ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.6.04.

Er samfundet blevet selskabeligt?

Allerede på instinktivt niveau kommunikerer alle levende væsener med hinanden, men på menneskets niveau bliver kommunikationen selvfølgeligt bestemt af menneskets særlige bevidsthed, taleevne og sprog. Alle mennesker taler med hinanden, børn - og i særlige situationer også voksne - endog med sig selv. Kun autistiske eller dybt åndssvage eller sindssyge mennesker er lukket inde i sig selv.

Mennesket er som de fleste dyr også selskabeligt anlagte, dvs de foretrækker alt andet lige selskab fremfor ensomhed, ja betragter påtvungen ensomhed som en straf. Selskabelighed og fest har alle dage og i alle kulturer og religioner spillet en central rolle i tilværelsen. Selskabeligheden er altså ikke af ny data, men den har unægteligt i nyere tid undergået en væsentlig ændring, specielt via de moderne medier.

Samfundet er blevet medialiseret, som medieforskeren Stg Hjarvard hævder i bogen 'Det selskabelige samfund', og det vil sige at "alle samfundets institutioner fra familie til politik og kongehus i stigende grad er blevet afhængige af medierne i deres virke". Medierne har udvidet mulighederne for menneskelig kontakt, men er også kommet mellem menneskene således at forstå, at deres indbyrdes kommunikation påvirkes af mediernes teknologi, økonomi og udtryksformer. Det viser sig ikke mindst gennem internettet og mobiltelefonien.

Hjarvard kan have megen ret i, at medierne i særlig grad er eksponent for den selskabelige omgangsform, hvor man primært er sammen for samværets egen skyld, altså simpelthen fordi det er sjovt, og ikke fordi det tjener noget nyttigt formål. Ja, det forholder sig endda sådan, som han udtrykker det, at "medierne fremmer den selskabelige og formålsløse snak, hvor alle i princippet har frigjort sig fra deres sociale roller og har lige ret til at tale." Og derfor får det for Hjarvard mening at tale om 'det selskabelige samfund' til forskel fra den gennem længere tid udbredte snak om 'informationssamfundet'. Dette har på sin side forlængst ført til politiske mål om systematisk udbredelse af informationsteknologien så vi kan blive ved at være førende i udvikling og velfærd - på trods af vore få materielle ressourcer. Så helt passé er det ikke.

Så her kunne det nok være på sin plads med nogle indvendinger mod Stig Hjarvards synspunkter. De tendenser han påviser savner ikke hold i virkeligheden. Men hans hovedsynspunkt bliver skævt, fordi han ser bort fra sider af samfundslivet som stadig er væsentlige og trives i bedste velgående.

Økonomien er for en dels vedkommende blevet en underholdningsøkonomi der bevidst spiller på forbrugernes behov for magi og fortryllelse ved at lægge symboler og 'fortællinger' ind i produkterne, men da fortryllelsen netop er kunstigt skabt gennem rationalisering og scientic management kan den, som Hjarvard påpeger, let slå om i sin modsætning: affortryllelsen.

Reality-tv er en mellemting mellem fiktion og fakta. På den ene side viser programmerne reel adfærd der får reelle konsekvenser for aktørerne (herunder også at måtte udgå at programmet) og viser begge dele 'live', på den anden side er handlingerne henlagt til særlige områder og underlagt intentionen om underholdning. Udsendelserne er med Hjarvards ord "fyldt med nærbilleder af ansigter der taler, lytter, tøver, bekender, græder, griner, flirter, håber, venter, overtaler, tænker", men alligevel har de ikke noget med den faktiske sociale virkelighed at gøre.

Genren er klart ungdoms-tv og individcentreret og henvender sig ikke til veluddannede, endsige kulturelt indstillede og fællesskabsorienterede mennesker. Det er sladder-tv som seerne kan kommentere højlydt og på stedet, dvs foran skærmene. Dette tv lover sex, men nøjes med at vise glimt af bare bryster. Det hylder holdsamarbejde, men eksponerer det mindste tegn på uvenskab. Det er i enhver henseende kunstigt, men opfattes som et forum for diskussion om normer for acceptabel adfærd - påstås det.

På denne måde bliver politikken medialiseret en ekstra grad, men følgen af denne medialisering er at det politiske system tvinges til i stigende grad at bevæge sig ind på markedsføringens område. Det ses med udbredelsen af systemet med spindoktorer, men også med en forringelse af mediernes kritiske distance og niveau.

De der virkelig vil have deres privatliv i fred, kan stort set fortsat holde det for sig selv, ved at lukke mere effektivt af for mediernes nysgerrighed. Men de der tror de får indblik i nogetsomhelst privatliv ved at kigge med på det kunstige tv, det simulerede eller medialiserede skuespil som går under betegnelsen reality-shov, narrer sig selv - og er i virkeligheden naive. De får ene og alene indblik i spil for galleriet. Og der er her ikke blot tale om, at den slags fra udbydernes side henvender sig til de unge, men også at man skal være meget uerfaren for at blive hængende i det uden at kunne gennemskue manipulationen.

Det er i denne forbindelse relevant at vide, at der eksisterer en vis sammenhæng mellem kommunikation og afstande, idet der til hver af de basale afstande knytter sig bestemte auditive, visuelle, bevægelsesmæssige og andre karakteristika. Den offentlige afstand svarer til stor fysisk afstand på over tre meter og medfører enten en vis respekt eller en klar mangel på interesse. Den intime afstand er så lille, at man ikke kan undgå at røre hinanden. Mens den personlige afstand og den sociale afstand er midt imellem: man er tæt på hinanden, så man kan røre hinanden, men man behøver ikke at gøre det.

Disse afstande afspejles i kamerabeskæringerne på film og tv: Close up svarer til intim afstand, nær beskæring til personlig afstand, halvtotal (medium shot) til social afstand og total (long shot) til offentlig afstand. Men afstandene går igen i forholdet til tv og computeren. Da brugeren interagerer med sin computer via tastatur og mus skal afstanden til skærmen være personlig, hvad der kræver en skærm på 10-19 tommer. Tv kan opleves sammen med andre og kræver social afstand eller en skærm på 20-35 tommer.

Vi indstiller os altså allerede på fysisk niveau efter behovet for nærhed, men udsættes også for mediernes, fotografernes, instruktørernes og klippefolkenes manipulationer. Manipulationen er en kendsgerning, og derfor vil der ved al brug af medier - uden undtagelse - være tale om kunstighed, der ganske vist tit kan virke særdeles stærk, men aldrig kan erstatte den ægte vare: den ægte personlige samtale eller det ægte intime forhold.

Det er faktisk præcis det samme som at sige, at intimiteten bliver en forfalskning, men det kunne Hjarvard end ikke drømme om at sige, for han accepterer fuldtud æsteticeringen og dermed postmodernismen. Når han konstaterer at de fleste annoncører udnytter billeder med seksuelt indhold som blikfang for produkter der intet har med sex at gøre, så er han klar over deres dilemma. De opnår i virkeligheden ikke nogen fordel ved det, eftersom alle gør det. Men han vover sig ikke ud i en vurdering af denne tåbelighed.

Og når Hjarvard konstaterer, at sex nærmest demonstrativt er komme til stede i det offentlige rum, så kan han se at konsekvensen af denne offentlighed er at der ikke længere er så stor forskel på hvad børn og voksne ved om sex eller hvad kvinder og mænd ved om hinandens kønsliv. Og han kan sågar konstatere, at det for børnenes vedkommende har den utilsigtede virkning at forhindre den gradvise introduktion til sexlivet som er kendetegnet af at egne erfaringer spiller den centrale rolle. Det tilfredsstiller måske nok børns medfødte nysgerrighed at have næsten ubegrænset adgang til seksualitetens mysterier, men det hjælper jo ganske enkelt ikke børn til en ægte forståelse af mysteriet at få kendskab til hvad de voksne foretager sig, for den ægte forståelse kræver nu engang egne personlige erfaringer. Men dette problem går Hjarvard udenom. Han glæder sig med rette over aflivningen af tidligere tiders hemmelighedskræmmeri og dobbeltmoral, og indlader sig heldigvis ikke på nogen form for moralisme, men han går som postmodernist helt uden om muligheden af en dybere etiks betydning.

Det fornægter sig heller ikke, at ansigt-til-ansigt-samtalen - som Hjarvard understreger - er og bliver grundformen for al menneskelige kommunikation. Bliver den overfaldiske, uforpligtende selskabelighed altdominerende, bliver kommunikationen derefter. Samtalen bliver til konversation. Den dybe kontakt, det ægte nærvær minimeres eller udelukkes. Børn og unge får i alt for ringe grad opdyrket den koncentrationsevne der er forudsætningen for al uddannelse og alt dybt seriøst arbejde.

Også demokratiet lider i virkeligheden under, at samtalen eller dialogen forsvinder eller devalueres til tom snak eller smalltalk eller sms-udveksling. Den seriøse udveksling af personlige synspunkter med henblik på at nå frem til løsning af bestemte problemer eller fuld forståelse af modpartens synspunkter er forudsætningen for demokratiet og kan ikke erstattes af løs snak.

Postmodernismen er med andre ord en floskel eller en bevidst vildledning og udenomssnak, der hyldes af folk der ønsker eller i det mindste accepterer en æsteticering af tilværelsen og samfundslivet, som igen indebærer en afvisning af at se tilværelsen og samfundet som en mangedimensional, men stadig sammenhængende helhed, der omfatter ikke blot kontakt, leg og fest, men også arbejde, produktion, forskning, politik, etik og religion.

Samfundet er også et forskningssamfund der via de højere læreanstalter og de mange private forskningscentre sikrer både grundforskning og anvendt forskning og samtidig prøver at leve op til fremtidens udfordringer.

Samfundet er også fortsat et politisk samfund, hvor der foregår både en stadig social stratifikation efter folks talenter, uddannelse og energi og et stadigt magtspil der skaber et vist hierarki, men også en betydelig dynamik i samfundet - selvom den naturligvis også giver problemer.

Samfundet er endeligt også et både kreativt og religiøst samfund der via kunsten og religionen sikrer såvel leg og fest som oplevelsen af det grænsesprængende og det ophøjede eller hellige - og som desuden hele tiden kan minde os om det nyttiges og borgerliges relative værdi og den etiske forpligtelses absolutte værdi.

Tesen om det selskabelige samfund må afvises som den snævre, overfladiske, postmodernistiske og éndimensionale tese den er, og det sker bedst ved at fastholde en helhedsrealistisk betragtning af tilværelsen og samfundet.

Stig Hjarvard: Det selskabelige samfund.
(Forlaget Samfundslitteratur. 2003)

Medierne og religionen
Om en medieforskers syn på 'de åndelige medier'
Politik og medier
Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Er monarkiet utidssvarende?
Et naturligt spørgsmål efter en uge med kongerøgelse.

Redaktørens personlige filosofi - i kort punktform

Komplementariteten mellem individ og samfund

Den komplementære helhedsrealisme

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.