utils prefix normal JERNESALT - bush2005

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.7.05.

Bush, Irak - hadet og historiens dimension

Ved præsident Bush's besøg i Danmark

Ingen kan være i tvivl om at præsident George W. Bush, der opnåede klart genvalg i november 2004, støt og roligt taber tilslutning til sin udenrigspolitik både i hjemlandet og i udlandet, fordi udviklingen i Irak forløber uheldigt. Færre og færre amerikanerne mener i dag at det var rigtigt at angribe Irak med det formål at styrte Saddam Hussein, skønt tilslutningen var meget stor, da krigen begyndte for godt to år siden. Og i Danmark er der i dag flertal i befolknigen imod regeringens beslutning om at gå i koalition med USA i 2003, selvom der fortsat er flertal bag regeringen som sådan og forlængelsen af mandatet for den danske styrkes tilstedeværelse i Irak. Ifølge meningsmålingerne kan kun 13 % af befolkningen tilslutte sig USA's udenrigspolitik, 49 % er direkte imod og 32 % hverken for eller imod.

For så vidt er tallene ikke særligt overraskende, fordi vi dagligt bombarderes af voldsomme billeder fra Irak der til fulde bekræfter at den irakiske regering selv med den fortsatte massive støtte fra de over 130.000 amerikanske soldater langt fra har kontrol over landet.

Volden fra oprørerne blev optrappet op til det både opmuntrende og afgørende valg den 30. januar, og tog efter en lille pause efter valget hurtigt til igen i både antal og styrke. Den 29. maj indledte den irakiske regering sin 'Operation Lyn' (Lightning) mod oprørerne med 40.000 mand i aktion og med støtte af 10.000 amerikanske soldater fra udvalgte baser. Aktionen førte til anholdelse af flere hundrede irakere, men har naturligvis ikke forhindret efterfølgende selvmordsbomber. Oprørerne er fortsat talstærke - man mener at de udgør omkring 16.000 mand - og der kommer fortsat terrorister til fra udlandet. Oprørerne er i besiddelse af uanede mængder af bomber og våben. Og de er fortsat optændt af nøjagtig samme fanatisme og had til demokrati og vestlige værdier som de hele tiden har været.


Ifølge det irakiske indenrigsministerium er der dræbt 12.000 civile irakere mellem 20.3.03 og 2.6.05. I samme periode er 1735 amerikanske militærfolk omkommet. Der befinder sig i dag omkring 135.000 amerikanske soldater i Irak, og 23.250 soldater fra koalitionspartnerne.

På civilt plan er der fortsat mangel på el og vand, ja der er det sidste års tid ikke sket væsentlige forbedringer. For et år siden havde irakerne gennemsnitligt elektricitet i 10 timer pr. døgn. Idag skal tallet være nede på 9,4 timer - fordi selvmordsbomberne også rammer olieraffinaderier og ledningsnet.

På plussiden kan nævnes at den høje arbejdsløshed er dalet en lille smule. Men typisk er forbedringen mest markant når det gælder et fænomen som internetforbindelser. Her skal der det sidste års tid være sket en stigning på omkring 250 %. Den danske ambassadør i Irak, Torben Gettermann, understreger over for Politiken, at livet for den almindelige iraker går videre trods alle forsøg fra oprørernes side på at ødelægge mest muligt. Der er handel i stor stil, der er mennesker på markederne, på gader og stræder - og utroligt mange biler på gaderne. Der er lang vej til sikkerhed, for den kræver uddannelse og uddannelse af irakisk politi og militær. Men den politiske proces peger i den rigtige retning.


Amerikanerne har som bekendt begået den ene fejl efter den anden i Irak. Ved invasionen i marts 2003 sikrede man sig ikke kontrol over hele landet, fik ej heller straks fat på Saddam Hussein og hans elite. Man afskedigede hele hans republikanske hær i stedet for at inddrage den i oprydningen og indsamlingen af våben. Man sikrede ikke forsyningen af el og vand i de store byer. Man lukkede ikke grænserne til Iran og Syrien. Og man afslørede en menneskeforagt og en ligegyldighed over for krænkelse af menneskerettighederne ved behandlingen af fangerne i Abu Ghraib-fængslet, som kom til at koste USA dyrt i moralsk vurdering.

Sidst men ikke mindst har den amerikanske regering fra starten fejlvurderet varigheden af den store amerikanske tilstedeværelse i Irak på trods af bevidstheden om missionens særlige og nybrydende karakter som indgreb i hele Mellemøstens magtstrukturer og i muslimernes blandede følelser for demokrati. Åbenlyst troede man i begyndelsen at krigen kunne overstås relativt hurtigt. Først langsomt har man måttet erkende at opgaven var større end forudset, og at den indebar stigende irakisk utilfredshed med amerikanernes tilstedeværelse. Og først nu efter den selvstændige irakiske regerings dannelse erkender USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld åbenlyst, at amerikansk tilstedeværelse i Irak kan være nødvendig i måske ti til tolv år.


Politikens Herbert Pundik, der hele tiden har tordnet voldsomt imod krigen i Irak, men dog efter det demokratiske valg i Irak har modereret sig en del, påpeger 24.4. det foruroligende i at Irakkrigen er blevet rutine i USA, forstået på den måde, at nyhederne fra Irak er rykket ned på prioriteringslisten. Selv vejrudsigten er højere prioriteret. Krigen er ikke længere et samtaleemne i USA. Ja, modstanden mod abort kan samle titusinder af mennesker til demonstration derovre, men demonstrationer mod krigen kun nogle få hundrede.

Og det er altsammen rigtigt nok, men burde ikke undre det fjerneste. For alle former for nyheder ender som dagligdags nyheder der ikke længere vækker hverken opmærksomhed eller ophidselse, når de bliver ved og ved uden større forandring. Det er en hel normal foreteelse i alle medier, at mange spektakulære begivenheder slås stort op på forsiderne og holder sig dér nogle dage, men derefter forvises til de andre sider og til sidst end ikke omtales med korte notitser selvom de slet ikke er færdigbehandlede. Andre ting er kommet til i mellemtiden og kræver spaltepladsen. En begivenhed som krigen i Irak og den efterfølgende opbygning af et skrøbeligt demokrati er naturligvis ikke på nogen måde forvist til glemsel. De daglige selvmordsbomber vækker stadig både rædsel og kritik, men de små fremskridt i landet som faktisk finder sted forbigås stort set i tavshed. Og det meget lange seje træk for at sikre de demokratisk sindede irakere en fremtid er ikke godt stof i medierne.

Det er derfor værd at fastholde, at kampen mod den internationale terrorisme langt fra er slut, og at 11. september 2001 stadig er den dato der gjorde forskellen. Terrorangrebet på USA ændrede varigt amerikansk udenrigspolitik, medførte naturligt nok Bush-doktrinen, bestemmer fortsat den amerikanske præsidents og regerings tankegang, binder fortsat den amerikanske regering til Mellemøst-konflikten - og sætter absolut skel mellem demokrater og ikke-demokrater.

Herbert Pundik har meget rammende i sin klumme i Politiken den 20.6. understreget at det er nødvendigt at stå fast på vestlige værdier. Påpegningen kom oven på hans forstemmende oplevelse at en konference om dialog mellem kulturer og civilisationer mod hensigten blev præget af monologer fra muslimsk side. Med få undtagelser gav muslimerne Vesten skylden for konflikten mellem dem og os. De krævede deres religion respekteret og gik uden om enhver erkendelse af at deres egne politiske systemer kunne være en hindring for udvikling hen mod gensidig respekt og ligestilling mellem religioner. Vestlig kritik af de muslimske landes demokratiske underskud tolereredes ikke på en sådan konference om dialog mellem kulturerne.

Pundik mener naturligvis at Vesten må stå fast på sine værdier, men han undlader at nævne, at de dybest set er universelle. Og han ser åbenbart ikke nogen sammenhæng mellem den stolthed der præger muslimer på intellektuelt og politisk niveau og den fanatisme der præger terrorister på aktionsniveau og gør dem til hadefulde oprørere mod ethvert forsøg på at indføre demokrati, frihed og tolerance.


Det er i denne forbindelse nødvendigt at gentage at selvom oprøret mod de universelle frihedsideer i almindelighed og amerikanerne i særdeleshed for øjeblikket har koncentreret sig i Irak, og at det må anses for ubestrideligt at Irak derfor p.t. er det vigtigste vækstområde for al-Qaeda-bevægelsen, så kortslutter man logikken, hvis man tror, at al-Qaeda og den islamistiske fanatisme skulle være uden vækstmuligheder, hvis USA ikke havde grebet ind i Irak.

Det er helt naturligt at hadet til de vestlige værdier slår ud i lys lue netop dér hvor der med amerikansk hjælp kæmpes for demokrati imod en brutal diktator og hans priviligerede tilhængere. At skabe kaotiske tilstande er lettere end at bygge op - og kaotiske tilstande giver langt bedre vilkår for rekruttering af hadefulde muslimer til selvmordsaktioner. Men man fjerner hverken hadet eller fanatismen ved at opgive kampen for demokratiet og overlade muslimerne til deres udemokratiske lederes vilkårlighed.

Det er ikke Irak alene der er problemet, det er hele Mellemøsten, fordi de muslimske regimer har forhindret en demokratisk proces og ledt befolkningens frustration og blinde had ind i en totalt forfejlet kamp mod staten Israel og amerikanerne. Den indædte terrorisme ledes og stimuleres af veluddannede og pengestærke fanatikere der spiller på folks naive forestillinger om at kunne blive religiøse martyrer gennem politisk selvmord. Det er hadet og de overtroiske forestillinger der er hovedproblemet - og det vil igen sige, at det er psykologiske kortslutninger og ikke hverken fattigdom eller religion der er grundlaget for miseren.

Derfor er der sammenhæng mellem på den ene side dette destruktive had og på den anden side den udbredte muslimske stolthed samt den udbredte forestilling om sekularisering som identisk med moralsk forfald og kulturel dekadence. Og desværre deles forestillingerne om dekadencen af mange muslimske indvandrere i de vestlige lande, der følgelig modarbejder integration.

Men sandheden er, at frihed og demokrati ikke kan vindes varigt uden sekularisering og dermed den relativisering af religionen der indebærer at trossandhederne forvandles fra absolutte dogmer til personlige, subjektive sandheder.


Præsident George W. Bush holdt på et-årsdagen for irakernes selvstændighed en tale der trak situationen op. Han lagde ikke skjul på vanskelighederne i Irak, og afslog at komme med en dato for amerikanernes tilbagetrækning fra landet. Det ville være et forkert signal at give terroristerne. Beskeden til dem skal tværtimod være, at amerikanerne bliver i Irak til opgaven er løst, dvs indtil den irakiske regering er i stand til selv at klare de sikkerhedsmæssige problemer i landet.

Bush lagde ikke op til forsøg på at få FN til at påtage sig ansvaret for opgaven, for han er udmærket klar over at Sikkerhedsrådet ikke ville kunne blive enig herom, og at FN som organisation heller ikke ville kunne magte opgaven.

Bush vedstod, at USA som førende militærmagt i verden kun selv kan løse den opgave at sikre USA mod angreb fra terrorister. 11.9. 2001 var den afgørende dato for udformningen af USA's nye sikkerhedspolitik. Den dag nåede krigen landets egne kyster. Men fra da af stod det også klart, at USA måtte forsvare sin frihed ved at føre kampen mod fjenden over i fjendens egen lejr. Irak er den seneste skueplads for denne krig mod terrorismen.

Kommentatorer i medier der hele tiden har været imod Irak-krigen har haft travlt med at hævde, at sammenkoblingen mellem 11.9.01. og Irak-krigen er falsk. Men de forstår hverken amerikanerne eller præsident Bush og hans regering. For her hænger tingene sammen. Det gør de også for præsident Bush's koalitionpartnere, herunder den danske regering, og det gør de for den der skriver disse linjer.


11. september 2001 blev et chok fordi ingen havde forestillet sig at det muslimske had til Vesten og dets værdier kunne være så grænseløst at det kunne føre til så hensynløst sindssygt et angreb på en fremmed magt eller så årelange og fordækte forberedelser til et sådant angreb fra muslimer der var blevet accepteret af de vestlige lande som studerende eller borgere.

11. september 2001 afslørede karakteren af det uudslukkelige had til de vestlige værdier som visse muslimer af den mest fundamentalistiske og absolutiske slags havde næret i årevis og holdt skjult for deres lærere og omgangskreds.

Had og terror er ikke af ny dato. Begge dele kendes fra verdenshistorien fra alle tider. I nyere tid gjort særdeles synligt ikke blot i Mellemøsten, i Pakistan og Indien, eller Vietnam og Cambodja og mange andre lande uden for Europa, men sandelig også i Rusland og Tjetjenien, i Serbien og Kroatien, i Nordirland og i Spanien. Vi har sågar haft den tæt inde på livet i Vesttyskland med Baader-Meinhof-gruppen i 70'erne. Men langt de fleste steder var der og er der tale om lokale eller regionale fænomener, der nok kræver mange uskyldige ofre såvel som store politiske omkostninger, herunder desværre også nødvendige, men letkritisable ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger, men dog stort set er isoleret til enkelte enklaver. 11. september 2001 var det imidlertid fuldt bevidste udslag af enkelte veluddannede og velbeslåede topterroristers vilje til skånselsløs kamp mod vestlige værdier.


Denne internationale terrorismes nye strategi blev i begyndelsen stort set mødt med samlet vestlig afstandtagen, kun den yderste venstrefløj kunne fryde sig over ofrene, men da præsident Bush besluttede sig for af følge fordømmelsen op med handling, var såvel FN som førende europæiske lande imod. Man frygtede konsekvenserne og foretrak i realiteten at leve med truslerne uden at foretage sig noget, ja, man udtalte sig faktisk forstående for terroristernes sag og motivationer. Det afsløredes hurtigt, hvilken af parterne der til syvende og sidst havde sympatien. Selvom ingen naturligvis vovede ligefrem at gå ind for terrorangrebet 11.9.

Som tiden er gået siden USA og koalitionspartnerne gik i aktion, fik overvundet Saddam Hussein og gjort det muligt for irakerne at gennemføre frie valg, så er forståelsen for præsident Bush dalet støt og roligt i takt med problemernes ophobning i selve Irak.

Det er derfor værd at holde fast i, at præsident Bushs beslutning om at gå i krig mod Saddam Hussein og støtte en demokratiseringsproces i Irak faktisk har ændret verdensbilledet - og for alvor sat demokratiet på dagsordenen i hele Mellemøsten.


Hverken udfaldet af demokratiseringsprocessen i Irak eller processerne i den øvrige del af regionen kan afgøres de første mange år. Der er tale om et langt og sejt træk, der sandsynligvis først kan vurderes endeligt om tyve eller måske tredive år. Det samme gjaldt i sin tid den kolde krig - uden sammenligning iøvrigt. De kræfter der afgør udfaldet af sådanne store og komplekse modsætninger er hverken af taktisk eller strategisk art, men af historiske dimensioner.

Dette har hele tiden stået den amerikanske præsident Bush, den britiske premierminister Tony Blair og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen klart. Derfor er de i særklasse som statschefer - hvad man end måtte mene om dem som fx økonomiske politikere.

Kampagnerne mod alle tre fra velmenende fredsvenner og venstreorienterede har været stor i alle lande. Men af gode grunde størst mod Bush. Han er om nogen blevet hadeobjektet over alle hadeobjekter hos alle der ikke har ringeste forståelse for at han tænker i den historiske dimensions baner. Demonstrationerne i København under hans besøg vil givetvis få stor tilslutning. Men de viser kun, at danskerne er lettere at mobilisere imod handlinger der kræver mod og visioner i forsvaret for demokratiet end imod handlingslammelse og status quo.

Netop af denne grund skal præsident Bush bydes velkommen til Danmark på det korte besøg forud for G8-topmødet i Edinburgh, hvor vigtige emner som miljøet og Afrika står på dagsordenen.

Kim Bildsøes og Klaus Justesens interviews med Bush i hhv. DR1 og Jyllands-Posten i den forløbne uge gav ikke en eneste ny eller overraskende oplysning, men viste en sympatisk, ligefrem og fuldstændigt afklaret mand der står inde for det han siger og gør. At være uenig i hans politik og give udtryk for denne uenighed er i skønneste orden, men at hade denne dybt demokratisk sindede mand er udtryk for alt andet end et demokratisk sindelag.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Præsident Bush's henvendelse til nationen - Fort Bragg 28.6.06  Klik

Kim Bildsøes interview med præsident Bush - DR1 29.6.05
Klaus Justesens interview med Bush - Jyllandsposten 3.7.05.

Artikler på Jernesalt om USA:

Fire år mere med Bush  (4.11.04.)
Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (17.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)
USA's uafhængighed

Artikler på Jernesalt om Mellemøsten:

Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)
Irakernes første frie valg  (30.1.05.)
Overgreb i Fallujah?  (19.11.04.)
Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)
Vil den nye FN-resolution betyde fred i Irak?  (13.6.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal