utils prefix normal
JERNESALT - DAGEN
ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.10.02.
Dagblad for dagen?
De fem første dage med det nye dagblad 'Dagen'.
For første gang siden befrielsen i 1945 har et nyt dagblad set dagens lys i Danmark. Bladets ejere, Atlas Publishing A/S, og chefredaktørerne Kresten Schultz Jørgensen og Henrik Keith Hansen har altså skrevet pressehistorie, og det kan man kun ønske dem tillykke med. Tiden vil vise, hvor langt ambitionerne går, og hvor længe investeringen kaster noget af sig. Tiderne er for øjeblikket ikke særligt gunstige for dagbladsdrift. Nationaløkonomien kunne generelt være bedre, konkurrencen er hård og annoncemarkedet under pres. Men så meget desto bedre er det med et frisk pust med et helt års ihærdig forberedelse bag sig.
Dagbladets navn, der blev hemmeligholdt til det sidste, er naturligvis ikke tilfældigt valgt. Det er nemt og kort, afviger fra tidligere navne som Dagens Nyheder, Ny Dag eller Dagbladet, men lægger også op til mere eller mindre vandet sproglig leg, hvad der kom frem i de øvrige dagblades kommentarer til nyskabelsen, men også i bladets egen præsentation: "Dagen er hermed kommet".... "På Dagen har vi glædet os til at lave avis, slet og ret", hed det 22.10.
Piet Hein lader et sted en forfatter blive spurgt, hvad han skriver for tiden. For tiden? svarede manden. Jeg skriver ikke for tiden, jeg skriver for evigheden. Det kan man af gode grunde ikke beskylde et dagblad for. Ikke fordi et seriøst blad skal gå uden om perspektiveringen, fx ved at sætte nationale problemer ind i en større global sammenhæng, eller aktuelle begivenheder ind i en større historisk sammenhæng, men fordi udgangspunktet altid må være det helt dagsaktuelle - til forskel fra fx et månedsmagasins. Dagens daglige påbud til redaktionen lyder da også: at finde de væsentlige historier, uanset hvor de udspiller sig, og at skrive godt på en bund af originalitet, viden og proportionssans.
På bladets internetsider kan man finde besked om visionen: "Dagens journalister stiller sig aldrig foran deres historier, så de kommer til at skygge for det essentielle - nemlig de mennesker, historien handler om. Individualiteten skal komme til udtryk i måden at skrive på. I den gode idé. Vi er kvalitetsbevidste, men aldrig snobbede. Tænksomme, men aldrig belærende. Morsomme, men aldrig platte....." Og til sidst hedder det: "Dagens sprog giver plads til vildskab, provokationer, humor og vid. Men aldrig til spilfægteri, svulstighed, pseudodramatik og manerer..... Vi er ærlige og ydmyge."
Store ord, må man sige, men redaktionen lægger heller ikke skjul på at den henvender sig til "videbegærlige og kvalitetsbevidste læsere. Mennesker der deler et handlingsorienteret, globalt og fordomsfrit syn på verden. Mennesker, der sætter pris på en avis, hvis nysgerrighed altid er større end dens fordomme."
Dagen vil angiveligt også sætte nye standarder for fortællende journalistik, redaktionel prioritering, avisdesign, annoncesalg og moderne avisdrift. Og i den forbindelse har redaktionen satset på rolige og overskuelige sider med nye skrifttyper, og annoncerne præsenteres anderledes og enklere end i andre aviser.
Ikke desto mindre er førsteindtrykket ved gennembladningen af de første fem numre, at avisen rent ud sagt fremtræder kedelig og firkantet. Designet er vitterligt anderledes end hos andre blade, men langt fra tiltalende. Fx bruger man nogle kæmpeoverskrifter, der brydes midtvejs og ændrer skrifttype. Der bruges traditionelt store billeder på forsiden af begge sektioner som blikfang, der skal føre videre til spidsartikler inde i sektionerne, og disse billeder er måske netop så flotte som en yngre generation forlanger, men ikke specielt sigende for artiklerne. Papirkvaliteten er bedre end normalt, og det giver flottere tryk og fotos, men gør samtidig avisen unødigt stiv - og må også være dyrere. Almindeligt avispapir ville være at foretrække. De 6 helsides annoncer i hvert nummer er utroligt flotte, men kan som i andre aviser og på tv og i biograferne kun irritere den der først og fremmest vil se tekst og relevante billeder. De er uden tvivl et nødvendigt økonomisk sikkerhedsnet under avisen, men signalerer også, at den henvender sig til et publikum med dyre vaner.
Men det værste ved designet er den tilstræbte ro over siderne, for roen bevirker en dræbende kedsommelig forudsigelighed. Alt står på faste pladser, med halvsides artiklerne foroven og de små notitser forneden - kun brudt af store interviews eller essayslignende artikler, som fx B-sektionens midtersider, der bringes under rubrikken ‘Dagsorden'. Det er unægteligt en stor fordel at slippe for de gamle dagblades store mængde af irriterende halvsides eller kvartsides annoncer over alle sider, men en passende afveksling i layout'et er ikke at foragte og ville kunne nås med andre midler, nemlig variation i tekst og billedstof. Den eneste variation Dagen kender er ligefrem irriterende, nemlig uskikken med at brede helsidesartikler over to sider med halvdelen på hver. Det er generende for læsningen - og besværligt, hvis man skulle have interesse i at klippe artiklen ud til sit arkiv.
Mest forbløffende er måske, at selv bladets amerikanske og farvelagte tegneserie af Chris Ware er firkantet designet - og helt mangler den charme som kendetegner de fleste tegneserier, og som ofte hænger sammen med en mere frodig og spontan streg. Dagens bagside, Bagen kaldet, er på samme vis nok morsom og selvironisk, men savner ATS's kombination af underfundighed og frækhed. Den kan end ikke måle sig med Berlingske Tidendes ellers noget småborgerlige ‘Sværtegade'. For slet ikke at tale om Jernesalts bagside: Vrangsiden.
Men trods alt bør en ny avis primært bedømmes på sit indhold, og det må straks slås fast, at Dagens nyheder, analyser, kommentarer, anmeldelser, ledere og notitser er værd at læse.
Alle kan ikke remses op her, men nævnes skal dog Salman Rushdies artikel om Houellebecq-sagen, Søren Mørchs om det danske forsvar, Arthur Schlesingers om USA's Irak-planer, Ebbe Mørks om Helle Gotved, David Shambaughs om våbenkapløbet mellem Kina og USA, og Charles Wyplosz' artikel om euro-stabilitetspagten samt Berlinkorrespondenten Thomas Thurahs små notater om hhv. Berlin og Tysktimen. Ham hører vi forhåbentlig mere til, nu Berlin er blevet Europas ubestridte centrum.
Desuden interview med Lone Scherfig om hendes nye film, Lars Villemoes' anmeldelse af Nils Malmros' ‘At kende Sandheden' og Jacob Levinsens anmeldelse af Brittens opera ‘Billy Budd' på Det kgl. Teater.
Politisk morer Dagen sig med betragtninger over hvilken slags politiker der skal efterfølge Anders Fogh Rasmussen, når denne ad åre går af. Fremtidens statsminister er ikke problemknuser, men værdibærer, forstår man. Og derfor kan vi godt glemme partierne og ideologierne. Fremtidens statsminister er en kloning af flere egenskaber, hun (for det kan meget vel blive et hunkønsvæsen næste gang) er stærk, men også føjelig, visionær, men ikke alt for idealistisk.
Mere konkret skal fremtidens mand have et håndtryk som Bill Clinton, ører som Jørn Hjorting, troværdighed som Marianne Jelved, en fanden-i-voldsk charme som Uffe Elleman og en karisma som Tony Blair. - Det forlyder dog ikke, om man vil tage den moderne genteknologi til hjælp for at finde et sådant pragteksemplar af en politiker. Så mon ikke vi også næste gang, vi skal have ny statsminister, må affinde os med at vælge mellem mere eller mindre karismatiske og troværdige politikere af kød og blod - og affinde os med irrationaliteten og tilfældigheden i historien, at det ikke altid er den rette mand der dukker op i rette tid og på rette sted.
Morsom var forsiden torsdag den 24. hvor et kæmpe billede af den franske præsident blev ledsaget af overskriften: [store bogstaver] Chirac kan ikke se en ko [skift til mindre bogstaver] uden at klappe den bagi [inde i bladet fandtes det originale citat, hvor sidste led hed ‘i røven', men den slags kan man åbenbart ikke have stående på forsiden af et blad der henvender sig til Cool-generationen]. Det hævdedes iøvrigt, at Frankrig mangler vilje til at ændre på EUs landbrugspolitik forud for topmødet i Bruxelles.
I lederen påstodes det, at en østudvidelse af EU ville være uholdbar uden en afvikling af landbrugspolitikken. Lederskribenten så hellere en forsinkelse end en aftale i København, som cementerer ‘det ultimativt mest idiotiske system, den vestlige verden har kendt' (The Economists udtryk).
Men som bekendt går det ikke altid som præsten præker. Frankrig og Tyskland blev faktisk enige om en landbrugspolitik frem til år 2013. Kompromisset afskaffer ikke det idiotiske system, men vil formentlig bringe udvidelsen i hus og skubbe problemerne 10 år ud i fremtiden. Men sådan er realpolitik. Landbrugsstøtten har i årtier forvredet hele det europæiske landbrugsmarked, og det kan man ikke lave om på fra det ene år til det andet.
Onsdag den 23.10. var forsidebilledet et forstørret stykke prostatavæv, der pegede på problemet om fremtidens teknologi, genteknologien, og fraværet af diskussion blandt partierne herom.
Lederen fastslog, at holdningsløsheden skyldes, at partiprogrammerne blev formuleret dengang de mest avancerede kropsteknologier blev bestyret af kaptajn Jespersen (og for dem der ikke kan huske denne mand, kan nævnes, at han i mange år stod for morgengymnastikken i dampradioen og her holdt sig til en form for gymnastiske stavøvelser der mindede mest om militæreksercits).
De europæiske befolkninger er i udgangspunktet skeptiske over for fremtidens teknologiske muligheder, hedder det videre. Det får være hvad det er, nemlig overvejende forandringstræghed. Men "at slet ingen partier har forsøgt at indtage den nypolitiske slagmark med skarpe holdninger" bør forundre. Det stemples slet og ret som udtryk for ideologisk senilitet!
Lederen følges op af en vigtig artikel af Peter Hesseldahl på B-sektionens midtersider om genteknologien: Den fagre nye verden er begyndt. Denne nye teknologi vil i de kommende årtier ændre samfundets spilleregler og skabe nye muligheder, vilkår og arbejdspladser, hedder det.
"Gang på gang vil vores normer og tabuer blive udfordret og krænket, og gang på gang vil vi som samfund stå over for at skulle afveje ulykkelige patienters lidelser med hensyn til nogle meget abstrakte og overordnede risici, og en mere overordnet etik om, hvor langt vi mennesker kan tillade os at gribe ind i naturen. En dag står vi der selv hos lægen og får forelagt mulighederne."
Og det er der vist ingen der kan være uenig i. Men indimellem kommer der en lidet gennemtænkt påstand om, at DNA-test vil vise os, at vi ikke som mennesker er ens og lige meget værd, sådan som det skulle være den grundlæggende antagelse i et demokrati. Og denne DNA-viden forudser Hesseldahl vil blive brugt af nogen til med videnskabelige henvisninger at diskriminere over for andre.
At den slags vil blive forsøgt brugt - og af hensynløse magthavere sandsynligvis også vil have held til at få den udført - er indlysende, men opfattelsen af den demokratiske tanke er totalt misforstået. Det ligger hverken i denne eller i den tilgrundliggende kristne opfattelse, at alle mennesker er ens (at det er uholdbart kan enhver se med det blotte øje, det behøver ikke DNA-test), men at alle mennesker - uanset deres forskellighed med hensyn til evner og psyke - er lige meget værd som mennesker og derfor har samme ret til at leve og være omfattet af samfundets beskyttelse. Derfor vil det under alle omstændigheder være et misbrug af videnskabelige muligheder at begynde at diskrimere folk ud fra kriterier som intelligens, psyke, hudfarve, religion m.v. Og derfor vil der under alle omstændigheder fortsat være behov for en overordnet etik, der kan holde os fri fra den slags magtmisbrug.
Når fremtidsforskeren Anna Skare Nielsen i en anden artikel tale om samfundets etificering som noget nyt i tiden, så har hun altså uret. Etikken har altid været der - lige så langt tilbage i tiden der har været mennesker på jorden. Men dens nødvendighed er i nyere tid blevet tydeligere, fordi de teknologiske, erhvervsmæssige og magtmæssige muligheder har truet eller tilsidesat ansvarligheden - og modestrømninger ydermere ofte sløret billedet.
I Dagen får vi også et i denne forbindelse relevant interview med fremtidsforskeren Rolf Jensen i anledning af hans nye bog om ‘Heartstorm', hvor det emotionelle nu lanceres som vigtigere fremover end det rationelle og målbare som ligger i brainstorm. Jensen påstår, at det 21. årh. vil komme til at handle om storytelling, om fortællinger der appellerer til hjertet og følelser, og som erhvervslivet derfor nu må og vil benytte sig af for at få solgt deres drømme.
Jensens bog bliver samtidig anmeldt af litteraturredaktøren Kristian Ditlev Jensen, der gør sig lystig over den skrigende modsætning mellem Rolf Jensens gennemførte iscenesættelse som erhvervslivets frelser og så det reelle, faglige indhold i bogen. Rolf Jensens viden om historiefortælling er mangelfuld. Spydspidserne inden for nutidens sprog- og litteraturvidenskab som Lakoff, Turner og Focaunnier, kender han tilsyneladende slet ikke. Rolf Jensen er en skrædder, der ikke selv har noget på!
Hårde ord i en kold oktober, men velgørende, fordi den sætter spørgsmålstegn ved hele begrebet fremtidsforskning. Den har intet med forskning at gøre, men er ene og alene en fremskrivning af nogle tendenser eller trends som folk der gerne vil være med på noderne hælder til eller ligefrem selv prøver at forstærke og slå til lyd for - med succes som eneste kriterium. I virkeligheden behøver der ikke at være nogen modsætning mellem hvad fornuften vil og hvad hjertet ønsker. Og derfor heller ikke mellem brainstorm og heartstorm. De er tværtimod komplementære størrelser, der bør indgå i enhver form for kultur og politik og i enhvert menneskes liv.
Derfor er det velgørende også at kunne finde en artikel om og et interview med en af verdens førende tidsguruer, amerikanske David Allen, om det højaktuelle og alvorlige fænomen der hedder stress. Hvis du føler dig stresset, siger Allen, er det fordi du misbruger din hjernekapacitet. Og han opstiller derfor nogle gode tommelfingerregler for dem der vil undgå denne situation: Man skal tømme sit hoved for ideer, men ikke smide dem væk. Man skal organisere sine informationer praktisk på lister, i hængemapper eller på computeren. Man skal bearbejde sine informationer regelmæssigt, gå dem igennem og vælge og vrage. Man skal regelmæssigt tjekke sine mål og projekter og eventuelt genforhandle dem med sig selv, sine kolleger og sin familie. Og så skal man tro på sine beslutninger og sit instinkt.
David Allen nævner at vi alle opererer på forskellige niveauer hele tiden. Og han har et godt billede herpå: Vi har en landingsbane helt nede på jorden, hvor alle de små ting i vores liv havner. I 3000 meters højde kommer projekterne. 6000 m oppe tager man stilling til sin rolle og sine mål. 9000 m oppe handler det om hvor man vil være 12 eller 18 mdr frem. Ved 12000 meters højde tænker man tre til fem år frem i tiden og ved 15000 meters er spørgsmålet: Hvad laver jeg egentlig her på kloden?
Overført til jungiansk psykologi svarer det til at horisonten forskydes jo mere man relativerer sit jeg og nærmer sig selvets niveau. Det er noget ikke blot det enkelte menneske kan have gavn af, men også politikere og - dagbladsredaktører! For naturligvis lever vi allesammen på jorden og i det dagsaktuelle, men uden kontakt med det der er større end en selv og med det tidløse eller evige bliver vi bogstaveligt talt syge på både legeme og sjæl. Derfor er det ikke alene tosset at fokusere entydigt på materielle goder og forbrug, men også vanvid at styre enøjet efter mode, trends og ydre succes.
Men det er jo ikke usædvanligt, navnlig ikke blandt de unge. Og sådan har det altid været. Ungdommen er generelt kendetegnet af et vist oprør mod forældregenerationen. Det er en simpel nødvendighed for nogensinde at blive uafhængige og ansvarlige for egen skæbne. Men det medfører som regel også en større eller mindre grad af historieløshed. Man er træt af al den dyrkelse af fortiden, minderne og traditionen som de ældre generationer praktiserer og mere eller mindre påtvinger de yngre. Og undertiden går man så vidt - som man gjorde under ungdomsoprøret fra 1968 - at nulstille historien, betragte fortiden som i enhver henseende passé og ligegyldig, og slås for retten til at begynde på en frisk. Det går nogle år, for enkelte stakler resten af livet. Men i det fleste tilfælde indhentes de unge af historien og interessen for historien, som er og bliver en del af ethvert menneskes identitet - ligegyldigt om man kan lide det eller ej.
Dagen tager temaet op ved at sende sociologen Henrik Dahl med toget fra København hjem til fødebyen Århus med 12 stop undervejs for at finde det han selv og alle andre i hans generation har tabt, nemlig denne hersens identitet. Dahl er ham der tidligere meget morsomt har dømt de gamle partier forældede og foreslået dem samlet i fem nye: Hjemstavnspartiet (Dansk Folkeparti og Socialdemokratiets Borgmesterparti), Virtuelt Folkeparti (Socialdemokratiets Symbolanalytikerparti og dele af SF og Radikale), Moralsk Folkeparti (Hovedparten af de tre midterpartier, Kristelige, Radikale og det i mellemtiden forsvundne CD), Markedspartiet (de borgerlige partier) og endelige Nejpartiet (SF og Enhedslisten).
Resultatet af Henrik Dahls identitetsartikel er blevet temmeligt eller rimeligt pauvert - som det nu hedder selvom det er aldeles urimeligt - for Dahl bruger Erik Ballings serie om Olsen-Banden som udgangspunkt og stiller en række spørgsmål: Så Erik Balling virkelig allerede den gang, hvordan den danske velfærdsstat ville falde fra hinanden? Ikke på grund af nogen økonomisk krise, men på grund af meningsløshed, kedsomhed og Yvonnes politiske visioner. Så han i Egon Olsens skæbne et forvarsel om Poul Nyrup ved valget i 2001? Så han i Yvonnes forurettede oprør et forvarsel om Pia Kjærsgaard? Så han i Benny og Kjeld arbejderklassen vende sig imod selve den bevægelse der havde gjort den respektabel og givet den et økonomisk frirum?
At tillægge Erik Balling synske evner er allerede at gå for vidt, men bort set herfra er Henrik Dahls eget svar på spørgsmålene meget sigende, han skriver nemlig, at hvis ovennævnte er tilfældet, så er der intet nyt i den danske identitetskrise. Så har den stået på i mindst 30 år, og den eneste grund til, at vi har overset den, er, at vi har ledt de forkerte steder. Der er derfor al mulig grund til at komme afsted. Ud at se hvor og hvordan krisen egentlig opstod.
Man frygter det værste, når en sociolog således tror, at han fysisk og geografisk skulle kunne finde årsagerne til de regelmæssigt tilbagevendende identitetskriser af psykisk art som rammer alle mennesker der vokser op, har omløb i hovedet og vil gøre sig uafhængige af deres forældre. Men man indser hurtigt, at det er ham selv der savner forankring just fordi han analyserer det bestående principielt historieløst.
Men Dagen har sikkert en bagtanke med sociologens udsendelse, for allerede spidsartiklen på debutnummerets forside lægger op til en leder om Generation Cool.
Livet er blevet et gør-det-selv-projekt. Unge der stiller krav til både sig selv og virksomhederne, som balancerer arbejdsliv og familieliv på en knivsæg, og som grundlæggende ikke retter ind, blot fordi de økonomiske konjunkturer synes at kræve det. Arbejde mere? Arbejde mindre? Man vil bestemme selv. Plejer er død og pensionalderen langt væk.
Er der et problem ved dette? spørger lederskribenten, og svarer: I så fald primært for de institutioner der var vant til det velordnede samfund, hvis kendte styreredskaber i disse år forsvinder ét for ét. Det sker for virkomhedslederne og i fagbevægelsen. Vorherre bevares, siger de unge i dag og fravælger både A-kasse og fagforeningskort.
Og hvad er der så kommet i stedet for denne identitetsløshed? Jo, selve kampens genstand: Tiden.
Generation Cool har én opfattelse - generationerne, der kom før, en anden. Tiden som noget der kan deles op i adskilte sfærer, har tabt betydning til fordel for tiden netop nu.....
Eller som de ansvarsløse sagde i gamle dage: Efter os syndfloden! Men det siger lederen ikke.
At vi lever i en tid med forandring og for forandring kan ingen være i tvivl om. Og der behøver såmænd ikke spekuleres længe endsige forskes i grundene, for mennesket er nu engang kendetegnet af en glubende appetit og nysgerrighed og en næsten lige så sej vilje til at gå ud over de fastlagte grænser. Det går altsammen væsentligt hurtigere nu om dage end for 100 år siden eller i stenalderen - og selve tempoet kan give problemer for ældre der må opgive at følge med. Men end ikke det er der noget nyt i.
Sagen er blot, at forandring aldrig nogensinde automatisk har medført tab af identitet, altså rodløshed. Det er som på mange andre af livets områder aldrig et spørgsmål om et valg mellem to logisk uforenelige principper eller tendenser, men om komplementaritet mellem to lige vigtige behov. Det lader de unge sig i almindelighed ikke belære om. Fanger de først denne indre lov, så er de nemlig i hvert fald ikke grønskollinger eller oprørere længere, men voksne og ansvarlige mennesker.
Kan Dagen hjælpe Cool-generationen til denne mere komplementære, soft-heartede og helhedsrealistiske indstilling, så vil meget være vundet. Men det er spørgsmålet om redaktionen
selv forstår tingene således. Under alle omstændigheder kan det blive ganske spændende at følge udviklingen fra sidelinjen.
Vi for vor part mener, at den komplementære helhedsrealisme står sin prøve over for Dagens kortsigtede filosofi.
Link til 'Dagen': Klik
hvor information om bladets vision, profil og medarbejdere kan findes.
Og jævnfør artiklerne om
Komplementaritet: Klik
og Helhedsrealismen: Klik
samt om Jeget og selvet: Klik
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
utils postfix clean
|
|
|