utils prefix normal JERNESALT - jernesaltstatus12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.12.

JERNESALT har ti års jubilæum

Det økonomisk, politisk og konfessionsmæssigt uafhængige internetorgan 'JERNESALT', som du betop befinder dig på, kan i dag den 2.6. 2012 fejre sit 10-års jubliæum som et meget specielt tidsskriftlignende kritisk organ der modsat de gængse websites ikke er en 'blog' der lægger op til læsernes umiddelbare kommentarer og spontane meningstilkendegivelser, men derimod en seriøs hjemmeside der konsekvent lægger op til eftertanke og fordybelse. Derfor besvares henvendelser der er seriøse i den forstand at de er saglige - uden at være upersonlige - og alvorligt mente uden at være ukritiske. Det er de overfladiske og især de florerende mere eller mindre ubehøvlede eller direkte hadefulde tilkendegivelser organet under ingen omstændigheder vil lægge navn til eller gider svare på.

Det provokerende i JERNESALT lå i selve det tværfaglige, det komplementære og det helhedsrealistiske, som tilsammen giver en indfaldsvinkel på tingene og begivenhederne der kræver åbenhed over for nytækning. Det kan måske endda i nogle tilfælde virke lidt skræmmende, fordi indfaldsvinklen også kræver eksistensfilosofisk interesse og lidt tålmodighed og eftertænksomhed. Derfor lanceredes hjemmesiden med programerklæringen "Du kan roligt være bange!" som var det selvsamme muntre udtryk gøglerkongen professor Tribinis brugte når han reklamerede for sine forestillinger foran teltet på bakken. Manden havde jo fuldstændigt ret i at man ikke bør lade sig skræmme af gøgl. Det er skæg og ballade og illusion, men det kan ikke desto mindre godt have en dybere mening i selve det at holde den dagligdags virkelighed med dens konstante og indskrænkede nyttehensyn og pengefiksering op mod en humor der viser andre sider og andre horisonter af tilværelsen og måske ad den vej åbne nye indsigter.

JERNESALT var fra starten samtidigt tænkt som værende et vovet forsøg på at fastholde et sekulært håb og en sekulær tro på fremtiden ved at udbygge et sammenhængende og konsistent helhedssyn som et nødvendigt modstykke til al fragmentarisk kritik og analyse. Her kommer alvoren op på sit højeste niveau, men humoren er stadig intakt: Det er op til den enkelte læser at finde ud af hvad der er op og ned i filosofien og sagsfremstillingen. Eftertanken slipper læserne ikke uden om, hvis de ellers vil forstå noget af det hele! For vi bruger ofte lange sætninger og udredninger - og vi leger med anonymiteten.


Stort set mener undertegnede redaktør at have levet op til mine egne målsætninger og intentioner, idet kommentarer til de aktuelle begivenheder inden for såvel dansk som international politik og debat samt omtale af film, kunstudstillinger, musik og faglitteratur og skønlitteratur hele vejen igennem har været fulgt op af særligt grundige artikler og essays om naturvidenskabelige, filosofiske, psykologiske, politologiske og kulturelle og religiøse emner, i flere tilfælde endda meget grundige essays om fx Ørsteds holistiske natursyn, Hoffmeyers specielle biosemiotisme, Safranskis analyser af den tyske romantik, David Favrholdts filosofiske kodex eller Jørgen Øllgaards besynderlige forestillinger om småborgerligheden. Og naturligvis ikke at forglemme hovedessayene om Vilh. Grønbech, Niels Bohr, Konrad Lorenz, Erling Jacobsen, Jes Bertelsen og Storm P.

Jeg har desuden leveret en samlet fremstilling af hvad jeg i polemik mod de gængse venstrefløjsillusioner har kaldt 'et borgerligt værdimanifest' og to grundige behandlinger af det store vigtige emne om livskvalitet - med klar modstilling af grundbegreberne 'transcendens' og 'immanens'- samt en ontologi og en fremstilling af retorikkens problemer, der altsammen er højst relevant for den løbende debat om eksistensen i det moderne samfund. Men først og fremmest har jeg for tre år siden fremlagt 'Jernesalts 2009-filosofi', der spænder over hele eksistensen på grundlag af komplementaritetsbegrebet og dybdepsykologiens indsigter i de psykiske grundprocesser, men gennem det specifikke emergensbegreb ikke mindst fastslog åbenheden og uforudsigeligheden som det karakteristiske for udviklingen og dermed klart tog afstand fra al deterministisk, holistisk og dogmatisk filosofi.


Årene fra 2002 til i dag har været bevægende og omvæltende på mange måder. Den teknologiske udvikling har navnlig gennem landvindingerne inden for informationssystemerne betydet en næsten grænseløs global kommunikation og dermed i stigende grad vanskeliggjort magthavernes forsøg på censur og meningsundertrykkelse. Den har overalt rejst en bølge af oprør og frihedskamp mod diktatorer - og den har dermed direkte eller indirekte stillet den rige, men bestemt ikke fejlfri vestlige verden op som forbillede for sekularisering og demokrati. Det ses meget klart i det såkaldte 'arabiske forår' der startede i 2011 og langt fra er sporet ind på holdbare demokratiske styreformer, men det startede i grunden den 11. september 2001 med det islamistiske terrorangreb på World Trade Centeret i New York der satte definitivt og utvetydigt skel mellem vestlige, sekulariserede frihedsidealer fra den franske revolutions tid og mellemøstlig, ekstremistisk, fundamentalistisk had til de samme idealer der direkte stemples som vantroens undergravende idealer.

Terrorangrebet førte til Vestens militære aktioner i Afghanistan og Irak - med dansk deltagelse som udtryk for en ny aktivistisk udenrigspolitik. Jernesalt har bakket begge krige op (tillige med den senere krig mod Libyens oberst Gadaffi), og redaktionen har aldrig accepteret venstrefløjens evindelige påstande om at krigene beroede på løgnagtige oplysninger og argumenter. Krigene blev desværre fra amerikansk side ført på en måde der vakte afsky overalt i verden og forståelig og berettiget muslimsk modstand mod den vestlige indblanding i landenes interne anliggender, men de var ikke desto mindre berettiget fra starten eller blev forudsætningen for den senere udvikling i de arabiske lande. Om de i den sidste ende fører til de ønskede, ideelle resultater, er endnu uafklaret, eftersom sekularisering og demokrati ikke er noget der kan nås på få år, men kræver lang og sej kamp. I værste fald kan det endelige resultat først konstateres om 30, 40 eller 50 år. Og generelt gælder desuden at ingen indgreb i verden undgår utilsigtede virkninger. Ingen skal tro at vi er på vej mod en fuldkommen verden.


Indenrigspolitisk har det meste af perioden været præget af en stabil VK-regering under Anders Fogh Rasmussens stærke ledelse, efterfulgt af et par år med Lars Løkke Rasmussens væsentligt svagere regeringsførelse. Sidstnævnte kom udelukkende i stand, fordi Fogh Rasmussen stilede efter den prestigefyldte post som Natos generalsekretær og reelt forlod statsministeriet før hans nationale opgave var løst. Det gav i september 2011 socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt mulighed for at vinde regeringsmagten i samarbejde med de radikale og Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten. Denne Thorning-regering blev ikke tilvalgt. Det var derimod Lars Løkke og VK-regeringen der blev fravalgt - og næsten alle meningsmålinger lige siden valget har vist stor tilbagegang for S og SF, og stor gevinst for Venstre, fordi vælgerne er blevet skuffede. Den allersidste måling fra Megafon i forgårs (efter skattereformens forelæggelse) viser endda en decideret chokmåling for S der kun får 16,9 % af stemmerne og SF der kun får 5,9 %. Enhedslisten buldrer frem til 11,3 % og er dermed blevet næsten dobbelt så stort som SF. Venstre derimod havner på 34 % og er dermed blevet større end de tre regeringspartier til sammen.

Der er for mig - og flere andre kommentatorer - ikke ringeste tvivl om at det er personen Helle Thorning-Schmidt der har eneansvaret for socialdemokraternes katastrofale nedtur. Hun er dygtig, smuk og tiltalende og kan begå sig på de bonede gulve som ingen dansk statsminister før hende, men hun har tydeligvis været uden andre ambitioner end den at blive statsminister ved hjælp af retorik, og hun har vist sig blottet for egentlige politiske lederevner. Det var der enkelte der kunne se før valget, men det kan mange af hendes egne vælgere og partifæller også se i dag. Og den situation kan hun ikke rette op på, ligegyldigt hvilke spindoktorer hun får draget ind i forsøget. Enhedslisten kan nu for alvor gøre tilværelsen sur for den regering som de radikales Margrethe Vestager styrer målbevidst i økonomisk henseende. Venstre kan blive stående på sidelinjen og godte sig over Helle Thornings fallit! For et par dage siden var Lars Løkke kommet i et klart dilemma angående eventuelt forlig om skattereformen. Nu er det skudt tilbage til Thornings valg mellem 'blåt forlig' med Venstre eller 'rødt forlig' med Enhedslisten. Ingen af delene er langtidsholdbare for Thorning selv.

Hele udviklingen bekræfter at klassekampen i Danmarks er definitivt forbi - som Anders Fogh Rasmussen erklærede den i 2001. Der er stadigvæk fattige mennesker i landet foruden alt for mange ikke-integrerede indvandrere, og der er sågar også folk der stadigt tror på socialismen og revolutionen, men flertallet befinder sig på den politiske midte og ønsker som veluddannede og vellønnede mennesker med job, parcelhus eller anden ejerbolig en overvejende borgerlig politik der er økonomisk og socialt ansvarlig og værner om de bedste sider ved velfærdssamfundet. Men dette flertal ønsker hverken at der føres ensidig socialistisk eller ensidig liberalistisk politik. Danmark er reelt - som en overgang også Storbritannien var - gået 'den tredje vej' mellem socialismens og liberalismens faretruende fabelvæsener der lokker folk i uføre. Ulykken er at ingen af de politiske ledere til fulde har forstået den tredje vejs grundlæggende komplementaritetsprincip, ja de beskæftiger sig end ikke seriøst med filosofi. Derfor er der forvirring i dansk politik, der ellers har de allerbedste forudsætninger for at lægge den utidssvarende og ødelæggende klassekamp bag sig. Og derfor har Jernesalt stadig en vigtig opgave i at give den fornødne oplysning om den tredje vej og den tilhørende filosofi.


Men tillad først en kort repetition af udviklingens og JERNESALTs forløb år for år, idet der generelt henvises til den kronologiske oversigt for artiklerne.

Første år (2002/03): Terrorangrebet den 11. september 2001 og dets konsekvenser verden over blev fulgt op, herunder også med en artikel om Bush-doktrinen, der fastslog USA's ret til forebyggende krigsførelse - og dermed blev grundlaget for den senere Irak-krig. Årets ubestridt vigtigste begivenhed for Europa var imidlertid de hårde forhandlinger om Polens optagelse i EU der fandt sted under Anders Fogh Rasmussens formandskab og som førte til den historiske EU-udvidelse. Den kolde krig og dens forhadte symbol 'Muren' blev definitivt lagt i graven. Polen tiltrådte tiltrædelsestraktaten den 16. april 2003 og blev reelt genforenet med den frie vestlige verden ved en afstemning senere på året, men genforeningen blev dyr for Polen og kostede hurtigt den daværende polske premierminister posten som partileder og regeringschef.

Efter nytår 2003 trak det op til krig mod Saddam Hussein - uden om FN's sikkerhedsråd, hvor bl.a. Rusland og Kina var uvillige til en fælles indsats (ligesom i Syriens tilfælde i dag). Krigen blev indledt og ført imod generalsekretær Koffi Annans ønsker og anbefalinger. Han er ikke desto mindre nu udsendt som FN's fredsmægler og er igen imod en nødvendig indsats mod en mellemøstlig diktator (Syriens præsident Assad) som Rusland og Kina holder hånden over med forblommede vendinger. Men det er en anden sag.

Andet år (2003/04): Irakkrigen fortsatte, og det samme gjorde diskussionen om dens berettigelse. Præsident Bush havde store visioner om Mellemøsten, men Pentagon og hans egne generaler skabte endnu større problemer.

Herhjemme blev den politisk diskussion i vid udstrækning en kulturkamp og en religionskamp. Det kom herunder til at stå klart at de islamistiske fundamentalister i en sådan grad følte sig truet af den vestlige sekularisering at de anså det nødvendigt at bruge ekstreme midler i kampen mod den vestlige påvirkning, og dette kom i realiteten til at præge hele tiåret. Mange politikere og forskere fastholdt det rationalistiske synspunkt at religion skulle være en privatsag der så vidt muligt skulle holdes ude af det offentlige rum. De færreste forstod at religion aldrig kan blive en privatsag, da den dybest set drejer sig om alle eksistensens hovedspørgsmål, der af gode psykologiske grunde er irrationelle. Hvad det gælder om i kampen mod al religiøs ekstremisme er derfor ikke at holde religionen ude af det offentlige rum, men at skille religiøs magt fra politisk magt, sådan at enhver form for præstestyre på tværs af politikerne udelukkes. Men dette kræver en forståelse for at religionen altid har både en åndelig (ikke-magtmæssig) side og en verdslig, magtmæssig side - og at det derfor alene er den magtmæssige side man skal holde ude fra det politiske område, hvis man ønsker frihed og demokrati. Derimod er det nytteløst at prøve at holde religionen ude fra eksistensen. Det store problem i Irak efter Saddam Husseins fald var netop at de islamistiske fanatikere forsøgte at gribe magten og dermed forhindre en sand, sekulær demokratisk udvikling.

Tredje år (2004/05): I Jernesalts 'Værdimanifest' blev det slået fast, at såvel naturen som samfundet må ses som fundamentale værdier i eksistensen (til forskel fra den videnskabelige betragtning). Værdier har simpelthen ikke objektiv eksistens, men ene og alene subjektiv eksistens. Det er altid den personlige tiltrækning, tilknytning, tilegnelse, værdsættelse og fornyelse af værdierne og deres betydning der er afgørende. Følgelig er en mere systematisk bevidstgørelse af dem forudsætningen for at komme videre i en værdidebat der kan føre ud over snæver politisk eller kulturel mudderkastning eller skyttegravskrig, lød det. Og der blev henvist til værdiaksiomet: "Værdier erfarer ethvert menneske fra tidligste spædbarnsalder. Omverdenen kan slet ikke opfattes uden at den tillægges et værdiaspekt. Kærlighed, arbejde, kunst, kult og religion sørger for den stadige oplevelsesmæssige opretholdelse af de subjektive værdi-universer. Værdier er subjektive, fordi de ligger i erfaringerne fra de psykiske primærprocesser; de er før sproget og karakteriseret af helhedsmæssig billedopfattelse."


I USA blev George W Bush genvalgt for en ny præsidentperiode, trods heftig modstand fra bl.a. filminstruktøren Michael Moore. Den uheldige Colin Powell blev som udenrigsminister erstattet af Condoleeza Rice - samtidig med at de uhyggelige amerikanske overgreb i Fallujah blev kendt. I Palæstina blev Arafat endeligt sat fra magten. I Holland blev den kontroversielle filminstruktør Theo van Gogh (der havde lavet 'Submission') myrdet på åben gade af en bevidst muslimsk ekstremist fra en organisation der hadede vestligt demokrati og vestlig kvindefrigørelse. Herhjemme fik filmens manusktriptforfatter, den liberale somalisk-hollandske forfatter og politiker Ayaan Hirsi Ali Venstres Frihedspris.

Anders Fogh Rasmussen klargjorde sine visioner, mens socialdemokraterne var i åbenlys krise under deres nye formand Mogens Lykketoft. Det har ikke siden Nyrups glansperiode været let at være formand for partiet. Nyrup skaffede partiet af med Svend Auken, Lykketoft med Nyrup - og nu var det kun et spørgsmål om Lykketoft selv ville indse at han var umulig som formand eller om han skulle væltes ved et 'kongemord'.

Valget i februar 2005 blev en sikker sejr for Anders Fogh Rasmussen og VK. Lykketoft gav op. Nye kandidater til formandsposten hos socialdemokraterne blev Frank Jensen og den herhjemme dengang ret ukendte Helle Thorning-Schmidt. Hun vandt på sloganet "Jeg kan slå Anders Fogh". Men så let gik det ikke. Hun satte et nyt hold i folketinget - og mange af dem er forlængst borte, men Mette Frederiksen (socialordfører), Morten Bødskov (retsordfører) og Henrik Sass Larsen (finansordfører) blev centrale skikkelser. Kort efter afløste Villy Søvndal Holger K. Nielsen som formand for SF, og det indvarslede en ny æra, hvor partiet målbevidst gik efter regeringssamarbejde med socialdemokraterne og i stigende grad vænnede sig til realpolitik. Og det er svært for et idealistisk parti der har kørt på frihjul i 60 år.

Fjerde år (2005/06): I 2005 blev også London ramt af islamistisk terror, der bekræftede hvor dybt hadet til vestlige værdier stak i mange af de islamister der bor i de vestlige lande og nyder godt af vestlige rettigheder, men som systematisk danner parallelsamfund i stedet for at lade sig integrere. I en artikel 18.8. om situationen i Mellemøsten påpegede Jernesalt, at en modernisering af landene i Mellemøsten er ensbetydende med en demokratisering, og at denne igen i sidste ende er et spørgsmål om relativ sekularisering, dvs ikke en total adskillelse af religion fra samfundsliv og menneskeliv, men en total adskillelse af den religiøse magt fra den verdslige. Uden sekularisering ingen demokratisering. Det gælder i Irak som i Iran, i Syrien som i Saudiarabien og hele vejen rundt. Hvor de gamle styreformer fortsætter - hvad enten der er tale om præstestyre, kongeligt enevælde eller klan-styre - dér er udviklingen gået i stå, dér hersker feudalismen og bagstræbet, og dér skabes frustrationerne og dermed den baggrund for vold og terror, som på det psykologiske plan giver sig udslag i opdyrkelsen af had og destruktivitet.

Mellemøsten er imidlertid i dag kommet i den store historiske smeltedigel - og resultatet kan ikke betragtes som sikkert. Men afgørende på længere sigt er ikke om Vesten umiddelbart kan holde stand mod terrorismen, selvom alt må gøres herfor. Afgørende er om muslimerne tør begynde for alvor at rokke ved deres egne fordomme og livsløgne - og se i øjnene at de ikke kommer videre i udviklingen medmindre de relativiserer deres religion og begiver sig ind på sekulariseringens og demokratiseringens vej.

Dette er ord der ikke har mistet deres relevans eller aktualitet i dag. Men det blev i andre artikler også fastslået at selve den arabiske æresfølelse er utidssvarende, og at reform af islam kræver opgør med absolutismen.


Allerede i oktober måned 2005 havde Jyllands-Posten trykt en side med Muhammedtegninger som angiveligt skulle tjene det formål at afprøve ytringsfrihedens grænser i Danmark. En af tegningerne fremstillede profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Den var lavet af Kurt Westergaard og virkede egentlig ikke særligt provokerende målt med danske bladtegner-eller humor-alen. Men visse herboende muslimer tog affære og rejste til deres hjemlande i Mellemøsten med det formål at vække en bølge af had mod Danmark, og det lykkedes faktisk. I løbet af januar måned 2006 blev danske varer boykottet i flere arabiske lande, og derefter fulgte afbrænding af danske flag og portrætter og voldsomme demonstrationer - både herhjemme og udenlands. Åndsfriheden i Danmark og Vesteuropa stod skarpt over for islamisternes påberåbelse af deres religiøse følelsers ukrænkelighed og den dertil hørende principielle modstand mod sekulariseringen. Sagen afslørede at mange herboende muslimer føler sig mere knyttet til deres oprindelige hjemlandes kultur og religiøse normer. Men som Jernesalt konkluderede i en artikel, så var kultursammenstødet mellem den muslimske verden og den vestlige verden ikke en religionskrig, men en dyb og principiel uenighed om den relative sekularisering.

Den danske statsminister vaklede ikke i spørgsmålet om at den danske stat ikke kan blande sig i pressens ytringsfrihed, men til gengæld tog han ikke klar stilling til det problem at religiøse mennesker ikke kan kræve statsmagtens indgriben fordi deres følelser krænkes.

Muhammed-sagen satte skel i forholdet mellem muslimer og vesterlændinge. Vi fik flere terrorsager i Vesteuropa, herunder trusler mod redaktørerne og tegnere på Jyllandsposten et decideret mordforsøg på Kurt Westergaard selv i 2008. Desuden gik Dansk Folkeparti markant frem.

Anders Fogh Rasmussen kom iøvrigt med sine visioner for det liberale Venstre, men turde ikke tage fat på afklaringen af det afgørende spørgsmål der uundgåeligt må melde sig for enhver tilhænger ad den tredje vej: Fører frihedsprincippet til større ulighed eller ej? Eller på mere abstrakt-teoretisk plan: Er der ikke en uundgåelig logisk modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet som kun kan løses gennem komplementaritetssynspunktet i og med at man opgiver den forstandsforheksende enten-eller tænkning? Daværende politiske ordfører for Venstre Jens Rohde gik også udenom. Som siden Lars Løkke Rasmussen. De ser ud til at være hunderædde for at tænke i nye baner.

Femte år (2006/07): I juni 2006 kom velfærdsforliget i hus med VK-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale. Anders Fogh Rasmussen benyttede sin åbningstale i folketinget til at tale om værdikampen, men undlod at tage tyrene ved hornene og give et bud på religionens stilling i det offentlige rum. Til gengæld blev det i det nyt år besluttet at trække de danske styrker ud af Irak.

Sjette år (2007/08): Margrethe Vestager erstattede Marianne Jelved som leder af Det radikale Venstre.

Der var opbrud i dansk partipolitik gennem tre folketingsmedlemmers stiftelse af et nye parti der kom til at hedde Ny Alliance, fordi formålet eller ønsket var at få dansk politik væk fra den skarpe blokpolitik der især knyttede sig til indstillingen til de mange muslimske indvandrere og Dansk Folkepartis store indflydelse på VK-regeringen. Opbruddet mindskede VK-regeringens parlamentarisk så meget, at statsministeren valgte at udskrive valg til november 2007 - inden Ny Alliance havde fået for meget medvind. Men regeringen overlevede, og det mest markante ved valget var faktisk at Villy Søvndals SF blev den store sejrherre, hvorimod Mogens Lykketoft gik tilbage. Finansloven for 2008 blev først vedtaget i marts måned - ved hjælp af Dansk Folkeparti og Ny Alliance. SF fortsatte sin fremgang, men Anders Fogh Rasmussen mestrede stadig den politiske iscenesættelse - og betrådte bl.a. klimavejen.

Demokraten Barrack Obama vandt i november det amerikanske præsidentvalg, men den internationale finanskrise var nu blevet mærkbar og nødvendiggjorde såkaldte bankpakker i Danmark og mange andre steder.

Syvende år (2008/09): Ny Alliance mistede flere markante figurer og havnede i en decideret overlevelseskrise. Det skiftede navn til Liberal Alliance og blev nu så energisk støttet af den renlivede liberalist Lars Sejr Christensen fra Saxo Bank at partiet efterhånden kom til at ligne et Saxo Bank-parti. - Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær for Nato, trådte tilbage som statsminister og overlod roret til sin næstformand Lars Løkke Rasmussen i april 2009,

Men det var finanskrisen der blev mere og mere dominerende, gav mange ubehagelige overraskelser i hele EU og rejste selve spørgsmålet om økonomiens fundamentale irrationalitet og efterhånden også om kapitalismens væsen og uvæsen.

Ottende år (2009/10): Det lykkedes VK-regeringen at få et bredt forsvarsforlig i stand, men Lars Løkke Rasmussen havde svært ved at træde i karakter - og turde ikke vise fremsynethed da han omdannede regeringen. Finansforslaget for 2010 viste for første gang i mange år et kæmpeunderskud.

Årets store begivenhed i København var klimatopmødet (COP15), der imidlertid blev en kæmpefiasko og navnlig afslørede Lars Løkke Rasmussens begrænsede format som international koordinator og mægler. Han blev kørt fuldstændigt ned af træthed på den sidste dag. I februar 2009 kom hans store regeringsrokade, dagen før det nye regeringsgrundlag blev fremlagt. Mange nye navne kom til, men Birthe Rønn Hornbech fik lov at fortsætte som integrationsminister, skønt hun rodede sig mere og mere ind i uheldige problemer. Og et stærkt regeringshold kunne man ikke kalde den nye regering. Lars Løkkes popularitet i befolkningen dalede da også støt og roligt. Helle Thorning-Schmidt gik lysere tider i møde, så det ud til.

Regeringen fremsatte en genopretningsplan for dansk økonomi, hvad der i sig selv viste at tiderne var skiftet. Alt kom til at dreje sig om økonomi og forsøg på at redde velfærdssamfundet gennem krisen. De overordnede spørgsmål trådte i baggrunden. Den tredje vej blev totalt glemt i Danmark som i Storbritannien.

Niende år (2010/11): Det blev fra fagøkonomisk side fastslået at velfærdssamfundets fremtid afhænger af en ny realisme der gør op med de mange gratisydelser og tager højde for at der bliver færre erhvervsaktive til at skaffe de nødvendige midler. Der var mange drillerier mellem partierne. De konservative valgte Lars Barfoed som ny formand i stedet for den udskældte, men i sin tid meget populære Lene Espersen.

I maj 2011 kom dog et historisk forlig mellem VKO og Det radikale Venstre om en såkaldt tilbagetrækningsreform der ville udfase efterlønsordningen og også på anden vis udskyde den erhvervsaktive befolknings tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Forliget var historisk, fordi de radikale som stærke tilhængere af disse reformer ikke tog hensyn til modstanden hos socialdemokraterne og SF, som de ellers stadigvæk ville pege på som samarbejdspartnere efter et valg.

I bakspejlet kan det nu ses, at de radikales klare holdning og mod fik store følger for Thornings muligheder for regeringsdannelse efter valget i september 2011. Dels blev denne regering bundet af tilbagetrækningsreformen, dels blev dens regeringsgrundlag i høj grad bestemt af de radikale.

Tiende år (2011/12): Finanskrisen strammede yderligere til, og VK-regeringen var ikke overbevisende i sit bud på en løsning. Socialdemokraterne og SF, der i maj havde fremlagt em fælles 2020-plan (uden om de radikale) havde let ved at love for meget. Og valget i september endte da også med et klart nederlag til Lars Løkke Rasmussen og en klar sejr til Helle Thorning-Schmidt. VK-regeringen blev fravalgt, men både S og SF gik tilbage, således at den røde bloks sejr udelukkende kom til veje ved de radikales og Enhedslistens fremgang.

Det tog S, R og SF flere uger at blive enige om et nyt regeringsgrundlag - og de første mange måneder gik som bekendt med lovforslag, finanslov og reformer der i realiteten var og af et flertal af socialdemokraternes og folkesocialisterne egne vælgere også blev opfattet som løftebrud. Lederne kunne forsvare sig med, at de ikke have fået mandat til en ren rød regering, men måtte acceptere de radikales indflydelse. Og det er helt korrekt, men bare ikke hvad vælgerne tager for gode varer i politisk forstand. Alle meningsmålinger har givet tilbagegang for S og SF, og selvom det lykkedes Villy Søvndal at få trumfet sin strategi igennem på partiets landsmøde i foråret, så har han ikke leveret en selverkendelse der tager fat på kerneproblemet: Hvordan gå fra uforpligtende idealpolitik til forpligtende realpolitik? - Partiet er på dette moralsk-erkendelsesmæssige plan ikke kommet længere end det parti Aksel Larsen efterlod i 1967. Søvndal og Helle Thorning kan frygte nøjagtigt samme skæbne som Krag/Larsen ved valget i 1968.

Den første afgørende hurdle hedder skattereformen.


Krisen i EU og i euro-pagten er kun forværret, trods kommissionsformandens eklatante statskup i oktober måned. Grækenland og Spanien er fortsat i den allerstørste krise - og en generel vækst i eu-økonomien må alle kigge langt efter.

Men det arabiske forår har trods alt vakt forhåbninger om udvikling i den arabiske verden, uanset beklagelig mangel på vilje til politisk organisering og parlamentarisk skik. Udviklingen i Syrien er rystende - og desværre er præsidentvalget i Egypten også problematisk.


Om Jernesalts målsætning gælder generelt at alle analyser og kommentarer har været præget af en grundliggnede pragmatisk og realpolitisk indstilling med det afgørende kriterium at det hverken er venstrefløjen (socialisterne eller 'rød blok') eller højrefløjen (liberalisterne eller 'blå blok') der sidder inde med sandheden og patentløsningerne. Problemerne og 'de faktiske forhold i Jernindustrien' (som en anarkist hos Storm P. i 1913 kaldte de solide økonomiske og politiske kendsgerninger) ligger fast. Og derfor er det et sundt tegn i ethvert demokrati at regeringsflertallet skifter med mellemrum, så nye regeringskonstellationer får chancen for at vise hvad de dur til eller hvad de ikke dur til.

Politik er ved siden af magtkampen også altid en erkendelsesproces for både partier, politikere og vælgere. Det er uhyre værdifuldt for demokratiet at det bliver afsløret, når et eller flere partier lover mere end de er i stand til at indfri eller fører en politik som direkte skuffer deres egne vælgere og medlemmer. Det kan ganske vist betyde at der i værste fald kan gå næsten fire år inden vælgerne får lejlighed til at gøre op med sådanne partier. Men i længden kan intet parti bedrage vælgerne uden at det får alvorlige konsekvenser for partiet og partiledelsen selv.

Det hører med til Jernesalts redaktionelle linje at behandle de moralske, æstetiske, eksistensfilosofiske og videnskabelige spørgsmål sideordnet med de snævre politiske og økonomiske, idet disse spørgsmål på ingen måde er underordnet realpolitikken, men tværtimod er den eneste holdbare platform for en nogenlunde fri og selvstændig vurdering af denne. Eksistentielt set er de åndelige eller evige spørgsmål vigtigere end de verdslige eller timelige. Mange glemmer det i hverdagen, fordi både politikerne og medierne prioriterer de sidstnævnte øverst og nødtvungent overlader det til folket, den ubestemmelige intuitive folkelige bedømmelse, at protestere når nytte- og magthensynet går for vidt. Den folkelige ret er ikke grundlovsikret, men til gengæld biologisk og psykologisk sikret - og den er umulig at undertrykke i det lange løb. Det giver håb for fremtiden, demokratiet, sekulariseringen og den ægte velfærdskvalitet.


Udfordringen for de kommende år er indlysende og uændret fra formuleringen i Jernesalts 2009-filosofi:

Krisen er økonomisk, klimatisk, politisk, kulturel og eksistentiel.

Der skal tages effektivt hånd om den helt aktuelle og påtrængende finansielle og økonomiske krise, såvel som om de langsigtede klimatiske problemer. Politisk skal komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet accepteres som afgørende for velfærdssamfundets dynamik. Ulighed i samfundet skal betragtes som en uundgåelig følge af friheden, men den skal begrænses til et niveau der ikke medfører social uro eller desintegration. Social lagdeling og dominans er uundgåelig og giver - inden for rimelige og fleksible rammer - som hovedregel tryghed. Den tredje vej er den fornuftige midterpolitiks vej.

Lederskab er nødvendigt for både fællesskabets og fremskridtets skyld.

Men hverken ledernes eller folkets oplysning må halte bagefter.

Det danske folk kan ikke længere betragtes som et fuldt oplyst folk. Det har ikke et tidssvarende sprog der dækker udfordringens største og mest komplekse problemstillinger som at sikre og vedligeholde følingen med det kollektivt ubevidste. Og det har ikke det fornødne kendskab til de fire psykiske fundamentalkræfter eller til det for den indre sammenhæng nødvendige krav om at sørge for overvægt af det gode i livet.

Det enkelte menneske skal erhverve den subjektivt-eksistentielle indsigt som er forudsætningen for etisk konsistens og bæredygtig samfundsudvikling.

Folket og eliten skal blive bevidst om sammenhængen mellem politik, dybdepsykologi og religion eller eksistensfilosofi.

Lederskabet skal være fremsynet og transcenderende.

Den for hele folket og alle minoriteter fælles kult bliver afgørende.


Indenrigspolitisk skal det klasseløse, socialliberale og sekulære velfærdssamfund sikres.

Fuld integration skal være en hovedopgave for social- og kulturpolitikken.

Integration skal ske gennem folkeskole, folkehøjskole og folkestyre, men også folkekirken og folkemonarkiet har en vigtig rolle.

Et velfærdssamfund som det danske er en monokultur der kan omfatte mange subkulturer, men hverken parallelsamfund eller multikulturalisme.


Kravet om indre konsistens gælder både for individet og samfundet. Kravet indebærer netop monokulturens opretholdelse og borgernes forpligtelse til fuld integration. Konsistensetikken skal blive en folkesag.

Den danske monokultur er forenelig med en folkekirke på kristen basis. Men fuld integration i det danske samfund indebærer ikke antagelse af den kristne tro.

Sekulariseringen er en forudsætning for demokratiet. Sekularisering betyder ikke religionens bandlysning fra det offentlige rum, men derimod en skarp adskillelse mellem religiøs magt og politisk magt.

Skellet mellem ånd og magt er af fundamental og afgørende værdi for et moderne samfund. Det kristne budskab om frigørelse fra moralisme, lovreligion og dogmatisme skal være ledetråd i forebyggelsen af al fundamentalisme.

Værdikampen hører aldrig op, eftersom det ideelle samfund aldrig findes.


Dansk kultur og religion skal videreudvikles som en unik monokultur, men uden på nogen måde at isolere sig i forhold til andre eller forlange noget førerskab. Men Danmark skal engagere sig i omverdenens problemer og kriser og bidrage med inspiration og rådgivning.


Udenrigspolitisk skal den demokratiske og sekulære vej, der indebærer konsistensetik og almengørelse af selvet, forsvares og udbredes.

Den store udfordring i den kommende tid bliver at sørge for at det relativt velfungerende velfærdssamfund gør et kvantespring fremad i udviklingen, så folkestyret, folkeskolen, folkehøjskolen, folkebiblioteket, folkeuniversitetet, folkekirken og folkemonarkiet kommer op på et niveau der er tidssvarende.

Alle politiske partiers ledere burde i denne situation gøre som den gamle islandske lovsigemand, hedningen Torgeir, gjorde i år 1000 da islændingene stod over for deres hidtil største historiske udfordring. Han satte sig hen i enrum, tog kappen over hovedet og overvejede i passende tid hvordan den gamle, gode og ærværdige kultur og religion bedst muligt og skånsomst muligt kunne afløses af en ny og mere tidssvarende. Han kiggede dybt i historien og fremtiden, forstod hvad der var på spil for hele folket - og fandt den rigtige løsning og beslutning.

Det var et kæmpemæssigt ansvar Torgeir påtog sig, men han forstod udfordringen og fik sit land over den store historiske hurdle ved at vælge kvantespringet fremad, men tillade gammel kult for dem der ikke vovede eller kunne tage springet fremad.

Tidehvervet i dag består i at vælge et nyt kvantespring fremad, men tillade subkulturer frihed til at leve videre hvis de respekterer det nye.


Den sekulære helhedsrealisme der står for aktiv og dynamisk komplementaritet mellem frihedsprincip og lighedsprincip og mellem billedtænkning og begrebstænkning anbefaler det nødvendige store spring frem i oplysning, ansvarliggørelse, forsoning og integration.

Samfundslivet og kulturen skal igen blive en konsistent helhed.

Der er ingen vej uden om et nyt historisk kvantespring.


Jernesalt er som tiderne har udviklet sig de sidste par år nødt til at fortsætte sin oplysningsvirksomhed ud fra disse grundsynspunkter. Redaktionen befinder sig selv i en konstant erkendelsesproces, og derfor er det ikke en sur pligt at analysere den politiske og kulturelle udvikling, men tværtimod en sand fornøjelse. Er der læsere der finder det fornøjeligt og udbyttegivende at læse Jernesalt, er det kun en glæde mere.

Jan Jernewicz


Henvisninger:


Relevante artikler på Jernesalt:

Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)


Status over Jernesalts elvte år  (2.6.13.)

Status over Jernesalts niendende år - 2.6.11.
Status over Jernesalts ottende år - 6.6.10.
Status over Jernesalts syvende år - 2.6.09.
Status over Jernesalts sjette år - 2.6.08.
Status over Jernesalts femte år - 2.6.07.
Status over Jernesalts fjerde år - 2.6.06.
Status over Jernesalts tredje år - 2.6.05.
Status over Jernesalts andet år - 2.6.04.
Status over Jernesalts første år - 2.6.03.


Jernesalts 2009-filosofi

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)


Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Konrad Lorenz' kulturopgør
Peter Zinkernagels filosofi

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  


1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed  (31.10.11.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) - kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) - kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (5.12.09.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger  (23.5.10.)


Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den intuitive folkelighed  (21.3.12.)
- kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den moderne småborger  (16.3.12.)
- kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den klassiske småborger  (13.3.12.)

Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg  (21.11.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Böss' vægtige forsvar for nationen
Lone Franks store hjernetrip
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
Latter, morskab og humor
Selvrealiseringens idé og psykologi
Vurdering af det 20. århundrede


Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter  (6.2.10.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?  (14.10.09.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Arvo Pärt og hans enestående musik
Blicher mellem drøm og virkelighed
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Humormennesket Storm P.


Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner
William Blake's univers
Den hellige Frans af Assisi
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden
Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden
Peter Høegs hørelse, længsel og humor
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Pave Johannes Paul II
Nietzsches sjæl
Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)


Eftertankens væsen og mening  (6.4.12.)
At læse Jernesalt

Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
Religion som emergent fænomen i biologien
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Jernesalts baggrund og forudsætninger  (Idé - 3.6.02.)
Jernesalts idé, formål og målgruppe  (Idé - 3.6.02.)
Jernesalts stofområder  (Idé - 3.6.02.)
Jernesalts økonomi og etik  (Idé - 3.6.02.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Medier
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal