utils prefix normal JERNESALT - kurosawa

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.3.08.

Kurosawas drømme, hukommelse og humor

Kort karakteristik
Drømme (1990)
Rapsodi i august (1991)
Madadayo eller 'Ikke endnu' (1993)
Intensitet, humor og helhedssyn
Henvisninger



Kort karakteristik    Til toppen  Næste

Den japanske filmskaber Akira Kurosawa (1910-98) må betragtes som en af filmkunstens største navne, der på det æstetiske plan tåler sammenligning med John Ford og Hitchcock og på det eksistentielle plan med Bergman og Bunuel. Han gjorde japansk film kendt i Vesten med 'Rashomon' allerede i 1951 og befæstede sit ry med 'De syv samuraier' (1954), 'Blodets trone' (1957) og 'Den skjulte Fæstning' (1958) og flere andre, alle med legendariske Toshiro Mifune i hovedroller). Efter nogle år med produktionsproblemer, der førte ham til selvmordsforsøg, vendte han stærkt tilbage med bl.a. 'Derzu Uzula' (1975) og 'Ran (1985). Og han sluttede af som 'lebendiger siebziger' som man siger på tysk - med 'Drømme' (1990), 'Rapsody i august' (1991) og 'Madadayo' eller 'Ikke endnu' (1993). Kurosawas værk har flere gange været emnet for Cinematekets kavalkader, sidste gang i maj 2003, hvor 25 film blev vist tillige med Adam Lows portrætfilm om mesteren. Flere film har været vist på tv flere gange, og det siger sig selv at filmene nu foreligger på dvd i digitaliseret form.


Kurosawa var vestlig orienteret i den forstand at han var dybt påvirket af Hollywood-film og flere gange gav sig i kast med at filmatisere vestlig litteratur som 'Idioten' (Hakuchi) af Dostojefski, Natherbeget (Donzoko) af Gorki og ikke mindst Macbeth (Blodets Trone) og Kong Lear (Ran) af Shakespeare. Samtidigt brugte han klassisk, vestlig musik på en fuldstændig sikker måde der både viser hans fortrolighed med denne musik og hans fulde forståelse for at den ikke er banal underlægningsmusik, men et helt centralt udtryksmiddel der præcist kan fremmane en bestemt stemning bestemte steder i filmene.

Men Kurosawa er sandelig også japansk til hjerterødderne. Alle hans film er indspillet i Japan med japanske skuespillere og på japansk. Det japanske landskab, storbyliv og landsbyliv, den japanske levevis og musik er det selvfølgelige fundament under hele produktionen. Desuden skildrer han et typisk japansk mandsunivers, herunder med stor fascination og indlevelse samuraierne og deres æreskodeks (han var ikke for ingenting søn af en militærmand af gammel samuaraislægt). Han var klart humanistisk indstillet, hvad han bl.a. viste med 'Ikiru' eller 'At leve' (1952) der skildrer en ældre japansk kontorchefs kunststykke at finde ud af at vende op og ned på sit liv, da han får konstateret mavekræft og tager sin afsked. Men først og fremmest fremgår det af Kurosawas kredsen om det enkelte menneskes ansvar og viljestyrke. Hertil kommer hans bekymring for udviklingen, for moderniteten, amerikaniseringen og selviskheden. Men som det navnlig ses af hans sidste tre film, forsøger han ikke at løbe fra problemerne, men skildrer dem tværtimod med alderens smukke resignation og overbærende humor.


Filmteknisk set var Kurosawa livet igennem i front med nyeste teknologi, blændende kameraføring og montage samt optimal udnyttelse af farvefilmens muligheder. Han dokumenterede sikker fornemmelse for action og dynamik lige fra sin første film i 1943, men når en kender som Carsten Tybjerg skriver at hans særegne talent lå i at han kunne udnytte kameraet og især klipningen til at "fylde sine film med bevægelse og energi", så må der alligevel protesteres. For ganske som i Bergmans og Bunuels tilfælde er der ikke tale om at 'fylde' film med effekter, men om i filmmediet at genskabe så meget som muligt af det han som visuel kunstner ser for sit indre øje.

Og når en anden filmkender som Chr. Braad Thomsen i bogen 'Drømmefilm' gør gældende at 'Ran' var Kurosawas sidste storværk, og at man gerne havde været de sidste tre film foruden, så står det for mandens egen regning. En sådan dom viser blot at Braad Thomsen ikke har fat i resignationen og humoren eller - med ét ord - visdommen i Kurosawas testamente. Disse sider af mandens værk er i centrum for de følgende subjektive betragtninger.



Drømme (1990)    Til toppen  Næste

'Kurosawas drømme' består af 8 adskilte episoder på ca. et kvarters varighed hver og uden gennemgående figurer eller handling. De første fire giver på hver sin måde en så åndeløs intensitet, at det næppe ville være muligt for en almindelige dødelig tilskuer at bære flere efter hinanden. Den femte bliver derfor en nærmest løssluppen komedie der igen giver plads til to nye stærke og næsten trøstesløse skildringer af menneskets økologiske risici og til sidst en optimistisk fremmaning af næsten paradisiske tilstand i et landsbymiljø. Man man kan mene at filmen knækker på midten og ville have stået stærkest ved at slutte med episode fire. Eller at den simpelthen er ujævn og ender i det banale. For mit eget vedkommende gjaldt ved første gennemsyn at intensiteten i de første fire afsnit var så stor, at det ikke var muligt at holde koncentrationen fuldt ud i de følgende afsnit. Men filmen vinder ved gensyn, fordi det fremgår at instruktørens 'drømme' ikke blot er eventyragtige som de to første eller idyllisk utopisk som den allersidste, men dybest set repræsenterer en fornem række af arketypiske forestillinger som er svære at komme udenom, fordi de for det første er universelle og for det andet utvivlsomt afspejler filmskaberens egne personlige præferencer som det menneske han er i en tid hvor menneskeslægten virkeligt kan siges at stå i et alvorligt dilemma mellem eventyragtige drømme og voldsomme trusler om død og ødelæggelse.

Første episode hedder 'Solskin i regn' og indledes med at en mor advarer sin dreng (eminent spillet af Mitsumori Isaki) mod at blive ude i det stærke regnvejr der kommer. For i et sådant vejr holder rævene bryllup - og det må menneskene ikke se. Ikke destomindre går drengen ud i skoven, hvor han hører musik nærme sig. Mellem de store træstammer - utroligt flot fotograferede - nærmer sig nu rævenes procession, maskerede mennesker i fantastiske farvedragter. Med rytmiske mellemrum vender de sig mod den menneskelige iagttager, selvom han prøver at skjule sig. De er klar over at de er blevet iagttaget. Hjemme nægter moderen at lukke ham ind, før han har opsøgt rævene og sagt undskyld - eller begået selvmord med den kniv de har afleveret til formålet. Hvor skal han finde rævene? Under regnbuen i bjergene. Og der søger han nu ud. - I forhold til naturen synes vi prisgivet en uendelig søgen.

Den følgende episode, 'Ferskentræs-plantagen', starter med at den samme dreng hjælper sin storesøster med at servere mad for hendes veninder, men pludseligt hævder at der mangler en. Der skal være seks. Søsteren afviser, men han ser den sjette pige i et glimt i værelset ved siden, men da døren skydes til side, er der ingen. Nu ser han i stedet pigen på vej ud af huset, vinkende til ham. Han følger efter og havner ude i en plantage op ad en skråning, hvor der engang har været blomstrende ferskentræer. Men nu er de gået ud, fordi menneskene har ødelagt dem. Pigen forsvinder, og i stedet kommer en konge og en dronning med prinser og prinsesser, hoffolk, musikere og krigere dansende ind i festlige dragter. De anklager ham som repræsentant for de mennesker der har ødelagt plantagen, men da han begynder at græde, forbarmes de over ham - og det ender med at de fremtryller en regn af ferskenblomster og en stor, pragtfuldt blomstrende ferskenhave. Han er selvsagt målløs, men vil stadigt gerne have fat på pigen, men i samme øjeblik han løber op til træerne på skråningen, er alle blomsterne væk. Kun de nøgne træstammer står tilbage med undtagelse af et enkelt, endnu blomstrende, den forvandlede pige. - Vi kan ikke gribe naturen eller få endelig magt over den.

Episode (3) hedder 'Uvejret' og handler ikke om et almindeligt uvejr, men om en forrygende snestorm som rammer en gruppe bjergbestigere højt oppe i bjergene nogen tid efter at de har forladt deres teltlejr. Det eneste man hører er stormens voldsomme susen - og bjergbestigernes heftige hiven efter vejret. De er godt udrustede, men også allerede godt udmattede. Og da der lyder torden fra bjergene, bliver de klar over at det værste ikke er overstået endnu. Nogle af dem afviser trods lederens formaninger at fortsætte. Og de lader sig med fuld oppakning synke ned i sneen. Nu høres der sfærisk musik fra det høje - og en sne-fé svæver ned og dækker lederen til med at blødt tæppe, idet hun synger at det vil give ham varmen. Da han halvt sovende prøver at gøre modstand, presser hun ham blidt tilbage, men han kommer til mere bevidsthed og rejser sig op. I det samme svæver feen igen til himmels. Lederen kommer på højkant og begynder at hive og ruske i gruppens øvrige medlemmer. Det er farligt at falde i søvn her. Nu høres igen torden, men lyden er en anden end før, og lyset vælder pludseligt frem. Trompetfanfarer ledsager sollysets opdukken over bjergtoppene. Og ikke langt væk opdager lederen nu det blafrende flag i teltlejren. De er i virkeligheden gået i ring - og er næsten nået tilbage til udgangspunktet. - Den intenst skildrede, mareridtsagtige kamp med snestormen, udmattelsen og søvnen har dokumenteret naturkræfternes vælde og menneskenes lidenhed ved siden af drømmenes fristelser og sollysets triumf.

'Tunnelen' (4) viser sig at være tunnelen mellem liv og død. En kaptajn har overlevet krigen og er på vej hjem, væk fra dens rædsler, men han trues af en gøende og meget aggressiv og nærgående hund, 'filmhistoriens væmmeligste hund' er den blevet kaldt. Men som kaptajnen skal til at gå videre, hører han tramp fra tunnelen - og en af soldaterne fra hans kompagni dukker frem i fuld oprustning, men bogstaveligt ligbleg. Han er ked af at han er død og spørger om det ikke er muligt at få lov at leve. Han vil gerne hjem til sine forældre, hvis hus han ser lyse i det fjerne. Men kaptajnen må bedrøve ham med at det ikke kan lade sig gøre og kommanderer ham til at vende om. Lidt efter høres hele kompagniet komme marcherende taktfast gennem tunnelen. Alle med oprustning - og ligblege ansigter. Deres leder kommanderer dem til at standse og stå 'rør' foran kaptajnen. Og derefter følger en ordveksling mellem denne og næstkommanderende. Kaptajnen erkender at det var ham der sendte kompagniet i døden og selv var den eneste der overlevede. Og krig er vanvittig, men han kan ikke hjælpe dem nu. Han kommanderer alle mand 'ret' og 'omkring' og giver ordre til march. Langsomt fortoner lyden af de tilbagemarchende soldater sig, mens dødshunden påny kommer farende og viser tænder. - Krig er vanvid, men døden vender vi ikke tilbage fra. De overlevende må leve med deres skyld. Dødens tunnel har sin gru i form af døde sjæle, marcherende soldater og truende hunde. Håbet ser ikke ud af meget.


Men det dukker ikke destomindre op i 'Krageflokken', den femte episode, der opmuntrende indledes med billeder af van Gogh på en udstilling. En ung mand, en maler, går rundt og studerer dem, Krageflokkene, Solene, Solsikkene, Sengen og Broen eller hvad de nu forestiller. Og fra billedet af 'Broen ved Arles' flytter vi direkte ud til en bro ved en flodbred, hvor nogle kvinder vasker tøj. Den unge mand spørger efter van Gogh - og får vist vej efter maleren, men bliver med deres høje latter mindet om at han er bindegal. Det forhindrer nu ikke den unge beundrer i at søge efter ham. Han finder ham også med staffeli på en mark med høstakke. Han går hen og hilser på den store kunstner (spillet af Martin Scorsese), der forklarer at naturen har sin egen skønhed. "Den sluger jeg - og så bliver billedet skønt". Van Gogh har en stor bandage om hovedet, og da den unge mand spørger ham hvorfor, lyder svaret, at han var i gang med et selvportræt, men da ørerne mislykkedes, skar ham dem af. En lidt anden forklaring end den vi kender. Men van Gogh pakker sammen og styrter med høj hast mod et andet motiv. Den unge mand er ved at miste kontakten, men ser ham lidt efter højt oppe på en bakke med en vej og nogle gule hvedemarker. Pludseligt vælter det op fra jorden med krageflokkene vi kender fra et af de mest berømte billeder. Men den unge mand går ind til 'byen', ja, ind i 'byen', en tegnet og kulørt by som van Gogh kunne have malet den på lærredet med alle sine krøllede linjer og figurer. - Det er yderst befriende med denne bindegale maler og hans ekspressionistiske streger og farver. Kunsten, den store og ægte kunst, er et spil mellem drøm og virkelighed. Den kan med sin farvepragt bringe os til livsglæde og energi.

Farvepragt kan også fremkomme på yderst skræmmende måde, og det sker i episode (6) 'Fuji-bjerget' i rødt', der viser Japans hellige bjerg og nationalikon Fujijama, hvis vældige, normalt hvidklædte kegle har inspireret ikke alene en af Japans største kunstnere som Hokusai, men også en dansk digter som Johs. V. Jensen. Hos Kurosawa bliver bjerget mistænkeligt rødt. Det bliver simpelthen rødglødende på grund af en atomkatastrofe. Folk flygter rædselsslagne og i panik, men katastrofen er så stor og omfattende at der i realiteten ikke er redning for nogen. Det er verdensødelæggelsen, 'syndfloden' i form af ild og varme, vi ser. - Atomkatastrofen har japanerne oplevet med bomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945, men europæerne også med Tjernobyl i 1986. Angsten sidder i kroppen hos mange der var med i atomdemonstrationerne i 1960'erne, og den sad uhyre stærkt i Kurosawa. Dybest set er den angsten for at mennesket har indladt sig på en manipulation med naturen som vi ikke kan overskue konsekvenserne af og som kan ende med det værst tænkelige, civilisationens udslettelse.

Det værst tænkelige skildres i episode (7), 'Den grædende dæmon', der viser den sørgelige og håbløse tilværelse efter atomkatastrofen. Der er kun misvækster, deformerede planter og behornede dæmoner tilbage. En af dem forklarer sammenhængen for en enkelt overlevende fra Fuji-katastrofen. Menneskets dumhed er ubegribelig, hedder det. Engang var verden rig og dejlig, men så ødelagde vi den. Og menneskesjælene pines nu i al evighed som ulyksalige ånder i et helvede der ikke lader Dantes noget efter i gru. Evig jamren af de ulykkelige. - Med denne skildring er vi helt nede på nulpunktet, hvor alt håb er ude, som Dante netop formulerede det.

Men selv om Kurosawa næppe tænkte i deciderede kristne baner, så har han med sidste episode, 'Vandmølle-landsbyen', manet det universelle genopstandelseshåb frem på smukkeste måde. Den overlevende fra atomkatastrofen når frem til en grøn og frodig landsby med vandmølle ved vandmølle, selve den arketypisk forestilling om et frodigt og lykkeligt liv i pagt med naturen. Manden møder nogle skolebørn der lægger blomster ved et mindesmærke, og siden landsbyens vismand, hvis dybeste erfaring det er at vi er en del af naturen, og derfor aldrig må ødelægge den. Vismanden gør sig klar til at deltage i et begravelsesprocession, hvor alle landsbyens indvånere, gamle som unge og børn, deltager i festdragter og blomstersmykkede. I pagt med naturen kan selv døden blive en fest for menneskene. - Idyl og utopi fra Kurosawas side, ja vist. Men trods alt også hævdelsen af optimismen midt i al den menneskelige dumhed og stupiditet der medfører katastroferne.


Som sagt kan det hævdes, at Kurosawas drømmefilm er ujævn, fordi det ikke er lykkedes for ham at fastholde den intensitet som de første fire afsnit mesterligt fremmaner. Men som nævnt ville det også af psykologiske grunde være umuligt at holde en intensitet længere end en times tid. Det bliver nødvendigt med en slags 'frikvarter', og det skabes med største humor med van Gogh-afsnittet. Derefter kan vi kapere en ny serie tragisk alvor, mundende ud i håbet om den grønne frodighed. Kurosawa indrømmede i et interview i Cannes, at det havde været svært og udmattende at lave de otte sekvenser, men ikke at sætte dem sammen. Han er perfektionist til fingerspidserne, men understreger at han ikke laver film med hjernen, men med hjertet. Den rationelle analyse overlader han til filmkritikerne.

Dette er den gamle, efter min mening uheldige og vildledende modsætning mellem hjerte og hjerne. For sagen er jo, at Kurosawa ikke lavede film med den analytiske intelligens, men med den eminente visuelle evne i kombination med den eminente beherskelse af filmteknikken han besad. Og hvad 'Drømme' angår er det lykkedes for ham - ganske åbenlyst uden indsigt i dybdepsykologi - at skabe en film der afslører den allerstørste føling med de arketypiske forestillinger. Deraf kommer filmens utrolige skønhed og intensitet.



Rapsodi i august (1991)    Til toppen  Næste

Denne film er baseret på en japansk roman der skildrer forholdet mellem tre generationer, hvor af den ældste repræsenteres af Kane der mistede sin mand ved atombomben over Nagasaki den 8. august 1945, kl. 11.02. Hun overlevede i sit hjem 10 km fra byen, men søgte ind til den for at lede efter manden - og blev derved strålebeskadiget så hun mistede det meste af håret. Manden var lærer på en skole, hvor Kane selv havde været lærer indtil sit giftermål. Hun var gravid, da det skete - og den yngste søn var endnu baby. Hun er ikke helt sikker på antallet af søskende, men mener det ligger på omkring 10. Den yngste lillebroder, fortæller hun, glemte aldrig synet af ildsøjlen over bjergene den dag i 45. Han havde set et glødende øje - og tegnede derefter dette øje uafbrudt.

Næste generation består af sønnen Tadao og datteren Tami der begge er gifte og hver har en dreng og en pige. En ældre broder til bedstemoderen havde allerede inden krigen bosat sig på Hawaii, var amerikansk statsborger - og havde tjent mange penge på ananaskonserves. Han boede sammen med sin søn Clark, men var nu syg og havde ønsket at se sin japanske familie.

Kane's fire børnebørn er på besøg hos hende i Nagasaki, mens Tadao og Tami er taget til Hawaii. Og disse moderne, frie og moderne klædte børn får tiden til at gå med leg og udflugter. Den ældste prøver at reparere bedstemoderens gamle harmonium. Der kommer brev fra Hawaii der endnu engang foreslår bedstemoderen at komme på visit, men hun holder sig tilbage, for hun kan dårligt nok huske sin storebroder.

Børnebørnene gør oprør mod bedstemoderens gammeldags madlavning med bønner og ris. De tilbyder at lave mad selv, men undgår ikke at såre Kane. Tre af dem tager til byen for at købe ind, og de enes om at opsøge skolen hvor bedstefaderen omkom og hvor der nu er rejst et mindesmærke. Ivrigt diskuterende går de ind i den nu tomme skolegård og hen mod de forvredne jernstænger der udgør mindesmærket. Her er der også sat en sort marmorsten med dato og klokkeslet for bomben indgraveret. Børnene bliver stille, baggrundsstøjen fra de legende børn på pladsen forstummer - og Vivaldis 'Stabat Mater' (På dansk: Under korset dybt nedbøjet stod med bitter gråd i øjet Herrens moder ren og skær) lyder i kontratenoren James Bowmann's fornemme fortolkning. Der er på stedet også lavet et mindesmærke med rindende vand og en indskrift, hvoraf det fremgår at de der var blevet ramt af varmen fra bomben tørstede og kun havde et ord på læberne: Vand. En guide for en gruppe taler om at folk er tilbøjelige til at glemme det ubehagelige i fortiden.

Børnene går videre. Kommer forbi en iskiosk, men har ikke lyst til at nyde noget. De passerer en genopbygget kristen kirke der blev ødelagt af bomben, men hvor der endnu står skulpturer af helgener og engle fra den gamle kirke. Englene ser alle ud til at græde, konstaterer de, mens Bowmann synger Vivaldis gribende 'Lacrimosa dies illa...' (dansk: Store dag, du kummerfulde, når vor slægt står op af mulde, og når dommens time kommer...). Sent om aftenen slæber børnene tavse deres pakker med dagens indkøb hjem til bedstemoderens hus. Hun er ude at lede efter dem og bliver glad for at se dem, men forstår ikke deres tavshed. Hvad er der nu i vejen? spørger hun.


I stuen har det ældste barnebarn på tavlen lavet en oversigt over navnene på de af bedstemoderens søskende han kender til. Hun læser dem igennem, men siger at der må mangle nogle. Hun fortæller også om 'selvmordstræerne' i skoven, to udgåede træer der står så tæt op ad hinanden, at det kunne se ud som om de havde begået selvmord sammen. Den ældste dreng og pige går derud, men pigen er bange. Pludselige siger drengen alvorligt: "Vi er to flygtninge og nu følger vi efter de andre" og derpå kaster han sig over niecen, der skriger op og løber af sted. Og så går det ellers i fuld fart og under stor munterhed tilbage til huset.

De bliver bedt om at være stille, for bedstemoderen har besøg af en jævnaldrende veninde der også har mistet sin mand hin augustdag. Og nu sidder de to på gulvet på verandaen over for hinanden med hver en kop te, men i fuldstændig tavshed. Og sådan har de siddet længe. Da veninden er gået, må bedstemoderen forklare at to mennesker der har været igennem det samme sagtens kan sidde og tale sammen uden at sige noget. Det er en gåde for børnene.

Bedstemoderen fortæller om lillebroderen der altid tegnede øjne. Hun deltager i en mindehøjtidelighed i det nærliggende buddhistiske tempel, men går bagefter med børnebørnene ud i bjergene. Hun ser øjet - det store øje fra bomben - for sig på himlen. Men de andre ser intet. Hun fortæller også at lillebroderen en gang så en vandtrold under det store vandfald i nærheden. Det ældste barnebarn kalder det rationaliserende en besættelse, men pludseligt skriger en af pigerne op. Hun har set en uhyggelig trold i vinduet. Den giver lyd fra sig og alle genkender lillebroder Shinjiros stemme. Han har taget maske på for at skræmme dem. De farer alle efter ham.


Tami og Tadao (spillet af Hisaski Igawa der også er med i Madadayo) kommer hjem fra Hawaii med pakker. Og lidt efter kommer også deres respektive ægtefæller der vil høre nyt. De voksne drøfter job og penge samt velstanden hos familien på Hawaii. Børnene røber at de på bedstemoderens vegne har sendt et telegram til Hawaii, hvor de forklarer at hun først kan rejse derover, når mindedagen for 9. august er overstået. Børn og svigerbørn bliver rystede, for den amerikanske familie på Hawaii har intet fået at vide om at deres bedstefar var omkommet ved atombombe-angrebet på Nagasaki.

Der kommer telegram fra nevøen Clark på Hawaii. Der står at han vil komme til Nagasaki straks. De voksne tror at hans agt må være én gang for alle at gøre det forbi med den japanske del af familien. Clark (spillet af Richard Gere) ankommer og bliver hentet i lufthavnen af Tadao og Tami. Børnebørnene vil ikke være med til at tage imod ham, men tager ind til mindestedet i byen. Clark hilser hjerteligt på sin fætter og kusine, der forsøger at holde gode miner til det slette spil de tror han spiller. Men han lader sig ikke påvirke - og udtrykker i stedet ønsket om at se det sted hvor bedstefaderen omkom.

De kører alle tre ind til mindestedet, hvor de træffer de fire børn som Clark præsenteres for. Nogle støjende skolebørn passerer forbi, men lidt efter kommer en samlet gruppe af overlevende fra 1945 i målrettet fart mod mindestedet med en trækvogn med blomster. De gør holdt foran det forvredne jern, står sille, tager hattene af og bøjer hovedet. Derefter fordeler de de mange blomster - og en af dem, en blind, vasker marmorstenen ren. Og samtidigt lyder tonerne fra Vivaldis Stabat Mater.


Hjemme i bedstemoderens hus gør børnene en interimistisk seng klar med stole. Clark roser dem og kommenterer nogle billeder. Lidt efter ser de ham tale med bedstemoderen ude på verandaen. Han kan gøre sig forståelig på japansk og forklarer at han er meget lykkelig over at træffe hende. Børnene er klar over at han er kommet med gode hensigter - og det ældste barnebarn spiller Schuberts 'Heidenrösslein' på orglet som han i mellemtiden har fået repareret. De andre har lært sig den engelske tekst om drengen der så en rose. Clark viser familien billeder af sin fader på Hawaii, men Kane har svært ved at genkende sin broder.

Næste dag er der stor mindehøjtidelighed i templet - og hele familien med Clark deltager. Han hilser bukkende på japanerne, får forklaret at en af indskrifterne på væggen lyder: "Lad os alle mødes igen" - og han tager endog hænderne op til bøn på buddhistisk vis. På den bare jord ser han og nevøen Shinjiro en uendelig flok travle myrer som de følger med øjnene på deres vej. Det viser sig at målet er en smuk blomstrende og - sikkert velduftende - rose.


Næste dag må Clark bryde hastigt op, fordi der er kommet telegram fra Hawaii om at faderen er død. Også Tadao og Tami med familier er i gang med at pakke sammen, da bedstemoderen pludseligt kommer farende i den tro at hun i Tadaos skikkelse har set sin bror. Tadao vælger at blive lidt endnu.

Om natten bliver der voldsomt uvejr - og i sin angst begynder bedstemoderen at dække børn og børnebørn til med hvide lagner for at beskytte dem. Pludseligt savnes hun. Hun er løbet ud i bjergene kun beskyttet af sin paraply. Alle løber ud efter hende - og får til sidst indhentet hende. Filmen slutter med et japansk børnekors afsyngelse af Schuberts Heidenrösslein på engelsk. Håbet er bevaret.


Flere anmeldere har bedømt 'Rapsodi i august' som 'poetisk' eller ligefrem 'lyrisk', og det må jeg indrømme at jeg ikke fatter. For vist er der da smukke, poetiske billeder og scener i filmen, men hovedindtrykket er for mig et helt andet, nemlig en stærk skildring af et Japan i største forandring og med afgørende modsætninger mellem generationerne. Børnene i filmen er dejligt frie og naturlige med modtagelighed for både bedstemoderens specielle, historisk forklarlige særheder og den uhyggelige forhistorie som hun delte med sin egen generation og som har fokus i de for dem helt uforglemmelige atombomber over Nagasaki og Hiroshima. Det er karakteristisk at disse børnebørn gerne hører bedstemoderen fortælle om sine egne og sine søskendes oplevelser og traumer, men samtidigt gør oprør mod hendes traditionelle madlavning, som de rent ud finder utålelig. Og de bliver endeligt også overordentligt stærkt påvirket af mindesmærkerne i Nagasaki. Mellemgenerationen er fuldstændigt amerikaniseret med moderne livsstil, men har tabt en væsentlig del af deres frihed og naturlighed gennem bedsteborgermoralen. De tænker hele tiden på hvad andre siger og mener og hvad man bør og ikke bør. Således også i forholdet til den amerikanske familie på Hawaii som de ikke tror vil kunne tåle sandheden om atombomberne.

Bedstemoderen kommer til stå utroligt stærkt fordi hun lever i sin egen gamle verden af traditioner, buddistisk tro - og de dybt traumatiske minder fra augustdagene i 1945, hun af gode grunde ikke kan løbe fra, og som hendes generation heller ikke prøvede at løbe fra. Sådanne forsøg er forbeholdt de næste generationer. Traumerne, troen og traditionerne betyder at hun uundgåeligt lever sit liv mellem fortid og nutid og mellem dybe indre forestillinger og mere overfladiske realitetssansninger. Og det er dette billede af hende der identificerer filmen.

Den amerikanske Clarks besøg bliver så kortvarigt, at vi ikke lærer ham særligt grundigt at kende. Han kommer til at stå som den venlige og imødekommende amerikaner der kan tilpasse sig enhver situation, men dog mener alt i bedste hensigt - og uden tvivl er glad for at træffe sin fars søster og hendes skæbne inden det bliver for sent. Men når Kurosawa lader ham forsøge sig med buddhistisk bøn, er det for meget af det gode. Det kommer langt fra til at virke ægte. Denne scene er en af de få hvor man fuldtud kan forstå at Kurosawa ikke selv syntes han ramte det ægte.

Den lettere amerikaniserede udgave af Schuberts 'Heidenrösslein' i slutningen er heller ikke heldig i mine øren, men den skal måske tages som Kurosawas erkendelse af noget uundgåeligt i udviklingen!? Hvem véd. Til gengæld står indslagene med Vivaldis 'Stabat Mater' som ikke alene utroligt smukke, men som selve de elementer der for alvor giver hele historien sin fulde eksistentielle dimension. Måske det punkt de fleste anmeldere overser eller ikke har sans for. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det egentligt er påfaldende at kun europæisk musik kan få denne dimension frem på helt overbevisende måde. Det er i hvert fald en dimension Kurosawa ønskede at understrege og formåede at understrege netop ved at vælge europæisk musik.



Madadayo eller 'Ikke endnu' (1993)    Til toppen  Næste

Selve ordet 'madadayo' betyder 'ikke endnu' og er det udtryk japanske børn bruger når de leger skjul og signalerer til den der er valgt som eftersøger, at de endnu ikke har fundet et skjulested.

I filmen er 'Madadayo' det udtryk som den yderst tålmodige digter, filosof og universitetslærer Hyakken Uchida bruger flittigt i sine timer når han på sin underfundige måde vil understrege at det endnu ikke er tid til handling eller beslutning, fx om at trække sig tilbage fra universitetsgerningen og dens forpligtelser. Udtrykket har han brugt så flittigt, at eleverne efter hans afgang danner et Madadayo-selskab der hvert år fejrer hans fødselsdag ved en sammenkomst.

Hyakken Uchida er en faktisk skikkelse der i 1920' og 30'erne underviste i tysk på Hosei-universitetet i Tokyo gennem 18 år, men 60 år gammel besluttede at holde op for at hellige sig sin digtning. Han spilles i filmen uforglemmeligt af Tatsuo Matsumura.


I filmens begyndelse træder han ind klasselokalet der er gammeldags indrettet med kateder og pulte. Eleverne er alle mænd og uniformerede, og de rejser sig omgående for læreren der giver dem ordre til morgenens hilsen: Alle bukker dybt for læreren og han for eleverne.

Han kan lugte røg i lokalet og påtaler det, men fortæller derefter at han selv tænder sig en cigaret når frikvarteret er forbi. Den ene cigaret bliver som regel til flere - og rygningen medfører derfor ofte at han kommer en halv time for sent til timerne. Det tager han med sindsro, ligesom alt andet i livet - og det griner de voksne elever af. De elsker ham og kender ham og hans særheder - nogle har fædre der har været hans elever. De bliver derfor tavse, da han meddeler dem at han nu trækker sig tilbage for at skrive. Han har længe tjent så godt på sine bøger at han kan leve af dem, og han kan på den anden side godt lide undervisningen og eleverne. Men nu går det ikke længere an at tjene to herrer.

Et hold ældre elever i fyrrerne besøger ham i hans hjem, hvor han vartes op af sin kone efter datidens japanske familiemønster. Og ellers sidder han ved sin pult på gulvet og skriver. Han vil ikke forstyrres og har derfor hængt et skilt op ved hoveddøren, hvor der er angivet besøgstider to gange om måneden. Gæster er uvelkomne - undtagen hans gamle elever. Hyakken fabler om dejligt rådyrkød til spisningen, men indrømmer at det er svært at skaffe her under krigen, så det meste af hvad der er i gryderne er hestekød, og det har han det selv dårligt med, for da han var hos slagteren for at købe ind, kom der en hest forbi på gaden, og den skulede ondt til ham da den vejrede hvad han var i færd med af købe. Han røber iøvrigt at hans kone er bange for tyve, selvom der ikke er noget i huset der er værd at stjæle. Men han har alligevel for hendes skyld garderet sig mod indbrud på sin egen måde.

Det vil to af de nu midaldrende elever efterprøve for sjov ved simpelthen at bryde ind i hans hus midt om natten Og det viser sig at der alle steder er opsat skilte. 'Indgang for tyve', 'Tyve denne vej'... og 'Udgang for tyve'. De to gamle elever flækker af grin, men må spille pæne borgere, da en betjent tilfældigt kommer forbi på gaden, da de skal hjem.


Det første møde i Madadayo-selskabet på lærerens 61-års dag er med mad og drikkevarer, taler, sange og runddans. Der er vel 30-40 gamle elever. Kun mænd. Og der bliver drukket adskillige bægre sake. For alle tilfældes skyld er Hyakken flankeret af sin huslæge og en buddhistpræst; huslægen forudsiger at han vil holde 16-17 år endnu. Hyakken holder en sarkastisk tale og får sarkastiske svar fra mange af eleverne. En enkelt elev afstår dog fra en egentlig festtale, men giver sig sig til at remse samtlige stationsbyer i Japan op. Det varer resten af aftenen, men forstyrrer ikke festens videre forløb. Højdepunktet er at læreren skal tømme et stort glas øl i ét drag. Det er et to-liters glas, og alle ser spændt hen på læreren da han rejser sig og begynder. Men han gennemfører - uden at falde død om. 'Ikke endnu', kan han sige.

Under krigen går det galt. Hyakkens hus bliver ramt af bomber, og han må tage til takke med et simpelt og utæt skur, hvor der dårligt nok er plads til de få ejendele han har reddet. Men frisk luft eller udsigt mangler der ikke. Og en kanariefugl er der også blevet plads til. Eleverne hjælper ham i øsende regnvejr med at flytte ind - og han viser dem ruinerne omkring sig, herunder det palads som jorden hører til.

Siden forærer de ham et helt nyt, men lille og beskedent hus på stedet. Nogle erhvervsfolk og arkitekter går og måler op. Naboen vil sælge sin egen faldefærdige rønne og de kommende bygherrer har tænkt sig at opføre en fleretages ejendom som vil tage sollyset fra lærerens hytte. Naboen forbarmer sig over ham - og afslår pludseligt, til køberens store rasari, at ville sælge. Læreren bliver naturligvis glad og får indrettet sig med en lille japansk haveanlæg med stensætning, stier og en dam. Problemet er at dammen ikke kan blive større end at karperne ikke vil få plads til at vende og derfor nok vil blive tvunget til 'skyde ryg'.

En dag finder eleverne deres lærer dybt deprimeret. Han har mistet sin store kat. Den er simpelthen forsvundet. Hyakken er helt utrøstelig, så de hengivne elever går i gang med en større eftersøgning. De går endog sammen med læreren hen på den nærmeste skole for at bede skolebørnene søge efter katten. Det resulterer i mange henvendelser, men ingen der fører til den rigtige kat. En dag dukker en stor sort kat op, og lærerens kone tager den til sig, men for læreren bliver det aldrig det samme. Han er virkeligt grebet af lede ved livet.


Tiden går - og vi rykker frem til lærerens 77-sindstyvende fødelsesdag i Madadayo-selskabet. Nu er der ikke 40 mænd til stede, men et par hundrede af begge køn og med børn og børnebørn. Indledningsvis får Hyakken overrakt otte-ti bukketter fra en række af 'børnebørnene' med de alleryngste 'oldebørn' kommer ind med en stor kage med lys. Ikke 77, men kun syv, som han må puste ud en for en. Der skåles og holdes taler samt synges, bl.a. en af yndlingssangene til harmonikaakkompagnement. Endnu engang må Hyakken drikke to-liters bægeret med øl - og gennemfører. Men da der skal danses, falder han sammen. Lægen hanker op i ham og beroliger gæsterne. Det er blot pulsslaget det er galt med. Hyakken foretrækker dog at komme hjem - og bliver ledsaget af sin kone og de fire elever der står for arrangementet. Hjemme bliver han lagt til ro, mens de fire mænd får stillet en flaske 'risvin' til rådighed. På et tidspunkt hører de den gamle udbryde et højt 'Madadayo' - men da de kigger ind, finder de ham trygt sovende.

Vi føres tilbage til en af Hyakkens barndomsoplevelser: På en skråning med høstakke eller halmstakke leger børnene skjul, mens en af drengene, ham selv som barn, gemmer sig under stråene. Øverst på bakketoppen gentager de andre det rytmiske ord Madadayo i det uendelige. Det er skumring, himlen bliver mørkere og rødeligere - til tonerne af en af de langsomme satser fra en Vivaldi-violinkoncert.


Som det vil være fremgået er Madadayo-filmen blottet for action og dynamik, ja, stort set for bevægelse og energi. Den er derimod præget af den største tålmodighed og underfundighed. Man må for min skyld gerne kalde den 83-årige instruktørs sidste film et gammelmandsværk, men man skal huske at den selv samme stil, humor og tålmodighed foldede sig ud i rendyrket stand allerede i filmen 'At leve' (Ikiru) fra 1952, og at filmfolk som tjekiske Jiri Menzel (med bl.a. 'Skarpt bevogtet tog') eller franske Jaques Tati (med 'Min onkel', Playtime' og 'Trafik') har præsteret nøjagtig samme form for underfundig humor. Nogle kan tage den - andre kan simpelthen ikke udstå den. Og i Kurosawas tilfælde vil den overraske og skuffe alle der forbinder hans navn med lutter action og intensitet. Den meget lange historie om den forsvundne kat, vil nok kede og måske ligefrem irritere mange, men den er en fornem studie i den art depression Kurosawa kendte udmærket fra sig selv. Alt kredser om årsagen samtidig med at alt normalt liv og al normalt initiativ er forsvundet. Hyakken går tavs og indesluttet omkring i sin morgenkåbe - og kan intet spise eller foretage sig. Og vi ser fortvivlelsen hos omgivelserne der heller ikke kan se nogen udvej. Og det siger sig selv, at disse sekvenser må skrue tempoet ned til det minimale.

Men naturligvis spiller det i Madadayo-filmens tilfælde også ind at Kurosawa livet igennem har været optaget af lærer-elev-forholdet og selv har været det japanerne kalder 'sensei' for sine filmelever og selv følt sig som ydmyg elev over for sine læremestre. Ordet 'sensei' oversættes normalt ved lærer, men skal i virkeligheden betyde 'født før' og således angive folk der er ældre end en selv og som man bør vise respekt. Kurosawa har i interviews røbet at han var skuffet over på sine gamle dage ikke at have sådanne hengivne elever, men med sin sidste film har han på smukkeste vis visualiseret sit ideal.

Samtidig sagde Kurosawa med filmen også 'madadayo' til sit publikum og til filmverdenen. Han var ikke død endnu, var budskabet. Og rent faktisk han havde stadig filmplaner. "Jeg har så meget, jeg skal nå endnu, forklarede han på en pressekonference ved premieren. "Jeg ved ikke hvor mange af de film jer har i hovedet, jeg kan nå at skyde. Men jeg har ikke meget tid tilbage, så jeg må skynde mig." Men han nåede ikke at realisere flere planer.

Ved samme lejlighed røbede perfektonisten også at han aldrig havde været fuldt tilfreds med sine film. "Når jeg ser mine egne film, føler jeg stadig, at der kun er nogle få dele af dem der er ægte film. Jeg har endnu aldrig lavet en film der er helt ægte fra begyndelsen til slutningen." Også her slår hans ydmyghed igennem.



Intensitet, humor og helhedssyn    Til toppen  Næste

Det skal kraftigt understreges at ovenstående gennemgang af Kurosawas filmkunst er ufuldkommen og uretfærdig allerede fordi den indskrænker sig til en behandling af hans sidste tre film. Måske burde den fjerdesidste 'Ran', have været medtaget, fordi den ikke alene er en fremragende Shakespeare-fortolkning (af 'Kong Lear'), men er en essens af Kurosawas utrolige kunnen og kunst. Det er en farvefilm der udnytter alle mediets muligheder og viser Kurosawa fra den mest storslåede side som skildrer af menneskets natur, aggressivitet, fanatisme og humor i skønneste kombination med landskabets og bygningers storslåethed.

Men jeg har valgt mesterens sidste film for at påpege den aldrende kunstners smukkeste sider. Han mestrede til det sidste intensitetens kunst i billed-, lyd- og menneskeskildringen som var de færreste forundt. Og han røbede i alt sin varme menneskelighed og humor.

Hertil kommer imidlertid også at han netop i de sidste film mere end tidligere er nået frem til at vise følingen med de universelle arketypiske forestillinger på en sådan måde at hele spændvidden i den menneskelige tilværelse er kommet frem i sjælden grad. Specielt i 'Drømme' og 'Rapsodi i august' rykker han helt ind til kernen af eksistensens kamp mellem liv og død, og han gør det ved - både på billedsiden og lydsiden (musikken, tavsheden og stilheden) - at turde konfrontere sig selv og tilskuerne med det hellige, det ophøjede eller det 'numinøse'. Det gør efter min mening hans sidste film til noget ganske særligt - og jeg tror også det forklarer at flere, selv anerkendte filmkendere her melder fra. Vanen og moden tro synes de at fokusere på det rent æstetiske - og mener nærmest at det etiske og ophøjede er et minus eller en fejltagelse.

Men først når det æstetiske finder sammen med det etiske og religiøse, når vi frem til helheden eller det helhedsrealistiske. Og det er dette jeg mener sker for Kurosawa i de sidste film - uanset om det er bevidst eller ubevidst.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    Til toppen

Link til Kurosawa på 'The Internet Movie Database'


Udvalg af film-artikler på Jernesalt

Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)
Lars von Trier  (kort karakteristik)

Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'
'Anger' og 'Brændt af solen'   (om russiske film og stalinismen)
'Ten Canoes' - filmisk indblik i de australske aborigineres fremmede verden  (4.11.07.)
Helligtrekongersaften   i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.)


Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal