utils prefix normal JERNESALT - mellemoest03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.07.

Nye Mellemøst-strategier

Netop som den officielle kritik af Libanonkrigens førelse sidste år i disse dage hagler ned over den israelske premierminister og forsvarsminister og fremkalder store demonstrationer mod hans regering kan det være nyttigt at læse den bog om 'Nye kolde krige i Mellemøsten', som Lars Erslev Andersen, Søren Hove og Morten Valbjørn for ganske nylig har udgivet. For den sætter såvel Libanonkrigen som den forværrede situation i Irak, den uløste situation i Det Palæstinensiske Selvstyre og truslen fra Iran ind i en overordnet ramme der gør det nemmere at bevare overblikket.

Den israelske undersøgelseskommission har uden omsvøb beskyldt premierminister Ehud Olmert for alvorlig svigt og mangel på dømmekraft, ansvarsfølelse og forsigtighed i forbindelse med den kortvarige, men voldsomme krig i Libanon i juli 2006, og samtidigt kritiseret forsvarsminister Amir Pertz for manglende erfaring og kendskab til hæren. Kritikken bekræfter ganske udmærket Herbert Pundiks dom over den israelske hær (Politiken 29.4.) at den ganske enkelt har glemt hvordan der skal føres krig [dvs gammeldags frontkrig] - fordi den bruger kræfterne på at bekæmpe palæstinensiske terrorister samt opretholde den israelske besættelse af palæstinensiske områder. Olmert på sin side nægter at træde tilbage. Han sidder fortsat med et solidt flertal i Knesset og ville ved udskrivning af nyvalg ikke alene tabe stort, men risikere at få sit Kadima-parti helt udslettet. Desuden ville et nyvalg ikke afklare selve de politiske problemer.

Libanon-krigen startede som bekendt med Hizbollah-bevægelsens kidnapning af to israelske soldater, og formålet med hele modoffensiven blev fra israelsk side klart defineret som en nedkæmpelse af den ikke-statslige islamistiske bevægelse og en genetablering af en partisanfri zone i Sydlibanon der ville sikre Israel fra terrorangreb fra den kant. Israelerne havde under Ehud Barak trukket sig ud af Sydlibanon i 2000, men havde jo kunnet konstatere at Hizbollah havde benyttet årene til systematisk opbygning af stærke og vidtstrakte underjordiske baser i området. Men den israelske indsats mislykkedes, ikke mindst fordi efterretningstjenestens informationer var for dårlige og hele krigsførelsen følgelig blev for planløs og impulsiv.


Men en anden væsentlig grund var det forskerne kalder asymetrien mellem de krigsførende parter, og som belyses udmærket i den nævnte bog. En krig mellem en stat og en ikke-statslig partisan- eller guerillabevægelse er og bliver en ulige kamp, fordi partisanbevægelsen fører irregulær kamp, dvs blæser fuldstændigt på de internationale regler for regulær kamp. Den blander sig med civilbefolkningen på en sådan måde at en effektiv og regulær statslig kamp imod dem ikke kan undgå at medføre store civile tab. Og dette får igen den internationale forargelse og fordømmelse mod statsmagten til at stige dag for dag. Lars Erslev redegør udførligt for disse problemer, idet han kalder partisankrigens logik beskidt og djævelsk, eftersom sympatien for de civile ofre i højere grad kommer til at ligge hos partisanen end hos den krigsførende stat. Vi ser samme problematik i Afghanistan og Irak. Vi så den under den israelske kamp mod den palæstinensiske intifada i 2000 og altså nu sidst i Libanon. Sympatien for Israel i den vestlige verden (og indenlandsk for regeringen) styrtdykkede på fem uger fra næsten hundrede procent til nul. Dette var og er fortsat skæbnesvangert for Israel. Men det var ikke den eneste utilsigtede virkning.

En anden skæbnesvanger virkning er selve styrkelsen af Hizbollah-bevægelsen. Bevægelsen har ligesom Fatah- og Hamas-bevægelserne i Palæstina en klar dobbeltkarakter. De er både kamporganisationer og sociale organisationer. Det sidste giver dem et overordentligt stort og bredt netværk, der sikrer dem rekruttering samt pengemæssig og moralsk støtte til deres kamp. I Libanon blev bevægelsen trukket ind i regeringssamarbejdet med henblik på at få dens militante del under kontrol, men det lykkedes ikke for Libanons regering. Og selvom hovedformålet med den internationale, FN-sikrede aftale om Libanon, som både Frankrig og Qatar kunne tilslutte sig, var en afvæbning af Hizbollah, så er der ingen der tror på dette vil ske. Dertil er bevægelsen simpelthen for stærk.

Følgen af krigen blev altså den destabilisering af Libanon og hele regionen som Hizbollah ønskede gennem en underminering af den legale libanesiske regerings magtmonopol med risiko for decideret borgerkrig mellem den lovligt valgte regering og guerilla-bevægelsen. Bevægelsen støttes systematisk af Iran der har selvsamme interesse i en destabilisering af regionen. Hizbollahs retorik under konflikten fokuserede - som Morten Valbjørn præcist påpeger - på den israelske stats illegimitet, på solidariteten med palæstinenserne, på behovet for forandringer i den arabiske verden og på selve det arabiske fællesskab. For Israels vedkommende betyder alt dette en fortsat trussel fra nord. Men samtidigt et pres for at bidrage til en løsning af konflikten med palæstinenserne.


Som det fremgår af Sørens Hoves afsnit i 'Nye kolde krige i Mellemøsten' var det påfaldende at den saudi-arabiske regering allerede to dage efter Libanonkrigens opstart brød med den arabiske tradition for at ansvarliggøre Israel for ulykkerne og i stedet utvetydigt kritiserede Hizbollah for at have startet konflikten med bortførelsen af de to israelske soldater. Regeringens erklæring skelnede mellem de arabiske landes sag og de ikke-arabiske lande, og forklaringen er, at Saudi-Arabien ønskede at bremse såvel den almene popularitet som det persiske Iran havde opbygget ved at fremstå som modstander af Vesten og Israel og at bremse den specifikke indflydelse Iran kunne udøve gennem Hizbollah-militsen i Libanon. Samme indstilling havde de øvrige Golfstater, herunder Qatar der som den eneste arabiske stat på det tidspunkt var medlem af FN's Sikkerhedsråd og her bakkede op om resolution 1701 der satte afvæbning af Hizbollah som mål.

Tydeligere kunne det ikke vises at der var et klart spændingsfelt mellem de pro-vestlige regeringsledere og de anti-vestlige islamister i regionen. Til de første hører ud over Golfstaterne også Jordan og Egypten. Men også her afslørede Libanonkrigen tillige med sagen om de danske Muhammedtegninger at brudfladerne i regionen er under forvandling.

Muhammed-sagen eskalerede først for alvor da Saudi-Arabien og Qatar så chancen for at rette den anti-vestlige kritik mod et lille land som Danmark som ikke havde den store betydning som handelspartner eller politisk faktor i stedet for at rette kritikken mod den vigtigste handelspartner USA som jo også er den politiske supermagt i verden. Kongefamilierne i Golfen er principielt pro-vestlige, men kunne her via bl.a. medierne og det saudiske præsteskab lade den folkelige anti-vestlighed gå ud over et lille venligtsindet, men ubetydeligt land som Danmark - mens supermagten gik fri (og iøvrigt på sin side var tilbageholdende i sin støtte til den danske regerings kamp for ytringsfriheden). Dette forhindrer naturligvis ikke udenrigsminister Per Stig Møller i forud for konferencen i Sharm el-Sheik at besøge et par Golfstater for at lægge et ord ind for øget engagement i genopbygningen af Irak. Han tror jo fortsat på Det Arabiske Initiativ.

Muhammed-sagen dokumenterer at de konservative monarkier i Golfen - modsat de revolutionære republikker som Egypten - prioriterer udenrigspolitikken og den eksterne sikkerhed højere end indenrigspolitikken, men udnytter chancerne for at øge den interne sammenhængskraft gennem den religiøse propaganda, når lejligheden byder sig.


Men generelt er Golfstaterne efter Muhammedkrisen og Libanonkrigen ifølge Hove i defensiven i forhold til de oppositionelle kritikere. De er ikke ligefrem blevet ustabile som Libanon, for magten ligger temmelig fast hos kongefamilierne. Udviklingen i Golfstaterne dikteres og kontrolleres oppefra. Der er små reformer i retning af mere frihed og demokrati, men de er meget små, for magthaverne er ikke indstillede på reformer der grundliggende ændrer ved deres magt.

Lars Erslev understreger det velkendte forhold at der for USA ganske enkelt er to parter i Mellemøsten: dem der bakker op om USA's nye politik og dem der er imod. Såfremt grupper og regimer ikke er enige med den amerikanske vision for et nyt Mellemøsten er de fjender. Det har stor betydning for såvel kongefamilierne i Riadh og Amman som for præsidenten i Cairo: ingen af dem skal nyde noget af at havne på den forkerte side af skillelinjen mellem USA's venner og fjender.

Hovedproblemet for USA er naturligvis fortsat den yderst uheldige udvikling i Irak der fortsat synes meget langt fra den indre sikkerhed der er grundlaget for opbygningen af en civil orden. I disse dage er der netop stor international konference i feriebyen Sharm el-Sheik i Egypten om hjælp til denne genopbygning, men det kan ikke overraske at ikke mindst Saudi-Arabien understreger vigtigheden af at der gives sunnimuslimerne i Irak fornøden sikkerhed til at opretholde tilværelsen og deltage i styret på lige fod med shiiterne.

Rivaliseringen mellem sunnimuslimerne og shiiterne i hele Mellemøsten er i dag så stærk at det efterhånden er helt meningsløst at tale om 'den arabiske verden' som begreb. Der er en klar opdeling mellem de sunnimuslimsk dominerede områder og de shiitisk dominerede. Og denne spænding forstærkes igen af at der er grundliggende modsætningsforhold mellem statsmagten og de folkelige, ofte deciderede islamistiske bevægelser i mange af landene. Endelig kommer hertil det forhold at regionens store ikke-arabiske, men stærke shiitiske nation, Iran, allerede efter Saddam Husseins fald, men navnlig efter Libanonkrigen har fået en langt større indflydelse i hele regionen end tidligere og med sit atomprogram skaber meget stor usikkerhed for de kommende år.

Iran er i dag USA's største hovedpine efter Irakkrigen, for landets stærke anti-amerikanske regering og præstestyre blander sig nu i alle konflikter i Mellemøsten, og for USA er det afgørende at landet må forhindres i at udvikle atomvåben, herom er der, som Erslev bemærker, udbredt konsensus i den amerikanske regering og i kongressen. Han mener som flere andre iagttagere, at en konfrontation mellem USA og Iran sandsynligvis vil blive optrappet i 2007.

Èn fælles interesse er der dog mellem USA og Iran, og det er at situationen i Irak ikke udvikler sig til en fuldstændigt kaotisk borgerkrig, derfor er Iran med ved konferencen i Sharm-el Sheik i disse dage, men som Erslev understreger forhandler Iran med hensyn til situationen i Irak ud fra en styrke-position, eftersom det er USA der sidder med problemerne.


Nye diplomatiske muligheder skal man ikke se bort fra. Det viste FN's resolution 1701 sidste år om Libanonkrigen, der trak Frankrig med ind i en aktiv rolle i Mellemøsten igen og muliggjorde et samarbejde mellem den libanesiske hær og de arabiske lande. Der er her et fælles ønske om at isolere Iran og Syrien.

Lars Erslev og de to andre forfattere til den nævnte bog taler om nye kolde krige i Mellemøsten til afløsning for den gamle mellem Nasser og Saudi-Arabien der var afledt af Nassers anti-imperialistiske revolte i 1950'erne og 1960'erne. Når forskerne taler om nye kolde krige i flertal, skyldes det at man ikke nøjes med at se på de store internationale konflikter, men også betragter de regionale konflikter fra samme synsvinkel, ja, endda forsøger at inddrage de stærke brydninger mellem statslige og ikke-statslige instanser i de enkelte lande under begrebsrammen, fordi også disse i værste fald kan udvikle sig fra kold til varm krig.

Men den primære nye kolde krig i Mellemøsten er den strategiske alliance mellem Israel, Jordan, Ægypten og de arabiske Golfstater på den ene side og Iran og de såkaldte ekstremister (Hizbollah, Hamas og de mange andre islamistiske bevægelser) på den anden side. For Palæstinas vedkommende er det bemærkelsesværdigt at Saudiarabien har vist store anstrengelser for gennem den såkaldte Mekka-aftale mellem Fatah og Hamas at sikre forhandlingsvejen over for Israel, men det har den foreløbig ikke gjort, fordi Hamas nægter fuld anerkendelse af staten Israel. For Syriens vedkommende gælder, at landet muligvis kan skifte side i samme retning, dvs væk fra Iran og hen mod fredsaftale med Israel, men her bliver forudsætningen at Israel indvilliger i seriøse forhandlinger om Golan.

Der er altså diplomatiske muligheder, selvom retorikken peger i anden retning. USA vil fortsat ikke forhandle med Iran eller Syrien på officielt bilateralt plan, men uofficielt er der naturligvis kontakter.


Men USA's hovedstrategi i forholdet til Iran er og bliver en genoplivning af Den Kolde Krigs strategi, dvs inddæmning og afskrækkelse i form af vedholdende trusler om militære aktioner. En af den amerikanske regerings tidligere våbeninspektører Scott Ritter, der netop har været i Danmark, har ikke lagt skjult på at han er overbevist om at USA har i sinde at angribe Iran militært for at forhindre landet i at skaffe sig atomvåben, men Lars Erslev mener modsat ikke at USA's mål i sig selv er at angribe Iran, men at presse Iran ud af Irak og Mellemøsten.

Han mener til gengæld at forudsætningen for en amerikansk opbygning af en stærk alliance i Mellemøsten er en reel fredsproces mellem palæstinenserne og Israel med den arabiske fredsplan fra 2002 som platform - og en sikring af såvel den legale libanesiske som den legale palæstinensiske regerings 'voldsmonopoler' (monopolerne på politi og militær). Kun opbygning af stærke centralmagter med monopol på magten kan sikre stabiliteren i Libanon, Palæstina og Irak.


Og netop her dukker den bitre lære fra Irak og Palæstina op, at Vesten i stedet for at styrke de nødvendige centralmagter har presset politiske processer igennem der fokuserede på frie valg. Disse frie valg har man fået, men resultatet har ikke været egentligt demokrati, men derimod en styrkelse af de islamistiske kræfter der vil have teokrati.

Erfaringerne med demokratisering efter Irak-krigen er - med Lars Erslev ordvalg - at "kombinationen af bomber og valghandlinger er en dårlig cocktail der styrker de antidemokratiske kræfter og fundamentalismen". Og forklaringen er logisk til det selvindlysende: "Frie valg i ufrie samfund i en kontekst af vold og krig fremmer hverken frihed, demokrati eller politiske reformer", for "mangler de liberale, demokratiske institutioner der er forudsætning for reelle frie valg, fører valghandlinger mere til frisættelse af anti-demokratiske kræfter end til opbygning af bæredygtige demokratiske reformprocesser. Demokrati forudsætter statslige institutioner borgerne har tillid til."


Jernesalts konklusioner

Som nævnt indledningsvis er bogen om 'Nye krige i Mellemøsten' nyttig, fordi den sætter såvel Libanonkrigen som den forværrede situation i Irak, den uløste situation i Det Palæstinensiske Selvstyre og truslen fra Iran ind i en overordnet ramme der gør det nemmere at bevare overblikket. Men dette betyder jo hverken at det sidste ord er sagt i disse sager eller at grundsynspunkterne er tilstrækkelige. Søren Hove påpeger blandt andet med rette, at forskningen i Golfen og dens betydning - bortset fra Lars Erslevs og en enkelt anden forskers bidrag - er en mangelvare i dansk Mellemøst-forskning. Men herudover gælder også, at de lidt større perspektiver end de rent strategiske, nemlig de meget langsigtede historiske perspektiver generelt ikke får den opmærksomhed i Mellemøstforskningen og -kommenteringen som de fortjener.

Jeg har været inde på problemerne i artiklen Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.) om Erslev bog 'Den tabte uskyld', og dér bl.a. nævnt at den amerikansk/britisk/danske regimeskifte-teori og demokratiserings-strategi ikke kan affejes med henvisning til den foreløbigt begrænsede eller udeblevne succes. For uden demokratisering løses problemerne ikke - og uden regimeskifte i visse lande bliver der heller ingen demokratisering.

Desuden kritiserede jeg Erslevs alt for skarpe sondring mellem idealisme og realpolitik, og navnlig forsøget på at gøre idealismen odiøs. For selvom der unægteligt gives en fuldstændigt blåøjet og verdensfjern idealisme der er uforenelig med realpolitik, så kan en så dybtgående og omfattende konflikt som den nuværende mellem de vestlige, demokratiske og sekulariserede værdier på den ene side og de antivestlige, antidemokratiske og antisekulære værdier på den anden side hverken forstås eller løses uden forståelse for grundsynspunkter der går ud over de rene realpolitiske, dvs økonomiske, sociale og magtmæssige hensyn.


Konflikten er ikke en kamp mellem religionerne eller mellem islamisk kultur og vestlig kultur, men en kamp mellem hvad også Lars Erslev kalder 'fortolkningsfællesskaber' og som er karakteriseret ved en dyb tilknytning til mere eller mindre universelle værdier der berører folkenes og nationernes identiteter. Men når dette er tilfældet kommer man i bedømmelsen ikke uden om (dybde-)psykologiske forhold eller (dybde-)religiøse forhold, dvs det der her på Jernesalt under et kaldes helhedsrealistiske forhold.

Tager man disse forhold i nøgtern og realpolitisk brugbar betragtning kommer man ikke uden om grundforskelle i de religioner der er indblandet i konflikten, nemlig islam og kristendommen, herunder at islam - ligesom jødedommen, men til forskel fra kristendommen - lige fra sin oprindelse er uadskillelig fra et magtaspekt der knytter religion og politik direkte og tæt sammen. Kristendommen derimod har fra første færd været præget af det åndsaspekt der adskilte religion og politik, og det allermest besynderlige i det religionshistoriske forløb er faktisk, at islam i nøje 'forlængelse' af jødedommen blev skabt af profeten Muhammed mere end 600 hundrede år efter Kristus uden at der blev inkorporeret nogetsomhelst afgørende af denne religions åndsaspekt.

Hvis man ser dette historiske forløb under bevidsthedsudviklingens vinkel kan man sige, at jødedommen gennem sin hovedskikkelse Moses blev dannet som en ekstremt jeg-orienteret religion, hvis bærende element blev loven, hvorimod kristendommen gennem sin hovedskikkelse blev dannet som et helt nyt emergent fænomen hvis bærende element blev næstekærligheden (der igen, hvis man vil snakke jungiansk, kommer fra 'selvet' eller totalpsyken). Islam blev som jødedommen en lovreligion. Den har aldrig kunnet slippe båndet mellem religion og politik. Islam er som en forsker meget rammende har påpeget the language of politics.

Af lige præcis denne grund kan det siges med sikkerhed at en forsoning mellem muslimer, jøder og kristne (og ateister for den sags skyld) såvel i Mellemøsten som i den vestlige verden kun er mulig gennem en sekularisering, dvs en adskillelse mellem religiøs magt og verdslig magt, men ikke en adskillelse mellem religion og politik på det åndelig eller filosofiske niveau.

Mellemøsten er som påpeget i artiklen 18.8.05. blevet en historiens smeltedigel, hvor mange strategier og overordnede målsætninger giver brændstof til omformningen. Tendensen synes i øjeblikket - som påpeget i den nye bog - at gå henimod nye kolde krige, men også en demokratiseringsproces og en sekulariseringsproces er i gang, og de må ikke undervurderes. For det er dem der giver mening til Vestens engagement i forsvaret for sine egne værdier.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Litteratur:

Lars Erslev Andersen, Søren Hove, Morten Valbjørn: Nye kolde krige i Mellemøsten
- USA's mellemøststrategi, situationen i Golfen og forandringer i den arabiske offentlighed. (Syddansk Universitetsforlag. 2007.)

Lars Erslev Andersen: Den tabte uskyld. - Verdensorden. Værdikamp. Islamisme.
(Syddansk Universitetsforlag. 2006.) - Jf. artiklenGlobal borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)


Artikler på Jernesalt

Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?  (10.4.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Bush's nye Irak-strategi  (12.1.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Baker-rapporten gør ikke udslaget  (7.12.06.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)

Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet  (16.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)

Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)


Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal