utils prefix normal JERNESALT - sende18opgoer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.3.18.

Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet

Fatal modsigelse i den vestlige kultur
Teologiens dogmatiske fataliteter
Det alternative helhedssyn
Kultur er udfordring, men rummer håb og fremtid
Henvisninger


Fatal modsigelse i den vestlige kultur    Til toppen  Næste

En af de mest fatale modsigelser i den vestlige kultur er den der ligger i at vi har gjort grundigt op med de absolutte sandheder i naturvidenskaben, men alligevel forholder os tøvende og ubeslutsomme når det gælder opgøret med dogmerne vedrørende eksistensen, selvom flertallet ikke bryder sig om dem. Ubeslutsomheden er så meget mere bemærkelsesværdig som den indirekte freder dogmatikken i den fremmede religion der er blevet stærkere og stærkere repræsenteret i vesten som følge af tilstrømningen af muslimer, dels i form af ny arbejdskraft fra midten af 1950'erne, dels i form af den uønskede og mere og mere problematiske flygtningestrøm der skyldes de sidste årtiers undertrykkelse og borgerkrige i muslimske lande i Mellemøsten og Afrika.

Den indirekte fredning af de absolutte sandheder vedrørende eksistensen hænger nøje sammen med to ting. Den skyldes i første omgang den sekularisering i Vesten der har medført at den dominerende religion, kristendommen, støt og uundgåeligt har mistet terræn - og både i de protestantiske og de katolske lande har fået mindre og mindre politisk og kulturel indflydelse. Men den skyldes i anden omgang også at uvidenheden om menneskets ubevidste eller underbevidste sjæleliv og åndsliv har bredt sig så stærkt at religion ikke længere forstås som menneskets helhedsforståelse og derfor generelt er blevet kørt ud på et sidespor som folks privatssag som de fortsat kan få hjælp til i den officielle folkekirkes dogmatiske regi, men ikke andre steder. Og det er fatalt, da de eksistentielle spørgsmål angår alle mennesker og derfor hverken kan reduceres til en privatsag eller løses af en dogmatisk indstillet og institutionelt velorganiseret konfession. De eksistentielle spørgsmål er i deres art underbevidste, i og med at de drejer sig om irrationelle forhold som mening, sammenhæng og helhed, og de kræver derfor frihed for al tvang og kontrol. Folk skaffer sig fortsat føling med den eksistentielle mening og helhed gennem kollektive fænomener som musik, sang og dans og ikke mindst almindeligt familieliv, men der er ingen frie og udogmatiske instanser til at varetage denne livsvigtige føling på en bevidst måde der har med bred folkeoplysning at gøre. Dagligsproget har naturligvis også ubevidst bevaret denne føling, men den bevidste viden og hensyntagen til disse eksistentielle forhold glimrer ved deres fravær og det er fatalt, når en meget snæver rationalitet er blevet dominerende på alle andre områder - produktion, økonomi, politik, uddannelse og videnskab.

Universitetsverdenen og hele den øvrige akademiske verden bliver mere og mere intellektualiseret, men også mere og mere karakteriseret ved en systematisk forsømmelse af den eksistentielle helhedsforståelse som fænomen. Grunden til miseren er at akademikerne i de humanistiske fag og langt ind i det sociologiske og det teologiske fag er stort set uvidende om det ubevidste eller underbevidste sjælelivs og åndslivs betydning - og det giver en stor usikkerhed og forvirring i hele befolkningen som rammer både det politiske og det kulturelle liv som helhed. Universitetsforskningen og finkulturen har mistet al nær tilknytning til folkelivet. Begge værner om deres frihed og isolation - og begge forråder dermed folket helt fatalt.


Eksistens er - som det tidligere er blevet konstateret her på siderne - ikke et fag og bliver det aldrig. Vi mennesker vil altid være uenige om eksistensen, og det er derfor vi deler os i forskellige retninger, foreninger og partier, og frit kan gøre det hvor der er demokrati. Til gengæld kan vore sprogligt formulerede forestillinger om eksistensen, livet, naturen, helheden, sammenhængen, meningen og kvaliteten naturligvis gøres til genstand for såvel almindelig refleksion, eftertanke og samtale som systematisk videnskabelig udforskning og offentlig debat. Selve fænomenerne er uforklarlige, og dette gælder også religion som sådan, forstået som det emergente fænomen der dukkede op i den biologiske udvikliing med mennesket, og som først og fremmest er karakteriseret ved at være en helhedsforståelse.

Denne ejendommelighed ligger i selve det psykiske forhold at helheden er vort inderste jeg, dvs at vi er født med en intuitiv helhedsopfattelse af vores verden. Uden den ville ethvert barn og enhver voksen være overladt til forvirring og fortvivlelse. Religion i bredeste og dybeste ikke-dogmatiske forstand er derfor at betragte som fuld føling med virkeligheden. For uden opretholdelsen af den medfødte helhedsforståelse ville ethvert menneske havne i en snæver virkelighed der kun ville omfatte den ydre verden og dens genstande og dermed være uden kvalitet, farve, lys og kærlighed. En sådan snæver virkelighed ville føre alle ind i dyb depression og fortvivlelse.

Dagligsproget er i denne smmenhæng meget vigtigt, fordi det i modsætning til fagsprogene har fuld føling med alle sider af den menneskelige tilværelse, inklusive det uforklarlige og det uforudsigelige. Det rummer ikke alene det forklarlige og forståelige eller det nyttige, men også det der ikke kan forstås eller forklares og fremfor alt også det der giver eksistensen både sin usikkerhed og uforudsigelighed som sin dynamik og charme. Dagligsproget er i modsætning til fagsprogene upræcist og må vel at mærke være det, da det ellers ikke ville kunne rumme hverken det vi ikke forstår eller det vi ikke kan forklare. Dagligsproget rummer - stadig i modsætning til fagsprogene - også den livsnødvendige humor, den humor der gør fri - ved at sætte os ud over den snævre logik, forudsigelighed, nytteværdi og evige moralske fordømmelse.

Eksistensen og helhedsforståelsen bliver vi aldrig færdige med. Men vi kan blive frie mennesker ved at forkaste snæversyn og fordomme. Og derfor er det i kriseåret 2018 livsvigtigt at vi langt om længe tager det endelige, dybe historiske opgør med den virkelighedsindsnævrende og frihedsundertrykkende dogmatik der ligger i såvel den kristne og jødiske religion som islam. Meningen er ikke at forkaste meningen eller helhedsopfattelsen, men tværtimod at forkaste alt det der systematisk forhindrer eller forvrænger helhedsopfattelsen.

Det er ikke nødvendigt i denne artikel at gennemgå de humanistiske fags generelle forsømmelse af helhedsforståelsen, da det blev gjort allerede med artiklen den 11. marts De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed, der specifikt vendte sig mod synspunkter der var fremført af historielektor Dorthe Gert Simonsen og professor i nytestamentlig fortolkning Troels Engberg-Pedersen. Men det slog mig at netop den sidstnævnte trods sin faglige uddannelse og livsgerning havde fundet anledning til at pointere at den humanistiske videnskab var mindst lige så vigtig som den naturvidenskabelige, men at han samtidigt så totalt bort fra helhedsforståelsens livsvigtige betydning. Jeg kiggede derfor nærmere på hans egne meriter og opdagede at han i 1998 havde redigeret en bog om "Den historiske Jesus og hans betydning". Og det slog mig straks ved læsningen, at han var totalt uvidende om det ubevidste sjælelivs art og fundamentale betydning i åndslivet og kulturlivet, og at han heller ikke havde begrebet det historiske faktum, at mennesket Jesus som den første i verden netop lancerede et alternativ til jødedommens absolutte tro på Jahves autoritet som moralgiver ved at forkynde opfattelsen af Guds rige som den umiddelbare verden vi alle fødes ind i og hvor vi ikke skal gøre os fortjent til kærligheden, men bare tage imod og bare give igen så godt vi kan.

Det fremgik af Troels Engbergs egen redegørelse i bogen at han accepterer den humanistiske historievidenskab som sådan og derfor også teologernes 'jagt' i flere omgange på den historiske Jesus, blot de ikke tror de kan få bekræftet deres egne synspunkter ved at gå tilbage til kildeskrifterne. Dette vil nemlig være en fundamentalistisk fejlslutning - og derfor må forskerne efter hans mening stå ved at deres eventuelle personlige synspunkter er subjektive og teologisk aldrig kan måles på andet end forholdet til den eksisterende kirkes trosbekendelse. Denne er en bekendelse af dogmerne om Jesus som inkarnation af Gud, troen på Jesus opstandelse og på de troendes egen opstandelse efter døden m.v., altsammen dogmer som ikke stammer fra Jesus, men fra den Paulus der nok fik en åbenbaring om Kristus som førte til hans omvendelse og gerning som apostel, men alligevel forblev i jødedommens absolutte lydighedsbestemte gudsforhold. Modsigelsen er oplagt, men den er selve kernen i Engbergs stokkonservative forståelse af kristendommen og bør derfor imødegås som fuldstændigt utidssvarende i vores moderne verden og nuværende kulturkrise.


Teologiens dogmatiske fataliteter    Til toppen  Næste

Jagten på den historiske Jesus begyndte i oplysningstiden, hvor den historiske forskning i det hele taget fik en gevaldig fremdrift, men hvor drivkraften på den specifikke teologiske jagt på den historiske Jesus ifølge Troels Engberg var ønsket om at sondre mellem Jesus selv og de forskellige opfattelser af ham der findes i det Nye Testamente og som gør ham til kirkens Kristus. En af de første teologiske forskere var tyskeren H.S: Reimarus (1694-1768) der var professor i orientalske sprog. Han sondrede i nogle skrifter mellem hvad apostlene hævder i deres egne skrifter og hvad Jesus i sit liv virkelig har udtalt og forkyndt. Sondringen mellem den mytiske og den historiske Jesus blev yderligere cementeret af D.F. Strauss (1808-74). Jesu-Liv-forskningen fik fra starten to kendetegn: I centrum stod Jesu egen person og selvopfattelse. Og kilderne til Jesusbilledet var de synoptiske evangelier, dvs de tre evangelier der var skrevet af Mattæus, Markus og Lukas, og som var så ensartede i beskrivelsen af hovedpersonen, at man mente de måtte have en fælles kilde.

Den 1. jagt på den historiske Jesus falder sammen med den periode i teologihistorien man senere har kaldt 'liberalteologien', og som fik sit navn fordi den var frigjort fra kirkens traditionelle dogmatik, lagde vægt på etikken og den enkeltes trosliv frem for på kirkens fællestro og iøvrigt generelt støttede en historisk-kritisk bibeludlægning. Den udviklede sig gennem hele 1800-tallet så stærkt, at den mødte indædt modstand hos den kirkelige konservatisme, herunder for Danmarks vedkommende Indre Mission, hvis formand og store 'høvding' Vilh. Bech i 1896 blev kendt for bandbullen mod teologerne på Københavns Universitet, der sloganagtigt lød: "På knæ for bibelen, I professorer". For ham var kristendommen udelukkende et frelsesspørgsmål.

Efter 2. verdenskrig fik jagten på den historiske Jesus en særlig drejning med den tyske teolog Rudolf Bultmann (1884-1976), der i 1926 udgav en bog om Jesus og i 1949 en bog om Urkristendommen. Den historiske Jesus kunne vi ikke vide meget om, og han var derfor uden teologisk betydning. Kristendommen begynder så at sige først efter Jesu død, og det var den specifikke tolkning i Det nye Testamente af denne Kristus der betød noget. Netop ud fra ønsket om at gøre DNTs billede af Jesus-Kristus anvendeligt i en moderne tid foretog Bultmann en omtolkning af hele det apokalyptiske verdensbillede, dvs den specielle forestilling om en total verdensundergang og fremkomsten af et helt nyt gudsrige, som findes i den del af DNT som hedder Johannes-åbenbaringen. Dén undergang var jo et historisk "tidehverv" der ville noget - og Bultmanns fortolkning, der også var inspireret af Karl Barth og Søren Kierkegaard, blev grundlaget for den danske 'Tidehvervsbevægelse' (i dag mest kendt gennem Søren Krarup, men bevægelsen har i høj grad præget nyere dansk teologi og kirkeudvikling).

Bultmann blev nok mest kendt for sit såkaldte afmytologiseringsprogram (1941), der gjorde kraftigt, men ensidigt op med falske forestillinger om at man kunne tale objektivt om det bibelske budskab. Det afgørende apokalyptiske sprog handlede efter Bultmanns mening ikke så meget om reale begivenheder i verden som om den menneskelige eksistens, herunder specielt kravet om en personlig stillingtagen og afgørelse. Og Engberg undlader ikke at bemærke at det er hos Bultmann man møder en virkelig gennemtænkt håndtering af apokalyptikkens problem for det moderne menneske - netop fordi han ikke at søgte tilbage til den historiske Jesus. Den historiske Jesus var og er tværtimod ligegyldig for kristendommen og altså teologisk irrelevant.

Bultmanns elev Ernst Käsemann mente der måtte kunne findes en kontinuitet mellem DNTs Jesus-Kristus-billede og den historiske Jesus selv. Kristendommen var jo udsprunget af apokalyptikken, og så måtte også den historiske Jesus selv skulle forstås apokalyptisk. Problemet var blot at Käsemann brugte sit apokalyptiske billede som belæg for at tale om Gud som en objektiv magt uden for og over mennesket. Fortolkningsstrategien er i virkeligheden den gamle, understreger Engberg: Man finder i stoffet det man kan bruge til at legitimere noget man selv vil sige - som om dette sidste ikke kunne stå på egne ben.

Engberg plæderer selv for en anden, højst ejendommelig fortolkningsstrategi: Lad os forsøge med en så kølig analyse som muligt af den historiske Jesus. Lad os overtage hvad vi af uafhængige grunde finder værdifuldt og brugbart - uanset om det er historisk korrekt eller ej Og lad os også uden betænkning forkaste alt hvad der måtte fremstå som historisk korrekt om Jesus selv, men som vi ikke kan overtage. Kun med den holdning kan en videnskabelig holdbar jagt på den historiske Jesus overhovedet lade sig gennemføre.

Jeg indrømmer at jeg tager mig til hovedet. For hvad i al verden skal man så overhovedet med mennesket Jesus; hvad har Engbergs principper overhovedet med videnskab at gøre, og hvad har de med religion at gøre?


Efter 1970 kom den såkaldte metodepluralisme ind i billedet. Teologerne skulle ikke lægge sig fast på en enkelt metode, men bruge dem alle, herunder den sociologiske. Forskerne så nu overvejende Jesus i jødisk kontekst, men de gjorde sig efter Engbergs mening skyldig i den fundamentale fejlslutning at finde hvad de ville finde - og se bort fra den specifikke teologiske interesse, dvs den traditionelle, kirkelige frelselsinteresse der for Engberg er og bliver den afgørende. Evangelierne kan slet ikke bruges som direkte kilde til en forståelse af Jesus selv. Engberg kan slet ikke forestille sig en dybere forståelse end den teologerne gennem tiderne har fremlagt.

I USA gik teologerne ud i hvad Engberg kalder fantasifulde fortolkninger, som han gennemgår, men afviser. Dem kan vi roligt springe over, men på dansk har vi forfatteren, filosoffen og Kierkegaard-kenderen Villy Sørensens specielle, ikke-teologiske værk fra 1992 om "Jesus og Kristus", og det går Engberg ikke udenom.

Ifølge Engberg placerer Villy Sørensen med ægte historisk fornemmelse klart Jesus inden for en jødisk kontekst som en slags gammeltestamentlig profet, hvis 'politiske budskab' til sine samtidige var: 'Livet og lykken' eller 'døden og ulykken' (hvad der jo nærmest betyder at livet sættes lig med lykken). Engberg er overbevist om at Sørensen føler sig i lag med en historisk forsvarlig undersøgelse, men han finder det så meget mere påfaldende at der er punkter i Sørensens fortolkning hvor han ikke lever op til sit eget historisk orienterede program. Sørensen placerer sig nemlig entydig i den apokalyptiske verdensforståelse i DNT og dets senere fortolkning af Jesus og altså ikke hos den historiske Jesus selv. Guds rige kommer ikke til syne med ét slag ved en eller anden 'kosmisk forandring'. Det er tværtimod et nyt samfund man kan bane vej for i vort nuværende samfund ved at få et andet forhold til medmennesket og fjenden. Og det skyldes at Guds kraft virker i troen. Guds rige er hvor denne kraft virker.

Et af de uholdbare argumenter er at Jesu udadvendte og glade kærlighedsbudskab ikke kan indordnes under en moralsk og kosmisk dualisme som hos dommedagsprofeten Johannes Døberen der i sine prædikener netop talte om at øksen allerede ligger ved træets rod - og at alle der ikke omvender sig skal kastes i den uudslukkelige ild. Jesus selv brød op fra Johannes og begyndte sin egen Gudsrige-forkyndelse i en ganske anden ånd - og brød dermed med den apokalyptiske tradition. Men dette argument duer ikke, for Sørensen tyer selv et sted til at citere apostlen Paulus for påstanden om at den kærlighed der definerer Guds rige ligger dér hvor grænsen mellem mennesket og medmennesket ikke længere eksisterer. Og Paulus tilhører jo den senere kristne menighed som i allerhøjeste grad tænkte apokalyptisk (og han havde iøvrigt aldrig mødt mennesket Jesus).

Engbergs andet kritikpunkt er at Sørensen nok eksplicit skriver i kontrast til kristne teologer, men selv er ude i et ærinde som i allerhøjeste grad fortjener at kaldes teologi. Han vil forstå Gud som kraft, nemlig som den kraft som kommer til udtryk i Jesu forestilling om Guds rige. Og det er, hævder Engberg, et teologisk projekt, der blot har det kedelige problem at det næsten på forhånd er givet at det tilstræbte billede af Jesus ender med at være for stærkt farvet af Sørensens egen aktualiseringsinteresse.


Troels Engberg-Pedersen leverer en klar opsummering af projektet om den historiske Jesus og påpeger først og fremmest at kildesituationen er meget dårlig. De tidligste skrifter i DNT er ikke de synoptiske evangelier, men Paulusbrevene, og disse taler af gode grunde meget lidt om den historiske Jesus og meget mere om den himmelske Kristus. Desuden er alle forsøg på at finde kilder til den jordiske Jesus' liv der er ældre end Markusevangeliet 'rekonstruktioner' der ifølge sagens natur må forstås som meget forsøgsvise og risikerer at blive spekulative. Endelig fremtræder jagten på den historiske Jesus nu endelig som et historievidenskabeligt projekt af samme type som ethvert andet historievidenskabeligt projekt - og dermed er den fundamentalistiske fejlslutning indkredset: Den historiske og videnskabelige interesse skal holdes adskilt fra den aktualiserende, teologiske og kirkeligt relevante. En ordentlig, videnskabelig historisk undersøgelse må altså efter Engbergs mening netop ikke i samme åndedrag være aktualiserende.

Engberg påstår nu at forskerne aldrig kan nå tilbage til den virkelige Jesus (det jordiske menneske). Den såkaldte 'historiske Jesus' er således en (moderne) rekonstruktion som baserer sig på det tilgængelige kildemateriale samt på den moderne forskers verdensforståelse og forestillingsevne. Men ethvert billede af den historiske Jesus er og bliver en rekonstruktion. Og Engberg understreger i den forbindelse, at ethvert stykke forskningsarbejde er drevet af nogle interesser. Arten af interessen vil uundgåeligt have afgørende indflydelse på karakteren af rekonstruktionen. Den aktualiserende interesse er en interesse for selve det at overtage en bestemt form for forståelse og gøre den til ens egen. Den er efter hele sit væsen ikke forpligtet på det historiske materiale i dets mulige anderledeshed. Forskningen vil i den aktualiserende form dreje sig ikke bare om at afdække det historiske i dets forståelighed, men om at overtage det som man selv mener udtrykker en ellen anden form for sandhed om verden.

Den nødvendige skarpe adskillelse udebliver særligt når Jesusforskere eksplicit åbner for spørgsmålet om den teologiske relevans af deres undersøgelse af den historiske Jesus. Alt for ofte har man (dvs Engberg) fornemmelsen af at når den aktualiserende interesse bringes ind, vil den gennemsyre selve det historiske arbejde. Dermed vil den slå den rene, historisk forpligtede forståelselsinteresse af marken. Kernen i dette fejlgreb er den gamle fundamentalistiske kortslutning: det er udtryk for ønsket om at give autoritet til en synsmåde man selv finder værdifuld ved at forankre den i den historiske Jesus. Grundlæggende er dette snyd. For mange er det tiltrækkende at finde den rigtige Jesus, men bevægelsen ad fontes (til kilderne) er pseudo-historisk.

Engberg sammenfatter sit hovedsynspunkt i ordene: Teologer og andre med en personlig interesse for Jesus er i sidste ende henvist til Det Nye Testamente, hvis forhold til den historiske Jesus må forblive uafklaret. Han mener at der er gode grund til at være godt tilfreds med den situation. For den vender meget utvetydigt ryggen til enhver form for fundamentalisme [Engberg mener fundamentalistisk fejlslutning, for han undgår jo ikke selv fundamentalismen!]. Teologen vil være henvist til den opgave der under alle omstændigheder er hans som teolog: at vælge ud i det overleverede, meget brogede materiale om Jesus og så selvstændigt og uden om vejen over en fundamentalistisk forankring at begrunde over for sin samtid, hvorfor det er på lige de punkter man finder Guds inkarnation i Jesus fra Nazaret.

Man må undre sig over skarpheden i både formuleringen og standpunktet. For den viser utvetydigt at Engberg ikke begriber at man kan få fat på dybe og aktualiserende indsigter der ikke har det fjerneste med teologiske eller dogmatiske ræsonnementer om inkarnation eller andet at gøre, men derimod beror på intuitive og dermed irrationelle processer der forekommer hos alle kreativt skabende mennesker, herunder også hos 'seere' der til forskel fra flertallet ser dybere ned i de historiske processer. Engberg tilhører en tænketype der simpelthen er ude af stand til at forestille sig at en ordentlig videnskabelig historisk undersøgelse kan være aktualiserende. Men det er - som vi senere skal se - en faktisk mulighed.


Lad mig dog først - for at udgå enhver tvivl om Engbergs teologiske standpunkt - supplere med hvad han skrev i en kronik til påske sidste år, nemlig at der i samtlige tidligt kristne tekster er fuldstændig klarhed om opstandelsens konkrete form og betydning, både m.h.t. Jesu opstandelse på tredjedagen efter hans død og m.h.t. de Kristus-troendes egen, fremtidige opstandelse. Dette budskab kan efter Engbergs mening ikke komme bag på nogen ved påsketide. Sådan må det nemlig være i lyset af de tidligste kristne tekster, herunder Paulus' Første Korintherbrev (specielt kap. 15, 12-19). At Jesus stod op fra de døde, er stensikkert for Paulus. Og at de Kristustroende engang i fremtiden skal stå op og i himmelen være sammen med Herren - deri består deres frelse.

Ydermere henviser Engberg til Johannes-evangeliet - der adskiller sig umiskendeligt fra de synoptiske evangelier. For her tales allerede i første kapitel om den særlige ånd (på græsk pneuma) som Jesus modtog direkte fra Gud "i en veritabel åndsdåb", og som han ville komme tilbage til i opstandelsen. Dette fattede den vantro Thomas, vel at mærke efter Jesu opstandelse. Og dette udlægger Engberg nu således at de Kristus-troende først efter Jesu død og opstandelse får mulighed for at modtage pneumaen, " Helligånden", som Jesus stiller disciplene i udsigt i sin afskedstale. - Det tør kaldes en udlægning så det klodser, men er altså en helt igennem vilkårlig subjektiv udlægning der i og for sig kan være lige så god som alle andre teologiske og traditionsbundne udlægninger, men aldrig får fat på endsige udelukker nogen som helst anden mulighed for fortolkning.


Om Troels Engbergs fastholden ved en traditionelt konservativ teologi skal slutteligt blot anføres at den ikke røber at han hos nogen af de nævnte forskere ser en snæver intellektuel indstilling og derfor heller aldrig får øjnene op for den helt specifikke forkærlighed for logiske modsigelser og etisk inkonsistens der kendetegner alle dogmatikere lige fra apostlen Paulus over kirkefædrene, der formulerede trosbekendelsen, og de romersk-katolske skolastikere, der indførte inkvisitionen, til moderne fortolkere som Kirkegaard, Bultmann og Sørensen samt Tidehvervsbevægelsen der alle uden undtagelse som psykiske typer var rationelle mennesker uden sans for intuitive indsigter.

Teologer i nyere tid har oftest gemt sig bag en liberal videnskabelighed og et nøgternt videnskabeligt historiesynspunkt som nok udmærker sig ved at forskerne undgår den deciderede kortslutning at tro på illusionen om at kunne føre den eksistentielle sandhed tilbage til objektive historiske kilder. Men - som det netop ses af Troels Engbergs argumentation - undgår de ikke at gøre forestillinger om opstandelsen til en absolut dogmatisk sandhed som nøgternt set er naiv og utidssvarende fundamentalisme og den stikmodsatte af den dybe indsigt om frigørelse fra al den middelbarhed og alt den præstationsiver som er fatal for menneskelivet og folkelivet og som Jesus tog klart og utvetydigt afstand fra. Han pegede eftertrykkeligt netop på den umiddelbare livstro, tillid og hengivenhed.


Den alternative helhedsforståelse    Til toppen  Næste

Den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech (1873-1948), som er undertegnedes afgørende hovedinspirator, skabte dybtgående nybrud i dansk religionsvidenskab ved at forstå religion som noget langt dybere end dogmatisk teologi og ved at skille faget definitivt ud fra teologiens og dermed kirkens indsnævring og omklamring. Det gjorde han gennem studiet af primitiv kultur, gammel nordisk-germansk kultur, gammel græsk kultur, hellenistisk kultur, udvalgte mystikere og kunstnere samt studiet af kristendommen og den på den kristne pilgrimslængsel etablerede europæiske kulturform som først er ved at bryde sammen i vor egen tid.

Ved studiet af kristendommen brød han også med traditionen ved at sondre skarpt mellem det jordiske menneske Jesus, som kaldte sig selv for Menneskesønnen, og den skikkelse som menighederne oplevede som opstanden nogle dage efter sin grusomme henrettelse og betragtede som deres frelser, og derfor efter jødisk skik kaldte 'den salvede' (på græsk Kristus, på hebræisk Messiah). Hele den sondring mellem den faktiske, historiske og jordiske person og den oplevede, åndelige eller himmelske skikkelse skal jeg ikke kommer nærmere ind på her. Jeg må henvise til mit tobindsværk fra 1974 om 'Vilh. Grønbechs kulturopgør', hvoraf også fremgår at Grønbechs store historiske inspirator var den tyske historiker og filosof J. G. Herder (1744-1803). Men jeg vil så kort som muligt gengive Grønbechs portræt af 'Jesus - Menneskesønnen' som det kom til at foreligge i en bog han udgav i 1935 og som skal ses i helt bevidst kontrast til hans efterfølgende bog om "Kristus - den opstandne frelser". For det er helt afgørende for min egen opfattelse af kristendommen som et specielt og snævert fænomen og religion som et bredt og alment fænomen at få fat i Grønbechs helhedsforståelse, eftersom det er den der er det fundamentale alternativ til den gængse, traditionsbundne opfattelse som teologerne og kirkens præsteskab har delt gennem to tusinde år og stadig fastholder uanset al sekularisering og kamp mod overtro og overnaturlige begivenheder og uanset behovet for fornyelse.

Jesus var jøde og stod midt i sit folk, men han manglede ifølge Grønbech interesse for spørgsmålet om Israels frelse. Han kunne ikke se grænsen mellem Israel og hedningerne - eller mellem 'retfærdige' og 'uretfærdige'. Men han vakte stor opmærksomhed med sine ord, for han talte frit og lige ud og med stor karismatisk kraft. Og han sagde altid 'jeg siger jer', når han begyndte. Der var intet system i hans forkyndelse. Det var kun livets sammenhæng i dem, så man ikke kunne skille indhold fra formen. Han talte oftest i lignelser. Men de billeder han brugte kunne ikke oversættes til almindelig prosa med sædvanligt moralsk sigte. Lignelserne var hverdagsagtige virkelighedsskildringer, men vel at mærke med en overraskende påpegning af hvad det er at være et sandt og levende menneske. Det er at give og at hjælpe. Den barmhjertige samaritan hjalp den nødlidende mand han tilfældigt traf på sin vej - uden at spørge om denne var god eller ond eller om han for sit eget vedkommende havde pligt til at hjælpe. Han hjalp spontant. Og det er det man gør i Guds rige, hvor der ikke hersker nogen moralsk lov eller pligt. Det ser man tydeligst hos barnet. Det kommer og ved ikke hvorfor eller hvordan. Det hører uden videre til i Guds rige. Dér lever det i hengivelsen og umiddelbarheden - uden at tænke på at gøre sig fortjent til løn eller anerkendelse.


Menneskesønnens budskab er ikke moralistisk; det beror ikke på at mennesket kan skelne mellem godt og ondt eller skal prøve at være på den rigtige side af andres dom. Kun ét er fornødent og det er at give sig hen. Love og regler spiller ingen rolle. Og det gør stræben efter at holde reglerne heller ikke. Tværtimod: den der vil frelse sit liv ved at overholde reglerne og forskrifterne, vil miste det. Mens den der ikke bekymrer sig om reglerne, vinder livet. Livet kan slet ikke forklares. Det er noget mennesket finder og lever ud. Men dette var svært at forstå for jøderne, for de levede i angst for at fejle og synde. Jesus fornægtede selve begrebet synd og opfordrede alle til at slippe al angst og al forpligtelse til at overholde reglerne. Mennesket er for eksempel ikke til for helligdagens skyld, men helligdagen er til for menneskets skyld. Det var oprørende at høre på for sande jøder, og det blev ikke bedre af at Menneskesønnen brugte både skarp ironi og forvirrende humor. Lignelserne om den barmhjertige samaritan eller om den fortabte søn er en knusende dom over hele den regelbundne jødiske kultur, men tillige lunefyldte billeder af almindelige mennesker.

Netop denne humor i Jesu historier har en egen, umiskendelig tone som adskiller dem fra allegorier og parabler. Meningen i dem kommer frem på samme måde som livet i sædekornene: det gror simpelthen frem af sig selv. Denne livskraft kan Jesus se alle vegne. Han tager derfor ikke livet som en skole eller eksamen, men som evighedens uudtømmelige kilde eller gudsriget selv. Dér er alle sondringer mellem fortid, nutid og fremtid ophævede. Alt er nutidige og sammenhængende begivenheder. Og det ejendommelige er dernæst at Jesus ikke har nogen lære om det himmelske til forskel fra det jordiske. Han taler heller ikke om at livet skulle være grundfæstet i ærefrygt for en eller anden magtfuld skaber, eller at det skulle hvile på en pagt med skaberen. Gud er lige så selvfølgelig som alt virkeligt liv. Og han er livets gud der alene ser på om folk er levende og givende - eller døde og krævende og nøjeregnende. Jesus kunne derfor omgås alle mennesker - fra toldere til samfundsstøtter, fra vinpimpere og skøger til verdensmennesker. Det kan være svært at få rede på hvad han mente, når der nu engang ikke var system i det han sagde. Fx når han betonede at den der ikke var med ham var imod ham. Skal man forstå ham, er man nødt til - som Grønbech gjorde - at se ansigtet bag ordene og få øje på smilet der røber underfundighederne.

Menneskesønnen kom heller ikke med gode løfter om en fremtidig herlighed eller forsøg på at vække et fromt sindelag. Han forkyndte virkeligheden - og dermed gudsriget, men han påpegede skam også den dommedag der hver eneste dag og i hver eneste situation afgør om et menneske vælger livets vej eller dødens. Dommedag i Jesu tale skal altså ikke forstås som apokalytikernes tale om menneskehedens og menneskeverdenens totale undergang og menneskets definitive fortabelse. Den er livets daglige dom midt i folkets liv, men den er altafgørende i og med at den sætter skel mellem levende og døde. Og derfor er Menneskesønnen en livets budbringer der indvarsler en helt ny tid, nemlig evighedens gudsrige i stedet for det gamle jødiske lovrige, hvor mennesket skal leve op til moralske forpligtelser fra morgen til aften for at gøre sig fortjent til velsignelse.

Jesus var udmærket klar over at hans forkyndelse måtte vække forargelse og modstand blandt de troende og gudfrygtige jøder. Han vidste hvad han ville blive anklaget for fra jødisk side, og at det var forbryderdøden i den romerske statholders regi der ventede ham - endog efter at han var blevet forrådt til magthaverne af en af sine egne disciple. Men han fuldførte sin gerning uden vaklen. Og gik efterfølgende over i historien i dobbelt forstand - både som frelserskikkelse for mennesker, der så en absolut autoritet i ham, og som inspirator for mennesker der så det emergent nye i hans forkyndelse om et gudsrige her på jorden, og det vil sige et rige der psykisk eller åndeligt talt er det eneste alternativ til magtens rige i alle dettes mangfoldige, men altid undertrykkende udgaver.


Det skulle gerne være fremgået af denne kortfattede og alt andet end fuldgyldige skitsering at Grønbechs Jesusopfattelse står i dybeste kontrast til den almindelige opfattelse der doceres af kirkens præster og teologer, herunder Troels Engberg-Pedersen. Men det bør da lige nævnes at Grønbechs opfattelse også står i direkte modsætning til den kristne billedkunst, inkl. Bertel Thorvaldsens meget kendte, men idealiserede Kristusfigur i Københavns domkirke. Men navnlig vil jeg i denne forbindelse nævne hele den rigdom af korsfæstede figurer og 'pieta'er' (af Jesu moder med den døde søn i armene) der dukkede op i hele Europa efter kirkens magtovertagelse i middelalderen, og de kæmpemæssige 'pantokrater' af Kristus som verdenshersker og verdensdommer som især præger Østkirkernes apsis'er, men fx også pryder Joakim Skovgaards 'Den store hvide flok' i Viborg domkirkes apsis. De vidner alle om lidelsens, korsfæstelsens og opstandelsens skikkelse og den absolutte dommer over alle for at mane til gudsfrygt, dydighed, afsavn og lidelse, men sjældent om den omvandrende lægprædikant og menneskeven der aldrig fordømte nogen, men blot sagde at folk skulle hengive sig til livet og umiddelbarheden - ligesom børn gør.

Vi kommer derfor ikke uden om at kigge nærmere på Grønbechs historiesyn og generfaringsmetode. For når Engberg bedyrerer at det nærmest er umuligt af skildre den historiske Jesus der for et par tusinde år siden gik rundt i Palæstina og fortalte om Guds rige i såvel lignelsens form som i et almindeligt, men flertydigt dagligsprog, så må Grønbech enten have opdigtet sit billede eller også have været i besiddelse af både evner og aktualiseringsinteresser Engberg ikke fatter en brik af. Jeg kan på min side bedyre at Grønbech hverken i tilfældet Jesus eller nogle andre tilfælde har opdigtet noget som helst, men tværtimod har levet sig ind i de personer han har villet skildre, så han med sine særlige sanser har kunnet se dem for sig. Hans eneste betingelse har altid været at der foreligger tekster der gengiver personernes egne ord på en måde der ikke rejser tvivl om ægtheden - og det er netop den betingelse der efter Grønbechs mening er opfyldt for den historiske Jesus med de tre synoptiske evangelier - uanset om de er skrevet ned tyve eller tredive år senere end Paulus-brevene og nogle andre samtidige breve af lignende art, som lægger vægt på opstandelsen opfattet og senere dogmatiseret som mirakel.

Og hvor i al verden skulle Grønbech kunne kende denne ægthed fra? Ganske simpelt fordi han kunne læse sig til selve originaliteten. Uanset hvornår præcist disse tre evangelier er affattet og uanset om de eventuelt, som man forestiller sig, har et fælles og tidligere, men ukendt forlæg, så er ordvalg og formuleringer så originale at de ikke kan stamme fra andre end et dybt originalt menneske der modsat fx Paulus har tænkt helt på tværs af gængs jødisk tankegang og derfor ganske forståeligt har fået sine tilhørere til at undres og bevare ordene i sindet. Ikke alle forstod Menneskesønnen, og måske forstod Mattæus, Markus og Lukas dem heller ikke fuldtud, men de må have fanget det helt specielle ved ordene siden de har kunnet videregive dem så autentisk - uden at lade det originale drukne i den menighedsteologi der allerede var dukket op og som fx. helt og holdent præger det fjerde evangelium, Johannes-evangeliet.


Vi må ved bedømmelsen af denne indlevelse forstå at den ikke beror på en speciel intelligens eller rationalitet og følgelig aldrig kan indgå i en decideret argumentation der kan overbevise andre mennesker i en ordinær diskurs. Den beror på intuitive evner som ikke alle har og ikke alle vil kunne erhverve sig eller overhovedet acceptere. Men den er hverken fantasifuld opdigtning eller udspekuleret rekonstruktion, den er tværtimod en nøje indkredsning af det helhedsbillede der kun fremkommer gennem møjsommelig indlevelse i de originale ord og som naturligvis forudsætter solide sprogkundskaber og solid historisk viden, men har noget helt tredie som hovedkriterium, nemlig den fineste fine sprogsans og den fineste fine menneskekundskab og psykologiske sans.

Da det er min erfaring at den slags dybe indlevelser også forudsætter en særlig musikalitet, vil jeg ikke undlade at nævne at Grønbech netop var dybt musikalsk (som fx. også digteren Steen Steensen Blicher, psykiateren Ib Ostenfeld og atomfysikeren Werner Heisenberg), og dette betyder evne til at fange de fineste sproglige nuancer i dagligsproget, herunder humor og underfundigheder og det Ostenfeld har kaldt 'mol-tonen'. Det er værd at notere at Grønbech netop i den forbindelse talte om det fine tyste spil i sjælen mellem det bevidste og det ubevidste eller underbevidste. Dette spil er rigt på undertoner og overtoner. Hvis læseren ønsker at vide mere om Grønbechs historiesyn og generfaringsmetode, kan jeg henvise til øvrige artikler om denne forsker her på siderne.

Grønbechs historieopfattelse var helt igennem præget af den nævnte evne, sans og indstilling. Det var aldrig en 'objektiv', udenforstående analyse der var målet for hans historieforskning, men den 'subjektive', indforstående generfaring, og denne resulterede aldrig i fremkomsten af tørre facts eller uendelige data, men derimod i en indlevelse så dyb at skikkelsen der var indlevelsens emne blev draget ind i den personlige vennekreds, at horisonten blev udvidet, og at den forskende person selv blev forandret eller forvandlet. Og netop alle disse virkninger blev da grundlaget for den efterfølgende beskrivelse af personen eller kulturen og hele processen. Og her må det - ikke mindst over for Troels Engbergs synspunkter - stærkt betones, at det jo præcis er denne komplekse arbejdsproces der gør Vilh. Grønbechs værker så enestående, inspirerende og givende, at de uundgåeligt sætter dybe spor i dem der læser ham og også forstår processen - i modsætning til de værker der mestendels er tør beskrivelse og tør argumentation og som der går tolv på dusinet af. Grønbech var aldrig i tvivl om at den fulde og tidssvarende historie om en person eller en kultur ikke kan skrives uden den form for dyb indlevelse der åbner for forvandling af den biograferende selv og som netop derved også uundgåeligt gør historien aktualiserende.

Grønbechs psykologiske opfattelse ønskede han i principiel uvilje mod alle teoretiske systemer desværre aldrig at give nogen systematisk redegørelse for - sådan som det var tilfældet med C.G. Jung - men det bør udtrykkeligt nævnes at han var fuldt bevidst om at han allerede som barn havde den sans for ordenes og sprogets særlige betydning, som han trak på hele livet.

Til gengæld er det nødvendigt at påpege at Grønbech tidligt som universitetsstuderende og begyndende forsker forstod at der bestod et særligt og meget vigtigt forhold mellem videnskab og folkeliv, der især for de humanistiske fags vedkommende betød at forskeren aldrig blot kunne være underviser eller begrave sig i bøger, men regelmæssigt måtte meddele sig til den brede offentlighed gennem bøger, artikler og foredrag. Befolkningen skulle have del i forskningen på en sådan måde at de ikke blot fik kundskaber om dit og dat, men blev - og forblev - oplyste mennesker. Og dette vil sige mennesker der er bevidste om selve den store kulturelle og historiske sammenhæng og har selve den føling med den hele og uforkortede virkelighed der giver mening og håb.

Videnskab var for Grønbech ikke en luksus eller noget der kunne undværes. Tværtimod. I et hans tidligste foredrag fra 1912 slog han utvetydigt fast, at videnskab er kulturens åndedræt; sygner den, så indsnævres sjælen, og virkningen vil spores ned i folkets materielle liv. Al videnskabelige forskning samler sig i den store enhed, at alt er vore egne forudsætninger. Historien er vor egen selvbegrundelse. - Men Grønbech understregede også at åndsvidenskaben er studiet af os selv, og dette studium samles i et stort, digterisk udtryk for vore egen selverkendelse. Videnskab er personlig, ja gendigtning om man vil, og heri ligger ikke den allersvageste indrømmelse af vilkårlighed. Men at forstå er at indoptage - at gøre det fremmede til en del af sig selv.


Ud fra den grundindstilling som forsker er det let at forstå at Grønbech så og måtte se al historisk forskning som et vedvarende opgør med den udvikling der havde ført til den nuværende kultur, altså for europæernes vedkommende til den nuværende europæiske kultur. Han satte sig aldrig som mål at gøre sin forskning "aktuel" eller sine udgivelser og foredrag "aktualiserende". Der ligger i disse udtryk en form for bevidst eller villet subjektivitet der hører til i politisk propaganda og handelslivets reklamer, og den var fuldstændigt fremmed for ham. Men hans forskning blev et vedvarende kulturopgør fordi han så dybt i historien at han kunne se hvor de skævheder og indsnævringer kom fra som fandtes for øjnene af ham og som for ham var kulturforvridende og fatale.

Hvad specielt Jesus-skikkelsen - menneskesønnen - angår fik Grønbech som den første i religionsvidenskaben øjnene op for den originalitet der lyser ud af de tre synoptiske evangelier og som viser at vi her står over for en i den historiske udvikling emergent ny - altså aldrig før set - indsigt i den for al menneskelig eksistens afgørende betydning der ligger i selve den medfødte umiddelbarhed, livstro, hengivenhed og kreativitet - i modsætning til hvad den hårde moralske opdragelse, strenge autoritetstro og frygtindgydende lydighed mod lovgiverne som hørte til det jødiske samfund og derfra gik videre til de europæiske samfund gennem den dogmatiske kristendom.

Det er let at se at Jesus også i de synoptiske evangelier er fanget ind i de datidige eskatologiske forestillinger om de gamle tiders ende og håbet om en ny tid. Han opfordrede jo bl.a. sine disciple til at forlade deres arbejde og deres familier for at følge ham selv. Og det er endnu lettere at se af historiens efterfølgende forløb, at det nok gik det jødiske folk ilde, og at de små kristne menigheder fik store problemer, men at det lykkedes menigheden i Rom efter grusomme forfølgelser at vinde fodfæste og etablere den kristne kirke og endda ad åre at sikre denne instans statsmagten i Romerriget og siden i det meste af Europa, og at det ingen steder gik glat eller fredeligt til, bortset fra Island. Tværtimod endte det alle steder med diktatur, frihedsberøvelse og kvindeundertrykkelse samt udryddelse af afvigere, kættere og hekse. Naturvidenskaben, renæssancen og reformationen ændrede ganske meget, så der gradvis skete en adskillelse mellem kirkemagt og verdslig magt (fyrstemagt), men tillige fremkom en modsætning mellem religion og videnskab som på langt sigt kostede kirken sin selvfølgelige autoritet i eksisentielle spørgsmål. Det er en lang historie, som jeg har fortalt andre steder.

Her skal ene og alene fokuseres på Vilh. Grønbechs anden store opdagelse og grund til skarpere og skarpere kulturopgør, nemlig opdagelsen af at hele den europæiske kulturudvikling, vel at mærke inkl. naturvidenskaben, teknologien, produktionslivet og evolutionslæren, var gennemsyret af samme pilgrimslængsel som den kristne kirke, dvs længslen efter et fremtidigt samfund hvor alt var fryd og gammen, alle modsætninger, nød og elendighed, krige og ulykker forsvundet, og hvor alle mennesker kunne leve i fred med hinanden. For de verdslige pavers vedkommende var biblen erstattet med evolutionsteorien og fremskridstroen - bare vi stolede på dem, ville vi nå målet her på jorden. Alle så efterhanden at det var illusion, løgn og bedrag, men få erkendte hvad Grønbech tydelig så, at miseren i begge lejres vurderinger var at man skilte åndslivet skarpt fra det materielle liv.

I denne ulyksalige kløft befinder vi os stadig - og derfor har vi dyb kulturkrise ikke bare i Europa, men i hele den vestlige verden og alle de omliggende kulturer (der jo også er præget af vestlig tankegang og vestlige illusioner). Kulturkrisen er så dyb, at der ikke er nogen anden vej end at komme til besindelse. Snævre materielle løsninger i form af teknologiske forbedringer, mere massefabrikation og mere masseforbrug løser intet. Digitaliseringen endnu mindre. Og ideologiske illusioner er lige så fatale. Oprør skal der til, men i modsætning til fx det 1968-oprør vi i år fejrer jubilæum for, så gør vi klogt i at undlade at tro på de gamle illusioner om at alt er muligt, alt er tilladt - det gælder kun om at få magthaverne ned med nakken så fantasien kan komme til magten.

Hvad der kræves er naturligvis at åndslivet får generobret den rolle at drage omsorg for meningen, sammenhængen og helhedsforståelsen - uden at det materielle liv omkring produktion og civil samfundsorden skubbes væk som underordnet eller umenneskeligt. Og netop denne generobring kræver noget helt andet af de humanistiske videnskaber og den teologiske udlægning af utidssvarende dogmer. Den kræver fokus på helhedsforståelsen og fuld forståelse af de psykiske grundprocesser.


Kultur er udfordring, men rummer håb og fremtid    Til toppen  Næste

Livet er en elementær, uforklarlig kendsgerning, og det samme er menneskets bevidsthedsliv og dermed kulturen.

Bevidsthedslivets opdukken i biologien gjorde menneskelivet til en udfordring. Mennesket blev bevidste om visse ejendommelige ting som forskellen mellem godt og ondt, det andet køn anderledeshed og muligheden for på forskellig vis at gøre op med det bestående og det alt for fastlagte livs-, ordens- og magtsystem. Det kunne nu gribe ind i såvel den ydre natur med dets ret faste lovmæssigheder som det indre liv med dets mange forskellige, men knap så gennemskuelige impulser og forestillinger. Mennesket opdagede desuden at det havde to tilgange til virkeligheden, den ydre gennem sanserne og den indre gennem syner, ideer, refleksion og eftertanke. Og det så fra starten en intuitiv mening og sammenhæng i livet som trak på en eller anden helhedsfornemmelse det var katastrofalt at miste, fordi det førte til fortvivlelse.

Takket være den menneskelige bevidsthed og den menneskelige trang til at gå på opdagelse i naturen og eksperimentere med tingene og forholdene kom der lidt efter lidt gang i en udvikling der både gav nye indsigter og nye udfordringer angående såvel teknologien og magtstrukturen som sammenholdet og forholdet til alt det irrationelle. Dette eksisterede ved siden af det praktiske og nyttige og havde åbenlyst afgørende betydning for opretholdelsen af livsmodet og fremtidshåbet.

Udviklingen medførte en opsplitning af såvel de praktiske fag som de åndelige felter i mange forskellige discipliner og udforskningsområder - og det resulterede gennem flere tusinde år i opkomsten af forskellige kulturer og religioner. Omkring den æra vi under ét kalder renæssancen kom sluttelig en videnskab der rokkede ved stadig flere gamle forestillinger og på vore europæiske breddegrader medførte en splittelse mellem den verdslige magt og den magt den katolske kirke havde opbygget og efterhånden cementeret med en strengt håndhævet dogmatik der blokerede for åndsfriheden. Denne splittelse kalder vi sekulariseringen - og den ønsker kun de færreste opgivet. Men også den har givet en stor udfordring, nemlig den helt specielle udfordring at bevare den absolut nødvendige helhedsforståelse af eksistensen uden om en instans der ønskede monopol på sine dogmatiske og indiskutable sandheder.

Det er langt fra lykkedes at finde tidssvarende og alment accepterede løsninger på dette store eksistentielle problem - og derfor har både den europæiske kultur og verdenssamfundet måttet gennemgå mange kriser og ødelæggende krige og er helt aktuelt havnet i den måske største kulturkrise overhovedet i historien. Den kan efter undertegnedes mening kun løses hvis vi finder en ny og holdbar begrebsramme der dækker hele den modsætningsfyldte virkelighed og navnlig omfatter såvel de rationelle som de irrationelle sider af eksistensen og dermed i virkeligheden sidestiller de to tilgange til virkeligheden som lige nødvendige i komplementær forstand. Mit eget bud på en sådan begrebsramme er den komplementære helhedsrealisme.

Det skulle gerne være fremgået af ovennævnte at vi først og fremmest står over for et dybtgående opgør med alle dogmatiske systemer der indsnævrer virkeligheden og bygger på en række utidssvarende grundsætninger - og så er det i principppet ligegyldigt om disse systemer er religiøse i traditionel forstand (jødedom, kristendom og islam) eller ideologiske i mere verdslig forstand (socialisme, liberalisme, kommunisme, fascisme m.fl.). For det ødelæggende og uholdbare ligger ikke i religiøsiteten eller verdsligheden som sådanne, men i selve den ulyksalige trang til at monopolisere sandheden og dermed indskrænke såvel den menneskelige virkelighed som den menneskelige åndsfrihed og kreativitet.


Et af de besynderligste fænomener i den eksistentielle meningsstrid- og debat er det specikke fænomen "afmytologisering", der er dukket op med Bultmanns teologi, og som selvfølgelig har en vis berettigelse i at ville afsløre falske forestillinger om den religion der på godt og ondt har præget den europæiske kultur i to tusinde år. Det skulle jo kun være en fordel at få ram på falske forestillinger. Men ordet afmytologisering er tvetydigt fordi ordet myte er tvetydigt. Ordet myte bruges ikke alene korrekt og bogstaveligt om de oprindelige mytiske forestillinger der brugtes i religion, digtning og kult før der dukkede religiøse systemer op som var baseret på skriftsprog og tekster. Nej, det bruges også i overført betydning om falske forestillinger og deciderede løgne og rammer altså over hele linjen selve kernen i alle de gamle myter, nemlig deres billedmæssige, ikke-logiske og irrationelle karakter. Denne nedsættende brug af ordet blev almindelig, da man tidligt i historieforskningen begyndte at tale om at kulturudviklingen generelt var gået fra mythos til logos i betydning fra billedtænkning til fornuftstænkning. Og dette misbrug af ordet er i sig selv et umiskendeligt udtryk for at rationelle hoveder havde held til at stemple det irrationelle som primitivt, ufornuftigt og i værste fald falsk og løgnagtigt.

Denne sprogforvrængning har vi måttet leve med siden - og det er uheldigt for ikke at sige fatalt af lige præcis den grund, at mennesket uanset udviklingen af sine gode og praktiske rationelle og logiske evner, forbliver et sammensat væsen med både rationelle og irrationelle sider, hvoraf de irrationelle oven i købet er de tidligste og i eksistentiel henseende de mest afgørende, fordi de er medfødte og slet ikke kan undværes af noget barn eller nogen voksen.

Når en fremtrædende teolog konkret har haft held til at stemple gammel og helt naturlig forståelse af mennesket Jesus og hans opfattelse af livet som myter og at sætte sig som mål og livsopgave at 'afmytologisere' denne forståelse for at kunne betone den anden gamle opfattelse af Jesus som en frelserskikkelse der fik frelserstatus gennem sin 'opstandelse' efter korsfæstelsen, så bliver det nødvendigvis kun sværere at betone det der kunne være allervigtigst for vores kultur og kulturkrise i dag, nemlig at mennesket Jesus netop havde en helt speciel opfattelse af livet der var dybt original og opsigtsvækkende og helt på tværs af datidens dominerende jødedom i Palæstina. Den har oven i købet intet overnaturligt i sig - men ville netop kunne give en intuitiv, irrationel livsforståelse den renæssance der tilkommer den i og med at den svarer til den forståelse for helhedens rolle i eksistensen vi har i dag. Det er selvfølgeligt helt i orden at teologer ønsker at betone hvad der for dem er sandheden, men når denne sandhed efter mange andre menneskers og endog et stigende antal præsters opfattelse er decideret overnaturligt - og derfor mindst lige så 'mytisk' - ja så er der virkelig krise i oplysningen.

Det er i hvert fald her eksistenskampen står i dag. Vi skal selvfølgelig bekæmpe eller komme fri af alle falske, utroværdige, overnaturlige og irrelevante og skadelige forestillinger om livet og samfundet, men vi skal bestemt aldrig gøre nogen som helst anstrengelse for at komme fri af stærke, intuitive eller billedmæssige forestillinger der peger på eksistensens fundamentale forhold og vilkår.


Mit eget mytologiske syn på eksistensen generelt og på den aktuelle ånds- og kulturkrise og mulighederne for en løsning findes i fuld udgave i det rigt illustrerede værk Højsangen om den menneskelige eksistens', men skal her lige ridses op i meget kort form:

Mennesket har to tilgange til virkeligheden: den ydre tilgang gennem sanserne, og den indre gennem sjælelivet, ånden og intuitionen. For at bevare livsmodet og undgå fortvivlelsen er det nødvendigt at have direkte føling med den eksistentielle mening, helhed og sammenhæng, og denne føling sker gennem den intuitive, billedmæssige og irrationelle tilgang, hvilket igen vil sige gennem de primære psykiske grundprocesser (alle de underbevidste og ubevidste, frie og spontane forestillinger). Kun dagligsproget og det frie folkeliv kan spontant og ukunstlet afspejle denne meningsfylde og helhed, og det sker gennem stadig omsorg for det ubevidste eller underbevidste - ved siden af den nødvendige tilpasning til den praktiske og nyttige virkelighed (der sker gennem de sekundære psykiske grundprocesser og omfatter begreber, sondringer og logik).

Der giver sig selv at i denne helhedsforståelse er spekulativ tænkning og dogmatisk teoretiseren af det onde - og derfor er enhver teologi, enhver metafysik og ethvert ideologisk system ødelæggende og fatal for den nødvendige opretning af vores moderne, skævtvredne kultur.

Da det om al mytisk billedtænkning og -forståelse gælder at alt sker i grammatisk nutid, hører det med til denne mytiske helhedsrealisme, at menneskeverdenens skabelse sker hver eneste dag og hver eneste time. Vores univers blev med andre ord ikke skabt for 14 mia år siden, og livet ikke for 4 mia år siden, sådan som naturvidenskaben nøje kan beregne det ud fra gode observationer og teorier. Vores eksistentielle menneskeverden skabes igen og igen hver eneste dag, for den er vores hjem og klode, hvor solen giver os og alle planter og dyr energi og liv gennem fotosyntesen, og hvor der er evig vekslen mellem dag og nat og mellem årstiderne. Al fest og sang, musik og dans samt kunst og arbejde er dag for dag medskaber af denne verden. Og det samme har de humanistiske videnskaber i hvert fald været op til vor egen tid. Men naturvidenskaben er da også med til at skabe verden gennem stadig nye syner og slutninger af den art Galilei, Newton, Ørsted, Maxwell, Darwin, Huygens, Planck, Einstein, Bohr og Heisenberg, Watson og N.K. Jerne og mange flere har fået ad intuitiv vej - og som forudsætter matematik på højt plan. Naturvidenskaben står absolut ikke i modsætning til eksistensforståelsen eller helhedsforståelsen i almindelighed. Tværtimod. Den ligger bare gennem matematikken på et specielt plan og har ofte ingen eller kun lille forbindelse til det almindelige kulturliv.


Kulturlivet begyndte, da bevidstheden dukkede op i den biologiske udvikling og fik mennesket sporet ind på noget helt nyt, nemlig at skelne mellem godt og ondt, mellem kønnene, mellem fortid og fremtid, og desuden at kunne gennemskue magthavernes ufuldkommenhed. Alt sammen på et lidt andet plan end den simple udforskning af naturen der følger af behovet for dagligt brød, af nysgerrighed og praktisk eksperimenteren.

Kulturlivet medførte at videnskab med årene og de medfølgende videnseksplosioner måtte dele sig mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben (primært de humanistiske fag). Naturvidenskaben har primært haft succes gennem den teknologiske og praktiske udvikling, mens åndsvidenskaben har koncentreret sig om de mere åndelige sider. Men denne videnskab har lidt flere og flere alvorlige nederlag, fordi den i sin iver efter at fjerne sig fra de dogmatiske religiøse forestillinger og hensigter så at sige har kastet hele sin berettigelse ud med badevandet, nemlig kastet den uafladelige og helt nødvendige udforskning af og oplysning om menneskets eksistentielle helhedsforståelse ud med overtroen og metafysikken.

Den fælles og folkelige kult, som langt de fleste mennesker værdsætter, sker nu om dage i vid udstrækning i musiklivet. Dette er muligt fordi det er musikkens væsen at føre mennesket til direkte oplevelse af helheden. I den klassiske musik (symfonier, koncerter og operaer) vil de fleste også kunne få direkte oplevelse af den allerdybeste sorg og tragedie med en efterfølgende befrielse som psykisk set svarer til den religiøse 'frelse' eller 'opstandelse'. Også efter alvorlig sygdom oplever mange en slags opstandelse fra de døde. Menneskets regenerationsevne er ufattelig stor. 'Opstandelsen' eller regenerationen er med Grønbechs udtryk livets art. Men den helt fundamentale oplevelse af helheden og sammenhængen er barnets. Og derfor lever det uspolerede barn altid i gudsriget eller evigheden.

I dag er kulturlivet særligt truet af en stigende intellektualisering, æsteticering og 'raffinering' samt af kirkelivets forvridning af eksistensforståelsen gennem en dogmatisering af religionen der først og fremmest har tjent magtinteresser (dogmer er altid magtmidler). Både den katolske og den protestantiske kirke kører videre med trosbekendelsen fra år 325 e.v.t. med utidssvarende og eksistentielt ligegyldige påstande om jomfrufødsel, guddommelig inkarnation, opstandelse fra de døde, dommedag og et liv efter døden m.m. Den katolske kirke opretholder stadig et bastant magthierarki, opfattelsen af kønslivet som synd, præsternes umulige cølibat, mandsdominans og kvindeundertrykkelse.

Kirken har stadig stor tilslutning, fordi den tilbyder ritualer, nadver, skriftemål og sjælesorg m.m., men dens magt og omdømme er på retur. Og dens teologi står i dybere og dybere modsætning til den almindelige oplysning. Selv når teologien nærmer sig den humanistiske forsknings videnskabelige idealer, hjælper det ikke det mindste, for også humaniora har mistet interessen for menneskets fundamentale helhedsforståelse og dermed selve den livgivende forbindelse til folkelivet. Ja, jeg vil vove den påstand at teologien har forrådt den eminente forståelse af helheden, umiddelbarheden og hengivenheden som var kendetegnende for Menneskesønnen. Så der er noget at tænke over.

God påske - og god eftertanke!

Peer Sendemand


Peer Sendemands rubrik: Klik


Henvisninger    Til toppen

Litteratur

Troels Engberg-Pedersen (red.): Den historiske Jesus - og hans betydning (Gyldendal. 1998)
Vilh. Grønbech: Jesus - Menneskesønnen (Povl Branner. 1935)


Relevante artikler på Jernesalt:

Uvidenheden om det ubevidste er en kulturkatastrofe  (30.3.18.)
De humanistiske fag ekspanderer uden hensyn til samfunds- og eksistensværdi  (26.3.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens  (4.6.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
Gives der slet ikke nutidig og progressiv eksistensfilosofi?  (16.10.13.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)


Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse  (25.2.18)
Er Gud menneskets opfindelse?  (22.2.18.)
Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)


Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (23.5.10.)
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme  (30.8.15.)
Darwin, Charles, britisk naturforsker (udviklingslæren)

Grundtvig som mytisk kristen og profet
William Blake's univers
Blicher mellem drøm og virkelighed


De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt


Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (15.3.16.)
Højsangen om den menneskelige eksistens' (e-bog)
'Den komplementære helhedsrealisme' (e-bog)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Himmel og helvede  (24.3.08.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
Myte, ord og billede  (13.7.02.)
Mytologi  (2.8.02.)
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering


Carl Nielsen - en komponist der spejlede den moderne verdens indre modsætninger  (7.6.15.)
Den polske komponist Henryk Górecki er død  (17.11.10.)
Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter  (6.2.10.)
Arvo Pärt og hans enestående musik  (23.9.09.)
Richard Wagners grandiose værk om guders undergang og menneskers lidenskab  (22.5.13.)
Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet  (24.10.08.)
Beethovens åndelige udvikling  (31.8.08.)
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers  (20.12.07.)
Mozarts sjæl og fascinationskraft   (27.1.06.)
Per Nørgårds musikalske univers  (8.8.02)
Ind i musikken  om Peter Bastians bog.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken Etik og eksistens


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal