utils prefix normal JERNESALT - finanskrise08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.08.

Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?

Mandag den 29. september blev året Sorte Mandag fordi Repræsentanternes Hus i USA til alles overraskelse og manges skuffelse forkastede den redningsplan for den amerikanske økonomi som præsident Bush, finansmister Henry Paulson og centralbankchef Ben Bernanke havde forhandlet på plads i weekenden med repræsentanter for begge partier og begge kamre i kongressen.

Afstemningen gav 228 stemmer imod og 205 for, men det virkeligt overraskende var at den massive modstand kom fra republikanerne, idet 133 af dem stemte imod og kun 65 for. Det var et chok for børsen på Wall Street, men også for præsidenten og finansministeren, fordi det var deres egne partifæller der stemte imod, og dette var vel at mærke fra partifællernes side ikke alene en undsigelse af deres egne forhandlingsledere og deres egen præsidentkandidat, men en dolk i ryggen på den afgående og efterhånden meget upopulære og magtesløse præsident.

Resultatet af afstemningn blev et øjeblikkeligt fald i kursen på NYSE (New York Stock Exchange) på omkring 7 % eller et beløb på 1200 mia §, et tal der kan sammenlignes med faldet på 700 mia § efter 11.9.01. I galgenhumoren - der jo altid ledsager tragiske begivenheder - blev det til at der nu igen er folk der springer ud fra 'Golden Gate Bridge' - men denne gang fra Vestsiden! - Broen er den nord-sydgående store hængebro i San Franscisco-bugten der ofte benyttes til selvmord, så det er altså underforstået at selvmorderen vender rygger til hele civilisationen, inkl. Wall Street.


Grunden til republikanernes modstand er naturligvis det forestående valg, hvor ikke blot præsidenten skal udskiftes efter sine to embedsperioder, men alle medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg. Og deres dilemma er at de godt kan se nødvendigheden af en politisk redningsplan for landet, men frygter de republikanske vælgeres dom, hvis de forråder gamle republikanske dogmer om at markedet skal være frit og markedskræfterne derfor have lov til uden indblanding fra statens side at skille fårene fra bukkene ved deres hårde selektion. Det frie marked giver i opgangstider spekulanter gode muligheder for hurtige gevinster, og dette betragter republikanerne som et plus, men til gengæld bør spekulanterne i nedgangstider selv bære deres tab.

Dette er præsident Bush, finansminister Paulson og præsidentkandidat McCain i princippet enige om, men kendsgerningen er jo at økonomien nu er ved at kollapse fordi mange års systematiske store budgetunderskud kombineret med bankernes til det hasarderede letsindige udlån til bolig og privatforbrug - boligboble, kreditboble og råvareboble - har givet kolossale likviditetsproblemer. Flere og flere pengeinstitutter der har haft større udlån end indlån kan ikke længere skaffe tilstrækkelige likvide midler til driften og må derfor standse betalingerne. Meningen med regeringens aktuelle redningsplan på 700 mia § er ikke at forhindre uansvarlige banker at gå nedenom og hjem, men om muligt at forebygge den dominoeffekt at den ene storbanks fald trækker den næste med sig.

Om 700 mia dollars er, nok kan diskuteres - og bliver det. Men noget må gøres. Problemet ved den foreliggende plan er blot at republikanerne dels ikke vil give finansministeren for stort råderum over beløbets anvendelse, dels ikke vil have hele udgiften tørret af på den almindelige skatteborger der er uden skyld i miseren.


Barrack Obama erklærede at han var overbevist om at politikerne ville nå målet, men også at vejen bliver hård. Og han pointerede at det nu var nødvendigt at vise at ansvarligheden kommer tilbage til Det Hvide Hus. Der er derfor han stiller op til valget! John McCain blev nødt til at understrege at tiden ikke er til at placere skyld, men til at løse problemet.

Sagen er blot at løsningen - uanset hvordan den i sidste ende bliver skruet sammen i detaljerne - partipolitisk set er mere demokratisk end republikansk. Man kan derfor meget vel forestille sig at en hel del republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus - uanset om de mere eller mindre nødtvunget stemmer for næste version af planen eller ej - mister deres plads i kongressen, og at præsidentvalget kun fem uger fremme vil give en jordsskredssejr til demokraterne, både i præsidentvalget og kongresvalget.

Det der for blot en uge siden lignede et tæt løb mellem Mc Cain og Obama ser nu ud til at blive en sikker forkastelse af både den republikanske kandidat og den republikanske æra i den nye tids amerikanske historie, der uanset demokraten Bill Clintons otte år kan kaldes Reagan-Bush-tiden fra 1981 til 2008. I så fald står vi over for et decideret tidehverv i amerikansk politik med deraf følgende virkninger på resten af verden. 'Tidehverv' er en gammel betegnelse for en gennemgribende forandring i tiderne eller en skelsættende begivenhed der indleder en ny tidsalder. Udtrykket er stort set gået af brug, men blev eksempelvis brugt af Brandes om en ny epoke i fransk litteratur som Mme De Staël fremkaldte med en bog. Men sidste leds betydning af 'vending' kendes jo også i ordet 'solhverv'.


Der er opbrud og forandring mange steder på kloden, så når Barrack Obama har forandring (change) som sit slagord, er det ikke mere mærkeligt end at John McCain finder det nødvendigt at tale om kontinuitet. Strengt taget er al udvikling i samfundet en blanding af forandring og kontinuitet. Kun deciderede revolutioner, voldelige revolter mod siddende magthavere, betegner egentlige brud og forsøg på diskontinuitet. Fredelige og parlamentarisk ordnede store forandringer vil have reformernes karakter - med brud på bestemte sider af den hidtidige udvikling man ikke bryder sig om. De vil desuden i vidt omfang være en fremskyndelse af eller en banen vej for de udviklingstendenser der ligger i tiden og som ingen kan bremse. Det var sådanne fremskyndelser Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen lagde sig i spidsen for hhv. i Storbritannien og her i landet under betegnelsen 'Den tredje vej', dvs vejen på midten der bryder med gammel klassekamp - jf. artiklen Midten i dansk politik.

I den aktuelle store forandringsproces i den vestlige verden er det som nævnt i artiklen Finanskrisen stikker dybt ikke kapitalismen eller markedsøkonomien som sådanne der angribes fundamentalt, for dette ville være ødelæggende for selve fremdriften i samfundslivet. Der er intet alternativ til kapitalisme og markedsøkonomi hvis samfundene ønsker økonomisk udvikling. Derfor er det fremskridtvenlige, men tidligere kommunistiske Kina slået ind på markedsøkonomiens vej, og derfor forbliver de islamiske lande stillestående så længe de ikke tør bevæge sig ind i markedsøkonomien og den dertil hørende frihed til privat initiativ.

Finanskrisen angriber derimod den grådighed der har ramt mange pengeinstitutter, forsikringsselskaber og store virksomheder og som har drevet dem ud i stadigt mere oppustede økonomier med henblik på at skaffe sig hurtige gevinster og hurtig vækst. Derfor har vi fået it-boble, boligboble, råvareboble, kreditboble og andre oppustede fænomener der ville briste med tiden og størrelsen - helt efter loven for sæbebobler der siger en ligevægtsform ved en hindetykkelse på 1-100µm. Sådanne uansvarlige og bogstaveligt talt syge former for økonomisk aktivitet og kreativitet har altid eksisteret, sålænge der har været kapitalisme og markedsøkonomi. Man kan bare tænke på Landmandsbanken krak i 1922 og Nordisk Fjers krak i 1991 (efter direktør Johs. Petersens selvmord året før) eller på den svenske tændstikkonges Ivar Kreugers selvmord i 1932 efter fejlslagne aktieeventyr i international målestok. På lidt andet plan kan også en mand som kommunalpolitikeren Peter Brixtofte nævnes. Han kunne til sidst ikke styre eller overskue sine egne vildere og vildere dispositioner for den tilsigtede økonomiske ekspansion for Farum kommune - og faldt på det.

Under ét kan man samle fejlene under den psykologiske term 'grådighed', og det er så meget mere relevant som ingen nøgtern iagttager eller analytiker af markedsøkonomien kommer uden om at måtte konstatere uhyre megen psykologi i hele det spil af motiver der foregår og som er alt andet end rationelt. Det er såmænd ikke særligt relevant at drage den slutning Martin Wolf fra Financial Times drager af den aktuelle finanskrise at vi må ændre vores antagelse af at finansvirksomheder véd, hvad de foretager sig! For det har aldrig været en holdbar generalisation om finansverdenen. Den véd ofte ikke selv hvad den fortager sig - og dette ligger igen i hele markedsøkonomien idé og mening.


Når der må reageres imod finansverdenens og kapitalismens adfærd, skyldes det altså ikke at de bruger friheden til kreativitet, men at nogle af finansfolkene, iværksætterne og entreprenørerne går over stregen og gennem udskejelser, spekulation og grådighed ødelægger selve systemet. De bliver uansvarlige netop ved at misbruge friheden, således at andre, sunde virksomheder samt myndighederne, staten og centralbankerne skal gå ind og rydde op efter dem. Det er naturligvis galt at regeringerne undertiden er uansvarlige og giver spekulanterne for gode vilkår og for lette fristelser ved i gode tider at pumpe penge ud gennem skattelettelser og budgetunderskud, og det er måske kritisabelt at den ellers forsgitige amerikanske centralbankchef 1987-2006 Alan Greenspan ikke i tide så faresignalerne (en amerikansk advokat vil nu prøve at sagsøge den 'gale' mand). Men generelt er det hele det politiske og økonomiske system der i fællesskab er nødt til at sørge for ansvarligheden og etikken.

Man kommer i politik og økonomi ikke uden om etikken, medmindre man afskaffer den civile orden, friheden og demokratiet. Og den nødvendige etik er ikke en simpel lov- eller pligtetik der til hver en tid i enkeltheder kan afgøre hvad der er rigtigt og forkert ved at slå op i en katekismus, økonomisk lærebog eller et politisk kompendium. Hverken økonomi eller politik er eksakte videnskaber som tåler sammenligning med fysik eller matematik. Der indgår ikke alene usikkerhedsmomenter, men også holdninger og værdier og andre psykologiske faktorer. En decideret formålsetik er heller ikke tilstrækkelig, for selvom alle eventuelt kunne blive enige om at målet for samfundsudviklingen var økonomisk vækst eller almenvellets trivsel, så kan der ikke bygges praktisk moral herpå.

Det er nødvendigt at indse at der er fundamental modsætning mellem det frihedsprincip der giver individet ret til og mulighed for udfoldelse, kreativitet, iværksætning, opsparing, udlånsvirksomhed og spekulation og det trygheds- eller lighedsprincip der giver alle ret til og mulighed for at kunne opretholde livet ved deres arbejde og nyde godt af fællesskabets trygge rammer. Men netop fordi begge principper er gavnlige og uundværlige for det menneskelige fællesskab, så må de anses for komplementære. De skal fungere sideordnede. Skal dette lykkes på en fornuftigt og forsvarlig måde, forudsætter det en konsistensetik der bygger på menneskets indre forpligtelse til at sørge for overvægten af det gode i såvel sit eget liv som i samfundslivet. Netop ved at understrege overvægten påpeges det forhold at et socialliberalt samfund der betragter frihedsprincippet og tryghedprincippet som ligeberettigede, komplementære principper til hver en tid må være kritisk over for sig selv, men samtidigt tillade både kreativitet og fejltagelser inden for rimelige grænser som ikke kan fastsættes på forhånd. Der vil altid forblive et usikkerhedsmoment tilbage i både enkeltlivet og fællesskabet. Men trues fundamentet må der gribes ind. Det er dette der sker i øjeblikkets store amerikanske finanskrise og dens afsmitninger til andre lande.

Finanskrisen er efter mit bedste skøn et tidehverv hvis konkrete følger slet ikke kan overskues eller beregnes, men som givetvis vil medføre omfattende økonomiske og politiske forandringer i de kommende år, og vel at mærke forandringer der også vil kunne spores i det kulturelle liv, regionalt såvel som globalt.

Tidehvervet vil først slå igennem i USA - og derfor fortjener det kommende præsidentvalg en særlig analyse baseret på forestillinger om 'Det Andet USA' som den dansk-amerikanske analytiker Carl Pedersen har redegjort for i en bog der kom sidste år. Den skal en følgende artikel handle om: Det andet USA - eller Et andet USA?  (3.10.08.).

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links:

Det Hvide Hus
USA's finansministerium (Department of Treasury)
USA's kongres: House of Representatives
CNN
John McCain
Barrack Obama


Artikler på Jernesalt:

Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Individ og samfund som komplementćre fćnomener
Liberalismen og socialismen som komplementćre fćnomener
Peter Brixtofte


Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal