utils prefix normal JERNESALT - ukraine2022trag2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.3.22.

Ukraines og Europas tragedie fortsætter

Hele den store tragedie omkring Ukraines konflikt med Rusland fortsætter ufortøvet.

Russernes terrorbombardementer af Ukraine fortsætter.

Ukrainerne holder stand i deres heroiske modstandskamp, men kan hverken forhindre bombardementerne eller følgerne af disse: enorme ødelæggelser, store drabstal og 4 millioner flygtninge (halvdelen ud af landet, halvdelen internt i landet).

Af begrundet frygt for skæbnesvanger storkrig med Rusland afstår Vesten fra at gribe militært ind til fordel for Ukraine, men viser store muskler på alle andre felter: enorm oprustning, enorme sanktioner mod Rusland og hans regime og stærk, følelsesladet fordømmelse af Putin - USA' præsident kalder ham en morder og krigsforbryder der ikke bør forblive ved magten i sit storrige.

Præsident Selenskij (Zelenskyj) er blevet forstokket urealistisk i sin ubøjelige modstand mod Rusland og må - trods store bifaldstilkendegivelser fra Vesten - nøgternt set betegnes som en ulykke for den ukrainske befolkning der må bære store lidelser primært fordi Ukraine ikke definitivt vil give afkald på Nato-medlemsskab.

Præsident Putin er ubøjelig i sine forståelige krav om et neutralt Ukraine og om accept af såvel den nye annektering af provinserne Luhansk og Donetsk som annekteringen af Krim i 2014. Og han må derfor også betegnes som en ulykke for Rusland og det fredelige samarbejde med Vesten der har fundet sted i 30 år.

Nato satser udelukkende på oprustning, og modarbejder dermed enhver mulig tilnærmelse til Rusland der kunne give våbenhvile. Præsident Biden har på sin rejse til Warszawa og Bruxelles forsøgt at gøre sig til fører for den vestlige frihed. Og EU er med få undtagelser på samme linje. Det kommer der hverken våbenhvile eller fred ud af. Fred ligger langt ude i fremtiden - og synes at forudsætte at både Selenskij og Putin er gået af som ledere af deres lande. Men hurtig våbenhvile er absolut nødvendig hvis Ukraine ikke skal smadres totalt. Og den ligger inden for mulighedernes grænser, blot parterne vil give sig i spørgsmålet om hellige principper.

Men når USA, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien netop i særskilt fællesskab har krævet ikke blot våbenhvile, men tilbagetrækning af alle russiske soldater fra Ukraine, så viser disse fem landes ledere ikke rettidig, realpolitisk ansvarlighed, men understøtter kun præsident Selenskijs katastrofale mangel på realisme.


Det er her nødvendigt at påpege at historikeren Thorkild Kjærgaard har fuldstændigt ret i at krigen i Ukraine kunne have været undgået, hvis USA i samarbejde med præsident Selenskij senest i midten af februar måned havde tilkendegivet at Ukraine ikke ville blive optaget som medlem af Nato, men ville forblive neutralt. Dette ville have givet Rusland den bufferzone til Nato, som Putin hele tiden har forlangt som modvægt over for den aggressive handling der i russisk perspektiv lå i Natos tilbud til Ukraine om medlemsskab. Jævnfør hans kronik i Politiken 26. marts. Han henviser til at den sovjetiske leder Nikita Kkrusjtjov i Cubakrisen i 1962 trak sine planer om atomvåben ganske tæt på USA tilbage på daværende præsident Kennedys ultimative forlangende. Kjærgaard bestrider naturligvis ikke at Putin den 24. februar overtrådte de internationale konventioner om krigsførelse - selvom den kaldtes en 'militæroperation', forstået som et internt russisk anliggende. Men Kjærgaards pointe er at den forudseelige invasion kunne have været undgået ved accept af gensidige realpolitiske hensyn.

Dagbladet Politiken offentliggjorde samtidig Susan Knorrenborgs bemærkelseværdige interview med den russiske forhandlingsekspert Igor Ryzov der gør gældende at Vladimir Putin er en mesterlig forhandler: han følger en simpel, men brutal kremlsk forhandlingsteknik hvis første skridt er bare at lytte til modstanderen uden indvendinger, dernæste at stille spørgsmål der får modstanderen til at føle sig godt tilpas, og som i tredje fase pludseligt går over til benhård bedømmelse af hvad modstanderen har sagt. Det plejer at chokere. Men så følger en fase der kort og godt går ud på at vise modstanderen en vej til at redde nogle stumper af sine mål og herunder plante så megen usikkerhed at modstanderen holder sig tilbage med krav. Metoden er ganske effektiv, men har ifølge Ryzov lige præcis den meget beklagelige fejl at Putin sjældent viser sin modstander nogen vej ud af et totalt nederlag!

Metoden viser med andre ord Putin som et rent magtmenneske der vil være vinder i alle tilfælde. Og det forekommer at være sandheden om Putin - i modsætning til både Kennedy og Khrusjtjov, for slet ikke at nævne Gorbatjov og Sjevardnadse eller Bush senior og George Schulze. Men det værste er at vi i dag hos både USAs præsident Biden, Natos generalsekretær Stoltenberg, og EU's topledere dybest set finder en lignende metode der ganske vist ikke er helt så brutal, men reelt har samme effekt: modstanderen får ikke en chance.

Forskel er der unægteligt, og den ligger i at hvor Putin - uden tanke for hvad udlandet måtte mene - forfølger mål der giver ham endnu mere magt som enevældigt overhoved for det vertikale magthierarki i det russiske storrige, så forfølger de vestlige ledere demokratiske mål om frihed og frihedsrettigheder som de opfatter som universelle og derfor ønsker at udbrede til andre folk og kulturer. Det giver den skævhed at Putin - ligesom magthaverne i Kina - sagtens kan samarbejde med Vesten, når det gælder handel, teknologi og kultur, mens Vesten efter 2. verdenskrig pludseligt forlod den pragmatiske indstilling om at kunne samarbejde med alle interesserede lande om de samme ting uden hensyn til politiske, religiøs eller ideologisk indstilling. Nu begyndte man pludseligt fra politisk hold at stille krav om overholdelse af sine egne, vestlige frihedsrettigheder i stater og kulturer der slet ikke havde indført eller accepteret disse rettigheder. Efter terrorangrebet på World Trade Centret i New York 11.9. 2001 fandt Vesten det ikke blot rimeligt at gengælde aktionen med angreb på Al Qaeda-bevægelsen, men udvidede den hurtigt til krig mod muslimske nationer i håb om at gøre disse lande demokatiske. Det mislykkedes som bekendt i en sådan grad, at USA nu er helt ude af Mellemøsten. Alt står her i modsætning til såvel det private erhvervsliv som de sportslige organisationer og den almindelige turisme, som sagtens kunne få et samarbejde til at fungere. Eksempelvis blev Olympiaden i 1936 afholdt i Nazityskland, og efter 2. verdenskrig i adskillige stater der er alt andet end demokratiske. Og i almindelighed betragtes denne erhvervsmæssige og kulturelle udveksling mellem forskellige lande og kulturer som en kulturel rigdom der fremmer tolerance og åbenhed.


I helhedsrealismens perspektiv er det værste ved den nye udvikling i de vestlige landes lidet fornuftige overreaktion på Ruslands overgreb på Ukraine at den pukker så ensidigt på juridiske rettigheder og principper at det betænkeligt nærmer sig religiøs eller ideologisk dogmatisme.

Som påpeget i tidligere artikler er det springende punkt i Ukraine-konflikten er fortolkningen af begrebet uafhængighed. Tolkes begrebet dogmatisk er et land enten uafhængigt og kan suverænt selv afgøre alle sine relationer til andre lande eller det er afhængigt og må affinde sig med at relationerne til andre lande i en aller anden grad afgøres ved forhandling med disse lande. Der gives i denne tankegang intet kompromis eller mellemvej, hvor det vil være rimeligt og fornuftigt at tage hensyn til særlige geografiske og geopolitiske forhold, således som det fx kom til at gælde for Finland efter 2. verdenskrig.

I Ukraines tilfælde er det af historiske grunde ret naturligt at det som østeuropæisk land med østgrænse til det russiske rige altid i en eller grad vil være afhængigt af forholdet til Rusland, og sprogligt og kulturelt vil forblive en del af det russiske kulturområde på både godt og ondt. Og omvendt kan man vanskeligt fortænke russerne og deres politiske ledere i at betragte Ukraine som hørende med til den russiske interessesfære - så meget mere som USA og Storbritannien ved Jaltakonferencen i februar 1945 accepterede at endog centraleuropæiske lande som Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn - meget mod deres egen vilje - også blev placeret under den russiske inflydelsessfære. Ved Murens fald i 1989 accepterede Sovjetunionen under Gorbatjov at de tre nævnte lande - modsat Østtyskland - blev fritstillet med hensyn til medlemsskab af Nato og EU, men dér gik så den nye grænse mellem Øst og Vest, underforstået. Det respekterede Nato bare ikke længere, da Sovjetunionen kollapsede i 1991 og Ukraine blev selvstændigt. Forsvarspagten ønskede at udvide sig endnu længere mod øst - og det betød at Ukraine lige pludseligt kom i uheldigt fokus. Og især at landet blev politisk splittet mellem en mindre russervenlig fløj mod øst og en lang større vestvenlig fløj i resten af landet.

I 2014 blev den russervenlige præsident Janukovitj fjernet ved den såkaldt majdan-revolution i 2014 og erstattet af den vestligt indstillede Porosjenko (2014-19) der igen i 2019 erstattedes af den nuværende Selenskij. Ulykken var ikke i sig selv det at man i 2014 skiftede præsident, men at valget betød en radikal ændring af forholdet til Rusland, idet landets flertal og ledere nu søgte større afstand til Rusland og nærmere tilkytning til EU. Landet fik en samarbejdsaftale med EU og søgte om optagelse i både EU og Nato. Det var landet slet ikke modent til, men Putin vågnede op til dåd, først omkring Krim-halvøen, og i 2021-22 omkring de urkrainske østprovinser Lohansk og Donetsk. Og den 24.2. slog han til mod Ukraine efter flere måneders opmarch af russiske tropper ved Belarus' grænser til Polen.

Det tragiske i hele denne langvare proces skal jeg ikke gentage her. Jeg henviser til artiklen Rusland, Østeuropa og Vesten. I dag behøver vi kun at beskæftige os med Ukraines fremtid, og i denne forbindelse se nøjere på præsident Selenskijs opfattelse og rolle.


Selenskij talte tirsdag til den danske regering og det danske folketing i et specielt virtuelt møde, hvor han kunne se den forsamling han talte til. Han slog først og fremmest på den massive russiske ødelæggelse af ukrainske byer og områder, særligt i øst og syd. Dernæste anbefalede han Danmark at gå med til at skærpe sanktionerne mod Rusland, så Putin ville opgive sine mål. "Vi er nødt ti at give afkald på russisk olie; vi er nødt til at blokere handlen med Rusland; vi er nødt til at lukke havnene for russiske skibe." - Og endelig bad han Danmark om at tage ledelsen for genopbygningen af Ukraine efter freden. Men han sagde ikke et ord om de igangværende forhandlinger mellem Ukraine og Rusland der foregår i Tyrkiet, og som netop de sidste dage har været særligt interessante ved at vise enkelte åbninger fra begge side.

Selenskij drømmer om en direkte forhandling med Putin, men den er efter mit skøn temmelig usandsynlig, og er da også blevet kaldt "kontraproduktiv" af den russsiske udenrigsminister Javlov. Det er i hvert fald vanskeligt at se at Putin skulle have nogen som helst interesse i en åben konfrontation med den ukrainske præsident der modsat ham selv har fjernsynstække og uden tvivl kun vil benytte mødet som en kæmpe chance til at fortælle modparten sin egen, subjektive version af sandheden.

Drømmen viser at Selenskij nærmest er en autist der helt og holdent lever i sin egen verden og slet ikke fatter at den enevældige Putin også lever i sin helt egen verden, men trods alle vestlige sanktioner og al ukrainsk modstandskamp stadig har magten over det Rusland der ønsker sikkerhedszone mellem sig og Nato. Putin viser autistiske træk som diktator, men har stadig hele sit magtapparat bag sig og vil formentlig have det nogle år endnu. Han vil desuden altid kunne udlægge sine militære operationer som sejre. Det betyder at ukrainernes eneste chance for en absolut nødvendig våbenhvile hurtigst muligt er at de accepterer det russiske mindstekrav om neutralitet. Her har det vist sig at Selenskijs ubestridelige evner til oratorisk udfoldelse på de moderne medier er et tveægget sværd: han nyder bifaldet fra sine mange tilhængere i vestlige landes parlamenter - og synes ikke at få seriøse input der kunne åbne hans øjne for at eneste alternativ til fortsatte russiske bombardementer er en våbenhvile på Putins betingelser.

I det hele taget skal det tages i betragtning at medierne også i de vestlige lande er med til at opretholde det dramatikeren Henrik Ibsen i 'En folkefjende' kaldte "den kompakte majoritet", det massive flertal der retter sig mod enhver borger der tillader sig at have en afvigende mening fra gennemsnitsmennesket. Her er der slet ikke tale om magthavernes repressalier mod afvigere, men om et voldsomt stemningstyranni der slår ned med fordømmelse og afstandtagen til enhver der vover at sige sandheden. Den kunne rammer hårdt og brutalt i det lille norske samfund på Ibsens tid, men rammer endnu hårdere i dag, fordi de verdensudbredte sociale medier styres af uigennemskuelige logaritmer. Det ser altsammen så frit ud i de liberale demokratier, men er reelt styret af nogle få toneangivende og mediebevidste mennesker. Herunder for Danmarks vedkommende endog den øverste departementschef i statsministeriet, Barbara Bertelsen, som den ukrainske ambassadør i Danmark med stor tilfredshed kalder en "jernlady".

Man skal altså ikke undre sig over det pludselige skred i massernes meninger i forbindelse med Ukraine-krigen. Masserne styres med pressens villige hjælp af nogle få politikere og spindoktorer der ser deres personlige interesse i at rette søgelyset ensidigt mod Ruslands diktator og dermed effektivt genopliver den kolde krig 30 år efter 'Murens fald'. Putin anklages ikke alene for alle ugerninger i Ukraine, men mistænkes også for alle mulige planer om at angribe de baltiske lande og bruge kemiske våben, ja for i sidste ende at ville omstyrte hele den vestlige kultur. Demokratiets økonomiske, militære, kulturelle og moralske kræfter er med held blevet rettet mod en overdimensioneret folkefjende i Kreml i stedet for at blive rettet mod det der først og fremmest er brug for, nemlig at føre Ukraines præsident og regering hen til en våbenhvile der giver Putin beklagelige indrømmelser, men dog kan sikre landets betingede suverænitet og dermed muligheden for snarlig genopbygning.

Skal de dmokratiske lande leve op til konsistensetikkens bud om at sørge for overvægt af det gode i livet, så er der ingen vej uden om hurtigst muligt at få skaffet våbenhvile i Ukraine, så landet kan blive genopbygget, flygtningestrømmen mod vest blive standset og forholdet til Rusland langsomt blive normaliseret igen. Det betyder at Vestens ledere og befolkninger skal holde op med at søge efter skyld og årsager til ulykken i fortiden, og i stedet fokusere helt og holdent på et nutidigt forsøg på at finde en bæredygtig fremtid, der også omfatter et fordrageligt forhold til Rusland ud fra den grundopfattelse af de almindelige russere også er mennesker der ønsker fred.

Ejvind Riisgård


Relevante artikler på Jernesalt:

Ukraine-tragediens tredje del bliver efter Butja en langvarig affære  (10.4.22.)
Ukraines egentlige tragedie  (19.3.22.)
Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død  (11.3.22.)
Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa  (5.3.22.)
Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Rusland, Østeuropa og Vesten  (22.1.22.)
Udfordringen for Tysklands nye kansler kræver langt mere end pragmatisme  (23.12.21.)
Alvoren i menneskets eksistens spidser til  (12.12.21.)

Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Russerne er dumme (Zakejev-sagen)  (30.10.02.)
Putin: Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Putin, Vladimir, fortsætter som zar i Rusland  (6.3.12.)
Putin, Vladimir, russisk præsident ( Zakajev-sagen)


Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

Jubilæum for Murens Fald i 1989  (9.11.14.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.) Krig om koldkrigsforskningen  (18.1.07.)
Stalinismens fascination  (10.3.03.)


Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)


Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal