ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.4.05.

Søvndal ny formand for SF

Så blev også pavevalget i Socialistisk Folkeparti overstået. Og valget faldt ikke overraskende på den 52-årige tidligere skolelærer Villy Søvndal, der har elleve års erfaring fra folketingsarbejdet på bagen. Han fik næsten 60 procent af de afgivne stemmer ved partiets urafstemning.

De to kvindelige modkandidater, Pia Olsen og Meta Fuglsang, havde ingen chancer, selvom partiet skal have flest kvindelige vælgere. Partiets medlemmer, også de kvindelige, ville have den erfarne mand, havde en meningsmåling allerede afsløret. Og det gjorde de nok klogt i, for et parti står og falder med det arbejde dets folketingsgruppe kan præstere. Derfor er det livsvigtigt at have en partileder der sidder i folketinget. Man kan som socialdemokraterne måske vove en fornyelse gennem valget af et uerfarent kvindeligt folketingsmedlem, men hun skal i det mindste være være blevet valgt til folketinget ved sidste valg, så hun kan skaffe sig erfaringerne inden næste valgkamp begynder.

Søvndal er i alle måder en kompetent og energisk mand, og har i hvert fald den fordel frem for Holger K. Nielsen, at han ikke virker træt og udslidt. Han har givet klart udtryk for at han vil føre en hårdere politisk linje end forgængeren, men pointerer samtidigt at han betragter sig som en blød mand, og altså hverken som en hård banan eller en aggressiv kriger. Han virker sympatisk, men måske også en smule kedelig og til tider i sin udholdende spørgelyst en smule trættekær.

Der er længe til valget. Så vi får jo for begge partiers vedkommende se, hvordan udviklingen går - også set i forhold til Det Radikale Venstre som for begge står som en naturlig samarbejdspartner. I forhold til både radikale og socialdemokrater markerer SF sig dog med en klar udmelding om at de danske styrker i Irak skal trækkes tilbage hurtigst muligt. Man har som de to andre partier været imod den danske deltagelse i Irak-engagementet fra starten, men vil altså ikke indlade sig på et realpolitisk kompromis om styrkerne, selvom der er flertal for at forlænge deres mandat, så længe der er brug for dem i landet.

Men som alle andre steder, ikke mindst i Storbritannien, falder befolkningens interesse for udviklingen i Irak. De fleste er trods alt tilfredse med Saddam Hussein-styrets fald - og ser også gerne det nye spæde demokrati sikret og styrket. Men spørgsmålet er ikke længere afgørende for folks bredere politiske stillingtagen.

De sociale problemer er ikke ligegyldige. De er tværtimod store, så store at det som bekendt er meningsfuldt - men ikke tilstrækkeligt entydigt - at tale om det delte Danmark. Og vel at mærke er det i stigende grad andengenerationsindvandrerne der bliver sociale tabere. Integrationspolitikken er derfor en mere og mere central side af socialpolitikken. Men den hænger nøje sammen med den økonomiske udvikling og navnlig beskæftigelsen. Og på disse områder er der fortsat stor forskel på VK-regeringens politik og den ikke-borgerlige oppositions politik.

Forskellen ligger i det værdimæssige, og navnlig i opfattelsen af hvad der fremmer selvansvarligheden hos den enkelte borger mest muligt. Ingen er i princippet uenig om at selvansvarlighed er en god ting, men når det kommer til spørgsmålet om hvorvidt det er den personlige frihed eller den offentlige omsorg der er bedst egnet til at fremme ansvarligheden, skiller vandene - og det vil de blive ved med.

Påfaldende for de seneste års udvikling her i landet er dog, at mens Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har meldt klart ud om fællesskabets værdi og nødvendighed - også i deres utvetydige krav til indvandrerne om integration - så er der kommet en besynderlig slinger i valsen hos de radikale, fordi disse er blevet fanget af forestillingen om 'den kreative klasse' som den der står for progressiviteten. Tanken er smuk nok, og har da også givet gevinst ved valget, men i realiteten hæver den partiet så meget op i idealitetens verden at det kommer til at knibe med jordforbindelsen og dermed mulighederne for at føre politik sammen med socialdemokraterne.

Set i dette lys bliver valget af Villy Søvndal som ny formand for Socialistisk Folkeparti et usikkerhedsmoment. Vil partiet markere sig så stærkt på de sociale områder i gammeldags forstand, at det vil fjerne sig fra både de radikale og socialdemokraterne? Eller vil man tvinge disse to partier til at holde igen med deres popularitetsskabende fornyelse?

Svaret på disse spørgsmål vil i sidste ende afgøre såvel de tre partiers egne som regeringspartiernes og Dansk Folkepartiets fremtidige muligheder. Derfor er det godt at SF's valg blev overstået, én gang for alle. Folketinget har nu ro til at koncentrere sig om lovgivningsarbejdet, først og fremmest kommunalreformen, men senere kommer velfærdsreformerne. I mellemtiden skal vi have folkeafstemningen om den nye EU-traktat - hvis det da ikke går sådan at Frankrig stemmer nej om en måned.

Om SF får den ønskede og af Villy Søvndal tilstræbte fornyelse får stå hen som et foreløbigt ubesvaret spørgsmål.

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)