utils prefix normal JERNESALT - georgien08b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 040908

Georgien mellem Rusland og Vesten anno 2008

Vestens negative reaktioner på Ruslands behandling af Georgien efter det dybt uansvarlige georgiske indgreb mod Sydossetiens seperatister den 7. august kender næsten ingen grænser eller hæmninger. Til gengæld preller de fuldstændigt af på den store russiske bjørn, fordi de er nytteløse og egentlig kun demonstrerer Vestens, dvs USA's, EU's og Nato's indre splittelse om hvad der skal gøres.

EU holdt topmøde i Bruxelles mandag den 1.9., og Europa fordømmer samlet og utvetydigt Ruslands opførsel, sagde den franske præsident. Planlagte møder om en ny partnerskabsaftale med Rusland blev udskudt, for "sålænge russerne ikke trækker sig helt ud af Georigen, så bliver der ingen møder om partnerskabet", som Sarkozy også sagde. Konklusionen fra møder fordømmer kraftigt såvel Ruslands magtanvendelse i Georgien som Ruslands anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien som selvstændige områder. EU vil kraftigt styrke sine bånd til Georgien, Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker for at markere at man med Anders Fogh Rasmussens ord "ikke kan skræmme Vesten væk". Han hævdede også at "et stærkt, konkret og enigt EU" havde sendt et markant signal til Rusland om at militær magtanvendelse ikke kan betale sig!

Handelsrestriktioner mod Rusland bliver der dog ikke tale om, for dialog er vigtigere en konfrontation som Berlusconi siger. Især Italien og Tyskland er afhængige af gassen fra Rusland, så begge lande går imod for skrappe reaktioner. Altkanzler Gerhard Schröder, der er fremtrædende medlem af rådet for Nordeuropæiske Gasline NEGP, har da også i en tale i Berlin forleden taget Rusland i forsvar og bebrejdet Vesten store fejl i hele Kaukasuskonflikten. Men det blev da på EU-mødet konkluderet at der er behov for etablering af en alternativ gasledning uden om russisk territorium. Alt i alt blev der brølt ganske godt af den oppustede EU-løve eller -papirtiger som den også er blevet kaldt.


Russerne kan tage det stille og roligt. De har opnået hvad de ville, nemlig at ødelægge Georgiens muligheder for at gribe ind i Sydossetien og Abkhasien igen, ligesom det er lykkedes at splitte partierne i Ukraine, så våbenstøtten til Georgien formentlig bliver indstillet og koalitionsregeringen og parlamentet opløst. Præsidenten Jusjtjenko vil have våbeneksporten gennemført, men premierminister Julia Timosjenko - begge fra den Orange Revolution - lytter til den store prorussiske del af befolkningen og ønsker eksporten stoppet.

Og russerne kan ligefrem true med at nedskære energiforsyningerne til EU. Ministerpræsident Putin lagde i et tv-interview fredag den 30.8. ikke skjul på, at Europa kan miste olie, gas, forskellige metaller og gødning, hvis det foretrækker at tjene USA's udenrigspolitiske interesser. Linjerne er med andre blevet trukket ganske klart op. Rusland er igen en stormagt, hvis geopolitiske interessesfære man ikke længere skal træde på; USA er svækket af kostbare og ressourcekrævende krige i Afghanistan og Irak - og præsidentvalg hjemme; og EU er internt splittet mellem forskellige modstridende interesser og hensyn. Og på denne baggrund turde det være temmeligt symbolsk at USA's vicepræsident Dick Cheney netop i dag på sit besøg i Tbilisi har lovet den georgiske præsident Saakasjvili fortsat støtte.


Strengt taget kunne de vestlige lande udelukke Rusland fra Europarådet, standse optagelsen af Rusland i WTO og udelukke Rusland fra G8-klubben. Derved kunne man optrappe konflikten og få en slags genopfriskning af den gamle kolde krig, men man ville ikke formå at ændre Ruslands politik endsige ændre Ruslands faktiske interesse i det store strategiske spil.

Fra vestlig side må man nødvendigvis markere at den russiske reaktion på Georgiens indgreb mod de sydossetiske seperatister er et klart brud på den internationale retsorden, fordi magtanvendelsen krænkede Georgiens suverænitet. Men som senioranalytiker Karsten Jakob Møller gjorde opmærksom på i et indlæg i Politiken den 30.8. så skal man tænke sig grundigt om inden man træffer beslutning om midlerne. Det er efter hans opfattelse bedre at etablere et pragmatisk forhold til Rusland der baseres på de økonomiske og geopolitiske interesser som Rusland og Vesten har fælles.

I samme ånd gør Ruslandskenderen Ib Faurby opmærksom på at Rusland ganske vist har set stort på FN-resolutioner og OSCE-dokumenter landet selv har været med til at vedtage. Men Vesten har glemt at geografi, historie og kultur er afgørende forudsætninger for et land som Rusland, og Rusland er nu engang noget helt for sig selv. Det er hverken europæisk eller asiatisk, men begge dele. Og dette giver Rusland en særlig position, ja ligefrem en særlig mission i verden. Sovjetunionen kollapsede i 1991, men der er betydelig kontinuitet i russernes opfattelse af deres land og dets rolle i verden. Derfor er der mange russere der har beklaget Sovjetunionens opløsning, herunder Vladimir Putin der rent ud har kaldt opløsningen for den største katastrofe i det 20. århundrede.

Faurby understreger at det er karakteritisk for Ruslands politiske og militære elites verdensopfattelse at den er stærkt præget af en klassisk geopolitisk tænkning. Det er ikke globalisering eller integration - endsige juridiske rettigheder - der interesser disse folk, men magtbalancen mellem sømagterne i Vesten og kontinentalmagter som Rusland i spørgsmålet om hvem der har kontrol over de afgørende landområder, herunder de euro-asiatiske og østeuropæiske kernelande. Hele denne geopolitiske forestillingsverden levner ikke megen plads til små lande og deres ret til at vælge udenrigspolitik.


Og dette er jo kernen i sagen. Rusland kan udmærket acceptere en vis grad af selvstyre i de mange regioner i udkanten af riget der har andre store etniske grupperinger end russere, men forudsætningen er at disse selvstyrende regioner accepterer Ruslands overherredømme når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Dette begrænser naturligvis reelt disse selvstyrende regioners suverænitet, og sågar også den faktiske suverænitet i lande der er blevet suveræne stater som Georgien og Ukraine. Og denne begrænsning kan man i Vesten ikke alene tillade sig at være principielt imod, den må man også prøve at råde bod på for fredens og demokratiets skyld. Problemet er blot, at man ved at pukke ensidigt på juridiske rettigheder rent faktisk blander sig i Ruslands interesser på en for russerne dybt stødende måde, ganske som Vesten har gjort på Balkan i Kosovo-konflikten - og iøvrigt generelt tenderer til i både den internationale domstol og EF-domstolen (jf. konflikten om den danske udlændingepolitik).


Når en kommentator i The Guardian som Simon Jenkins derfor for mere end en uge siden kunne postulere at Nato har leget med ilden i Kaukaus under påberåbelse af at hverve nye medlemmer til Nato (og tilsvarende ved at placere missilanlæg i Polen og Tjekkiet), så har han den afgørende pointe at Rusland ikke truer Vesten.

Rusland derimod føler sig truet af Nato-udvidelsen og har ikke tænkt sig at slippe den gamle geopolitik eller dens gamle skillelinjer. Den amerikanske præsident kan lige så meget han vil påstå at indflydelsessfærernes tid er forbi - i det stykke kan han med fuld ret henvise til kampen mod terrorismen og den aktivistiske politik der blev følgen - men han ser da fuldstændigt bort fra at Rusland ikke er ude af storpolitikken, fordi Sovjetunionen kollapsede. Rusland er - takket været Putins indsats - påny blevet en stormagt der med styrke kan hævde sine geopolitiske interesser, og dette bliver Vesten nødt til at acceptere, uanset om man kan lide det eller ej, og uanset om det strider mod visse juridiske rettigheder og idealer.

Det havde været at håbe at demokratiske rettigheder i Rusland og dets naboregioner ville få bedre kår efter Sovjetunionens kollaps, men det ville have krævet anderledes forståelse for russisk sindelag end vestmagterne nogensinde har været villige til at vise.

Derfor ligger Vesten her i det Herrens år 2008 som man selv har redt. Og så kan man iøvrigt brøle så meget man vil på teatervis. Det hjælper ikke. Heller ikke på Georgiens og Ukraines bestræbelser på at blive knyttet mest muligt til Vesten.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Georgien, Rusland og Vesten  (14.8.08.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Russerne er dumme (Zakejev-sagen)
Arrestationen af tjetjeneren  (31.10.02.)
Terrortid   om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak. (4.9.04.)

Forsvar for nationalstaten
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)

USA's uafhængighed
USA's dominans
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)


Artikler om Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal