|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.6.02Bjørn Nørgaards gobelinerDe nye gobeliner til Riddersalen på Christiansborg, som har været 12 år undervejs, er den største danske udsmykningsopgave siden Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke med bibelske freskomalerier 1895-1906.Der er lavet mange andre udsmykninger i Danmark siden 1906 - Frederiksberg svømmehal 1935-38 (Lundstrøm), Århus Statsgymnasium 1959-60 (Jorn og Vemaëre), Skjortefabriken Angli, senere Tekstilskolen, Herning 1966 (Carl-Henning Pedersen og Aagaard Andersen), Herlev Sygehus 1976 (Paul Gernes), Ribe Domkirke 1983-88 (Carl Henning Pedersen), bare for at nævne nogle - men ingen er indholdsmæssigt så omfattende og komplekse som Nørgaards. Hans gobeliner dækker en Danmarkshistorie på mere end tusinde år, nemlig fra de hedenske sagnkongers tid til nutiden - ja, med antydning af den forestående globale og digitale fremtid. Dette forhold bevirker, at gobelinerne bliver uden sammenligningsgrundlag i Danmark; man skal fx til Oslo, til Rådhuset 1950 (Henrik Sørensen, Alf Rolfsen, Reidar Aulie, Axel Revold m.fl.) eller Universitetsaulaen 1910-15 (Edvard Munch) for at finde tilsvarende storslåethed i idé og udformning, men også her har opgaverne været af anderledes art. For rådhusets vedkommende ubundent modernistisk, for aulaens meget symbolsk orienteret. Det specifikke ved Nørgaards gobeliner - som ved Skovgaards fresker - er, at det er en enkelt kunstner der har ansvaret for idéens konkrete udformning og gennemførelse til et bestemt rum. Skovgaard fik en stor og mørk kirke i romansk stil til ramme for sin udfoldelse - og undgik ikke at gøre en vis vold på rummet ved at påmale alle malbare felter. Nørgaard fik en enkelt sal, formet i en - som han selv betegner den - tung og forsinket historistisk stilart, til rådighed, og han har set det som en væsentlig opgave at få værket til at hænge sammen med rummets arkitektur, funktion og farver. Og det må siges at være lykkedes over al forventning, idet der dog er blevet foretaget mindre ændringer af rummet, så man kan tale om en ny totalitet. Stilmæssigt har Nørgaard valgt at holde sin person tilbage til fordel for de skildrede perioders egen stil. Det har givet en smuk sammenhæng mellem periode og billedkomposition. I 'Vikingetiden' går periodens karakteristiske ornamentik igennem. 'Ældre middelalder' bliver præget af romansk ‘rundbuestil', mens yngre middelalder præges af den gotiske stil, som vi kender fra mange af vore egne landsbykirker, hvis hvælv har kalkmalerier. 'Reformationen' bliver strengt formet i sit alvorlige opgør mellem katolicisme og protestantisme. 'Adelsvældet' får ægte renæs-sance-stil både i indhold og form, idet barokken dominerer. 'Ældre enevælde' går videre til rokoko, og yngre enevælde til klassicisme. 'Ældre Glycksborgere' præges af modsætningen mellem ‘spidsborgerlig' biedermeier-stil og den fremstormende folkelighed, der førte til arbejderbevægelse og kvindebevægelse. Og endelig bliver stilforvirringen selve den modernistiske stil i skildringen af det 20. årh., præget som det blev af to verdenskrige og mange ideologiers modsætninger. Det kunne altsammen virke forvirrende i sin helhed, hvis ikke det totale gobelinværk kompositorisk er holdt sammen af ensartethed i rammen. Alle gobelinerne har en bordure med portrætter plus symboler foroven og forneden - og med såkaldte kartoucher til højre og venstre, ornamenter der her danner ramme om symboler for den tekniske og videnskabelige udvikling i de pågældende perioder. Det er gjort med Nørgaards sikre fornemmelse for symboler, billedsprog og komposition. Men hele denne stilmæssige anonymitet skal ikke forlede en til at tro, at Nørgaard fornægter sig selv på nogen måde. Han lægger i et interview i den trykte guide vægt på, at han ikke påtog sig et bestillingsarbejde i snæver forstand, idet han af den ansvarlige komité, det såkaldte 'tapetkomplot' med dronningen i spidsen, fik frie hænder til indhold og udformning. Og han har efter eget udsagn ikke på noget tidspunkt måttet ændre nogetsomhelst. Nørgaard har i komiteen haft sparringspartnere under forløbet, primært rigsantikvar Olaf Olsen og museumsinspektør Erik Fischer, men ansvaret for det færdige resultat er hans alene. Men naturligvis har opgaven været bunden i den forstand, at gobelinerne skulle fremstille det danske riges og de danske kongers historie i fuld længde og ikke som de gamle gobeliner, nu tilbageført til Rosenborg, en enkelt begivenhed som skånske krig 1675-79. Da Bjørn Nørgaard er opvokset i et arbejdermiljø, har opgaven derfor allerede fra hans egne overvejelser inden accepten stillet ham over for det spørgsmål, om den var forenelig med hans sociale og politiske holdning, og han kom til et positivt svar, fordi kongernes historie er en væsentlig del af Danmarks historie, og fordi der netop ikke forlangtes kongerøgelse fra hans side. Han fik sin fulde frihed til også at påpege monarkiets ændrede rolle i rigets historie, i særdeleshed efter den franske revolution. Enevælden blev her i landet først afskaffet med junigrundloven af 1849, og dermed blev styreformen parlamentarisk-demokratisk, mens monarkiet blev repræsentativt (i realiteten først definitivt i 1920 i forbindelse med påskekrisen, hvor Christian X blev sat på plads af regeringen). Ændringen er flot og morsomt skildret i gobelinen "Ældre Glycksborgere" (perioden 1830-1912), hvor kongerne adskilles fra de sociale og politiske begivenheder på markant vis, nemlig med søjler. Christian 8. (1830-48) og Frederik 7. (1848-1863) er placeret i hvert sit biedermeier-hjørne med symboler for deres interesser. Og Christian 9. (1863-1906) med hele sin europæiske storfamilie er opstillet i et gruppebillede på baggrund af Christiansborgs brand, omgærdet af karyatider, kvindefigurer som bærende elementer. De bærer parafraser over kendte danske landskabsbilleder med mølle og landsbykirke og bondegårde (bl.a. Johan Th. Lundbyes Vognserup) samt en parafrase over kvinder der sanker korn (efter Millet). Ingen af delene har noget at gøre med det der skildres udenom: Slaget på Fælleden 1872 og arbejderbevægelsen. I ‘Yngre Glycksborgere' (perioden 1912-72) er kongehusets reducerede rolle også illustreret. Christian X ses alene ved Genforeningen med Sønderjylland 1920 (samme år som påskekrisen!) ridende på sin hvide hest. Og Frederik IX ses alene i familiebilledet fra 1947 med de tre prinsesser. Dronning Margrethe er desuden med som kronprinsesse i bryllupskareten 1967. Nørgaard understreger, at der ikke heri ligger nogen kritik af monarkernes rolle, men alene en beskrivelse af den faktiske udvikling fra adelsvælde og enevælde til repræsentativt monarki, hvor regentens rolle er kulturel og symbolsk identitetsskabende. Nørgaards løsning peger på noget aldeles centralt i hans historieforståelse. Han opfatter ikke historien som objektive data (hvad den naturligvis også er), men som en subjektiv ‘konstruktion' i de menneskers sind, som af den ene eller anden grund gider befatte sig med den, fx fordi man har været så heldig at have haft historieundervisning i skolen! Og han nævner selv, at denne indstilling svarer til forståelsen af kunst og litteratur. Personligt bryder jeg mig ikke om ordet konstruktion i denne forbindelse, men det er jo nu engang via litteraturkritikken kommet ind i den akademiske videnskab som et uomgængeligt begreb. Det lyder imidlertid i mine øren alt for meget af totalt vilkårlig, rationel, ja næsten ingeniørmæssig opbygning af omverdenen. Og en sådan kan der af gode grunde ikke være tale om hos levende, organiske mennesker, der begynder opbygningen af deres forståelse af verden allerede fra spædbarnsalderen, hvor intellektet spiller en begrænset rolle, mens det ubevidste, det sansede, og det indre billedmæssige til gengæld spiller en afgørende rolle. Det véd Nørgaard naturligvis både som billedskaber og som myte- og symboltolker. Det væsentligste i udsagnet er derfor ikke det ingeniørmæssige i konstruktionen, men derimod det subjektive: Vi forstår historien ved at projicere vore egne billed- og begivenhedsopfattelser bagud i tiden. Samtidig med at vi lader historien udvikle sig i takt med den erkendelse vi nu i nutiden opnår af politiske begivenheder og den økonomiske virkelighed, der omgiver os, som han udtrykker det i interwiew'et. Historien er ikke udtryk for en dybere (eller objektiv) sandhed, den er et forhold mellem fortiden og os selv som levende, nutidige mennesker, der kan hente vor identitet og vor inspiration, ja undertiden vore forbilleder eller skrækbilleder i fortidens begivenheder og skikkelser, men som ikke kan unddrage os ansvaret for vor egen fortolkning, og som derfor gør klogt i at opretholde en kritisk distance til begivenhederne, en bevidsthed om selve forholdet. Denne nørgaardske subjektivisme gør hans historiske gobelinværk i sin helhed til noget særligt. Nemlig til en Danmarkshistorie, Verdenshistorie, Kirke- og Religionshistorie samt Kunst- og Kulturhistorie, der i sit mylder af skildrede begivenheder, personer, parafraser og symboler tegner et mangfoldigt billede af tusind års udvikling i vort land og i det Europa vi hører til, på en sådan måde, at det vækker til eftertanke, genkendelse, undren, opdagelse, kritik og modsigelse samt sorg og munterhed - men aldrig ligegyldighed. Ikke alene monarkiets rolle ændres i løbet af den skildrede udvikling, det gør også kirkens. I middelalderen smeltede stat og kirke sammen, men med renæssancen rev videnskaben sig løs, således at der begyndte en sekulariseringsproces, der endte med adskillelse mellem stat og kirke, men udviklingen gik over et adels- og enevælde, hvor monarken herskede af Guds nåde, hans magt blev altså kirkeligt sanktioneret. Dette fremgår tydeligt af gobelinerne. Paver, hellige folk, munke og præster mister indflydelse. Reformationen betød i Nordeuropa, at den katolske kirke gik voldsomt tilbage - trods en fremragende fortaler som Poul Helgesen. Men protestanterne holdt sig ikke tilbage fra kætterforfølgelse og heksebrænding. Først med oplysningstiden og den franske revolution kom der skred i tingene. I det 19. og 20. århundrede er paver og præster stort set forsvundet fra det nørgaardske billedgalleri. End ikke de religiøse vækkelser i det 19. århundrede kommer med, skønt de er uløseligt knyttet til den folkelige oplysning og rejsning omkring andelsbevægelse og begyndende arbejderbevægelse. Subjektiviteten giver sig undertiden morsomme udslag i udvælgelsen af begivenheder der kommer med. Fx har Gøngehøvdingen, den tapre ‘partisan' under svenskekrigene i 1600-tallet, Svend Poulsen Gønge, fået en fremtrædende placering, der primært må skyldes, at Carit Etlar har foreviget ham i sin meget populære roman. Og i persongalleriet er den engelske konge Richard Løvehjerte (1157-1199) formentlig medtaget, fordi Walter Scott har skildret ham i sin meget udbredte historiske roman ‘Ivanhoe' fra 1819 (dansk oversættelse allerede 1822). Så det er lige før man savner ‘Den sidste mohikaner'. Til gengæld betyder den subjektive vægtning også, at personer man selv synes oplagte, glimrer ved deres fravær. Steffen Heiberg har i Politiken peget på, at Dante (1265-1321), Den Guddommelige Komedie's forfatter, ikke er kommet med i ‘Yngre middelalder's øverste bordure, skønt hans rolle til forståelsen af den tid er uomtvistelig, men det kan skyldes, at Nørgaard har valgt at forbeholde borduren til hellige kvinder: Katharina af Siena, Jeanne d'Arc, Birgitte af Vadstena og Elisabeth af Portugal - og det er igen sandsynligvis sket bevidst netop for at fremhæve kvinden i den gobelin, hvor Margrethe I har en dominerende rolle. I ‘Yngre Glycksborgere' (vort eget 20. årh., der dog slutter ca. 1972) er der to påfaldende udeladelser. Sigmund Freud er ikke kommet med, skønt hans banebrydende psykoanalyse var med til at ændre hele vor psykologiske forståelse - og Josef Stalin er bortvalgt, skønt Lenin, Hitler og Mao er med. Hitler var den store skurk indtil 1945, men Stalins misgerninger var ikke mindre, hverken før, under eller efter 2. verdenskrig. Nørgaard giver selv - i interviewet - udtryk for, at man netop af det kommunistiske projekt i Østeuropa kan lære, hvor galt det går, når et regime undertrykker historie, nationalfølelse og religion. Men det er desværre en lære mange endnu ikke har forstået, måske især på den venstrefløj Nørgaard selv tilhører. Og det ville have været godt at blive mindet herom. Hitler var ikke ene om skæbnesvanger ensretning i det 20. årh. Ensretning kan også ske i socialismens, proletariatets, folkets og fredens navn. Den gode subjektivisme i Nørgaards gobeliner hænger naturligvis sammen med hans meget bevidste opfattelse af historiens nødvendighed for os som hele mennesker - uden historien vil man ikke kunne forstå sig selv som en del af et langt og større fællesskab, men vil få en afstumpet opfattelse af sig selv som person, hedder det. Den giver sig også udslag i de på engang originale og sjove indslag af påmindelser om Nørgaards egne kunstværker. Den nøgenfødte Kristus (happening på Børsen 1969), Hesteofringen ved Holbæk1969, Sleipner i Horsens, Beowulf-aktionen i Sidney 1990, samt indsatte værker eller elementer rundt omkring (alene tre i Ældre Enevælde). Men også indsættelsen i Yngre Glycksborgere af et lille kolonihavemiljø hvor kunstneren selv er med tillige med faderen og dennes hustru. Og så er hans selvportræt naturligvis med i Mellemstykke I, hvor også ‘tapetkomplottet', indsamlingskomiteen og ‘malerholdet' er portrætteret. Hertil kommer de meget sjove 'huller i tiden': En lille radar indsat i ‘Reformationen' som symbol på kommunikation og oplysning. Vladimir Talins monument til 3. Internationale, et Babelstårn, indsat i 'Adelsvældet' mellem Chr. 4.'s Rundetårn og Børsen, velsagtens som påmindelse om, at ambitionsniveauet nogen gange bliver for højt. Og endelig Dronning Margrethe den 2. indsat i lille ramme i Vikingetiden ved roden af den hellige Yggdrasil-ask. I gobelinen 'Nutid' er dronningen og prins Henrik portrætteret stående på hver sin side af visdommens eller kundskabens træ, som vi (eller nogle af os) husker fra bibelens skabelsesberetning. En slange slynger sig omkring en gren - og frister endnu engang mennesket, her dronningen til at række prinsen et æble fra kundskabens træ. Man kunne være fræk og spørge om træet i virkeligheden hedder danskundervisning. Men morsom er ideen. Ellers er det nok persongalleriet i 'Yngre Glycksborgere' der kunne friste til flere kommentarer. Der er tale om en meget bevidst symmetrisk parallelisering fra Nørgaards side, når vi i både øverste og nederste bordure bevæger os fra midten og udefter. Øverst kommer fysikeren Einstein over for Niels Bohr. Filosoffen Sartre overfor religionshistorikeren Vilh. Grønbech. Komponisten Stravinsky over for Carl Nielsen. Filosoffen Bertrand Russell over for kultur-kritikeren Poul Henningen. Arkitekten Le Corbusier over for Jørn Utzon. Forfatteren Boris Pasternak over for Martin Andersen Nexø. Filminstruktøren Eisenstein over for Carl Th. Dreyer, Forfatteren Thomas Mann over for Johs. V. Jensen. Skuespilleren Charlie Chaplin over for Poul Reumert og den engelske suffragette Christabel Pankhurst over for Karen Blixen. Og det kan man så tænke nærmere over. Karen Blixen var også kvindesagskvinde. Grønbech var også filosof og kulturkritiker. Valget af den sidste til billedgalleriet har glædet mig specielt, fordi jeg har beskæftiget mig så meget med Grønbech. Jeg mener han absolut hører hjemme i denne fine klasse. Andre vil være uenige. Han er ikke særlig kendt længere. Men jeg forestiller mig, at han er valgt af Nørgaard netop ud fra hans dybe forståelse for den historiske sammenhæng vi subjektivt lever på og må leve på for at være hele mennesker. I nederste bordure kan man se Gandhi over for Stauning (begge afskyede krig); præsident Kennedy over for venstre-høvdingen Erik Eriksen, der som statsminister 1950-53 stod for gennemførelsen af grundlovsændringen 1953, der bl.a. medførte kvindelig arvefølge for tronen. Men vi får også de Gaulle over for Nina Bang (begge var både historikere og politikere), Lenin over for Mogens Fog (begge med klare intellekter) og Mao over for Frode Jacobsen (måske fordi Maos lange march 1934-35 kan sammenlignes med Frode Jacobsens 1940-43, selvom målsætningen unægtelig var forskellig). Willy Brandt placeres modsat Jens Otto Krag, begge var socialdemokratiske europæere, Krag fik Karl den Store-prisen for sin bestræbelse for at føre Danmark ind i EU, og Brandt vil huskes som den vesttyske politiker der turde indlede forsoningspolitik over for Øst-Europa. Han er en påmindelse for os om, at Europa også er Øst-Europa. Således kunne man blive ved....... Bjørn Nørgaards gobeliner er nemlig umådeligt inspirerende at gå på opdagelse i. De er mesterværker der utvivlsomt i lange tider vil vække til eftertanke, ja provokere stadig nye betragtere. På enestående vis får de Danmarkshistorie, Verdenshistorie, Kirke- og Religions-historie, Kultur- og Kunsthistorie til at gå op i en højere monumental enhed der passer til stedet og rummet. Dronningen og det øvrige ‘tapetkomplot' har stor ære af at have turdet overdrage opgaven til denne kunstner - og givet ham frie hænder til dens løsning. Resultatet er blevet over al forventning smukt og spændende. Se også artiklen: Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaard om Jon O. Laurings propagandafelttog mod Bjørn Nørgaard i Weekendavisen 1.8.03. Jan Jernewicz Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Bjørn Nørgaard - Olaf Høst - Arne Haugen - Johan Th. Lundbye. 
Henvisninger: Links: Bjørn Nørgaards hjemmeside med bl.a. værkkatalog Gobelinerne i Riddersalen på Christiansborg Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden? (15.10.10.) Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi David Favrholdts æstetik En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden Printversion |