utils prefix normal
JERNESALT - irak22
ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.1.07.
Bush's nye Irak-strategi
Der skulle gå en måneds tid før præsident Bush i onsdag aften forelagde sin nye Irak-strategi. Det var efter republikanernes nederlag ved midtvejsvalget i november helt nødvendigt for præsidenten at tænke tingene og de store vanskeligheder i Irak igennem, men måske også nødvendigt at få lagt Baker-Hamilton-rapporten bag sig. I hvert fald er der ikke hentet meget andet fra denne rapport end håbet om at det endnu er muligt at vende den uheldige udvikling i Irak til noget bedre, hvis der bliver truffet nogle nye og klare beslutninger, herunder ikke mindst stillet om ikke deciderede krav så udtalt umisforståelige forventninger til den irakiske regering om en mere målrettet irakisk indsats imod volden i landet og navnlig i Bagdad.
Præsident Bush lagde ikke skjule på hverken de aktuelle vanskeligheder eller de hidtidige fejltagelser i krigen, men han fastholdt USA's forpligtelse til at blive i Irak med henblik på at hjælpe den irakiske regering med at stabilisere situationen. Lykkes dette vil det være en succes i kampen mod terrorismen, men mislykkes det vil det blive en fiasko for både USA, koalitionspartnerne og de regeringer i Mellemøsten der ønsker stabilitet og udvikling i regionen.
Præsidenten sagde, at hans regering nøje har overvejet forslagene om amerikansk retræte, men konkluderet, at en tilbagetrækning nu ville føre til et sammenbrud for den irakiske regering, sønderrive landet og lede til massemord i en uoverskuelig skala. Og han afviste specielt Bakers idé om at indlede forhandlinger med Iraks nabolande Syrien og Iran. Bush gentog tidligere anklager mod disse regimer om at de lader terrorister og oprørere krydse grænserne ind og ud af Irak, og han beskyldte især Iran for at støtte angreb på amerikanske styrker. Disse angreb lovede han at stoppe, idet han samtidigt advarede de allierede i Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og kredsen af arabiske golfstater mod at lade stå til. Han understregede at disse landes ledere måtte forstå, at et amerikansk nederlag i Irak vil skabe et nyt fristed for ekstremister og en strategisk trussel mod deres overlevelse.
Konkret vil præsident Bush nu sende yderligere 21.500 mand til Irak, heraf de fleste (17.000) til selve hovedstaden der er det værste - og i øjeblikket nærmest helt ukontrollable - urocenter i Irak. Tropperne skal hjælpe de irakiske styrker med at drive oprørerne ud af de forskellige kvarterer af Bagdad og sikre sig at de ikke - som hidtil - vender tilbage. Satsningen på at øge irakernes egne muligheder for at overtage kontrollen over landet er den væsentligste del af den nye strategi. Derfor er den øverste militære ledelse af de amerikanske styrker i Irak samtidigt udskiftet.
Men hertil kommer at der bevilliges flere penge (en milliard dollars) til en hårdt tiltrængt opbygning af Iraks civile struktur, og at der gives garanti for at alle etniske grupper af den irakiske befolkning får del i indtægterne fra den irakiske olieproduktion. Dermed øges chancerne for at inddrage de ellers forfordelte sunnimuslimer i genopbygningen.
Sunnimuslimerne stilles også i udsigt at den irakiske regering vil ophæve forbudet mod at medlemmer af det tidligere regeringsparti, Baath, deltager i politik. Reformerne skal tillade flere irakere at genindtræde i det politiske liv - hvad mange hidtil ikke har haft mulighed for, og hvad der har været en alvorlig fejl i den gamle strategi. Den irakiske regering vil ifølge Bush også sørge for afholdelse af valg i alle provinser, så den lokale ledelse bliver styrket.
Præsident Bush gør det usædvanligt klart for den irakiske regering at der er grænser for USA's forpligtelser over for landet.
Den irakiske regering vil - eller skal - i november selv overtage ansvaret for sikkerheden i alle Iraks provinser. Formuleringen er en ejendommelig blanding af krav og forventning, men afspejler ganske godt at præsidenten efterhånden er tvunget til at opstille en eller anden form for tidsfrist.
Bush kræver med andre ord at den irakiske regering nu selv forfølger voldsmænd, private militser og terrorister overalt, og at den specielt forhindrer at den shiitisk dominerede regerings egne militser får lov til at sætte sig på magten. Den irakiske regering skal tværtimod vise sig troværdig for alle irakiske befolkningsgrupper. USA vil på sin side holde den irakiske regering fast på dens løfter: "Hvis den irakiske regering ikke holder sine løfter, vil den miste det amerikanske folks støtte".
Skal der nævnes en påfaldende udeladelse i Bush's tale, er det undladelsen af at kommentere konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Den hænger ellers sammen med hele Mellemøst-problematikken og er også havnet i et dødvande, som må brydes.
Det springende punkt i den nye strategi synes klart at være den irakiske regerings og navnlig den svage premierminister al-Malikis vilje og evne til at leve op til løfterne og specielt holde sammen på den samlingsregering der synes eneste mulighed for at undgå en decideret borgerkrig. Al-Malikis store problem er ikke mindst at han i realiteten skal stække de shiiter hvis støtte han selv er afhængig af.
Reaktionerne på Bush's tale er selvsagt meget blandede. De inkarnerede modstandere af præsidenten, hans krig, terrorbekæmpelse og Mellemøst-politik - og dem er der mange af - afviser blankt den nye strategi som endnu en fejltagelse. Ja, nogle kalder den sindssyg. Men andre mere besindige iagttagere giver den en vis mening og fornuft, selvom de også bevarer en sund skepsis. Modstanderne har jo den nemme løsning på problemet: USA og de allierede skal simpelthen bare ud af Irak og regionen, fordi det er deres tilstedeværelse der er problemet. De besindige forstår at problemet ikke er så enkelt, eftersom en hurtig tilbagetrækning med garanti vil resultere i et totalt kaos i Irak og en nærmest total shiitisk sejr i hele regionen. Dermed vil enhver mulighed for selv den svageste demokratiseringsproces på længere sigt blive skudt definitivt i sænk.
De blandede reaktioner afspejler trods alt også det forhold at
mange der langtfra deler præsidentens optimisme ikke ser anden udvej end at fortsætte tiltagene for at dæmme op for volden, fanatismen og terrorismen i regionen. Det er uhyre nemt at se de alvorlige fejl i USA's hidtidige strategi, men lidt for billigt bare at sige at indgriben i Irak i 2003 var en fejl. De alternative følger af ikke-indgriben og af den islamistiske trussels forøgelse har man nemlig ikke gjort sig klart.
Hvad reaktionerne i Danmark angår kan det ikke undre at socialdemokraternes formand mener at præsident Bush lever i en anden verden. Det samme gør Informations lederskribent, når han sætter følgende på tryk: "Den eneste person, som endnu ikke har forstået, at USA for længst har tabt krigen, synes at være præsidenten selv. Han er blevet en patetisk og tragisk figur - totalt isoleret fra virkelighedens verden - som desperat griber efter en redningsplanke. Men den dukker aldrig op."
Statsministeren, V, K og DF finder derimod - ligesom Englands Tony Blair - Bush's strategi for ganske meningsfuld. Men det turde også være karakteristisk, at vicestatsminister Bendt Bendtsen udtrykker klar skepsis, og at udenrigsminister Per Stig Møller fra samme parti prøver at forklare den nye strategi som en tilslutning til Baker-Hamilton, hvad den netop ikke er, slet ikke når det gælder forholdet til Syrien og Iran - og dermed Møllers hjertebarn: Det arabiske initiativ.
Både Tony Blair og Fogh Rasmussen understreger at Bush's nye strategi ikke ændrer situationen for de britiske og danske styrker i Irak. Forholdene i det sydlige Irak er anderledes end forholdene i Bagdad, så der er stadig håb for delvis tilbagetrækning af britiske og danske soldater i takt med irakernes overtagelse af sikkerheden i området.
Men stort set må konklusionen blive at realismen har vundet uden at hverken kampen mod terrorismen eller utopien om en begyndende demokratisering i regionen er opgivet.
Ansvarsbevidstheden hos Bush er uændret. Det samme er hans definitive mål. Men han har gennem de alvorlige fejl der er begået og den modstand i den amerikanske befolkning og verdensopinionen de har medført måttet erkende, at der på den ene side må og skal vindes vigtige delsejre i nærmeste fremtid, og at det på den anden side stadig må ses i øjnene at hele det mellemøstlige træk bliver langt og sejt.
Sikkerhed for et gunstigt udfald af indsatsen er hverken givet på kort eller langt sigt. Men amerikanerne kan ikke løbe fra ansvaret - uden at det først for alvor vil gå galt, både militært, moralsk og storpolitisk.
Demokraterne i USA er kommet lige så meget i klemme som republikanerne. For de kan jo heller ikke trække de amerikanske tropper ud af Irak eller anvise sikre diplomatiske og politiske løsninger på vor tids største internationale udfordring.
Det mest positive der kan siges om reaktionerne på præsident Bush's tale er derfor at de er noget mere afventende end det længe har været tilfældet. Der er næppe nogen tvivl om at 2007 bliver - og af langt de fleste iagttagere bedømmes som - et afgørende år for Irak, Mellemøsten, krigen mod den internationale terrorisme og præsident Bush's omdømme.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Link til Det Hvide Hus
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb? (31.1.07.)
Baker-rapporten gør ikke udslaget (7.12.06.)
Bush og republikanerne tabte (9.11.06.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget (25.10.06.)
Republikanerne og moralen - op til midtvejsvalget (20.10.06.)
Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Artikler om Jernesalts grundlæggende filosofi
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|