utils prefix normal JERNESALT - Sund fornuft

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Sund fornuft - ikke endimensional rationalisme

Selve udtrykket 'sund fornuft' indikerer, at der må gives en fornuft der ikke er sund. Men man kan vist ikke indkredse problemet alene med humoristen Otto Ludwigs aforisme, at "det hedder den sunde fornuft, fordi den ikke smitter".

Snarere bør man havde det engelske udtryk 'common sense' in mente, fordi dette dog peger på noget centralt, at den sunde fornuft er sund, fordi den er almen eller fælles for langt de fleste. Den står således i klar modsætning til specielle afarter af fornuften som eksempelvis den abstrakte eller akademiske tænkning.

Hvor almen den i grunden er, kan diskuteres. Lord Chesterfield skrev i 1748 til sin søn: "Common sense (which, in truth, is very uncommon) is the best sense I know: abide by it, it will counsel you best."

Men fast synes i det mindste at ligge, at den sunde fornuft stikker et lag dybere end den specialiserede abstrakte tænkning, og at selve sundheden netop beror på, at den har sluppet den abstrakte tænknings bevidste metode og i langt højere grad fungerer som det Ole Vedfelt kalder 'ubevidst intelligens'.

Når Erling Jacobsen et sted spørger, hvorfor vi dog ikke bare kan nøjes med almindelig fornuft, men absolut skal tale om sund fornuft, så er det ikke, fordi han ikke vidste noget om psykens indretning eller det ubevidste, men snarere fordi han kviede sig ved at acceptere, at fornuften meget let kan blive så endimensional, at den bliver usund, ja direkte farlig og skadelig. Der kan gå metode i den - og mennesket kan udvikle sig til nogle frygtelige metodeslaver - og da bliver fornuften i grunden lige så farlig som Hamlets galskab ifølge Polonius.

Megen akademisk tænkning og forskning ligger under for denne metodedyrkelse. Der er i hvert fald inden for humaniora snart sagt ikke den teori der ikke kan rendyrkes til fuldkommenhed og i samme øjeblik fløjter ud af tangenterne til den rene absurditet, hvor kun de indviede har adgang. Studenterne får ikke deres eksamener, hvis de ikke lærer at beherske disse teorier, som deres lærere docerer. Men lykkeligvis glemmer studenterne som regel metoderne, når de først er blevet kandidater og kommer ud i et mere normalt liv, hvor det er andre ting der tæller.

Men det kan ikke nægtes, at megen intellektualisme ender som katastrofal metodedyrkelse, når den drives ud i noget helt andet, nemlig den politiske kamp. En intellektuel er ofte en person der søger sandheden hinsides egne interesser og eget tilhørsforhold til en gruppe eller et fællesskab, ja hinsides egen tro. Han gør Sandheden til sit livs mål og sag og er i værste fald villig til at dø for den nøjagtigt som en terrorist. Baader-Meinhof-gruppen og Blekingegade-banden bestod overvejende af intellektuelle af denne kaliber.

Det er naturligvis i klar strid med intellektualismens idé om fornuftig brug af de analytiske og kritiske evner, men metode-besættelsen suspenderer som al psykisk besættelse enhver sund fornuft. Den er aldrig forbundet med 'tvivlens nådegave'.

Derfor er der megen sandhed i, hvad Einstein skal have sagt, at intellektet har et skarpt øje for metoder og værktøjer, men er blind over for mål og værdier.

Eller som en fransk kritiker (Jean d'Ormesson) med et glimt i øjet har sagt: Jeg kender brandmænd og postbude, ja endog generaldirektører, som er exceptionelt begavede, og jeg kender intellektuelle som er idioter.

Humor har de intellektuelle som regel ikke. En entertainer har derfor kunnet tale om de intellektuelle som 'disse humorens plankeværkstilskuere' som hun altid måtte tage særligt hensyn til for at få dem til at more sig.

De intellektuelles rendyrkelse af metoden, deres sammenkobling af den med politiske mål, har historien igennem, givet sig rystende udslag i form af gentagne systematiske tilsidesættelser af ethvert hensyn til menneskelig mangfoldighed og ukrænkelighed. En historiker som Paul Johnson har i bogen 'Intellectuals' (1988) med nærgående analyser af folk som Rousseau, Marx, Tolstoj, Brecht, Russell og Sartre givet en alt andet end smigrende afsløring af, hvordan disse højt begavede mennesker har ladet metoden eller ideen løbe af med sig, så de er blevet hensynsløse.

Men især er det en eftertanke værd, at rationalismen i det vi kalder oplysningstiden begyndte som en særdeles succesfuld og magtfuld frihedsbevægelse, men i de efterfølgende revolutioner ofte slog over i rabiat terrorisme. Oplysning og sund fornuft perverteredes til kamp for Sandheden eller Ideen, som det altid vil være tilfældet hvor idé og forestilling om sandhed løsrives fra forestillingen om 'noget der er større end mennesket'.

Eftertanke værd er det endelig også, at rationalismen, hvor den forblev abstrakt tænkning og holdt sig fra politiske udskejelser alligevel tenderede mod en rendyrket endimensionalitet der havde klare ideologiske målsætninger. Via positivismen og empirismen havnede den i en 'logisk empirisme' eller 'logisk positivisme', der af alt magt prøvede at reducere psykiske, sjælelige eller åndelige fænomener til fysiske og biologiske størrelser. I næsten 50 år var denne ensidige filosofi gængs latin på Københavns Universitet under Jørgen Jørgensens auspicier.

Det har der nu i mange år været gjort op med - bl.a. fra David Favrholdts side - men stadig kunne Peter Zinkernagel i 1995 gøre gældende, at vores kultur og i vid udstrækning vores eksistens bygger på et falsk grundlag, nemlig en komplet ubegrundet og indlysende forkert tro på, at der ikke findes andre nødvendigheder end den formelle logiks nødvendigheder. Selve det rationalitetsbegreb vi arbejder med er efter Zinkernagels mening forkert.

Sund fornuft må således stadig siges at være et begreb vi har brug for, fordi det minder os om, at ikke al rationalisme er sund, konstruktiv eller menneskevenlig.

Al endimensional rationalisme eller intellektualisme er det stadig nødvendigt at afsløre og modvirke.

Jan Jernewicz


Læs også artiklen om   Intellektualismens dilemma
(Sund fornuft - 6.3.03.)


Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik


Til toppen    Til forsiden    Printversion   

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011