utils prefix normal JERNESALT - psykfundament

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.4.09.

De fire psykiske fundamentalkræfter

Indledning
Fysikkens fire fundamentalkræfter
Psykens fire fundamentalkræfter
Den psykiske tyngdekraft
Den stærke psykiske kernekraft
Den svage psykiske kernekraft
Den psykiske elektromagnetiske kraft
De nye begrebers anvendelse og betydning
Henvisninger


Indledning    Til toppen  Næste

I den netop udgivne Jernesalts 2009-filosofi opereres der som noget nyt i dansk filosofi med fire psykiske fundamentalkræfter i analogi med fysikkens fire fundamentalkræfter. Det har vidtgående følger for forståelsen af de psykiske grundprocesser og ikke mindst det kollektivt ubevidste, men det skal stærkt understreges, at der udelukkende er tale om en analogi.

Det græske ord 'analogia' oversættes som regel med ordet 'lighed' eller 'overensstemmelse', og man kan altså tale om analogi mellem to ting der har den samme egenskab. Derimod kan man slet ikke på logisk plan drage såkaldte analogi-slutninger, der går ud på at postulere lighed eller overensstemmelse i alle henseender mellem ting der på enkelte punkter har fælles træk. Dette er ganske vist meget udbredt, men det skyldes at det er en slutningsform der kendetegner de psykiske primærprocesser, altså de medfødte tankemønstre, nærmere bestemt loven om at to ting der har fælles træk er identiske. Det udnyttes i al propaganda, når man vil stemple uønskede elementer hos en bestemt gruppe med henvisning til træk der findes hos grupper de fleste finder frastødende. Men det er altså en fejlslutning.


Hvis man i stedet for bruger analogier i didaktikken eller undervisningskunsten, så kan de være særdeles gode hjælpemidler, fordi det kan lette forståelsen af svære begreber at kunne sammenligne fænomener og processer på ét område med fænomener og processer på et helt andet område. Sådanne analogier bruger vi mange af til dagligt, ja man kan gå så vidt som at sige, at vi ikke ville forstå ret meget i verden, hvis vi ikke hele tiden kunne finde lighedspunkter mellem fænomener fra forskellige områder.

Generelt har det fra tidernes morgen været en selvfølge at betragte sjælelige fænomener i analogi med fysiske og omvendt. Vi taler om kraft og energi som fælles træk for psykiske og fysiske fænomener - og låner derfor ord fra psykologien i fysikken og omvendt. Det kaldes domesticering, at hjemliggøre udtrykkene, så man kan bruge dem med en vis sikkerhed og fortrolighed i dagligsproget.

Den følgende gennemgang af analogier mellem fire vigtige fundamentalkræfter i henholdsvis fysikken og psyken skal derfor udelukkende ses som forsøg på at gøre forståelsen lettere for de psykiske fundamentalkræfter der er afgørende for at kunne komme videre i oplysningen, men som stadigvæk er et mysterium for mange, ja skyes af langt de fleste intellektuelle til stor skade for den almene oplysning.

Men det kan ikke gentages tit nok: Analogierne er pædagogiske hjælpemidler der kan pege på nogle ligheder og dermed gør en forståelse lettere, men de beviser intetsomhelst.


Fysikkens fire fundamentalkræfter    Til toppen  Næste

Fysikkens fire fundamentalkræfter er tyngdeloven (gravitationskraften), den stærke kernekraft, den svage kernekraft og den elektromagnestiske kraft. Kort fortalt fungerer de som følger:

Gravitationskraften virker normalt som en tiltrækningskraft. Gravitationen mellem to legemer afhænger af deres masse og afstanden mellem den. Loven om denne sammenhæng, tyngdeloven, blev formuleret at Newton i 1666 i formlen: F = (G x M1 x M2) : R², hvor F er gravitationskraften, G den universelle gravitationskonstant, M de to legemers masse og R afstanden mellem dem.

Den elektriske kraft eller ladning er en uforklarlig fysisk egenskab ved visse af de elementarpartikler stoffet i universet er sammensat af.

Den elektriske ladning kan være positiv eller negativ. Den positive ladning er pr. definition tildelt protonen. Den negative ladning er pr. definition tildelt elektronen. Ladningerne er kvantiserede - og kan angives nøjagtigt med tal (coulomb). Elektrisk ladning kan hverken skabes eller destrueres.

En ladet partikel i hvile skaber omkring sig et elektrisk felt der virker på enhver ladning i feltet. Er den ladede partikel i bevægelse skaber den et magnetfelt som virker på en anden ladning i bevægelse. Denne elektromagnetiske kraft er langtrækkende.

Den stærke kernekraft virker i modsætning til den elektromagnetiske kraft kun inden for korte afstande (mindre end ca. 2 femtometer, 10 i minus 15 meter). Inden for denne afstand er den til gengæld langt stærkere end den elektriske frastødning mellem protonerne.

Den svage kernekraft eller svage vekselvirkning betegner en omdannelse i atomkerner mellem neutroner og protoner under udsendelse af neutrinoer og betaartikler. Processen er kendetegnende for dannelsen af heliumkerner i solen, og vekselvirkningen er så svag at processen foregår meget langsomt, hvad der igen bevirker at solen kan afgive energi i milliarder af år.


Elektromagnetismen blev opdaget af H.C. Ørsted i 1820. Lovene for elektromagnetismen blev matematisk formuleret i 'Maxwell-ligningerne'. J.C. Maxwell formulerede selv den ene (Ampères lov). I relativitetsteorierne opererer man ikke med elektriske og magnetiske felter hver for sig, men med et forenet elektromagnetisk felt.

De elektromagnetiske fænomener er ifølge Encyklopædien elektrodynamiske, hvad der betyder at de er knyttet til felternes tidsvariation. Men det centrale her er det forhold at der er knyttet energi til alle elektriske og magnetiske felter.

Elektromagnetisk stråling er netop energi eller impuls der udbredes som tidsvarierende elektriske og magnetiske felter. Udbredelseshastigheden er næsten 300.000 km/s i det tomme rum - og frekvensområdet er enormt. Spektret indeholder mange slags stråling (med forskellig frekvens og bølgelængde) - fra radiobølger, mikrobølger, infrarøde bølger, synlige bølger, ultraviolette bølger til røntgen og gammastråling.


Den elektromagnetiske kraft er med andre ord uhyre vigtig for alle sider af vores tilværelse på jorden. Og det er karakteristisk for en forsker som H.C. Ørsted (1777-1851) fra 1800-tallets første del at han på romantisk vis forbandt sin indsigt i de fysiske love med opfattelsen af eksistensen, og herudfra skrev sit filosofiske hovedværk 'Ånden i naturen' (1850-51). Her hævdede han at videnskaben, kunsten og moralen alle førte til erkendelse af Gud. Opfattelsen afvises naturligvis af moderne forskere, fordi den sammenblander videnskab og religion, men det er min opfattelse at man ikke rigtigt har forstået at Ørsted i virkeligheden var tæt på opdagelsen af den basale analogi mellem den fysiske elektromagnetisme og den psykiske elektromagnetisme som man bare ikke dengang havde det rette ord for. Det rette ord er det kollektivt ubevidste.

Men dermed er de næste afsnit foregrebet.


Psykens fire fundamentalkræfter    Til toppen  Næste

Dybdepsykologien har nu været en historisk kendsgerning i mere end hundrede år. Den startede for alvor med Sigmund Freud og hans bog fra 1900 om 'Drømmmetydning' og kortlægningen af seksualiteten, og som fortsatte de næste 30 år med en systematisk udvidelse af indsigten, herunder ikke mindst med C.G. Jungs udforskning og beskrivelse af det kollektivt ubevidste, de arketypiske forestillinger og sondringen mellem 'jeget' og 'selvet' (eller 'totalpsyken'). Udforskningen og landvindingerne skete på nøjagtig samme tid som gennembruddet i atomfysikken og kvantemekanikken der for alvor relativerede den klassiske fysiks praktiske nødvendige, men lidt for snævre begrebsramme.

Psykoanalysen og den analytiske psykologi fik støt og roligt ændret den psykologiske forståelse, men det skete ikke uden modstand fra såvel positivistisk orienteret filosofi som dogmatisk teologi. Den dybdepsykologiske forståelse blev yderligere forstærket med forskning fra folk som Wilh. Reich, Erich Fromm, Karen Horney, og efter krigen yderligere med Anthony Storr, Stanislav Grof og mange flere. Men grundlæggende er der fortsat stor uvidenhed om resultaterne og deres anvendelighed, hvad fx de danske psykiatere som Thorkild Vanggaard og Erling Jacobsen måtte sande.

Helt overset i den danske debat er det, at religionshistorikeren Vilh. Grønbech i realiteten byggede hele sin forskning på dybdepsykologisk indsigt, men vel at mærke en indsigt der var helt hans egen og på afgørende punkter forskellig fra den freudianske psykoanalyse. Typisk for vrangforestillingerne om Grønbech er det at den religionsprofessor der har skrevet Encyklopdiens artikel om manden uden videre postulerer at Grønbechs metode var filologiens. Intet kan være mere forkert, selv om Grønbech unægteligt var uddannet filolog og naturligvis brugte hvad han havde lært. Men hans metode i religionshistorien var den dybdepsykologiske 'indføling' der indebar at han kunne forstå fænomener indefra - og aldrig blot så dem udefra som intellektuelle fænomener.


Den psykiske tyngdekraft    Til toppen  Næste

At tyngdekraften er helt fundamental for alle menneskers forståelse af hvordan verden er indrettet fremgår allerede af at det er den fysiske lov alle børn lærer at kende før de har lært sproget og kan sætte ord på deres forståelse. De bliver ved med at smide ting ned fra bordet for at få konstateret at tingene altid - uden undtagelse - havner nede på gulvet.

Vi vænnes altså lige fra tidlig barndom til den ejendommelighed ved den fysiske verden at der er noget der hedder tyngdekraft og at den bevirker at alle mobile ting søger nedad mod jordens centrum, og at også vand og andre flydende stoffer gør det samme. Senere lærer vi at det hænger sammen med jordens masse. Al fysisk masse har den virkning at den tiltrækker legemer inden for et vist felt. Dette betyder også at vi mennesker lægger os ned når vi skal hvile ud. Det er kun visse dyr som heste og elefanter der kan sove stående.

Men med hensyn til psyken kendetegnes den også af tyngdeloven. Der er et op og ned i følelsernes og tankernes verden. Vi står friske op om morgenen, men lægger os trætte ned om aftenen. Nogle af os har en tung gang på jorden, andre en let gang. Sorgen tynger nedad. Den deprimerede er nedbøjet eller nedtrykt. Glæden virker modsat. Den løfter opad. Endda også i religiøs forstand, for i det kirkelige sprog hedder det 'Løft eders hjerter mod Gud', og ikke omvendt 'sænk det'.

Humøret kan være højt. I meditations-psykologien er der noget der hedder 'højere bevidsthed', dvs en bevidsthed der gennem visse teknikker når opad eller fri af tyngden. Det ville være grotesk at kalde det lavere bevidsthed. Himlen er jo både i fysisk og psykisk forstand oven over jorden og ikke nedenunder. Vi er bundet af vore dagligdags erfaringer og overfører udtryk fra den ene sfære af tilværelsen til den anden med største selvfølgelighed.

Bliver man overstadig, føler man nærmest at man kan svæve eller flyve. Nogle tror i den tilstand at de kan gå på vandet - eller i narkorus bogstaveligt talt at de kan flyve og uden risiko springe ud af vinduet.


Endelig kommer vi ikke uden om at måtte affinde os med at sjælen eller ånden er bundet til kroppen i den forstand at vi altid bliver mindet om at vi har et fysisk legeme der begrænser vores frihed. Tanken kan flyve hvorhen den vil, men kroppen bliver hvor den er. Vi kan skelne mellem det snævre jeg der er knyttet til den personlige identitet og vilje på den ene side og det større selv eller totalpsyken der er hævet over denne snæverhed, men vi kan ikke løbe fra sygdom eller aldring der i sidste ende betyder jegets død eller personlighedens opløsning.

Ånden kunne ud fra denne betragtning synes bundet til stoffet eller materien, ligesom vi må konstatere, at jegbevidstheden som sådan er afhængig af genstandsbevidstheden, dvs bevidstheden om at der er faste og fikserbare genstande i verden. Men vi kan alligevel ikke tillade os at drage den slutning at ånden er er simpelt produkt af det fysiske. Ånden synes at bero på psykiske forhold der er større end jegets og jegernes faktum.


Den stærke psykiske kernekraft    Til toppen  Næste

De to fundamentale måder at tænke og føle på kan opfattes som analoge med fysikkens to fundamentale kernekræfter: Den stærke kernekraft der bl.a. er kendetegnet ved den kolossale energiintensitet som kendetegner den eksplosive kernekraft. Den svage kernekraft er derimod kendetegnet ved den yderst stabile, men relativt vage energi som solens stråler afgiver til rummet og som er betingelsen for livet på jorden.

Primærprocesserne er udtryk for psykens stærke kernekraft: Primærtankerne er af kort varighed, men kan være intense, hvad der vil sige af ekstraordinær og lysende klarhed. De virker umiddelbart stærkt 'bevidsthedsudvidende'. De kan give en indsigt der har åbenbaringens karakter og vil betyde varig indvirkning på såvel etikken som al senere erkendelse.

Primærfølelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense. De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Intense følelser kan oversvømme organismen og helt ødelægge dømmekraften. Følelserne er forskydelige: En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro toto-reglen) - To ting der ligner hinanden betragtes som fuldstændigt identiske. - Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).

Intensiteten af disse stærke psykiske kernekræfter giver sig udslag i fraværet af skellene mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne. Desuden er de logiske regler, specielt benægtelsen, suspenderet. Ligesom der kan være ambivalens over for samme genstand.


Man kunne på denne baggrund tro at primærprocesserne er skadelige, men så enkelt er det ikke, for de kan nok være farlige (som chock, traumer, psykoser), men de er absolut uundværlige i eksistentiel hensende, for det er dem der giver de afgørende højdepunktsoplevelser i livet, herunder fx orgasmen, begejstringen, triumfen, åbenaringerne og selve oplevelsen af mening med tilværelsen.

For alle disse højdepunktsoplevelser gælder at de er relativt kortvarige, men at deres langtidsvirkning på sindet eller sjælen til gengæld kan være meget langvarige. De kan ændre et menneskes karakter eller livsopgave, men først og fremmest give den basale følelse af mening med tilværelsen som også kan udtrykkes med ordene, at man føler man er hjemme i tilværelsen, at være på rette plads eller rette vej.


Den svage psykiske kernekraft    Til toppen  Næste

Sekundærprocesserne er udtryk for psykens svage kernekraft.

At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile mindstedele eller 'kvanter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelses- og tankekvanterne er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at opståede behov søges tilfredsstillet ubetinget og øjeblikkeligt, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.

Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger. Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan både prioriteres og udskydes). Sproget opnår præcision: Objekter kan identificeres; klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres; de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.

Dertil kommer at der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er klar tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, nutiden aktualitetskarakter og fremtiden fantasikarakter eller mulighedskarakter. Og der er skel mellem jeget og omgivelserne. Og endelig er fortrængning mulig.

Der kan af disse grunde ske en realistisk og stadigt mere nuanceret opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til denne. Vi skylder den svage psykiske kernekraft evnen til at kunne tilpasse os en stadigt mere kompliceret omverden med stadigt mere komplicerede udfordringer.

Al videnskab, alt fremskridt, al kulturel transcendens beror på muligheden for at udnytte den svage psykiske kernekraft til systematisk udbygning af vor viden og erfaring. Men den gør på ingen måde den stærke psykiske kernekraft overflødig, for uden denne var der ingen højdepunktsoplevelser i tilværelsen og heller ingen muligheder for på intuitiv vis at se nye kombinationsmuligheder hinsides den logiske slutning og ræsonneren.


Den psykiske elektromagnetiske kraft    Til toppen  Næste

Det kollektivt ubevidste er dybdepsykologiens brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige felt mellem menneskelige kollektivers energier som i fysikken har sin analogi i det definerlige og målelige elektromagnetiske felt af langtrækkende og fundamental virkning.

Det kollektivt ubevidste afvises af de fleste rationalistisk indstillede mennesker fordi det ikke kan videnskabeligt verificeres, men hvis man vil opnå nuanceret viden om sjælelivet og dets dybder kan begrebet ikke undværes. Det er netop den bedste fællesbetegnelse for de træk ved den psykiske verden som er principielt umålelige og udefinerlige, og som giver et væld af kreative, eksistentielt meningsgivende og forvandlingsgivende impulser og energier fra en fælles kilde.

Begrebet gør disse manifestationer forståelige som en komplementær modsætning til det rationelle, målelige og definerlige.


Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldte arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art.

Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer. De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid udstrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeventyrene skildrer og beskriver.

De konkrete forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer, hvorimod de tilgrundliggende strukturer, mønstre, matricer eller arketyper er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i behandlingen af manifestationerne. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten.

Af vigtige arketyper kan nævnes barnets arketype, moderens arketype, faderens arketype, mandens 'indre kvinde' (anima) og kvindens 'indre' mand (animus) og selvets arketype (totalpsyken eller helhedspsyken til forskel fra jeget). Desuden Gud og guder, Satan og Djævel, Himmel og Helvede, Paradiset eller Paradisets have.


Drømme er den mest kendte og beskrevne manifestation af det kollektivt ubevidste. Alle mennesker drømmer i alle aldre, og drømmevirksomheden begynder allerede i fosterstadiet, hvad der kan sluttes ud fra de hurtige øjenbevægelser (rapid eye movements) som ledersager dem. Netop den tidlige begyndelse peger på det helt centrale at drømme foregår på primærprocesniveauet. De ligger uden for viljens kontrol, de er overvejende billedmæssige og de er blottet for logik eller rationelle sondringer.

Drømmeaktiviteten har sit eget 'sprog', der følger lovene for primærprocesserne, men da dette sprog i vid udstrækning er gået i glemmebogen på grund af de sidste århundreders stærke og stigende tendens til rationalitet og afvisning af det irrationelle, så kræver det i dag ofte hjælp fra terapeuter at tyde drømmene på en givende og gavnlig måde. Men blot det at skrive sine drømme ned, når man vågner, vil påvirke den efterfølgende drømmevirksomhed.

Tydes drømmene ikke, kan de samme drømme blive ved at komme igen. De råber så at sige på tydning. Tydningen indebærer derimod at drømmene får en retning, de vil pege på muligheder eller handlinger der kan bringe den pågældende videre i sin udvikling. Og dette viser sig bl.a. ved at drømmene ændrer karakter.


Folkeeventyrenes univers er kendetegnet af arketypiske forestillinger som prinser og hekse, helte og trolde. Prinsen på den hvide hest; Prinsen der er forvandlet til en frø og som den endnu ikke udsprungne unge pige skal vove at kysse for at få tilbage i den ønskede form; Askepot er det ringeagtede stedbarn der dog til sidst sidst vinder prinsen og det halve kongerige; Askeladden eller Klods-Hans er hendes mandlige sidestykke. Den onde stedmoder og det forbyttede barn er andre faste typer.

Det var nogle af romantikkens store forskere der begyndte at indsamle og bearbejde det omfangsrige materiale af folkeeventyr der forelå. Eventyrene kan konstateres at være forankret i en specifik social og kulturel sammenhæng, men det afgørende er at arketypiske forestillinger går igen og igen og ikke kan føres tilbage til historiske fakta. Arketyperne bagved er af hypotetisk art, men de faktiske og konkrete forestillinger får netop mening ved at blive betragtet som sider af den menneskelige psyke eller udtryk for de inderste menneskedrømme.


Alle børn falder i staver med jævne mellemrum. Det betyder at de for en stund slipper følingen med den aktuelle hverdagssituation eller sædvanevirkelighed og begiver sig ind i det kollektivt ubevidstes eventyragtige og uafladeligt skabende univers. At børn falder i staver ses simpelthen på at de midt i en aktivitet bliver stille og fjerne. De har tankerne et andet sted end i det aktuelle og nærværende nu og rum. De bliver fyldt op af en undren og åbenhed som de ikke bagefter er i stand til at redegøre for. Denne falden i staver eller spontane mediteren bør altid respekteres. Den er uhyre værdifuld for barnets sunde udvikling. Den giver dem et afgørende indblik i den åndens verden som er komplementær til den praktiske eller jordiske og som er helt uundværlig for opretholdelsen af en ubevidst mening med tilværelsen.

Stille undren over naturen og skabelsen er af samme art som den spontane meditation. I særlige åbne øjeblikke hensættes mennesket ved synet af naturen i en tilstand af dyb forundring over skønheden i landskabet og dets kurver eller i skoven og dens rum, i betagelse af haves og søers glitrende bølger og spejlinger eller i fascination af skyernes former og bevægelser og stjernehimlens uendelighed - eller i fascinationen af barske og vilde bjergformationer, stormes rasen i træernes kroner, havets oprør eller uvejrets rasen med torden og lyn. Undertiden gribes et menneske ved sådanne syn af dyb beundring for skaberværket og dyb taknemmelighed mod 'skaberen', den almægtige og guddommelige instans der på en uforståelig og uigennemskuelig måde står bag det skabte. Teorier om tilblivelsen er irrelevante. Skønheden, storladenheden og det gennemskuelige mønster i det skabte kosmos med hele dets uudtalte mening sætter i sig selv en 'skaber' der går ud over forstandens kategorier.

Bøn og meditation er mere almindelige former for veje til føling med det kollektivt ubevidste. Begge fører på forskellig vis ind til en ønskelig eksistentiel klarhed. Bønnen er knyttet til sproget og dets begreber, meditationen mere til billedet og dets farver og former - eller på højere plan til den både ordløse og billedløse stilhed.

Spontansang og -fløjten er udtryk for samme føling med det kollektivt ubevidste, men giver sig her ikke udslag i stilhed, men tværtimod i en udfoldelse af en spontan musikalitet, der igen er et meget sikkert tegn på trivsel. Böse Leute haben keine Lieder, siger man på tysk. Og det er sandt, fordi glæde og trivsel uvægerligt giver sig fysiske udslag.

Humor og latter bekræfter den indbyggede modsætning mellem det rationelle og det irrationelle eller mellem det nyttige og det unyttige, det alvorlige og det komiske. Tilfældigheden skinner igennem, undertiden også det absurde eller tragiske. Men en sammenhæng anes alligevel.


Det kollektivt ubevidste manifesterer sig ikke mindst i uventede indsigter af overraskende klarhed.

Idéer dukker spontant op. Visioner og utopier træder frem. Opgaver, projekter eller missioner viser sig, og løsninger på selv komplicerede problemer melder sig pludseligt i et ubevogtet øjeblik, ofte når man vågner om morgenen. Derfor hjælper det ofte 'at sove på' et konkret problem.

Både kunstneriske og forskningsmæssige muligheder kommer til syne, ja selv praktiske administrative eller prosaiske politiske muligheder dukker frem af dybet.

Alt synes at have 'åbenbaringens' karakter. Det kan være en heureka-oplevelse (en 'jeg har det'-oplevelse) der pludseligt bringer løsningen på et problem man har tumlet med i den logiske venstredel af hjernen - eller et mere omfattende og dybere syn der får en mission til at stå lysende klar.


Særlige manifestationer af det kollektivt ubevidste findes i reinkarnationsoplevelser, nærdødsoplevelser og 'genfundne erindringer'.

Ved de såkaldte reinkarnationsoplevelser oplever folk - som regel gennem intense drømme eller intense terapiforløb - at de har levet før, fx været et helt andet menneske i en helt anden tid, ofte endda i en helt anden kultur. Oplevelserne kan være så intense, at folk naivt drager den helt forkerte slutning, at de faktisk må have levet et tidligere liv. Og nogle fantasifulde mennesker er ovenikøbet begyndt at lave teorier om at alle mennesker er inde i en cyklus af reinkarnation efter reinkarnation der først slutter, når de så at sige har sonet de fejl og forbrydelser de har begået i tidligere liv. Objektivt set er man ude i den rene spekulation. Der gives intet bevis og ingen indicier for at den enkelte har levet før eller at reinkarnation finder sted. Derimod kan det terapeutisk slås fast, at reinkarnationsoplevelserne i kraft af deres intensitet må have en betydning for forståelsen af det pågældende menneskes psyke og psykiske problemer, og at de i denne henseende må tages alvorligt og indgå i analysen.

I de sidste årtier er det kommet på mode at tale om 'genvundne erindringer' og endog benytte sådanne som beviser i alvorlige incestanklager. Især i USA grasserer den slags blandt psykologer og jurister. Og der er næppe tvivl om, at moden har ført til utallige justitsmord, fuldstændigt grundløse domfældelser af både fædre og mødre der aldrig har begået eller så meget som drømt om at begå incest, men hvor psykologer fremlægger 'beviser' i form af udsagn fra børn der har været udsat for målrettet psykologisk udspørgen. Såvel psykologer som anklagere, advokater, domsmænd og dommere er simpelthen uvidende om grundliggende dybdepsykologi.

'Genvundne erindringer' er aldeles ikke individuelle erindringer der siger noget som helst om hvad den erindrende har været udsat for i sit personlige liv; de er frembrud af kollektive erindringer, dvs aktivering af erindringssummen i det kollektivt ubevidste. Og disse frembrud siger naturligvis noget nyttigt om det pågældende menneskes psyke og eventuelle traumer, men absolut intet om personlige facts. De kan derfor under ingen omstændigheder anvendes i retssager.

Nærdøds-oplevelser forekommer som betegnelsen siger når et menneske er tæt på at dø og måske endda i fysiologisk forstand har været 'hjernedød' i kort tid, men er vågnet op igen og da kan huske ganske specielle ting som ligger ud over hvad det ville kunne se eller opfatte hvis det havde været ved normal bevidsthed i selvsamme tidsrum. Typisk opleves en tunnel med klart lys for enden og eventuelt fornemmelser af den grundliggende tryghed som forbindes med forældrene. Dybdepsykologisk set må sådanne oplevelser tydes som sjælens vej fra den døende krop tilbage til det kollektivt ubevidste. Forudsætningen for en positiv oplevelser er at der ikke forekommer dødsangst.

Beslægtet med oplevelsen er ud-af-kroppen-oplevelser, hvor fx patienter der ligger i fuld koma på operationsbordet kan iagttage alt som om sjælen momentant har forladt kroppen og er i stand til at se den og omgivelserne 'udefra'. Der skal være pålidelig dokumentation for at patienter efterfølgende kan beskrive i detaljer hvad der faktisk er sket i situationen, og oplevelserne kan i så fald kun tages som bekræftelse på at den menneskelige sjæls 'elektromagnetiske' felt er væsentligt større end kroppens fysiske eller neurofysiologiske felt.


Alt i alt må det siges, at begrebet det kollektivt ubevidste er helt uundværligt som samlebetegnelse for de utallige former for psykiske fænomener der har gjort sig gældende blandt mennesker så længe der har eksisteret menneskelige væsener på kloden, men som hverken synes at kunne forklares på adækvat vis eller blot beskrives tilfredsstillende alene ud fra det personligt bevidstes psykologi.

Hvad der volder mange menneskers skepsis er naturligvis at man med brugen af begrebet totalt undsiger rationalismens udbredte forestilling om at bevidstheden er et decideret personligt anliggende som i princippet må kunne forklares i relation til hjerneprocesserne.

Men så meget al tale om kollektivitet end generer de rationelle hoveder der gerne ser alt under viljens kontrol, så er det vanskeligt at komme uden om at de afgørende kilder til kreativitet, fantasi og intuition og alle forestillinger om noget større end jeget og noget mere forpligtende i tilværelsen end jegets behov er af fælles, kollektiv art. De udgør - i modsætning til jegernes opsamlede erfaringer - en uudtømmelige kilde til inspiration for alle der blot åbner sig for den på samme måde som børn er i stand til og som enhver voksen vil kunne være i stand til livet igennem ved at vedligeholde den medfødte evne.


De nye begrebers anvendelse og betydning    Til toppen  Næste

De nu lancerede fire begreber for psykiske fundamentalkræfter har først og fremmest den hensigt at bringe psykologien i tæt forbindelse med alle øvrige måder at betragte tilværelsen på. Vi har ikke blot en psyke ved siden af et legeme - eller en sjæl ved siden af en hjerne - og helt uafhængig af omgivelserne, medmenneskene, samfundet, historien og naturen . Vi har en sjæl og en psyke der er selve forudsætningen for overhovedet at opfatte tilværelsen som en sammenhængende og meningsfuld helhed.

Derfor er det nødvendigt at forstå den psykiske tyngdelov såvel som de to slags psykiske grundprocesser. De sidste to har været behandlet grundigt på Jernesalts sider lige fra starten, mens den psykiske tyngdelov må siges at være ret selvfølgelig og ikke behøver den større omtale.

Men først og fremmest er det blevet nødvendigt at genoprette den fulde føling med det kollektivt ubevidste, den føling der tidligere var gængs, fordi alle endnu forstod den mytiske tænkning og levede i traditioner der indebar megen mytisk tænkning, men som efterhånden er gået mere og mere i baggrunden, selvom den er vital for alle mennesker.

Og følingen er vel at mærke ikke noget vi ikke allesammen kender særdeles godt, for vi kender den alle fra barnsben, eftersom de psykiske primærprocesser er medfødte og indebærer automatisk føling med det kollektivt ubevidste - indtil sekundærprocesserne begynder at gøre sig stærkere og stærkere gældende. Herved sker der desværre ofte den katastrofale udvikling, som kun forstærkes af den gængse rationalisme og videnskabelighed, nemlig at det bliver mere og mere almindeligt at se med mistro på de spontane forestillinger der kommer fra det kollektivt ubevidste.

Derfor lanceres nu som noget nyt begrebet 'psykens elektromagnetiske felt' som synonym for det kollektivt ubevidste.


Det er væsentligt at forstå hvordan det kollektivt ubevidste fungerer, og den bedste måde er efter min mening at se det som et stort og dynamisk energifelt der er analogt med det elektromagnetiske felt i fysikken, men ikke identisk med det fysiske felt. Det har bare visse lighedspunkter der letter forståelsen.

Det 'elektromagnetiske' psykiske felt fremkommer ved at mange mennesker med hver deres psykiske energiladning bevæger sig i forhold til hinanden på dynamisk vis i et komplekst og dynamisk samfund. Derved skabes et kæmpestort felt mellem alle mennesker, hvor energierne så at sige kan forbindes og udveksles med hinanden og inspirere hinanden på kryds og tværs af de individuelle grænser og på tværs af de historiske grænser. Fortiden bevarer sin inspirationskraft, og fremtiden hører med i feltet som potentiale. Kulturen bliver aldrig en byrde. Og netop dette er det inspirerende, frugtbare og meningsgivende ved følingen med det kollektivt ubeivdste.

Som det understreges i 'Jernesalts 2009-filosofi' hænger al kreativitet sammen med dette store, udefinerlige, men uudtømmelige felt. Derfor trækker al videnskab, al kunst, al humor, al kærlighed, al kult og al religion i bedste forstand på denne kilde. Men det samme gør al ægte folkelighed i hvert eneste land.

Når folkeligheden i dag har det skidt, hænger det i allerhøjeste grad sammen med at flere og flere har mistet følingen med det kollektivt ubevidste og erstattet den med dyrkelse af 'tradition' eller 'værdier' som de pukker på, selvom der kan stilles spørgsmålstegn ved dem - eller de i visse tilfælde ligefrem står i vejen for fremskridtet.

Det kollektivt ubevidste som et stort, dynamisk 'elektromagnetisk felt' mellem mennesker kan der derimod ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det fungerer uanset hvad man mener om det. Men det fungerer selvsagt bedst hvis man skønner på det.

Kun ved at genopdage, bevidstgøre og almengøre den fundamentale skabende kraft der ligger i den umoddelbare føling med det kollektivt ubevidste vil den frugtbare, kultur- og meningsgivende folkelighed kunne genvinde den styrke der er nødvendig for at bringe udviklingen videre i positiv og progressiv retning.

Jan Jernewicz


NB! Jernesalts hovedartiklerne psykologi er nu udgivet samlet som e-bog hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Eksistens-psykologi for 21. århundrede.


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal