utils prefix normal JERNESALT - Sharia

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.9.02.

Sharia, Sherin og sekulariseringen

Igen har der været blæst om danske muslimers forhold til den traditionelle og efterhånden selvfølgelige danske adskillelse mellem religion og politik, som alle partier accepterer, og som ikke mindst et sekulariseret parti som Det Radikale Venstre burde stå som utvetydig eksponent for.

Først havde vi Mona Sheik-sagen som afslørede, at en dansk muslim mente sig kvalificeret til at blive opstillet som folketingskandidat for de radikale selvom hun principielt gik ind for døds- og steningsstraf. Det var for tykt for partiet, og hun blev derfor stemt ud på et lokalt opstillingsmøde.

Nu har vi så Sherin Khankan-sagen som afslører en meget mere subtil sag, fordi det her drejer sig om en dansk muslim - og kandidat i religionssociologi - der også er opstillet som folketingskandidat for de radikale, men som ubetinget tager afstand fra dødsstraf og andre barbariske straffe som piskning og stening, men som blot ikke på partiets landsmøde ville eller kunne stemme for en resolution der var rettet imod sharia-lovgivningen som sådan.

Sherin Khankan, der er formand for foreningen Kritiske Muslimer, mener, at en sådan resolution - til forskel fra en specifik fordømmelse af dødsstraf, piskning og stening - tager afstand fra eller nedvurderer islam som religion, og det kan hun som praktiserende, omend kritisk muslim naturligvis ikke gå med til. Hendes manglende tilslutning til landsmødets resolution blev omgående bemærket og gav straks anledning til debat i partiet. Formanden Søren Bald fandt den betænkeligt og bad om en forklaring, og forslagsstilleren, folketingsmedlem Naser Khader var skuffet over, at Sherin Khankans forklaring efterfølgende blev accepteret i hendes egen opstillingskreds.

Problemerne i Det Radikale Venstre kan naturligvis betragtes som et rent internt partianliggende, men da debatten har været ført offentligt og ikke alle betragter resultatet som en tilfredsstillende afklaring - og da sagen næppe heller bliver den sidste, er der i allerhøjeste grad grund til at se nærmere på nogle af argumenterne.

For det første gælder, at når resolutionens formål var at udtrykke tilslutning til sanktioner mod lande der har dødsstraf, stening og piskning som retspraksis, turde det være overflødigt at udtale sig generelt om sharia-lovgivningen, således som den er baseret på koranen, sædvanen (sunna og hadith), analogislutninger (qiyas) og konsensus mellem de retslærde (idjma).

For det andet gælder, at sharia vitterligt efter muslimernes egen opfattelse er et retssystem som principielt berører alle sider af tilværelsen, altså ikke blot straffelov, men også regler for bøn, faste, social retfærdighed og økonomisk lighed. Sharia betyder oprindeligt vej, og det er - ifølge Sherin Khankan - en vejledning for, hvordan man som muslim er tæt på sin gud og tro mod sin gud. Det turde derfor være på sin plads - uden på nogen måde at blive utåleligt ordkløverisk eller akademisk subtil - at skelne mellem ‘sharia som vejledning' og ‘sharia som lovgivning', og hvad specielt angår dødsstraf og stening i det mindste fastslå, at disse straffe til forskel fra piskning ikke har hjemmel i koranen, men alene i sædvanen (profetens ‘sunna').

Problemet bliver alligevel tilbage, at sharia, hvor den i lande som Sudan, Nigeria, Iran og Saudi-Arabien er indført som officielt lovkompleks uden undtagelse har medført, at dødsstraf, stening og piskning er blevet gældende retspraksis, og at dette virker umådeligt anstødeligt, primitivt og barbarisk på enhver normal, europæisk eller vestlig og humanistisk indstilling.

Det er altså meget godt, at man teoretisk kan skelne klart mellem ‘sharia som vejledning' og ‘sharia som lov', men når det i praksis viser sig, at indførelse af sharia som overordnet statsligt retssystem er ensbetydende med indførelse af sharia som lovgivning med tilhørende brug af barbariske straffe, så må det betegnes som betænkeligt og meget utilfredsstillende, at man fra Sherin Khankans side forsøger at give det udseende af, at det der gør udslaget blot er en uheldig fortolkning af sharia. Ikke fordi dette er teoretisk utænkeligt eller intellektuelt uforståeligt, men fordi det svarer til, at man prøver at give det udseende af, at den kommunistiske undertrykkelse af befolkningen i det gamle Sovjetunionenen og dets lydstater var en følge af ren og skær misfortolkning af kommunismens idé, og intet skulle have at gøre med det faktuelle forhold, at kommunismens idé - ligesom katolicismens idé og islams idé (uden sammenligning iøvrigt) - står og falder med opfattelsen af dens universelle gyldighed og dermed magthavernes ret til i de højeste idealers navn at indføre dens principper på alle dele af samfundslivet - vel at mærke i magthavernes egne fortolkninger.

For det er præcis dette diktatoriske, teokratiske eller fundamentalistiske grundsyn der er faren, og som står i diametral modsætning til den principielle, demokratiske adskillelse mellem statsmagt og religion i de vestlige af kristendommen rundne lande.

Sherin Khankan er i sin gode ret til at fokusere på sharia som vejledning for sig selv og andre mere eller mindre kritiske muslimer i Danmark, og sige klart fra over for implementeringen af en fundamentalistisk sharia-lovgivning nogetsteds på jorden. Man kan da diskutere om det virkelig kan have nogen mening at fortolke straffe som håndsafhugning for tyveri eller hundrede piskeslag for hor symbolsk, således som hun gør, og på denne måde fx sidestille håndsafhugning med moderne fængselsstraf ud fra den betragtning, at begge så at sige afskærer offeret fra virkeligheden. I hvert fald halter fortolkningen uhyggeligt, fordi en fængselsstraf for simpelt tyveri er af yderst begrænset varighed og på vore breddegrader aldrig i sig selv vil kunne afskære den straffede permanent fra hverken den fysiske eller sociale virkelighed, hvorimod håndsafhugning for stedse både brændemærker og handikapper forbryderen.

Symbolske fortolkningner af denne noget tvivlsomme art er i Sherin Khankans tilfælde uden tvivl udslag af et ærligt forsøg på muslimsk reformisme, dvs vilje til nyfortolkning, modernisering og tillempning til demokratiske idealer, men viser samtidig at der er meget lang vej til en egentlig sekulær tankegang.

I DR2's Deadline 28.9. forsøgte Khankan sig i sine bestræbelser på at forklare modviljen mod den radikale resolution med en analogi til amerikanernes dødsstraf, idet hun gjorde gældende, at man jo i sin fordømmelse af den amerikanske lovgivning og retspraksis ikke giver sig til at fordømme det amerikanske demokrati som sådant. Derfor kan man efter hendes mening ikke tage afstand fra sharia, selvom dens indførelse som statsligt retssystem i lande som Nigeria og Saudi-Arabien har indebåret indførelse eller fastholdelse af barbariske straffe.

Men analogien er efter min mening forfejlet eller vildledende, for dødsstraf er intetsteds i verden, heller ikke i USA, et resultat af demokratiets indførelse, men ganske som i Kina eller de islamiske lande en ældgammel foranstaltning, der har et primitivt hævnmotiv som basis. Det er tværtimod demokratiets indførelse og den hermed sammenhængende opvurdering af de individuelle menneskerettigheder der sætter spørgsmålstegn ved dødsstraffen - og som til sidst de fleste steder fører til afskaffelse af dødsstraffen. I gamle dage var den jo overalt af barbarisk karakter med fx brænding i levende live eller forudgående tortur og lemlæstelse. I USA er den efterhånden i bedste mening ‘humaniseret' i rent klinisk henseende og med utallige muligheder for appel. Men ikke så underligt forøger den slags kun yderligere presset for dens afskaffelse. - En acceptabel analogi til shariaen og forholdene i Saudi-Arabien og Nigeria ville forudsætte, at sharia'en her danner basis for en voksende modstand mod barbariske straffe. Og det synes bestemt ikke at være tilfældet.

Sherin Khankan ser en stor fare i enhver generaliserende dom over sharia'en og islam - og det er fuldt forståeligt - men hun synes på den anden side at idealisere sharia'en. Hun kan skelne mellem sharia som lov og sharia som vejledning lige så meget hun vil, men aldrig snakke sig fra at afskaffelse af dødsstraf i de islamiske lande der har bevaret den eller genindført den i nyere tid forudsætter et opgør med shariaen som absolut lov.

Og hvis hun yderligere bevæger sig ind på dybdepsykologiens område, så vil hun ikke kunne undgå at se i øjnene, at i den almindelige opinion i de vestlige lande vil dødsstraf, stening og piskning i kraft af lovene for de psykiske primærprocesser være og forblive forbundet med sharia'en som lovgivning, på nøjagtigt samme måde som den palæstinensiske terror på civile israelere eller Al-Qaedas terrorangreb på USA den 11. sept. 2001 for altid vil være og forblive forbundet med islamisk fundamentalisme. Primærprocesserne virker på alle mennesker således, at disse automatisk identificerer to størrelser, når blot der er en enkelt påfaldende lighed mellem dem (jf. artiklen om De psykiske grundprocesser). Det spiller alle demagoger på, og det kræver en vis intellektuel træning at gennemskue det. Derfor gør akademiske diskussioner og subtile fortolkninger ikke i praksis den store forskel. Desværre.

Men samtidig må det også fastslås, at Sherin Khankan fortsat har nogle forklaringsproblemer, som slet ikke kommer af at hun som religionssociolog med speciale i islam har en ekspertise vi andre savner, men af at hun - som de fleste andre religionssociologer her i landet - afholder sig totalt fra et indlade sig på nogensomhelst psykologisk belysning af selve det grundliggende problem omkring sekulariseringen.

Det er i debatten blevet indvendt, at Sherin Khankan trods sit formandsskab i Kritiske Muslimer slet ikke er kritisk muslim. Men det turde være en forhastet slutning, der bygger på uvidenhed om flertydigheden af ordet ‘kritisk'. Når filosoffen Imanuel Kant eksempelvis i sin tid talte om ‘Kritik der reinen Vernunft' (dvs. af erkendelsesteorien) eller ‘Kritik der praktischen Vernunft' (af etikken), så mente han ikke en sønderlemmende og absolut afstandtagende kritik af de to ting, men simpelthen en kritisk analyse eller gennemgang, hvad deraf måtte følge af en mere nuanceret forståelse af og holdning til emnet. Og når teologerne efter historievidenskabens gennembrud i det 19. årh. begyndte at tale og skrive om ‘Bibelkritik' så forstod de tilsvarende ikke en afstandtagen fra biblen, men en grundig og nøgtern videnskabelig analyse af den.

Der er for mig ingen grund til at tvivle på, at Sherin Khankan er ægte og uforstilt kritisk muslim og står for en moderne, reformistisk fortolkning af islam, der gør denne i vid udstrækning forenelig med moderne europæiske, demokratiske og humanistiske normer og værdier. Jeg tror følgelig ikke på sådanne konspirationsteorier som Lars Hedegaard forlyster sine læsere med i Berlingske Tidende (sidste med kronikken ‘Dansen om imanerne' - 25.9.).

Hedegaard går bl.a. ikke af vejen for at skrive følgende: "Vi må forestille os, at der findes en - muligvis stiltiende - forståelse mellem de ‘progressive' muslimer og de alt andet end progressive imamer: De fremstormende unge, der gerne vil gøre politisk karriere, kan få lov til at spille kritiske uden at imamerne vil true dem med fysisk overlast, så længe de lover at bekæmpe alle konkrete forsøg på at begrænse imamernes magt. En fordømmelse af sharia-lovgivning vil naturligvis være et kraftigt indgreb over for imamer, der arbejder på at få indført sharia-lovgivning overalt."

Herudfra drager Hedegaard den slutning, at "når danske partier går med til at opstille muslimske kandidater, der nægter at distancere sig fra sharia-lovgivningen, åbner de således kanaler for imamernes indflydelse på dansk politik."

Hedegaards ‘forestillinger' taler næsten for sig selv. De er syge til det paranoide. Han ser fuldstændigt bort fra, at hele den europæiske historie siden renæssancen er én lang fortælling om, hvor vanskeligt, farefuldt og tidskrævende det har været for progressive mennesker inden for naturvidenskab, humaniora og teologi at frigøre sig fra den fundamentalistiske kristendoms omklamring, retspraksis og retsforfølgelse. Det tog århundreder at vinde sekulariseringens frihed. Og vel at mærke havde mange af de progressive selv mange betænkeligheder, ja samvittighedskvaler ved deres forehavende, fordi de netop ikke tilstræbte en total løsrivelse fra deres religion, men blot friheden til at følge deres samvittighed videnskabeligt og religiøst.

For danske og andre europæiske muslimers vedkommende turde det være klart, at der for de unge generationer må være tale om en kompliceret, vanskelig og med ambivalente følelser forbundet proces, hvor målet nok er sekularisering og modernisering, men ikke total fornægtelse af deres religiøse rødder. På teoretisk plan kan man lige så meget man ønsker og orker gøre opmærksom på, at islam pr. oprindelse og pr. definition er en lovreligion, og at den derfor aldrig vil kunne sekulariseres som kristendommen er blevet, men det tæller ikke rigtigt, for erfaringen fra kristendommen siger, at det altid er et spørgsmål om fortolkning, hvorvidt man vil definere den som lovreligion eller ej. Kristendommen har nok den fordel fremfor islam, at den lige fra starten har haft en iboende fundamental præcisering af religionen som det modsatte af lovreligion, nemlig i evangeliets tale om tro og tilgivelse. Men kristendommen blev jo ikke destomindre statsreligion og således i lange tider fundamentet for magthavernes krav om en lovreligion og deres altid underliggende tilbøjelighed til stræben efter og udøvelse af absolut magt.

Folketingsmedlem Birte Rønn Hornbech - jurist og medlem af folketingets kirkeudvalg - har i et par indlæg i Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende (hhv. 27. og 28.9.) forsøgt at skære igennem uklarhederne i Sherin Khankan-sagen ved at hævde, at sharia-lovgivningen er en del af islam, og at islam derfor - i modsætning til kristendommen - er (og bliver) en lovreligion. Da man naturligvis ikke kan adskille religion og lov i en lovreligion, kan man ikke forlange, at muslimer skal afsværge sharia'en, for det ville være at forlange, at de afsværger deres gud. Og det duer naturligvis ikke i et land der har religionsfrihed, endsige i et parti der går ind for denne religionsfrihed. Det lyder klart nok, men går ikke desto mindre uden om sagens kerne.

Hvis det nemlig skulle holde stik, at islam er og bliver en lovreligion - ligegyldigt hvor og af hvem den praktiseres - så kan man logisk set ikke lovgivningsmæssigt forlange, at herboende muslimer skal adskille lov og religion. Kun at de skal underkaste sig dansk lov i deres offentlige adfærd. Men heraf følger da ikke, at et politisk parti, der ubetinget går ind for principiel adskillelse mellem lov og religion, og derfor tør tage utvetydigt stilling imod sharia-lovgivning generelt, skulle være afskåret fra at forlange af deres medlemmer og folketingskandidater, at de tilslutter sig princippet. Det står da muslimer frit for at melde sig ind i partiet eller blive udenfor. Partiets regler og principper ændrer da intet ved hverken religionsfriheden, ytringsfriheden eller foreningsfriheden.

Det er den ene side af sagen. Og den er for øjeblikket primært Det Radikales Venstres sag. Andre kan se til fra sidelinien og mere eller mindre undre sig over, eventuelt være skadefro over, at netop dette parti har fået den slags problemer ind på livet. Men Marianne Jelved er som partiets politiske leder ikke uden grund stolt over det, for hvis ikke de radikale som et parti der er åbent over for såvel indvandring som integration skulle have debatten, hvem skulle så. Muligvis går det ud over vælgertilslutningen, men ikke over partiets eksistensberettigelse. Og givetvis kan det kun gavne nydanske muslimer med god uddannelse og ønske om integration, at de har et politisk parti at ty til som katalysator i deres kamp for at tilpasse deres religion de demokratiske værdier i landet.

Men det helt centrale problem turde være, om islam virkelig for tid og evighed og overalt hvor den praktiseres vil forblive en lovreligion og således for tid og evighed stå i modsætning til ikke blot kristendommen i moderne nordisk fortolkning, men den sekulariserede europæiske kultur, som er runden af renæssancen og protestantismen.

Birte Rønn Hornbech har naturligvis ret i, at man ikke ved nogen slags lovdekret og tvang kan overføre det fra evangeliet stammende skel mellem tro og lov til en lovreligion. Den verdslige øvrighed må nøjes med at hævde det grundsynspunkt, at det er de verdslige love der her i landet gælder i alle verdslige anliggender og dem der skal håndhæves. Troen er en anden sag.

Birte Rønn Hornbech har også ret i, at tanken om at adskille tro og lov har sit udgangspunkt i kristendommen, eller at idéen om at skelne mellem det verdslige og det åndelige i hvert fald i sidste ende stammer fra evangeliet. Men Paulus var meget uklar på dette punkt, og det samme gælder den mand der for alvor bragte synspunktet til sejr i Europa, nemlig reformatoren Martin Luther. Han turde (ved fyrsters hjælp) sætte sig op mod hele det katolske meningstyranni og magtapparat, men hans læres udbredelse i de nordiske lande førte i tiden efter ham til meningscensur og overgreb der ikke lod den katolske kirkes noget efter. Det var i realiteten først med de demokratiske frihedsrettigheders indførelse mere end to hundrede år efter Luther, at religions-, ytrings- og foreningsfriheden blev endeligt gennemført og sækulariseringen således fuldført. Kirken og dens præster og teologer kan i dag mene hvad de vil om religiøse og moralske spørgsmål, men adskillelsen mellem lov/statsmagt og religion afhænger ikke af dem eller deres velvilje. Den er alment accepteret, lovfæstet og grundfæstet. Sekulariseringen i Europa er derfor ikke længere et spørgsmål om de historiske rødder. Sekulariseringen har for længst overhalet kristendommen.

Dilemmaet for de danske og øvrige europæiske muslimer af yngre årgange, der ønsker fuld integration og accept af de demokratiske normer og værdier, kan derfor ikke indsnævres til et relativt simpelt spørgsmål om ærlig vilje til reform eller sund kritisk sans. Den bliver på et eller andet tidspunkt uundgåeligt et spørgsmål om den fulde historiske, erkendelsesteoretiske og psykologiske forståelse for og accept af sekulariseringens princip: at troen må løsrives fra den dogmatiske bundethed til dens historiske forudsætninger.

De eksisterende religions-systemer med deres særlige kult, dogmer og præsteskaber er historisk bestemte og derfor af begrænset værdi og tidssvarenhed. I de store religioner gives der, navnlig i deres myter, universelle træk, som det er af værdi for moderne mennesker at forstå og være bevidste om, men religionernes dogmatiske synspunkter er i deres historiske betingethed som hovedregel så tidsbundne, at de ofte er mere til skade end til gavn for den bevidsthed, der inddrager psykologien, erkendelsesteorien og naturvidenskaben i fortolkningen af menneskets eksistentielle situation. En klar adskillelse mellem religionssystemer og statssamfund tillige med en klar adskillelse mellem teologi og psykologi og mellem mytologi og naturvidenskab er derfor en forudsætning for det moderne menneskes tros-, tanke- og ytrings-, forsknings- og kult-frihed samt for dets evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for egen eksistens. (Redaktionelt aksiom - jf. Aksiomer.)

I realiteten er der her tale om at tage skridtet fuldt ud i det der i den skønne bibelske myte hedder ‘syndefaldet', som negativt kan fortolkes som en overtrædelse af forbudet mod at spise af kundskabens træ, men positivt som en vedkendelse af det ansvar der følger med at forlade det paradis som en beskyttet barndom giver. I første række er det nødvendigt at tage ansvaret for uddannelse, erhverv, seksualitet og familiedannelse. Men i videre forstand er det nødvendigt at udfolde ansvaret fuldtud for ens politiske, æstetiske, moralske og religiøse stillingtagen og udvikling . Og her kommer sandelig også for religiøse menneskers vedkommende spørgsmålet om en fundamentalistisk eller ikke-fundamentalistisk indstilling til overleverede dogmer og antagelse til afgørelse. Jf iøvrigt artiklen Myte, ord og billede,

For Sherin Khankans vedkommende tyder alt - som allerede nævnt - på at vejen til fuld sekularisering bliver en lang proces. Den er begyndt godt og flot. De akademiske, religionssociologiske forudsætninger er uden tvivl klare, men de psykologiske lader en del tilbage at ønske, for Sherin Khankan har, så vidt jeg er orienteret, ikke på noget tidspunkt indladt sig på refleksioner over og forklaringer på, hvad det indebærer at være fri af historisk betingede dogmer og traditioner. Det er så meget mere mærkeligt som hun vitterligt er vokset op i et hjem uden stærke bindinger til den muslimske tradition. Den muslimske vej, sharia'en, er en vej hun selv har valgt og som hun derfor også selv burde tage det fulde ansvar for. Det gør hun bare ikke, for hun dækker sig ind under, at hun betragter koranen som en åbenbaring og sit gudsforhold som en privatsag.

Men det er lige præcis som følge af denne indstilling, at hun nærer forestillinger om sharia'en som uproblematisk i såvel sekulariseret, europæisk sammenhæng som specifik radikal sammenhæng. Og det er uholdbart, eftersom allerede påberåbelsen af dens urokkelige forankring i den åbenbarede koran og profetens sunna fastholder dens fulde uforenelighed med moderne europæisk sekularisering.

Sherin Khankan er et alvorligt menneske der tager så vel sin religion som sin videnskab yderst seriøs. Men måske mangler hun dybest set humor, ikke i den forstand af ordet der er synonymt med overfladiskhed, letsind og billige grin, men i den betydning der forfægtes i disse spalter: humoren der definitivt frigør mennesket fra den ulyksalige tilbøjelighed til at ville have sin ret og sin vilje.


Se også artiklerne om sekularisering  Klik og humor  Klik

Og læs Kritiske Muslimers hjemmeside  Klik

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal