utils prefix normal JERNESALT - usavalg08e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.7.08.

Obama på den internationale scene

Det er ganske besynderligt at en amerikansk præsidentkandidat i en periode fører valgkamp uden for USA's grænser, men Barrack Obama er også her en undtagelse, idet han netop har gennemført en rundrejse til Mellemøsten og Europa for på én og samme gang at skaffe sig indblik i udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemer og kontakt med centrale statschefer og imødegå beskyldningerne mod ham for at mangle erfaring og evne til at omgås disse ledere. Modkandidaten John McCain har gentagne gange slået på at han selv er langt bedre udrustet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og en meningsmåling fra tv-stationen ABC har da også bekræftet at 72 % af de amerikanske vælgere har tillid til McCain som 'commander-in-chief', mens tilliden til Obama ligger helt nede på 48. Det har selvfølgelig en del med kandidaternes alder at gøre, men først og fremmest med McCains militære erfaring.

Da amerikanerne regner deres militære status som særdeles vigtig, kan denne forskel mellem kanidaterne i sidste ende blive afgørende for udfaldet af valget, og Newsweek har da også forud for Obamas tourné ironisk skrevet at hans budskab i Berlin nok ikke ville blive Kennedys "Ich bin ein Berliner", men "Ich bin ein Commander"!

Omvendt gælder, at hvis man spørger de amerikanske vælgere hvilke opgaver de prioriterer højest af alle dem den kommende præsident skal løse, så er det økonomien (47 %), mens Irak-krigen ligger nede på 30 % eller på nogenlunde samme niveau som energien (28 %). Men det har været vigtigt for Obama at skaffe sig mere udenrigspolitisk pondus - og derfor var risikoen ved hans tourné relativt stor, for han skulle ikke begå større fejl undervejs uden at det ville ødelægge hans chancer for valg.

Obama klarede opgaven med bravour, dvs med optimalt udbytte, når det tages i betragtning, at han fortsat ikke er andet end præsidentkandidat.


Han var en tur i Afghanistan og Irak, hvor han både traf de militære ledere og de stedlige politiske ledere, hhv. Afghanistans Karzai og Iraks Maliki, og det viste sig at sidstnævnte kunne erklære sig enig med Obama i ønsket om amerikanske troppers tilbagetrækning i løbet af 18 måneder. Det er efter hvad eksperter siger militært set urealistisk, men politisk er det vigtigt for Obama at fastholde en anden linje end McCain og for Maliki at fastholde troen på at de irakiske styrker kan klare landets sikkerhed selv allerede om halvandet år. For Afghanistans vedkommende har Obama ikke lagt skjul på at han er stærkt utilfreds med Karzais vilje og evne til at bekæmpe Taliban effektivt såvel som med Nato-landenes vilje til at give USA den nødvendige hjælp i kampen mod fjenden.

Obama var også i Israel for at erklære at han som præsident ville give Israel fortsat garanti for støtte. Det er hvad de jødiske vælgere i USA (4 % af vælgerkorpset) forlanger for at støtte Obama som kandidat. Og når den israelske præsident Peres neutralt og diplomatisk blot udtrykte ønsket om at USA ville få en god præsident, så mente han hermed netop en præsident der vil forsvare Israel. Obama havde også et godt møde med den israelske premierminister Olmert, men som det netop er meddelt trækker denne sig til september som formand for Kadima-partiet og som regeringschef, så her skal under alle omstændigheder opbygges en nærmere personlig kontakt med en ny leder. Men det er sigende for relationen til parterne i Mellemøst-konflikten at Obama kun afsatte en lille time til forhandling med den klemte palæstinensiske præsident Abbas på Vestbredden. Olmert har forleden kundgjort at en fredsaftale med palæstinenserne ikke kan blive færdigforhandlet inden nytår som det ellers har været præsident Bush's ønske. Så den kommende amerikanske præsident får nok at se til.


For Europas vedkommende har det været karakteristisk at Obama i Paris blev modtaget med honneur af præsident Zarkosy som kaldte Obama sin ven. I London forhandlede Obama både med tidligere premierminister Tony Blair og nuværende, men hårdt trængte Gordon Brown. Her holdt man sig strengt til etiketten. Obama blev ikke modtaget i Downing Street 10, for dér modtager premierministeren kun regeringschefer. Hverken i Paris eller London var der folkemøder med Obama. Det var der til gengæld i Berlin, hvor Obama dels havde møder i bedste stemning med både kansler Merkel og den socialdemokratiske udenrigsminister Steinmeier, dels talte med stor succes til et par hundrede tusinde mennesker ved den store sejrssøjle, Siegessäule, på Unter den Linden. Den tyske folkemængde havde tilsyneladende glemt alt om deres ellers efterhånden indgroede antiamerikanisme. Talen blev naturligvis bragt live af flere tyske tv-stationer samt af bl.a. CNN - og kan læses på Barack Obamas hjemmeside.

Der var stor strid i regeringen om stedet for denne tale. Socialdemokraterne ønskede at Obama skulle tale ved Brandenburger-Tor, der er blevet symbolet for det genforenede Tyskland, og hvor præsident Ronald Reagan i 1987 kom med sin berømte opfordring til den sovjettiske leder: "Mr. Gorbatjov, tear down this wall". Men ideen var for stærk for de kristelige demokrater, der dels slog på at Obama ikke var præsident, dels misbilligede at socialdemokraterne betragtede Obama som deres kandidat.

Barrack Obama, der i Berlin nærmest blev modtaget som rockstjerne eller superstar, holdt ved Siegessäule en særdeles god og veltilrettelagt tale. Den bekræftede indtrykket af ham som en stor retorisk begavelse der er i stand til at vælge de rette ord på det rette tidspunkt og tale til hjerterne. Han fortalte sin historie, 'the Barack Story' han efterhånden har fortalt utallige gange, men som folk gerne vil høre, nemlig historien om en amerikaner af jævn herkomst der har rødder i både et kristent USA og et muslimsk afrikansk land. Derfor kunne han slå på at det nu gælder om at vinde 'the hearts and the minds' af muslimer verden over samtidigt med at indsatsen mod terrorismen styrkes. 11. septmeber 2001 var også for Obama en dato der ændrede verden og gjorde kampen mod terrorismen til noget centralt. Den vigtigste kampplads er i øjeblikket Afghanistan, og derfor appellerede Obama stærkt til de europæiske lande om at øge indsatsen i Afghanistan, eftersom USA ikke kan klare opgaven alene.

Obama talte naturligvis også om mure der bør falde, men ikke - som Reagan - om ideologiske mure, men derimod om mure mellem gamle allierede, dvs de mure mellem USA og Europa som skyldes mistilliden til USA. Han understregede at USA ikke er fejlfrit: "Jeg véd, mit land ikke altid har været perfekt. Til tider har vi kæmpet for at holde løfter om at alle i vores land var frie og lige. Vi har gjort vores del af fejlene, og der er tidspunkter, hvor vores handlinger rundt omkring i verden ikke altid har levet op til vores bedste intentioner.", Men fortsatte han: USA har ikke brug for at blive indadvendt, og det har Europa heller ikke. Kun et stærkere og forbedret samarbejde mellem USA og Europa kan bidrage til at løse de problemer en stadigt mere forbundet verden står overfor.

I denne kamp skal vi lære af hinanden og lytte til hinanden, sagde Obama, der samtidigt understregede at USA og Europa må dele byrderne. Han gentog sine nøgleord om håb og forandring, ligesom han påpegede at "tiden er inde til at vi giver vore børn deres fremtid tilbage. Tiden er inde til at vi står sammen".


Barrack Obama undgik på sin turné ikke alene enhver brøler der kunne have ødelagt hans chancer for at blive USAs næste præsident, men slog igennem som en amerikansk præsidentkandidat der kan tale til europæernes hjerter - og det er ikke sket siden Reagans tale i Berlin. Om det er nok til at skaffe de sidste procenters tilslutning i USA er en helt anden sag. En frisk meningsmåling har netop vist, at Obama fortsat - uger før den egentlige valgkamp går i gang - fører over McCain, men at forspringet ikke er øget som følge af turnéen på den internationale scene. Man kan desuden gå videre og understrege at Obama som karismatisk retoriker er i stand til at rejse forhåbninger i både Europa og Mellemøsten, der måske slet ikke er dækning for.

Politikens korrespondent i Beirut, Hanna Ziadeh, har påpeget at araberne betragter Obama som drømmekandidaten - han omtales med sit muslimske mellemnavn Hussein! - men at deres forhåbninger hviler i symbolikken, nemlig i hvem Obama er som person, og ikke i en forståelse af hvilke reelle interesser han står for. Drømmen dyrkes ikke blot af idealistiske arabiske unge og massemedierne, men også af hærdede og kyniske arabiske politikere der kalder ham "vores brune, muslimske broder Obama". Men araberne savner simpelthen ordentlig indsigt i amerikansk politik, dvs. i amerikanernes egne overvejelser over USA's hårde, økonomiske og politiske kerneinteresser.

Den britiske korrespondent for The Guardian Gary Younge har tilsvarende påpeget at Europæerne i Obama ser en drøm de ikke selv har realiseret, nemlig en politiker der inspirerer og en politiker der indgyder håb. Folk ser Obama som de ønsker at se ham. De projicerer med andre ord deres forhåbninger ud på ham. Problemet er ifølge Younge ikke kun at det ikke er lykkedes Europa at give USA et effektivt modspil - Younge betragter EU som et ynkeligt foretagende - men at det endnu ikke er kommet på banen med et sammenhængende ideologisk alternativ. Europæerne ser i Obama et paradigmeskifte. Men hvis han vinder så vil resultatet blive en tilbagevenden til normale tilstande. Morsomt karakteriserer han Obama som en midtsøgende demokrat der ligger til højre i udenrigspolitikken, på midten i den økonomiske politik og til venstre i socialpolitikken! Men med hans nuværende politiske ståsted vil der stadig være stor afstand mellem USA og det sted hvor de fleste europæere ville foretrække at han befandt sig.


Kendsgerningen er da også at ingen præsidentkandidat kan vinde det amerikanske præsidentvalg uden at kunne appellere til brede dele af den amerikanske befolkning, og at ingen vinder frit kan vælge hvilken politik han vil føre. Han vil være bundet af de engagementer forgængeren har indladt sig på og som - uanset fejl i detaljen og i den konkrete målsætning - har tjent det formål at sikre USA's position som supermagt i verden. Præsident Bush's åbenlyse fejl har været at han har øget afstanden mellem USA og Europa med det resultat at USA lider under manglende støtte til den kamp mod terrorisme som landet ikke kan vinde alene, og som heller ikke fx FN kan klare.

Barrack Obama står som den sandsynlige vinder af præsidentvalget - selvom intet er afgjort på forhånd - fordi han i højere grad end MacCain kan appellere til de unge vælgere, og fordi McCain, sine kvaliteter ufortalt, er lige lovlig gammel til det krævende job. Obama vil uden tvivl også stå for et skifte i stil og i forsøget på at genopbygge tilliden til USAs gamle allierede. Men kendsgerningerne og problemerne kan han ikke løbe fra. De vil tværtimod være så solide i deres substans, at Obama meget vel kan komme til at indse at hans ønsker og forsæt om forandring bliver langt sværere at indfri end han gør sig forestillinger om. Bl.a. andet spøger Irans atomprogram mere og mere skrækindjagende i alle forestillinger om Mellemøsten.

Dette skal dog ikke forhindre nogen europæer i at håbe at Barrack Obama kan blive en god præsident for USA.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til amerikanske websites:

CNN
New York Times
Washington Post
Barack Obama
John McCain


Relevante artikler på Jernesalt:

Endelig veg Hillary Clinton pladsen for Barack Obama  (8.6.08.)
Demokraterne strides videre efter Hillary Clintons delsejre  (5.3.08.)
USA' Super Tirsdag 2008  (7.2.08.)
Overraskelse i New Hampshire  (9.1.08.)


Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal