Billederne fra overgrebene i Abu Ghraib-fængslet har rystet amerikanerne og alle USA's venner, men også forstærket polariseringen i USA såvel som i den vestlige verden mellem tilhængerne og modstanderne af krigen og præsident Bush. New York Times' kommentator Thomas L. Friedman konstaterede i midten af maj, at han aldrig i sit liv har mærket et sådant had mod USA og dets præsident som han mærker i dag.
Også herhjemme har tilhængerne af krigen rejst mange spørgsmål. Politiken slår den 26. maj på kulturtillæggets forside stort op at "Foghs intellektuelle bagland" er rystet over afsløringerne af amerikanernes omfattende tortur i Irak. Historikeren Bent Jensen siger, at de har ramt ham som både dybt afskyeligt og helt uventet. Han troede ikke, at noget sådant kunne finde sted inden for de amerikanske styrkers rækker.
Weekendavisens kommentator Ulrik Høy indrømmer at 'vi hurra-neo-konservative' sidder med en kæmpe bet. "Afsløringerne viser et totalt moralsk kollaps, og derfor hænger vi med ørerne". Han ser ikke anden mulighed end at USA fremskynder en tilbagetrækning og lægger låg på alle forhåbninger om at træde frem som et eksempel til efterfølgelse. En sådan form for menneskeforagt diskvalificerer sig selv.
Berlingske Tidendes kommentatot Claes Kastholm er skuffet og rystet og hævder, at Rumsfeld og hans system ikke bare har kriminaliseret USA og dets allierede, men "også alle os der har bakket projektet op." Han ser dog ikke anden mulighed end at blive ved med at forsøge at indføre demokrati i Mellemøsten. Og anser stadig Bush-doktrinen for at være nødvendig og rigtig i andre sammenhænge.
Det gør til gengæld forfatteren Rolf Bagger ikke. Han mener doktrinen under de givne omstændigheder er død. Det er efter hans mening FN der trods dets mange problemtatiske regimer blandt medlemslandene er vores bedste internationale instrument.
Børsens tidligere chefredaktør Henning Fonsmark forholder sig principielt positivt til Bush-doktrinen som sådan, og anser det for urealistisk at FN som den svage og korrupte organisation den er skulle kunne løse problemerne i Irak, så meget mindre som FN er "en moralsk garant for hele den opsamlede antiamerikanisme". Han mener iøvrigt slet ikke demokrati kan indføres udefra (hvad der vel heller ikke er nogen der har påstået).
Retshistorikeren Ditlev Tamm synes at være ene blandt de adspurgte om at mene at USA fortsat er et ledende demokrati, som stadig har moralsk legitimitet til at gribe ind over for diktaturer der truer dets sikkerhed - i henhold til Bush-doktrinen. USA's indgriben i Irak var berettiget. Men det vil tage lang tid for irakerne at bygge et demokrati op.
I en vis forstand kan især Høys, Baggers og Kastholms dybe skuffelse eller desillusionering tages som tegn på en betydelig naivitet, eftersom det fra starten af krigen mod Irak lå klart, at det var Pentagon med forsvarsminister Rumsfeld i spidsen der stod for den målbevidste militære indsats og savnede finfølelse af den art diplomaterne i Colin Powells udenrigsministerium - for slet ikke at tal om humanisterne blandt de intellektuelle og i Europa - kan opvise.
Krig - forsvarskrig og præventivkrig - kan være nødvendig, men er altid et beskidt job, som kræver hårdhændet og ofte hensynsløs indsats. Krig dehumaniserer, som Herbert Pundik har sagt. Det gælder generelt, men ikke mindst i et tilfælde som Irak, hvor amerikanerne nok umiddelbart kunne opfattes som styrker der befriede irakerne fra en diktator, men efterfølgende først og fremmest blev betragtet som en besættelsesstyrke der måtte fare så hårdt frem at de fik alt gammelt amerikanerhad til at blomstre op i fuldt flor.
Overgrebene mod de irakiske fanger må psykologisk forklares - men under ingen omstændigheder derfor undskyldes - som en blanding af reaktion på hadefuld antiamerikanisme og et moralsk forfald der lod sadisme og seksuel ydmygelse få frit spil. Og overgrebene blev så omfattende, fordi de fik lov at passere gennem en militær ledelse der selv var for svag til at gribe ind eller måske ligefrem indirekte billigede og bifaldt dem. Tortur er som bekendt aldeles utilladelig efter international konvention, men blev her i Irak særligt afskyvækkende, fordi den blev forbundet med åbenlys seksuel og religiøs ydmygelse, herunder tvangsfodring med svinekød og alkohol samt afklædning, fotografering og anden overskridelse af blufærdighedsgrænser.
Det ser ud til at have spillet ind, at visse dele af fangebevogtningen og -afhøringen har været overdraget private paramilitære enheder i licitation - og derfor har været unddraget almindelig militær kontrol. Men det gør jo ikke sagen mindre belastende for hverken den amerikanske regering eller Pentagon, tværtimod. Og det sætter iøvrigt spørgsmålstegn ved selve anvendeligheden af sådanne 'lejesoldater' i vore dage. De har nemlig alle dage være kendetegnet af en fuldstændig hensynsløs, alle regler overskridende adfærd.
På denne baggrund har det været ganske forståeligt, at der fra mange sider har været krav om forsvarsminister Donald Rumsfelds afgang. Såvel Thomas L. Friedman som Politikens Anders Jerichow har blandt andre fremsat kravet.
Friedman anbefalede allerede i midten af maj at den amerikanske regering skulle foretage en gennemgribende revision af sin politik i Irak, for ellers ville den lede os alle ud i en katastrofe. Og revisionen skulle indledes med at Bush fyrede Rumsfeld aldeles omgående. Det skete som bekendt ikke. Tværtimod bakkede Bush sin forsvarsminister op ved at rose ham i høje toner for at have gjort et superdygtigt arbejde. Det fik Friedman til 23.5. at drage den slutning, at der er noget der er vigtigere for Bush end at få Irak på ret køl, og det er at blive genvalgt som præsident til november - og dette kræver at han virker stærk, beslutsom og loyal for derigennem at kunne bevare sin konservative rygstøtte.
Jerichow mente Rumsfeld måtte overveje en 'Jensby' dvs at gå selv, eftersom Bush reelt har brug for en ny strategi i Irak såvel som for faldende tabstal og voksende opinionstal. Og en ny militær strategi klares efter Jerichows mening bedst med en anden amerikansk forsvarsminister, for det var Rumsfeld der insisterede på at opløse Iraks gamle militær og politi - uden at tilføre en anden international ordensmyndighed eller en tilstrækkelig amerikansk. Og dér begyndte problemerne for USA.
Heroverfor kunne nævnes at den politiske analytiker og leder af et forskningsprojekt om USA's rolle i international politik Robert Kagan i Washington Post direkte opfordrede præsident Bush til nu at holde fast i en hård linje og målsætningen om et irakisk demokrati i stedet for at vise tilbageholdenhed med hensyn til bekæmpelse af de kræfter i bl.a. Fallujah og Najaf som er skurkene i Irak.
Eller man kunne nævne den britiske historiker Niall Ferguson der i en samtale med Martin Krasnik i Deadline på DR2 for en uges tid siden opfordrede USA til at erkende at det er et imperium - og et godt imperium der kæmper for de rigtige værdier.
Fhv. udenrigsminister Uffe Elleman Jensen kunne imidlertid tilslutte sig kravet om Rumsfeld afgang, mens nuværende udenrigsminister Per Stig Møller til DR1's Horisont udtalte at han ikke ville blande sig i spørgsmålet. Det måtte være præsident Bushs egen sag.
Og sagen er den, at Rumsfelds hårde linje - med undtagelse af torturen, som han påstår ikke at have kendt til - bakkes op af et flertal af amerikanere, og at en fyring af ham utvivlsomt vil give amerikanerne det indtryk, at Bush tørrer problemerne af på sin forsvarsminister, på trods af at han faktisk har været enig med ham - og på trods af hans tale forleden dag viste at han fastholder sin strategi.
Præsident Bush lagde i talen ikke skjul på at Irak står ved et kritisk punkt. Men koalitionens dagsorden hedder fortsat frihed og uafhængighed. Og målet er klart: at se det irakiske folk tage ansvaret for Irak for første gang i en generation.
Bush opregnede fem skridt på vejen til irakisk selvstyre og frie valg:
1) Koalitionen vil overdrage fuld suverænitet til irakiske borgere pr. 30 juni i år.
2) Koalitionen vil hjælpe med at etablere den stabilitet og den sikkerhed som et demokrati forudsætter.
3) Koalitionen vil fortsætte med at genopbygge Iraks infrastruktur,
4) samt gennem FN skaffe yderligere international støtte til den irakiske overgangsregering,
5) og give bistand til at afholde frie, nationale valg seneste i januar 2005.
'Kun gammelt budskab i ny indpakning' lød indvendingen, ligesom det hurtigt blev slået fast, at talen ikke havde gjort overbevisende indtryk i Mellemøsten. Det gjorde den nu heller ikke i USA, eftersom den kun blev sendt ud på kabel-tv og ikke kunne ses af ret mange. Men et af problemerne med George W. Bush er jo netop, at han på grund af sin fremtoning og sine smil har uhyre svært ved at virke overbevisende om styrke, fasthed og målbevidsthed. Det er meget godt - og rigtigt - at han kan påpege at terroristernes vision styres af deres ønsker om at sprede ustabilitet og død, mens amerikanerens vision går på frihed. Men overgrebene mod irakerne i Abu Ghraib-fængslet lader sig ikke mane i jorden med en erklæring om at fængslet vil blive jævnet med jorden. Skaden er sket. Og bliver næppe nogensinde glemt. En fyring af Rumsfeld ville næppe heller gavne det fjerneste. Det er et langt sejt træk der i den sidste ende skal redde hans projekt. Og det er succes med overdragelsen af suverænitet til irakerne selv pr. 30. juni - i kombination med dalende tabstal - der skal muliggøre hans genvalg til november.
Demokratiets muligheder i Irak og Mellemøsten er ikke forspildte på trods af tilbageslagene og skandalen omkring overgrebene mod de irakiske fanger. For demokrati er fortsat et ønske hos mange irakere og andre arabere, og det er en nødvendighed, hvis landene i Mellemøsten overhovedet skal komme ud af dødvandet og få påbegyndt reformer der kan smitte af på de økonomiske og sociale forhold.
Det er fuldstændigt rigtigt, at demokrati ikke kan indføres udefra, og at de muslimske lande savner tradition for demokratisk styreform, men det er urigtigt at muslimer skulle være uegnede til demokrati ene og alene fordi de er muslimer. Når det ydermere kan konstateres, at mange muslimer ønsker mere demokrati, større frihed og bedre økonomisk og social udvikling, turde det være klart, at
potentialet er til stede, og at pres udefra på regeringerne i Mellemøsten kan medvirke til at processen kommer i gang.
Let bliver det ikke, eftersom befolkningerne generelt er for dårligt uddannede eller oplyste, klanmentaliteten for stærk og regimerne omvendt lukrerer på forholdene. Men vitterligt er der som følge af den internationale terrorismes udvikling gennem de sidste ti år sket en sådan ændring af verdensordenen, at fokus nu er rettet mod bekæmpelsen af terrorismen og innovationen af en demokratiseringsproces som to sider af samme sag. Kampen mod terrorismen kan ingensinde mere føres isoleret som en kamp mod terroristiske organisationer eller celler, selvom en sådan på den anden side heller ikke kan undværes eller forsømmes.
Et væsentligt problem i hele Mellemøsten og dermed også i kampen mellem terror og demokrati er konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Det har været ganske åbenlyst, at præsident Bush's strategi for Mellemøsten har været at prioritere demokratiseringsprocessen i Irak over
fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere. Bush har givet premierminister Ariel Sharon temmelig frie hænder til at bekæmpe den palæstinensiske terror med alle midler, og fornylig også accepteret dennes ensidige plan om tilbagetrækning fra Gaza uden forhandlinger med palæstinenserne.
Køreplanen for fred har reelt været henlagt, og er først de allersidste uger blevet taget frem igen af udenrigsminister Colin Powell som led i forsøget på at bringe FN ind på banen igen. USA betragter fortsat Yassir Arafat som en irrelevant person i forhandlingerne. Selv FN's generalsekretær Kofi Annan har fornyligt (30.4.) udtalt sin åbenlyse kritik af Arafats manglende bestræbelser på at gribe til effektive foranstaltninger mod den palæstinensiske vold og terrorisme, og har samtidigt anbefalet Arafat at give Sharons plan for opgivelsen af bosættelser i Gaza en chance. Ja, udenrigsminister Per Stig Møller, der var medinitiativtager til freds-kvartetten, har også tilkendegivet, at det var en fejl af Arafat at sige nej til Camp David-aftalen med Barak og Clinton.
Det er ubestrideligt at Sharon-planen er et ensidigt skridt fra israelsk side, men den er ikke desto mindre et bemærkelsesværdigt opgør med egne tabuer - og burde derfor kunne gribes som en chance, hvis palæstinenserne overhovedet ønsker en proces der kan føre videre til en større aftale og i sidste ende oprettelsen af en palæstinensisk stat. Der er fortsat uklarhed om mange punkter. Bl.a. accepterede præsident Bush tilsyneladende i Washington premierminister Sharons absolutte modvilje mod at føre grænserne tilbage til 1967 - og mod at tillade palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til gamle områder. Powell har korrigeret Bush på det første punkt, og Per Stig Møller taler i den forbindelse om Bushs 'misforståelse eller hvad man nu vil kalde det' (Horisont 24.5.). Uklarheden er næppe ryddet helt af vejen, men Sharon-planen muliggør en genåbning af køreplanen og amerikanernes forhåbninger om en chokstart af den. Så det vil være meget uklogt af palæstinenserne fortsat at sige nej.
FN er på begge områder inde i billedet igen, selvom organisationen er og bliver svækket af den manglende evne til at løse Irak-problemet for et år siden. Om det lykkes at få gang i køreplanen for fred er et åbent spørgsmål, fordi palæstinenserne fortsat ikke har en leder der har autoritet nok til at hamle op med både Arafat som symbol og terrororganisationerne som afgørende magtfaktorer. Og det er også et åbent spørgsmål, hvor megen gavn FN kan udrette i Irak, hvor organisationen ikke har et meget bedre ry end USA. Det mest ønskelige ville være, at Den Arabiske Liga ville gå ind i Irak med fredsbevarende arabiske styrker, men det ser endnu ikke ud til at kunne opfyldes.
EU på sin side vil næppe heller få afgørende indflydelse.
Det vil være store sager, hvis Frankrig går med til en ny resolution i FN's sikkerhedsråd, men EU vil kun være med på sidelinjen. Splittelsen inden for egne rækker læges ikke med god vilje alene.
Danmarks rolle synes lille, men statsminister Anders Fogh Rasmussen vil dog på sit frokostmøde med præsident Bush i Wahsington fredag den 27.5. slå på nødvendigheden af, at USA overholder de internationale regler for krigsførelse og fangebehandling og lader FN spille en større rolle samt overdrager den reelle suverænitet til irakerne pr. 30. juni. En ændret strategi bliver der næppe tale om. Det langsigtede mål er uforandret det samme - og vil end ikke kunne ændres af en ny præsident i USA.
Ikke desto mindre kan det slås fast med syvtommersøm, at hverken krigen i Irak eller freden i Mellemøsten er tabt på trods af de store problemer med den fortsatte terror og den skandaløse optræden af amerikanske soldater over for deres fanger. Krigen i Irak blev faktisk vundet med omstyrtelsen af Saddam Hussein-regimet. Og freden i både Irak og den øvrige Mellemøst-region er et langsigtet projekt der vil gå videre uanset hvad der sker her og nu. USA og koalitionsparterne kan ikke trække sig tilbage uden videre, uanset udfaldet af præsidentvalget til november, for så er ikke alene alle hidtidige bestræbelser blevet spildt, så vil situationen også blive mærkbart forværret.
Kampen mod terrorismen er bestemt heller ikke tabt, selvom antiamerikanismen har bredt sig og specielt Al-Queda synes umiddelbart styrket af USA's alvorlige fejlgreb. Men kampen er unægteligt blevet vanskeliggjort gennem terroristernes held til at få et stort tal irakere med sig og held til gennem målrettede bestræbelser at sabotere overgangen til irakisk selvstyre fra 30.6. Det kan forventes at terroren de næste måneder ikke vil mindskes, men forøges - uanset amerikanernes indsats i Fallujah og Najah.
Hvad der derimod er tabt i denne første omgang er mediekrigen, og dette skyldes først og fremmest den kolossale negativitet som de mange billeder af de amerikanske fangeovergreb udstråler og som visse amerikanske dagblade og tv-stationer bevidst udnytter i deres forsøg på at vælte præsident Bush. Billederne er utroligt stærke - og bliver åbenbart ved og ved. De siger meget mere end ord og har ikke mindst effekt på tv-skærmene i de arabiske lande.
Hertil kommer så en speciel ting som Michael Moores kontroversielle dokumentarfilm 'Fahrenheit 911', der forleden fik 'De Gyldne Palmer' på Film-Festivalen i Cannes. Den er efter sigende fuld af fordrejelser, men er så godt lavet rent filmisk, at den går rent ind hos et publikum der er enig i dens ensidige kritik af præsident Bush. Den vil følgelig medvirke til at forringe Bushs' chancer for genvalg til efteråret.
Dette valg er trods dalende opinionstal for præsident Bush på ingen måde tabt endnu, for dels går valgkampen først for alvor i gang til september, dels råder Bush over flere midler end demokraternes kandidat John Kerry - og dels er denne meget valen i sin holdning til problemerne og ikke mindst til hvad han agter at gøre ved dem, hvis han bliver USA's næste præsident. Det siges bl.a. at mindretallet af arabere i USA kan blive afgørende for udfaldet af valget i nogle af de mindre stater, men at disse arabere fortsat ser Kerry an. Meget vil derfor utvivlsomt afhænge af, hvor langt det irakiske styre kommer efter 30. juni - og om det lykkes terroristerne at rette angreb direkte på USA inden valget, således som det skal være deres hensigt. Endnu holder det desværre ikke rigtigt stik - som hævdet af præsident Bush - at USA skulle være blevet et sikrere land siden Irak-krigen.
Der kan derfor også fortsat rejses tvivl om berettigelsen af den såkaldte Bush-doktrin. Den går som bekendt tilbage til september 2002, hvor præsident Bush i en rapport til den amerikanske kongres om USA's Nationale Sikkerhedsstrategi slog fast, at USA i kampen mod den globale terrorisme føler sig i sin gode ret, ja, forpligtet til
"at forsvare USA, det amerikanske folk og vores interesser hjemme og i udlandet ved at identificere og tilintetgøre truslen, før den når frem til vore grænser."
USA ville foretrække at gå i aktion i alliance med det internationale samfund, hed det videre. Men "Vi vil ikke tøve med, om nødvendigt, at handle alene, for at udøve vor ret til selvforsvar ved at handle på forebyggende vis." I originalen brugtes udtrykket ‘pre-emptively' der egentlig handler om at komme fjenden i forkøbet.
Populært kalder man Bush-doktrinen for ‘Slå-først-doktrinen' eller ‘Præventivkrigs-doktrinen', og disse unøjagtige betegnelser viser i det mindste, at der er tale om noget principielt nyt i forhold til de tidligere doktriner.
Årsagen til doktrinens fremkomst var naturligvis det terrorangreb på USA den 11. september 2001 som afslørede, at USA takket være moderne teknologi er langt mere sårbart som åbent og frit land end nogen havde forestillet sig. Præsidenten, regeringen og kongressen kan ikke lukke øjnene for denne kendsgerning, og da de samtidigt er på det rene med landets faktiske monopolstilling som supermagt og dermed absolutte dominans og overlegenhed i verdenspolitikken, var det i og for sig ikke mærkeligt, at princippet blev ophøjet til officiel doktrin, og ej heller at der hurtigt ville blive gjort alvor af at omsætte teorien til praksis i en krig mod Iraks Saddam Hussein. Beslutningen om denne krig var truffet længe før marts 2003.
Men selvom nogle anfægter doktrinen og nogle endda erklærer den for død, så gælder den sålænge Bush er præsident, og den legitimerer - som Ditlev Tamm har påpeget - USA's kamp mod terrorismen og for demokratiet, fordi USA, uanset de begåede alvorlige fejl, fortsat er det eneste ledende demokrati. Det bør i denne forbindelse ikke forbigås, at FN gang på gang har vist, at det ikke magter den opgave at holde styr på diktaturer der give husly til eller direkte finansierer terroristbevægelser. Hvis ikke demokratier tør påtage sig den opgave at forsvare sig selv mod terrorismen, så er demokratierne færdige.
Det har været påfaldende i kampen mod den internationale terrorisme såvel som mod de ekstremistiske bevægelser i de demokratiske lande, at demokratier af i og for sig velmente humanitære grunde vægrer sig ved at bruge de nødvendige midler mod de skrupelløse terrorister, hvad der igen betyder at disse kynisk kan udnytte de propagandamæssige og rekrutteringsmæssige fordele de demokratiske frihedsrettigheder byder på. Som sagen om Hizb-ut-Tahrir herhjemme viser, så er det vanskeligt at dæmme op over for selv yderst aggressiv ekstremist-propaganda rettet mod skolebørn, blot organisationen ikke direkte bruger vold og terror for at nå sine mål.
Ekstremister af alle slags har den kæmpemæssige fordel i forhold til demokratisk sindede mennesker, at de tror fanatisk på deres egen sag, og for at vinde en kamp må man netop tro på sin sags retfærdighed. Det gør terroristerne - selvom vi kalder deres sag uretfærdig. Men det er lige præcis ikke vore demokratiske definitioner der er afgørende i dette spørgsmål, det er tværtimod kun ekstremisternes egen opfattelse.
For demokrater og humanister kniber det derimod med troen på egen sags retfærdighed. Ja, faktisk tror de fleste demokrater og humanister meget mere på individets rettigheder end på fællesskabets, og derfor ser man at menneskerettighederne systematisk bruges af humanisterne til at kritisere ethvert skridt der kan begrænse ekstremisters og terroristers frihed til at undergrave det demokratiske system de lever højt på.
Og selve torturens fakticitet har også reelt svækket Vestens sag, fordi tortur naturligvis er helt uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder. Og demokratiet er vel at mærke på dette område så selvkritisk, og skal være så selvkritisk, at det giver voldsomt bagslag for demokratiske kræfter at måtte konstatere at der i deres egne rækker har været grove brud på de demokratiske normer og idealer.
Men det grundliggende etiske problem bliver tilbage, at demokratiet har sværere ved at bekæmpe de kræfter der vil demokratiet til livs end de ekstremister og terrorister der ikke lægger skjul på deres hensigter, men kynisk udnytter de frihedsrettigheder som demokratiet giver individerne.
Amnesty International har netop fremsat en generel advarsel mod at den vestlige verdens - men især USA's - bekæmpelse af terrorismen utilsigtet kommer til at indebære en svækkelse af respekten for menneskerettighederne. Men organisationen overser det stigende problem, at terroristerne systematisk og kynisk udnytter respekten for de menneskerettigheder de ikke selv respekterer, men tværtimod vil til livs. Og Amnesty overser helt det grundlæggende problem, at samfundet er forudsætningen for individet og ikke omvendt. Det betyder at samfundets rettigheder og institutioner står over individets, hvis der kommer konflikt imellem de to principielt forskellige synspunkter.