JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - homoludens4

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.5.16.

Mennesket som et legende væsen - (4) leg, viden og filosofisk tænkning

om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg

Johan Huyzinga påpeger allerede i de indledende afsnit af sin bog om det legende menneske ("Homo ludens") at væddekamp (på græsk 'agon') er et helt centralt element i al leg. Det agonale (kampmæssige) princip er en kulturfaktor. Det er selve det at man vinder en kamp som har indflydelse på begivenhedernes forløb. Hver sejr repræsenterer eller rettere virkeliggør for sejrherren de gode magters triumf over de onde og sørger for den gruppes lykke som sejrherren tilhører.

Væddekampen kan antage mange former - orakel, væddemål, retsprocedure, højtideligt løfte eller gåde - men i samtlige former bliver den først og fremmest ved med at være leg. Og det gælder også konkurrencerne om viden og kundskaber, et felt hvor ensartetheden i den arkaiske kultur efter Huyzingas mening viser sig tydeligt.

Væddekampe i religiøse kundskaber har deres rod i kulten og er et betydningsfuldt islæt i den. De spørgsmål som offerpræsterne efter tur eller på opfordring stiller hverandre er i ordets dybeste betydning gåder der i form og tendens har en slående lighed med de gåder der anvendes i selskabslegen. - I den vediske hymnesamling 'Rigveda' drejer spørgsmålene sig dels om kosmiske fænomener, dels om enkeltheder i offerritualet. I den tiende hymne spirer den dybsindige visdom og udgrundelsen af tilværelsens love. Dengang var hverken væren eller ikke-væren. Dengang var hverken død eller ikke-død, hedder det.

I den kultiske kappestrid eller den hellige leg øves visdom som en hellig kunst. Det er filosofi i legens form. Og her fødes den filosofiske tænkning. Konkurrencerne i løsning af gåder er ikke en form for forlystelse, men en betydningsfuld del af offerkulten. Løsningen betvinger ligefrem guderne. Gådens hellige, dvs farlige karakter afslører sig i at den i mytologiske og rituelle tekster næsten aldrig er en opgave af en sådan art, at livet står på spil, en såkaldt 'halsgåde'.

Et eksempel på oldnordisk gådekamp er spørgedysten mellem Odin og Vafthrudnir. Spørgsmålene kunne lyde: Hvorfra stammer nat og dag? Hvorfra vinter og sommer, og hvorfra vinden? - Svarene kan ikke findes ved hjælp af eftertanke eller logisk følgeslutning. Det rigtige svar er en 'løsning' dvs en pludselig befrielse af de lænker som den spørgende har lagt den adspurgte i. Dysten bliver dermed af mytologisk og kosmogonisk art.

Men gåden er også en yndet selskabsleg, ja, gåden er et vigtigt agonalt element i selskabslivet. Selv samtalen på højere eksistentielt niveau kan ske i gådeform. Kong Menander (2. århundrede f.v.t.) spurgte en fornem gæst om han ville føre en samtale sig. Gæsten svarede: Om Eders majestæt vil tale med mig på samme måde som vismænd taler med hinanden, så vil jeg, men taler I med mig på samme måde som konger samtaler, så vil jeg ikke. - Hvorledes samtaler da de vise mænd, surgte kongen. Jo. De vise mænd bliver ikke forbitrede, når de bliver drevet op i en krog, men det bliver kongerne. - Huyzinga gør også gældende at de alvorlige religiøse samtaler i reformationstiden, fx mellem Luther og den schweiziske reformator Zwingli var en direkte fortsættelse af den gamle, hellige skik, med respekt for modsigelse.

Huyzinga gør opmærksom på at der er gradvise overgange mellem den hellige gådekamp om tingenes oprindelse og kappestriden i spidsfindige spørgsmål der har ære, liv eller formue som indsats. Og der findes også overgange til en religøs læres katekese (begynderundervisning med spørgsmål og svar) som fx 'Avesta', den ældste del af Irans største præislamiske religion. Zarathustra stiller spørgsmål der veksler mellem typiske teologiske spørgsmål og kosmogoniske gåder: Hvem støttede jorden og luftrummet, så at de ikke faldt? Hvem koblede hurtigheden sammen med vinden og skyerne? Hvad skabte det velsignelsesrige lys og mørket? - Til sidst kommer spørgsmålet der røber at der er tale om en gammel gådekamp: Mon jeg får den præmie på fem hopper, en hingst og en kamel, som er mig lovet.

Grækerne på deres side var sig på et senere standpunkt af deres kultur meget vel bevidst at gådelegen havde forbindelse med filosofien i dens oprindelige form. En elev af Aristoteles gør et sted opmærksom på at de gamle plejede ved gådernes hjælp at give beviser for deres dannelse. Filosoffen Zenon lod i sine diskusioner som om han gik ud fra sine modstanderes forudsætninger, men drog af dem to slutninger der modsagde og udelukkede hinanden (hvad vi jo ville kalde god didaktik). Han drillede bl.a. med et spørgsmål som dette: Hvis rummet er noget, hvor skulle det da være? Huyzinga understreger at disse tidlige filosoffer talte i en profetisk og entusiastisk tone. Deres selvtillid var urokkelig. Og de beskæftigede sig med problemer som tingens urgrund, om altings oprindelse og tilblivelse, altså urgamle kosmogeniske problemer der i umindelige tider er opstillet i spørgeform og "løst i form af myte". - Jeg ville her understrege at spørgeformen som hovedregel ligger på et logisk-rationelt plan, mens svaret er irrationelt og billedligt.

Huyzinga får også behanlet legeformerne i filosofien, og det er bestemt ikke uinteressant hvad han finder frem til, idet han midt i den kreds han forsøger at omskrive med begrebet leg sætter den græske sofists skikkelse.

Sofisten er den helt afsporede efterfølger af den centrale figur i det arkaiske kulturliv som vi afvekslende har set for os som profet, shaman, besværger, mirakelmand og digter, skriver han og gør ordet 'vates' til den mest rammende, almene betegnelse for fænomenet, og det betyder "en besat og rasende". Der er nemlig to stærke drivfjedre i det sociale liv, som spiller hovedrollen i sofistens funktion: trangen til at give en forestilling til bedste og trangen til at slå en rival i åben kamp. Sofistens virksomhed hører altså hjemme på idrættens område. Han giver modstanderen en 'knock-out', og han praler af ikke at stille andet end spidsfindige spørgsmål der altid må blive forkert besvaret.

Hele denne gamle spidfindighedsleg glider i de arkaiske kulturer ideligt fra det hellige plan ned til den rene underholdning. Sofismen ligger nær op ad gåden. Den er et lille stykke elegant fægtekunst, men når det gælder den sofistiske talekunst i hele sin udstrækning er man ikke i stand til at trække grænserne skarpt op imellem leg og alvor. Sofisterne rejste rundt og underviste i logik og retorik. Det er således dem der har skabt det miljø hvori de hellenske ideer om dannelse og kultur tog form.

Mellem de store, tunge sofistiske kunsttaler på den ene side og den sokratiske filosofiske samtale på den anden er overgangen glidende. Sofismen står den almindelige humoristiske gåde nær, og har dermed også lighedspunkter med den hellige, kosmogoniske gåde.

I Platons ungdomsdialog 'Euthydemos' forkaster Sokrates udtrykkelig de spidsfindige sofistiske spørgsmål som en leg med læresætninger. Med dem "lærer man sig intet om tingenes væsen, men kun den kunst at narre menneskene med spidsfindigheder". Argumenterne løber frem og tilbage som skytlen i en væv, og som i en smuk leg tager kundskaberne form. Legen blev ikke kun leget af sofisterne. Men det hører med til billedet at både Sokrates og Platon selv legede den. Ingen af dem undgik at blive regnet blandt jonglører, mirakelmænd og iscenesættere af optog som man også regnede sofisterne med til.

Dialogen var en kunstform og en fiktiv form på højt litterært niveau som underholdningen aldrig nåede. Selv guderne holder af tidsfordriv, sagde Sokrates. Og i dialogen 'Gorgias' (der drejer sig om retorikken) fastlog Kallikles at "filosofi er noget meget behageligt, når man i de unge år udøver den med et vist mådehold, men den bringer mennesket i fordærv, når det forvilder sig længere ind i den end passende er". Hos Platon er dialogen en let kunstform, præget af momenter af leg. Men hos ham bliver filosofien dog først og fremmest den ædleste stræben efter sandhed, og han leder den til højder som kun han kunne nå, men stadig i den lette form som var dens natur.

Samtidig levede filosofien videre på det lavere niveau som fejlslutning, skarpsindighedsleg og retorik. Den agonale faktor var så stærk i den græske kultur at retorikken var i stand til at brede sig på den rene filosofis bekostning. Retorikken blev 'kultur for masserne' og stillede derved filosofien i skygge, ja, truede ligefrem med at kvæle den. Filosofidyrkelsen blev dels en kappestrid der blev drevet helt ud i det groteske, dels en rent skolemæssig indlæring. Og det var - pointerer Huyzinga - ikke den eneste gang at en kulturperiode der søgte efter tingenes mening, blev afløst af en anden der nøjedes med ord og formler. Sofismen eller 'sofistikken' endte i værste fald i 'sofisteri' - i ren leg med ord.

Talekunsten blev en udstilling af ord, en pralen og paraderen, en kappestrid med ord som skete for kampens skyld. Netop denne lyst til paradedisputationer parodierer Aristofanes i komedien 'Skyerne' i den scene hvor den retoriske kamp mellem den rette og den urette Logos udspilles.

Men retorikken blev altså værdsat og udviklet i den græske kultur og videreført til den romerske kultur. Dog ikke uden modstand. Kejser Vespasian forviste med et dekret filosofferne fra Rom. Men den romerske retoriker Quintilian (i 1. årh. af vor tidsregning) indførte læren om retorik og deklamation i latinsk litteratur. Han fik hædersnavnet "Europas lærer" for sit værk om "Opdragelse til veltalenhed". Mange år senere talte den store kirkefader Augustinus dog om den skadelige kappestrid og det barnlige skryderi.

Huyzinga kommer med et meget overbevisende eksempel på filosofiens sportslige karakter i det 10. århundrede, hvor der ved kejser Otto II's hof i Ravenna udfoldedes en retorisk duel mellem den senere pave Sylvester II og hertug Ortrik af Magdeburg. Den varede fra morgen til solnedgang. Og højdepunktet skulle være at Ortik havde bebrejdet sin modstander at han havde kaldt matematikken for en del af fysikken.

Og ved kejser Karl den Store's akademi - Academia Palatina - kappedes man allerede i 800-tallet i kunststykker på vers og i gensidige smæderier. Hvad er skriften? Videnskabens bevarer. - Hvad er ordet? Tankens forræder. - Hvem frembragte ordet? Tungen. - Hvad er tungen? En luftens svøbe. - Hvad er luften? Livets opretholder. - Hvad er livet? Den lykkeliges glæde, den sorgfuldes smerte og en venten på døden. - Hvad er mennesket? Dødens slave, gæst på et eneste sted, en rejsende der drager forbi...... og så fremdeles i denne specielle legeform. De lærde blandt Karl den Stores samtidige kaldte ham dog 'Europas fader', for sit virke, som eftertiden i sin helhed også betegner som den karolingiske renæssance.

Mod slutningen af det 11. århundrede skete dog den store afgørende forandring. Der opstod en mægtig stræben efter mere solid viden om tilværelsen og alt levende og den frembragte igen i løbet af kort tid hvad Huyzinga kalder universiteternes skal og skolastikkens kerne. Al virksomhed ved de middelalderlige universiteter antog former som minder om legens, men i hele denne universitetskultur og skolastik fik det agonale element også så fremtrædende en rolle som det overhovedet kunne få.

En af følgerne heraf blev den store opdeling i 'skoler' og 'partier'. Der er i og for sig intet mærkeligt i denne trang til partidannelse for den dukker op hver gang en kultur er i åndelig vækst, pointerer Huyzinga. Og det har han fuldstændigt ret i, og det viser jo i virkeligheden en meget uhyggelig og ofte yderst skæbnesvanger ejendommelighed ved selve den menneskelige tænkning. På den ene side er selve evnen til at sætte ord og begreber på tingene, fænomenerne og erfaringer den store gevinst som muliggør kulturen overhovedet gennem en systematisk udnyttelse af de psykiske sekundærprocesser. Det er denne evne der gør grundforskellen i forhold til dyrenes verden. På den anden side rummer den selvsamme evne en besynderlig og farlig mulighed for at gøre vundne indsigter til absolutte sandheder ved at dogmatisere dem, hvilket netop vil sige at lægge sig urokkeligt fast på en ganske bestemt formulering eller udlægning af indsigten.

Dette gjaldt ikke mindst den katolske kirke hvis ortodoksi kulminerede med skolastikken, der var en yderst stringent og præcis måde at tænke og formulere sig på, men havde den fatale fejl at den dogmatiserede den gamle græske tænker Aristoteles's spekulative filosofi og derfor via sin reelle magtposition på unversiteterne længe blokerede Galileis og andres moderne naturvidenskab. Det var naturligvis uholdbart i længden, men betød en fundamental modsætning mellem kirkeligt dogmatisk teologi og fri, verdslig filosofi og naturvidenskab, der har højst uheldige følger den dag i dag. - Jf. eksempelvis Umberto Ecos fornøjelige og glimrende filmatiserede roman 'Rosens navn'.

En af de lærde tænkere og store humanister der trådte konsekvent op imod den systematiske tåbelighed var Erasmus af Rotterdam (1469-1536) der kom til at indtage en nøgleposition i den europæiske bevisthedshistorie gennem sin engagerede kritik af autoritetstroen, partidannelserne og fanatismen (hos fx. reformatoren Luther). Erasmus beklagede sig over den indskrænkethed der herskede i 'skolerne', og som var en følge af at man kun behandlede det man fik overleveret fra forgængerne, og altså i en meningsudveksling kun gik ud fra de grundteser som skolen (retningen) nu engang havde vedtaget. Erasmus holdt sig til ordet - endda i latinsk udgave - og vendte sig derfor mod fanatikeren Luther. Men det var Luther der fik knækket den absolutte pavemagt. Så uden en vis fanatisme går det næppe!

Huygens gør med rette opmærksom på at det polemiske princip og den agonale faktor træder stærkest frem i epoker der byder på nye og spændende foreteelser, som det ikke mindst skete i det 17. århundrede, hvor naturvidenskaben blomstrede op, erobrede sit eget domæne og på samme tid kritiserede både antikkens og kirkens autoritet. Men ak, igen blev den filosofiske meningsudveksling delt op i lejre og partier. Man var for eller imod Descartes, dvs enten tilhænger af Descartes eller imod denne mands system - med dens indddeling af verden i en materiel og udstrakt og dermed målelig del der er underkastet årsagslove, og en 'mystisk' åndelig del der var uudstrakt, umålelig og dermed principielt ubeskrivelig og uforståelig. Det kartesianske system blokerede længe for sund fornuft.

Der fulgte også en 'pennefejdernes tid'. Fejder med pennen blev en vigtig bestanddel af den meget tydelige karakter af leg som ingen kan frakende det 18. århundrede og som vi undertiden misunder det. Det blev et interregnum i kulturhistorien som faldt sammen med ny musikstil, paryk-mode, frivol rationalisme, rokokoens ynde og salonernes charme, men det varede relativt kort.

1800-tallet og 1900-tallet blev kulminationen på både den videnskabelige, eksistentielle og politiske 'partidannelse' fordi den førte til skarpe ideologiske modsætninger. Liberalisme over for socialisme, idealisme over for materialisme, og religion over for naturvidenskab og økonomi. Selve trangen til at dogmatisere sandhederne eller 'Sandheden' gik i Europa grassat i bolsjevismen, fascismen og nazismen - og i nyeste tid i Mellemøstens islamisme, vor egen tids største kulturelle udfordring. Det vender vi tilbage til i en afsluttende artikel, da Huygens værk sluttede lige før 2. verdenskrig.

Men jeg finder anledning til at repetere noget af min artikel fra marts 2011 om Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik og kritikken af retorikeren Christian Kocks misforståelser i bogen 'De svarer ikke - Fordummende uskikke i den politiske debat' (Gyldendal. 2011).

Jeg fandt dengang Christian Kocks kritik af indvandrerdebatten på den ene side relevant og ofte meget rammende, men på den anden side helt utilstrækkelig, fordi den ensidigt fokuserede på argumentsproblematikken, men så bort fra alt det overordnede i problemstillingen. Kock koncentrerer sig om det forstandsmæssige og det vil sige det der i den teoretiske retorik med rod i græsk filosofi kommer ind under begrebet 'logos', mens han stort set abstraherer fra alt det der kommer ind under begreberne 'etos' og 'patos' som Aristoteles sideordnede med 'logos', og som er helt centrale for den komplementære helhedsrealisme - jf. Jernesalts 2009-filosofi.

Retorik eller talekunst appellerer nemlig ret beset ikke alene til forstanden (logos), men også til moralen (etos) og lidenskaben (patos), og sådan har det været fra tidernes morgen, altså fra før teorier som sådanne dukkede op. Det er først nutidige teoretikere der kan finde på at indsnævre den til en gang rationalisme, der nok accepterer det vi kalder det irrationelle som noget faktisk eksisterende, men prøver at skyde det ud som noget underordnet for ikke at sige forstyrrende. Og dette er ikke blot en vilkårlig og tilsyneladende uskyldig indsnævring af retorikken som videnskabelig disciplin, men en alvorlig og fatal tendens i kulturen. Den er udtryk for en grundliggende naivitet, som igen betyder at disse retorikere heller ikke har forstået den gode gamle og særdeles rammende mytiske tale om 'syndefaldet', den bevidsthed der dukkede op hos mennesket som et emergent fænomen i biologien og som en gang for alle betød uafviselig indsigt i menneskets grundvilkår: at det er blevet fri af den absolutte binding til det instinktive liv, og derigennem har fået øje for stadigt nye muligheder i såvel arbejdet som i seksualiteten og refleksionen. Derved og først derved skabtes kulturlivet og samfundslivet.

Politik som sådan bliver aldrig videnskab, og en politologi og en retorik der ser bort fra det irrationnelle bliver heller aldrig dækkende eller tidssvarende videnskab. Oplysning er en god og nødvendig ting, men alle borgere er ikke oplyste og de stiler ikke i lige grad efter oplysning. Og dog er der en sammenhængskraft i ethvert fællesskab, ethvert folk og enhver kultur som beror på en art kollektiv oplysning, en genuin folkeoplysning af irrationel karakter. Og den er det livsvigtigt at forstå og have direkte føling med. Demokratiet kan hverken ses som et 'argumentationsdemokrati' eller et 'konsensusdemokrati'.

Der er tværtimod en grundlæggende forskel mellem argumentationsdemokrati og det Hal Koch i sin tid kaldte 'samtaledemokrati' og som i hans tilfælde kan forstås som udtryk for den grundtvigianisme der dybest set ligger bag 'den danske model'. Den har en kender engang bestemt som "troen på det ubevidste i mennesket som noget godt", og det er en særdeles rammende bestemmelse, fordi den forudsætter selve det ubevidste som en væsentlig faktor i samfunds- og kulturlivet. Og netop dette ubevidste går tidens rationelle forskere og kommentatorer konsekvent udenom. Den smalle retorik af den art som Christian Kock leverer må siges at fejle, fordi den er overfladisk, formel og æstetisk. Den får aldrig føling med virkeligheden og dennes dynamiske fundamentalkræfter der bestemmer udviklingen gennem et yderst komplekst og vanskeligt gennemskueligt spil hvoraf debat kun er �t element.

Set i lyset af Johan Huygens bog om det legende menneske er det særligt vigtigt at påpege at det ikke alene er umuligt at fjerne det irrationelle fra det politiske liv og den demokratiske udvikling, men ville være en katrastrofe, fordi det ville fjerne legen fra kulturen og dermed al fri kreativitet, ja al fornemmelse af fundamental frihed.

Man kan forarges alt det man har lyst til over den åbenlyse foragt for det saglige og rationelle der ligger i partierne og partiledernes måde at føre politik på såvel som deres åbenlyse inkonsekvens. Man kan også forarges voldsomt over det gigantiske pengespild der for øjeblikket finder sted for åben skærm i de to store amerikanske partiers nominering af deres kommende præsidentkandidater. Men man bør ikke se bort fra lege-elementet. Det er dyrt, det er vanvittigt, det kan nærmest ikke være en mere irrationel måde at vælge kandidater eller præsident på. Men: de enorme pengemidler bruges trods alt til en leg der er frivillig for deltagerne og som morer de fleste af dem så længe den står på. Og legen står i diametral modsætning til den måde man vælger præsidenter eller partiformænd på i totalitære regimer som Syrien eller Nordkorea, hvor processen er styret, så resultatet er givet på forhånd.

Bagsiden af legen og morskaben er naturligvis at det langt fra er givet at man får valgt den rette præsident, eller generelt for det vestlige demokrati givet at man får valgt den politik og den strategi der skal til for at løse de store og afgørende problemer og udfordringer der trænger sig på både overalt i verden og for Europas vedkommende gør det med en styrke som ikke er oplevet siden 2. verdenskrig.

Den manglende forståelse for det ubevidste som faktor i udviklingen må til syvende og sidst betragtes som den allervæsentlige årsag til såvel den udtalte krise i europæiske politik i disse år som den manglende evne til at forstå krisen som en dyb kulturkrise. Kun den komplementære helhedsrealisme viser vej ud af naiviteten og fordummelsen på alle planer.

Den komplementære helhedsrealisme accepterer:

(1) irrationaliteten og dermed dybdepsykologiens forståelse af grundprocceserne,
(2) 'etos', 'patos', humor og religion ved siden af 'logos',
(3) komplementaritetsynspunktet der befrier os fra den ødelæggende enten-eller-tænkning,
(4) konsistensetikken der befrier os fra såvel pligtetik som måletik,
(5) emergensen der befrier os fra den ødelæggende determinisme,
(6) syndefaldets afgørende erkendelsesteoretiske spring i den biologiske udvikling,
(7) humoren der sætter os ud over rethaveriskheden og fører os ind i 'tragediens område, og
(8) sekulariseringen der sikrer den skarpe adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (25 kr.)
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (25 kr.)
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg   (4.5.16.)
Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)   (11.5.16.)
Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)  (15.5.16.)
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6) (19.6.16.)
Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)