ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.05.

Irakernes første frie valg

Valget finder sted under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger. Grænserne er blevet spærret. Bilkørsel i byerne er blevet forbudt. Irakiske sikkerhedsstyrker er placeret ved alle valgsteder, efter at amerikanske sikkerhedsfolk først har inspiceret dem. Vælgerne er blevet registreret, men har først fået opgivet valgsted 24 timer før valghandlingen. Sikkerhedsfolkene har lavet razziaer i massevis. Endelig overvåger amerikanske fly luftrummet. Men bombe- og raketangreb har ikke kunnet forhindres - heller ikke på valgdagen.

FN's generalsekretær har opfordret alle irakere til at stemme ved valget, men de internationale valgobservatører har måttet opgive at tage til Irak, fordi deres sikkerhed ikke har kunnet garanteres. Også de internationale mediers udsendte korrespondenter har måttet affinde sig med usikkerhed og stærkt begrænset bevægelsesfrihed.

Umuliggøres valgets praktiske gennemførelse af systematisk og målrettet terror på selve valgdagen, eller resulterer valget i dannelsen af en svag, ikke tilstrækkeligt repræsentativ regering, vil terroren forblive en trussel mod genopbygningen og demokratiseringen og nødvendiggøre de udenlandske troppers tilstedeværelse på ubestemt tid. Såvel økonomien som sikkerhedsproblemet vil forblive anstrengte og sprængfarlige.

Der er derfor uhyre meget på spil for irakerne og de intervenerende koalitionsstyrker. Irakerne vil ikke få den fred, den sikkerhed, den frihed og det demokrati de ønsker, om alting går galt i dag. Og koalitionsstyrkerne vil få sat deres udholdenhed, moral og økonomiske offervilje på en hård prøve. Især fordi modstanden i hjemlandene mod fortsat engagement vil tage til.

Fast står dog stadigt, at flertallet af befolkningen var tilfredse med fjernelsen af den brutale diktator. Og fast står også, at uden den amerikanske indgriben i landets indre anliggender gennem krigen mod Sadddam Hussein var hverken diktatoren blevet fjernet eller en demokratiseringsbevægelse blevet sat i gang.

Men ingen kan fortænke irakerne i for flertallets vedkommende at betragte befrielsesstyrkerne som besættelsestropper, eller i at se sikkerhedssituationen som forværret i den seneste tid.

Irakernes utilfredshed med forholdene og utålmodighed efter genopbygning, fred, sikkerhed og uafhængighed af udenlanske magter er fuldt forståelig, men den er ikke særligt logisk. Den tager nemlig ikke højde for den kendsgerning at fred, demokrati og genopbygning af et land efter befrielsen fra et brutalt diktatur intetsteds kan sikres uden gennem tilstedeværelse af udenlandske tropper indtil landets egne sikkerhedsstyrker er bygget op og er blevet stærke nok til opgaven. Og dette vil altid kræve tid. Det sås i Europa eller i Japan efter Anden Verdenskrig. Og det er indirekte set i lande hvis befrielse fra diktatur har ført til ødelæggende borgerkrig - indtil udlandet greb ind.

Sunnimuslimernes had til og trussel mod demokratiet har ingen kunnet været i tvivl om der har fulgt begivenhedernes gang de sidste to år. De har tabt alle deres privilegier og hele deres magtposition. De hader og bekæmper amerikanerne og alt hvad der er amerikansk eller vestligt. Men det værste er i og for sig to andre forhold: de frygter den shiamuslimske dominans der vil blive følgen af de frie valg, og de allierer sig med den islamistiske terror mod vestlige værdier.

Deres ledere har opfordret tilhængerne til at boykotte valget og endda truet alle der alligevel går hen og stemmer med de alvorligste repressalier, dvs at få skåret halsen over. Det får heldigvis ikke alle sunnimuslimer til at blive hjemme på valgdagen, men giver naturligvis lav valgdeltagelse i alle sunnimuslimske områder - og dermed begrænset repræsentativitet af valget. Men uden om sunnimuslimerne kommer man ikke efter valget, fordi den kommende afstemning om en ny forfatning vil give dem mulighed for at forhindre forfatningens endelige vedtagelse.

Hadet til demokratiet vil bestå - og det forsvinder ikke af sig selv. De demokratisk sindede irakere kan med udlandets hjælp dæmme op for nogle af hadets følger, men i sidste ende kan hadet kun afløses af en eller anden form for samarbejdsvilje med demokraterne hvis de hadende muslimer og terrorister selv indser at de kan få mere ud af et samarbejde end af fortsat destruktivitet. Heldigvis findes der mennesker der bliver klogere med årene og erfaringerne og som derfor slipper deres had til fordel for konstruktivitet - ellers så verden håbløs ud - men en alvorlig hæmsko på dette område er selve den islamiske fundamentalismes absolutte tro på at man kan vinde et martyrium ved at dø for sagen.

Men omvendt gælder også, at et valg i Irak der kan føre til en demokratisk regering og dermed en holdbar udvikling i landet i høj grad vil påvirke stemningen i de arabiske lande positivt - og dermed svække terroristerne.

Men naturligvis skal ingen foregøgle sig at terroren hører op fra den ene dag til den anden eller at araberne lige pludselig bliver demokrater. Processen kan selv i bedste fald meget vel tage ti år eller mere - som den erfarne danske ambassadør i Syrien, Ole Wøhlers Olsen, fornylig har sagt i et interview til Politiken. Der er mange arabiske følelser knyttet til konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, men sandelig også til konflikten mellem islam og vestlige værdier.

Kampen for frihed er præsident George W. Bush's erklærede hovedformål med engagementet i Mellemøsten. Og han taler vel at mærke ikke her om liberalistiske ideer om frihed til privat initiativ, men om selve det at kunne være frie mennesker i ordets fulde betydning. Det er hvad vi i dag alle er i alle vestlige demokratier, men hvad man hverken er under militært diktatur (junta-styre) eller islamistisk præstestyre. Det sås tydeligt i Irak under Saddam Hussein, og det ses den dag i dag tydeligt i Iran under ayatollahernes regime.

Frihed i vestlig og demokratisk forstand er ikke alene et spørgsmål om formelle frihedsrettigheder, men også et spørgsmål om at den enkelte løsriver sig fra dogmatiske og indoktrinerende autoriteters magt, og dette kræver selvstændighed i tanke og følelse. På dette punkt er muslimerne i almindelighed langt bag efter Vestens sekulariserede mennesker. Og dette indebærer et uundgåeligt kultursammenstød mellem islam og vestlig kultur som de nu engang praktiseres i det daglige.

Det påstås at engagementet har alt for lille plads i debatten, og det er primært derfor at 300 velmenende, men kortsynede intellektuelle har indrykket en annonce i aviserne for at tage afstand fra den førte politik. Men reelt optager engagementet ikke medierne for lidt. Sagen er blot, at der mellem regeringen og socialdemokraterne trods uenighed om krigsdeltagelsen for to år siden er ret stor enighed om, at det ville være helt uansvarligt at trække de danske tropper hjem fra Irak, før en nyvalgt irakisk regering eventuelt beder om det. Efter folketingsvalget vil der - uanset socialdemokraternes stillingtagen - sikkert også være flertal for i givet fald at forlænge mandatet indtil opgaven er løst, at sikre det helt elementære grundlag for demokratiseringsprocessen i Irak.

I første omgang må resultatet af det irakiske valg afventes, dernæst resultatet af folketingsvalget og først derefter den nye irakiske regerings udspil.

Men den danske regering vil ikke være sit langsigtede historiske ansvar voksent, hvis ikke den fastholder sin forpligtelse til at støtte irakerne i deres kamp for frihed og demokrati.

Det har været utroligt opmuntrende at være vidne til den enorme interesse for det irakiske valg der har kendetegnet herboende irakere, ja tusindvis af irakere fra Sydsverige med. De har ikke alene været glade for at kunne afgive deres stemmer under de for danske forhold meget specielle sikkerhedsforanstaltninger ved valgstedet i Tåstrup, men de har også følt det historiske vingesus og været dybt berørt af situationen. Det viser med al ønskelig tydelig at det er et i ordets bedste forstand højtideligt øjeblik at kunne afgive en stemme på denne måde i netop denne historiske situation.

Også dette forpligter den danske regering og det danske folketing efter 8. februar.

Irakernes frie valg den 30.1. blev en overraskende stor succes i forhold til de bange anelser de fleste havde forud og de advarsler der lød fra mange sider mod overhovedet at afholde valget på nuværende tidspunkt.

Men det gik over alt forventning. Ikke alene med en gennemsnitlig valgdeltagelse for hele landet på omkring 60 procent, og ikke alene med et minimum af vold og terror mod vælgerne og valgstederne, men også - og navnlig - med en helt fantastisk stemning af glæde, stolthed og forventning.

Folk havde taget deres bedste puds på og var i højt humør; og de bragte deres gamle slægtninge med til valgstederne på ryggen eller ladcykler eller på anden vis. Og da al biltrafik af sikkerhedsmæssige grunde var indstillet, gik de langt til fods hen til de valgsteder de først havde fået opgivet dagen før. Festligt var det at se TV2's-reportage fra et ellers truet sunnimuslimsk område vest for Bagdad. Her var det øde og fritliggende valgsted tomt de første par timer, men pludselig dukkede lokalbefolkningen op i samlet trop, gående hen over ørkensandet i deres festtøj. De trodsede frejdigt terroristernes dødstrusler.

Valget var virkeligt frit i den forstand at der var alle mulige partier og kandidater at stemme på. Men resultatet vil først foreligge ind i næste uge, for dels er der stadig sikkerhensyn at tage, dels er optælling møjsommelig med så mange kandidater. Men såvel vælgere som valgpersonale har i forvejen fået undervisning i proceduren. Demokratisk kultur er ikke længere et fjernt vestligt begreb i Irak, endsige et imperialistisk påhit.

Det er store krav og udfordringer til et nyt demokrati, men det er deres opfyldelse dette vil stå og falde med.

Når hertil kommer, at de antidemokratiske kræfter - Husseins folk fra Baathpartiet med bistand af udenlandske terrorister - fortsat vil gøre alt for at bremse og ødelægge demokratiseringsprocessen gennem deres terror- og sabotageaktioner, så er det klart at vejen til demokrati og genopbygning stadig er trang og svær, og at den fortsat vil kræve beskyttelse af udenlandske tropper.

Men valgets succes betyder også at tonen i den internationale debat om krigen og dens berettigelse har skiftet karakter fra det meget polariserede til det mere forhandlingsvenlige og samarbejdsvillige. Såvel FN som EU kommer formentligt til at spille end langt større rolle i Irak fremover. Hjælpen fra udlandet vil også blive af økonomisk, uddannelsesmæssig og humanitær art. Præsident Bush har strakt hånden ud mod præsident Chirac, som er inviteret til frokost, og udenrigsminister Condoleezza Rice skal på Europa-turné i næste uge for at vise hvad hun dur til som diplomat. Begge har fået styrket deres position.

Når hertil kommer at forholdet mellem Sharon og Abbas er tøet så meget op, at der også i næste uge bliver topmøde mellem dem, så bliver det vanskeligt at bestride, at fredsprocessen for Mellemøsten har fået et tiltrængt skub. Kun er det kølnende for begejstringen, at de arabiske statsledere ikke kan skjule deres betænkeligheder ved udviklingen. De har hele tiden vidst, hvad den amerikansk ledede krig mod Saddam Hussein i sidste ende ville indebære, men de har i deres stille sind gået og håbet på en fiasko. Det kan de ikke længere.

Søndag den 30. januar 2005 blev derfor alt i alt en glædens dag for såvel det store flertal af den irakiske befolkning som alle i verden der ønsker frihed og demokrati udbredt til alle folk og nationer.

Irakisk ja til forfatningen, men fortsat usikkerhed  (26.10.05.)

Gør 'danske værdier' indsatsen i Irak umulig?  (11.8.04.)

Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft (25.1.05.)
Begge udtalte sig om de danske troppers tilstedeværelse i Irak.

Se iøvrigt rubrikken: Mellemøsten

og rubrikken USA