utils prefix normal JERNESALT - usabaker

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.12.06.

Baker-rapporten gør ikke udslaget

Så kom den endelig, den længe ventede og allerede på rygter og halv viden meget omtalte rapport fra Baker-Hamilton-gruppen eller som den officielt hedder 'Iraq Study Group' med republikaneren James Baker og demokraten Lee H. Hamilton som formænd. James Baker (f. 1930) var præsident Bush senior's udenrigsminister 1989-92 og var således dybt involveret i såvel Golfkrigens gennemførelse som den kolde krigs afslutning og vandt stor respekt for sin indsats.

Ved forelæggelsen i Washington understregede James Baker, at der ikke findes nogen mirakelkur for løsningen af Irak-problemet, men forskellige muligheder for en forbedring af situationen.

I rapportens sammenfatning hedder det tilsvarende, at situationen i Irak er alvorlig og endda på vej mod det værre. Der findes ingen sikker vej til succes, men udsigterne kan forbedres.

Udfordringerne i Irak betegnes som komplekse. Volden tager til i omfang og dødelighed. Den næres af en sunnimuslimsk opstand, shiamuslimske militser og dødspatruljer, al-Qaeda og udbredt kriminalitet. Religiøse stridigheder er den største hindring for stabilitet. Og hvad den demokratisk valgte regering angår, gør den ikke nok for at fremme national forsoning, skabe grundlæggende sikkerhed og sikre helt nødvendige forsyninger og tjenesteydelser. Pessimismen i landet er derfor fremherskende.

Gruppens væsentligste anbefalinger til præsident Bush er nye og forbedrede diplomatiske og politiske initiativer i Irak og regionen samt en ændring af den primære mission for de amerikanske styrker i Irak som vil gøre det muligt for USA at indlede en ansvarlig tilbagetrækning af kampstyrker fra Irak.

Hvis disse to anbefalinger gennemføres effektivt og hvis den irakiske regering vel at mærke går videre med en national forsoning, vil resultatet blive

1) irakerne vil få en mulighed for en bedre fremtid,
2) der vil blive rettet et slag mod terroristerne,
3) stabiliteten vil blive forbedret i en vigtig del af verden, og
4) USA's troværdighed, interesser og værdier vil blive beskyttet.

Men hvis situationen fortsat forværres, kan det få voldsomme konsekvenser. Et skred i retning af kaos kan udløse et sammenbrud i den irakiske regering og en humanitær katastrofe. Nabolandene vil måske gribe ind. Sammenstød mellem sunni- og shiamuslimer kan brede sig. Al-Qaeda kan vinde en propagandasejr og udvide sin operationsbase. USA's globale omdømme kan blive svækket, og amerikanerne kan blive mere polariserede.


Gruppen anbefaler konkret en række eksterne og interne initiativer.

Da Iraks nabolande efter gruppens mening ikke gør nok for at hjælpe Irak til at opnå stabilitet, ja nogle af dem ligefrem underminerer stabiliteten, anbefales det at USA straks iværksætter en ny diplomatisk offensiv med henblik på at opbygge en international konsensus om at sikre stabilitet i Irak og regionen. Og det siges udtrykkeligt at denne indsats bør omfatte samtlige Iraks nabolande, herunder Iran og Syrien. Specielt fremhæves udtrykkeligt at Iran bør bremse strømmen af våben og træning til Irak, respektere Iraks suverænitet og terroritoriale integritet og bruge sin indflydelse på shiamuslimske irakiske grupper til at opfordre til national forsoning. Og hvad angår Irans atomprogram bør det fortsat behandles af de fem faste medlemmer af FN's sikkerhedsråd samt Tyskland!

Desuden understreger gruppen vigtigheden af at USA engagerer sig for at sikre en arabisk-israelsk fred på alle fronter. USA kan ikke opnå sine mål i Mellemøsten uden at forholde sig direkte til den arabisk-israelske konflikt og den regionale ustabilitet. Engagementet skal derfor omfatte direkte forhandlinger med og imellem Israel, Libanon, Syrien og palæstinenserne, men i en parentes siges at der dog kun skal forhandles med de palæstinensere der anerkender Israels ret til at eksistere!

De interne initiativer gælder Iraks indre forhold, idet USA's rolle i Irak efter gruppens opfattelse skal tilpasses, så det irakiske folk opmuntres til at tage ansvar for dets egen skæbne. Det skal bl.a. ske ved at den irakiske regering fremskynder sin overtagelse af ansvaret for sikkerheden i landet ved at øge antallet og kvaliteten af den irakiske hærs soldater. De amerikanske styrkers primære mission i Irak bør derfor udvikle sig til at være en støttefunktion for den irakiske hær, der skal overtage det primære ansvar for kampoperationer.

Gruppen mener at alle amerikanske kampenheder der ikke er nødvendige for at beskytte styrkerne vil kunne være ude af Irak i første kvartal af 2008, dog forudsat at der ikke sker en uforudset udvikling af sikkerhedssituationen i Irak. Det er tydeligt, hedder det, at den irakiske regering vil have brug for hjælp fra USA i lang tid fremover især ved gennemførelsen af de sikkerhedsmæssige opgaver. Men den amerikanske regering må alligevel gør det klart for den irakiske regering at USA kan omgruppere sine egne soldater, selv om den irakiske regering ikke gennemfører sine planer. Altså en klar advarsel til den irakiske regering.

En sådan ligger også i anbefalingen til præsident Bush om at give den irakiske regering et klart budskab: Den må handle omgående for at gøre væsentlige fremskridt i retning af at nå de målsætninger der allerede er opstillet i samråd med USA og som gælder den nationale forsoning, sikkerhed og ledelse.


Baker-gruppen faststslår som gruppens enstemmige konklusion at de koordinerede anbefalinger vil vise en ny vej frem for USA i Irak og resten af regionen. Udfordringerne er skræmmende, men ved at følge denne nye vej vil Irak, regionen og USA kunne gå styrket ud af kampen.


Præsident George W. Bush har - selvfølgeligt - taget venligt imod rapporten og lovet at dens forslag vil blive behandlet seriøst. Som bekendt har han allerede inden rapportens offentliggørelse erkendt nødvendigheden af en justering af den amerikanske strategi og ydermere ved udskiftning af forsvarminister Rumsfeld med Robert Gates klart tilkendegivet at den gamle strategi på væsentlige punkter havde slået fejl. Men man skal ikke tro, at Baker-gruppens anbefalinger bliver fulgt til punkt og prikke - eller at den hidtidige kurs bliver ændret fundamentalt. Konkret kan peges på, at det er sandsynligt at USA vil prøve at få Syrien med på nye aftaler, og at Syrien vil være villig. Endvidere at det er sandsynligt at der kommer øget pres på såvel den israelske regering som den palæstinensiske, men at Hamas formentligt fortsat vil nægte at levere den nødvendige anerkendelse af staten Israels eksistens. Men det må betegnes som helt usandsynligt at det skulle lykkes at få konstruktive forhandlinger med Iran - både hvad angår atomprogrammet og stabiliteten i regionen. Iran forfølger helt sine egne mål - og de er ikke i samklang med USA's, Israels eller Vestens.

En indsigtsfuld kommentator som Robert D. Kaplan har gjort gældende at den amerikanske udenrigspolitiks idealisme med de seneste ugers analyser og refleksioner har fået et 'virkeligstjek', men han noterer også at politikken nok står foran en justering, men ikke en kovending. Udviklingen i Irak, som Kaplan betegner som et sammenbrud, har styrket det realistiske standpunkt, nemlig at geografiske, historiske og kulturelle forhold sætter grænser for hvad der kan gennemføres et givent sted, men erfaringerne fra Balkan styrkede et idealistisk standpunkt som er lige så sandt: Man bør altid stræbe så højt som muligt i stedet for kynisk at give op for et godt ord! (Politiken 1.12.06.)

Det er jo ganske bekvemt på denne måde at stille en modsætning op mellem idealisme og realisme, men bedre var på helhedsrealistisk vis at sige at der naturligvis i ethvert moderne, demokratisk og sekulariseret land må indgå såvel 'realistiske' som 'idealistiske' hensyn, dvs på en og samme gang tages hensyn til den givne virkeligheds muligheder og begrænsninger her og nu - og de forestillinger man har om den ønskede fremtid på længere sigt.

Den amerikanske regerings fejlslag i Irak ligger aldeles ikke i at der generelt er set bort fra geografiske, historiske eller kulturelle forhold, men i at man har fejlvurderet helt specifikke forhold i landet allerede umiddelbart efter invasionen, herunder ikke mindst den tåbelige hjemsendelse af hele Saddam Husseins hær, den forkastelige behandling af irakiske fanger og den manglende kontrol med pengestrømningerne. Men heraf kan intet udledes om fejl i mere 'idealistiske', langsigtede ønsker om modernisering og demokratisering af Irak. Disse er fortsat ikke bare den amerikanske, engelske og danske regerings og store dele af den irakiske befolknings egne ønsker, men også selve den fundamentale forudsætning for en udvikling i regionen der på lidt længere sigt kan føre til stabilisering, forsoning og fred.

Derfor vil det være en falliterklæring ikke blot for præsident Bush, premierminister Blair og statsminister Fogh Rasmussen, men for hele den vestlige verden og dens sunde fornuft, om man giver definitivt op på dette punkt - og lader Irak og det irakiske folk sejle deres egen sø. Intet tyder på at præsident Bush vil gøre det. Og derfor ender det igangværende 'virkelighedstjek' ikke med en blind accept af Baker-rapporten, men tværtimod en kritisk analyse af den, som vil få såvel dens manglende realisme som dens manglende idealisme til at stå lysende klart. Dens manglende realisme gælder navnlig styret i Iran, Hizbollah- og Hamas-bevægelserne og den irakiske regerings interne muligheder. Rapportens manglende idealisme ligger i dens mere eller mindre uudsagte svigt af de langsigtede mål for USA's politik i regionen.


Det er helt ubestrideligt at situationen i Irak må betegnes som yderst alvorlig og vil kunne ende i kaos og opløsning, hvis det ikke lykkes at vende udviklingen inden for relativ kort tid. Modstanderne af præsident Bushs Irak-intervention taler om borgerkrig i landet eller - som den dybt frustrerede, afgående FN-generalsekretær Kofi Annan - om 'det der er værre end en borgerkrig'. Det bliver mest en strid om ord der ikke fører til dybere erkendelse. Men kendsgerningen er at der - bl.a. med effektiv hjælp fra al-Qaeda, Syrien og Iran - er sluppet yderst destabiliserende kræfter løs i Irak som slet ikke kan manes i jorden igen ved bekæmpelse af nogle få, afgrænselige oprørsgrupper og militser, endsige partier i gammeldags forstand. Der er tale om et hav af små og store grupper af oprørere og terrorister, kriminelle og mafialignende bander samt religiøse, etniske og politiske grupperinger som leger kispus med den officielle regerings hær, politi og sikkerhedsstyrker - og endda i vid udstrækning har infiltreret disse.

Den irakiske regering har lige fra sin indsættelse været alt for svag til at tackle disse enorme udfordringer, og det er da ikke usandsynligt at det - som mere end antydet af Baker-rapporten - har skortet på ordentlig, dvs virkeligt målrettet og håndfast vilje til at løse opgaven, men mest af alt ser det ud til at samlingsregeringen internt er så splittet at den simpelthen ikke kan holdes samlet medmindre der slækkes på dens ydre effektivitet. Et konkret eksempel var shiamuslimernes protest mod mødet mellem præsident Bush og ministerpræsident al-Maliki i Jordan. At forlange mere effektivitet af den svage Nuri al-Maliki er næsten at håne manden. Alvorlige advarsler til ham - hvor velmenende de end måtte være - er derfor næppe nogen god idé, for det kunne meget vel tænkes at samlingsregeringen bryder sammen, hvis ministerpræsidenten strammer sikkerhedspolitiken. 'Forsoning' foreslår man, men hvad hjælper dette forslag hvis nogle af parterne i den interne magtkamp aldeles ikke vil forsones.


Mellemøstproblematikken er generelt præget af manglende modernitet, demokrati og sekularisering. Religiøse og kulturelle bindinger til islam og stamme- eller klanmentalitet gør ikke en løsning nemmere, men det er trods alt forenklet at give disse bindinger skylden for alt. Den mere eller mindre bevidste modstand mod den vestlige indflydelse er givetvis betydelig, omend den modsiges af den udbredte misundelse over for den vestlige rigdom og forbrugskultur, men kampen mellem den vestlige og den nærøstlige, overvejende muslimske levevis er hverken en religionskrig eller et kultursammenstød. Bedre er det allerede at kalde det et sammenstød mellem 'fortolkningsfællesskaber', men selv dette er misvisende, fordi vi i realiteten står over for et sådant blindt had hos såvel toneangivende og forførende som førte og forførte fanatikere i området, at ordet fortolkning er lige så vildledende i denne sammenhæng som ordene kultur og religion.

Hvad Vesten, USA, Europa og Israel og andre lande med samme kulturbaggrund, må se i øjnene er, at fjenden ikke er en etnisk, nationalt, kulturelt, religiøst eller ideologisk identificerbar og afgrænselig modstander, men en blindt hadende og destruktiv modstander af vestlig, demokratisk og sekulær kultur som arbejder på tværs af landegrænser og kulturelle eller religiøse forskelle for at samles om det for dem ene fornødne at forhindre en modernisering. Vi taler med andre om en modstander der alene kan karakteriseres ved hjælp af psykologiske eller psykopatiske termer. Det er derfor forståeligt at det kan føre til den opfattelse at vi står over for ondskaben selv, men det er også vildledende at tale om en 'ondskabens akse' for allerede dér forudsættes en form for rationalitet som ikke findes i de reelle kredse af fanatikere.

Der er derimod i allerhøjeste grad tale om psykopatiske træk som er uadskillelig fra amoralitet, dvs at den ligger hinsides alle moralske hensyn, selvom moralske vurderinger indgår i ledernes forførelsesteknik. Men også det er bedrag.


I denne situation er det utilstrækkeligt med såvel den højtflyvende idealisme som med den snævreste jordnære realisme der tror på fred og forsoning med de ondartede, kyniske og destruktive magter i Mellemøsten.

Alle midler skal fortsat - nu som før 11. september 01 - tages i brug for at forhindre de antidemokratiske og antisekulære kræfter i at udvide deres magtterritorier, herunder fortsat alle former for diplomati, dialog, kulturudveksling og forsøg på mægling og forsoning. Men de militære midler er desværre fortsat nødvendige i allerforreste række for at forhindre fjendens ekspansion. Al eftergivenhed vil være en katastrofe for den vestlige kultur.

I dette helhedsrealistiske lys må det fastslås at Baker-rapportens anbefalinger hverken er en mirakelkur eller overhovedet vil blive det afgørende udslag i udformningen af en ny strategi for udviklingen i Irak og Mellemøsten. USA og koalitionspartnere bliver nødt til at justere strategien i lys af afdækningen af de åbenlyse fejl i den gamle. rumsfeldske strategi, men målsætningen på langt sigt står fast, fordi alternativet til en modernisering og demokratisering af Mellemøsten hedder destabilisering af regionen og dermed en øget trussel mod både den vestlige kultur og verdensfreden.

Præsident Bush er næppe så dum at han hovedkulds opgiver sit langsigtede mål. Premierminister Tony Blair kan tænkes at være så presset at han nu giver efter. Men koalitionen som sådan bør ikke opgive kampen om Bagdad!

Og hvad angår statsminister Anders Fogh Rasmussen er det klart at han med venlige ord om at Baker-rapporten egentlig kun støtter den danske regerings hidtidige politik forsøger at gå uden om problemets kerne. Men i princippet støtter han formentlig fortsat den på én gang 'idealistiske' og 'realistiske' målsætning om demokrati og modernisering i Mellemøsten som forudsætningen for fred og stabilitet på langt sigt. Derfor bør han afvise alle krav fra oppositionen om at trække de danske tropper hjem fra Irak uden om den irakiske regerings ønsker og i det hele taget at indlade sig på en angivelse af en tidsfrist for troppernes forbliven i Irak. Oppositionens politik er ganske enkelt uansvarlig.

Situationen i Irak og hele Mellemøsten er yderst alvorlig. Alle forslag om gode og realisable justeringer af den amerikanske strategi skal hilses velkomne. Men det endelige mål er hverken forkert eller urealistisk.

Jan Jernewicz


Henvisninger:   (Med hensyn til henvisninger generelt, se  At læse Jernesalt)

Link til
Baker-rapporten i fuld ordlyd på engelsk  (fra Iraq Study Group's website)
The White House
State Department


Den komplementære helhedsrealisme

Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Bush og republikanerne tabte  (9.11.06.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)

Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet  (16.8.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)

Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)


Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund

Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal