utils prefix normal JERNESALT - fornuft01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.3.10.

Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?

De fleste mennesker vil gerne gå for at være fornuftsvæsener, og derfor beskæftiger de sig kun lidt - og sjældent systematisk - med det der ligger uden for fornuftens område. De fleste er selvfølgelig klar over at der findes noget irrationelt ved siden af det rationelle, for eksempel drømme, men de tillægger det normalt ingen større værdi. Ofte betragter de det endda med stor mistro, fordi det undertiden giver sig udslag i voldsomme og skræmmende fænomener som galskab og massehysteri. De færreste ved, at det irrationelle har sine egne love som alle kan lære at kende og blive fortrolige med - og som også muliggør en dyb forståelse for såvel det irrationelles positive som negative sider.

Fornuftsvæsener kan som bekendt være mere eller mindre intelligente, men hovedparten er middelbegavede med en intelligenskvotient et sted mellem 90 og 110 i den såkaldte normalfordeling. De kan derfor uden større besvær begribe de hverdagsbegivenheder der sker omkring dem, forstå hvad der bliver sagt og forklare sig, tilegne sig ny viden og løse dagligdagens almindeligt forekommende problemer samt ikke mindst nogenlunde styre deres handlinger, medmindre de ligefrem er trætte, søvnige, berusede eller syge.

De fleste mennesker oplever også gennem skolegang og uddannelse at få deres fornuftsevner systematisk udviklet. De bliver derved bedre og bedre til at tilegne sig viden og kundskaber; de får sikrere og sikrere metoder til at indsamle relevant viden og skelne mellem korrekte og falske data. Og de lærer som regel også at skelne mellem 'objektive', dvs gennemprøvede sandheder af kvantitativ art som alle nøgterne mennesker accepterer som holdbare, og 'subjektive' sandheder af kvalitativ art som er sande for nogle individer, men ikke nødvendigvis for alle.

Videnskaben og især naturvidenskaben har gjort sit til at forstærke indtrykket af at mennesket gennem sin fornuftsevne behersker naturen, for den har jo medført og medfører stadigt en støt stigende udnyttelse af naturens ressourcer og et systematisk teknologisk fremskridt, der endda er blevet hurtigere og hurtigere med årene og som har skabt den moderne velstand. Den har vitterligt også skabt en mængde problemer som fx miljøforureningen og klimaforværringen samt ressourceknapheden, men den slags regner flertallet med at selvsamme videnskab og teknologi også vil kunne løse.

Problemet med al denne nytteorienterede fornuftsdyrkelse er imidlertid tendensen til at afvise det irrationelle som unyttigt og underordnet eller ligefrem lade sig skræmme af det, fordi det ofte umiddelbart virker uforståeligt og i en hel del tilfælde endda farligt og risikabelt. Men denne hovedtendens er i virkeligheden meget uheldig, for det irrationelle kan slet ikke undværes. Det er tværtimod afgørende for alle menneskers fundamentale, før-sproglige og positive livsopfattelse. Og det er helt centralt for alle menneskers oplevelse af verden som et varmt, farverigt, spændende og givende sted at være.

Det er ubestrideligt, at det irrationelle har uforståelige og farlige sider, men da det samtidigt i mange henseender er absolut nødvendigt bliver udfordringen at lære det nærmere at kende, således at det bliver muligt at skelne mellem de positive og de negative sider.


Ser vi på det irrationelles skræmmende manifestationer vil det første der melder sig i vore forestillinger være fænomener som krig og vold med tilhørende mord, voldtægter og ødelæggelser. I stor målestok kan der være tale om plyndringstogter, erobringskrige, religionskrige eller korstog. Hertil kommer opstande, klassekampe og revolutioner af forskellig art. I det 20. århundrede udartede det til endnu større ideologisk hærgen med systematiske folkemord, raceudryddelse og tvangsforflyttelser. Og i nyeste tid har vi fået en højst besynderlig muslimsk fanatisme rettet mod Vesten.

På individuelt plan udfolder det irrationelle sig negativt skræmmende i galskab af forskellige slags. Skizoide mennesker går grassat, berusede folk går amok på mindste foranledning, stressede mennesker mister besindelsen i pressede situationer. Der er i alle tilfælde tale om forekomsten af følelser der er så stærke at de oversvømmer psyken og sætter den almindelige dømmekraft ud af spillet.

Men det hører med til billedet at det irrationelle har stærke sider der er fascinerende og derfor virker tiltrækkende på folk, især på unge mennesker. De opsøger derfor 'ekstasen' (det at gå ud af sig selv) gennem spiritus, stoffer og vild dans. I visse tilfælde går det helt over gevind og ender med slagsmål og hærværk og det der er værre, og dette synes i vore dage at ske oftere og oftere, hvor unge mødes med det formål at prøve grænser af helt ud til det mest ekstreme. Men holdes festerne inden for det tilladtes og acceptables vide grænser, opsøges de uge efter uge netop fordi de er forbundne med ekstasen. Denne rummer ikke alene en ualmindelig stærk kvalitet, den synes at repræsentere selve livet eller det der giver livet mening.


Men al livskvalitet - også de mest stilfærdige - beror til syvende og sidst på irrationelle faktorer i psyken. Alle har behov for følelsesmæssig kvalitet, oplevelse, musik, sex og extase, og dette behov kan simpelthen ikke fornægtes eller fortrænges - uden at livet mister sin kvalitet og bliver kedsommeligt eller direkte meningsløst. Det går ikke an at vise det ryggen, medmindre man ligefrem vælger askesen som ideal. Den eneste fornuftige indstilling til det irrationelle er derfor at lære det ordentligt at kende i hele sin nuancerigdom i stedet for blot at skyde det fra sig som ét stort, mørkt og farligt felt.

Det irrationelle betyder sprogligt det der ligger uden for fornuftens regi, men dette gør i sidste ende al det der giver livet kvalitet og mening, herunder kærlighed og seksualitet, sport og konkurrence, kunst og musik, fest, kult og religion samt politik og forskning. Der er naturligvis ikke tætte skodder mellem fornuften og dette irrationelle, idet alle de nævnte former for irrationelle fænomener kan underkastes og normalt også bliver underkastet fornuftens bearbejdning og regulering. Seksualiteten kan blive et bevidst led i parforhold og familieliv. Sporten inddeles i discipliner der hver følger egne regelsæt. Kunst og musik kræver en håndværksmæssig udnyttelse af særlige evner og resulterer i værker der indgår i det almindelige regulerede kulturliv. Fest og kult forbindes med særlige ritualer. Religion forbindes med dogmatiske systemer og magthierarkier - ligesom politik og ideologier. Og forskningen er en systematisk tilfredsstillelse af den grundliggende menneskelige nysgerrighed der gennem analyse af naturen, kulturen og samfundet fører til øget indsigt i verden formuleret på fornuftens sprog. Men alle disse fænomener forudsætter selv den vilje og lyst til udfoldelse der i sidste ende er af irrationel art og overvejende sættes igang af instinktive grunde.


Det kan være nyttigt at få sat nogle af de filosofiske begreber på plads i den historiske udvikling.

I den vestlige verdens filosofihistorie blev fornuften frem til midten af 1700-tallet opfattet som en evne til objektiv og almen erkendelse som modsætning til følelsesmæssig opfattelse og vanetænkning. Rationalismens førende tænkere var Descartes, Spinoza og Leibniz, og de var alle stærkt påvirket af udviklingen i matematikken og fysikken (mekanikken). Oplysningstiden (ca. 1690-1780) var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og søgte at udbrede kendskabet til den menneskelige viden (opsamlet i encyklopædier) med det formål at frigøre mennesket for traditionens og sædvanens bånd. Den engelske empirist John Locke troede på fornuften som et kritisk redskab.

Den tyske filosof Immanuel Kant erkendte dog en grænse for fornuftens formåen med værket 'Kritik der reinen Vernunft' (1781). Kant skelnede mellem den rene fornuft (logik og erkendelsesteori), den praktiske fornuft (etikken) og dømmekraften (æstetikken). Og han indså at der var noget mennesket ikke kunne forklare eller ikke kunne komme bag ved, eftersom vi er bundet af vore opfattelseskategorier. Han kaldte fænomenet "das Ding an sich".

Rationalismen som sådan kan med rette betegnes som en tør fornuftstro fordi den vendte sig bort fra eller imod følelserne, men allerede Rousseau (1712-78) og siden romantikerne protesterede mod nedvurderingen af følelserne og den indsnævring af virkeligeden rationalismen indebar med denne afskrivning.

Arthur Schopenhauer (1788-1860) betragtede i sit hovedværk 'Die Welt als Wille und Vorstelling' (1819, rev. udgave 1844) verden som et blot og bart udtryk for subjektets forestilling, dvs som en fænomenverden der endog havde sin grund i viljeslivet. Det bevidste eller fornuftige jeg var for ham en illusion. Viljen er menneskets inderste væsen, men den er en blind livsvilje og derfor uundgåeligt årsag til lidelse og ufornuft. Den skal derfor bekæmpes - og det kan ske gennem den så at sige interesseløse æstetiske betragtning. Gennem askesen og ligegyldigheden for verden kan man nå frem til den buddhistiske 'ikke-væren'. Idealet var med andre ord forløsningen fra denne verden, som Schopenhauer netop var kritisk overfor - ligesom han var kritisk over for de politiske ideologier. Menneskets tanker og handlinger er kun udtryk for en blind irrationel drift. Schopenhauers filosofi er udpræget pessimistisk.

Nietzsche og Freud bestred at mennesket besidder en 'autonom fornuft', og deres kritik vandt tilslutning fra en stor del af 1900-tallets tænkere. Adorno og Habermas taler således meget jordnært om en 'instrumental fornuft'. For dem er verden og naturen genstand for menneskets manipulation. Kvantemekanikeren Niels Bohr præciserede at "vi hænger i sproget". Vi kan aldrig se verden eller naturen objektivt udefra. Vi er en del af den verden vi iagttager og må tage hensyn til selve iagttagelsessituationen. Og vi må beskrive verden og naturen i et sprog der har sine begrænsninger, ikke mindst over for fænomener der unddrager sig præcis måling med mekaniske instrumenter.

Der er således efterhånden fremkommet en filosofi der fortsat arbejder på fornuftens grundlag, men som mere eller mindre åbent erkender og accepterer at ikke alle fænomener i tilværelsen kan forstås og beskrives udelukkende med rationelle metoder. Men først og fremmest gælder, at der grundlæggende er forskel på at forstå verden med forstandens metoder og at leve livet med fuld kontakt til alle sider af tilværelsen. Der er fundamental forskel på erkendelse og eksistens.


Den gamle rationalistiske tro på fornuftens absolutte autonomi blev allerede undsagt af romantikken der simpelthen kan ses som én stor reaktion mod rationalismens indsnævring af virkeligheden. Men som den tyske filosof Rüdiger Safranski har mindet os om, så var den første generation af romantikerne nært forbundne med oplysningen. Alle de unge romantikere i Tyskland havde deres 'Kant-Erlebnis', oplevelsen af mødet med filosoffen Kant og hans værker; de var skam fornuftsmennesker, men til forskel fra rationalisterne stod romantikerne ikke for en eksklusiv eller udelukkende fornuft, men derimod for en inklusiv fornuft der accepterede og omfattede det dunkle, irrationelle og ubevidste.

Safranski pointerer i forordet til sin fornemme bog om romantikken, at den romantiske ånd både er mangeartet og musikalsk, både forsøgende og forførerisk. Den elsker afstanden til både fremtiden og fortiden, overraskelserne i hverdagen, det ekstreme, det ubevidste, drømmen, vanviddet og refleksionens labyrinter. Den romantiske ånd er ikke hele tiden sig selv lig. Den forvandler sig undervejs, bliver modsigelsefuld, længselsfuld og kynisk, forgabt i det uforståelige, folkelig, ironisk og sværmerisk, både selvglad og selskabelig, og både formbevidst og formopløsende.

Det vigtigste er dog at romantikerne med kolossal åbenhed genvandt følingen med alle de positive sider ved det der siden er blevet kaldte 'det kollektivt ubevidste', dvs alle de for et folk og en kultur fælles referencer som befinder sig i det ubevidste og derfra inspirerer enkeltpersoner såvel som fællesskaber til både tanker, forestillinger og dåd.

Romantikerne konstaterede i realiteten den store principielle forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser (de medfødte primære og tillærte sekundære), men de forstod af gode grunde ikke forskellen på teoretisk plan og kunne derfor heller ikke opstille nogen holdbar samlet forståelse af den, ligesom de heller ikke kunne finde et dækkende sprog for den. Dette er først muligt med den kombination af moderne dybdepsykologi og moderne bohrsk erkendelsesteori som hedder den komplementære helhedsrealisme. Men denne kombination er til gengæld også en nødvendighed for at fatte det irrationelles væsen og betydning i fuldt omfang.


Det er imidlertid forkert at tro at det irrationelle i den grad er uforståeligt eller 'dunkelt' og 'mystisk' at det kun kan erfares af særligt udrustede mennesker. Det er tværtimod alment i og med at de basale psykiske primærprocesser er medfødte og træder i funktion hos alle børn inden sekundærprocesserne kommer til med deres sproglige begreber.

Det irrationelle erfares allerede af spædbørn, men den altafgørende erfaring for voksne mennesker sker i selve puberteten, nemlig i ungdomstidens store 'bevidsthedsudvidelse' - i romantikken kaldet 'Sturm und Drang', dvs gennem helt normalt forekommende forelskelser, naturoplevelser, musik- og kunstoplevelser, sportsoplevelser, samt fest, humor og religion - der altsammen virker som en udvidelse af den bevidsthedsmæssige, følelsesmæssige og kropslige horisont. Heraf kommer det naturligvis at unge mennesker direkte opsøger disse oplevelsesmuligheder der kan gøre dem 'høje', ja, ikke sjældent bliver så besatte af sådanne peak-oplevelser, at de kan få vanskeligheder med at tilpasse sig det almindelige, jævne eller prosaiske hverdagsliv som kræver arbejde, uddannelse, disciplin og effektivitet.

I ungdomstidens turbulens oplever alle en markant forskel mellem hverdag og fest, mellem dagligdag og højtid eller mellem hvad der i religiøst sprog hedder 'timelighed' og 'evighed'. Forskellen ligger imidlertid ikke - som mange tror - i en simpel forskel mellem fornuft og følelse. Den afgørende forskel i ånds- og kulturlivet er tværtimod forskellen mellem stabile, men svage følelser og tanker på den ene side og intense, men ustabile følelser og tanker på den anden side. Det er den ustabile intensitet der giver den store oplevelse af kvalitet, men den stabile svaghed der sikrer tilpasningen til dagligdagens og karrierens jordnære krav.


Det ligger i sagens natur at tilpasningen til dagligdagen og dens nyttehensyn, effektivitet og rationalitet kan forekomme indsnævrende for unge mennesker der gennem hele barndommen og puberteten har været vant til relativt uforpligtende leg med muligheder og valg af udfordringer. Derfor får nogle unge vanskeligheder med at træffe beslutning om uddannelse og har brug for tid - eventuelt 'sabbatår'. Ethvert valg af muligheder er ensbetydende med fravalg af andre muligheder, ofte muligheder der også synes tillokkende. Voksen bliver man imidlertid først, når man træffer sit valg og tager konsekvensen af det, dvs påtager sig det fulde ansvar for det trufne valg. Modenheden kommer efterhånden som man acccepterer både valget og fravalget. Men det er ikke uden grund at en forfatter engang pointerede, at "det nogle kalder modenhed, det er det vi andre kalder forkalkning", for dermed ville han jo sige, at nogle i så høj grad accepterer deres valg og fravalg, at de med årene går hen og bliver mere og mere smalsporede og undertiden går helt i stå.

Det gælder altså under alle omstændigheder om at holde sig åben - uanset valg og fravalg. Og dette gør man ved at bevare sin oprindelige nysgerrighed, legelyst og kreativitet længst muligt. Men dette er lige præcis at blive ved med - trods den for tilpasningen nødvendige udbygning af sekundærprocessernes stabile tanker og følelser - at holde kontakt med primærprocessernes ustabile, men til gengæld intense tanker og følelser, der er kendetegnet af meget fri associationsevne. Det gælder her om at have så let og uhindret adgang til det kollektivt ubevidstes kreative energier, og altså om ikke at lade sig skræmme af deres tilsyneladende uforståelighed og farlighed. For lader man sig skræmme, bliver resultatet let at man ender i forkalkningens 'modenhed' eller Schopenhauers pessismisme: man anser det for nødvendigt at vende sig imod den blinde livsvilje gennem nøjsomheden og askesen og ad den vej opnå hvad buddhisterne kalder en 'ikke-væren' eller en mystiker som Meister Eckehart kaldte 'afsondring' [fra verden].


Skal man have held til at skaffe sig fri og uhindret adgang til det kollektiv ubevidstes energier, skal man bryde med den sværm af misvisende udsagn der findes om dette væsen, og som giver sig udtryk i utallige fordomme om såvel kunst, musik, kult, myter og religion som om det ubevidste, det kollektivt ubevidste, de arketypiske forestillinger eller under ét dybdepsykologien. Der er i virkeligheden tale om vidt forskellige fænomener der alle kan gøres og er blevet gjort til genstand for nærmere undersøgelser og som kan beskrives ret præcist, idet de i vid udstrækning er underkastet lovmæssigheder på samme måde som fænomenerne i den ydre fysiske verden. - Jf. bl.a. artiklen om De psykiske fundamentalkræfter.

Problemet er kun - og det er formentligt i sig selv en skræmmende faktor for mange mennesker - at fænomenerne ikke kan forstås på intellektualistisk vis alene med forstandens begreber, men kun kan forstås gennem egen personlig erfaring med brug af hele registret af intellektuelle og intuitive evner - på nøjagtigt samme måde som man ikke kan forstå hvad farven grøn er ved at læse om den, men kun ved at se den. Men alle har jo grundlæggende den erfaring at trække på der hedder barndommens og ungdommens udfoldelse af primærprocesserne. Alle har i barndommen og ungdommen oplevet den suspension af sekundærprocessernes sondringer der betyder at man glemmer tid og sted og får frie associationer (eller som Storm P kaldte dem 'sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke').


Den komplementære helhedsrealisme udmærker sig ved principielt at undsige et valg mellem det rationelle og det irrationelle - og dermed et valg mellem rationalismen og romantikken. Den accepterer begge sider af tilværelsen eller af den psykiske tilgang til tilværelsen, idet den samtidig betragter den rationelle sekundærproces-vej som nødvendig for tilpasningen til dagligdagens krav, men den irrationelle primærproces-vej som nødvendig for den direkte erfaring af livets mening, kvalitet og energi.

Modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle er dybest set en komplementær modsætning, hvad der betyder at den kun er uoverstigelig på det logiske plan, hvor man stiller modsætninger op som et enten-eller-valg. Den bohrske komplementaritet bygger på erkendelsen af at modsætninger der er uforenelige på logisk plan meget vel begge kan være sande og nyttige på et andet plan og derfor ikke bør udsættes for et enten-eller-valg.

For det rationelle og irrationelles vedkommende gælder at de begge er psykiske fænomener der beror på henholdsvis de sekundære og de primære grundprocesser. Det er de rationelle processer vi bruger i realitetsprøvelsen, men de irrationelle vi har brug for i værdi- eller kvalitetsprøvelsen, den udforskning af eksistensen der til stadighed skal sikre opretholdelsen af meningen med livet.

Dette tager den komplementære helhedsrealisme højde for, idet komplementariteten sikrer at man undgår fravalget af nogen af de to lige vigtige grundprocesser, mens helhedsrealismen sikrer at man holder fast i såvel den almindelige praktiske hverdagsrealisme som den helhedsoplevelse vi alle er født med og som er forudsætningen for opretholdelsen af meningen med tilværelsen, kvaliteterne eller værdierne i livet eller hvad man nu måtte kalde det.

Helheden er med Vilh. Grønbechs rammende udtryk vort inderste jeg. Der er absolut ingen logisk begrundelse for 'helheden' eller nogen videnskabelig årsagsforklaring på den. Men erfaringen siger utvetydigt at vi ender i fortvivlelse eller depression, hvis ikke vi formår at fastholde den gennem livet.

Det er fornuftigt at lade sig skræmme af eller være forbeholdne over for de farlige sider af det irrationelle der kan medføre massebevægelser, massehysteri og masseødelæggelse. Men det er ufornuftigt at lade sig skræmme af de positive og konstruktive sider af det irrationelle der er forudsætning for al kreativitet og al mening med tilværelsen.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Åndsstrømningerne i det 19. århundrede
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)

Grønbechs kulturopgør
Myte, ord og billede
Nietzsches sjæl Sigmund Freud
Storm P

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Veje til livskvalitet og mening - artikelserie
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Den komplementære helhedsrealisme
Den bohrske komplementaritet


Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Fornuft
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal