utils prefix normal JERNESALT - eu08irsknej

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.6.08.

Irsk nej giver EU kvaler

Den 13. juni stemte irerne nej til den nye EU-traktat, Lissabon-traktaten, som blev vedtaget den 19.10.07. på EU-topmødet i Lissabon - under Angela Merkels ihærdige tyske formandsskab - efter flere års tovtrækkeri som følge af Frankrigs og Hollands nej i juni 2005.

Irerne stemte nej med 53,4 % mod 46,6 % - og resultatet betyder dels at Lissabon-traktaten ikke bliver endeligt ratificeret i den nuværende form, dels at den gamle Nice-traktat fra 2001 indtil videre vil forblive det juridiske grundlag for samarbejdet mellem de 27 EU-lande.

Begejstringen blandt nej-sigerne i Irland har været stor og forståelig. De har i langt højere grad end ja-tilhængerne med regeringen og premierminister Brian Cowen i spidsen været i stand til at mobilere deres vælgere, fordi de med held har spillet på en udbredt ængstelse i befolkningen for konsekvenserne af den nye traktat - kombineret med en lige så udbredt uvidenhed eller usikkerhed om traktatens konkrete indhold. Lav valgdeltagelse giver normalt nej-sigerne en fordel, men valgdeltagelsen var denne gang ganske pæn og løbet for så vidt tæt til det sidste. Men afgørende synes selve tvivlen at have været. Og denne har den relativt nyudpegede premierminister slet ikke været i stand til at hamle op med. I debatten har udsigten til at Irland på linje med andre små lande ville miste retten til en fast kommissær tilsyneladende spillet en stor rolle. Men man skal ikke se bort fra at begejstringen for EU i den senere tid har været kølnet betydeligt, fordi Irlands økonomi kører i lavere gear end da landet kom i EU, og at mange frygter en stigende ledighed og bl.a. derfor har vendt sig imod de nye EU-regler om arbejdskraftens frie bevægelighed.


Skuffelsen blandt de øvrige landes politiske ledere er naturligvis stor, for det irske nej fjerner ikke med ét slag grundlaget for et fortsat fornuftigt samarbejde, men selve udsigten til at samarbejdet efter udvidelsen til 27 medlemslande fremover vil kunne ske med mere tidssvarende regler. Den nuværende kommissionsformand José Barroso har selvfølgelig meldt ud med en erklæring om at EU må respektere Irlands nej. Og det samme siger Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy i en bemærkelsesværdig fælles erklæring umiddelbart efter at resultatet forelå. De beklager nemlig samtidigt resultatet og opfordrer til at fortsætte ratificeringen af traktaten, skønt en sådan ikke vil få gyldighed, når Irland har sagt nej. 18 af de 27 EU-lande har allerede ratificeret traktaten. Men Sverige, Spanien, Italien, Tjekkiet, Belgien, Holland og Malta mangler foruden Storbritannien. Og især sidstnævnte medlem er kommet i et regulært dilemma. For traktaten er upopulær i befolkningen - og den lige så upopulære nye Labour-leder, premierminister Gordon Brown, kan være fristet til at undlade en ratificering for ikke at blive endnu mere upopulær.

Tjekkiets præsident Vaclac Klaus har været ude med en bombastisk melding om at traktaten nu er død - og det er fra 1.1.09. hans land der overtager formandsskabet. Men det må anses for temmeligt usandsynligt at EU-topmødet i slutningen af måneden vil åbne for en genforhandling af traktaten. Det har taget næsten syv år at komme frem til et for de fleste lande acceptabelt traktat-udkast - og det vil blive helt uoverskueligt at åbne 'Pandoras æske' én gang til. Nice-traktaten er fortsat det tilstrækkelige, formelle grundlag for samarbejdet mellem landene, men vil blokere for en nødvendig effektivisering af EU - og derfor være helt utilfredsstillende for de førende lande der ønsker at komme videre med udviklingen i EU. Får man ikke på den ene eller anden måde Lissabon-traktaten hjem med fuld ratifikation, må det forudses at vi får et EU med flere hastigheder, nogle stærke EU-lande vil sætte deres egen fart i enighed - og lade de andre sakke bagud som de nu har lyst til efter individuelt behov.

Alt ser derfor ud til at det er Irland der sidder med Sorte-Per. Brian Cowen erkender mareridtet - og peger på at der hverken findes en nem eller hurtig løsning. Han ønsker tid, lang tid til at finde en udvej. Men det er langt fra sikkert han får det. Topmødet i slutningen af måneden kan meget vel sætte ham stolen for døren - og bede ham melde klart ud om hvad han vil og hvad Irland vil. Teknisk set skulle der være mulighed for en slags protokol af den art Danmark fik efter nej'et til Maastricht-traktaten og som bestod i nogle forbehold eller som Danmark fik i 2007 for at accepterere Lissabon-traktaten og som bestod i særlige hensyn på enkelte konkrete felter.

Hvis man fx forestiller sig at en traktat kan få ja-flertal i Irland hvis der sker indskrænkninger i reglerne for arbejdskraftens frie bevægelighed så Irland kan undgå den frygtede indvandring af billig arbejdskraft fra Øst-Europa, kunne man måske få dette protokolleret. Men hvis kravet er en fast repræsentation i kommissionen, kan det blive et nej, således at Irland selv må afgøre om man vil være med eller ikke med i EU. Det er hvad tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen har bedt dem om at gøre, endda med den tilføjelse at alternativet er at Irland ændrer sin grundlov, så en EU-traktat kan godkendes af parlamentet uden at blive sendt til folkeafstemning!


Lissabon-traktaten er jo med vilje blevet formuleret på en sådan måde at alle lande med undtagelse af Irland har kunnet ratificere den på parlamentarisk vis. Det har der været gode grunde til - først og fremmest frygten for uberegnelige folkeafstemninger - men det har omvendt også ført til at traktaten stik mod de oprindelige intentioner er blevet alt for kompliceret og uigennemskuelig. I praksis har dette betydet at traktaten tekstmæssigt har fået et omfang der har gjort den uoverkommelig for almindelige mennesker at pløje sig igennem. Og dette har igen gjort det meget nemmere for nej-sigerne at spille på tvivlen og usikkerheden end for ja-sigerne at forklare fordelene.

Der er med andre ord opstået et decideret demokratisk problem. Og da folkeafstemninger betragtes som en meget demokratisk foranstaltning, er det ikke heldigt at man må konstatere, at EU-traktater er blevet så indviklede at de ikke egner sig til folkeafstemninger. For ganske vist er det en kendsgerning, der gang på gang bekræftes ved at folkeafstemningerne afgøres af alt andet end en nøgtern vurdering af traktaternes substans og i stedet af følelsesmæssigt stærke, men sagligt ofte helt irrelevante forhold. Blandt andet indgår det altid i nej-sidens afgørelser at man er principielt imod EU - og dette er strengt taget irrelevant, når en traktatændring alene skal tage stilling til det faktiske samarbejdes form. Som regel spiller også de aktuelle økonomiske konjunkturer ind på folks valg.

I denne forbindelse må det ligeledes påpeges, at det lige siden ideen om den store Øst-udvidelse kom på tale efter Sovjetkommunismens sammenbrud i 1991 har været en fundamental fejl at de gamle EU-lande ikke sørgede for en traktat-ændring der ville tage højde for de problemer der uundgåeligt ville komme når medlemstallet skulle udvides fra 15 til 27, således at ansøgerlandene skulle tage stilling til en færdig traktat og ikke indlemmes i fællesskabet med ret til at bestemme traktatens indhold. Grunden var naturligvis at de 15 gamle lande ikke kunne blive enige om en ny traktat - og derfor udskød afgørelsen til efter udvidelsen. Og det er dette problem man sidder med i dag. Synderligt demokratisk ville man ikke kunne have kaldt den fremgangsmåde at stille nye lande over for accept eller forkastelse af et fait accompli, men det havde været reel etik og praktisk og klog politik.


For Danmarks vedkommende er spørgsmålet efter det irske nej nu hvordan de danske forbehold kan blive afskaffet. Et (unionsborgerskabet) er reelt uden betydning, og to (retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet) er der bred enighed om i både folketing og befolkning at få fjernet, men de blev ved Lissabon-traktaten knyttet til en særlig protokol, således at et eventuelt bortfald så at sige ikke kan vedtages ved en dansk folkeafstemning før Lissabon-traktakten er kommet på plads. Og det sidste forbehold - om Euroen - vil der være strid om.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har for kort siden tilkendegivet at regeringen ville tage stilling til folkeafstemninger om forbeholdene til august, men han har nu efter det irske nej måttet erkende at folkeafstemningerne må afvente en afklaring af Lissabons-traktatens skæbne, hvilket primært vil sige Irlands beslutninger.

Det er en streg i regningen for regeringen og statsministeren, men er naturligvis eneste mulige konsekvens.


En anden følge af det irske nej er udskydelsen af besættelsen af de nye EU-topposter der ellers skulle have fundet sted så en afgørelse var truffet når traktaten efter planerne skulle træde i kraft 1.1.09. Primært drejer det sig om udpegningen af den nye faste formand for EU med titel af præsident (der skal vælges for 2˝ år ad gangen) og ny udenrigspolitisk koordinator med den spøjse titel af 'EU's høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik'. Der er dog næppe tvivl om at det kommende franske formandsskab vil gøre hvad der står i dets magt for at få det irske problem løst inden nytår. Men intet er givet.

Det vil direkte berøre Anders Fogh Rasmussens chancer for at blive taget i betragtning. Han er som han selv betoner gang efter gang ikke kandidat til nogen af posterne, men det betyder blot at han ikke er officiel kandidat. Det er der nemlig ingen der er. Men alle her i landet regner med at han vil acceptere en post, hvis han får den tilbudt. Og fuldt kvalificeret er han personligt, men ikke som repræsentant for et land der har forbehold over for EU. Fogh ønsker alle fire forbehold afskaffet hurtigst muligt, men udover usikkerheden om euro-forbeholdet vil afventning af en løsning af det irske problem være en ulempe for ham. Hans chancer bedømmes som højere hvad angår posten som ny generalsekretær for Nato.

Det irske nej har skabt kvaler i hele EU. Det skal blive spændende at se hvad Irland selv bestemmer sig for og hvilke retningslinjer EU-topmødet i slutningen af denne måned afstikker. Det er ikke holdbart at effektiviseringen af EU bremses ved et enkelt lands folkeafstemning, så meget mindre som denne mere afspejler tvivl og usikkerhed end nøgtern vurdering af EU's behov for fortsat udvikling.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Ingen folkeafstemning om EU-traktaten i Danmark  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
EU-topmødet endte med en halv løsning  (24.06.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
EU-topmødet lidt af en fuser  (20.6.06.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)


Artikler om EU
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal