utils prefix normal JERNESALT - dreyer

ARTIKEL FRA JERNESALT -

Carl Th. Dreyer - en kort karakteristik

Carl Th. Dreyer (1889-1968) var dansk films største instruktør indtil sin død.

Fra 1909 var han journalist og 1913 blev mellemtekst- og manuskriptforfatter på Nordisk Films Kompagni (mellemtekster er de tekster der bringes i stumfilm mellem de stumme billedsekvenser og som fortæller noget om baggunden eller gengiver replikkerne)

1919 fik Dreyer chance til at lave sin første spillefilm ‘Præsidenten'. 1920 fulgte ‘Blade af Satans Bog' og ‘Præsteenken' (for Svensk Filmindustri). 1922 kom ‘Elsker hverandre' for et tysk selskab. Og 1925 ‘Mikaël' (efter Herman Bang). Samme år ‘Du skal ære din hustru' (for Palladium), der førte til engagement af et fransk produktionsselskab, hvorefter Dreyer flyttede til Paris med sin familie. Alle de nævnte film er originalt tænkt og skabt.

I 1928 lavede Dreyer for det franske selskab ‘Jeanne d'Arc's lidelse og død', der skildrer den sidste dag i 1431 i den unge Jeanne's liv og den katolske kirkes uhyggelige forhør af hende. Filmen gav instruktøren det internationale gennembrud i kraft af en suveræn brug af nærbilleder, med uforglemmelige billeder af både dommerne og Jeanne (spillet af Maria Falconetti). Filmen var også præget af Dreyers strenge krav til ægthed i enhver henseende. Falconetti måtte således ofre sit eget hår, da Jeanne blev klippet før henrettelsen. Men stumfilmen var nu passé. Dreyer blev efter talefilmens frembrud spurgt om han ikke kunne tænke sig at lave Jeanne d'Arc som talefilm, men afslog hovedrystende. Hele hans idé med filmen var tænkt i stumfilmens baner og lod sig ikke overføre.

I 1932 fik Dreyer mulighed for i Berlin at indspille sin første talefilm ‘Vampyr', der på sin vis blev hans mest personlige film, fordi han her arbejdede med en uhygge og angst der ikke skyldtes ydre årsager, men underbevidste - og som i virkeligheden gik tilbage til hans egne uforløste moderbinding (han var født uden for ægteskab og fandt aldrig hos nogen af sine plejeforældre en erstatning for den tabte moder). Arbejdet med filmen førte til en psykisk krise. Dreyer udtalte selv om den psykologiske realisme i filmen: "Tænk Dem, at vi sidder i et almindelige værelse. Pludselig får vi at vide, at der bag døren står et lig. I samme øjeblik er den stue vi sidder i forandret - hver eneste ganske dagligdags ting i den ser anderledes ud, lyset og atmosfæren har forandret sig uden at have forandret sig rent fysisk. For vi er blevet anderledes, og genstandene er som vi opfatter dem. Den virkning vil jeg ha frem i min film."

‘Vredens dag' fra 1943 udspiller sig under hekseforfølgelserne i 1600-tallet og handler dels om en proces mod en kvinde der kan helbrede med urter fra galgebakken ("Der er kraft i det onde"), dels om en ung kvinde (Lisbeth Movin) der er gift med den gamle sognepræst (Thorkild Roose) som i sin tid skånede hendes mor for døden på bålet. Den unge kvinde forelsker sig i præstens søn, men anklages af præstens mor (Sigrid Neiiendam) for at have forårsaget sin mands pludselige død.

Først i 1955 kom den næste spillefilm, ‘Ordet' efter Kaj Munks skuespil. Det var en gammel drøm der gik i opfyldelse, idet Dreyer allerede efter stykkets succes på Betty Nansen-teatret i 1932 havde henvendt sig til Munk for at få rettighederne. Men Munk havde - stor i slaget som han kunne være - svaret noget i retning af: "O.K. bare send en million!". Så det kom der ikke noget ud af dengang. Men i 1954 faldt tingene på plads, og Dreyer lod filmen indspille i Vestjylland - og på jysk, med Henrik Malberg som den grundtvigianske storbonde Mikkel Borgen og Preben Lerdorff Rye som hans gale søn Johannes der tror han er Jesus. Hjulpet af sin nieces barnlige tro gør denne til sidst underet, at genopvække den døde svigerinde. - Filmen vandt Guldløven på festivalen i Venedig.

I 1964 var der premiere på ‘Gertrud' efter roman af Hjalmar Søderberg, men den fik en ret ublid medfart hos kritikerne, så Elsa Gress måtte rykke ud med et forsvar. Psykologien i denne realistiske skildring af personernes kamp med 'kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed' var fin nok, men miljøet var meget borgerligt (med fornemt spil af Nina Pens, Bendt Rothe og Ebbe Rode) og spillet præget af Dreyers fokusering på det absolutte. "Det er denne stærke og lidenskabelige kvindes tragedie, at hun kræver det absolutte - den mand hun elsker skal kun være hendes, ellers må hun forlade ham. Dette absoluthedskrav er hendes hybris, som hun straffes for af guderne", udtalte Dreyer selv.

Han lagde største vægt på dialogen "i håbet om at være med til at skabe en ny filmtype, midt imellem den ‘rene' film og teater". Men her kiksede det for Dreyer, for han måtte tværtimod finde sig i at filmen blev bedømt som teatralsk. Faktisk er filmens dialog god, men sproget er gammeldags, og alle taler det langsomt og højtideligt - og det virkede i 1964 netop som teater. Og indtrykket blev kun understreget af brugen af indlagt poesi, digte der blev læst op mellem afsnittene.

Da Dreyer døde i 1968, blev manuskriptet til hans store Jesus-film udgivet. Den havde han drømt om at realisere i ikke mindre end 19 år, men aldrig kunnet skaffe penge til. Han stillede enorme krav til produktionen, der skulle optages i Israel, og efterlod kassevis af fotografisk materiale til filmen. I dag, hvor midlerne til finansiering af danske spillefilm er ganske betydelige, kan man kun fastslå, at Danmark, den danske stat, den danske filmbranche ikke kunne være bekendt at forholde landets på den tid eneste internationale kapacitet muligheder for at realisere sin største drøm. Det skal i denne forbindelse kun nævnes en passant, at Dreyer fra 1936 til 1942 måtte ernære sig som retsmedarbejder for BT og fra 1951 til sin død som direktør for Dagmar-biografen. Det var små sko den danske kulturstat gik i dengang.

For mig personligt var mødet med Dreyers film med til allerede fra min første overværelse af Jeanne d'Arc-filmen i 1954 at åbne mine øjne for mediets muligheder for at belyse sider af tilværelsen som hverken bogen, teatret, musikken eller malerkunsten kunne byde på og som ydermere direkte angik de dybeste eksistentielle problemer. I 1955 så jeg ‘Ordet' spillet for en fuld sal i Esbjerg - og kunne konstatere, hvor dybt filmen greb alle. Min favorit var i mange år ellers ‘Vredens dag' på grund af den smukke og romantiske skildring af forholdet mellem den unge Anne og den jævnaldrende præstesøn sat i relief af den strenge svigermoders konsekvente modarbejde og den velmenende ægtemands store og opslidende sjælekvaler i forbindelse med hekseprocessen, splittet som han var mellem troens krav og hans egen medfølelse med menneskene. Men efterhånden er ‘Vampyr' kommet til at stå som det betydeligste af Dreyers værker, fordi den ved sine sort/hvide billeder, sin klipning, personernes spil og stemme samt musikken formår at gøre den af overtro prægede handling psykologisk nærgående. Her fik Dreyer virkelig fat på arketypiske forestillinger - selvom han næppe kendte begrebet.

Af litteratur skal først og fremmest nævnes Ebbe Neergaards bog 'En filminstruktørs arbejde' (1940, udvidet udgave 1963) og Martin Drouzy's 'Carl Th. Dreyer født Nilsson' (1982) med stor vægt på Dreyers modersavn.

Jan Jernewicz


Henvisninger:


Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal