utils prefix normal
JERNESALT - stormp2017borberg
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.11.17.
Monumentalt nyt værk om Storm P. gør ham ikke eksistentielt vedkommende
Indledning
Barndom og tidlig ungdom
Prøvetiden fra 1906 til faderens død i 1912
Giftermål med Lydia og succes med monologer
Rollen som landets morsomme mand blev et voldsomt pres
Store forventninger til Amerika
Hvorfor gik Amerika-turen helt galt?
Krisen fortsatte dog
Vendingen kom med ny kæreste
Ro og slid på Asgårdsvej
Min kritik af Borberg
Helhedsrealistisk vurdering af Storm P.
Henvisninger
Indledning Til toppen Næste
Journalisten og forfatteren Peter Borberg (f. 1972) har på forlaget 'Turbine' udgivet en diger og flot biografi om vores enestående kulturpersonlighed Robert Storm Petersen (1882.1949), autodidakten der i sin egen tid blev en højst skattet tegner, maler, forfatter, kabaret-skuespiller og filosof, og som i 1977 fik sit eget museum på Frederiksberg Runddel, men som i dag slet ikke nyder den forståelse eller anerkendelse han fortjener.
Derfor må det naturligvis hilses velkommen at Peter Borberg, der i 1992 fik bogen 'Storm P. filosoferer' forærende af sin mor og lærte en humoristisk tone at kende der var ny for ham, nu forsøger at fortælle historien om den sjældne Storm P.-karakter og ikke mindst den samtid han boltrede sig i. For der har manglet en grundig og samlende biografi der kunne give helhedsindtrykket som Jens Bings bog om 'Maleren Storm P.' og Eigil Søholms bog om 'Storm P. før Peter og Ping' af gode grunde ikke gav. Storm P. er ifølge Borberg en kunstner der allerede i sin levetid opnåede en popularitet som sjældent er set tilsvarende for en kunstner herhjemme. Han vandt bifald både hos de mange og anerkendelse hos de udvalgte, og han blev en institution i danskernes bevidsthed. Og han er desuden en kunstner som i dén grad kom til at leve i folkemunde på en måde så han stadig citeres på daglig basis med specielle vendinger eller bevingede ord. Men også en kunstner og et mennrske der vanskeligt lader sig indfange, allerede fordi han har efterladt sig en produktion der i sin størrelse og forunderlige sammensathed er uden sidestykke i dansk kulturhistorie.
Borberg stiller derfor spørgsmålene: Hvor fik Storm P. det fra? Hvordan overkom han det? Hvem var denne mand med de mange og modstridende talenter?
Det er blevet en overordentlig grundig og velskrevet biografi, og tilmed en meget flot udgivelse med fint tryk og opstilling og et fint udvalg af illustrationer, men på det formelle plan må man anke over vægten: En bog på hele to kilo er ikke rar at sidde og læse i. Den kunne mageligt være delt i to, eftersom den indholdsmæssigt er delt i to næsten lige store dele: første del med årene 1882 til 1919 og anden del med årene 1920 til 1949. Og for den der som undertegnede i forvejen er fortrolig med Storm P.s kunst og forfatterskab er der også nyt at hente - om fx. forholdet til skuespillerinden Gerda Christophersen.
Men jeg må desværre anke over selve grundfortolkningen, fordi den efter min mening går uden om essentielle ting som eksistensens psykologiske og samfundsmæssige sider og i den forbindelse ikke får ordentligt fat på det allervigtigste, humorens væsen. Allerede i forordet fremsætter Peter Borberg påstande der ikke holder for et nærmere eftersyn.
Borberg skriver bl.a. at når den aldrende Storm så tilbage på sin barndom var det med lige dele romantik og nostalgisk længsel.
og når Storm på sine ældre dage tænkte tilbage på opvæksten i Vigerslev, lød det sentimentalt: Dér på denne kirkesti gik jeg som en lille fyr dybt nede mellem det høje korn under en ren og blå himmel. Dengang var jeg lyriker og lidt over to år.
Videre hedder det at nostalgien atter fik frit løb ved et af de sidste selskaber Storm deltog i kort før sin død: "Nej jeg hører til årene før 1900. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Dengang var der ikke noget, som hed rationeringskort eller ansøgninger om noget som helst. Man kunne leve frit og lykkeligt." Det var - hedder det - en form for historieskrivning og tilbagelæsning, som mest af alt fortalte noget om, hvilket menneske Storm havde udviklet sig til, men som langtfra harmonerede med virkeligheden. Han var blevet en sentimental drømmer, der længtes mod barndommens provins, som han så som et frisættende utopia indhyllet i et rent og uskyldigt lys.
Tilsvarende finder Borberg at brydningen mellem 1800-tallet og 1900-tallet kom til at understøtte den måde den ældre og trætte Storm P. foretrak at anskue sit eget liv på. En klar skelnen mellem dengang og nu. Mellem fred og drømme, pligt og virkelighed. Storm fik behov for - gennem minderne - at finde et indre tilflugtssted for den berømmelse han havde higet desperat efter som ung, men som han over tid fik vanskeligere og vanskeligere ved at kapere. I minderne om den tilsyneladende ukomplicerede barndom og ungdom i slutningen af 1800-tallet kunne den ældre Storm etablere sit eget mentale frirum og tænke tilbage på de gode gamle dage, "da Rådhuspladsen var en prærie". Den ene gang efter den anden skjulte han sig bag denne form for sentimentale gammelmandsudgydelser.
Jeg er dybt uenig - og det ligger i at jeg har et helt andet syn end Borberg på sjæleliv, kunst, kreativitet og humor. Det vil jeg uddybe nærmere to steder i det følgende. Dels ved den afsluttende vurdering, men også delvist efter gennemgangen af første del af bogen der slutter med et forsøg på at forklare hvorfor Storm P. kom i livskrise i 1919. Men jeg undrer mig dybt over at Borberg ikke selv er kommet på det rette spor, når han allerede i indledningen citerer det afgørende fænomen der med Storm P.s egne ord hedder "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Men min kritik gælder ikke blot fortolkningen som sådan, men også begrænsningen. Borberg går helt uden om spørgsmålet om Storm P.s aktualitet - idet han slet ikke har forsøgt at skrive en decideret eksistentiel kunstnerbiografi, der ellers er den eneste form for biografi der i dag ville være tidssvarende og kunne ramme plet.
Men først en gennemgang af Storm P.s liv som det tegner sig hos Peter Borberg. Gennemgangen er på ingen måde komplet - det ville fylde alt for meget. Udvalget går stort set uden om beskrivelser af personer der er perifere i forhold til Storm P.s kunst og indstilling såvel som af de sociale og politiske omstændigheder. Det vigtigste for undertegnede er Storm P.s kunst og humor og den del af levnedsforløbet der influerer på eller er forudsætning for disse to fænomener.
Årene fra 1882 til 1906 Til toppen Næste
Robert Storm Petersen blev født den 19. september 1882 på Gadekærsvej 13 i Valby som søn af slagtermester Carl Petersen (1854-1912) og hustru Oline Storm (1854-1933). Og familien flyttede i 1884 til en gård i Vigerslev otte kilometer fra Københavns centrum, hvor slagtermesteren havde sin butik blandt en række tilsvarende forretninger (kaldet 'Maven') omkring Nikolaj Kirke.
Hans barndom var med Storm P.' egne ord tryg, venlig og smuk, ja, blev ligefrem et første møde med eventyret.
Robert oplevede en kunstmaler der iført en stor stråhat var i færd med at afbilde ledvogterhuset på Vigerslevvej ved banen tæt på gården. Og han havde aldrig set mage til trylleri med pensel og farver. Men lige så stort indtryk gjorde et omrejsende cirkus, som faderen havde indbudt til at optræde på gården. Netop cirkus blev et omdrejningspunkt i Storms kunstneriske udfoldelse. Han elskede klovner og andre abstrakte og groteske ting mere end hverdagsrealismen.
Slagter Carl Petersen var en dygtig, pligtopfyldende og hårdtarbejdende mand med solidt greb om sit håndværk og sin forretning. Samtidig en mand der elskede at sprede fest og glæde omkring sig og som ejede en stor passion for kunst. Han kom gerne i forlystelsesetablissementer som Folketeatret og Casino.
Hierarkiet i hjemmet var udpræget patriarkalsk. Med den kristne tro som garant for opretholdelsen af denne orden havde husfaderen de borgerlige rettigheder, og resten af husets medlemmer var under hans kommando. Det er her nødvendigt at understrege at den kristne tro altså her er reduceret til at være garant for borgerlig orden.
Robert startede i Frederiksbergs Latin- og Realskole - men kom på Gasværksvejens skole, da familien flyttede fra Vigerslev til Enghavevej. Han var ikke flittig i skolen. Men uden for skoletiden lærte han de småberusede vagabonder at kende. De var altid så rare og så sjove. Efter konfirmationen i 1896 blev Robert taget ud af skolen. Og omtrent samtidigt flyttede familien ind i en villa på Ingemannsvej 12 på Frederiksberg.
Robert kom i lære som slagter hos faderen, men han havde det svært med omgangstonen; kvarteret omkring Nikolaj plads var præget af druk, kriminalitet og prostitution, og selve slagterarbejdet brød han sig ikke om. Han var for følsom til det og kom derfor i lære som maler. Men det lå heller ikke rigtigt til ham.
Han foldede sig derimod ud i et privat tidsskrift kaldet 'Oncle Sam' og i sin dagbog. Her kunne han glemme sig selv og hente et befriende, distanceret og andre gange inderligt blik på sig selv. Betroelserne indeholdt en høj grad af fiktion over hans egen virkelighed. Det tyske tidsskrift Simplicissimus havde inspireret ham i så høj grad at han fik den tanke at han måske var kunstner. Han kom på Teknisk skole og og havde her en dygtig lærer, men arkitekten og designeren Th. Bindesbøll, som kendte familien, lod ham forstå at han skulle holde sig fra streng skoling: "Unge Ven, hvis De lærer noget, mister De Deres talent."
Robert begyndte at læse Conan Doyles bøger om opdageren Sherlock Holmes og hans berømte pibe. Sherlock Holmes' karakter virkede tiltrækkende, med sit indadvendte, narcissistiske ræsonneren, rygning og hang til violinspil.
Men Robert kiggede også efter pigerne og forelskede sig i flere af dem heriblandt Lydia fra en anden slagterbutik, som ganske vist var 23 år ældre end han selv og gift. Men de indledte et forhold selvom det efter datidens normer var skandaløst. Lydia var desuden besidderisk og jaloux, når Robert så efter andre kvinder.
Robert ville gerne tjene penge og havde planer om at starte et reklamebureau. Men han øvede sig også i jongleren. Da intet af det førte til egentlig arbejde, sendte faderen ham af sted som jungmand på et skib til Norge. Kunstnerisk var han inspireret af de dengang populære symbolister som Johs. Jørgensen og outsideren Johannes Holbek. Robert fik sin første tegning i et officielt blad i 1902, nemlig i Dansk Slagteri Tidende.
Skuespiller måtte han gerne blive, for det tjente man nemlig penge ved, og det accepterede faderen. Men Robert ville være maler, og det måtte han ikke blive, for det tjente man ikke noget ved. - Sådan mindedes Storm i et interview i 1919 selve den skillevej han stod ved i efteråret 1902, da han sagde farvel til slagterfaget.
Han var dybt fascineret af den store skuespiller Martinius Nielsen, men faderen bad en af sine venner, William Pio fra Casino-teatret, om hjælp. Storm fik begrænset udbytte af prøverne, men viste sig at være god til at improvisere. "Kunstner er du i følelsen", sagde Pio, "men det er ikke skuespiller du skal være. Vorherre ved hvad det er." - Engagementet på Casino gav kun beskedne roller, men ifølge vennen Robert Neiiendamm stod han øverst hvad angår originalitet. Og han fik en vis succes med monologer. Det førte i 1903 til et engagement på Thisted Sommerteater. Han begyndte at lave Mester Jakel-tegneserier - og fik kontakt med politimanden Carl Hansen der var redaktør for bladet Politivennen. Og hertil lavede Storm flere tegninger.
Mødet med den norske kunstner Edvard Munch, der ofte var i København og ofte udstillede i hovedstaden, blev et møde med selve ekspressionismen, dvs skildringen af rædslen, sorgen, fortvivlelsen, melankolien, ensomheden og jalousien som man bl.a. ser det i Munchs berømte 'Skriget' fra 1893.
Robert blev forelsket i skuespillerinden Gerda Christophersen som var en hovedkraft på Casino. Han så en funklende skønhed i hende og hendes brune øjne. Hun var 12 år ældre end ham, men afviste ham ikke fuldstændigt. Forelskelsen rev og flåede længe i Storm, som jo stadig var i puberteten.
På Dagmarteatret rendte Storm ind i Adam og Johannes Poulsen, Henrik Malberg, Olaf Fønss, Valdemar Psilander og Asta Nielsen. Og her stiftede han også bekendtskab med den tre år ældre pianist og skuespiller Valdemar Willumsen
De gik godt i spænd sammen. Var begge udstyret med et bohemeagtigt gøglersind kombineret med et borgerligt ønske om at komme til tops, opnå berømmelse og tjene store penge.
Prøvetiden fra 1906 til faderens død i 1912 Til toppen Næste
Dansk film fik en opblomstringsperiode med pioneren Ole Olsen der i 1906 grundlagde Nordisk Film med atelier på Mosedalsvej i Valby. For unge Storm var Olsens filmprojekt en ny chance i den excentriske mands søgen efter sin rette metier. Han fik ansættelse - og knoklede for filmen med hammer, høvl, pensel, spade, paryk og sminke. Alt i alt en befriende kombination af skæg og ballade og - en sikker hyre.
I 1906 fik Robert Storm Petersen 23 år gammel Dansk Skuespillerforbunds rejselegat på 500 kr. (svarende til 32.000 i nutidspenge). Mange skuespillere protesterede, for de mente ikke Storm fortjente pengene. Men Storm rejste til Paris og følte sig lykkelig i den franske hovedstad, og især i kunstnermiljøet på Montmartre. Han lavede scrapbog om det mørke Paris. Særligt døds- og selvmordsmotiver optog ham.
Han lavede efterfølgende billedet 'Angst' eller 'Syfilis' der var tydeligt påvirket af Munch. Desuden 'Bristede Strenge', 'Absinthdrankeren' og La Morgue (lighuset ved Seinen). Og han vovede sig også i lag med prostituerede, så han måtte indlægges på Sct. Joseph for gonorrhe da han kom hjem.
Robert boede stadig hjemme hos sine forældre. Men fandt et kvistatelier på hjørnet af H.C. Ørsteds vej og Steenvinkelsvej. De unge kunstnere, inklusive vennen Elith Pio, søgte mod Tivoli og stamcaférne Dagmar, Paraplyen, Osborne eller Bræddehytten, hvor Lydia var ansat. Hun var i mellemtiden blevet skilt, så de frit kunne komme sammen.
Journalisten Frejlif Olsen etablerede formiddagsavisen 'Ekstrabladet' og hentede hurtigt en stab af de største tegnetalenter til bladet, herunder Eigil Petersen og Carl Jensen, Axel Nygaard og - Storm P. Dennes første tegning i Ekstrabladet var 'Musikliv i Snolderød' (28.10.06.)
Men det var i disse år svært for Storm at fokusere på en bestemt retning. Han befandt sig i valget mellem tegning, skuespil og ambitionerne om at blive maler.
I 1906 blev overbetjent Carl Hansen fra Politivennen ramt af den københavnske 'Sædelighedsskandale' om den homoseksuelle subkultur i byen, men Robert drømte stadig om at gå egne og nye veje. Han kom ind i kredsen omkring yngre kunstnere i en atelierlejlighed i Amaliegade. Det var malerne Olaf Rude, Carl Jensen, Eigil Petersen og - Aksel Jørgensen. Desuden billedhuggerne Kai Nielsen og Utzon-Frank samt forfatterne Kai Friis Møller, Axel Juel og Gustav Wied.
I centrum stod en dybt kompliceret, men samtidigt lynende god begavelse ved navn Jens Pedersen. En boheme uden hæmninger; revolutionær og spruttende ondskabsfuld; en outsider som kæmpede med en frustration over aldrig at være slået igennem som forfatter. Friis Møller mente at hans talent for mundraphed var hele talentet. Han skrev roman i form af en indre monolog om bl.a. seksuelle fortrængninger, druk og fattigdom, sindssyge og angst der kørte rundt i en desperat ung mand.
Denne kreds udgav bladet 'Gnisten', der udkom hver fjortende dag med Aksel Jørgensen som den store stjerne. Storm var dog ifølge Jørgensen oftest fordybet i sit eget fantasiunivers, selvom han også var en skarp samfundsiagttager. Storm havde øje for de almenmenneskelige problemer. Han leverede omtrent 50 tegninger. Men efter 13 numre af Gnisten var det slut.
I 1908 viste Kleis' Kunsthandel i marts en udstilling med den tyske kunstergruppe Die Brücke som stillede så skarpt på det stigmatiserede massemenneske, storbyen og mennesket i naturen, at Storm blev ramt.
Edv. Munch havde en ny afstikker til København. Han havde længe været i dyb krise, fysisk og psykisk. Han levede i alkoholens tåger, kæmpede med hallucinationer og paranoia. Og han opsøgte overraskende Storm P. (efter at have fået navnet opgivet af Helge Rode). Storm tegnede Munch - og lavede siden maleriet 'Kultur', der tydeligt viste påvirkningen fra Munch. Storm og Munch holdt kontakt årene frem.
I årene 1909-10 havde Storm nært samarbejde med journalisten og motorsportsmanden Alfred Nervø der var begyndt at interessere sig for flyvning.
I sept 1909 havde Storm sin første udstilling hos Haslund, og det blev den første egentlige blottelse af Storms præferencer som kunstner. 'Hæslighedens apotheose' lød det fra en forarget anmelder. En tilskuer blev så ophidset at han stak sin paraply gennem det meget triste maleri 'Begravelsen'. Men dagbladet Socialdemokraten var mere positiv: der gemte sig sand originalitet i værkerne, ja Storm havde en flis af djævlespejlet i sit øje, en gnist af troldskab i panden.
Storm stiftede også bekendtskab med den svenske kunstner Ivar Arosenius, hvis kunstneriske udtryk var melankolsk, fantasifuldt og drømmende. Eventyr og virkelighed blev på ejendommelig måde smeltet sammen. Når han fx skildrede sin pessimistiske og livsfornægtende tilgang til tilværelsen, lod han det ske på baggrund af en eventyrlig skønhed. Af venner blev han kaldt 'opponenternes opponenet'. Han var altid på tværs. Men Storm så sig selv i Arosenius.
Storm flirtede med reklamen. Han forstod værdien af selvpromovering, ja, selviscenesættelsen faldt ham let.
I serien 'Sommerfornøjelser' demonstrerede han også et sjældent talent for at iagttage de helt små ting, finde historien i de små hverdagsagtige almindeligheder. Spændvidden og variationerne i hans produktion trådte nu tydeligt frem.
Han tegnede til bladet 'Hold mig i Hånden'. Bl.a. det groteske billede af 'Sulten og fråseren' (1909) og 'Pinsemorgen' med en stor kvinde foran toiletbordet og en mand på sengekanten. Ifølge Jens Pedersen havde Storm forkærlighed for at skildre det skøgeagtige i kvinden og det sjakalagtige i manden. Men Storm ejede skam også - uanset det nære forhold til Lydia - fortsat en stor appetit på kvinder.
En nye kunstnergruppe - De 13 - dukkede op med udstillinger på Den Frie. Aksel Jørgensen, Olaf Rude, William Scharff med flere. Storm viste billedet 'Første og anden ophængning', hvor en fattig maler først viser et billede der ikke kan sælges og dernæst hænger sig selv. Storm indså at tiden var inde til at få ryddet op i nogle af alle sine virkefelter og få skærpet profilen, som vi siger i dag. Han ville gerne være fri for alt det teatervrøvl. Og han indså at han aldrig ville kunne få Gerda Christophersen.
I 1910 kom Storm dog igen på scenen på Journalistforbundets femårige stiftelsesfest. Han fik øredøvende bifald. Men han længtes efter et nyt eventyr i Paris.
Til bladet 'Klods Hans' lavede han tegningen 'Citronpresseren', den første af opfindelserne med et enormt misforhold mellem det mekaniske apparatur og effektenaf det. Filosoffen Frithiof Brandt har gjort gældende at Storm havde et skarpt øje for vor overmekaniserede tid, hvor man emsigt tænker på at lave opfindelser for ting der næppe er sagen værd. Men Borberg finder Brandts vurdering fortegnet. Storm havde vitterligt stor interesse for alt hvad der havde med maskiner og teknik at gøre. Og man kan tilføje at Storms 'Opfindelser' er umiddelbart grinagtige i deres groteske overdrivelser og ikke bør ses som tids- eller samfundskritik.
Ekstrabladet bragte Storms serie 'Danmark dejligst Vang og Vænge' med bl.a. en tegning af Horsens Tugthus hvor den for groft bedrageri dømte justitsminister Alberti afsonede sin straf. Gejstligheden, borgerskabet og politikerne fik også satiren at mærke. Selv redaktør Frejlif Olsen gik ikke ram forbi i Storms plakat for Ekstrabladet med en 'Mefisto' der lignede Olsen på en prik.
I 1910 havde Storm en tegning i Blæksprutten med 'Negeren Jackson' der i boksekamp overvandt den hvide Jeffries. Storm arrangerede samme år en udstilling med den nu afdøde Arosenius' tegninger. De skiftende bevægelser mellem det store og det små, det realistiske og det eventyrlige, det romantiske og det morbide stod klarere for Storm end nogensinde. Han lavede bl.a. maleriet 'Lystmorderen' (1906-09). Men han understregede også at han ikke betragtede sig selv som satiretegner, men som humoristisk tegner. "Jeg er meget abstrakt, beskæftiger mig meget sjældent med bestemte personer, kun med begreber."
Storm rejste til Paris med Lydia - men det blev et antiklimaks i forhold til første ophold. Han blev ven med kunstneren Jules Depaquit. Begge kreative altmuligmænd i indædt kamp for anerkendelse og gennembrud. Begge optaget af tilværelsesn tragiske eksistenser. Men alligevel et bemærkelsesværdigt venskab der strakte sig til Depaquits død i 1924 - og blev ved at dukke op i Storms bevidthed resten af livet.
Omkring juletid 1910 flyttede Storm og Lydie fra Jernbanegade til en kvistlejlighed på Smallegade 8.
I disse år lignede hans aktiviteter ind imellem spredt fægtning. Storm P. var presset på tid og mængden af opgaver og måtte ty til rutinen for at klare sig igennem. Han var klar over at han ofte kom til at prioritere jagten på det daglige brød over originaliteten. Ja, han skammede sig næsten over sit professionelle virke som bladtegner. "Mit humør svinger fra selvmord til rent kanibalsk knockabout - glubsk idiotisk glæde over tilværelsen", kunne han skrive i dagbogen.
Han blev dog positivt bemærket på De 13's udstilling i 1911, Han leverede tegninger på samlebånd til Ekstrabladet, og han ønskede at genoptage sin karriere på scenen. Gustav Wied lagde dog ikke skjul på sin mening: "Nu må Storm P. snart til at finde ud af hvad han vil."
Giftermål med Lydia og succes med monologer Til toppen Næste
Den muntre og livsglade slagtermester Carl Petersen døde i 1912 - og det ramte Robert hårdt. Trygheden og robustheden var væk. Faderens villa måtte sælges. Storm måtte tage sig af sin mor.
Efter seks år vendt Storm i 1913 tilbage til filmlærredet med en filmatisering af H.C.Andersens 'Lille Klaus og Store Klaus'. Han tog nu filmen seriøst. Han fik foræret et fotografiapparat - og var de næste syv år aktiv amatørfotograf.
I bladet 'Ravnen' fik han optaget en tegning af en vagabond der finder et barn i skraldespanden. I 1913 kom det første 'Storm Petersen Album'.
Han fik succes med 'De tre små mænd og nummermanden, og optrådte med dem på Cirkus Varieteen som fortæller og hurtigtegner. Det blev med Borbergs ord "en total overgivelse til den spøjse Storm P.-figur". Kort efter en forestilling mødtes Storm med Valdemar Willumsen. Og den 27.12.1913 blev han lovformeligt gift med Lydia.
I 1914 introducerede Storm P. i 'Ravnen' serien 'Levende Billeder' med to fiskere der udfordrede mediet ved at hoppe ud og ind af billedrammerne og lave alverdens former for ballade.
Med De tre små mænd og tegnebrættet som medvirkende aktører havde Storm efter ti års spredte forsøg fundet en form der stillede ham fri på scenen. Storm og Willumsen drøftede muligheden for at hægte sig på Ayoë Willumsens turné program med et kombineret crazy-komisk og musikalsk nummer. Storm og 'Willum' tog på turné til Odense, Vejle og Kristiania. Den barokke tegner blev modtaget med jubel, og hans pudsigheder og løjer fik salene til at ryste.
Tosserierne og udviklingen af Storm P.-figuren blev i en vis forstand et værn mod populariteten. Men det blev også en rolle som fangede ham. Publikum forventede det uventede, og det gik Storm på. En konstant uro tog gradvist til i styrke. Storm forstod ikke denne side af sig selv, men han forsøgte at ignorere signalerne ved at holde fokus på det internationale, dvs. drømmen om Amerika. Dog ville han og Willum først prøve kræfter med Berlin. Men verdenskrigen kom i vejen. Den 28.6. 1914 blev den østrig-ungarnske tronfølger myrdet i Sarajevo. Alle lande mobiliserede.
Storm P. blev overtalt til at gå på scenen hos Anna Norrie da publikum kedede sig ved programmet. En publikummer gav ham på opfordring stikordet 'Gasværkshavnen', og med dét ene ord improviserede Storm på stedet en absurd monolog om en lille, frittalende mand, der var kommet til at skylde 13 øre henne på Sofussens beværtning, så han sluttelig druknede sig i Gasværkshavnen. Isoleret set en sørgelig historie, men publikum morede sig, fordi de forbandt Storm med hans narrestreger i bladene. "Mens det græd inden i mig af medfølelse med skroget, lo publikum", konstaterede han selv. "Det blev en succes. Ufrivillig altså."
Storms optræden i kabareten 'Edderkoppen' i 1914 var skelsættende, fordi den rå improvisationskunst stadig var et relativt nyt fænomen i Danmark. Storm oplevede at komme i hvad Borberg kalder "en tranceagtig tilstand", når han improviserede. Jeg mener udtrykket er misvisende. Det centrale er at associationerne kom spontant - uden indgreb af bevidstheden. De var netop sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. "Det var så mærkeligt, jeg forberedte mig aldrig, anede ikke hvad jeg skulle sige, når jeg trådte frem for publikum. Men da så og hørte jeg alt, inden jeg skulle udføre det, og det var en tydelig fornemmelse hos mig, at det ikke var mig selv der lavede disse ting." Storm følte sig som det menneske han skulle fremstille, og "det menneske taler igennem mig... det er så uhyre simpelt."
Storm havde unægteligt en særlig evne til at fange bestemte karakterer på kornet og parodiere dem med ganske få midler, men han havde dog medfølelsen med. Han var som skabt til den specielle og friere kabaretstemning hvor de optrædende også måtte tolerere tilråb eller spontane sange fra det ofte lidt 'overrislede' publikum. Storm forstod med sit talent for improvisation at afværge de værste fulderikker og charmere kabaretens gæster, pointerer Borberg.
I Edderkoppen havde han langt om længe fundet sin stil.
Få måneder efter verdenskrigens udbrud lavede Storm den satitirske tegning af 'Oldingen' der beder døden tage sig. Men får svaret: "Du må vente Gamle". Døden havde fået nok at bestille med krigens faldne.
7.11.14. vendte Storm tilbage til Edderkoppen. 13 øre var fortsat en bragende succes. Og derudover genoptog Storm et af sine glansnumre fra ungdommen, deklameringen af strofer på volapykfransk (svarende til hvad Dirch Passer langt senere gjorde med russiske lyde).
På overfladen havde Storm P. succes. Men i hans indre var der kamp. Storm var træt og på randen af kollaps. Han var slidt. Maven gjorde ondt, øjnene var trætte, og i dagbøgerne klagede han sin nød. Storm længtes efter at se sig selv og blive set som seriøs kunstner. Han måtte give efter for kravene om rollen som morsom mand - og dyrke den seriøse kunst privat. Det skabte en klangbund af frustration.
Bogforlæggeren Ernst Bojesen så dog mulighederne i Storms improviserede, mundrette og rablende monologer. '13 øre' blev udgivet i 1915 og trykt i et første oplag på 7.000. Også noveller indgik i forfatterskabet.
Det fyger hos Storm med indskudte bemærkninger og små forbigående associationer. Indskydelse på indskydelse suppleret med groteske overdrivelser gør det umuligt at følge en rød tråd, pointerer Borberg med rette, men han ser ud til at være uvidende om at dette netop gælder al fri kreativitet. den kommer fra underbevidstheden. Monologen 'Aakirkeby' fra 1920 er et strålende eksempel på denne rene volapyk.
Turnéen med Valdemar og Ayoë Willumsen blev et triumftog. Storm vovede at udgive et vittighedsblad 'Sensation', der fra dag ét blev lagt an på at være bladet med monopol på Danmarks sjoveste mand. Markedsføringen var aggressiv og til tider langt fra selve indholdet. Et overflødighedshorn af kreative påhit. Der kom både ros og kritik. Men tempoet på aktiviterne havde store omkostninger i form af humørsvingninger, træthed og maveproblemer. Storm P. forstod ikke faresignalerne.
Rollen som landets morsomme mand blev et voldsomt pres Til toppen Næste
Storm følte sig i årene 1916-18 umenneskeligt presset af de mange optrædener i 'Edderkoppen', den utaknemmelige opgave som redaktør og tegner og ikke mindst af rollen som Danmarks morsomme mand.
Sporadisk forsøgte han at give et billede af sin splittede virkelighed gennem sin kunst, men han måtte træde varsomt, for et humørblad som 'Storm' var jo ikke sat i verden for at give et forventningstemt publikum et indblik i Storm P.s depressive luner.
I 'Storm' kom tegningen "Fredsduen" som forsidebillede. Billedet 'Kunst og virkelighed' blev bragt i samme nummer. Men ugebladet havde udviklet sig til et mareridt. 27 numre blev det til. Den 2. april 1916 meddelte redaktionen bladets lukning til læserne.
For første gang i umindelige tider følte Storm en vis frihed og fornyet energi i sit arbejdsliv. Han kunne gøre, hvad han ville. Det mentale overskud lyste også ud mellem linjerne i de ord han nedfælde i dagbogen den 17. april: "Jeg er et bytte for evigt skiftende stemninger - hvorfor holde sig til én retning, når min fantasi overvælder mig med tusinde ideer. Jeg vil gøre hvad der falder mig ind - men være mig selv."
I et forsøg på at gribe ud efter en mulig forklaring uden for sig selv rettede han blikket mod krigens mørke. Og han skiftede læge.
Men en ny stor turne med Willumsens indledtes. Monologen '13 øre' var fortsat fast bestanddel af programmet. Præstationerne var uovertrufne. Modtagelsen overstrømmende. Men i det øjeblik tæppet var gået ned, kæmpede Storm med sig selv, sin angst, nervøsitet og maveproblemer… Han følte sig deprimeret som aldrig før. Han længtes efter noget andet, men vidste blot ikke hvad. Men når det i dagbogen hed at han "i morges oplevede en halv time der var som dengang jeg var dreng…", så får det Borberg til at hævde, at det "tangerede en fortidslængsel som rendyrket eskapisme". Efter min mening er der imidlertid tale om en helt naturlig og sund længsel efter den frie kreativitet netop børn ofte har og som også er nødvendig for voksne menneskers psykiske sundhed.
Den 31. augst 1916 sendte journalisten Henry Hellssen det første nummer af middagsavisen BT på gaden i 100.000 eksemplarer. Formatet var fikst. Artiklerne repræsenterede en lethed som ikke var set på samme måde før. Bladet præsenterede læserne for en række banebrydende redaktionelle tiltag som fx én stor overskrift på forsiden. Hellssen havde derudover et godt øje til bladtegnerne som en nødvendighed for den moderne avis. Der kom kontakt mellem BT og Storm P. Og den 20. oktober 1916 gjorde Storm sin indmarch i BT's spalter.
En mærkelig mand dukkede op for Storm P. Det var James Ensor (1860-1949) den belgiske ekspressionist der i 1888 havde malet det provokerende "Kristi indtog i Bruxelles" hvor Kristus bærer Ensors egne ansigtstræk. Dødstemaet var et centralt motiv i hans kunst. Overalt gik han i dialog med det grusomme, det makabre, det ækle og vulgære, med mennesket som et nøgent dyr der er i sine drifters og instinkters vold. Opdagelsen af Ensor var stærkt medvirkende til at Storm under krigsårene lavede nogle af sine mest ejendommelige billeder, herunder maleriet 'To kors' (Kristus på korset og store og fede præst med et ridderkors på brystet).
I 1916 fik Storm en tegning i Svikmøllen som kommentar til det dansk-vestindiske spørgsmål. Men ellers drejede det sig for Storm om at vende 1916 ryggen og komme videre. Et besøg hos kunstneren Ejnar Nielsen gjorde indtryk, for denne var tro mod sig selv, uanset hvad det kostede.
I februar tog Storms pinsler for alvor fat. Problemerne med maven meldte sig med fornyet styrke. Storm gav den forbandede krig skylden.
BT lancerede en ny fast rubrik: 'Storm Petersens Dagbog', der kom til at handle om bl.a. asfaltbelægning, dyrevelfærd, automobilkørsel, sporvognstrafik, forhøjelse på whiskypriserne og manglen på brændsel. Der var også syrlige stikpiller til forfatterinden Thit Jensen, statsminister Zahle og kontrolminister Stauning (det var virkelig titlen!).
Men berømmelsen og fastfrysningen i rollen som Danmarks morsomme mand plagede ham. En udstilling med malerier og tegninger skulle vise ham fra den seriøse side. "Jeg føler at den moderne kunst ikke blot er en modesag, men en virkelig ting som er alvorlig og ægte kunstnerisk." I et interview fik han givet udtryk for at han bestemt ikke brød sig om den popularitet han hver dag mærkede som morsom mand i et lille land som Danmark.
I BT gav Storm i flere af sine indlæg udtryk for nogle af sine mange forskellige holdninger til kunsten. Kubisme, futurisme og dadaismen blev hyldet. Han understregede at man ikke kunne standse tidens gang. Han langede ud efter den kulturelle elite som hyldede de gamle kunstnere alene på deres navne.
Han pointerede også med et påfaldende ordvalg at "Når man er humorist er man humorist. Man må holde sig inden for humorens pigtrådshegn". Tilsyneladende havde Storm fået ny energi. Men problemet var at det brede publikum havde et meget ensidigt billede af ham som humorist.
I foråret fik han den idé at leve en måned som vagabond eller 'tramp', altså rejse rundt uden en krone på lommen. Men den kækhed han udtrykte ved førstedagen stod langt fra det indtryk avis-føljetonen efterlod. Storm havde i en alder af snart 36 år opnået en popularitet så stor at han nu også oplevede at andre kunstnere parodierede og efterlignede ham som figur.
Store forventninger til Amerika Til toppen Næste
11. november 1918 kom der endelig våbenhvile. Men i Tyskland rullede revolutionære bølger hen over det slagne kejrserrige. Også uroligheder i København.
Storm følte sig ensom og træt. Han var kommet til et punkt i sit liv hvor han behøvede nye kunstneriske input. Denne gang kom de fra Norge, fra Ragnvald Blix's blad 'Exlex' (Uden for loven). Storm blev en af de flittigste bidragydere. Men læserne svigtede. Og han fik af en scenekunstner at vide at han ikke var så morsom som tidligere. "Her i Danmark har jeg mange fjender (misundelige. Men nu vil Willum og jeg indstudere vort varieténummer - og så farvel alle sammen."
Tiden var altså inde. Det gjaldt for Storm og Willumsen om at få skrabet de sidste penge sammen og få gjort rent bord….. "Jeg tror at rejsen - vil læge mit sind og gøre mig rolig og sikker", lød det i dagbogen den 30.12.1918.
Storm havde været Edderkoppens trækplaster siden sensommeren 1914. Det var en æra som nu lakkede mod enden. Alligevel blev det ikke slået stort op at Storm ville indstille sin karriere. Frede Skaarup sendte dog Storm en varm hilsen, og Arne Weel udråbte et "leve Storm P". Bifaldet bragede mod ham. Men stadig var det ikke morsomt at være morsom, sagde han til ugebladet Vore Herrer. "Hver gang jeg foretager mig noget alvorligt eller siger noget alvorligt, tror folk jeg vil være morsom.... Nej, med alvoren har jeg altid kommet galt afsted".
Midt i juni meldte han ud: at han i det hele taget snart var færdig med sin optræden. Han afviste at den forestående rejse til Amerika indbefattede optrædener. Han mente ikke at hans kunst uden videre kunne oversættes.
Hen over sommeren knoklede han som en gal for at gøre sig fri af sit arbejde. Han afleverede hovedparten af stoffet til årets Storm P. Album og skrev sin kommende bog 'Takt og Tone'. Men humøret var nede. "Om en halv time skal jeg være morsom - og det mærkelige ved det er at jeg er morsom. Jeg forstår det ikke. Hvorfor går jeg så herude i ensomheden?"
I et interview forklarede han at han grundlæggende ikke længere var glad for sin berømmelse i Danmark. "De aner ikke hvor man føler sig ilde tilpas ved aldrig at kunne være sig selv, aldrig være privatmand…." Han håbede derfor i Amerika at blive en fri mand, at "blive opslugt af den store ubemærkethed" (de ubevogtede øjeblikke!). Men om selve rejsens reelle indhold var han splittet.
13. august gik han og Willum ombord på passagerdampskibet. Han tog fotos på stribe på sørejsen. Den friske havluft gjorde ham godt. Han mærkede omsider en sjælden følelse af fred.
25. august anløb skibet havnen i New York. Storm blev totalt overvældet af det pulserende liv i New York. Et besøg i China Town fandt han ækelt. Storm kunne simpelthen ikke finde sig til rette i det store land. Hjemveen pressede sig på med det samme. Længslen efter Lydia overskyggede aktiviteterne.
Efter blot to uger stod det klart for Storm at rejsen til Amerika var en stor fejl. Det der skulle have været hans internationale triumf, var på ingen tid vendt til en personlig nedtur af usete dimensioner. Desperat forsøgte han at slå det hen og holde Willumsen udenfor. Men det skulle snart vise sig at være mere end svært. "Kulturen er i Europa - hjemme - ikke her. Det er negre og børn - kroppe uden ånd." Storm ville hjem så hurtigt som muligt. "Jeg synes at al dette renderi i et land der intet har med kunst at gøre er at ydmyge sig for meget. Europa er mit fædreland. Amerika har vi europæere intet at gøre med."
Han optrådte i Imperial Hall i Brooklyn, mærkede publikums overstrømmende jubel og lod sig rive med - han gav i alt 20 numre. Men hjemvendt til hotellet kredsede tankerne om at komme hjem. "Jeg længes - jeg er så træt som aldrig før".
Spørgsmålet var hvilket arbejdsliv Storm skulle vende hjem til. Tiden var inde til at begynde et helt nyt liv. Han længtes efter at være sin egen mand - at arbejde selvstændigt - at være kunstner. Han tog en alvorlig samtale med Willum, der var opsat på at fortsætte turneerne. Men Storm var træt af at optræde. "Derfor vil jeg hjem. Jeg vil ikke slides op."
Det blev til en forestilling i Swedish Auditorium, en udflugt med selveste bilfabrikanten Henry Ford, og et møde med indianerne. Og en overskrift i The World Magazine lød "2.000.000 Danes laugh". Hans egen status var og blev: Amerika er et land for folk der er flygtede. Og skyskraberne beviser en himmelråbende ukultur. Og om Willumsen hedder det i dagbogen: "Han irriterer mig - han er uhumsk - jeg har ladet mig forblinde, han er udspekuleret og brutal."
Et fotografi af Storm P. med cowboyhat viser hans vemod og skuffelse.
Hvorfor gik Amerika turen helt galt? Til toppen Næste
Hvorfor gik et egentlig så galt?, lyder Borbergs logiske spørgsmål
Den umiddelbare forklaring ligger lige for, mener Borberg selv. Storm P. havde ikke mødt det Amerika han havde drømt om. Ved selvsyn havde han tværtimod nu konstateret at amerikanere i virkeligheden var et kulturløst, storskrydende og maskinarbejdene folkefærd. Og at han dybest set ikke kunne holde amerikanerne ud.
Borberg finder det ikke tilfredsstillende at sige at det var løsrivelsen fra det vante nære miljø og Lydia der knækkede ham, eller at Storm allerede havde det skidt inden han stævnede ud fra København. For Storm var på ingen måde uarbejdsdygtig da han igen stod i Danmark. Tværtimod var han på det nærmeste manisk aktiv, og snart var han tilbage på BT.
Problemet var efter Borbergs mening at Storm ikke havde ord for at beskrive sin sindstilstand. Han længtes blot efter fred. Det årelange arbejdspres kombineret med Storms evindelige tvivl på sig selv som kunstner var eksploderet. Men snart skulle han sande at hans indre kampe langtfra var forbi. Til journalisterne sagde han at nu skulle han til at være et fornuftigt menneske. Til BT: Ja, jeg er tegner og ikke skuespiller, og nu er jeg igen først og fremmest BT's tegner". Til Social-demokraten lød det: Amerikanerne har ikke spor af humoristisk sans. Mark Twain er en gammel kagekone. Og de amerikanske teaterhuse og scener var den rene elendighed.
Hele familien var nu flyttet til et hus i Søllerød, og den 22. november satte Storm sig i et værelse og overvejede hvad der var sket og hvad der nu skulle ske. Det var lysende klart at han nu stod ved en skillevej i sit liv. Han ønskede ikke at vende tilbage til kabareten. Han måtte enten udleve sin romantiske drøm om at blive seriøs og anerkendt kunstner (maler) eller forlige sig med at det var positionen som Danmarks morsomme mand der gav ham berømmelse og levebrød.
Spørgsmålene sendte ham ind i den mørkeste og vanskeligste periode i hans liv: "Her er så stille - og jeg er så beklemt - tør ikke begynde på det jeg længes efter - male - tør ikke blive kunstner - og kan ikke løsne mig af de stærke bånd der binder mig til 'forretningen'. - Mit ansvar et stort, jeg må holde hus, folk, vi må havde mad og varme - derfor må jeg arbejde [og] gøgle".
Jeg er fuldstændigt enig i at Storm P. ikke havde ord for at beskrive sin sindstilstand, og at det årelange arbejdspres i kombinaton med hans evindelige tvivl på sig selv som kunstner derfor eksploderede, ja måtte eksplodere. Men de relevante ord og begreber til at beskrive tilstanden med synes Peter Borberg heller ikke at have, og det er der mange andre der har beskæftiget sig med Storm P. der heller ikke har haft, ja, kendsgerningen er at der i det hele taget ikke den dag i dag i vort ellers oplyste land er ret mange der overhovedet véd hvilke ord og begreber der er relevante i denne forbindelse, selvom de faktisk har været kendt i omkring hundrede år. De begreber det drejer sig om er dybdepsykologiens betegnelser for de processer der foregår i den menneskelige psyke og navnlig i spillet mellem bevidsthedens rationalitet og underbevidsthedens irrationalitet.
Jeg vender tilbage til det i slutningen af dette essay, men skal her påpege det centrale, at alle mennesker fødes med de irrationelle processer der foregår spontant i underbevidstheden både når man sover og er vågen, og som ikke kan styres af den rationelle og viljesmæssige bevidsthed der kommer til med udforskningen af den ydre, fysiske virkelighed, sprogtilegnelsen, opdragelsen og skolingen samt tilpasningen til den sociale og samfundsmæssige virkelighed. Mennesket har to tilgange til virkeligheden der er vidt forskellige og ikke kan forenes på logisk plan, men som gør sig gældende livet igennem med hver sine krav. Den ene tilgang er den indre som giver alle spontane impulser og rummer den grundliggende oplevelse af mening, orden og helhed i tilværelsen. Den anden er den ydre tilgang via sanserne som giver den rationelle og sprogligt formulerbare erfaring af kendsgerninger, fysiske og logiske sammenhænge og derfor muliggør tilpasning til en uafladeligt foranderlig verden.
Et alvorligt sammenstød mellem disse to erfaringsvirkeligheder sker hos alle mennesker i puberteten, i og med at kønshormonerne træder i funktion og medfører en øget psykisk energi, en bevidsthed om kønnetheden og en bevidsthed om at autoriteterne ikke er ufejlbarlige. Denne udvikling medfører trangen til ansvarlighed og selvstændighed, men bevirker heldigvis også en trang til at gribe ind i virkeligheden gennem arbejde og skabe livsbetingelser for familiedannelse og kultur.
Det bedste for alle mennesker er at de i løbet af puberteten finder en rimelig balance mellem de to slags erfaringsverdener - uden at prioritere den ene på bekostning af den anden. Og det er netop her langt de fleste individuelle, sociale og samfundsmæssige problemer dukker op - i modsætning til hvad der er tilfældet i dyreriget, hvor alt afgøres på instinktivt plan. Derfor går det grueligt galt hvis hele samfund underkastes en diktator som Hitler eller Stalin der forfølger vanvittigt ensidige mål. Men det går også galt for individer der forfølger ensidige mål eller blot ikke kan finde ud af at finde balancen. Det sidste er ikke alene tilfældet hos deciderede psykiatriske tilfælde, men også hos mange kunstnere, videnskabsmænd og politikere der ikke kan finde sig tilrette under eksisterende betingelser, men prøver at gøre oprør eller endog at lave om på det hele. Som eksempel på en kunstner der var meget længe om at finde ud af 'fidusen' kan nævnes den svenske filminstruktør Ingmar Bergman der efter eget udsagn var 58 år om at blive nogenlunde voksen eller moden. Men Storm P., som er hovedpersonen her og nu, er jo også et oplagt eksempel, fordi han aldrig fandt ud af hvordan han skulle bevare den rige indre verden og den vidunderlige spontant strømmende kreativitet i et liv og en verden der også krævede brød på bordet og tilpasning til en borgerlig verden.
Men lad os se på hvordan det videre gik i Storm P. liv - stadig med Peter Borbergs biografi som grundbasis.
Krisen fortsætter dog Til toppen Næste
Hjemkommet fra USA gik Storm P. rundt i sit nye hjem i Søllerød - sammen med Lydia og dennes datter af første ægteskab. Overalt i det ganske land var han kendt som fænomenet og humoristen Storm P. og genstand for en kolossal opmærksomhed og popularitet, men i kølvandet på den forfejlede Amerika-rejse følte Storm sig slået tilbage til 'start'. "Hvad nu-?" skriver han i dagbogen den 9.12.19.
I næsten to årtier havde han befundet sig i et skisma mellem på den ene side at ville vinde hæder og ære blandt respekterede professionelle kunstnerkolleger (malere, skuespillere, forfattere) og på den anden side satse på den store berømmelse - og det økonomiske udbytte der lå i at koble sig på medierne som entertainer. Det havde på én og samme gang virket dragende og samtidig forkert at søge massepublikummet. Den fine, rigtige kunst var sjældent den man så i avisen.
I pressen forlød det i 1920 at Storm P. var blandt ansøgerne til en ny bevilling til den lukningstruede kabaret 'Edderkoppen', og til BT forklarede han at han ønskede en ny type kabaret, nemlig en med mere kunst og mindre harmløs underholdning. Han mente han selv ville være den rette person til en sådan 'kunstnerkabaret'.
Hans mange optrædener på forskellige scener havde været en indbringende forretning. Honorar på honor var gledet ind på kontoen i en lind strøm. Men den anden side af sagen var at Lydias helbred ikke længere var det bedste. Storm overvejede derfor at bede om en lønforhøjelse på BT. Det krævede en henvendelse til chefredaktør Gunnar Helweg-Larsen. Storm nedfældede en ansøgning der krævede et honorar pr. tegning på 50 kr. i stedet for de 15 han fik. Samt en garanti for ialt 1250 kr. pr. måned. Det var højt spil fra hans side, men han følte sig hjemme på BT og mente nok at BT værdsatte ham. Chefredaktøren svarede imidlertid negativt efter nogle dages betænkningstid. Og han understregede at det nærmest ville være kontraktbrud om Storm P. afbrød samarbejdet.
Storm P. skrev et nyt brev. Han var sikker på at kunne få den nævnte betaling ved at være fri mand. Og til hans overraskelse opfattede Helweg-Larsen Storm kravs som et ultimatum - og et farvel til bladet. Han takkede derfor høfligt og snu for samarbejdet og håbede at Storm engang ville blive mere forhandlingsvenlig! - Storm blev såret og rasende og fnyste et "Så er det altså Slut med BT!" i dagbogen. Men Storm så sig også rasende på Willumsen som han ellers havde drøftet nye teaterplaner med. Han var "en beregnende ækel slyngel og en snu og listig egoist". Så nu var Storm også færdig med ham!
Han blev igen forfærdelig deprimeret - og spurgte sig selv om han var gået for vidt. Men der var ikke andet at gøre end søge nye engagementer. Han fik et i Stockholm - men han forblev trist og ensom i den svenske hovedstad. Og det gjorde det ikke bedre at han hørte nyt om den frygtede influenza-epidemi hjemme og i hele Europa (Den spanske syge). Han var angst for at den kunne ramme Lydia. Han fik også ubehageligheder med stattevæsenet, som ikke ville acceptere et fradrag i hans selvangivelse for 1919 på udgifter ved USA-rejsen der uspecificeret var opgjort til 6000 kr. Ved forlig slap han med at måtte lægge 2000 kr. til sine indtægter.
Sin evige drøm noterede han endnu engang i dagbogen i Stockholm: "ikke mere optræde - stille og fredeligt arbejde som kunstner". Og hjemme i København gik han rundt med en følelse af at have givet køb på sine drømme og forhåbninger om at blive 'rigtig maler'. Gang på gang noterede han sin franske ven Depaquits navn i dagbogen. Han var Storms aldrig glemte ideal, selve billedet på en fri kunstner der levede kompromisløst for sin kunst.
Rigmanden Dethlef Jürgensen havde fanget Storms nye ide om at begynde at lave tegnefilm og det endte med at Jürgensen satte penge i et filmprojekt hvor Storms bror, der var fotohandler, en ung mand ved navn Holger Rosenkrantz og fotografen Karl Wieghorst blev inddraget. Det enedes om at lave fire kortfilm i et atelier i Bredgade. Det var en meget besværlig proces. Jürgensen mistede hurtigt tålmodigheden og Storm interessen. Men filmene blev lavet - og de blev en succes.
Det mest opmuntrende var dog at Storm P. på en smuttur til Fanø for at se motorsportsløb traf en ni år yngre kvinde ved navn Ellen Jacobsen som var i lære i en modehatteforretning. De forelskede sig i hinanden og indledte faktisk et nærmere og nærmere forhold selvom Storm P. var gift og forholdet altså måtte holdes hemmeligt. Men 'Fanønatten' blev afgørende. De mødtes hver eneste gang det var muligt. På hoteller eller hjemme hos Ellen i København. De følte at de var bundet uløseligt sammen. Han var så inderligt forelsket og levede for hende - i et kaos af tanker.
Men det kneb med pengene. Så i dagbogen skrev han i begyndelsen af 1921: "Mørke i min sjæl - utilfredshed og livslede - åh hvad skal det ikke blive til - mit hjerte er ved at briste - ingen fred og lykke er at øjne, jeg er på et sort hav i en forrygende storm - vil jeg nå land? en smilende solskinsø? - eller vil jeg gå tilbunds i det sorte kolde hav - åh Gud giv mig kraft til at leve videre."
Storm, Lydia og hendes datter flyttede tilbage til København, nærmere betegnet Hvidkildevej i den nordvestlige del af byen. Det gjorde det lettere for Storm at klare filmarbejdet i Bredgade. Men nu hørte Storm at en ny kabaret ved navn Bonbonničren var etableret tæt ved Rådhuspladsen af teatermanden Hilmar Clausen - og ment som en kunstnerkabaret. Og midt i sine mørke tanker fik han tilbud fra Clausen, som direkte skrev at publikum savnede ham. Der var kun to uger til åbningen, men Storm accepterede. Pressens forventninger var tårnhøje. Storms nervøsitet steg. Og modtagelsen var blandet. Clausen mente alligevel ikke han kunne bruge Storm. Der kom til gengæld et tilbud fra pengemanden Frede Skaarup, men også han fortrød - og Storm røg igen ned i kælderen. "Jeg ved intet - aner ikke hvad jeg skal - har ingen penge og slet ingen udsigt til at tjene nogle". Og så satte han sin lid til Willumsen, der skulle igang med en turnč til Norge..... Det havde den fordel at det ville blive lettere at få lejlighed til at se Ellen. Men Storm var led ved selve tanke om igen at skulle optræde. "Jeg kan ikke mine historier [udenad] og gider ikke lære dem!", skrev han i dagbogen. Det mentale pres blev for meget. I Kristiania føltes dagene lange, og trætheden sad i kroppen. Og det hændte nu at han efter en forestilling drak sig fuld i ren sprit. Han var dog i stand til at skrive sjove tekster, men omvendt førte en Munch-udstilling til at Storm igen konstaterede at han intet fik malet.
Til alt held kom der igen bud fra Hilmar Clausen vedr. denne lille revyscene Bonbonničren. Clausen annoncerede Storm som hovedkraften, og Storm fik nu en glimrende assistent i den helt unge Christian Arhoff der både kunne noget med crazy-komik og fjogede ordspil. Det blev Storm der holdt sammen på det hele, men det afholdt ham ikke fra at betragte sig selv som en håbløs kunstner der havde brugt tyve år på at være død og var det endnu. Det blev ikke desto mindre til henimod 150 opførelser. Og revyen blev regnet for en af sæsonens største successer.
Men det bedste var at BT's chefredaktør henvendte sig til ham og bad ham udvikle en ny daglig tegneserie til bladet. Den kulle bestå af fire billeder. Hovedfiguren skulle helst være en typisk københavner som optrådte i alle mulige situationer. Den 8. marts 1922 blev serien introduceret i BT med Peter Vimmelskaft som hovedperson. Og det blev Storms mest berømte tegneserie. Han genvandt sin position hos BT - og tilføjede i november pingvinen Ping til at forstyrre Peter i serien. 'Peter og Ping' havde set dagens lys. Og Storm P. var bragt ud af sin økonomisk krise.
Storm blev værdsat og hyldet på BT. Og han fik en treårig aftale med bladet, som nu gav ham 25 kr. pr. tegning og en årlig indtægt på 12.000 kr. De økonomiske trængsler var nu slut - men til gengæld fik han mange henvendelser om hjælp fra venner og familiemedlemmer, fx fra Chr. Arhoff. Og han havde svært ved at sige nej. Ingen anden dansk bladtegner skal have tjent så meget. Men den ro og frihed han ønskede til virkelig kunst var langt væk.
Sceneskrækken sad fortsat i Storm, men det hjalp at han fik et specielt godt samarbejde med Arhoff i en rollefordeling som 'Storm og Stille', hvor Storm var ridderen og Arhoff væbneren. Begge havde svært ved at huske deres replikker, hvad der fik dem til at skrive stikordene ned på små sedler med hhv. sort og rødt blæk.
Aldersforskellen mellem Storm og Lydia betød meget naturligt at kærlighedsforholdet med årene mistede intensitet. Men til gengæld havde Storm jo Ellen der nu arbejdede i en hattesalon i den dengang berygtede Laksegade mellem Magasin og Handelsbanken.
Storm blev af kolleger kaldt verdens flittigste mand, men selv betegnede han sit arbejde som uendeligt ensformigt. Han tumlede altid med ideer, men havde stigende behov for fred og ro. Han ville helst leve borgerligt og fredeligt. Helt uventet blev han i foråret 1924 spurgt om han ville medvirke i en Holberg-forestilling på Det kongelige Teater til minde om den afdøde skuespiller Olaf Poulsen. I overværelse af kongen improviserede han med en fantasi så birollen kom til at ligne en hovedrolle. Hele teatret jublede.
Men hen på sommeren blev Lydia så dårlig i underlivet at det krævede operation. Storm var trods forholdet til Ellen rædselsslagen for at miste Lydia, der havde været hans faste anker i mange år. Og han måtte gå på scenen hver aften i Bonbonničren. Operationen forløb godt, men hun fik senere voldsomme smerter, og hun døde den 27. juni. Hun havde været symbolet på hjemfølelsen i hans liv. Det var hos hende han følte sig tryg og forstået. Selv drømmen om et stille liv som kunstner havde først og fremmest været delt med Lydia. Men nu var hun borte, og stuerne tomme.
Vendingen kom med ny kæreste Til toppen Næste
Langsomt forsonede Storm P. sig med Lydias død - både tegneopgaverne til BT og aftenerne på scenen i Bonbonničren holdt ham oppe. Og det hjalp at han fik en hundehvalp - en hvid foxterrier - forærende, som han kaldte Grog (efter den verdenskendte franske klovn Grock), og som blev en ny figur i hans historier og tegnerier. Storm købte sig også en bil, som han kaldte Casimir (efter en anden fransk komiker), en åben Ford som kostede ham 7.000 kr. Mærkede han behovet for at komme væk fra det hele, kørte han en tur ud ad landevejen. Da han købte et sommerhus halvvejs mellem Helsingør og Hellebæk (der kom til at hedde Halvvejshuset) brugte han vognen derop. Det tog ham halvanden time at køre de små 50 kilometer. Huset blev et tilflugtssted for ham. Indtil han også dér blev generet af tilråb fra tilfældigt forbipasserende. "Hallo, Storm", råbte de og truttede i hornet.
Han og Ellen talte om at slå sig ned i Paris. Men han var alligevel tilbage i Tivolirevyen næste sommer. På grund af arbejdsmængden trak han sig fra selskabslivet. Ja, han var begyndt at føle voksende lede ved den berømmelse der skyllede imod ham fra alle sider, og som fx indebar at han ikke kunne sidde på en restaurant uden at en tilfældig person kom hen til ham for at fortælle en sjofel historie (i den tro at Storm kunne bruge den). Men det var en lykkelig dag for ham da han den 29. okt. 1925 blev gift med Ellen i Gentofte kirke. Hun var meget anderledes en Lydia. Hun gik op i at skabe et hjem hvor der herskede ro og orden, men hun var langt mere reserveret og borgerligt anlagt en Lydia. Hun opgave sin karriere og blev hjemmegående husmor. Hun lavede mad og sørgede for at regningerne blev betalt til tiden. Han tjente pengene ind, og hun foretog indkøbene og indrettede iøvrigt lejligheden i sin egen småborgerlige smag.
Storm P. blev inviteret til at udstille nogle af sine værker på Kunstnernes Efterårsudstilling - og det blev et tilløbsstykke. Social-demokraten skrev at Storm viste "livets maskespil og den menneskelige fornedring. Han ser bag facaden, vender vrangen ud på borgerskabet".
Og igen fik han en henvendelse fra Det Kongelige Teater, nemlig fra skuespilleren Johannes Poulsen som skulle sætte Shakespeares 'Trold kan tæmmer op' på Kronborg i anledning af Helsingørs 50 års jubilæum som købstad. Men Storm var frustreret over situationen på Bonbonničren. Han var træt af folk som Hilmar Clausen og det ukultiverede revypublikum der kun havde øje for det platte grin. Han hadede alt hvad der hedder tvetydigheder eller sjofelheder på en scene. Men han måtte drage ud på en sommerturne til by efter by. På Kronborg trak han på sine sædvanlige virkemidler - ved fx at ride rundt med en legetøjssabel på en paphest eller sige 'mæh' når han blev revet i gedebukkeskægget. Og selvom det ikke havde meget med Shakespeare at gøre, høstede han både ekstra fremkaldelser og anmelderros.
En ny entertainer kom ind i hans liv. Det var Ludvig Brandstrup og hans Co-Optimister. Storm blev engageret sammen med otte andre. Alle blev iførte gule og lilla Pjerrotdragter med overdimensionerede kraver. Debutten fandt sted i Riddersalen i Allégade - og modtagelsen var god. Storm boltrede sig som både en sindssvag klavervirtuos, en indianerhelt og en balletdanser. Men igen dukkede Depaquit op i hans tanker og dagbog - og mindede ham det høje kunstneriske ideal.
Journalisten Christian Houmark havde flere gode interviews med Storm P. Han forstod at stille sine nærgående spørgsmål på den rette måde. Han fik fx Storm til at indrømme, at der var tider hvor han kedede sig ganske overordentligt ved teaterarbejdet, og hvor han følte lede selv ved bifaldet. Om dilemmaet mellem det seriøse og det lette, sagde Storm tøvende at valget ofte var som en slags prostitution af det bedste i ham selv .... "det jeg lider under er længslen efter den fuldkomne fred - at leve i stilhed, som et menneske og ikke være et navn med støj om..."
Endnu et tilbud kom til Storm P. Denne gang fra Peer Gregaard der dengang var direktør for Odense Teater. Han havde planer om en julekomedie for børn i 12 akter om Peter og Ping, som skulle sættes op på Folketeatret i Nørregade. Peter og Ping var jo hurtigt blevet en stor succes. Det Berlingske Hus havde oprettet 'Ping klubben' der henvendte sig til avisabonnenternes børn, og klubben fik på to uger 10.000 medlemmer, der kaldtes 'pinger'. De blev udstyret med et emblem - og der var løbende arrangementer med forskellige aktiviteter, hvor 'Onkel Storm' stillede op med tegning og fortælling. Da medlemstallet var højst, var det oppe på det imponerende tal af 80.000! Juleforestillingen blev spillet i hele julemåneden, og teatret var fyldt til sidste plads.
Midt i successen lød det fra Storm P. "Livet i sig selv er ofte så trist og sørgeligt, synes jeg. Tilværelsen så svær for mange. Og ligesom andre ser en opgave i at mildne og trøste i de svære tiden på deres måde, således søger jeg på min måde at kaste lidt fest og glæde ind i livets grå."
Storm var fanget af ét stort for og imod. Han var skabt til at stå på en scene og alligevel egnede han sig ikke til det. Han var dér og alle vegne, men overalt overladt til tvivlen. Op mod julen 1928 begyndte han igen at få stærke smerter i maven. Ikke desto mindre gik han på scenen anden juledag i Riddersalen. Men den følgende dag fik han høj feber og lod sig indlægge på en klinik på Platanvej. Det viste sig at han havde en alvorlig fremskreden blindtarmsbetændelse og måtte opereres den følgende dag. Blindtarmen var tilmed bristet så der var stødt bughindebetændelse til, og den er livstruende. Da han vågnede op fra narkosen, sagde lægen ligeud at der ville gå adskillige uger, før han var rask nok til at genoptage sit arbejde. BT måtte igen klare sig en tid med genoptryk af gamle tegninger.
Storm P. blev udskrevet den 21. januar 1928, og nu kunne Storm meddele pressen at han ikke var parat til at tage endegyldig afsked med scenen. Han var tværtimod blevet tiltrukket af det dramatiske arbejde, ja, var begyndt at skrive på en ballet til Det kongelige Teater! Det var sivet ud at Storm samarbejdede med komponisten Knudaage Riisager som også boede på Frederiksberg og iøvrigt var kontorchef i Finansministeriet. Han havde studeret musik i Paris og skrev siden musik til flere Lander-balletter, herunder den berømte 'Etudes'.
Men først fik Storm P. til opgave at forestå ledelsen af Riddersalen med Co-Optimisterne - og fik iøvrigt også en mindre opgave for Det kongelige Teater på Friluftsscenen i Dyrehaven. Men helt uventet blev Storm udsat for en meget hård kritik fra Kritisk Revy, det kulturradikale tidsskrift som arkitekterne Poul Henningsen og Edvard Heiberg stod for. PH forlangte ikke alene ægthed i kunsten, men også en kritisk indstilling til samfundet. Og Heiberg forlangte en satire i tegnekunsten, revyen og journalistikken som gik i kødet på overklassen i stedet for at hylde en konservativ og bedsteborgelig livsstil.
I september åbnede Storm sin kabaret i Riddersalen hvor han selv gik på scenen i et originalt og afvekslende program, og han optrådte i Cirkus Schumann som trylleklovn med bragende succes. Men så kom bandbullen fra PH i Kritisk Revy. Den danske revyscene anno 1928 var slet og ret en blanding af lunken-sentimentalt frisind og fej konservatisme der kun dyssede bevidtheden i søvn. Nok havde Storm P. store evner, men han havde solgt sin sjæl for ussel mammon. Storm følte sig ramt - og svarede i en interview i BT kækt at han synes han var allermest morsom når han hævede gagen. Og det gjorde ikke sagen bedre at kunstprofessor Vilhelm Wanscher i Tilskueren beklagede at Storm spildte sit store talent på noget ligegyldigt.
Storm morede sig bestemt ikke over at blive regnet som Danmarks morsomste mand. Han ville gerne have publikum til at forstå at der var alvor i humoren, men det hjalp ikke, for folks spontane reaktion var at grine højt bare han dukkede op på scenen eller viste sig på gaden eller sågar til en begravelse.
Storms og Riisagers ballet blev under navnet "Benzin" sendt ind til Det kongelige teater, men de hørte i langt tid ikke noget. Balletmesteren bedømte handlingen som uoriginal og stillestående, og han kasserede den. Men aviserne begyndte at kritisere afgørelsen, bl.a. under henvisning til Storms barokke opfindsomhed og uimodståelige humor. BT gik endda så vidt at hævde at nationalscenen befandt sig i den form for opløsningstilstand der griber foretagender hvis tid er omme - og det var nærmest en profeti. For i maj 1930 blev Adam Poulsen udnævnt til ny teaterchef, og han ville gå nye veje. Det medføte i første omgang at mange skuespillere med Poul Reumert og Bodil Ipsen i spidsen forlod teatret. Også balletmesteren og kapelchefen sagde op. Adam Poulsen så sig om efter nye kræfter, og en af dem var Storm P. Han droppede Riddersalen (og modtog et hav af blomster i afsked). Og til dagbladet Vestkysten pointerede han, at "Nu er jeg jo kongelige skuespiller!"
Adam Poulsen læste manuskriptet til Benzin igennem og var ikke i tvivl om at Storm kunne tilføre nationalscenen en folkelig opmærksomhed. Storm fik ligefrem mindre roller i et par almindelige balletter, bl.a. Scheherazade, og en rolle i Holbergs Den Stundesløse - dog uden succes. Og efter generalprøven på Benzin var Storm selv i tvivl. Der var for lidt dans til at stykket kunne kaldes ballet - og for meget til at det kunne kaldes en pantomine. Men anden juledag var der premiere. I en mærkværdig scenografi med store flasker på den ene side og bikuber på den anden udspillede sig nu et trekantsdrama der i programmet blev beskrevet på denne måde: "Der var engang en bondeknøs der bejlede til kroværtens datter, men en skønne dag kom der til den fredelige landsby en motorcyklist der stoppede op, fordi han manglede benzin. Den unge bondeknøs tilbød beredvilligt at skaffe ham dette - og kørte på sin cykel til benzinmanden. Motorcyklisten benyttede dette til at gøre kur til den lille bondepige (sådan er livet), men til alt held kom knøsen tilbage med benzinen og hans lykke var reddet."
Det lyder unægteligt ikke spor spændende eller overhovedet egnet til dans. Og kritikken var da også sønderlemmende. "Den af hele nationen elskede komiker, Robert Storm Petersen, blev lynchet i aftes i Det kgl. Teater", skrev Nationaltidende. Også musikken modtog hård kritik, selvom den faktisk er fujldt på højde med hvad Riisager ellers har lavet af balletmusik - og kan sagtens nydes på indspilninger for musikkens egen skyld. Og iøvrigt blev kapellet ledet af ingen ringere end maestro Egisto Tango. Det bør tilføjes (hvad Borberg slet ikke får nævnt), at netop Egisto Tango under en prøve udbrød: "Hr. Storm Petersen skulle have været ved balletten". Storm havde nemlig en fabelagtig 'ballon', som balletfolk kalder det, dvs en affjedring i benene der bevirker at danseren hopper svævende op igen når han falder ned på benene. - Enkelte teaterkritikere forsvarede dog værket, men flertallet rettede skytset mod den nye ledelse, der da også af mange forskellige grunde måtte give op efter tre år.
I et interview med Ekstrabladet i sommeren 1931 lagt Storm ikke skjul på at hans dage på Det kongelige Teater var talte. Han var træt af teatret som det var, og han var træt af at høre på kritikerne. I efteråret udsendte det kommunistiske Monde-forlag faktisk en lille billedbog om 'Social kunst' der hyldede Storm som samfundskritiker. Men så fór Poul Henningen til tasterne med en påstand om at forlaget havde gjort Storm en dårlig tjeneste ved at fremdrage hans åndelige pubertetsarbejder og hans uinspirerede anarkistsuppe kogt på firsernes litteratur. Hovedparten af Storms kunst var borgerligt tidsfordriv uden synderlige kontakt med tidens presserende spørgsmål. Storm var af sind konservativ. I sin kunst var han en folkets mand. Af sind var han ukritisk og usatirisk. Hans satiriske tegninger er derfor værdiløse for andre.
Storm var oprevet, og på en journalists spørgsmål svarede han: "Samfunds-satire? Hvad er nu det for noget vrøvl. Satiren eksisterer overhovedet ikke. Eller rettere alt er satire. Der eksisterer heller ikke noget samfund. Der findes en smule uvidenhed rundt omkring og nogle komiske mennesker som tager sig selv alvorligt. Men andet er der heller ikke......" - Men en sådan salve viser kun at Storm var såret, men iøvrigt ikke havde begrebet forskellen mellem en dybt ideologisk samfundskritiker som PH der ikke kunne få nok af utvetydig kritik og en rund folkelig humorist som Storm P. selv der kunne se det komiske i tilværelsen, men bevarede medfølelsen med alle og aldrig forfaldt til politisk endsige ideologisk propaganda.
Storm P.s popularitet var støt stigende, og oplagene på hans udgivelser, inkl. Peter og Ping, samt ABC-skolebogen 'Ole bole gik i skole' var det samme. ABC'en udkom i 1927 og blev over 30 år trykt i ialt 861.000 eksemplarer. Og da Storm i 1932 fyldte 50 væltede det ind på Amicisvej med telegrammer, breve og buketter. Også fra statminister Thorvald Stauning var der en hilsen.
I 1931 fik Storm P. til opgave at lave en større udsmykning på ialt 17 billeder til børnebiblioteket i Jerne (dengang et selvstændigt sogn, i dag en del af Esbjerg). Og denne udsmykning blev ikke alene den første, særdeles smukke og meget værdsatte udsmykning af et børnebibliotek i Danmark, - den var med til at give Storm P. glæden ved at male tilbage, og den blev efter min mening et unikt indblik i hans frie og lykkelige kreativitet i en periode der ellers var fyldt op med tunge, tvungne opgaver. Mærkeligt nok gør Peter Borberg ikke noget større nummer ud af dette forhold, selvom alle billeder fra Jerne faktisk var med på Nivaagaardsamlingens store Storm P.-udstilling i efteråret 2016. Borberg viser i sin bog kun et enkelt gammelt sort-hvidt billede af udsmykningen. Og den bog der er skrevet om billederne og udgivet af Jerne Bibliotek er heller ikke nævnt i litteraturfortegnelsen.
Men alt var altså ikke gråt og sort i Storms liv i begyndelsen af trediverne.
Ro og slid på Asgårdsvej fra 1934 Til toppen Næste
I sommeren 1934 kom der i Ekstrabladet et angreb på de danskere der havde deltaget i det tyske Nordiske Gesellschafts arrangementer af mere eller mindre racemæssig karakter, herunder forfatteren Leck Fischer. Egentligt var det oprindeligt en kulturel forening, men efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde selskabet fået en drejning mod racepolitik og specielt antisemitisme. Storm P. læste artiklen, men tog hverken synderlig notits af svadaen eller udviklingen i Tyskland. Han var og blev et upolitisk, ufanatisk og uideologisk menneske, men også en lidt naiv borger. Han var faktisk allerede medlem af selskabet - og fik i april 1934 en henvendelse fra chefredaktøren for Lustige Blätter der gjorde ham opmærksom på at han i fremtiden kun kunne publicere og sælge sine tegninger til tyske blade, hvis han meldte sig ind i det tyske presseforbund. Storm rekvirerede en indmeldelsesformular fra Berlin og opdagede at tyskerne krævede detaljerede oplysninger om hans egen og Ellens ariske afstamning. Han gik i sin naivitet i gang med at indsamle de nødvendige oplysninger. Og tænkte altså ikke nærmere over hvad tyskerne kunne være ude på.
Han og Ellen var just vendt hjem fra en ferie i Italien i selskab med kunstprofessoren Vilh. Wanscher og dennes hustru. Men de rejste hjem tidligere end planlagt, fordi Storm ikke holdt til lange rejser i udlandet. Han længtes hjem og havde svært ved at slippe sit daglige arbejde. Helst opholdt han sig i Halvvejshuset, fordi han dér bedst kunne beskytte sig mod anmassende mennesker, og ind imellem tog han på fisketur ved danske søer, men han og Ellen søgte nu en større bolig - og fandt den i en syvværelses villa på Asgårdsvej, en lille lukket sidevej til Frederiksberg allé på hjørnet af Betty Nansen Teatret. Der var også plads til Ellens stedbarn Grethe - samt hunden Grog. Det var den bolig Storm havde drømt om i mange år. Et trygt og fredeligt sted der mindede om en provinsby. Storm var - som han selv sagde - blevet en rigtig 'Sokkelund-bonde' (Frederiksberg ligger i Sokkelund herred). Ellen stod for den praktiske side af flyttesagen.
Han følte sig friere end længe, også fordi han var ude af rampelyset. Han var blevet 'en ældre, svær herre der ikke kunne slå svalereder i en trapez'. Og på Asgårdsvej skabe parret i fællesskab deres egen lilleverden med milde farver, bløde tæpper, tunge mørke møbler og krystalkrone i loftet. Storm fik sit arbejdsværelse i karnappen med sin fars gamle skrivebord og en altid tændt radio. Der var fotografier, akvareller og værker af nogle af ungdomsvennerne på væggene - og bøgerne på reolerne var skubbet tilbage så der var plads til nipsting. Arbejdsværelset er siden - som det vil være mange bekendt - rekonstrueret på Storm P. museet.
På førstesalen lå soveværelset - og det var netop i de private rum at Storms egne billeder hang. Det var Ellen der holdt styr på alle hans tegninger og scrapbøger og på al orden i huset. Og hun var så streng med denne orden, at hun påtalte hvis han havde efterladt en våd klud på køkkenbordet. Ja, hun forlangte respekt for sit huslige arbejde. Ellen overså sjældent en praktisk opgave i huset. En af Storms venner blev overrasket over husets indretning. Den mindede ham mest af alt om et gammeldags præstehjem!
De havde forskellig døgnrytme, for Ellen stod tidligt op, mens Storm sov længe, men han arbejdede til gengæld også til sent om aftenen eller ud på de små timer. Derfor havde de en lille fælles dagbog hvor de noterede små beskeder og hilsener til hinanden. Storm kunne her blive poetisk i sin skildring sf stemningen: "Der er stille i stuen - så med ét - vender du øjnene mod mig - smilende kære øjne - jeg nikker og læser videre i avisen - røgen fra piben stiger som en tåge i striber gennem stuen - dejligt varmt - kaffekanden koger - åh denne time - jeg byttede den ikke bort for noget i Verden."
Hun forkælede ham med hans livretter eller med en pilsner, men det hører med i billedet at han sørgede for at få udbetalt visse honorarer uden om hende, så han havde lidt for sig selv at rutte med. Kærligt mindede han hende om at han stadig var den samme 'lokkedreng' hun havde mødt på Fanø - og det fremgår af den fortrolige dagbog at parret fortsat dyrkede kærlighedslivet og erotikken frit. Der skulle være lunt i stuerne hele døgnet, så Ellen kunne "komme nøgen og dejlig til ham", skriver han et sted. Han ønskede at de måtte få det sådan at der var "fred til at elske, kysse, knæppe lige så tidt vi har lyst."
I 1935 gik Storm med til at indspille en film sammen med Christian Arhoff. Han skulle spille fangevogter i 'Fange nr. 1'. Men filmen blev sablet ned som en gang Dumme-Peter-komik. I sommeren leverede Storm P. dekorationer til sommerrevyen i Hornbæk, og her traf han den unge lovende pianist der hed Børge Rosenbaum, men senere af hensyn til det internationale publikum skiftede navn til Victor Borge.
I en årrække havde Ellen og Storm holdt åbent hus hver onsdag for venner som Johannes Poulsen, Carl Alstrup, Charles Wilken, Kaare Klint og Knudaage Riisager. Den faste ugentlige besøgsdag blev dog sløjfet, da Storm efterhånden ønskede mere og mere ro. En undtagelse gjaldt den unge Ebbe Rode, der kunne komme og gå som han ville - og som iøvrigt blev en så eminent oplæser af Storms monologer, at de i mange år blev fast bestanddel af Danmarks Radios Giro 413-udsendelser om søndagen.
Den isolerede arbejdsform forstærkede efter Borbergs mening Storms forestilling om at alt var meget bedre i gamle dage. Fra sit vindue så han ud i en verden hvor mildheden og venligheden var i færd med at forsvinde, hvor folk levede i et opskruet tempo, og hvor fantasien var aftagende. Humoren var afgået ved døden, mente han. Han savnede individualisme og oprigtighed. Kunsten som fostrer de geniale ideer var pist borte. Ja, til Jyllandsposten gav han udtryk for den opfattelse af hvis man ville digte et dramatisk værk af uhyre spænding, så ville det blive overtrumfet af virkeligheden. - Og dette kan jo ikke siges at være helt ved siden af, når man betænker at Hitler var kommet til magten i Tyskland og var godt i gang med at lægge op til krig og forfølgelse og udsletning af andre. Men generelt forholder det sig jo også sådan at folk som flest synes at alt var bedre i gamle dage. Det er ikke for ingenting at udtrykket "de gode gamle dage" er et gængs og meget benyttet begreb for ældre mennesker. Og selv om Storm som sagt var et meget upolitisk menneske, kunne han godt gøre den mening gældende at det var manglen på humor som skabte nazismen, Oxford-bevægelsen og arbejdsløsheden.
I et interview om kunst, humor og livsglæde med den lærde kommunist og forfatter Otto Gelsted for Uge-Journalen røbede Storm sin voksende interesse for surrealisterne, men kritiserede dem dog for ensidig seksuel stræben. (Det drejede sig bl.a. om kunstnere som Richard Mortensen og Asger Jorn som netop gennem læsning af Freud var begyndt at eksperimentere med spontantegning). Han bøjede sig for deres utæmmede orginalitet. Og der havde jo altid været en oprører i ham selv, sagde han, et oprør mod det banale, mod attituder og poseringer. Men han afviste at diskutere kunst i forbindelse med politik og samfundsforhold. Han holdt på den rene kunst, dvs skønheden og fabuleringsevnen samt menneskeligheden.
Et blad der hed Moderne Ungdom fik også et interview, og her lød et af spørgsmålene hvad det ville sige at være morsom. Storms svar lød at det var hans bestilling at være morsom. Men han vidste ikke hvorfor man forventede at en humorist også skulle være morsom privat! - Svaret ligner ham ganske godt. Han viger uden om og viser dermed at han ikke var psykologisk bevidst om forskellen mellem humor og alvor.
På Frederiksberg allé havde Storm P. et par faste holdepunkter, nemlig antikvarboghandler Otto Lind og barber Sørensen, som han næsten dagligt frekventerede og hvor han ofte traf sine venner. Han nød det fredelige liv i bogantikvariatet - og fik både hos Lind og Sørensen så mange ideer forærende at han fik noget at fortælle Ellen til frokosten og noget at give videre i sine tegninger.
Helt færdig med teatret var han ikke, for på hjørnet af vejen lå jo Betty Nansens teater, og damen selv luftede på et tidspunkt tanken om at lave revyteater med Stig Lommer og Mogens Dam. Storm P. var selvskreven syntes de, men han og Betty Nansen kom ikke godt ud af det med hinanden. Betty forstod simpelt ikke hans humor. Og hun irriteredes over at han aldrig havde forberedt sig og aldrig kunne huske sine replikker. Storm gøglede, fjantede, dansede og tryllede det bedste han kunne, men Betty blegnede fuldstændigt ved siden af ham. Og han kunne hyle hende helt ud af den ved fx at besvare hendes replik "Godaften, Mikkelsen. Der er nok udsolgt i aften", med et "Ja, det er ofte meget koldt i skyggen, men nu har jeg anskaffet mig en skildpadde, det luner". Betty Nansen stivnede simpelthed på scenen - og lagde sig syg efter premieren. Også Storm selv blev syg, ramt af en alvorlig influenza.
Storm tog denne gang konsekvensen og fik annulleret kontrakten. Han kunne ikke holde til mere optræden. Han ville holde sig til sin stille tilværelse på Asgårdsvej. Men han var dum nok til at melde sig ind i Nordische Gesellschaft - sandsynligvis blot for at få genvej til det tyske marked. Men efterhånden blev han dog klar over at sagen ikke var så simpel endda. Men han nød sit liv på Asgårdsvej. Han havde sit lille hus, sin kone, sine dejlige hunde og sit elskede arbejde. Han var blevet det han helst ville være. Ergo var han en lykkelig mand!
Storm brød sig ikke om de nye trends i kunstlivet, men Statsradiofonien var for alvor slået igennem. Og Storm kom dér til mikrofonen og gav bl.a. muntre instruktioner i kaninavl. Han medvirkede i lanceringen af en Radio-Kabaret med bl.a. Liva Weel. Han læste historien om en fuldmægtig fra Kværulantministeriet der gjorde oprør og tog fri - blot for at finde ud af der var bedst på kontoret. Han fik en programserie 'Af min scrapbog', hvor han causerede om forskellige erindringer og oplevelser. - Selv PH fandt det poetisk og lunt. Storm var ikke helt tilfreds med sin egen stemme. Den lød anderledes end han mente den skulle. Og i det hele taget var det sværere at være morsom i radioen end at komme med en sporvogn nytårsaften. Storm P. medvirkede faktisk også med et lille causeri, da fjernsynet forsøgsvis blev demonstreret i København i efteråret 1938.
Storm befandt sig bedst på lang afstand af den politiske virkelighed. Humoren var på retur, mente han. Den var nærmest ikke-eksisterende, og det samme gjaldt barnets umiddelbare glæde og spontante tilgang til verden. "Se bare, hvordan de unge mennesker ser ud, når de foretager sig de slæbende bevægelser de kalder at danse." - Borberg påpeger udtrykkeligt at Storm længselsfuldt efterlyste den umiddelbare spontane glæde, men han ser også noget nostalgisk i det, og det burde han efter min mening være varsom med. For den spontane glæde er da ikke noget fortidigt, men noget ingen sunde mennesker kan undvære til dagligt. Men rigtigt er at Storm i flere interviews med Christian Houmark understregede at det var med hans tegninger som med hans historier, at han ville væk fra virkeligheden, "det skal og må jeg, det er jeg født til!". Houmark prøvede at få Storm til at uddybe det og fik den tilføjelse at Storm ikke længere syntes det var umagen værd at beskæftige sig med kunstens vræng-billede af virkeligheden. "For hvad nytter det?" - Og det er trods alt en slags forklaring. Storm P. ville dybest set ikke væk fra virkeligheden som sådan. Det kan ingen komme, og det er ingen født til. Men man er født med et virkelighedsbillede i sit indre der ikke er det samme som det man ser med sine øjne og som man må indrette sig efter i sit ydre livsforløb. Og den ydre virkelighed kan i en urolig og voldelig tid udvikle sig meget uheldigt (som den netop gjorde i trediverne på grund af den politiske og ideologiske uro). Og det må man da reagere imod ud fra det indre billede af en bedre verden man bærer i sig!
For Storms vedkommende var det afgørende at han havde en særlig evne som kunstner til at mildne tingene. Mildne er et herligt ord, forklarede han. Det var en trøst for ham at se på livet på sin egen, særlige måde. - Og den 12. januar 1939 sendte Storm P. på bagsiden af Berlingske Aftenavis sine fluer på vingerne. På den første tegning kom to mænd spadserende. Den ene var så krumbøjet, at den anden spurgte: "Hvad leder du efter?" - "Ingenting, jeg øver mig i at gå tur med hunden". Dermed var ikke blot tonen, men hele den originale blanding af humor og alvor slået an hvad der blev karakteristisk for serien. På ti år kom dagligt en tegning med en kort sentens eller dialog - om alle mulige mennesker og alle mulige emner. Det var små og nære ting - og undertiden ren leg med ord og logik - men det var først og fremmest livets universelle spørgsmål der blev beskrevet. Ialt kom omkring 3.000 fluer, der blev trykt ikke blot i Berlingske Aften, men også i mange andre aviser - herunder Viborg Stifts Folkeblad, som undertegnedes forældre holdt i mit barndomshjem - og årligt kom de i bogform. Serien med disse aforismer blev utroligt populær.
I marts 1939 var Storm P. også med på Den Frie Udstilling, hvor han blandt andet viste sit 'Indenfor og udenfor' om menneskets mærkelige opførsel inden for sindsygehospitalets mure og udenfor - og der var ikke større forskel! - Men hjemme på Asgårdsvej var der rimelig fred og orden! Storm modtog endog den ære at blive tildelt den fornemme medalje "Ingenio et arti", som Christian VIII i sin tid indstiftede som særlig udmærkelse for videnskabsmænd og kunstnere.
Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Modstand var håbløs. Landets forsvar var ikke indstillet på kamp. Regeringen håbede på at Danmark kunne holde sig neutralt som under 1. verdenskrig. Det var naivt, men kun få havde forudset hvad der ville komme med Hitlers magtovertagelse i Tyskland.
Storm P. afholdt sig fra enhver kommentar. Politik var ikke noget for ham. Han tilsluttede sig ikke nogen af retningerne, dvs ideologierne. Men han afbrød heller ikke sin forbindelse til Nordische Gesellschaft. Storm fordybede sig derimod i sit stilfærdige arbejde på Asgårdsvej. Iført tøfler og hjemmejakke nød han roen og freden bag de lukkede døre og sørgede for sine leveringer til Det Berlingske Hus. Han kommenterede dog flittigt ændringer i dagligdagen i form af rationeringer, kaffeerstatninger og mørklægning. Han udgav en bog der hed 'I Mulm og Mørke' og fik i den anledning en personlig hilsen fra kronprins Frederik. Ebbe Rode spurgte en dag Storm hvordan han klarede mørklægningen. Jo, han havde inviteret to skorstensfejere til middag. "De får sorte pølser og sort kaffe - og så spiller vi sorteper."
Han udsendte bogen 'Min hund Grog' - og fik også den opgave at illustrere en udgave af Ludvig Holbergs "Niels Klims underjordiske rejse" med 25 store helsidestegninger, men arbejdspresset gik ham på. "Jeg arbejder ustandselig - hvorfor?". Og krigen som sådan gjorde ham træt. "Krig - dumhed - svineri. Fallit med alle, alle, løgn og humbug." Storm kunne få voldsomme og pludselige raserianfald der ind imellem også fik Ellen til at bryde grædende sammen. Og da han engang blev spurgt om sin isolation når han hævdede at kunne lide mennesker, lød svaret "Ja, li' og li'. Jeg har i mange år ikke kunnet bevæge mig nogen steder, uden at alle kendte mig, og det er ikke særligt sjovt." Det var lettest at blive hjemme. "My hous is my castle, som de siger dernede på Lolland". I et fødselsdagsinterview i 1942 (da han blev 60) fremhævede han sin kunst som tidløs, hvorfor han ikke beskæftigede sig med aktuelle problemer. "Jeg tegner ikke karikaturer eller satiriske tegninger der forudsætter kendskab til begivenhederne". Men han håbede fortsat at der i hans alderdom ville blive mere rum til at dyrke maleriet.
Storm oplevede Royal Air Force's katastrofale fejl-bombning af Den fransk Skole på Frederiksberg allé. Han rystede på hænderne da han skulle tænde sin pibe - og han mistede iøvrigt også sin Ford-vogn der var opstaldet i et garageanlæg der brændte. Og da endelig budskabet om tyskernes kapitulation lød i radien den 4. maj om aftenen, lød en efterfølgende flue: "Nu har vi fået fred, nu savner vi bare ro". Carit Andersens forlag udsendte senere på året Storm P.'s 'Dagbogsblade fra besættelsen' med lune og ufarlige billeder om dagliglivet. Men Storms særlige humor fornægtede sig ikke, når han fx i et brev til en ven kunne skrive: "Det er jo forfærdeligt med ham Hitler - sikker en masse ulejlighed han laver!"
I 1947 udsendte litteraturhistorikeren Harald Rue bogen 'Fra Storm P.s mapper' med et udvalg af tegninger og malerier samt brudstykker af erindringer. Og kunstkritikeren Walter Schwartz redigerede en bog om 'Maleren Storm P.'. Men hans egen verden blev mindre og mindre. Og Ellen blev i efteråret 1947 indlagt på Frederiksberg Hospital efter flere voldsomme næseblødninger og kom først hjem til jul. Den sidste af hans hunde døde - men han fortsatte sit pligtarbejde med tegningerne, selvom det var en fysisk kraftanstrengelse at være tvangs-kreativ og tvangs-original. Den 24. januar 1949 modtog han ridderkorset af Kong Frederik, men trætheden tog til og ændrede karakter. En måned senere følte han sig dårlig og blev undersøgt på Frederiksberg Hosital, men dog sendt hjem. Den 25. februar bragtes Storms sidste flue i Berlingske Aftenavis - "Ja, det er ganske vist en fugtig lejlighed - men her er masser af kantareller".
Den 2. marts kom han på hospitalet og 6. marts døde han. Han blev begravet på Frederiksberg kirkegaard - ikke langt fra sin bopæl. Og blev behørigt hyldet i medierne.
Kritik af Borberg Til toppen Næste
I biografiens epilog forsøger Peter Borberg ikke som man kunne have forventet at give et samlet billede af Robert Storm Petersen som menneske og kunstner, men kommer med nogle enkelte konstateringer og slutter med den sætning at Storm har vist sig umulig at indfange med simple kategorier. "Han var noget andet. Han var Storm P." - og det må jeg sige at jeg hverken finder tilstrækkeligt eller særligt originalt.
Hvad der kan siges om ethvert mennesker (at han er det navn han bærer), siger jo intet i sig selv. En yderst sammensat mand som Storm P. kan selvfølgelig ikke indfanges i simple kategorier og heller ikke i gamle, altfor brugte og tvetydige kategorier, men han kan med tilpas omhu og nytænkning indfanges i gode og forståelige kategorier som både viser hans dybde og originalitet, og både sammensatheden og enheden. Og dette ligger i at alle mennesker er dybe og originale, sammensatte og enheds- eller helhedsprægede af den simple grund at alle - som tidligere anført - både har en medfødt, irrationel side og en tillært rationel side. Det er spillet mellem det irrationelle og det rationelle der giver sammensatheden og mangfoldigheden, men det er det irrationelle der giver dybden, originaliteten og helheden eller enheden.
Jeg er enig med Borberg i at Storm P. oplevede forløsningen i kærligheden gennem sine to vidt forskellige ægteskaber, men vil dog påpege at når 'Mads', hans første og 23 år ældre og meget erfarne kone, gerne ville have at han skulle blive en mand, så mente hun en mand der var ansvarlig for sit liv. Storms anden og ni år yngre hustru, Ellen, opgav fra starten at gøre ham til en fuldtansvarlig mand. Hun lod ham tjene pengene, men tog selv ansvaret for både dem og husførelsen.
Hvad jeg derimod er dybt uenig med Borberg i er at Storm P. ikke skulle have oplevet forløsningen gennem kunsten. Den oplevede han utallige gange som langt de fleste ægte kunstnere gør, hvad enten de udfolder sig i billedkunst, tonekunst eller litteratur - på samme måde som langt de fleste ægte videnskabsmænd oplever det i deres forskning uanset hvad deres fag er. Ganske almindelige mennesker oplever heldigvis også forløsningen mange gange i livet - og det sker både i intense øjeblikke med orgasiastisk lykkerus og stille undren, hvor den bevidste refleksion suspenderes og den spontane underbevidsthed får lov at folde sig ud - for ikke at nævne arbejdet. Og når Storm flere gange i livet pointerede at han var tilhænger af 'l'art pour l'art'-opfattelsen, dvs at kunsten er til for sin egen skyld og ikke for moralens eller politikkens endsige religionens skyld, så dækker det ikke over en traditionel æsteticisme, men præcis over at kunsten gav ham den direkte kontakt til og fulde erfaring af selve enheden eller helheden i tilværelsen.
Når Borberg derfor med henvisning til Storm P.s unægteligt bemærkelsesværdige forhold til den franske maler Jules Depaquit postulerer at Storm P. havde vist sig for borgerlig til at blive rigtig boheme, men også for meget boheme til at blive rigtig borgerlig, så er dertil kun at sige, at den absolutte modsætning mellem det borgerlige og det skabende kunstneriske er falsk og vildledende, for det borgerlige ligger helt og holdent i den overvejende rationelle tilpasning til den fysiske, sociale og samfundsmæssige realitet (alt det Sigmund Freud under ét og med en uheldig betegnelse kaldte realitetsprøvelsen), mens det bohemeagtige i betydning det skabende kunstneriske helt og holdent ligger i hengivelsen til og erfaringen af den orden, sammenhæng og helhed der udelukkende findes i det irrationelle, medfødte og før-sproglige. Er der konflikt mellem disse to former for erfaring, er der altid noget galt. Det normale - og det man hos langt de fleste mennesker finder som noget dagligvis der sjældent bliver bevidst - er den ligefremme, selvfølgelige vekslen mellem de to former for virkelighed (eller de to former for tilgang til virkeligheden som sådan). Mange mennesker forstår måske ikke udsagnet, fordi de tror de er fornuftsvæsener der allerede har frigjort og i hvert fald helst skal frigøre sig fra alt irrationelt. Freud forstod det heller ikke, fordi han var bevidst rationalist og i princippet betragtede alt underbevidst som noget sygt, fortrængt stof der skulle ophæves. Og det er en fatal opfattelse, for alt det afgørende i menneskelivet ligger i den skabende underbevidsthed.
Derfor tager Borberg også fundamentalt fejl, når han hævder at Storm P. var en stille mand med en eksplosiv fantasi der trak sig tilbage af ren og skær selvbeskyttelse. For Storm P. trak sig ikke tilbage af selvbeskyttelse, men tværtimod for at få direkte adgang til den skabende fantasi, og denne fantasi var i modsætning til hans arbejdsiver ikke eksplosiv, den var derimod uhyre stabil og udholdende. Det er noget enhver kunstner, enhver forsker og ethvert normalt mennesker kender der blot tør hengive sig til stilheden og åbne sig for underbevidsthedens input.
Af de anførte grunde må jeg anholde Borbergs indledende og desværre fra starten vildledende betragtninger hvor han gør Storm P. til en sentimental nostalgiker, der på sine gamle dage så tilbage på sin barndom med lige dele romantik og nostalgisk længsel, ja med fantasifuld efterrationalisering. Jeg bestrider skam ikke at Storm P. manglede relevante begreber til at beskrive sine indre forestillinger og ydre kvaler, han var absolut ikke nogen filosof eller nogen psykolog i ordets dybere forstand. Men han kan da godt kaldes romantiker i den forstand vi alle er det, i og med at vi alle i puberteten får en kønshormonalt betinget bevidsthedsudvidelse der for altid vil lade os have en evighedsoplevelse i sindet der svarer til den lykke- eller helhedsfølelse vi oplevede som børn, men af gode grunde ikke som sådanne kan sætte ord på således som vi kan i puberteten. Brugen af ord som sentimentalitet, romantik, nostalgisk længsel, fantasifuld efterrationalisering og gammelmandsudgydelser viser imidlertid at Peter Borberg er meget langt fra en dybere forståelse for hvad der er foregået i Storm P.s sammensatte og uafklarede sind.
Storm P.s kunst, malerier og tegninger, monologer og fluer viser ubetinget den frodige kreativitet der overvejende peger ind mod oplevelsen af den evige og universelle helhed som alle bærer i sig, men kun de færreste formår at udtrykke i adækvate former. Men hele denne frodige og lykkelige kreativitet er jo nærmest blevet en biting i Borbergs biografi. Han fokuserer hele værket igennem på Storm P.'s manglende afklaring og uhyggelige følelse af stress og pligt - og generende berømmelse.
Det skal naturligvis ikke bestrides at Borbergs Storm P.-biografi er et nyttigt værk og en imponerende præstation, der kommer grundigt og uimodsigeligt gennem alle kunstnerens uendeligt mange og store trængsler, men i videre forstand er værket en skuffelse for undertegnede der har beskæftiget mig i mange år med Storm P. og altid har kunnet se hans uudtømmelige frodighed og kreativitet, og samtidigt mener at kunne forstå ham i hans allerinderste.
Borbergs monumentale værk leder ikke til virkelig forståelse af Storm P.'s væsen, kunst, barnetro eller betydning. Han fokuserer alt for meget og alt for ensidigt på kunstnerens problemer hvad angår penge, jag og stress samt påtrængende opmærksomhed. Borbergs forståelse af hele det dybdepsykologiske aspekt hos kunstneren er overfladisk eller helt fraværende. Og det indebærer at både kreativitetens og humorens væsen fejlfortolkes. Det er i mine øjne fældende for Borbergs værk at den store Jerne-udsmykning kun nævnes en passant. Og jeg fatter faktisk heller ikke at et så fremragende og sigende selvportræt som klovnen der går i vinterhi forbigås - ligesom iøvrigt flere at kunstnerens allersidste billeder (dommerne og klovnenes begravelse).
Borberg fører i sin epilog endnu engang Depaquit i marken med dennes opfattelse af humor som "en nøje afgrænset sygdom der gør patienten mere til hypokonder end nogen fordøjelsesbesværlighed" (den brugte Borberg også i sin korte artikel i kataloget for Nivaagaard-udstillingen). Og han ser tilsyneladende slet ikke at Depaquits opfattelse står i diametral modsætning til det Storm P.-citat fra 1932 som han selv angiver som indledning til bogens andendel og som lyder: "Verden har vist endnu ikke set en absolut livsglad og smilende humorist i dette ords sande betydning. Hans inderste væsen er tragisk indtil depression og fyldt med medfølelse med andre". Borberg forstår næppe at dette udsagn peger på noget centralt i humorens dybeste væsen. Storm P. var ikke selv så afklaret at han formåede at forklare det bedre, men han anede den afgørende forbindelse mellem humoren og tragedien. Og den vil jeg nu til allersidst prøve at forklare.
Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste
Hovedpunkterne fra afsnittet om "Hvorfor gik Amerika-turen helt galt?" skal dog lige gentages:
Mennesket har to tilgange til virkeligheden, nemlig den indre, psykiske og den ydre sanselige. Den første og medfødte er irrationel og før-sproglig, men rummer alle eksistentielt vigtige oplevelser og erfaringer som mening, orden, sammenhæng og helhed. Den anden og tillærte omfatter alt det der kommer med opdragelse, skoling, uddannelse, arbejde, familiedannelse og tilpasning til samfundet. Der er lovmæssigheder for de to slags psykiske grundprocesser, henholdsvis primærproceseerne og sekundærprocesser. Og disse lovmæssigheder påpegede Sigmund Freud allerede i 1900 i sin bog om 'Drømmetydning' (spontane nattedrømme følger nemlig primærprocesserne). Lovmæssighedene fremgår af min grundartikel De psykiske grundprocesser.
Det irrationelle er dermed tidligere og langt dybere end det rationelle, og selvom der uundgåeligt kommer modsætninger og konflikter mellem de to slags virkeligheder, så er begge nødvendige og berettigede for et sundt og normalt liv, og derfor må ingen af dem tilsidesættes eller fortrænges på den andens bekostning.
Puberteten betyder altid krise, men også ny erkendelse, ansvarlighed og ny identitet. Den alvorligste side af puberteten er at finde en rimelig balance mellem behovet for mening, sammenhæng, helhed og kærlighed på den ene side og nødvendigheden af tilpasning til den fysiske, sociale og samfundsmæssige virkelighed på den anden side. Og det kan i et kompliceret samfund som det moderne samfund efter år 1900 være forbundet med relativt store problemer for det enkelte individ - bl.a. på grund af den store uvidenhed om dybdpsykologi, erkendelseslære og religion i ikke-dogmatisk forstand. Men selve behovet for til stadighed at genfinde meningen, sammenhængen og helheden i tilværelsen er fundamental og har intet med sentimentalitet, nostalgi eller tilbageskuen at gøre. Tværtimod er den først og fremmest altid nutidig nyskabelse, men den er samtidigt tæt forbundet med humoren og tragedien, fordi disse relativiserer og afdogmatiserer livet og eksistensforståelsen.
Den dybeste humor bliver tragisk, fordi den med Martin Bubers herlige udtryk fører mennesket ind i det område af tilværelsen hvor det at have ret hører op. At komme ind i dette irrationelle område er det tragiske ved tilværelsen (i gammel græsk forstand af ordet) og det har altså intet med noget sørgeligt at gøre. Kommer et menneske med stor sans for humor ind i dette område opstår det religionshistorikeren Vilh. Grønbech kaldte
humormennesket.
Dette humormenneske må ikke forveksles med hvad man i almindelighed kalder en humorist. Det er hos Grønbech modstillet erindringsmennesket, dvs det menneske der har sin fortid stående i ryggen som en trussel der stadig skal besværges, fordi oplevelserne ikke får lov til at dø for at leve, men tværtimod går råt ned i sjælen og kommer til at ligge som en vægt af brokker. Søde og sure minder, halve, forsagte nydelser, halve forsagelser, anger og impotent lyst tynger erindringsmennesket som et fremmed materiale i sindet; de rådner til noget som nu om dage har fået navnet komplekser eller hæmninger og i gamle dage kaldtes anfægtelser. Og en skønne dag springer disse spøgelser op som noget fjendtligt, der voldtager viljen og måske river forstanden med sig ned i det kaotiske mylder af løse oplevelser.
Humormennesket véd derimod at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham. De går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, og alt hvad han har digtet og drømt. Noget oplevet kan dukke op igen som minde, men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. Mindet bliver til - op af dybet. Det fødes igen med en kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet. Dernede i dybet er alt nemlig en skabende magt.
Som det ses er det sjælelige dyb her betragtet som en uafladeligt skabende underbevidsthed - og altså slet ikke som tilfældet er i psykoanalysen som en kogende gryde af fortrængninger der hvert øjeblik truer med at sprænge overfladen. Ingen ved bedre end kunstneren og mystikeren hvad denne skabende inspiration dybest set er. Men som Grønbech påpeger så er den skabende sjælelige undergrund ikke et privilegium for særligt benådede mennesker, men tværtimod noget alle kender hvis de tør være sig selv. Det er det simpleste af alt, sjælens livsgrund, det er menneskets dybeste væsen.
Det siger sig selv at disse begreber om humor, humormenneske og underbevidsthed må give helt andre muligheder for forståelse af kunstnere af enhver slags, men da navnlig af sammensatte kunstnere som eksempelvis engelske William Blake og danske Storm P. De giver også muligheder for at se anderledes på alle modsætninger i sjælelivet.
Følgen af disse betragtninger er at man altid overfor et sammensat og dybttænkende menneske, hvad enten han er almindelig borger eller kunstner, forsker eller politiker, er nødsaget til at inddrage hele den moderne eksistensforståelse i beskrivelsen, ja bevidst inddrage sin egen eksistensforståelse i sagen. Derved fremkommer det videnskabshistorikeren Thomas Söderqvist har kaldt en eksistentiel biografi og selv på udmærket vis har forsøgt sig med i biografien om immunologen Niels K. Jerne. En sådan biografi kan være en eksistentiel forskerbiografi eller en eksistentiel kunstnerbiografi eller en tredje form. Det afgørende er at levnedskildringen såvel som skildringen af den forskningsmæssige eller kunstneriske karriere sættes ind i den eksistentielle ramme som alle mennesker uanset fag eller karriere lever i fra fødsel til død.
Biografien som genre er ikke længere en selvfølge. Den gammeldags biografi duer ikke. En tidssvarende biografi skal i dag være en eksistentiel biografi. Jeg har selv begået flere af den slags biografier, og har også givet grundige analyser af biografier, hvor det eksistentielle aspekt udelades. - Jf. oversigten over mine essays. Og jeg har skam også forsøgt at skrive en eksistentiel Storm P.-biografi.
Storm P.-museet står nu over for om halvandet år, altså i 2019, at skulle markere 70 års-dagen for Storm P.s død i 1949. Og nu kan grundlaget i hvert fald sige at være på plads i dobbelt forstand. Man har fået Peter Borbergs biografi og min kritik af den! Jeg håber at museets ledelse forstår opgavens fulde art og store forpligtelse.
Det helt centrale i undertegnedes Storm P.-entusiasme er og bliver fluerne, fordi de ganske enkelt rummer en humor og livsvisdom der har kunnet bruges som pejlemærker livet igennem. De er set og læst så ofte og med så stor glæde og forundring, at de ved utallige lejligheder melder sig af sig selv som givende fortolkningsmæssig association. De er modsat eksempelvis Albert Engströms tegninger gennemgående båret af en varme, sympati og underfundighed der viser humorens inderste væsen som den form for 'tragedie' der sprænger al hang til at pukke på sin ret.
Jeg betragter Storm P. som en af det 20. århundredes største danske kulturpersonligheder og tør nævne ham på linje med religionshistorikeren Vilh. Grønbech og atomfysikeren Niels Bohr. For nok var Storm P. ikke professor i nogetsomhelst eller i stand til overhovedet at arbejde i teoretiske baner - han var og blev autodidakt og amatør i ordets bedste forstand - men han havde en så eminent intuitiv forståelse af tilværelsens irrationalitet og en så åben tilgang til sin frodige underbevidsthed, at han står som en langt større kulturkritiker end humorister der specialiserer sig i socialsatire og socialkunst.
Storm P. var meget længe om at modne og havde livet igennem store problemer med alle de krav og forventninger han blev udsat for. Ja, selv hans stigende berømmelse blev efterhånden en forbandelse for ham. Men han tilpassede sig - ikke mindst med støtte af sine to hustruer - modstridende den borgerlige virkelighed, og han var aldrig i sin mest sociale satire og kunst direkte politisk polemisk, men - og det er det afgørende - Storm P. glemte hverken barnet eller anarkisten i sig selv, og derfor hæver hans værk sig op over den fremherskende, tit alt for smålige og intetsigende partipolitiske strid til en humor der sprænger al endimensionalitet og dennes uhyggelige skadevirkninger på både det enkelte menneske og samfundet.
Storm P. var et sandt humormenneske, der trods indre usikkerhed og vægelsind formåede at forene sin humor med sin grundlæggende tro og sekulære religiøsitet.
Ejvind Riisgård
Henvisninger Til toppen
Litteratur
Peter Borberg: Storm P. - En biografi. (Forlaget Turbine. 2017)
Jens Bing: Maleren Storm P. (Storm P.-Museet. 1985)
Ejgil Søholm: Storm P før Ping. Bladvid og satire 1902-20. (Haase. 1986)
Ejvind Riisgård: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie. (e-bog fra Jernesalts forlag)
Robert Storm Petersen I-III under redaktion af Frithiof Brandt (Carit Andersens Forlag. 1950)
I: Humor og Visdom II: Malerier og Tegninger III: Spøg og Latter.
Robert Storm Petersen: Malerier. Tegninger. I udvalg ved Harald H. Lund i samråd med Carl Jensen, Herluf Jensenius, Ebbe Sadolin og Georg Ursin. Med indledning ved Victor Kuhr og tekstbidrag af Herluf Jensenius og Povl Sabroe. (Carit Andersens Forlag. 1942).
Harald H. Lund (red.): Bogen om Storm P. Skrevet af hans venner. (Westermann. 1949)
Poul Carit Andersen: Livet er en cirkus. Fra Slagterdreng til Det kgl. Teater. (Carit Andersens Forlag. 1972)
Poul Carit Andersen: Livet er en gåde. Fra Bonbonničren til Asgårdsvej. (Carit Andersens Forlag. 1973)
Line Jørgensen: Storm P. - klovnen i klunkestuen. Om det morsomme, det forfærdelige og det farlige.... (C.A. Reitzel. 1993)
Benny Bau og Poul Kragelund: Storm P. - Satire og humor. (Dansklærerforeningen. 1999)
Inge Mørch Jensen: Storm i Esbjerg - en udsmykning på Esbjerg Hovedbibliotek af maleren Robert Storm Petersen.
(Esbjerg Kommunes Biblioteker 2009)
Samlinger af fortællinger i forskellige udgaver.
Fluesamlinger i forskellige udgaver.
Bag rampe og kulissser. (Carit Andersens Forlag. 1971
- efter tidsskriftet Exlex 1919-20).
Dagbogsblade fra besættelsen. Med forord af Hans Brix.
- (Carit Andersens Forlag. 1945).
Oncle=Sam på Rejse. Dagbog 1901. Faksimile-udgave
- (Albert C. Petersens Trykkerier. 1959)
'Storm' (Storm P.s eget tidsskrift. 1915-16. Det kgl. Bibliotek)
Dagbog fra juni 1916 til februar 1920 (Storm P.-museet)
Scrapbøger fra maj 1918 til marts 1927 (Storm P.-museet)
De kulørte sider (v/ Jens Bing). (Storm P.-museet og Aschehoug. 2005)
Storm i Pilestræde, udgivet af Jens Andersen og Jørgen Larsen. (Storm P.-museet og Gyldendal. 2009)
De tre små mænd og nummermanden - 100 års narrestreger.
(Storm P.-museet og Forlaget Alvilda. 2013)
Tidsskrifter:
Hold mig i hånden (1908-10),
Exlex (1919-20),
Hver 8 dag (1920+1923)
Diverse artikler og interviews med Storm Petersen,
herunder Christian Houmarks interviews for BT: 21.3.27.; 27.7.28.; 9.12.38.; 4.4.39.;
Filmografi over film med Storm P. kan findes på Dansk Filminstituts Filmdatabase.
En CD med originaloptagelser på gamle lakplader fra 1915-26 af Storm P. der læser sine monologer (assisteret af Christian Arhoff) er udgivet af "Gate 2" (History cd 1001).
Også skuespilleren Ebbe Rodes oplæsning af monologerne findes på cd.
Balletmusikken til 'Benzin' findes bl.a. i en indspilning med Danmarks Radios Symfoniorkester fra 2008 (Dacapo).
Link til Storm P.-museet
Museets hjemmeside er blevet væsentligt udbygget og digitaliseret efter hele den ombygningsproces den nye direktør har fået færdiggjort i 2012 med generøs bevilling fra 'A.P. Møller og Hustru Chastine McKenney-Møllers Fond til almene Formaal'. - Jf artiklen Storm P-museet genåbnet i First Class-stand (15.5.12.)
På museets hjemmeside kan man også læse om den nye udgave af Storm P.'s værker, ialt 25 bøger over tre år, som udgives i samarbejde med Forlaget Alvilda.
Relevante e-bøger fra Jernesalt:
Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie omfatter essays om
Humormennesket Storm P.,
Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund'),
Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') m.fl.
'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.
'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.
'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'
omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi
'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.
Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne
Bøgerne forhandles af Saxo.com
Relevante artikler på Jernesalt:
Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Storm P.'s enfoldige tro går over både kirkens og kunstens fatteevne (23.12.16.)
Enestående Storm P-udstilling på Nivaagaard med fokus på maleriet (9.10.16.)
Storm P-museet genåbnet i First Class-stand (15.5.12.)
Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Biografien som genre:
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens (6.10.17.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme -
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi - Visioner, begrænsninger og fejlslutninger (23.5.10.)
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.
Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik (12.9.17.)
Pave Johannes Paul II
Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Nietzsches sjæl
Blicher mellem drøm og virkelighed
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Introduktion til helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Forslag til parametre for vurdering af kunst
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens
(Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag
Latter, morskab og humor
vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.)
Th. Kittelsen - norsk skovtrold på Storm P. museet (5.4.16.)
Den britiske satiretegning mod Danmark viser EU's dybe splittelse (29.1.16.)
Tænk dig om før du tænker! (aforismer af Stanislaw Lec - 12.8.12.)
Bladtegnere i minefelterne (12.4.12.)
Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed (9.11.11.)
Hvad skal vi med humor og tragedie? (14.4.11.)
Religion, humor og tragedie (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.
Humor og virkelighed (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.)
Humor, politik og helhedsrealisme (30.11.10.)
Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig (30.4.08.)
Demokratikanonen rammer ikke plet (18.3.08.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist; (28.6.10.)
Livstegn fra Klaus Albrectsenom den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger
Er ytringsfriheden virkelig så afgørende (8.3.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring (8.1.15.)
Stein Baggers storstilede forførelseskriminalitet (9.12.08.)
Terror mod humor og sekularisering (5.1.10.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne (13.2.08.)
Mogens Rukovs veloplagte og progressive begrebsdrilleri (9.2.08.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Peter Høegs hørelse, længsel og humor (14.06.06.)
Køn, identitet, partnervalg og humor (7.5.06.)
Akkari og Satans yngel i Danmark (24.3.06.)
Fænomenet Berlusconi og hans ironi
Kunsten at græde i kor - og overleve mistrøstig barndom (3.5.07.)
Filmen og latteren (30.6.05.)
Finanserne og humoren (31.8.06.)
Blasfemi mellem jura og psykologi (16.12.04.)
Skadelig sprogblomstring?
Er rapper-sproget kunst eller verbal vold og sexisme? (26.11.04.)
Kaddish for Kertész (Imre Kertész' forfatterskab og hans bog "Kaddish for en ufødt søn".)
Artikler om Humor
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Artikler om Samfund
Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Jernesalts 2009-filosofi
Forord -
Begreber og aksiomer -
Krisen ved årsskiftet 2008/09 -
Verdensbilledet 2009
Livet -
Mennesket -
Sjælen -
Sproget -
Samfundet -
Overordnede politiske parametre
Udfordringen -
Helhedsrealismens advarsler -
Helhedsrealismens anbefalinger -
Efterskrift
Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|