JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - oevig

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.9.21.

Dokumentaristen Peter Øvig om depression, elektrochok og - løgn

Indledning
Øvigs eget tilfælde
Gøgereden har givet mange mennesker et negativt billede af psykiatrien
Pernilles tilfælde
Tom Bolwig og elektroterapien
Poul Videbechs hukommelsesforskning
Den plastiske hjerne – ifølge Kamilla Miskowiak
Øvigs nye identitet
Erling Jacobsens nye filosofi
Grønbechs dybe kritik af den europæiske dualisme
Den komplementære helhedsrealismes tilbud
Henvisninger

Indledning Til toppen Næste

Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen har udgivet en fortræffelig bog om den svære psykotiske depression der ramte ham hårdt og brutalt i 2017, men som han blev helbredt for gennem en serie på syv elektrochok på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Selve tanken om denne behandling var et mareridt for ham, fordi han frygtede det værst tænkelige at blive berøvet sin erindring og identitet – på samme måde som det sker for hovedpersonen i filmen ’Gøgereden’ fra 1975.

I Øvigs tilfælde blev behandlingen et mirakel der fjernede lidelsen uden de frygtede bivirkninger. Dog ændrede miraklet hans syn på sygdommen, ham selv og mange andre ting. Og det måtte han vanen tro skrive en bog om. Det er jo en slags terapi. Ganske som den bog han fik skrevet om sin mors tragiske udgang på samme lidelse.

Øvig undersøgte elektrochokkets historie, og han skildrer levende og indforstået adskillelige tilfælde af den svære lidelse og de forskellige virkninger af behandlingen. Men han redegør desuden grundigt for den relevante forskning i Danmark og de personlige samtaler han har haft med ledende psykiatere, herunder ikke mindst om erindringens betydning for mennesket og forholdet mellem psyke og hjerne. Øvig trækker endog atomfysikeren Niels Bohrs komplementaritetssynspunkt ind i et forsøg på at få hold på det specifikke fænomen at to mennesker i erindringen kan opfatte den samme fortidige begivenhed vidt forskelligt, ja diametralt modsat. Begge tolkninger kan ikke være sande, ræsonnerer han, men de er heller ikke løgn. Netop her kommer eksistensen og etikken ind i forståelsen af sandheden – og det er noget der fanger undertegnede. Der er nemlig slet ikke absolut objektive sandheder i eksistensen, men kun subjektive – og det er derfor de har etisk betydning.

Øvig skrev i 2007 er tobindsværk om den berygtede Blekingegadebande, der tilbage i 1980erne begik flere røverier for at skaffe penge til den palæstinensiske frihedsbevægelse (PLO), heriblandt det kæmpestore postrøveri i det indre København der medførte mordet på en dansk betjent der forsøgte at standse røvernes bil. Hele bandens arbejde var så professionelt og sikkert, at den først blev afsløret, da en af de medvirkende forulykkede med sin bil der indeholdt flere dokumenter herunder bandens hemmelige adresse på Blekingegade. Alle medlemmer blev anholdt og dømt for røveriet, men ikke for mordet, for ingen ville røbe hvem der havde affyret det dræbende skud. De fik hårde straffe – og Øvig fik på sin side mulighed for at gennemlæse akterne og interviewe personerne, så han kunne skrive sine to bøger om denne specielle form for idealisme. Den drejer sig i høj grad også om at ’fortolke sandheden’ til eget formål, i dette tilfælde i virkeligheden et meget snævert politisk formål.

Generelt er problemet at alle mennesker bygger deres identitet op på subjektivt valgte sandheder (og erindringer) og hertil får støtte i miljøer med samme sandheder, men at nogle af dem ved at leve i totalt lukkede miljøer med yderst snævre synspunkter kun får bekræftet drømme og ’idealer’ der reelt er totalt urealistiske eller decideret illusoriske. Dette gælder ikke alene alvorligt syge mennesker, men også raske mennesker og alle ekstremister, alle fanatikere og alle dogmatikere inden for alle religiøse eller politiske ideologier, herunder alle kriminelle bander såvel som alle terrorister.

Mere overordnet er problemet at der i høj grad er forvirring om såvel de erkendelsesproblemer som de psykiske processer vi alle må leve med og som er med til at bestemme vores eksistens. Forvirringen ser ud til for tiden at øges år for år på grund af den stigende kompleksitet af næsten alle samfundsforhold og eksistensforhold. Kun de færreste opdager at det almene oplysningsniveau slet ikke er på højde med situationen, og at en bred, fælles folkeoplysning er fjern fortid. Øvig har reflekteret ganske meget over problemerne, men savner åbenlyst indblik i almen dybdepsykologi. Derfor er der god grund til at inddrage hans nye bog i Jernesalts løbende behandling af kulturkrisen. Den bidrager til oplysningen, men den afslører også forfatterens begrænsning.

Det spændende ved Peter Øvigs nye værk er at han meget bevidst fremdrager sin egen deltagelse i det antipsykiatriske oprør der startede i og med ungdomsoprøret i 1968 og bl.a. førte til ’Galebevægelsen’. Ideerne og idealerne kom fra Ronald D. Laing og David Cooper, der stemplede den almindelige psykiatris diagnoser som det stivnede borgerlige samfunds normative domme over afvigere og oprørere. Mennesker der faldt uden for de accepterede rammer blev efter disse antipsykiateres mening tvangsnormaliseret af de psykiatriske institutioner med medicinering og elektrochok. Laing hævdede allerede i 1960 at psykisk sygdom skal forstås som en helt igennem meningsfuld beskyttelse mod den overvældende angst der havde sin rod i den syges omgivelser. Og Cooper erklærede familien for død.

Øvig indrømmer at Laings bog var med til at grundfæste hans livsværdier og hans opfattelse af det kapitalistiske samfund. Ja, han var dengang og synes den dag i dag - som flertallet på venstrefløjen - uvidende om at der faktisk var og er måder at anskue dette samfund på som er kritiske på et langt dybere psykologisk niveau, og tilmed rammer selve den naive tro på videnskab og fremskridt som efter undertegnedes mening er medvirkende til problemerne.

Øvigs eget tilfælde Til toppen Næste

Peter Øvig Knudsen blev født i 1961 og var under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi han ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".

Umiddelbart efter sin studentereksamen i 1979 flyttede Peter Øvig hjemmefra for at komme fri at ”det depressive mørke og den dyne af skyld” som hvilede over hans barndomshjem som følge af moderens psykiske sygdom. Hun fik mod sygdommen udelukkende antidepressiv medicin og elektrochok der blot havde handlingslammende virkning på hende og gjorde hendes tilstand værre. Hun var offer for systemet – eller havde – som han til sidst måtte konkludere - reelt gjort sig selv til offer. Han fik selv en nær ven der, der led af depression og ofte havde været indlagt på den lukkede afdeling på Statshospitalet i Risskov. Men denne ven insisterede på at være og forblive udadvendt og aktiv. Han tilsluttede sig Galebevægelsen og introducerede Peter til denne.

Øvig var med i Hippiebevægelsen og havde bl.a. forfatteren Carsten Grolin som lærer på St. Restrup Højskole og hele denne periode har han beskrevet i de to bøger om hippierne han udgav i 2011.

Allerede som journaliststuderende interesserede Øvig sig efter eget udsagn mere for det eksistentielle end for det aktuelle. Øvig blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og har arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR. Siden 2003 har han været forfatter på fuld tid.

Samme år instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen 'Med ret til at dræbe', som var baseret på de to bøger om besættelsen, ’Efter drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer’ (2001) og ’Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder’ (2004). Filmen vandt en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig i 2004 DR's Rosenkjærpris.

Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsen oplevet med bøgerne om ’Blekingegadebanden’ 1 og 2 om hhv. ’Den danske celle’ og ’Den hårde kerne’ (2007). De gav ham Cavlingprisen og Montanus Litteraturpris og Den Berlingske Fonds Journalistpris. De to bind er solgt i mere end 350.000 eksemplarer.

Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder – og han må siges i det offentlige at have optrådt med største selvsikkerhed – og succes – lige indtil han i arbejdet med sin mors sindslidelse kom tæt på depressionens uhyggelige væsen. Han blev selv ramt af ’psykotisk depression’ og måtte lade sig indlægge. Og først da han havde gennemgået elektrochokkets mirakelkur kunne han færdiggøre bogen ’Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon’ (2019).

Af hans journal fremgår det at det første elektrochok – eller som man nu kalder det Electro Convulsive Therapy (terapi ved elektrisk fremkaldt krampe) blev gennemført den 24 januar 2018, og at strømstødene gav anledning til et 58 sekunder langt såkaldt ”A-anfald’ med synlige kramper i arme, ben, torso og ansigt. Kramperne varede 41 sekunder og blev vurderet som trestjernede – i Rigshospitalets interne karakterskala for ECT-kramper. Og der står udtrykkeligt i journalen at der ikke blev anvendt tvang ved behandlingen.

Det kan for fuldstændighedens skyld tilføjes at strømstyrken er meget svag. Den svarer til 1/10 af den der bruges ved en hjertestarter, og kun 5 % af den påvirker selve hjernen. Den kan sammenlignes med styrken fra en cykellygte. Og den medfører hverken smerter eller ubehag, men giver altså voldsomme kramper. - Jf. i øvrigt artiklen om depression på Netdoktor.dk.

Øvig har en påtrængende fornemmelse af at han efter sin sygdom er blevet markant dårligere til at huske. Det gælder både gamle erindringer og forholdsvis nye samtaler.

Men han kan også konstatere, at han efter sin sygdom har holdt en lang række foredrag uden at bruge hverken manuskript eller noter. Han føler sig ikke på nogen måde handicappet som fx den Pernille Frandsen, hvis skæbne han fortæller.

Bøgerne fra 2001 og 04 om ’Birkedal og hans kvinder’ handler om Ib Birkedal Hansen, der under 2. verdenskrig blev den højest placerede dansker i besættelsesmagtens hemmelige politi (Gestapo) – og i Dagmarhus udfoldede sig som en brutal og frygtet torturbøddel. Han blev henrettet i 1950. Men han havde som det fremgår af bogtitlen flere elskerinder. Og en af disse fik Øvig kontakt med da hun 84 år gammel henvendte sig til ham for at få ham til at skrive en bog om det justitsmord hun mente sig udsat for, da hun under retsopgøret efter krigen blevet idømt seksten års fængsel for stikkervirksomhed. Hun var aldeles uskyldig påstod hun. Det var hustruen til hendes private arbejdsgiver der i jalousi havde opdigtet hele historien.

Øvig fik uden videre den gamle dames fuldmagt til at få adgang til akterne i Landsarkivet i København (23 arkivkasser!), og her fik han dokumentation for en helt anden historie, nemlig at hun havde spillet forfulgt frihedskæmper der ville flygte til Sverige og simpelthen havde lokket faktiske frihedskæmpere til at hjælpe sig - så de røg lige i armene på Birkedals håndlangere. Øvig viste damen de afslørende dokumenter, men hun fnyste forarget: Det var tydeligvis forfalskede papirer! Og hun holdt til sin død fast i sin løgnehistorie, ja ringede af og til Øvig op for at rykke for manuskriptet til bogen om Birkedal, som hun troede ville give hende oprejsning.

At damen troede så fast på sin egen uskyld, førte Øvig til en vigtig konklusion for både dokumentarismen og al menneskelig kommunikation: Vi har alle et potentiale for fuldstændigt at kunne fjerne vores mest ubehagelige erindringer fra bevidstheden og erstatte dem med vores egen uskyldige fortælling – selv når det gælder de alvorligste forbrydelser som landsforræderi, stikkeri og tortur. Vi gør i vores bevidsthed sort til hvidt, når det handler om at bevare en identitet, en selvbevidsthed, som vi selv kan leve med.

Andetsteds skriver Øvig at det gang på gang i hans dokumentariske arbejde er gået op for ham at vores identitet er næsten lige så dyrebar for os som vores liv. Da vores identitet er om ikke identisk, så i hvert fald næsten sammenfaldende med vores erindring om vores egen fortid, kan et angreb på vores erindring føles som livstruende. Truslen bliver voldsommere, jo væsentligere for vores selvforståelse erindringen er. Når det fx gælder vores erindring om centrale begivenheder i vores ungdom, hvor selvbilledet grundlægges, kan truslen opleves intens.

Truslerne behøver ikke at komme fra en regulær fjende. Truslen kan ligge i hvad en dokumentarist (som Øvig selv) foretager sig når han indsamler beretninger fra mange forskellige kilder. Og den kan føles så livstruende, at midaldrende samfundsborgere med magtfuldt job tredive år efter at begivenhederne har fundet sted, hyrer en gruppe unge mænd til at smadre ruderne hjemme hos dokumentaristen. Formuleringen viser, at Øvig selv har været udsat for en sådan uhyggelig og i enhver henseende tåbelig reaktion mod at få rokket ved selvbilledet.

Men Øvig kender skam identitetsproblemet fra sig selv. Nærmere betegnet fra den tid da han arbejdede med bogen ’Min mor var besat’ og havde en række samtaler med sin ægtefælle om deres ti år lange parforhold. Jette foreholdt ham et faktum han totalt havde fortrængt, nemlig at han indtrængende havde bedt hende om at hemmeligholde den depressionsdiagnose og -medicinering han havde fået af sin læge – for både familien og de nærmeste venner. Han anså ikke sine egne nedadgående stemningssvingninger for en sygdom – som i moderens tilfælde – men kunne dog ikke komme uden om at der på hans pilleæske stod ”mod depression”. Den virkeligt syge Øvig pålagde med andre ord sin kone en tavshedsbyrde som reelt forgiftede deres forhold.

Det var Øvigs nærmeste ven der i januar 2018 fik ham indlagt på en psykiatrisk afdeling. Og hans hustru fik under hans indlæggelse at vide at hendes mands mistillid til hende var en del af hans psykose, men også - at hun selv alt for længe havde normaliseret hans sindssygdom, og det var et decideret chok for hende. - Senere opstod der også problemer i forhold til den yngste af de to børn, fordi Øvig efter sin helbredelse var blevet det man kalder ’grådlabil’ – havde fået let til gråd - og det syntes drengen var pinligt ved festlige lejligheder.

Det er fint at dokumentaristen Peter Øvig på denne måde træder offentligt frem med den alvorlige sygdom psykotisk depression er. Og det er fint at han stille og roligt interviewer den kvindelige stikker der efter krigen fik 16 års fængsel for sine forbrydelser – på samme måde som han flere år tidligere interviewede Blekingebandens medlemmer, så vi har kunnet få et dybt indblik i deres fordækte gøren og laden. Men der er i mine øjne en betydelig naivitet i Øvigs tro på at juridiske dokumenter skulle kunne overbevise nogen om at de har løget. Naiviteten ligger i en simpel uvidenhed om de ubevidste eller underbevidste lag i den menneskelige psyke.

Gøgereden har givet mange mennesker et negativt billede af psykiatrien Til toppen Næste

Milos Formans film 'Gøgereden' fra 1975 blev en kæmpesucces, ikke mindst på grund af Jack Nicholsons formidable rolle som den voldtægtssigtede, men oprørske Randall McMurphy og Louise Fletchers præstation som Den Store Sygeplejerske der iskoldt styrede afdelingen og gruppeterapien. Men den er en filmatisering af en roman af Ken Kesey der ville vise det psykiatriske hospital som et billede på hele samfundet. Romanens indfaldsvinkel er den kæmpestore halvblodsindianer Høvdings ord: "I vil tro at den fyr der fortæller dette her er ravende gal. I vil tro at dette er for rædselsfuldt til virkelige at kunne være sket…. Men åårh. Dette er sandheden, selv hvis det ikke var sket.” - For Formans vedkommende blev filmen ydermere et billede på den kommunistiske undertrykkelse af hans landsmænd i Tjekkoslovakiet. Oversygeplejersken stod for det kommunistparti som dikterede tjekkerne hvad de måtte og ikke måtte. - Jf. Gøgereden på IMDB.

Filmen blev ikke alene en salgssucces der gik for fulde huse i flere måneder. Den har efter Peter Øvigs mening formentlig også påvirket vores syn på psykiatrien mere end noget andet kunstværk. Da han selv skulle indlægges var det billeder fra filmen af McMurphys elektrochok der plagede ham i de vågne mareridt i den forfærdelige søvnløse nat forinden. Han frygtede at blive gjort til 'zombie', en afdød person der ved trolddom genoplives uden bevidsthed. I filmen sker denne ’zombieficering’ af hovedpersonen først til allersidst og er slet ikke et elektrochok (som vi tidligere i filmen ser ham få), men et langt alvorligere ’hvidt snit’ (lobotomi) som overskærer vigtige ledningsbaner i hjernens frontallapper. Og dette snit så vi ikke udført, og det forklares slet ikke i filmen. Vi så kun den udslukte patient blive kørt tilbage til afdelingen. Så det er måske ikke så underligt at den afskrækker depressive mennesker der tilbydes elektrochok.

Der findes mange andre film der giver et negativt billede af psykiatrien. Plakaten for en film fra 1964 viser fx. et fordrejet ansigt med elektriske ledninger fæstnet til tindingerne - og teksten: Du bliver aldrig den samme, når du komme ud fra...

Fra litteraturhistorien er det kendteste eksempel uden tvivl nobelpristageren Ernest Hemingways historie. Han var den berømte forfatter der havde rejst verden rundt og skrevet om krig og kærlighed i suveræn stil – altid med en flaske whisky ved siden af skrivemaskinen. Men syve dage efter at han i sommeren 1961 havde fået en serie elektrochok mod depression på en klinik i Minnesota skød han sig selv gennem hovedet med sit jagtgevær med dobbeltløb. Han havde til sin gru oplevet at han havde mistet sin hukommelse, altså selve forudsætningen for forfatterskabet. Og han så ikke længere nogen mening med livet.

Øvig komme med flere eksempler på skadelige virkninger af behandlingen med elektrochok, bl.a. en svensk forfatter der blev tvangsbehandlet med elektrochok, og som i 2019 udgav en roman hvor hun leverede et rasende angreb på psykiatrien. Hun taler om ”Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve søvn hver morgen, middag og aften og angsten der omslutter hver celle”.

Disse eksempler skal ikke her gennemgås nærmere, men Øvig vier tre kapitler i bogen til historien om den allerede nævnte Pernille Frandsen fra Vejle som havde skrevet et indlæg i Information om den serie elektrochok hun havde fået. De havde slettet hendes hukommelse, så hun mistede erhvervsevnen og til sidst blev invalidepensionist. Sin lidelseshistorie har hun selv beskrevet i bogen ’Et anker af flamingo’.

Pernilles tilfælde Til toppen Næste

Som led i en idéresearch på emnet elektrochok ringede Peter Øvig i marts 2020 som den første til denne invalidepensionist. Hun havde læst Øvigs bog og hørt et foredrag hvor han efter hendes mening havde ”tromlet hendes egen mareridtshistorie ned” med snak om en mirakelkur. Pernille Frandsen var i marts 2009 blevet indlagt på psykiatrisk afdeling i Vejle. Diagnosen lød på 'moderat depression udløst af stress'. Seks dage senere fik hun sit første elektrochok – og hendes mareridt begyndte.

Vendepunktet i hendes liv skete 18. januar 2012 da hun på DR1 så dokumentarfilmen ’Et stød i hjernen’ hvor tre psykiatriske patienter kastede et kritisk lys på ECT behandlingen i nutidens Danmark.... Her optrådte psykiateren, professor og overlæge Poul Videbech som systemets stemme, men hans indlæg var vel at mærke klippet ned til ’soundbites’ (meget korte sætninger der slet ikke giver de nødvendige nuancer). En almindelig uting i moderne tv.

TV-udsendelsen kom i de følgende år til at få en afgørende betydning for Pernilles liv og ikke mindst hendes selvbillede. … Hendes læge noterede efter en konsultation at hukommelsesproblemer er uændret til stede som blanke lakuner for rigtig mange oplevelser. Det kunne være mén efter ECT.

Pernille Frandsen blev undersøgt på Odense Universitetshospital, og konklusionen var at hendes kognitive problemer har så langvarig karakter og så stor sværhedsgrad at remission (gradvis aftagen af sygdomssymptomerne) ikke er sandsynlig. Tilstanden er stationær. Behandlingsmulighederne er udtømte. Og hendes erhvervsmæssige funktionsniveau er reduceret til en ubetydelighed.

Hun fik som nævnt førtidspension. Og det hører med til historien at folketingsmedlem Liselott Blixt (DF) ikke blot bragte sagen op over for sundhedsministeren, men fulgte den op, så der kom bevillinger til forbedringer på de psykiatriske hospitaler.

Pernille Frandsen kunne senere selv konstatere: Man kan faktisk få hjælp. Ergoterapi, hjernetræning, forskellige hjælpemidler og måske allervigtigst – anerkendelsen. At nogen siger: Du er ikke skør, og vi kan hjælpe dig.

Øvig har en spændende gennemgang af elektrochokkets historie fra begyndelsen i italienske slagtehaller for svin (hvor man beroligede de dyr der skulle slagtes med elektriske stød) - over historien om det hvide snit og CIA’s hjernevask samt den groteske fortælling om ’Den gale psykiater’ Max Schmidt, der i 1941 rapporterede til Direktoratet for Sindssygehospitaler med stigende begejstring om sine behandlinger med elektrochok på Statshospitalet i Augustenborg, men som i øvrigt måtte finde sig i både Hans Scherfigs og Carl Madsens satire og hån i bogform.

Men her vil jeg springe til Øvigs fine samtaler med professor, overlæge Tom Bolvig, som Øvig mødte første gang i 80erne på dennes chefkontor. Han kom her til at sidde over for den personificerede magt selv.

Tom Bolwig og elektroterapien Til toppen Næste

Bolwig (f. 1920) har haft sin gang på Rigshospitalet siden 1974. Hans speciale er de biologiske forklaringer på psykiske lidelser, og han har blandt andet været pioner inden for elektroterapi og stået bag etableringen af Angstklinikken på Rigshospitalet, hvor han var leder frem til 2007.

Han er vidende i ordets allerbedste forstand. Ja han er en poetisk sjæl med stor viden om litteratur, billedkunst og musik, altså i klassisk forstand et intellektuelt menneske, som er åbent og nysgerrigt over for verden omkring sig ikke kun fagligt, men i det hele taget. Sammen med kollegaen Rasmus Nejst Jensen har Tom G. Bolwig udgivet bogen "Der lurer en angst. Psykiatri, samfund og socialkarakter" (Forlaget Vandkunsten).

Bolwig var dengang i 1980erne begejstret for det apparat Rigshospitalet lige havde fået: Det var en PET-scanner, Positron Emissions Tomografi, der måler positronerne i hjernen og giver et dynamisk tidsbillede af hjerneaktiviteten. PET-scanning er fantastisk!, siger han til Øvig, små 35 år senere da han igen sidder over for Bolwig - nu ved spisebordet i hans hjem - og formålet denne gang er at udspørge ham om depressionens væsen

Det første Bolwig slår fast er at depression er en forfærdelig sygdom. Den er altfortærende. Det er selve jeget der går i stykker. I sin disputats 1977 - havde Bolwig konkluderet at elektrochok medfører en slags jordskælv i hjernen. I det øjeblik du sætter strøm til hjernen, fyrer alle hjerneceller alt hvad de kan. Derfor fører elektrochokket uden muskelafspændende medicin til et ’grand mal’-epileptisk anfald, dvs. eksplosive, rytmiske, ensartede, uvilkårlige kramper med mørkeblå farvning af ansigtet og fråde om munden.

’Jordskælvet’ er en nødvendig betingelse for at behandlingen virker på depressionen, men det svære er at påvise lige præcis hvad det er ved jordskælvet som har den værdifulde effekt. Vi ved ikke, hvad det præcist er for en af de mange (målelige) biologiske hændelser som betyder at patienten efter seks behandlinger har fået noget af sin celleaktivitet tilbage og begynder at vende tilbage til livet.

Bolvig hæfter sig især ved at at hjernen visse steder, især i hippocampus på indersiden af tindingelapperne bliver tykkere efter elektrochok. Hippocampus er simpelthen the gateway to the mind. . Hippocampus regulerer jo indlæring, emotionalitet og hukommelse. Og det er centrale felter under en depression, hvor den syge ikke kan huske fra næse til mund og har det forfærdeligt emotionelt. Ved en svær depression kan du også se at hippocampus er blevet mindre – cellerne er gået ned, men ligger præformerede, så hvis du giver dem et elektrisk spark, vokser de igen.

Det besynderlige er at hippocampus lægger sig til at slumre, ofte uden nogen ydre årsag, og det peger på et væsentligt genetisk element. Depression er klart mere almindelig i nogle familier end i andre. Men depression rammer uden stands anseelse. Depressionen er som en dæmon der udsletter alle forskelle mellem mennesker.

Man ved ikke med sikkerhed om elektrochok kan give skader. Til gengæld ved vi at mennesker med kronisk depression eller tilbagevendende svære depressioner kan ende med det vi kalde pseudodemens, altså en kronisk nedsat hjernefunktion. - Man kan heller ikke afvise at vores målemetoder giver en begrænsning.

Dengang i 80erne var ”Antipsykiatrien især en del af ungdomsoprøret og hippiebevægelsen, men den sneg sig også ind i hverdagen på Rigshospitalet, fordi nogle af de medicinstuderende blev meget optaget af den og forsøgte at få os andre til at tage stilling. Desuden fik den også et godt tag i nogle af de yngre psykologer. Antipsykiatriens hovedfjende var lægefagets apparatfejlsmodel og dens udøvere. Ikke helt sjældent at der dengang foran Afdeling O stod et helt optog med en lang række mennesker med skilte som fx ’Elektrochok dræber’, ’Psykofarmaka er gift’. Han har også set meget af det i USA hvor de fleste demonstranter var fra Scientology-bevægelsen.

Laing var særdeles kritisk over for sine fagfæller, og blev en slags stamfader til antipsykiatrien sammen med Cooper. Tankerne fik aldrig nogen særlig betydning blandt danske psykiatere. De psykiatriske afdelinger med deres lægevælde blev opfattet som et autoritært samfundssystems overgreb på uskyldige mennesker som systemet for at retfærdiggøre sig selv kaldte patienter. Antipsykiatrien anerkendte simpelthen ikke at den biologisk-medicinske psykiatri havde nogen form for sandhedsværdi. Jeg mente at deres virkelighedsopfattelse savnede egentlig realitet. Lig med psykosen var deres virkelighedsopfattelse en fejlopfattelse der havde en enorm overbevisningskraft og ikke var til at flytte…. Det var primært et teoretisk begrebsapparat de havde formuleret i diverse manifester.

De værste psykiatrihadere er dog nok advokater – og læger. Både jurister og læger har ofte embeder der giver dem vide beføjelser, og det slåsser vi så om. Men det er ikke behageligt at sidde på kontoret med sådan en ophidset stjerneadvokat…

Bolwig tror at der eksisterer en svær angst i forbindelse med psykiatri. Angsten for selv at kunne få en sygdom, hvor ens viljekraft ikke slår til, hvor ens dømmekraft bliver beklikket, hvor ens bevægelsesfrihed bliver slemt begrænset. Det er en dyb underliggende angst. Han så i 1975 Gøgereden i USA. Den var mageløs. Nicholson er jo fabelagtig. Man er suget til skærmen. Hjemme forlangte et par af psykologerne på afdelingen at jeg indkaldte til en konference om filmen. Det førte til mange konstruktive diskussioner, men ændrede ikke umiddelbart vores arbejdspraksis.

Gøgereden har efter Bolwigs mening nok gjort mere skade på dagligdagen i psykiatrien end noget andet, netop fordi det var så fabelagtigt stærk en film. Det gjaldt ikke mindst på Afdeling O, hvor vi havde mange deprimerede og gav mange ECT-behandlinger. Det er især strømstødet og kramperne der vækker uhyggelige billeder….

Et elektrisk stød er i sig selv ubehageligt, og her er det så oven i købet ens hjerne der skal have stødet. Den hjerne jeg bruger når jeg skal meddele min kærlighed til mine nærmeste, eller når jeg skal toppræstere med min forstand. Det er ’kontraintuitivt’ (stridende mod almindelig intuition) at elektrisk strøm skulle kunne hjælpe på de dæmoner der raser i ens krop.

En af lægekunstens finere opgaver er ifølge Bolwig at overtale syge mennesker til at tage den behandling som kan redde dem. Elektrochok er ikke nogen charmerende ret at servere... Men man skal ikke glemme, at nogle alvorlige psykiske sygdomme, ikke mindst den svære psykotiske depression, er livstruende. Især på grund af selvmordsrisikoen, men også som følge af spise og drikkevægring eller voldsomme blodtryksforstyrrelser på grund af overproduktion af adrenalin. I gamle dage døde psykisk syge af det man kaldte ’stille delirium’.

Der er imidlertid et tabu om behandlingen. Folk der er blevet helbredt fortæller ikke fremmede at de har fået elektrochok og nu nyder solen igen. De allernærmeste fortæller heller ikke historien videre. For vi ville opfatte det som uetisk at afsløre vores ven, hvis han ikke selv taler om sygdommen.

Men der er altså en langt større åbenhed om elektrochok i dag end i tresserne og halvfjerdserne.

Bolwig fortæller iøvrigt at han i alle sine år som psykiater har været utrolig glad for Rigshospitalet, hvor han lige fra begyndelsen mødte nogle fremragende mennesker: Eksempelvis stamfaderen til psykoanalysen i dansk psykiatri, Thorkil Vanggaard, en uhyre begavet overlæge. Han var ikke vild med elektrochok: Nå Bolwig, skal De snart ned og svitse nogle hjerner? kunne han spørge hen over kaffen. I den anden ende var der professor Villars Lunn, som var en foregangsmand i den biologiske forskning og en stærk tilhænger af ECT. Det var et stort spænd.

Ja, det tør siges, men desværre fører det ikke Peter Øvig til at reflektere nærmere over modsætningen mellem den psykoanalytiske tilgang til sindslidelser og den biologiske-neurologiske. Den er dog ellers komplementær i Bohrs forstand, dvs de modsatte synspunkter er umulige at bringe på samme formler, men lige nødvendige for det fuldstændige billede.

Man bør også forstå at den psykoanalytiske analyse primært består i at lade patienten (eller klienten) fortælle sin historie frit og spontant – uden at blive udsat for spørgsmål eller indvendinger. Man forudsætter altså her et lag i personligheden af ubevidst eller underbevidst art som kan fremdrages ved blot at fortælle løs og lade association følge association uden indblanding. Sker det har man fat på primærprocesserne, og de røber dybere forhold end de tillærte sekundærprocesser. Ved den efterfølgende analyse vil analysanden desuden bruge sin viden om de arketypiske forestillinger af symbolsk art. Og her var Vanggaard meget kyndig. Disse dybe forestillinger af universel art har efter hans og Erling Jacobsens opfattelse en afgørende betydning for ethvert menneskes opfattelse af virkeligheden.

Vanggaard offentliggjorde i 1975 to kronikker i Politiken om ’Eros og magt’, og de medførte at en række rødstrømper i en kronik i Politiken 5.10. forlangte ham fyret fra Rigshospitalet, fordi han skulle have forsvaret kvindeundertrykkelsen i nyere tid. Det var naturligvis ikke tilfældet, men rødstrømperne var så ophidsede at de ikke kunne eller ville forholde sig til hvad Vanggaard egentlig havde skrevet og ønskede frem til debat. Og dette viser i sig selv hvor massive fordommene er om selv forestillinger der er afgørende for eksistentiel forståelse. Hele polemikken har jeg bevaret i mit arkiv, og den er i mine øjne grotesk.

Vanggaards vigtigste ærinde var at påpege at det kvindelige ’gemme’ (vaginaen) ikke bare er receptivt og responsivt i kærlighedens tjeneste, eller er et symbol på underkastelse. Det viser sig tillige at være et symbol på magt, og farlig magt endda. Underforstået magt til at forføre manden, og dette sker oftest ubevidst. Men han påpeger også noget andet yderst relevant: Når kvinder i dag udfører virksomhed uden for hjemmets dørtærskel, gør de det (til forskel fra manden) uden forbindelse mellem disse aktiviteter og den dertil hørende symbolik. Og det er alvorligt for deres kamp. Men man skal her huske, at der ikke tales om abstrakte symboler (som fx. de matematiske), men om stærke, indre billeder der uden om bevidstheden bestemmer ikke alene adfærden, men også verdensbilledet og livsholdningen.

Dette er der den dag i dag kvinder der ikke forstår og ikke vil vide af. Jf. interviewet i Politiken 19.9.21. med komikeren Sanne Søndergaard der har overskriften: ”Så længe vi har så lidt respekt for omsorgsarbejdet, får vi ikke ligestilling”. - Her ses at hun ikke forstår at respekten hverken har noget med løn eller ligeløn at gøre, for løn bestemmes overordnet af arbejdsmarkedets kampe, mens respekten er en 'symbolsk' værdi i relationen mellem mennesker. Og det er ikke en abstrakt værdi, men en højst reel værdi. Men flertallet af mænd og kvinder fatter ikke symbolsproget. Og derfor går sygeplejerskerne også galt i byen med deres aktuelle strejker!

Symbolsproget kommer man aldrig uden om, hvis man vil være realistisk og ønsker indre konsistens.

Poul Videbechs hukommelsesforskning Til toppen Næste

Peter Øvig har også haft samtaler med professor Poul Videbech, der har været ansat inden for psykiatrien i flere årtier og i dag er professor og overlæge ved Psykiatrisk Center i Glostrup.

Poul Videbech har siden medicinstudiet beskæftiget sig med forskning. Han er uddannet læge fra Århus Universitet i 1983, og han har i dag fået publiceret over 100 artikler i videnskabelige tidsskrifter. Videbech har desuden skrevet en populær lærebog i psykiatri, som benyttes af de medicinstuderende i Aarhus, Odense og København. Han er medredaktør på en lærebog i neuropsykiatri og har skrevet mere end en håndfuld bøger på dansk, hvor han har populariseret psykiatrisk viden for den almene læser, senest den meget populære bog 'Kort & godt om depression'. Poul Videbech blev speciallæge i psykiatri i 1992 for senere at påbegynde sit disputatsarbejde om hjernemekanismer bag svære depressioner med anvendelse af de mest avancerede scanningsteknikker. - jf. Videbechs hjemmeside

Poul Videbech gør straks opmærksom på at der ikke er nogen tvivl om at ECT i nogle tilfælde kan forårsage en permanent påvirkning af hukommelsen. Men det er bare noget andet end en fysisk skade. Hukommelseshuller kan være forfærdelige, men er dog mindre slemme end en egentlig hjerneskade, for en hjerneskade er irreversibel, men vi kan håbe på en behandling til hukommelsesproblemerne. Og han siger udtrykkeligt at vi må være ydmyge over for hjernen og erkende at der stadig er rigtig meget vi ikke forstår.

Man skelner i forskningen mellem korttidshukommelsen og langtidshukommelsen eller den selvbiografiske hukommelse.

Korttidshukommelse, koncentration, indlæring, planlægningsevne kan reelt testes.... Men der er forskning der har sat seriøse spørgsmålstegn ved testning af den selvbiografiske hukommelse.

I øjeblikket har den højt estimerede kognitive forskning på Rigshospitalet ikke en metode til kvalificeret at undersøge det vi almindelige mennesker forstår som hukommelse, nemlig erindringen om vores eget liv. Problemet gælder udforskningen af ’søhesten’ i hjernen, dvs den hjernevinding der kaldes ’hippocampus’, den Bolwig kaldte the gateway to the mind.

I opposition til titlen på Øvigs nye bog understreger Videbech at hukommelse og identitet ikke er det samme. Vi er meget mere end vores hukommelse, fx alle vore ubevidste drifter, længsler og følelser, som vi ikke kan glemme, fordi vi ikke er klar over at de er der. Vores dømmekraft og holdninger er hardwired i frontallapperne, og dem kan vi heller ikke glemme. Underforstået at man kan kun glemme det man har været bevidst om.

Videbech forklarer at mængden af informationer fra et menneske man møder for første gang – personens kropssprog, påklædning, øjne, udstråling – er så massiv at navnet ofte bliver sorteret fra i første selektering. Senere sker der udvælgelse og frasortering i hippocampus og senere igen, når informationerne via de neurale netværk i hjernen distribueres videre til andre hjernecentre for at blive langtidslagret. Og det er her Videbech må konstatere at de gængse neuropsykologiske tests, som bl.a. Kamilla Miskowiak laver, måler noget lidt andet end vi psykiatere er interesseret i.

Undertegnede er ikke et øjeblik i tvivl om at vi her står over for en vanskelighed der har at gøre med dybdepsykologiens grundlæggende forskel mellem de relativt stabile sekundærprocesser og de ustabile primærprocesser. De stabile og i deres art vage sekundærprocesser hører til den rationelle indlæring, logik, beregning og planlægning, mens de intense primærprocesser gå ned i dybere irrationelle lag uden logik, ordnede begreber og tidsangivelse. Og det er derfor at alt det der hører under korttidshukommelsen – uanset dens store praktiske værdi - ikke på nogen måde kan regnes for den egentlige, personlighedsetablerende hukommelse.

Jeg tror at det der driller først og fremmest er at denne dybere, og i virkeligheden meget rigere hukommelse ikke - som korttidshukommelsen - er entydigt individuel, men tværtimod er kollektiv i den forstand at den indgår i en stor fællespulje af ubevidst art, som individer inden for samme kulturkreds kan trække på i det omfang de har kontakt til den (i drømme, meditation, kult og skabende kreativitet m.m.). Dette betyder igen at den slet ikke kan måles neurologisk på aktiviteten i hjernen. Processerne gælder et større kollektiv, og det er oven i købet et spørgsmål om ikke allerede deres høje hastighed gør dem principielt umålelige.

Her kan man om noget steds uden for fysikken tale om komplementaritet i bohrsk forstand, altså en ligeværdighed mellem to fundamentalt forskellige slags processer der er lige nødvendige for individerne og menneskeheden, men som er umulige at registrere på samme vis eller sætte på samme formler.

Det forhindrer naturligvis ikke neurologisk hukommelsesforskning – endsige udforskning af hvilke dele af hjernevindingerne der har særlig betydning for bevarelsen af hukommelsen, men det sætter hele denne forskning i et helt nyt og meget større perspektiv.

Det er for mig ikke uforståeligt at Peter Øvig efter sin mirakuløse helbredelse med elektrochok i 2018 og de efterfølgende behandlinger på Rigshospitalets ’Kompetencecenter for affektive lidelser’ har meldt sig som objekt for al den hukommelsesforskning han er blevet opmærksom på. Herunder den unge professor Kamilla Miskowiaks forskning som specifikt gælder skader på de kognitive evner efter psykisk sygdom. Blot burde Øvig forstå denne forsknings store begrænsning.

Den plastiske hjerne – ifølge Kamilla Miskowiak Til toppen Næste

Kamilla Miskowiak, født 1981, cand psych 2006, blev i 2017 professor i kognitiv neuropsykiatri ved Københavns Universitet, men fra 2021 lærestolsprofessor ved Institut for Psykologi på Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, hvor hun blandt andet skal styrke koblingen mellem forskning og klinik i Region Hovedstadens Psykiatri.

Selv kommer hun med et særligt fokus på forskning i at udvikle nye psykologiske og biologiske behandlingsmetoder for hukommelses- og koncentrationsbesvær hos mennesker med depression og bipolær lidelse. Det er hendes håb, at hun og hendes forskergruppe kan være med til at skabe nye løsninger for disse patienter.

I en pressemeddelelse skrev hun nøgternt ”Der findes i dag ingen tilgængelige behandlingsmetoder for kognitive vanskeligheder med dokumenteret virkning hos mennesker med affektive lidelser. Det arbejder jeg med at udvikle løsninger på og afprøver bl.a. nye psykologiske og farmakologiske interventioner, som jeg håber kan føre til nogle nye effektive behandlingsformer, der kan afhjælpe det hukommelses- og koncentrationsbesvær, mange mennesker med affektive lidelser oplever.”

Til Peter Øvig forklarer Miskowiak at man i den biologiske psykiatri i en vis udstrækning har negligeret de kognitive processer, altså det psykologiske niveau med hjernens bearbejdning af social information, hukommelse osv. Men der er en stigende bevidsthed om at vi ikke kan forstå psykiske lidelser ved kun at fokusere på hjernens biologi. Hjernen er jo vores mest komplekse organ.

I videnskaben er der efterhånden en anerkendelse af at der i biologiske systemer kan opstå fænomener som er emergente, helt nye, som altså ikke kan reduceres til det biologiske. Man kan ikke bare dissekere bevidstheden ned til biologi og celler. Bevidstheden er betinget af det biologiske system, men er også mere end det. Og dette er undertegnede helt enig i. Men jeg undlader ikke at påpege, at det i realiteten er et opgør med selve determinismen, troen på at man kan finde årsagsforklaringer på alt.

Da Øvig siger at han selv har savnet at det spirituelle niveau inddrages, svarer Miskowiak: Ja, lige præcis. Det er ikke kun hjernens biologiske niveau der påvirker psyken. Det går også den anden vej. Vi har en bevidsthed, en evne til at handle og en vis frihed til at arbejde med forskellige typer psykologiske redskaber.

Miskowiak erklærer ligeud at der ikke eksisterer nogen effektiv behandlingsform for kognitive vanskeligheder. Når du ikke kan huske én samtale, så klager du over hukommelsesbesvær og ikke koncentrationsvanskeligheder. Netop derfor har vi brug for gode neurologiske tests, så vi kan afdække hvor problemet egentlig ligger.

Det er rigtigt svært at fange den autobiografiske hukommelse med neurologiske tests. Denne hukommelse er en subkategori til den episodiske hukommelse, som i første omgang lagres i hippocampus, men siden som langtidsminder lagres mere bredt i hjernen (undertegnede mener endda også bredt kollektivt uden for hjernen!).

Metoderne til at kvantificere hvordan et menneskes autobiografiske hukommelse fungerer, har desværre vist sig at være fulde af problemer. Hukommelsen er i forvejen en meget dynamisk kognitiv funktion, som ændrer sig over tid, og nogle gange husker vi fx noget som i virkeligheden aldrig er sket (det kunne jo være det stammer fra det kollektivt ubevidste!). Forskningen i vidneudsagn viser at vores erindring er meget kompleks.

Den verbale hukommelse er jo kun ét aspekt af den episodiske hukommelse, som har virkelig mange facetter. Hvis man skal undersøge den autobiografiske hukommelse, må man bevæge sig fra den neurologiske test og over mod et interview, og samtidig bliver det meget subjektivt og svært at måle. - Vi mangler simpelthen en gyldig test som undersøger personlige minder.

Men der er videnskabelig evidens for at depressionen i sig selv, især hvis den er svær, påvirker hukommelsen og andre af de kognitive evner, og at disse kognitive svækkelser for nogle kan vare ved.

Miskowiak tror personligt at evnen til neuroplasticitet varierer, og at nogle menneskers hjerner ikke har lige så stor kapacitet til at danne nye celler og integrere dem som andres.

Det der virkeligt optager hende er at hjernen er plastisk. ”Vi er meget mere end vores hukommelse”.

Undertegnede vil tillade sig at sige det endnu tydeligere: vi er både vores bevidste hukommelse (hele vores paratviden) og alt det underbevidste der har præget os lige fra barndommen og som vi stadig kan trække på og faktisk har adgang til, hvis vi vil og tør. Derfor er de mest selvfølgelige midler til forståelse mellem mennesker altid samtalen. Hertil kommer de erfaringer mennesket har fra musikken, kunsten, digtningen og humoren.

Menneskets allerinderste jeg er givetvis den medfødte oplevelse af en helt selvfølgelig helhed – om man vil en selvfølgelig symbiose med de nærmeste levende væsener og de nærmeste omgivelser (der også tillægges liv og sjæl). Subjektiviteten er enerådende. Objektiviteten kommer først med sprogtilegnelsen og den øvrige socialisering, og først og fremmest med pubertetens afgørende og definitive uskyldighedstab. Men kunsten og humoren rummer til hver en tid muligheden for den direkte, umiddelbare og tidsløse kontakt med helheden. Og navnlig betyder musikken her enormt, fordi den er uden ord og billeder. Betydningen af musikken er så stor, er det ikke er for meget at sige at det musiske mennesker har fordele som det alt for rationelle og nyttebetonede menneske må savne. - Jf. artiklen om det musiske menneske.

Men jeg tror også det er nødvendigt at understrege, at den rationelle naturvidenskab altid vil være begrænset af det irrationelles faktum. Det irrationelle – subjektive, følelsesmæssige, værdimæssige, meningsgivende - er et vilkår i eksistensen, som vi ikke kan komme udenom. Og naturvidenskaben kommer aldrig bag om det – selv med de allerbedste målinger, analyser og forklaringer.

I forbindelse med den specifikke risiko for hukommelsestab ved ETC eller ECT tror jeg også det er nødvendigt at indse at lægevidenskaben aldrig får den helt fjernet. Mennesker er netop så komplekst indrettet både legemligt og sjæleligt, at der altid vil være en vis risiko for at fysiske indgreb i vitale dele af legemet ved siden af de tilsigtede virkninger kan have uønskede bivirkninger. Og det må man leve med.

Peter Øvigs bog er en fortræffelig indføring i depressionens uhyggelige væsen og fatale virkninger samt de gode muligheder for behandling der findes. Men jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt skuffet over bogens slutkapitel, der stiller spørgsmålet: Hvem er jeg nu, hvor jeg er rask?

Øvigs nye identitet Til toppen Næste

Halvandet år efter sin udskrivelse holder Øvig en fødselsdagstale for Depressionsforeningens café på Nørrebro. Og han sagde bl.a. at alle os i dette rum – uanset om vi har været syge eller pårørende - ved hvor afsindig svært og omkostningsfuldt det har været at komme videre efter sygdommen. Depressionen er et angreb direkte mod ens identitet, og man må bagefter lære sig selv at kende igen. Alligevel har vi alle fravalgt offerrollen og i stedet besluttet os for at tage ansvar og handle. Det viser hvor stærke vi hver især er.

Men Øvig trækker også et begrebsmæssigt problem frem. Den bipolære lidelse er en kronisk og potentielt livsvarig sygdom, der betyder at man resten af livet skal agere påpasseligt. Men hvad med alle os der efter en vellykket behandling føler os som indiskutabelt raske? At kalde os gale som i antipsykiatriens dage er en romantisering af sygdommen. Og betegnelsen 'psykisk sårbar' balancerer på kanten af at gøre os til ofre.

For sit eget vedkommende kalder Øvig sig nu – i tråd med Niels Bohrs komplementaritetsbegreb - for både et sårbart og et stærkt menneske. Han erkender at hans venstreorienterede overbevisning i ungdommen måske blokerede for en fuld erkendelse af hvad offerrollens konsekvens egentlig er. Han er stadig venstreorienteret og en varm tilhænger af velfærdssamfundet, men han har i dag en mere kompleks forståelse af det enkelte menneskes ansvar. Han står ved begge sider af sit væsen og tør være åben om sin sygdom, også selvom det har givet problemer for både hans ægtefælle og børn. Og det beretter han udførligt om.

Øvig har igen og igen mærket forløsningen og glæden ved at tale højt om sin mors og sin egen depression. Og han understreger at alle de kræfter vi bruger på at fortrænge det ubehagelige i vores egen bevidsthed, ikke bare er spildte, men destruktive. Men han er i dag taknemmelig for de nye sider han oplever hos sig selv. Taknemmeligheden er måske den stærkeste gave, han har fået af sygdommen. Den er en bedre indgang til det spirituelle end det alverdens religioner og bibler byder på.

Øvig glæder sig også over et brev han fornylig har fået fra Pernille Frandsen, som drejer sig om en samtale de havde om angsten for at blive syg igen. ”Vi gik begge i stå i samtalen og havde et stille øjeblik sammen, det var meget stærkt og symbolsk for mig. Vi var forenet i smerten, frygten og taknemmeligheden over, hvor vi begge er i dag.”

Og Øvig nævner udtrykkelig at det er forbundet med skyldtynget angst at vide at sygdommen kan gå i arv til børnene. Derfor slutter han sin beretning med fem sider om sønnen Askes reaktioner og fremhæver især at sønnen ender med at kunne tage med sin far på foredragsturne og sælge bøger – og endda turde græde med ham over for publikum. Det er fint og rørende.

Men – jeg kan ikke nægte det – jeg synes der mangler noget, helt præcist at dokumentaristen Peter Øvig tør give sig i kast med fortrængningens, skyldfølelsens og de mange andre psykiske processer som ligger under den bevidste hukommelses tærskel, men som i allerhøjeste grad bestemmer menneskets eksistens og væren, foruden dets stilling til sygdomme.

Erling Jacobsens nye filosofi Til toppen Næste

Det kan umiddelbart undre mig at Peter Øvig slet ikke kommer ind på psykiateren Erling Jacobsen der i en lang årrække var overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Risskov og universitetslektor, flittigt deltog i den offentlige debat og udgav vigtige bøger om de psykiske grundprocesser, de psykiske sygdomme, neuroserne og - konsistensetikken. Han døde ganske vist i 1988, men han var – til forskel fra den nære fagfælle Thorkild Vanggaard – dybt filosofisk orienteret. Hans sidste bog ’Godt og ondt’ (1983), der betragter moralfilosofiske spørgsmål ud fra et dybdepsykologisk synspunkt, må ses som hans eget bud på en decideret livsfilosofi der tillader at gøre forholdene for mennesket bedre end de er nu, hvor vi i kulturen - med hans egne udtryk - "kun udnytter en meget ringe del af de muligheder vi har med vore nuværende kromosomer". Jacobsen var skuffet over at bogen ikke vakte større interesse blandt filosoffer, psykologer og psykiatere. Den kræver unægtelig koncentreret fordybelse og sans for hans underfundighed, men så er den til gengæld meget givende.

Man kan hos Jacobsen eksempelvis læse, at der under gruppen af skyldfølelser utvivlsomt findes de mest ondartede dele af hele det menneskelige følelsesregister, og at man også har erfaring for at hvis følelser af den art når en vis intensitet, fører de uvægerligt til selvmordsforsøg.

Eller læse at det er en meget vigtig proces ved dannelsen af senere manio-depressiv sygdom, når den store og naturlige magtfølelse bliver sat ind mod det der i dybdepsykologen kaldes ’den giftige mælk’ (der kommer fra ’det onde bryst’, det bryst barnet anser for ondt og undertrykkende), så kan det nemlig føre til at barnet optager den i sig – og fra da af eksisterer ondskaben inden i barnet selv.

Begge dele peger i allerhøjeste grad på en sådan kompleksitet i sjælelivet, at det står temmelig klart at personligheden på ingen måde er identisk med den bevidste hukommelse.

Jacobsen mener da også at de store vanskeligheder der er forbundet med at udvikle en videnskab om følelser, hænger sammen med at vi i dette samfund og på dette tidspunkt af evolutionen regelmæssigt får en personlige udvikling der forløber sådan at der opstår svære forstyrrelser i vort naturlige udstyr på dette område.

Men forudsætningen for overhovedet at nærme sig en forståelse af disse forhold er at kende den store principielle forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser. Derfor en summarisk oversigt:

Primærprocessen er kendetegnet af følgende:

Følelsestonerne er ustabilt bundne, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.
Følelserne er forskydelige:
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen.
To ting der har den mindste lighed betragtes som identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske.
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget (subjekt) og omgivelserne (objekt).
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet.
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Sekundærprocessen er kendetegnet af følgende:

Følelsestonerne er svage, men stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser, dvs. behovstilfredsstillelse kan udskydes og prioriteres.
Sproget opnår præcision:
Objekter kan identificeres.
Klassifikation, abstraktion og generalisation muliggøres.
De logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
Der tilstræbes logisk konsekvens og modsigelsesfrihed.
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.

Men det afgørende i Erling Jacobsens konsistens-etik er at mennesket har en indre, psykisk forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode og varme og meningsfulde i livet.

Og Jacobsens endelige påstand bliver da, at intet menneske frivilligt og med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit.

Alt hvad der med rette kan betegnes som menneskelig moral har at gøre med et ønske et hvert mennesker nærer om ikke at gøre verden til et totalt koldt sted uden mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser. Og Jacobsen mener derfor, at der kan opstilles følgende grundregler for en menneskelig moral:

Det er umoralsk
- at være rasende (grådig)
- at nyde grusomhed mod nogen man holder af
- at være fej
- at lyve for sig selv.

Om alle fire moralregler siger Erling Jacobsen, at de til syvende og sidst drejer sig om én eneste ting, nemlig menneskets indre konsistens. Mennesket hænger ikke sammen som det optimalt kan og bør, hvis det modarbejder sine egne formål, og det vil primært sige, hvis det modarbejder sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen.

Det er konflikten mellem aggressivitet og kærlighed der fører mennesket ind i de moralske problemer. I sammenstødene mellem aggressiviteten og kærligheden står moralen på kærlighedens side i kraft af den dybe forbindelse mellem umiddelbar eller automatisk lyst og umiddelbar (automatisk) akcept.

Løsningen på konflikten mellem kærligheden og aggressivitetsdriften er ikke at undertrykke aggressiviteten til fordel for kærligheden, for det vil medføre frustration, der igen undergraver eller modarbejder kærligheden. Løsningen er derimod at moralen lærer at håndtere kærlighedens krav på en måde, der i længden fører til bevarelsen af kærligheden og varmen. Hertil kan erkendelsen og en rationel, ikke-autoritær samvittighed tjene.

Allerede i min endelige vurdering i 2007 af Blekingegadebanden skrev jeg, at en dobbelttilværelse som den bandens medlemmer gennem flere år opretholdt ikke alene uundgåeligt medfører specielle problemer, men undergraver selve den etiske konsistens. Trækker dobbeltilværelsen ud i så mange år som den gjorde i bandens tilfælde er der tale om den allerdybeste og allermest undergravende inkonsistens. Den kriminalitet som Blekingegadebanden gjorde sig skyldig i var ikke alene klart ulovlig ifølge gældende dansk lov, men også klart i modstrid med medlemmernes opretholdelse af overvægten af det gode i deres liv. Og derfor var den dybt uetisk.

Bandens medlemmer valgte at ofre sig for en fremmed sag, som de i realiteten ikke havde nogen indflydelse på. Men offeret betød at de så at sige frelste sig selv. Den lille gruppe på 8-10 mand fik med den anonyme stemmes egne ord storhedsvanvid og troede på en verdenshistorisk mission. Et sådant storhedsvanvid er naturligvis selvbedrag af værste klasse, og den er fuldstændigt undergravende for etisk konsistens.

Bandens medlemmer var nok idealister i den snævre forstand at de var helt igennem styret af ideer de selv troede på og kun blev mere og mere bekræftet i gennem årene, selvom de reelt ikke kunne konstatere ændringer af nogen art i danskernes kollektive bevidsthed endsige i verdens beskaffenhed. De var desværre fantaster og fanatikere der totalt forsømte deres forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i deres liv. Derfor gik det galt, og derfor måtte det i sidste ende gå galt.

Jeg takkede den gang Peter Øvig Knudsen for det store værk om banden der gør det muligt for enhver interesseret at danne sig sit eget billede af Blekingegadebandens farlige og misforståede idealistiske kriminalitet. Men det var ikke Øvig, men undertegnede der drog de fulde slutninger ud fra konsistensetikken.

Da løgnen spiller en stor rolle i Peter Øvigs beretning, er det relevant at sige at reglen om ikke at måtte lyve for sig selv, i første omgang kan lyde lidt ejendommelig, for hvorfor skulle vi gøre det. Det er i hvert faldt mere forståeligt at vi lyver for andre, for enten at opnå noget eller snyde dem. Den svensk-amerikanske filosof Sissela Bok har ligefrem i 1978 udgivet en grundig bog om emnet, og hun kan bl.a. fastslå at vi jo ikke alene lyver over for fjender eller løgnere, men også for det almene vel! Det er der som bekendt magthavere og magtstræbere der gør. Ligesom vi i de sidste fire-fem år har oplevet en amerikansk præsident der systematisk har bildt sine tilhængere løgne ind om modstanderen, så halvdelen af befolkningen tror på vanvittige konspirationsteorier.

Lyve for sig selv gør man ifølge Erling Jacobsen kun for at skjule noget for sig selv eller for at tilsidesætte et eller andet behov under et eller andet påskud. Men løgnen er uvægerligt forbundet med at man modarbejder sine egne formål, og det vil igen sige at den er udslag af mangel på indre konsistens.

Skal man undgå dette er man efter undertegnedes mening faktisk tvunget ind i en stadig refleksion og i sidste ende til dybere erkendelse af de psykiske processer der foregår i én. Og det er lettere sagt end gjort. Det er nemlig et faktum at der ubevidst er meget stor modstand mod dette.

Men udover nødvendigheden af til stadighed at sørge for overvægt af det gode, varme og meningsfulde så spiller også troen på videnskab, fremskridt og forbrug en betydelig, men desværre ret negativ rolle for det moderne menneske, idet mange, også ganske unge mennesker, i stigende grad rammes af stress, karriereræs og fremmedgørelse med tilhørende risiko for depression og neuroser. Udover risikoen for psykiske sygdomme, medfører denne kostante stress også at det blive sværere og sværere for et menneske at sørge for overvægten af det gode i livet og dermed sørge for den indre konsistens.

Derfor er det relevant at påpege at der også kan påvises en overordnet udviklingsmæssig faktor af negativ art i den europæiske kulturkrise, nemlig selve den skarpe dualisme mellem sjæl og legeme der har kendetegnet i Europa siden middelalderen og som følge af de europæiske stormagters kolonisering og imperialisme er gået videre til store dele af den øvrige verden.

Grønbechs dybe kritik af den europæiske dualisme Til toppen Næste

Religionshistorikeren Vilh. Grønbech begik i 1940 den genistreg at formulere sin skarpe kulturkritik i bogen ”Kampen for en ny sjæl”: Middelalderens store myte lyder kort og godt at vi er fremmede på vej til paradis. Livet er en vandring hen over mørkets og ufuldkommenhedens jord og frem til et himmelsk paradis, hvor alle vore ønsker bliver opfyldt på en helt anden måde end mennesker kan drømme om, så længe de følger deres naturlige begær. Det virkelige liv er med andre ord en pilgrimsgang, og kun de der har deres øje fæstnet på det tilkommende, kan gå i spidsen og vise vej.

Dante formulerede hymnen for godt 700 år siden i det store værk ”Den guddommelige komedie” med sin sigende tredeling i Helvede, Skærsilden og Himmelen. Og den stammer jo ikke fra det evangelium lægprædikanten Jesus gik rundt og forkyndte, om hvordan vi kommer ind i Guds rige ved ganske simpelt at blive som børn påny, nej, den stammer fra apostlene Peter og Paulus der ikke forstod en brik af hvad han sagde, men rejste til Rom for at grundlægge en decideret kirkelig organisation der siden blev større og større og til sidst blev en kolossal katolsk og hierarkisk magtfaktor der med dogmer nøje fastsatte hvad der var gældende tro og fordømmelsesværdig vantro.

Det mest geniale ved Grønbechs bog var dog at han kunne følge denne kulturudvikling op til nutiden og se, at kapitalismen i grunden sagde det samme som kirken men vel at mærke med industrialisering og vilje til at samle kapital som den praktiske udvej, og denne kapitalisme blev i virkeligheden kun yderligere cementeret gennem evolutionslæren om at naturen af egen kraft og indre love skaber kaos om til orden og harmoni. Verdenshistorien har sit fuldkomne mål i det etiske menneske i britisk gentleman-udgave. Evolutionen forkynder åndens sejr over kødet med en vægt og en begejstring der overgår al gejstlig veltalenhed. Historien vidner om, at kulturens begyndelse er de "lavere" instinkters overvindelse (som også Freud hævdede). Historien åbenbarer driftslivet som et levn af det dyriske i mennesket og helliger pligten til selvovervindelse ved at forvandle den fra et bud til en lov. Grønbechs ironi er udsøgt.

Til sidst fik vi som bekendt en tro på naturvidenskaben og fremskridtet der førte direkte til tåbelige verdenskrige og tåbelige ideologier om fuldkomne samfund blot folk ville ofre sig for ideen, føreren og partiet – eller ’prolatariatets diktatur¨ og lignende.

Efter Grønbechs død fik vi oven i købet et såkaldt ungdomsoprør i den vestlige verden, og her trivedes ideen om det fuldkomne paradis igen for alle de troende, bare de ville kæmpe for sagen med alle midler og alle kræfter.

Resultatet blev en systematisk og skarp adskillelse mellem tilknytningen til jorden, arbejdet, kunsten, spontaniteten og kreativiteten på den ene side og længslen efter den fremtidige lykke og sjælelige fuldkommenhed på den anden side. Men hele denne dualisme mellem materie og ånd er ødelæggende for menneskets og samfundets sundhed.

Derfor er der behov for helt ny tænkning, en ny etik og en ny realisme.

Den komplementære helhedsrealisme Til toppen Næste

Den nye etik og realisme, der er nødvendig for at komme igennem den nuværende kulturkrise, skal ikke alene som bebudet fra Jernesalts start i 2002 være tværfaglig, konsistent og omfattende, men også komplementær i den bohrske betydning af ordet, at den skal kunne rumme modsætninger der er logiske uforenelige, men nødvendige for helhedsbilledet, og den må følgelig arbejde med opfattelsen af helheden som et selvfølgelig psykisk grundlag der adskiller sig for al holisme ved aldrig at tilstræbe eller ende i et lukket logisk system.

Uomgængelige modsætninger i tilværelsen er ganske mange. Lad mig blot nævne: materie og energi, stof og liv, legeme og sjæl, fornuft og følelse, rationalitet og irrationalitet, fred og krig, lighed og frihed, socialisme og liberalisme, og samfund og individ. Som det ses er de her stillet op med stabile former over for ustabile, energetiske eller dynamiske former. Og som beskrevet oven for har der i kulturhistorien været en beklagelig tendens til at betragte modsætningerne som så absolutte, at det har ført til en dualistisk enten-eller-tænkning, hvor man vælger den ene side blankt og forkaster den anden blankt.

Her har komplementaritetssynspunktet den kolossale fordel, at man helt kan undgå et så fatalt valg ved at betragte modsætningerne som ligeberettigede. Men det er noget man skal vænne sig til. Det dualistiske synspunkt er det simpleste, ja, netop det der kan få folk til i værste fald at blive ekstremt rethaveriske eller ekstremt dogmatiske og totalt afvisende over for afvigende synspunkter. Både religionerne og ideologierne har vist horribel og nådesløs kamp for ensretning og nådesløs kamp mod afvigere.

Heldigvis er der ind i mellem perioder, hvor der opstår særlige grunde til refleksion og nytænkning. Det gælder eksempelvis terrorangrebet på New York den 11. sept. 2001, Muhammedkrisen i 2006, den økonomiske boligboble i 2007 og sidst covid-19-pandemien i 2020 samt den nyeste klimarapport. De sidste to ting var deciderede wake-up-calls, fordi de kom bag på de fleste eksperter og politiske ledere, men blev en prøve på demokratiernes effektivitet samt en afsløring af den fatale udvikling i verdensbefolkningens vækst og drivhusgasserne udledning. De kommende årtier vil byde på enorme udfordringer for både demokratierne og diktaturerne.

Hertil kommer så at den stadige vækst bevirker et stigende pres på alle landes borgere, der ikke længere kan klares med stofmisbrug eller pilleforbrug - eller sløres med hyldest af videnskab og fremskridt. Der skal alvor, åbenhed og nytænkning til. Og mange vaner skal lægges om.

Den komplementære helhedsrealisme deler Erling Jacobsens udlægning af menneskets naturlige etik. Vi er sådan indrettet, at opgaven for os alle er at sørge for overvægt af det gode og varme i livet.

Ud fra dette må det også påpeges at læren af Peter Øvigs fortræffelige og spændende bog om depression dybest set er at det enkelte menneske - uanset géner og helbred - altid skal bevare ansvaret for sit eget liv, så længe det overhovedet er mulig. Uanset hvad det udsættes for i barndommen, ungdommen eller senere, må det så vidt muligt fravælge offerrollen og beslutte sig for at tage ansvar og handle ansvarligt.

Derfor må vi altid primært sørge for overvægt af det gode, varme og kærlige i den eksistens og det nærmiljø vi kommer til at leve i. Og kun sekundært kan vi påtage os et medansvar for samfundet, naturen og den globale udvikling, for disse ting bliver mennesket alligvel aldrig herre over.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Litteratur

Peter Øvig-Knudsen: Jeg er hvad jeg husker - Efter elektrochokket. Mellem mirakler og mareridt. (Gyldendal.2021)
- Blekingebanden 1 - Den danske celle. 2007
- Blekingebanden 2 - Den hårde kerne. 2007

Erling Jacobsen:
Psykoneuroser. Disputats. (Munksgaard 1965)
Menneskets psykiske sygdomme. (Berlingske 1964)
De psykiske grundprocesser. (Berlingske 1968; rev.udg. 1971)
Neuroserne og samfundet. (Reitzel 1973)
Godt og Ondt. (Centrum 1983)

Vilh. Grønbech: Kampen for en ny sjæl. 1946
- Livet er et fund - om humor og tragedie. 1951
- Kampen om mennesket. 1930
- De religøse strømninger i det 19. århundrede. 1922
- Primitiv religion. 1915

Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II (Gyldendal. 1974)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Blekingegadebanden  (20.03.07.)
- en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)

Ekstraordinær status – om klima, fremskridt og eksistens - med udspring i det synspunkt at helheden er vort inderste jeg
Coronakrise, højtid og forår  (4.4.21.)
Gør coronaen alle samfund til permanente krisesamfund?  (31.3.21.)
Sandeligt: Tiden er inde til store forandringer  (22.2.21.) Stor tak for pandemiens store Wake-Up-Call  (31.12.20.)

Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer  (11.9.16.)
Digtet der ramte den sunde folkevilje 20.1.  (29.1.21.)
Rystende optøjer mod Kongressen i Washington  (9.1.21.)
Stor tak for pandemiens store Wake-Up-Call  (31.12.20.)
Trump nægter at se realiteterne i øjnene  (11.12.20.)

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.
Det musiske menneske

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11)