ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.3.05.

Pornoficering eller seksualisering?
- Eller hvornår går kønsinteressen over grænsen?

Ligestillingsminister Eva Kjær Hansen har vakt forargelse i visse kredse, fordi hun på FN-Kvindekommissionens samling i New York - endda lige op til kvindernes internationale kampdag den 8. marts - har kaldt det naivt at tro, at snakken om sex og gengivelse af billeder med seksuelt islæt i forskellige medier fuldstændigt kan stoppe. Derfor skal børn og unge så at sige vænnes til porno. De skal lære at håndtere de billeder de møder. De skal lære at der er forskel på virkeligheden og det billede af sex medierne ofte giver.

Forkvinden i Kvinderådet, Randi Iversen, havde svært ved at fatte at sådanne ord overhovedet kunne komme ud af munden på ligestillingsministeren. Næstforkvinden i Kvindeligt Selskab, Rikke Stenberg, kaldte udtalelserne en falliterklæring, og leder af Center for Ligestillingsforskning, Karen Sjørup, betegnede dem ligefrem som en katastrofe.

Her møder vi ganske som i spørgsmålet om de almindelige menneskerettigheder skillelinjen mellem realisme og idealisme. Ministeren ser fuldstændigt nøgternt og realistisk på kendsgerningerne og vil derudfra tage initiativer til at ruste de unge bedre til at møde problemerne. Repræsentanterne for de nævnte selskaber ser som feminister bort fra kendsgerningerne og vil have pornoen bekæmpet med forbud og straf. Seksualiseringen af det offentlige rum er for dem ensbetydende med kvindeundertrykkelse. Ligestilling mellem mænd og kvinder består derfor efter deres logik i sidste ende i en fjernelse af selve fascinationen af kønsforskellen.

Men der er i hvert fald fire ting i denne sammenhæng der bør holdes for øje: den grundliggende seksualitet, den stigende seksualisering af det offentlige rum, den egentlige pornoficering og endelig beskyttelsen af alle der vil have lov at være i fred for utidig eller anstødelig sex, herunder specielt hensynet til børns og unges forskellige modning.

Seksualiteten burde i oplyste og sekulariserede samfund som det danske ikke længere være et større problem. Godt nok har der fra ældgammel tid været strenge normer og tabuer for seksualiteten, hvad der bl.a. hang sammen med mandens ejendomsret. Og godt nok har kristendommen i sin åndelighed haft en lang tradition for at opfatte seksualiteten som syndig og forkastelig, medmindre den tjente den moralsk korrekte og samfundsnyttige ægteskabelige forplantning. Men i vore dage er seksualiteten gennem den moderne prævention og den moderne accept af den seksuelle nydelse for længst løsrevet fra forplantningen og er blevet en væsentlig del af det enkelte menneskes dagligdag.

Seksualiteten er ikke dermed blevet problemfri, for den er faktisk blevet endnu mere kompleks og kompliceret end den har været tidligere. Som det fremgår af WHO's officielle definition fra 1975, så er seksualitet en naturlig del af menneskets udvikling gennem alle livets faser. Den inddrager både fysiske, psykologiske og sociale komponenter. Den omfatter herunder integration af et individs kropslige, følelsemæssige, intellektuelle og sociale aspekter på en måde som positivt beriger og forstærker personlighed, kommunikation, kærlighed og almenmenneskelige relationer.

Med lidt finere termer kan seksualiteten opdeles i syv forskellige funktioner, nemlig reproduktion (forplantning), relation (forhold til andre), respekt (over for partner og det andet køn), rekreation (nydelse og behag), rehabilitering (helende virkning på sundheden), relaksation (afspænding) og regression (i psykoanalytisk teori tilbagevenden til tidligere udviklingstrin). Det kan nu være hvad det være vil med sådanne fine begreber, men sagen kan ikke diskuteres. Seksualiteten er hos det moderne menneske yderst sammensat og derfor også vanskelig at håndtere indtil man får tilstrækkelige erfaring og indsigt i såvel sig selv som andre.

Seksualiteten har naturligvis altid været forbundet med problemer. Det vidner ikke mindst den pragtfulde bibelske syndefaldsmyte om, for her bliver der sat lighedstegn mellem menneskets kønsbevidsthed og dets begyndende frigørelse fra forældrene med den stigende ansvarliggørelse begge indebærer. Men givet er også at syndefaldsmyten afspejler den kendsgening at den begyndede seksualitet i vid udstrækning er blevet forbundet med skam og skyldfølelse - og stadig bliver det. Det kan man henføre til selve det tabu emnet har været omgærdet af. Men man er naiv hvis man tror at ophævelse af alle tabuer på dette område automatisk fjerner skam og skyldfølelse. Det er tværtimod karakteristisk for hele den seksualle problematik, at der vedvarende vil være negative følelser af den ene eller anden slags forbundet med udfoldelsen, medmindre den sker i tråd med den naturlige modning og ansvarliggørelse.

Det ligger imidlertid i tidens senmoderne eller postmoderne livsopfattelse, at det enkelte menneske, så længe han eller hun betaler sin skat og sin husleje, og iøvrigt passer sit arbejde og overholder færdselsloven, har uindskrænket ret til at æsteticere sit liv fuldstændigt, dvs søge alle de nydelser og oplevelser det er overkommeligt at skaffe sig - uden at tænke på de langsigtede konsekvenser for sig selv eller andre endsige for samfundet som helhed. Man skal med Gustav Wieds ords blot passe sine karusser og drikke sin whisky - og så lade Vorherre om resten.

Men indstillingen holder sjældent ret længe, for konsekvenserne har det med at melde sig selvom de hverken er ønskede, tilsigtede eller forudsete. Til konsekvenserne hører også spørgmålet om den enkeltes værd, om ligestilling mellem kønnene og om hensynet til børns og unges modningsprocesser - og ikke mindst hensynet til den enkeltes egen indre konsistens.

Seksualiseringen af det offentlige rum er en kendsgerning der hænger tæt sammen med den øgede velstand, dvs de højere indkomster, den øgede fritid og det øgede forbrug. Konsumkulturen gør også sex til en vare der falbydes som tilbud gennem pågående reklame. Og da den teknologiske udvikling samtidigt har medført et voldsomt opsving i mulighederne for reklame og kommunikation gennem fjernsyn, videoer, internet og mobiltelefon kan forbrugerne ikke være i fred ret mange steder.

Men seksualiseringen hænger i høj grad også sammen med sekulariseringen, dvs den frigørelse fra kirkelig autoritet og moralnorm som gradvist har udviklet sig som led i oplysningsprojektet. Sekulariseringen undergravede ganske enkelt den kristne kirkes snævre seksualmoral, der som nævnt egentlig stemplede sex uden forplantningsformål som synd, men naturligvis aldrig virkede overbevisende på almindelige mennesker. Med de moderne præventionsmidler var seksualiteten reelt løsrevet fra såvel reproduktionen som ægteskabsinstitutionen som sådan.

Problemet er naturligvis, at seksualiteten dermed er gået hen og blevet langt mere påtrængende end tidligere i historien. Der er endnu visse grænser for udbredelse af egentlig pornografi, men ellers er rummet frit for seksuelle hentydninger og ophidselse. Forbrugerne må - hvad enten de kan lide det eller ej - affinde sig med at blive udsat for ikke blot nøgne kroppe, men også utilslørede seksualakter i såvel biografen som på tv-skærmen. Der er ikke mange film i dag der ikke indeholder mere eller mindre utilslørede sexscener. De er blevet så almindelige, at Nicole Kidman med største selvfølge kan forsvare en nøgenscene med en 12-årig dreng med det argument at der i scenen overhovedet ikke er tale om sex.

Om det så er i teatret udstilles den nøgne krop ugenert for alles blikke. Selv Det kongelige Teater holder sig ikke tilbage. Allerede i 1970 strippede den dengang 35-årige Ghita Nørby i Peter Barnes' 'Den herskende klasse' for fulde sale. Sidste år opførtes Richard Wagners opera 'Rhinguldet' med en nøgen mand svømmende rundt i et akvarium midt på scenen, dog til stor skade for Wagners mening med operaen (se Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater). Og i år kan man se den særdeles veldrejede sopran Inger Dam-Jensen gå i karbad og kontratenoren Christopher Robson tage brusebad i Francisco Negrins opsætning af Händels opera 'Julius Cæsar' der simpelthen stråler af erotik og passer overraskende godt til Concerto Copenhagens veloplagte musiceren, vel at mærke uden på nogen måde at svigte operaens grumme og tragiske element.

Det helt afgørende er, at de fleste lidt efter lidt vænner sig til det og accepterer det - og ganske enkelt tager seksualiseringen som en oplevelse. Og hvorfor skulle de ikke også det, hvis det seksuelle aspekt ellers holdes inden for den ægte erotiks rammer?

Sagen er jo, at det der sker på scenen eller på lærredet i langt de fleste tilfælde er genkendeligt for publikum, måske bortset fra de allerældste. Det er slet ikke noget de må vende sig fra i seksuel frustration, men tværtimod noget der i vid udstrækning afspejler deres egen adfærd og egne positive erfaringer, herunder også den humor der hører til sand erotik. Så selvom det ind imellem - som i eksemplet med folks forargelse over Kidman - kniber for folk at skelne mellem det uskyldige og det der går over grænsen til det utilladelige som børneporno, så står de fleste ved deres fascination af seksualiteten.

Det kan endda gå så vidt, at et par modige kvinder efter premieren i 1999 på Cathrine Breillats 'Romance' med en kronik i Politiken protesterede mod opfattelsen af denne film som pornografisk, blot fordi den viste utilslørede samlejescener. De gjorde fuldstændigt korrekt gældende at filmen primært handler om en kvindes meget specifikke seksuelle frustration. Og de pointerede at en voksen kvinde netop ikke er en uskyldig madonna, men faktisk vil begæres af den mand hun elsker.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder aldrig for kvindernes vedkommende vil føre til de ønskede resultater, hvis kvinderne tror at vejen går over en afseksualisering af tilværelsen. Hvis vi ser bort fra mindretallet af lesbiske og bøsser - og de synes ikke generelt at lide af kønsskræk - så gælder at flertallet af kvinder fortsat fascineres af mænd som kønsvæsener, og at flertallet af mænd fortsat fascineres af kvinder som kønsvæsener. I langt de fleste tilfælde får voksne mennesker denne fascination til at gå i hak med den normale omgang med andre mennesker. Derfor kan sexchikane undgås, hvor og når man vil. Men fred for andres blikke og fantasier, det får kønnene stort set kun med alderen, medmindre de isolerer sig i klostre.

Man har lov at undre sig over denne fascination af det modsatte køn på samme måde som man kan undre sig over at nogle gider beskæftige sig lidenskabeligt med unyttige ting som musik og kunst. Den er og bliver dybt irrationel - og derfor også særligt irriterende for rationelle og utilitaristiske mennesker. Men fascinationen er uudryddelig, for den ligger i selve det instinktive eller biologiske. At se bort fra den eller at ønske den hen hvor peberet gror eller hvor skærsildens stille lutren lyder, det er ganske enkelt det samme som at benægte og fornægte menneskets irrationalitet.

Den egentlige pornoficering - den ensidige fokusering på og udstilling af kønsorganers anatomi og brug - følger ikke af den seksuelle fascination som sådan, men bortset fra en elementær nysgerringhed tværtimod af dens manglende tilfredsstillelse.

Det er værd at bide mærke i, at ordet 'pornografi' oprindeligt betyder skøgelitteratur, dvs litteratur som handler om prostituerede, men med det klare formål at beskrive den forbudte eller skjulte seksualitet på en bevidst sansepirrende måde. I ældre tid talte man i den forbindelse om 'utugtige skrifter og billeder', og utugt var igen egentlig blot alle former for uægteskabelig sex, også kaldet hor, men ordet pornografi kom til at betegne alt der var seksuelt anstødeligt og - derfor også indtil 1973 forbudt efter dansk straffelov.

Morsomt er det at konstatere, at det anstødelige og sansepirrende var tilladt på én betingelse, nemlig at der var tale om såkaldt kunstnerisk fremstilling. For dette forhold gav anledning til utallige juridiske stridigheder om fortolkning af hvad der var kunst og ikke kunst. Folk som Gustav Wied og Broby Johansen eller Wilhelm Freddie blev dømt for pornografi. De gik efter dommernes skøn over stregen. Men i kunsthistorien er der som bekendt uanede mængder af fremstillinger af den menneskelige krop - og specielt de kvindelige ynder. Kalkmalerierne i vore gamle landsbykirker vrimler med dem. Et tema som det bibelske syndefald har fristet uendeligt mange kunstnere - som det pragtfulde tema det er.

I Thanning og Appels 'Seksual-Leksikon' fra 1963 skriver Ove Brusendorff - der også kendes fra samarbejdet med Poul Henningsen om 'Kærlighedens Billedbog' - at vi ikke-jurister er heldigere end juristerne, for vi kan se bort fra skyld og straf og acceptere eller forkaste som vi lyster. Det skrækkelige er blot, fortsætter han, at en del velmenende mennesker er af den overbevisning at ikke de selv, men andre tager skade at det såkaldt utugtige. - I begge dele har han ret. For pornoens frigivelse i 1973 skyldtes netop umuligheden af at afgøre hvad der var utugtigt og skadeligt for andre og hvad ikke. Forargelse er en privatsag.

Inge og Sten Hegeler betegnede i 'Kærlighedens ABZ' fra 1961 slet og ret pornografi som et skældsord for alle de ting som støder an mod vor kønsmoral på grund af deres seksuelle indhold. Det er et emne som mange mennesker er stærkt optaget af, skriver de, for enten synes de at alle seksuelle ting er spændende eller også er de forargede. Men kønslivet angår os alle så personligt at vi ikke kan forholde os helt passive og uinteresserede.

De anfører endvidere at nogle har villet kalde alt der er seksuelt ophidsende for pornografi. Men med den definition, understreger de, bliver kvinden som sådan pornografisk, og som sådan har hun faktisk også været betragtet. - Og dette kan vanskeligt bestrides.

Men når de gør gældende at det ligefrem synes at være en menneskelig lov at jo mere god pornografi et land giver sine borgere lov at se, des mindre er behovet for den dårlige, så er de på tynd is, ganske enkelt fordi det er en ren og skær udokumenterbar trossag.

Så er der mere hold i Rune Gades påstand om, at pornografien imødekommer 'behovet for en rationaliseret og effektiviseret seksualitet' med sin direkte og utilslørede stimulering af seksualiteten. Den kan i så henseende ses som seksualitetens fast food. Og det er rammende sagt, for det peger i det mindste på det grundliggende problem, at den egentlige (hårde) pornografi netop er karakteriseret ved en voldsom og systematisk indsnævring af seksualiteten til fokusering på kønsdele, erektion, penetration og orgasme - uden ringeste hensyntagen til alle de menneskeligt set afgørende omstændigheder af social, psykisk, følelsesmæssig, moralsk og anden art.

Og følgen heraf bliver at der ifølge Rune Gade også kan påpeges en forbindelse mellem de ændrede kønsrollemønstre og det han lidt problematisk kalder 'pornografiens nostalgiske dyrkelse af forældede kønsroller'. Pornografien holder nemlig fast i skildringen af kvinder som underdanige og seksuelt servicerende figurer, mens mænd fremstilles som magtfulde og seksuelt kompetente væsener, der skænker kvinderne nydelse og tilfredsstillelse. Der er med andre ord tale om blind fastholdelse af det gamle kønsrollemønster på trods af at vi forlængst har gjort principielt op med dette mønster og også praktisk har formået at ændre det ganske betydeligt i retning af den ønskede ligeværdighed mellem kønnene.

Når jeg anfægter ordet nostalgisk i forbindelse med den hårde pornografi, skyldes det ikke at jeg bestrider dens fastholdelse af et gammel mønster, men derimod fastholdelsens karakter af noget romantisk tilbageskuende. Holdningen er tværtimod brutalt nutidig i sin effekt og sit sigte. Den skaber de servile og servicerende kvinder som primitive mænd vil have - og som det ofte lykkes dem at få. Der er for disse mænd ikke tale om at drømme sig tilbage til nogetsomhelst, men om at fastholde et for dem ideelt og gennem massiv autoritær indoktrinering i hjem og/eller gruppe fastlagt kønsrollemønster uændret - i værste fald via seksualforbrydelser.

Det er naturligvis derfor at de ideologiske feminister fra begyndelsen af 1970erne betegnede pornoen som en endnu værre seksuel nedvurdering og udnyttelse kvinden end den der forekommer i hverdagen.

Men hele diskussionen om pornoens skadelige stereotypier og de mulige foranstaltninger til dens bekæmpelse eller blødgøring gør det nødvendigt at skelne skarpt mellem den fremstilling af den menneskelige krop og seksualitet som er forenelig med en sund, normal og åben seksualitet og dermed med et nuanceret og realistisk syn på kønnene og deres gensidige fascination - og så den fremstilling der er uforenelig hermed og inspirerer til en stererotyp, urealistisk og kvindenedgørende holdning og adfærd.

Uden denne skelnen kommer man ingen vegne med at sætte grænser for pornografien eller få børn og unge sporet ind på den gode seksualitet.

Seksualiseringen af det offentlige rum er altså ikke til at komme udenom i vort moderne, oplyste og sekulariserede samfund. Ingen der ikke ligefrem render rundt med skyklapper undgår at opdage at mennesket er et kønsvæsen der bruger megen tid, mange kræfter, mange penge og megen bevidsthed på denne irrationelle side af tilværelsen, ja, sandelig også påtvinges spontane drømme og fantasier fra det ubevidste. Man kan glæde sig over frigørelsen eller forarges over den. Men skrue tiden tilbage kan man ikke. Fristelserne er også på dette punkt umådeligt talrige i vore dage, og de tackles som alle fristelser bedst med indsigt og omtanke.

Men dette er jo som antydet ikke ensbetydende med at vi bare skal lade stå til når det drejer sig om den offentlige seksualiserings konkrete former i de mange medier. Der er stadigt grænser for det tilladelige og bør være det uden at dette behøver at blive tolket som moralsk snæversyn endsige religiøs kønsskræk.

To hensyn bør i hvert fald være selvfølgelige, nemlig hensynet til almindelig anstændighed og hensynet til børn og unge.

Sådanne anstændighedsregler må naturligvis også gælde reklamer af alle slags såvel som kunstneriske udsmykninger på offentlige steder. Det var ikke utidig eller udemokratisk censur at nægte Jens Jørgen Thorsen at male et stor erigeret lem på en mur ved en S-station, som utallige mennesker i alle aldre og af alle indstillinger passerer dagligt. For folk i almindelighed ønsker ikke at se den slags et sådant sted.

Det er omvendt ikke i overensstemmelse med vores kunsteriske og seksuelle ytringsfrihed at forbyde enhver reklame der anvender den nøgne menneskelige krop eller dele af den som blikfang. Det er der angiveligt nogle - som feminister og meget religiøse mennesker - der ikke kan lide, men her er der ikke tale om hård porno der bevidst og direkte appellerer til seksuel ophidselse, men om billedkunst der trækker på den helt normale fascination af kroppen.

Feministerne har lov til at mene, at det er for galt, at det stadigvæk overvejende er kvindekroppen der udstilles. Det gøres der så af mere progressive eller modebevidste kvinder forsøg på at opveje ved at bruge mandekroppen i lignende reklamer. Men ellers må man bare nøgternt konstatere, at den store præference for kvindekroppen afspejler det forhold at der er flere mænd end kvinder der laver kunst og reklamer. Hvorfor, kan man gætte på. Men det må i hvert fald hænge sammen med forskellen mellem det mandlige og det kvindelige kønshormon. Det har derimod hverken noget med intelligens eller kunstnerisk smag at gøre.

Hensynet til børn og unge drejer sig i forbindelsen med seksualiseringen først og fremmest om deres modning.

Børn begynder tidligt at interesse sig for kønsforskellen, og de har naturligvis i vore dage langt bedre mulighed for at få syn for sagerne end i gamle dage, hvor alt seksuelt var tabubelagt.

Heldigvis vokser ingen ung i dag op så uvidende som den med dronning Victoria samtidige engelske kunsthistoriker John Ruskin. Han var fortrolig med hele den europæiske kunsts fremstilling af kvindekroppen, men blev skrækslagen da han efter sit bryllup for første gang så en levende kvinde nøgen. Han opdagede - hvad han end ikke havde hørt om - at kvinden havde kønsbehåring. Og han følte så dyb afsky, at den arme kvinde efter nogle år fik skilsmisse. Hun ville nemlig gerne have børn. Og det kunne hun altså ikke få med Ruskin. (Samme Ruskin var den store forbryder der som executor testamenti for William Turner simpelthen brændte alle dennes efterladte erotiske tegninger).

Men børn skal ikke destomindre stadigvæk skånes for at få påtvunget nogensomhelst utidig seksuel interesse eller erfaring. Hvad de mere eller mindre tilfældigt som små falder over af ord og billeder eller ser af voksenadfærd er én ting. Men deres efterhånden mere systematiske trang til at få tilfredsstillet deres nysgerrighed via film og internet skal forældrene naturligvis tage hånd om, ikke for at forhindre dem i at få tilfredsstillet en sund nysgerrighed, men for at få dem til at forstå forskellen mellem fokuseringen på kønsorganer og fokuseringen på nuanceret og realistisk seksualitet.

Det er i den forbindelse en selvfølge, at en hvilkensomhelst vejledning om seksualitet der overskrider barnets kropslige eller psykiske integritet er en utilladelig krænkelse af barnet, fordi den totalt negligerer den uskrevne psykologiske lov om det er barnets egen modning - og den alene - der bestemmer dets grænser for horisontudvidelse, hvis denne ellers skal kunne ske på sund vis.

For de unges vedkommende kommer den hormonale udvikling til med puberteten, og her er det ligeledes afgørende at de unge - uanset tidens seksuelle frigørelse og meget påtrængende seksualisering af det offentlige rum - selv bestemmer tempoet for deres udvidelse af den personlige erfaring. Igen betyder fornuftig vejledning ikke forbud mod at se og lytte, men indføring i nuanceret og realistisk bedømmelse af seksualitetens mysterier og fristelser. Et væsentlig formål med al vejledning på dette område er nedbrydningen af alle stereotype og fordomsfulde opfattelser af det andet køn.

Interessen for kønnet er givet med biologien. Den er forudsætningen for menneskeartens forplantning. Men den er også forudsætningen for et normalt, sundt og givende seksualliv. Seksualiteten er en naturlig del af hvert menneskes eksistentielle projekt.

Grænser for en acceptabel kønsinteresse er der fortsat, og de går primært hvor hensynet til andre menneskers integritet krænkes. Dette betyder, at uterlighed, blufærdighedskrænkelse, børneporno, incest, misbrug af unge under 15 år samt voldtægt fortsat er forbrydelser der skal straffes. Individer der ikke kan styre deres tilbøjeligheder i denne henseende bør derfor altid for deres egen skyld søge psykologisk behandling.

Kvinder er ikke - som nogle påstår - selv ude om at blive voldtaget, selvom de eventuelt klæder sig udfordrende eller får for meget at drikke. Men det betyder selvfølgelig ikke at de bare skal lade stå til. Tværtimod bør de altid prøve at tage højde for de risici der følger med at flirte med det andet køn og ganske særligt med at kombinere 'scoring' med indtagelse af øl, spiritus og stoffer. Igen går fornuftig vejledning ikke ud på at forbyde de unge at feste, men på at orientere dem - og særligt de unge piger - om mænds, og navnlig ensporede mænds reaktionsmønstre.

Syndefaldsmyten er stadig aktuel som påpegning af hvad der følger med pubertetens frigørelse fra forældrenes autoritet og ansvar. Ingen blive voksen uden at spise af kundskabens træ, og ingen bliver for alvor ansvarliggjort uden at forstå hvilke muligheder og fristelser det voksne liv indebærer, eller hvilke konsekvenser det kan få at tackle dem forkert.

Det kan i denne forbindelse være særligt gavnligt for alle unge at stifte grundigt bekendtskab med det dybdepsykologiske krav om indre konsistens, vel at mærke ikke blot på teoretisk niveau, men først og fremmest på praktisk erfaringsmæssigt niveau. Kravet ligger i, at mennesket er således psykisk indrettet at det er nødvendigt for det at sørge for overvægt af det gode i livet, for ellers mister det let sine valgmuligheder og dermed sin frihed. Fejl og fejltrin er uundgåelige, men dem kan man lære af. Hvad det gælder om er at begrænse dem og undgå de katastrofale, uoprettelige fejltrin - samt ikke mindst at holde fast i det langsigtede mål for ens eksistensprojekt.

Set ud fra disse synspunkter er det både håbløst umuligt og helt unødvendigt at forsøge at forhindre seksualiseringen af det offentlige rum. Men det er hverken håbløst eller umuligt at ruste børn og unge bedre til at manøvrere i det moderne seksualiserede samfunds- og kulturrum. Det kræver blot langt bedre vejledning og metoder end dem man hidtil har anvendt.

Det synes ministeren for ligestilling - modsat mange feminister - at have øje for og derfor skal hendes tale og initiativer hilses velkomne.

Litteratur:

Ove Brusendorff: Seksual-Leksikon (Thanning og Appel. 1963)
Inge og Sten Hegeler: Kærlighedens ABZ (Chr. Erichsens Forlag. 1961)
Christian Graugaard: Sexleksikon (Rosinante. 2001)

Den Store Danske Encyklopædi:
Bd. 15: Rune Gade om pornografi
Bd. 17: Christian Graugaard, Preben Hertoft, Bo Møhl om seksualitet

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens

Konsistens-etikkens Ti Bud  (Etik - 4.3.04.)

Det aggressive menneske
om aggressivitetsdriftens dobbelte aspekt

Det generøse menneske
om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders.

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
med afsnit om syndefaldsmyten

Værdimanifestet i forkortet udgave
med afsnit om etik, psykologi og sekularisering.