landskab i Danmark, en forvandling som Venstre fik lagt et solidt grundlag under ved valgsejren den 20. november 2001, men som også vil omfatte store ændringer på IT-området, af folkeskolen og læreanstalterne samt sygehusvæsen og kommunaladministration, og hvis endelige resultat først vil vise sig om fem til ti år. Det gamle klassesamfund er fortid.


Læs også artiklerne:

Blokpolitik - eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår.
Det danske EU-formandsskab 2002

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal