ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.12.02.

Vilhelm Grønbech - kort karakteristik

I videnskabelig henseende formåede han, takket være inspirerende lærere, stor sprogbegavelse, enestående psykologisk indlevelsesevne og utrolig flid og energi, at skabe epoke i religionshistorien allerede gennem sit første store værk om vore hedenske forfædre, "Vor folkeæt i oldtiden" (1909-12).

I 1920erne og 30erne skabte han også litteraturhistoriske værker af meget høj rang, bøgerne om Buddha, Mester Echehart, Teresa de Jesus, Friedrich Schlegel og ikke mindst William Blake. Men navnlig hans bøger om Jesus, Paulus, urkristendommen og hellenismen rejste en voldsom debat ikke blot i kirkelige kredse, men også udenfor. Disse bøger rørte nemlig ved den europæiske kulturs dogmer og stak en brod i den selvglade europæiske samvittighed.

Sit klareste og mest direkte formulerede opgør med den europæiske kulturs forudsætninger udtrykte han dog i værkerne "Religiøse strømninger i det 19. århundrede" (1922), "Kampen om mennesket" (1930) og "Kampen for en ny sjæl" (1940), der - titlerne til trods - koncentrerer sig om den europæiske kulturkrise, som 1. verdenskrig lagde blot og 2. verdenskrig bekræftede.

Ud fra sit kendskab til de såkaldt primitive kulturer kunne Grønbech pege på nogle fundamentale fejl og mangler ved den vestlige kultur og dertil pege på mulige udveje af krisen. Først og fremmest angreb han selve den europæiske verdensforsagelse og den dermed sammenhængende længsel efter en anden og bedre verden, og han pegede i stedet for på menneskets skabende evner og muligheder og navnlig på den løsning af kulturkrisen der ligger i det religiøse fællesskab, forstået som noget væsentligt anderledes end det kirkelige fællesskab. For Grønbech var det en kendsgerning, at den gamle Gud var død, og at Europa ikke i egentligste forstand længere havde en folkelig religion, men kun personlig fromhed, og det var efter hans mening en skæbnesvanger indsnævring af virkeligheden.

Efter Grønbechs mening lå virkelighedsindsnævringen i, at mennesket enten forsøger at gøre sig fri af jorden og de såkaldt døde ting for som professionel kunstner, videnskabsmand eller gudsdyrker at kunne hellige sig sjælens dannelse og rendyrkelse, eller ensidigt dyrker det materielle, altså tingene i deres nøgne kræmmer- eller udnyttelsesværdi, berøvet deres liv og dermed det der kræver menneskets respekt og ansvar.

Denne katastrofale europæiske dualisme, som for århundreder tilbage gik i arv til Amerika, og som jo også blev basis for Sovjetunionens og Mao-Kinas udvikling og ekspansion og efterhånden også overtaget af den såkaldte tredjeverdens lande, vendte Grønbech sig skarpt imod, fordi han kunne se, at den menneskeligt, socialt og kulturelt ville bære hen mod et ragnarok, et barbari der ville true menneskehedens eksistens.

Grønbech vendte sig mod denne udvikling ikke alene på grundlag af personlig angst for den, men også på grundlag af en enestående indsigt i forskellige kulturer og religioner før den hellenistiske epoke, herunder navnlig indsigten i såkaldt primitiv, men i virkeligheden helhedsrealistisk kultur, en indsigt der gjorde ham i stand til at se, at der var andre muligheder for kultur og menneskeliv end dem der blev norm for Europa.

Ikke mindst dette enestående komparationsgrundlag sætter Grønbech i særklasse som tænker, psykolog, historiker og politisk-religiøs vejviser.

Det karakteristiske og betydningsfulde ved Grønbech som tænker, det der så markant adskiller ham fra flertallet af hans kolleger og kritikere, var jo at han med fuldt overlæg og med stor effekt sprængte alle faggrænser, alt fagidioti og ‘Spezialistentum'. Han afslørede den fare der er forbundet med den stigende specialisering på alle områder af samfundslivet og navnlig på det område, hvor han selv udfoldede sig, og hvor forpligtelsen til at undgå specialiseringens farer ifølge sagens natur burde være størst: åndsvidenskaberne.

Videnskaben i almindelighed har svigtet eller rettere fornægtet det man i gamle dage kaldte ånd og som ikke er noget mystisk, overnaturligt, endsige obskurt eller okkult, men tværtimod det mest naturlige i mennesket, al den stund det er det biologisk dybeste lag i mennesket. Og videnskaben har gjort dette i kraft af troen på noget som man kalder objektivitet, og som man tror betyder absolut mangel på personlig interesse, personlige bånd, personlige værdier, personlige normer, altså netop det åndelige.

Ingen har som Grønbech gennemskuet, at denne tyrkertro på objektiviteten er en illusion, en ny mytologi der først og fremmest adskiller sig fra de gamle naturfolks mytologier ved sine katastrofale praktiske følger. På dette punkt talte Grønbech længe for døve øren, men i dag kan det - blandt andet takket være ungdomsoprøret og reaktionen på dette oprør - fastslås, at objektivitets-illusionen kun opretholdes af de mest blinde videnskabsmænd og mest naive lægfolk.

Af folk der i Grønbech så en stor forsker, men en lille profet er det ganske vist blevet hævdet, at det er som videnskabsmand han vil blive stående. Men det er en vilkårlig, ja meget subjektiv sondring over for et forfatterskab, hvor forskning og kulturopgør i den grad er sammenflettet, at det ene står og falder med det andet. Det er dybest set en hån mod Grønbech kun at anerkende den ene side af forfatterskabet, men hvad der er værre er, at det også er blindhed over for forfatterskabets aktualitet i den fortsatte kulturkrise.

Men også som psykolog er Grønbech uden sidestykke. Ikke fordi der ikke findes psykologer, psykiatere, filologer, historikere, pædagoger, forretningsmænd og almindelige dødelige mennesker der er i besiddelse af god menneskekundskab, gode evner til at se og lytte samt lyst og vilje til at bruge deres forståelse medmenneskeligt, men fordi ingen har været så radikal som Grønbech når det gjaldt forståelse af det irrationelles dybde og indflydelse på de menneskelige reaktioner og handlinger eller af den sjælelige helheds afgørende betydning.

Især bør fremhæves Grønbechs eminente forståelse for børns og unge menneskers såvel som skabende kunstneres sjæleliv. Men hans forståelse for kvindens psykologi tåler også nutidig kritik, for den var ikke blot og bart en forståelse af hvordan kvinden teer sig i mandssamfundet, men for hvordan spørgsmålet om kvindens psyke i det hele taget er opstået, nemlig som følge af at slægten som det bærende element i samfundet er afløst af forestillingen om individet som kulturens centrum og dermed af hvad en senere forsker har kaldt 'det ensomme massemenneske'.

Men først og fremmest må nævnes Grønbechs principielle angreb på den eksperimenterende og "mekaniske" psykologi der tror videnskaben kommer til forståelse af menneskets sjæleliv ved at se mest muligt bort fra introspektion og umiddelbar forståelse, fra kunstnerisk skaben og religiøs oplevelse i videste forstand, herunder humoren.

Sålænge denne form for psykologi fremturer er der behov for en ny psykologi der går ud fra, at menneskesjælens helhed eller enhed er et faktum, og at sjælens indhold er "historien", den fortid der som underbevidsthed eller instinkt eller tro lever inden i den enkelte. Og derfor er der også stadig behov for at se mennesket som bestemt af både tiden og evigheden. Af den tid eller timelighed hvor de sekundære psykiske processer spiller den centrale rolle, og den evighed i hvilken de primære psykiske processer er enerådende. (Jf. artiklen om  De psykiske grundprocesser).

Som historiker var Grønbech suveræn og banebrydende ikke blot ved sin indlevelsesevne og -metode, men også ved selve sigtet med sin forskning. Historieskrivning er jo intet mindre end at udvide sin vennekreds, drage nye mennesker ind for at lære sig selv dybere at kende ved at se, at livet har større og rigere muligheder end dem vi selv har nået at virkeliggøre, skrev han i "Kampen for en ny sjæl", og med disse ord har han klart markeret forskellen mellem den historievidenskab der vil forklare begivenhedernes gang i et eller andet forfængeligt håb om enten at aflure udviklingen dens inderste hemmelighed eller at hæve sig op over døgnets strid - og på den anden side den historievidenskab der vil forstå eller 'blande sind med' andre kulturer og andre mennesker, det være sig fortidige eller nutidige, primitive eller europæiserede, for at blive rigere.

Over for Grønbechs bestræbelser i så henseende afslører de fleste af hans kritikere sig som de "rå og plumpe hoveder", Eckehart talte om. Det mest karakteristiske for Grønbechs kritikere er, at jo mindre de selv har forstået af Grønbech og hans værk, jo højere råber de op om de farer der er forbundet med hans historiemetode, som han selv kaldte en 'generfaringsmetode'.

Men netop i kraft af sin specielle forståelse af antikke og primitive kulturers religioner og i kraft af sin forståelse af det folkelige, det for almuen - til forskel fra eliten - karakteristiske, bliver Grønbech også en politisk-religiøs vejviser.

Hans kulturopgør var dybtgående og af personlige grunde til tider bittert, men det særegne var, at han ikke satte sig dømmende uden for sin kultur eller dens forudsætninger, men tværtimod blev drevet til sit opgør af dyb følelse af den europæiske kulturs umenneskelighed og alligevel tvingende magt over sindene, også over hans eget sind.

Om Grønbech var en profet eller ej, kan i og for sig være ligegyldigt. Han mente jo selv i begyndelsen af 1940erne at kunne skimte en strimmel af det land han skuede ud imod, men blev ganske åbenbart rystet over atombombens anvendelse i 1945 og over de gamle politikeres hurtige og smertefri tilbagevenden til arenaen. Og det tyder ikke på tilbundsgående forståelse for de stor- og magtpolitiske drivkræfter.

I 1938 sagde Grønbech, at den europæiske pilgrimsfærd var forbi, nu var tiden kommet til opdagelse, for nu var vi tvunget dertil. I 1940 gav han simpelthen udtryk for, at det ikke var nogen kunst at være profet, da det var opfyldelsen af den gamle profeti man så. Europæerne var ved vejs ende og foran lå kun et svælg.

Det var på sin vis rigtigt, men opgøret med nazismen og fascismen blev ikke et opgør med de kræfter der skabte dem, kun med nogle af de personer der stod bag. For så vidt blev 1945 ikke enden på Europas krise eller på europæisk-amerikansk-sovjettisk ekspansion og hovmod, men en etape på vejen til en ny og endnu mere omfattende, global, økologisk krise og til en skæbnesvanger kløft mellem de rige og de fattige lande.

At Grønbechs syn på forskellen mellem primitiv og europæisk kultur stadigt var aktuelt hvad angår den tredje verdens problemer i midten af 1970erne fremgår af et foredrag om "Afrikas kulturrevolution", som den festlige afrikanske forfatter og etnograf Okot P'bitek fra Kenya holdt i Danmark i 1973. Her sagde han bl.a.:

"Selve ordet udvikling repræsenterer en vestlig myte. Det blev skabt i det 17. og 18. århundrede, dengang Europa så sig selv på toppen af en udviklingsstige med resten af verden nedenfor. Perioden skabte en række skældsord som de vilde, primitive og tilbagestående folkeslag. Nu taler man om udviklingslande, et ord der antyder, at disse næsten statiske lande har mere økonomisk fremskridt end de såkaldt udviklede lande. I virkeligheden udvides kløften mellem de såkaldt udviklede lande og de såkaldte udviklingslande i stor hast. Vi må i det hele taget spørge os selv, hvad det dekadente Europa kan lære Afrika. Hvordan kan et folk, der har solgt sin sjæl til legetøj og redskaber, og som ikke har nogen idé om, hvad det vil med livet, lære noget til et folk der er fuldt af vitalitet og liv?"

Vigtigere end at diskutere om Grønbech var profet i ordets gængse betydning af en mand der bilder sig ind at kunne datere fremtidige begivenheder, er det at fastslå, at han var profet i dybere forstand, nemlig i den forstand han selv i 1946 kaldte William Blake en profet: en mand der oplever sin samtids historie i alle årer og knogler så han i angstens syn skønner hvor vejen går hen. For på dette punkt har hans vurderinger ikke sat meget til i aktualitet, snarere tværtimod.

Hvor gik vejen da efter Grønbechs mening hen i 1946?
Og hvor går den hen i dag, hvis vi tager spørgsmålet generelt?

For det første går vejen til frihed gennem selvransagelse, det vil sige gennem en undersøgelse af om det grundlag vi lever på - vor dybeste erfaring og dybeste virkelighedsopfattelse - er bred nok til at bære et sandt menneskeliv.

For det andet har historien aldrig nogen facitliste, og det kan derfor ikke nytte at arbejde for realiseringen af en eller anden utopi eller paradismodel.

For det tredje må det indses, at grundfaktoren i menneskelivet er samfundet, ikke i betydningen staten og loven, men i betydningen den umiddelbare samfølelse mellem mennesker, de personlige bånd mellem mennesker, nede på det plan i samfundsorganisaionen hvor sådanne er mulige og naturlige.

Og endelig for det fjerde skal alle mennesker være kunstnere i betydningen skabende mennesker, og de må som sådanne være klare over, at fremtiden som altid byder på blod, sved og tårer - og lykke og rigdom, fordi der netop følger lykke og rigdom med at ofre blod, sved og tårer. Den afgørende forskel mellem at skabe og at producere er, at den der skaber føler ansvar for hvad der kommer ud af hans værk.

Værdien af Grønbechs historiske forfatterskab ligger i, at hans indfølingsevne, sammenligningsgrundlag og radikalitet er uden fortilfælde og hidtil også uden eftertilfælde, og at hans værker derfor har gravet dybere i europæisk kulturs udtalte og uudtalte forudsætninger end nogen anden har formået.

Aktualiteten i Grønbechs kulturopgør er indlysende for den der forstår hvad han ville og som ikke er blind for nutidens problemer, men unægtelig hæmmes interessen for hans tanker og syner af hans sprog. Her tænkes ikke så meget på hans altid spillende ironi, på de under- og overtoner hans sprog har og som naturligvis må opfattes, hvis man virkelig vil forstå ham, men der tænkes på selve det forhold, at Grønbech taler så meget om religion, mystik, kult, oplevelse og tro samt om Jesus og Blake, og at dette på forhånd får mange mennesker til at glide af.

Grønbechs megen tale om religiøse fænomener har naturligvis sin forklaring i, at han var opflasket med kristendom og i at han - efter en kort tur i lingvistikken - valgte religionshistorien som sit forskningsfelt, men den skyldtes dog især, at han simpelthen opfattede religion som noget diametralt andet end den tro på noget overnaturligt og fornuftstridigt som folk i almindelighed forbinder med ordet. Han opfattede den som virkelighedstroskab i største grad, ja som livet i dets højeste form, og derfor var han også overbevist om, at et folk uden religion står i den yderste dødsfare. Det er med andre ord en opfattelse af religion der er på tværs af såvel den gængse kirkelige som den gængse ukirkelige opfattelse. Men det er en opfattelse der må tages til efterretning, hvis man vil forså arten og radikaliteten i Grønbechs opgør med europæisk kultur. Eller sagt på en anden måde: Set ud fra Grønbechs grundsynspunkt er en dyb kulturel krise også altid en religiøs krise.

Oversigt over Grønbechs levnedsløb

1873 født 14. juni i Allinge.
1881 flyttet med familien til København.
1890 student.
1897 skoleembedseksamen i dansk, latin og engelsk.
1896-1906 undervisning på forskellige skoler.
1900 gift med Pauline Ramm (1876-1946).
1902 doktorgrad på disputats om tyrkisk lydhistorie.
1902-06 universitetsforelæsninger som privatdocent.
1902-06 organist ved Sct. Jacobs kirke.
1906 flyttet til Gentofte.
1908 docent i engelsk sprog og litteratur.
1909 1. del af Vor Folkeæt i oldtiden.
1911 docent i religionshistorie.
1912 2.-4. del af Vor Folkeæt i oldtiden.
1915 professor i religionshistorie.
1918 æresdoktor ved Lunds universitet.
1919-30 gæsteforelæsninger Uppsala, Kristiania, London, Berlin.
1943 pensioneret.
1944 tildelt æresboligen ‘Lundehave' ved Helsingør.
1946-48 udgiver tidsskriftet Frie Ord sammen med Hal Koch.
1947 gift 2. gang med Honorine Hermelin, svensk rektor.
1948 dør 21.4.

Vor Folkeæt i oldtiden. I-IV. 1909-12.
Primitiv religion. 1915.
Religiøse strømninger i det 19. årh. 1922.
Indisk mystik. 1925.
Nordiske myter og sagn. 1927.
Kampen om mennesket. 1930.
Mystikere i Europa og Indien II-IV. 1932-34.
William Blake. 1933.
Jesus. Menneskesønnen. 1935.
Fridriech Schlegel i årene 1791-1808. 1935.
Goethe II-II. 1935-39.
Hellenismen. I-II. 1939-40.
Sejersen fra Variager (roman). 1940.
Paulus. 1940.
Kristus. 1941.
Hellas I-IV. 1942-44.
Sprogets musik. 1943 (om sin metode).
Sangen om livet og døden. Sange. 1944.
Madonna og gøgleren (roman). 1946.
Kampen for en ny sjæl. 1946.
Lyset fra Akropolis. Posthumt 1950.
Livet er et fund. En bog om humor og tragedie. 1951.

Ejvind Riisgård: Vilhelm Grønbechs kulturopgør. I-II.
Gyldendal. 1974. - Med udførlig biografi og bibliografi.

J. Prytz-Johansen: Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech.
Gyldendal 1987

Grønbechs underkendte betydning  (21.4.18.)
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Humor og tragedie