JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - larsloekke2016a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.9.16.

Dansk politik er havnet i et sjovt, men uholdbart dødvande

Det har siden den nuværende Venstre-regerings dannelse i juli sidste år været klart at den ikke ville være langtidsholdbar. Venstre mistede ved valget 13 mandater og blev kun det tredjestørste parti. Det har kun 34 mandater, mens Socialdemokratiet har 47, Dansk Folkeparti 37. - I blå blok har Liberal Alliance 13 og Det konservative Folkeparti 6 mandater. Det giver lige nøjagtigt 90 mandater mod oppositionens 85 og de nordatlantiske 4 mandater. Men det var ikke muligt for statsministeren Lars Løkke Rasmussen at få de fire borgerlige partier til at indgå en fælles aftale som grundlag for den nye regering. Men han ville for alt i verden have nøglerne til statsministeriet tilbage - og blæste i realiteten på en aftale. Han indbød derfor slet ikke partierne til en fælles drøftelse, men forhandlede med dem enkeltvis - og måtte konstatere at afstanden mellem især Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti var for stor. Han dannede derfor en lille mindretalsregering i fuld bevidsthed om at han til hver en tid kunne foreholde de tre støttepartier at der skal 90 mandater til få vedtaget et forlig, og at det derfor bliver op til et af partierne at tage ansvaret for et eventuelt nyvalg.

Det har siden ligget endnu klarere at Liberal Alliance under Anders Samuelsen og Det konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsen står lige stå stejlt på de løfter de gik til valg på som de hele tiden har gjort. Det drejer sig om henholdsvis skattelettelser til de rigeste og nedsættelse af ejendomsskatterne. Dansk Industri og Dansk Byggeri appellerer massivt til Anders Samuelsen om at bøje sig, så et valg kan undgås, men Samuelsen er iskold og går til finanslovsforhandlingerne i den hensigt at få en 5 % lettelse af topskatten i hus. Det giver endeløse kommentarer og gætterier. Nogle synes det er sjovt, andre at det er skændigt. Men de fleste har hidtil regnet med at valg var det mest sandsynlige. Men så dukkede Nye Borgerlige op med de godt 21000 underskrifter der skal til for at kunne stille op til et folketingsvalg.

Nye meningsmålinger gav straks det nye parti pæne chancer for at komme over spærregrænsen og måske hale 4-6 mandater hjem. Men de viste samtidigt at de fleste mandater i givet fald ville komme fra Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, og at et valg ville give flertal til rød blok. Blokpolitikken vil bestå, medmindre Dansk Folkeparti benytter chancen til at placere sig klart og tydeligt på midten og udnytte det helt nye forhold til Socialdemokratiet som er kommet i stand med samtaler mellem Thulesen Dahl og Mette Frederiksen.

Nye Borgerlige med arkitekten Pernille Vermund som formand og den stenrige Peter Seier Christensen som næstformand (han er bror til bankmanden og superlibertarianeren Lars Seier) er et decideret nyliberalistisk og højrepopulistisk parti. Vermund har tidligere været folketingskandidat for de konservative og regner sig for rigtig konservativ. Partiet står for en klassisk konservativ værdipolitik og en borgerlig økonomisk politik; det arbejder imod de overstatslige aftaler i EU og er klar til at træde helt ud af EU, hvis det skulle blive relevant. Partiet har aktuelt tre ultimative krav til regeringen: stop for asylansøgere, ingen offentlig forsørgelse for ikke-statsborgere og straks-udvisning af alle kriminelle udlændinge.

Men det må dog siges at være den nyliberalistiske ideologi der slår stærkest igennem med kravet om mindst mulig stat: "Statsmagten er blevet så stor, at den enkelte er magtesløs over for det offentlige. Skattetrykket skal ned, dyre og ineffektive tilskudsordninger skal afvikles, statens og kommunernes opgaver skal reduceres, og enhver regel, der ikke gør danskerne rigere eller friere, skal afskaffes." - Lige netop en sådan ideologi gør det berettiget at tale om at partiet er "højrefløjens darling", at det præsenterer "velhaver-racismen" og er en "gave til venstrefløjen"! Faktisk var det præcis denne minimalstats-ideologi Anders Fogh Rasmussen gjorde op med i 1998 da han blev formand for Venstre og valgte den tredje vej: midterpolitikkens vej. Og det er på selvsamme punkt Nye Borgerlige adskiller sig markant fra Dansk Folkeparti.

Personligt tvivler jeg på at Pernille Vermund har personlighed til at slå igennem som leder af et sådant parti, men det vil vise sig. Partiet har ingen som helst chancer for at få flertal for sin politik. Og det betyder at det i givet fald kun rykker ind i Folketinget ved primært at kapre stemmer fra Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti. Det vil igen svække Lars Løkke Ramussens muligheder for at danne regering én gang til. Og det betyder igen at Lars Løkke for alt i verden vil undgå udskrivning af valg i utide. Han skal væltes. Og det bliver Anders Samuelsens dilemma. Desværre. For sker det ikke, får vi ikke nogen ændring i det bestående dødvande.

Som jeg skrev i min artikel 25.2. om det absurde drama omkring Søren Papes daværende krav om fødevareminister Eva Kjers afgang så er der helhedsrealistisk set ingen tvivl om at de politiske og kulturelle problemer i EU og resten af Europa her i 2016 er blevet så store og presserende at de er umulige at løse på gammeldags pragmatisk maner med snævre økonomiske, juridiske, administrative eller såkaldt strukturelle tiltag. Der kræves helt andre dybtgående og langsigtede indsigter og målsætninger. Selve opdelingen af partierne i højre og venstre på en ret linje med socialismen og liberalismen som de to yderpunkter tilhører en svunden tid med enøjet klassekamp. 'Den tredje vej' er den progressive vej, for den er en midterpolitik der kan svinge ganske meget efter midterpartiernes størrelse, men aldrig bygge på krav fra den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj.

Den "blå blok" er mere splittet end nogen sinde, og specielt belaster det blokken at det relativt store Liberal Allliance er for ekstremistisk liberalt. Dansk Folkeparties leder Kristian Thulesen Dahl har ikke haft mod til at tage têten frem for Lars Løkke og bryde den gamle, dybt reaktionære blokpolitik. Og under alle omstændigheder er Lars Løkke Rasmussen som type slet ikke mand for at nytænke situationen og samle nogle partier på tværs af de gamle blokke til en ny politik. Falder han nu som regeringschef på grund af den totalt ødelagte relation til de konservative og det stigende pres fra Liberal Alliance, er skaden ikke stor. Det vil give Mette Frederiksen chancen for at komme til fadet - og det bliver heldigvis ikke en simpel gentagelse af Helle Thorning-Schmidts mærkværdige linje.

Lars Løkke tog i februar fejl af Søren Pape, der jo for sit vedkommende spiller højt spil for at redde det parti han er blevet formand for. Løkke brugte forgæves det ultimative våben om at udskrive valg. Ja, han havde tilkendegivet at han foretrak nyvalg fremfor fødevareministerens afgang. Men det viste sig bare at være tomme ord. Eva Kjer blev ofret, og Løkke placerede sig dermed i den række af opportunistiske statsministre der som J.O. Krag har et standpunkt til de tager et nyt. De vil give hvad det skal være for at beholde regeringsmagten. Ulykken for Lars Løkkes vedkommende er afstanden mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Og det vil igen sige at hans held efterhånden kun ligger i at disse to partier opgiver at stå fast på deres krav. Det må man regne med at Dansk Folkeparti er villig til - de er blevet meget begejstret for tanken om kompromisets kunst. Og vil med andre ord ikke vælte Lars Løkke.

Dødvandet er lige så uheldigt her i Danmark som det er i Tyskland og Sverige. Det beror nemlig udelukkende på at ingen vælter regeringerne, selvom disse alle tre steder fører en politik der ikke er flertal for i befolkningen. Det er i virkeligheden udemokratisk og uanstændigt. Og det er præcis med til at fremme den i forvejen store politikerlede vi har.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Fogh og 29. august (2.9.03.), Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.) samt 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.), S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.), Helle Thornings nye hold (19.4.05.), Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.), Frank eller Helle? (11.3.05.), Endelig gik han, Nyrup! (19.11.02.), Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet samt artikler om SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut (21.3.13.).

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: