utils prefix normal JERNESALT - oedipuskompleks2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.1.18.

Melanie Kleins særlige fortolkning af Ødipus-komplekset

Melanie Kleins livsforløb
Barnets relation til brystet
Barnets førsproglige "logik" eller "alfabet"
'Positioner' i stedet for 'faser' i menneskets udvikling
Er "det gode bryst" selve det gode?
Barnets manglende evne til at udholde ambivalens har store konsekvenser
Henvisninger


Melanie Kleins livsforløb    Til toppen  Næste

Melanie Kleins store fortjeneste i den freudianske psykoanalyses historie var at hun indførte analysen af børn i psykoanalysen og i kraft heraf vendte op og ned på hidtil gældende aksiomer om Ødipus-komplekset. Hendes opslutning bag Horneys kvindelighedsteori (et opgør med Freuds teori om kvindens såkaldte penismisundelse) var kun begyndelsen i så henseende. Mere iøjnefaldende var det, at hun gradvis flyttede ødipus-komplekset tilbage til det første leveår og principielt mente at det opstod i barnets objekt-relation til moderen uden hensyn til faderens tilstedeværelse. Desuden reviderede hun Freuds læresætning om at over-jeget som sæde for skyldfølelsen er ødipus-kompleksets arvtager i personligheden. Hun mente at det forholdt sig omvendt, altså at over-jeget er etableret forud for barnets indtrædelse i komplekset.

Melanie Klein blev født i Wien 1882, gift med en ingeniør og 1920 bosat i Budapest; hun læste i 1914 Freuds lille bog om drømme og tog kontakt til den ungarnske læge og psykoanalytiker Sandor Ferenczi der analyserede hende og fik hende til selv at uddanne sig som analytiker. Men hun er ifølge Ole Ankjær Olsen en af psykoanalysens paradoksale skikkelser. Det meste af hendes karriere var optaget af stridigheder med Freud og de "ortodokse" freudianere, men samtidig opfattede hun sig selv som trofast mod ånden i Freuds arbejde.

Psykoanalyse af børn havde før hende kun været udøvet sporadisk. Freud selv havde i 1908 analyserer "lille Hans" med faderen som mellemmand, men denne analyse betragtede han som en undtagelse.

Freud selv kunne ikke se noget i Kleins arbejde, og han må formentligt i stigende grad have undret sig over at modtage begejstrede breve om hende, først fra Ferenczi, dernæst fra Abraham og til sidst fra Jones. At Klein var konkurrent til hans datter Anna på børneanalysens område var i sig selv en grund til Freuds mistillid!

Frem til 1934 bærer Kleins teori præg af at være sammenstykket af mange umage ingredienser. Det er teorifragmenter hun har samlet op fra de forskellige analytikere, hun har været i personlig kontakt med.


Barnets relation til moderbrystet    Til toppen  Næste

Særkendet for Kleins teori er den næsten mytologiske status hun tildeler barnets relation til brystet. Hvad der gælder for denne relation, gælder også straks efter for relationen til penis, fæces og babyer samt det der i øvrigt udskilles fra kroppen (mælk, urin, sved).

(1) Den præødipale fase er kendetegnet ved barnets introjektion af moderbrystet. Dette introjicerede objekt danner kernen i over-jeget, og det er derfor afgørende om barnet har et overvejende tillidsfuldt eller angstfyld forhold til det. Brystet gengælder så at sige barnets følelser, så hvis barnet er krævende over for brystet, vil dets jeg siden blive plaget af et krævende over-jeg.

(2) Den ødipale kvindelighedsfase indledes ved brystafvænningen og overgangen fra flydende til fast næring. Klein flytter gradvis tidspunktet længere tilbage, men med etårsalderen som gennemsnit for denne teoretiseringsperiode. Klein forklarer brystafvænningens tilknytning til ødipus-komplekset ved at sige at fraværet af brystet igangsætter et jalousidrama og dermed en psykisk konflikt. Barnet forestiller sig at moderen beholder brystet og det hermed sammenlignelige objekt der kan tilfredsstille de genitale impulser, nemlig penis - for sig selv. Moderen med en penis er ikke en fallisk moder, men en moder der tilfredsstiller sig selv med faderens penis, hævder Klein, og når barnet søger at bryde ind i dette kombinerede forældre-imago for at bemægtige sig faderens penis er det kvindelige ødipus-kompleks etableret.

(3) Den ødipale mandlighedsfase er et resultat af barnets angst for, at moderen skal gengælde dets sadistiske angreb på hendes krop. Ligesom det har fantasier om at sprætte moderen op for at bemægtige sig de ønskede objekter, forestiller barnet sig, at hun raserer dets eget kropsindre, og som en forsvarsmekanisme forskydes opmærksomheden til kroppens ydre og synlige attributter, først og fremmest penis.

(4) Den postødipale fase svare til Freuds, idet også Klein mener at ødipus-komplekset normalt går under i femårsalderen. For både drengen og pigen er der mulighed for begge kønsidentiteter, alt efter hvordan de forudgående faser er afviklet. Over-jeget finder først her sin endelige form, uanset at det har eksisteret i en mere primitiv skikkelse i hver af de tidligere faser. Kernen i over-jeget er de stærkt affektbesatte forestillinger om bryst, penis m.m. og det endegyldige over-jeg udgøres af de introjicerede forældre som barnet via gennemarbejdningen af ødipus-komplekset har forsonet sig med.

Klein kan ikke gå med til at kvinden slet og ret har et svagere over-jeg og dermed en svagere moralistisk indstilling end manden. Over-jeget er ikke et resultat af ødipus-kompleksets fortrængning, men er opbygget gradvis af introjicerede libido-objekter hentet fra hvert af de gennemgåede udviklingstrin.


Barnets førsproglige "logik" eller "alfabet"    Til toppen  Næste

Klein har tydeligvis skabt sin teori med henblik på at karakterisere barnets førsproglige oplevelser, tanker og fantasier nøjere. Her hersker en objekternes associationsagtige logik modsat sprogets strenge formelle logik. Associationerne har form af rumlige transformationer og foregår i én dimension, hvor den sproglige logik med dens adskillelse af ting og egenskaber foregår i to dimensioner. I den førsproglige psykologi er der en flydende grænse mellem bevidst og ubevidst, mens denne grænse bliver fast og permanent gennem 'urfortrængningen'.

Kleins objekttypologi er selve det "alfabet" spædbarnet betjener sig af i sin forståelse af sig selv og sit forhold til omgivelserne. Der er tre overordnede polariteter, der udstyrer tænkningen med hver deres kategorier, nemlig indre/ydre, god/ond og partiel/total.

(1) Indre og ydre Det er kropsbilledet der er matrix for den tidligste differentiering af indre og ydre. Kroppens 'membran' passeres i begge retninger: føden indad, ekskrementerne udad og brystet begge veje, når moderen skiftevis giver og tager det. Én gruppe objekter kommer i fantasien til at befinde sig indeni, en anden udenfor. Kroppen opleves som en beholder med et vist indhold af objekter der imidlertid ikke kan ses.

(2) God og ond. Spædbarnet er ifølge Klein ude af stand til at skelne objekter fra dets egenskaber, og derfor spaltes alle objekter i en god og en ond udgave, der holdes skarpt adskilt fra hinanden. For en ydre betragtning opfører barnet sig ekstremt ambivalent over for moderbrystet, når det skiftevis klynger sig begærligt til det og behandler det aggressivt og afvisende, men for barnet selv er der tale om to forskellige bryster. Da barnet heller ikke kan skelne årsag og virkning, oplever det brystet som godt og kærligt når det selv elsker det, og som ondt og aggressivt når det selv hader det.

(3) Klein opererer som Freud med fire kanoniske partialobjekter, nemlig bryst, fæces, penis og barn, men i princippet kan ethvert kropsorgan og ethvert ekskret optræde som partialobjekt. Totalobjektet er et konglomerat af partialobjekter der udgør kropsbilledet. Totalobjektet konstitueres for barnet, når det for første gang oplever moderens krop som en helhed og moderen som en person. Denne oplevelse bevirker at det også samler sine egne kropsoplevelser til en helhed og opfatter sig selv som et totalobjekt og en person. Termen partialobjekt (delobjekt) er skabt af Klein, men begrebets indhold er allerede grundigt beskrevet af Freud og Abraham.

Hovedparten af de psykiske processer Klein beskriver er introjektioner og projektioner. De gentages tilsyneladende i det uendelige......


'Positioner' i stedet for 'faser' i menneskets udvikling     Til toppen  Næste

Kleins fandt det i stigende grad uhensigtsmæssigt at operere med udviklingsfaser og udviklingstrin, idet hun mente at det indebar at en bestemt psykisk organisation bringes til totalt ophør når den afløses af en efterfølgende organisation. Som erstatning indførte hun begrebet position forstået som en bestemt konstellation af ønsker, angstformer og forsvarsmekanismer knyttet til en given objektrelation. Positionerne har en logisk karakter og forefindes på ethvert tidspunkt i udvikling i et eller andet blandingsforhold.

(1) Den paranoide-skizoide position indledes ved barnets første kontakt med moderen umiddelbart efter fødslen og kulminerer i tremånedersalderen, hvorefter gennemarbejdningen begynder. Barnets sadistisk farvede ønsker er rettet mod moderbrystet, og selv om dets faktiske oplevelser af brystet er af overvejende positiv art, vil dets egen sadisme få det til at opleve brystet som et ondt objekt.

(2) Den depressive position indledes i tremånedersalderen og kulminerer i seksmånedersalderen, hvorefter gennemarbejdningen begynder. Den foregående positions partialobjekter er nu samlet til totalobjekter, der forestiller moderen og barnet. Integrationen sker på i hvert fald tre punkter:

(a) Den gode og den onde udgave af de enkelte objekter smelter sammen i barnets fantasi.
(b) Barnets perceptoriske og motoriske funktioner udbygges, så det bliver i stand til at gestalte kropsbilledet som en sammenhængede helhed.
(c) Moderen og barnet selv opfattes som personer med både legemlige og sjælelige egenskaber.

(3) Den infantile neurose fremkommer ved gennemarbejdningen af den depressive position og varer ved frem til latensperioden (5. til 12. år).


Erling Jacobsen gør "det gode bryst" til selve det gode    Til toppen  Næste

Psykiateren Erling Jacobsen udarbejdede i sin tid en etik der ikke byggede på det man i almindelighed kalder 'samvittigheden', men derimod på den menneskelige psykes indre krav om konsistens. Efter hans mening var samvittigheden den dummeste del af personligheden, ganske simpelt fordi den hovedsageligt er dannet i tre-syv-års alderen og udelukkende bygger på forældrenes moralske holdninger og fordomme.

Hvis man vil forstå denne konsistensetik kommer man desuden ingen vegne ved at se på hvordan de enkelte dele af 'samvittigheden' opstår. For ingen betragtninger i denne forbindelse kan føre frem til den instans der er en urystelig grundvold i menneskelivet, og som den enkelte må føle sig absolut forpligtet overfor. Men instansen er der. Etisk pligt føles nemlig som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor, idet disse forstås som noget uden for jeget og jegets vilje. Og der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Men om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter.

Det var LSD-eksperimenter (foretaget før de blev forbudte) der overbeviste Erling Jacobsen om denne sammenhæng. Og det er den såkaldt 'orale lyst' og 'orale ulyst' som har hele denne enorme og umiddelbare etiske ladning. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde", skriver han i sit filosofiske hovedværk "Godt og ondt" (1983).

Jacobsen beklager, at han er nødsaget til at bruge utilstrækkelige udtryk som oral lyst og oral ulyst. Det er i en vis forstand hjælpeløse eller upædagogiske betegnelser. Men vi er her ved sprogets ejendommelige fattigdom. Vi har (endnu) ikke bedre betegnelser for disse følelser, selvom det er ganske og aldeles fundamentale følelser. Udtrykkene dækker følelser der findes allerede hos det spæde barn, dvs. fra fødslen, og i ælde og ærværdighed kun overgås af den fundamentale magtdrift, som der heller ikke på de moderne sprog er nogen betegnelse for. - Til Jacobsens beklagelse må dog bemærkes, at der vel aldrig vil kunne tænkes eller findes gode og dækkende betegnelser for noget så dybtliggende i menneskets psyke som opstår før den bevidste kritiske tænkning sætter ind, og som er så konfliktfyldt at det effektivt fortrænges fra jegets bevidsthed omkring femårs-alderen og siden kun kommer frem ved alvorlig psykisk krise eller decideret psykoanalyse. De begreber man bruger om fænomenet forstås simpelthen først ved ophævelsen af fortrængningen.


Spædbarnets stadium fra det fødes til det er omkring et halvt år kaldes oral, ganske enkelt fordi munden og hvad der føres ind i munden, dvs. mad og drikke, har den allerstørste interesse. Men oral lyst og ulyst drejer sig ikke kun om selv fødeindtagelsen, men også om de omstændigheder der knytter sig til fødeindtagelsen, dvs. moderens krop, lugt, hænder, stemme, smil, pleje, opmærksomhed og endda lyden af hendes fodtrin o.a. . Og Jacobsen læner sig her tydeligt op ad den østrigsk-ungarnske psykoanalytiker Melanie Klein og hendes analyser af børn.

Klein bruger udtrykkene 'Det gode bryst' eller 'Den gode mælk' om den orale lyst, medens den orale ulyst får synonymerne 'Det onde eller giftige bryst' og 'Den onde eller giftige mælk'. Oplevelsen af den onde mælk danner ifølge Erling Jacobsen basis for al senere skyldfølelse.

Men Jacobsen gør opmærksom på at der kan skelnes mellem to former for oral lyst. Den ene svarer nærmest til tilfredsstillelse af sult, den anden til tilfredsstillelse af tørst. Den første er varmere. Vi forstår lidt af disse to formers betydning, når vi betænker, hvor høj tilfredsstillelse indtagelse af mad og drikke kan byde os - måske særligt efter fysiske strabadser eller afsavn. Litteraturen er rig på eksempler. Den franske forfatter Rabelais mente, man kunne møde gud ved at drikke vin, og at selve skabelsen kom i gang ved tilfredsstillelsen af jordens tørst, så alt begyndte at spire. Det Gamle Testamentes David har i en salme vendingen 'min sjæl tørster efter Gud', og evangelisten Johannes lader Jesus sige: "Den som tror på mig, skal hverken hungre eller tørste." - Der er her tale om formuleringer der vidner om dyb sjælelig indsigt.


Men hvorfor har disse orale følelser en så overvældende bindende etisk karakter? Det skyldes efter Erling Jacobsens opfattelse forbindelsen mellem lyst og akcept og forbindelsen mellem ulyst og rejektion (eller forkastelse). Mennesket er fra naturens hånd således indrettet, at automatisk, oral lyst (varme, kærlighed) er identisk med automatisk akcept, og at automatisk oral ulyst (kulde, afsky, ondskab) er identisk med automatisk rejektion.

En følelse af forpligtelse og en følelse af lyst er derfor identiske. Perspektivet er imidlertid betydeligt større, fortsætter han, for det han så ineffektivt har betegnet som oral lyst og oral ulyst må være fænomener der ligger forud for både vort følelsesliv og vore tanker, nemlig akcept og rejektion. Enhver tankevirksomhed, selv den køligste og mest matematiske, er opbygget af akcepter og rejektioner.

Af Erling Jacobsens postulat om identitet mellem automatisk lyst (varme, kærlighed eller hvad man nu vil kalde det) og automatisk akcept, og mellem automatisk ulyst (kulde, afsky, ondskab) og automatisk rejektion følger, at mennesket har en bunden opgave: Det er henvist til at forsøge at sætte sine lystsignaler eller akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept. Og Jacobsens endelige påstand bliver da, at intet menneske frivilligt med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere har frit valg.


Alt hvad der med rette kan betegnes som menneskelig moral har at gøre med det ønske ethvert mennesker nærer om ikke at gøre verden til et totalt koldt sted uden mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser. Og Jacobsen mener derfor, at der kan opstilles følgende fire grundregler for en menneskelig moral:

Det er umoralsk:
- at være rasende (grådig)
- at nyde grusomhed mod nogen man holder af
- at være fej
- at lyve for sig selv.

Derudover mener Jacobsen, at det i det mindste er praktisk at handle således, at vi følger almene love, eller - med Kant - handler sådan at vore handlinger kunne bruges som generelle rettesnore. Det såkaldt 'kategoriske imperativ' lyder at man ikke bør gøre mod andre, hvad vi ikke ønsker de skal gøre mod os selv.


Raseri eller med Melanie Kleins foretrukne udtryk grådighed er den holdning der automatisk ødelægger ens mulighed for at modtage det gode, som når man fx er så sulten, at man vælger i raseri at ødelægge sin egen appetit. Ved at mobilisere grådigheden modarbejder man sine egne mest tvingende formål.

Også ved grusomhed mod dem man holder af modarbejder man sine egne formål. De følelser der opnår tilfredsstillelse ved hjælp af grusomhed udspringer af menneskets frustrationsaggressivitet, dvs den ulyksalige forbindelse mellem naturlig aggressivitet og ulystfølelse. Men frustrationsaggressivitet slår altid kærligheden ihjel.

Fejhed er i denne forbindelse først og fremmest manglende mod til at tage livet som det er med dets tilfældigheder og vilkårlighed. Jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere bliver man knust, hvis skæbnen medfører, at man mister det. At lade sig afstumpe for ikke at risikere tab er en dårlig idé, hvis målet er at bevare varmen og kærligheden i tilværelsen. Der er derfor ingen anden udvej end at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab. Mod af denne art er, hvad der i religiøst sprogbrug kaldes tro.

At det er umoralsk at lyve for sig selv, kan måske umiddelbart lyde mærkeligt, for hvorfor skulle man dog det? Men det er ikke desto mindre rigtigt at det er undergravende for ens moral at man lyver for sig selv, for det vil sige at man ubevidst undgår at se sandheden i øjnene i stedet for at se den direkte i øjnene og blive bevidst om ens egne fejl, mangler, fordomme og tilbøjeligheder - samt fortrængninger.

Men det altafgørende er at man bliver bevidst om selve konsistensetikken idé, at man skal sørge for overvægt af det gode i livet - og den opgave kan man ikke klare uden at man løbende reflekterer over sit liv og levned, herunder til stadighed prøver at komme væk fra den infantile tilbøjelighed (tilbage fra spædbarns-alderen) til at projicere det onde eller den orale ulyst ud på mennesker man ubevidst går hen og vælger som fjender, selvom de måske ikke er det. Barnet opdeler skarpt alt i godt og ondt, og evner simpelthen ikke at forstå at mennesker er en blanding af godt og ondt.


Barnets manglende evne til at udholde ambivalens har store konsekvenser    Til toppen  Næste

Barnet har ifølge Freud ikke en enkelt seksualdrift, men en lang række anarkistisk virkende partialdrifter der søger tilfredsstillelse relativt uafhængigt af hinanden:

Den orale drift efter at sutte på, bide i eller sluge objektet (oprindeligt brystet)
Den anale drift efter at udstøde eller tilbageholde objektet (fæces)
Den falliske drift eller infantilt genitale drift rettet mod stimulering af penis/clitoris.

Hertil kommer imidlertid:
En sadistisk drift mod at pine eller ydmyge en anden
En masochistisk drift mod at blive pint og ydmyget.
Og naturligvis også selvfølgelige drifter som

En synsdrift mod at se andres kønsorganer eller fremvise sine egne
En vidensdrift mod at få svar på seksuallivets store gåder.


Partialdrifterne er vigtige fordi de øver indflydelse på personlighedsdannelsen.

Man taler således hos voksne om en oral karakter og en anal karakter for at udtrykke infantiliteten, herunder også den sadistiske og den masochistiske drift. Men frem for alt gælder at det er følelsesbindingernes art mere end de konkrete personer der konstituerer Ødipus-komplekset. "Fader" og "Moder" er abstrakte 'positioner', som mange forskellige personer gennem overføring kan placeres i. Når man bruger en vigtig del af sit voksne liv på at finde en ny "fader" og en ny "moder" er det, fordi ens egne forældre ikke mere kan spille de pågældende roller.

Ødipus-komplekset er altså ikke alene et spørgsmål om at man ikke kan frigøre sig fra sine forældre, men i mindst lige så høj grad et spørgsmål om at man ikke kan frigøre sig fra de følelsesbindinger man i barndommen havde til forældrene, fx bemægtigelsestrang, jalousihad, kastrationsangst, idealiseringstrang.

Frem for alt bør man aldrig glemme at Ødipus-komplekset er en psykoanalytisk teori om enhver drengs (og piges) konfliktfyldte forhold til sin far (hhv. sin moder). Altså en konflikt som barnet i fem-års alderen ikke selv kan finde anden udvej af end had og drab. Barnet kan nemlig i den alder ikke bære ambivalensen dvs den meget stærke og modstridende følelse mellem både at elske og hade begge sine forældre. Det vælger derfor at hade/dræbe den forælder der har samme køn som ham selv for at kunne elske den forældre der har modsat køn og som det tiltrækkes af fordi det også har varme erotiske følelser for denne. Det var i begyndelsen af psykoanalysens historie både stødende og provokerende at Freud talte om barnets incestuøse seksualitet, og det er stadigt noget mange ikke rigtigt forstår.


Når det er så vigtigt at fastholde denne manglende evne hos et barn op til femårs-alderen, skyldes det ganske enkelt at den absolutte infantile ambivalens går igen i al hadsk og destruktiv menneskelig adfærd idet den - i modsætning til hvad der er tilfældet hos dyr - forbinder sig med en primitiv sproglig, men uhyre stærk og intens idémæssig og moralistisk indstilling som i værste fald ender som ideologisk eller religiøs overbevisning af absolut karakter.

Det menneskelige had og den umenneskelige destruktionskraft, som har udfoldet sig gennem alle tider, alle kulturer og alle religioner og kostet endeløse personlige og samfundsmæssige lidelser, ødelæggelser og liv og stadig gør det, kan ikke forstås uden den grundliggende vanskelighed ved at bære ambivalens. Dette gælder lige fra det individuelle tilfælde, hvor et enkelt menneske besættes af et så voldsomt had til en anden at det omgående må udstede hårde trusler mod den anden og undertiden gøre alvor af truslen, til det kollektive eller samfundsmæssige tilfælde, hvor truslen eller forbandelsen fører til stammekrige eller verdenskrige hvor tusinderne forfølges og nedslagtes. 1900-tallet var spækket med dem med to verdenskrige, fascismens, nazismens og kommunismens frygtelige forfølgelse af politiske modstandere eller racemæssigt påståede underlødigheder. Og i det nye årtusinde er den islamistiske terror blevet en lige så frygtindgydende trussel som i sin tid den kristne kirkes forfølgelser, inkvisitioner og korstoge.

Stadig hersker i store dele af verden skånselsløse borgerkrige eller skånselsløse terrorhandlinger, men på de sociale medier florerer nu også hademails og dødstrusler i et omfang som ikke har været muligt tidligere.


I bogen om 'Hadets anatomi' understregede forfatterne Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernefelt i sin tid netop at had kan føre til det rene vanvid, hvis det får lov at løbe løbsk, som det skete i Bosnien og Serbien i 1990'erne, og end ikke forsøges standset af selv normalt fornuftige skolelærere der er vant til at have elever af alle slags i deres klasser. De to forfattere drøftede dog problemet på rent intellektuelt plan uden at blande psykologien ind i billedet. Og det er jo tåbeligt, når had nu engang er en psykisk projektionsmekanisme, og bliver den et udbredt fænomen i et givent samfund eller en given kultur, bliver der oven i købet tale om et massepsykologisk fænomen. Og i intet af tilfældene kan man moralisere sig ud af problemet.

Grof-eksperten Jørgen Lumbye gør fornuftigt gældende at negative følelser altid er en neurotisk genaktivering af traumer. Derfor bør man aldrig handle i had eller vrede - eller handle sine traumer ud på andre, man skal i stedet konfrontere sig selv med disse følelser. Og det kan fx ske i terapi - eller ved simpelthen at standse op og undlade at reagere impulsivt i en given situation. Vigtigt i denne forbindelse er at lære at lægge bånd på sine negative følelser uden for terapisituationen, men samtidig bearbejde dem. Og man skal forstå, at det nok er etisk forkert at rette negative følelser mod andre personer, men ikke uetisk at have negative følelser.

De negative følelser bliver dog et stort demokratisk problem når de fører til et had der undergraver den normale sunde debat. Det så vi klart under Muhammed-krisen omkring en dansk bladtegners i de fleste danskeres øjne harmløse karikaturtegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Den var yderst relevant som kommentar til både den vitterlige islamistiske terrorisme og forsøgene på at begrænse ytringsfriheden ved henvisning til såkaldte religiøse følelser. Som om religiøse følelser skule være undtaget fra friheden til kritik og karikatur, når de vitterligt i visse kredse misbruges som forsvar for terror. En af de muslimer der dengang opildnede til had mod danskerne og dansk ytringsfrihed - den libanesisk fødte Ahmed Akkari - indså siden sin fejl og beklagede sin optræden. Og det er fint med en sådan selverkendelse. Men så udsattes han selv for had og hademails. For der er stadig mange fanatiske muslimer der ikke tåler fri kritik af deres religion. Og deres beklagelige og demokratiblokerende fanatisme består netop i at de betragter deres egen subjektive tro som absolut sandhed.

Blogs-problemet kommer vi heller ikke udenom. Det generelle problem er at uhyre mange mennesker på nettet, velsagtens flertallet, og det vil igen overvejende sige unge mennesker, har fået indarbejdet den store uvane at reagere på alt muligt umiddelbart og spontant. Det betyder bogstaveligt at de reagerer instinktivt - uden at lade fornuften, den kritiske tanke, gå imellem impuls og handling, og det er naturligvis tåbeligt, da mennesket netop til forskel fra dyrene har fornuften til at træde til for at vurdere hensigtsmæssigheden af det man har tænkt sig at gøre.

Undertegnede blev selv for nylig udsat for en primitiv umiddelbar reaktion fra en feminist jeg tillod mig at kritisere på konkrete punkter i artiklen Drømmer kvindefrigørelsen virkelig om kønsforskellens ophævelse. Jeg sendte hende et link til artiklen - som jeg altid gør i sådanne tilfælde - og straks fyrede hun uden overhovedet at have læst artiklen følgende salut af: ".... det er altid en fornøjelse at læse mænds fikse ideer om hvad kvinder skal. Jeg har også en fiks idé om det mænd skal. F.eks. bør de disciplinere deres testosteronstyrede reptilhjerne og finde ind til det omsorgsgen, de trods alt har, i stedet for at projicere det over på kvinder." - Altså ren og skær projektion fra damens side, men med helt normal beskyldning mod modparten om at det er ham der projicerer! Det er let at gennemskue den slags hvis man véd noget om dybdepsykologi, og man kan også sagtens se, at den person fyrer noget sådant af, ikke har begreb om psykologi og ikke praktiserer fornuftig refleksion.

Nettet er i sig selv et teknisk fremskridt, men det er i høj grad ramt af det kolossale udbud af såkaldte 'blogs' (eller weblogs) og korte outputs på twitter og facebooks, hvor enhver på stående fod kan offentliggøre sin uforbeholdne mening om alt og alle, inklusive sine fordomme og idiosynkrasier, eller sine ordinære indtryk fra ferier og sine ekstraordinære glæder og skuffelser i privatlivet. Den bærende idé er hele vejen igennem at man kan bekendtgøre hvad man vil, når man har lyst - uden hensyn til andre. Det er på den ene side gabende kedsommeligt, men beror tilsyneladende på en stiltiende aftale om at både åbenheden og det 'at være på' er så henrivende et fremskridt, at man tager andres kedsomhed som en selvfølgelig omkostning ved selv at kunne folde sig ud. Men det er på den anden side ødelæggende for al sund fornuft og erkendelse.

Et meget sigende eksempel fra de sidste dage er kvinders sprogoverfald på forfatteren Jens Christian Grøndahl der fornylig var så uforsigtig at komme med den ganske fornuftige bemærkning at den svenske journalist Kim Wall nok burde have undladt at tage mod invitationen fra Peter Madsen om en tur i hans specielle undervandsbåd. Det er da fuldstændigt rigtigt at kvinder i almindelighed burde kunne stole på en mand der kommer med en spændende invitation, men når der altså vitterligt findes mænd der har ekstremt udspekulerede og forbryderiske tanker i hovedet, så bør en kvinde aldrig stole på hvem som helst, men se sig for. Det gjorde det gode og tillidsfulde menneske Kim Wall ikke, og derfor løb hun en alt for stor risiko. Hun kunne naturligvis ikke vide noget som helst om hvilken forbrydelse Madsen havde udpønset mod hende, men hun kunne have undgået sin tragiske skæbne ved bare en lille smule mistanke. Og dette må det da være tilladt at sige højt uden at blive overfaldet verbalt af enøjede feminister der benægter såvel den fundamentale kønshormonale forskel mellem mænd og kvinder som forskellene i individernes perverse psykiske konstruktion fra barneårene.

Det store demokrati-fald ligger i at man helt undlader eftertanken, refleksionen og fordybelsen, for det er disse indstillinger og kun dem der kan sikre den nødvendige oplysning. Hademails er topmål af demokrati-fald, men mildere former er også skadelige. I alle de nævnte tilfælde ser man udslag af et had og en foragt som ikke kan forklares som simple og uskyldige udtryk for forskelle i smag og holdninger, men må ses som udslag af manglende evne og vilje til at se og forholde sig nøgternt til hvad der dukker op af negativitet fra de dybeste, instinktive lag i psyken.


I mine øjne kommer de to mest truende farer i nutidens udvikling fra den almene mangel på dybere psykologisk indsigt - og fra den muslimske verdens mandschauvinistiske autoritetstro med tilhørende systematiske kvindeundertrykkelse. Der følger en artikel om noget så besynderligt som Jihad-kulturen. Det hører med til bedømmelsen af religionerne, at de fleste akademiske eksperter i religion også savner ethvert kendskab til dybdepsykologi, skønt de religiøse hovedbegreber alle henviser til psykiske fænomener og kun kan forstås som sådanne. Jf. religionsskifte uden ånd  (9.1.18.

Men som afslutning på denne artikel om Ødipus-komplekset skal humoren endnu engang fremhæves det eneste psykiske modstykke eller modspil til al absolut autoritetstro og absolut ideologi af religiøs eller verdslig art.

Humoren kan naturligvis anvendes som spot og satire, men i sin ideelle udgave er den det modsatte af had og foragt, fordi den netop er karakteriseret ved evnen til at se tingene fra forskellige vinkler, herunder også at se modsætninger som komplementære i stedet for som absolutte enten-eller-modsætninger. Og for det ægte humormenneske gælder desuden at det ikke fortrænger hvad det har oplevet eller forestillet sig, men tværtimod lader det alt sammmen gå ned i den kreative underbevidsthed, som først og fremmest styres af de frie og normalt gode associationer.

Ejvind Riisgård


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Henvisninger    Til toppen

Litteratur:

Ole Ankjær Olsen: Ødipus-komplekset. (Hans Reitzels Forlag. 1988) - Heri side 172-193 om "Melanie Klein og hendes teori om Ødipus-komplekset".
Melanie Klein: Psykoanalyse af børn. Udvalgte skrifter (Rhodos. 1973). Heri to kapitler fra Kleins "Psychoanalysis of Children" (1932)
Erling Jacobsen: Godt og Ondt. (Centrum. 1983)


Relevante artikler på Jernesalt:

Hademails florerer og ødelægger både debat og udvikling  (7.8.13.)
Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Bobler i økonomi og medier er til fatal skade for befolkningen  (15.8.16.)
Clement ødelægger al god debat og samtale  (16.2.16.)
Muhammedtegningernes altafgørende betydning  (30.9.15.)
Danmarks Radio sjofler Niels Bohrs banebrydende indsats med billig underholdning  (11.2.15.)
Sprogterror afslører fatal uvidenhed om psykologi
- hos bødler, ofre, politikere og journalister  (18.11.14.)
Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten )
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.07.)
religionsskifte uden ånd  (9.1.18.


Livskvalitet, religion og humor  (12.2.12.)
Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Akkari og Satans yngel i Danmark
Er humor den 6. våbenart?
Humor og EU-politik  ( Berlusconi)
humor og finanser  (31.8.06.)
Humor, politik og helhedsrealisme  (30.11.10.)
humor, religion og tragedie
Humor og religion i værdikampen
Humormennesket Storm P.
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')


Komplementaritetens betydning for politik og eksistens  (4.6.17.)
komplementaritets-aksiomet
komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
komplementariteten: Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende?  (5.4.10.)
komplementaritetssynspunktet, modstanden mod  (13.1.11)


De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Freud, sjælen, hjernen og - konsistensen  (16.8.12.)
Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger


Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneskeom uskyld, hellighed og jomfruelighed


Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal