utils prefix normal JERNESALT - islamkritik2020x

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.11.20.

Kampen mod islamismen må og skal være flersidig

Frankrig, Tyskland og nu også Østrig har lige som Holland og Danmark været hårdt ramt af den islamistiske terror som begyndte i 2001 med terrorangrebet 11/9 på World Trade Center i New York og fik en ny kulmination med truslerne mod JyllandsPosten i anledning af Muhammedtegningerne i 2005.

Det karakteristiske for terroren i de europæiske lande er at den er uadskillelig fra angrebet på ytringsfriheden, herunder friheden til at lave satiriske tegninger der kan virke stødende på rettroende mennesker som de absolutistiske muslimer.

Terrortrusler og -handlinger fordømmes bredt af stort set alle europæere og et betydeligt flertal af muslimer, men for muslimernes vedkommende gælder at det kniber med forståelsen af retten til at lave satiriske tegninger af deres egen gud og store profet, mens europæerne, uanset om de er kristne eller ej, overvejende akcepterer sekulariseringen, dvs den adskillelse mellem stat og religion der gør selve frihedsrettighederne til et verdsligt anliggende, som religionen ikke skal blande sig i.

Når den franske præsident Emmanuel Macron skarpt fordømmer de sidste ugers brutale terrorhandlinger, erklærer han samtidigt uforsonlig krig mod islamismen, dvs mod selve den absolutistiske islam der udtrykkeligt undsiger al sekularisering. Og det kan han og andre statsledere i Europa gøre med god samvittighed, idet de dermed holder sig til den franske revolutions trefoldige ideal: Frihed - Lighed - Broderskab.

Hele denne idé kan slet ikke holdes i hævd uden at man sætter skel mellem frihedselskende og frihedshadende mennesker. Og så bliver problemet desværre straks lysende klart: Det er selvsamme skel de islamistiske dogmatikere og terrorister sætter mellem sig selv og samtlige vesterlændinge, men naturligvis med modsat fortegn og med udtrykkelig henvisning til Koranen.


Fra vestlig side kan krigen føres gennem efterretningstjenesternes indsats mod terroristernes netværk, herunder Islamisk Stat. Desuden ved forbud mod moskeer og imamer der udbreder islamistisk propaganda eller ved målrettet oplysning. Det kan Frankrig og Tyskland enes om, men EU er som sædvanligt delt.

Decideret krig mod islamisterne er også mulig. Det så vi med Vestens krig mod Saddam Husseins Irak, krigen mod Osama bin Laden og Al-Qaeda og mange mange andre og sidst den franske hærs drab på den nordafrikanske leder af Al-Qaeda. Og denne krig på slagmarken kan føre til isolerede del-resultater, men ikke til fjernelse af truslen fra de ekstreme islamister. Dertil er de for mange og for fanatiske. De er ikke tilgængelige for dialog eller pædagogik, for deres sag er højere end deres individuelle skæbner. De ofrer gerne livet for sagen i fuld overbevisning om at de kommer i himlen hvis de dræber en vantro eller det de kalder en 'helvedeshund'. Og de kan desværre også tiltrække muslimske migranter der vantrives i vestlige lande.

Derfor skal vestlig oplysning være rettet mod muslimer der endnu ikke er blevet ekstremister - og den skal have sekularisering for øje. Men i denne kamp kan man desværre slet ikke regne med muslimske autoriteter og organisationer der rask væk i ord fordømmer terroristerne og deres ugerninger, men ikke desto mindre energisk opretholder de grundlæggende ideer og retorikker der skaber det fatale verdensbillede af "os mod alle de andre" samt den hertil hørende fundamentale hævnfølelse.


"Os mod alle de andre" er en helt normal indstilling hos alle mennesker i alle kulturer. Den er nærmest selvfølgelig for mennesker der tilhører et godt fællesskab hvor man kommer hinanden ved og har fælles mål. Det er ligegyldigt om fællessskabet er af sportslig, forretningsmæssig, kulturel, politisk, religiøs art eller blot af familiær og selskabelig art. Det psykisk afgørende er at man føler sig hjemme i fællesskabet, men gør man det, bliver de andre straks 'fremmede' i en eller anden forstand.

Problemet bliver dog først alvorligt, når og hvis man i sådanne fællesskaber begynder at opfatte modsætningen på dogmatisk vis som et skel mellem dem der eksistentielt er på eneste rette vej og så alle de andre der er vantro, reaktionære, truende, fjendtlige og måske ligefrem ondsindede. Dette kendes i nyere tid både fra den kommunistiske venstrefløj og den fascistiske/nazistiske højrefløj. Men skellet har tidligere været grundlæggende for alle dogmatiske religioner, som opererer med begrebet rettroenhed (ortodoksi). Derfor har der på vore breddegrader været voldsomme modsætninger og religionskrige mellem kristne og jøder og mellem kristne og muslimer, ja, korstog mod jøderne fra 1096 til 1270 og krige mellem protestanter og katolikker i 1500-tallet og 1600-tallet. Man har her på begge sider kæmpet med hele ens egen religion og religionsfortolkning bag sig, dvs. med guden, skriften og profeterne i ryggen. Og selvom religonskrigene i Europa, bortset fra Balkan, er et overstået kapitel, så er skellet mellem 'dem og os' gået videre i skellet fx herhjemme mellem grundtvigianere og missionsfolk indbyrdes - eller mellem forskellige sekter som Jehovas Vidner og Pinsebevægelsen og hele det omgivende samfund.

Det uhyggelige hos de dogmatiske fanatikere er det forhold at medlemmernes identitet opbygges gennem indoktrinering af en entydig og indiskutabel ideologi eller bekendelseslære. Den dag i dag fastholder selv den udvandede folkekirke i Danmark sin ubetingede tilknytning til den lutherske bekendelse, der endda i hovedtrækkene går tilbage til den katolske kirkes synode i år 325. Denne lære blev helt op til vor egen tid indterpet i protestantiske skoler gennem Luthers Katekismus, og den bruges den dag i dag i enhver gudstjeneste, barnedåb, konfirmation og begravelse. Og for muslimernes vedkommende gælder tilsvarende at de holder sig strengt til Koranen og Profetens Hadith der stammer fra 600-tallet. Den indterpes den dag i dag i skoler og moskeer ved udenadslære (mange muslimer er analfabeter).

Disse steder lærer muslimer aldrig på helt selvfølgelig vis at betragte tingene og ordene med en sund og naturlig, spørgende og kritisk indstilling, men tværtimod at sluge det lærere og autoriteter samt politiske ledere siger som absolut sandt. Og de erfarer heller aldrig at folk ser forskelligt på mange ting og har forskellige meninger om dem, også om de store eksistentielle spørgsmål. Det gør jo ellers tilværelsen rigere og fremmer den gensidige forståelse og fremfor alt den humoristiske indstilling. I frie lande kan man i dagligdagen more sig over nuancer og tvetydigheder og lege med ordene. Og man behøver ikke frygte for censur eller straf, som hvis man lever i et diktatur af religiøs eller ideologisk art - eller en hierarkisk magtstruktur, hvor lederen altid har ret og skal adlydes.

Hvad selve de religiøse skrifter angår lærer muslimer ikke at disse uden undtagelse er blevet til på en bestemt historisk tid - og følgelig altid må forstås i en bestemt kontekst, og derfor aldrig læses som absolutte sandheder af guddommelig art. Både religiøse og verdslige ledere har haft syner og åbenbaringer der har fået dem til at nedskrive særligt vigtige beretninger - og de har kaldt dem guddommelige fordi de selv har oplevet dem komme fra 'det høje' eller 'det åndelige' eller 'overjordiske'. Og det har ofte gjort dybt indtryk på omgivelserne, men nøgternt set er der tale om psykisk ekstraordinære fænomener, der burde kunne tillade spørgsmålstegn og kritik.


Sagen er jo i virkeligheden den, at vi mennesker "hænger i sproget", som atomfysikeren Niels Bohr altid pointerede. Det betyder at vi over for påstande og forklaringer - hvad enten de er praktiske og videnskabelige eller kunstneriske, eksistentielle, og evenuelt religiøse eller ideologiske - næsten aldrig kan se bort fra at de er dybt præget af såvel deres tid som karakteren af de personer der siger dem og som har specifikke hensigter. Vi skal ikke derfor være blankt afvisende over for mærkelige eller provokerende påstande (nogle kan jo faktisk være fremsynede), men derimod altid sundt kritiske og historisk indstillede.

Det drejer slet ikke om at sætte sig ind i fin akademisk sprogfilosofi og bruge fine fremmedord om det man hører og læser, men derimod om på jævnt plan at forstå relativiteten i alting: Absolutte sandheder gives ikke, absolutte guder og profeter eller chefideologer gives ikke. Alt er relativt i betydningen historisk bestemt.

Det drejer sig heller om at ty til teologien for at forstå en bestemt religions væsen og rolle, for denne gren af åndsvidenskaben har i århundreder været part i sagen. Teologi betyder jo læren om gud, og den har indtil for ganske nylig i allerhøjeste grad været autoritært indstillet. Formålet med forskningen og undervisningen har ensidigt været at bekræfte de studerende i deres indlærte tro, således som denne er formuleret i dogmatiske tekster som man kalder hellige skrifter. Dogmerne har i Europa ligget fast, lige indtil det øjeblik den såkaldte kildekritik dukkede op i sidste del af 1800-tallet. De rettroende protesterede mod den med det argument at de hellige skrifter er hævet over kritik. "På knæ for biblen!" kunne Indre Missions formand i 1896 råbe mod professorerne på universitetet. En sådant krav gælder heldigvis ikke længere fuldstændigt inden for hverken protestantismen eller katolicismen, der nu stort set er sekulariseret, men stadig gælder at teologerne fokuserer på det de er blevet oplært til, nemlig fortolkning af kildeskrifterne - Biblen og Koranen m.fl. Det gælder også den lærde professor Thomas Hoffmann, der fornylig havde en kronik i Politiken med titlen 'Muslimerne må droppe virkelighedsfornægtelsen'. Men fokuserer man på teksterne, så får man aldrig fat på det essentielle i den frie, humanistiske religionsforskning: at religion dybest set slet ikke drejer sig om at knytte sit liv til ældgamle, tidsbestemte dogmer, men tværtimod om at knytte tilværelsen til selve følingen med de kræfter i menneskesindet der opretholder meningen med tilværelsen og som sikrer at ordet 'tro' primært skal forstås som livsmod (modsat fortvivlelse) og ikke som tro på nøje formulerede sætninger.

I den ikke-sekulariserede muslimske verden bevarer man den absolutte tro på absolutte påstande i Koranem og Profetens Hadith. Religion og stat er her en enhed. Og de skriftlærde er sat til at forsvare enheden, uanset dens undertrykkende karakter.


Et andet væsentligt forhold ved al ekstremisme og al anden ideologisk fanatisme er selve hævnfølelsen. Den er et klart psykisk fænomen, der altid beror på en persons subjektive karakter og indstilling, og meget ofte skyldes dels psykiske problemer som voldsom vrede, frustration, skuffelse eller nederlag, dels manglende evne til at bearbejde disse problemer på en sund og fornuftigt måde - eventuelt i kontakt med en sjælesørger eller terapeut. Hvis dette ikke sker, skubbes de bare væk, og dette kan netop aldrig gøres uden at de forsvinder ned i det ubevidste og begynder at lave ravage. Det bliver kun værre af at blive koblet sammen med det snævre muslimske æresbegreb, der specifikt forstærker mandens jeg.

Det er det fænomen man kalder fortrængning. Og dennes skadelige virkning ligger i at vreden og frustrationen ikke løsnes op, men projiceres ud på andre mennesker som hævnfølelse. Jo større frustration, jo større hævnfølelse. Og kombineres denne voldsomme vrede eller frustration med en dogmatisk overbevisning om at man kæmper for en stor, overpersonlig sag, så går det naturligvis galt.

Der er her ikke nogen anden udvej end at gå ind i sig selv ved selvrefleksion og meditation eller ved terapi eller sjælesorg. Herved lærer man selve de psykiske mekanismer bedre at kende. og man lærer desuden kunsten at trække sine projektioner tilbage. Det siger sig selv, at man skal være indstillet på dette ud fra medfødt psyke og gunstigt miljø. Man lærer ikke at trække sine projektioner tilbage ved at leve i et ekstremistisk og voldeligt miljø, hvor det tværtom gælder om at hade, hævne, skade og dræbe mest muligt. Derfor er det nærmest håbløst at få ekstremister i tale, når de først er havnet i det terroristiske miljø.

Men man skal aldrig forsværge noget. Det hænder jo, at nogle ekstremister besinder sig, og på et eller andet tidspunkt begynder at overveje deres situation og miljøafhængighed. Her kan det hjælpe at komme i kontakt med oprørere af positiv karakter, dvs oprørere der kæmper mod undertrykkelse og magtovergreb med det formål at komme til at leve under frie forhold som fx vestligt demokrati.

Og hvad den muslimske verden angår helt aktuelt, så er den jo i dag netop i allerhøjeste grad kendetegnet af at der i store dele af den findes forskellige former for oprørsbevægelser som er fredelige. De kan fx gå under betegnelsen 'det arabiske forår' - men tilsvarende findes også i den iranske (persiske) og tyrkiske verden og andre steder. Blot er den p.t. brutalt slået ned over hele linjen. Men det er disse oprørsbevægelser der giver håb. Og dette gælder vel at mærke også oprøret fra de mange kvinder, der undertrykkes af den gældende muslimske familiestruktur (og sharia), men nu har fået nok.

I de tilfælde hvor oprørene forbliver fredelige, vil de som regel være det man kalder 'folkelige' i ægte betydning, dvs båret af jævne mennesker uden akademisk forvridning, men til gengæld med dyb, intuitiv, nærmest underbevidst forståelse af hvor frigørende og fællesskabsstyrkende oprørene er. Det skønneste eksempel i Danmark er stadig de folkelige vækkelser i 1800-taller, der i første række gjaldt borgerne og bønderne, men senere også arbejderklassen.


Et tredje forhold man aldrig skal glemme, når talen er om truslen fra den islamistiske terror, er at mennesket i grunden er et væsen med stor sans for humor. Børn kan allerede i vuggen more sig højlydt over overraskende ting i den ydre verden. Og når de begynder at tilegne sig sproget, får de som hovedregel også øjne og øren for sprogets mange og ganske tit overraskende og morsomme tvetydigheder.

En af overraskelserne man kan støde på er at modsætninger der ser ud til at være logisk uforenelige, på en eller anden sjov og spændende måde alligevel begge kan regnes for berettigede og anvendelige. Man kan ikke alene lege med paradokser, men endnu bedre også ligesom indse en højere mening med komplementariteten i de logiske modsætninger. Meningen er at man skal prøve at lade begge modsætninger eksistere side om side og lade dem begge indgå i den fuldstændige beskrivelse af et givent fænomen.

Det var såmænd også Niels Bohr der påviste og energisk plæderede for dette synspunkt. Det har den store gevinst, at det fjerner forbandelsen ved den dualistiske enten-eller-tænkning, men man bør tilføje, at synspunktet dybest set også er udslag af stor humor. Anvender man det flittigt i praksis, bliver man i hvert tilfælde aldrig ekstremist eller fanatiker.


Kampen mod den islamistiske terror må ske både i Europa og i den muslimske verden. Den må have sekulær oplysning som mål, men aldrig være enøjet religionsfjendtlig. Den må ikke se bort fra at religion er et naturligt biologisk fænomen i menneskets kultur. Religion var oprindeligt udogmatisk, og den bør for alle nulevende menneskers skyld igen blive udogmatisk ved at gøre op med al bekendelsestro en gang for alle. Det er aldeles afgørende at have livsmod og vedblivende få det styrket, men aldeles overflødigt at rende rundt og 'bekende sin tro'.

Sekulariseringen er endnu ikke ført til ende i Danmark eller det øvrige Europa, og før det sker, har man ingen chancer for at skabe forståelse for den hos muslimer, endsige ret til at forlange den af dem.

Macron i Frankrig forstår ikke problematikken fuldt ud; Merkel i Tyskland endnu mindre; og toplederne i EU slet ikke. Og herhjemme har regeringer og Folketingets medlemmer hidtil ikke vist ringeste interesse for den. Vi har oven i købet i mange år haft kulturministre og kirkeministre der ikke vil høre tale om at slå de to ministerier sammen til et bredt kultusministerium der så skulle have det yderst relevante mål at løsrive den såkaldte folkekirke definitivt fra statens regi, men til gengæld samle al egentlig, ikke-dogmatisk kultus under ét.

Det dur simpelthen ikke længere at have skarp adskillelse mellem staten og kulturlivet i bredeste forstand. Det ses meget tydeligt her under corona-krisen, hvor den såkaldte oplevelseskultur lider. Men det er ikke den der skal redde hverken kulturen eller folkesjælen. Ej heller æsteticismen. Det er noget langt dybere, nemlig noget der forener erkendelse, etik og ikke-dogmatisk religiøs helhedssyn. Og dét bør man omsider forstå eller i hvert fald begynde at overveje grundigt.

Ejvind Riisgård


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.


Relevante artikler på Jernesalt:


11. september  om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA. Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01. Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed   (22.12.16.)
Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer  (11.9.16.)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar 2015  (19.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring   (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring  (8.1.15.)
Gert Wilders filmangreb på islam  (31.3.08.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.07.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)


Sekulariseringen må opdateres, så den kun verdsliggør selve den politiske magt   (29.11.04.)
Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab, men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær  (13.7.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Teologer dræber sund livstro  (18.4.19.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold  (20.12.17.)
Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (4.11.17.)
Opret et kultusministerium!  (14.2.05.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)


Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal