|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.10.02.Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"Luis Bunuels ‘Mælkevejen' fra 1968 er ikke en dogmefilm i moderne dansk forstand med lavt budget og skrabet teknologi, men tværtimod en film der udnyttede alle filmkunstens daværende muligheder og teknikker. Men til gengæld handler den om dogmer, nærmere betegnet den kristne kirkes dogmer gennem et par tusinde år. Der findes dokumentation for alle dogmatiske stridigheder i filmen, men den er det modsatte af en dokumentarfilm.Det geniale er nemlig, at vi ikke får en tør og kedelig kronologisk kirkehistorie, men en ægte bunuelsk provokation, der er så tvetydig at den ved fremkomsten både blev stemplet som kirkefjendsk og som Vatikan-finansieret. Begge dele er naturligvis forkert, for Bunuels hensigt var at skildre den fanatisme der gennem historien er blevet knyttet til dogmerne og som giver sig udslag i visse menneskers tro på, at de sidder inde med den absolutte sandhed. Derfor mener de sig også i deres fulde ret til at bruge den magt de måtte sidde inde med i kraft af kirkeligt eller andet embede til at bekæmpe, forfølge og dømme, ja udrydde folk der mener noget andet. Måske et uinteressant emne for den der anno 2002 betragter kirken som en forældet og ligegyldig institution, men ikke desto mindre uhyre vigtigt og evigt aktuelt for den der bekymrer sig generelt for alle fastlåste meningers forbandede evne til at knytte sig til absolutisme og magtmisbrug på næsten alle områder af tilværelsen. I politik findes der stadig kommunistiske stater der vogter over den sande lære. Og i religionen er islam nu i helt speciel fokus verden over, fordi lokale forsøg på at gøre islam til statsreligion kædes sammen med et voldsomt had mod den vestlige verden og dens sekulariserede værdier. Og det ejendommelige ved Bunuels film er at instruktøren til sit dekonstruktive formål fuldstændigt suverænt benytter sig af en associationsteknik som dogmatikerne hårdhændet bruger destruktivt til deres uhyggelige formål. Men Bunuel var ikke Bunuel, hvis han gik systematisk og teoretisk til værks som dogmatikerne oftest gør. Han er først og fremmest filmfortæller, billedskaber og montagemester og dertil en spørgende og undrende ånd med stor humor. To vagabonder, den unge Jean (Johannes) og den gamle Pierre (Peter), er på en slags pilgrimsfærd fra Frankrig til Santiago de Compostella ved den spanske vestkyst. Byen har navn efter Sankt Jacob og hans grav, som menes fundet på en mark som en stjerne ledte en eremit frem til. Strengt taget vil de to vagabonder blot til Santiago for at tigge på et tidspunkt, hvor der er fyldt op med pilgrimme i byen. Ude på landevejen møder de en høj, fornemt udseende herre med stor kappe og beder om en almisse. Han går videre, men vender sig dog og spørger Jean om han har penge. Da denne må svare nej, får han at vide, at han heller intet vil få. Pierre er heldigere, han har nogle håndører og den fine herre giver ham en pengeseddel med ordene: Så skal du gives mere. En bibelsk replik som stammer fra Mt. 25,29 og dér lyder: ...thi enhver som har, ham skal der gives.... men den der ikke har, fra ham skal endog det tages som han har.. Den ædle giver gætter på, at de to vagabonder skal til Santiago, og siger til Jean: "Tag en prostitueret, få barn med hende og kald barnet ‘Du er ikke af mit folk'". Og til Pierre det samme, men med tilføjelsen: "Kald barnet ‘Ikke mere barmhjertighed'" - Disse ord stammer fra det Gamle Testamente, Hoseas Bog, 1. kap. Derefter går herren sin vej, og Pierre og Jean giver sig til at diskutere, hvem han mon kunne være. Men pludselig ser de, at han nu har følgeskab af en dværg, der slipper en due løs fra sin favn. Det var altså selveste Faderen med Sønnen og Helligånden de havde mødt. Når den ene fik penge, men den anden ikke, mener Jean, at det nok var på grund af Pierres skæg. Det minder Pierre om, hvad hans mor fortalte ham, da han var ung. Der klippes til Josefs snedkerværksted i Nazareth, hvor en ung og yndig, meget helligt udseende kvinde, iført nonnedragt er ved at vaske tøj på gammeldags maner, mens hendes langhårede og langskæggede unge søn på 20-25 år står ved spejlet og sliber sin ragekniv. Maria går hen til ham og be'r ham lade være at fjerne skægget, for han er pænere med skæg. Tilbage til nutiden træffer Pierre og Jean en dreng på 7-8 år der sidder muttersalene og stirrer ud i luften. De opdager at han har blod i midten af sin hånd - som efter en nagle - og at han også bløder fra skjorten. De spørger ham ud, men får intet svar. Da de forgæves prøver ved vejkanten at blaffe en vogn til sig for et lift, rejser drengen sig pludseligt og går frem og hæver hånden - nu uden stigma - mod bilerne. Og straks standser en luksusvogn, som de to vagabonder bliver inviteret ind i af den uniformerede chauffør, der oven i købet holder døren for dem. Da de sidder på bagsædet og snakker lidt om deres held, bruger Jean af rent velvære udtrykket "Åh, min Gud, min Gud". Omgående standser chaufføren vognen og beordrer dem ud i en fart. Man skal som bekendt ikke misbruge Guds navn! I hvert fald ikke i nærvær af en herskabs-chauffør. Pierre og Jean kommer til en kro og får lov at komme indenfor og få lidt brød. En præst sidder og diskuterer nadveren med en overbetjent. Kristi legeme er ikke indesluttet i brødet, men bliver ved nadveren selve Kristi Legeme. Der sker en substantiel forvandling. Og det er noget andet. Kroværten blander sig. Det er som med en harepaté. Haren er i patéen. Men det afviser præsten. Det er jo påstande som de såkaldte pateliers-kættere i det 16. årh. brugte. Også Pierre vover sig frem med et argument. Men overbetjenten beder ham og Jean vise legitimation. Og beordrer dem så ellers til at forsvinde. De hører åbenbart ikke hjemme blandt pæne mennesker der diskuterer alvorlige teologiske anliggender. Præsten citerer Tertullians ord: "Jeg tror, fordi det er absurd" og understreger lige pludseligt, at han faktisk mener at pateliererne havde ret. Men lige før sagde De det modsatte, invender overbetjenten. Gjorde jeg det?, spørger præsten truende - og så tager han sin kaffekop og smider indholdet i hovedet på betjenten. Der høres udrykningshorn, og kort efter afhentes præsten af ambulancefolkene. Han viser sig at være forhenværende præst der er havnet på en anstalt og ikke tåler modsigelse. Teologisk påståelighed fører stadig på afveje. Om natten sidder Jean og Pierre i udkanten af en skov. En fårehyrde kommer forbi med sin hjord og begynder at tale til dem på latin. Det forstår de ikke, men de hører lyde af mennesker længere inde i skoven. Her holder en kætter fra 300-tallet ved navn Priscillian - i bispeskrud og med bispestav - møde med sine tilhængere af begge køn. De hylder askesen og den absolutte adskillelse mellem sjæl og legeme. Legemet er skabt af djævelen og kun sjælens fængsel. Det bør behandles med foragt, bl.a. ved at kvinder og mænd hengiver sig til kødets lyst uden nogen følelse af synd. Efter en lille ceremoni med nadveren går tilhængere ind i skoven for at parre sig. Trossætninger kan åbenbart bøjes efter lyst og behag. Også på en moderne restaurant diskuteres alvorlige teologiske emner. Her er det overtjeneren der fører an med de faste bibelstærke forklaringer. Det er kun tåber, der ikke tror på Gud. Hvorfor, lyder spørgsmålet. Fordi det står i skriften, er svaret. Der klippes til Marquis de Sade der forklarer en ung pige, der er lænket til væggen, at Gud ikke findes. Hans argumentation kan man genfinde i de Sades bog ‘Justine'. Men her i filmen råber pigen højt sit: "Gud eksisterer!" i protest. På restauranten omtaler overtjeneren en kætter, der mente Kristus slet ikke var gud, men blot et menneske. En tjener anfører, at Jesus også både lo og hostede, ja kunne dræbe... En anden at han gik langsomt og højtideligt, sådan her.... Og han viser det gængse glansbillede af Kristus. Der klippes til byen Kana, hvor en meget levende og naturlig ung Jesus går omkring med sine disciple. En af dem gør ham opmærksom på, at hans mor og brødre venter på ham. Jesus svarer, at hans brødre, det er dem han har omkring sig... Ved bryllupsfesten beundrer Maria sin søn. I begyndelsen vovede hun ikke at tro, men nu er hun lykkelig, siger hun. Jesus bliver opfordret til at tale, og han fortæller lignelsen om den utro forvalter [Lukas 16]. Denne havde ødet sin herres ejendom bort og blev kaldt til regnskab. Da han forudså sin afskedigelse, kaldte han sine skyldnere til sig en for en og halverede deres gæld. Det ville de nok betænke, når han selv kom i nød. Og godsejeren roste ham, fordi han således havde båret sig klogt ad. "Thi denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt." En morale som tilhørerne rigtigt morer sig over. Efterfølgende viser det sig at vinen er sluppet op, og Maria opfordrer Jesus til at skaffe noget. Han argumenterer, at hans tid endnu ikke er kommet, men forbarmer sig, og beder folkene hælde vand på dunkene. Så vil der være vin. På restauranten fortsætter diskussionen om Jesu menneskelighed. Et herskab kommer ind og får anvist plads. De har hørt lidt af diskussionen og fruen giver sit besyv med. Det lader til at disse teologiske emner er blevet almindeligt stof ved borgerlig konversation Ved døren ud til parken tillader Jean og Pierre sig at stikke hovedet ind, men de bliver straks bedt om at forsvinde. Klasseforskellen eksisterer uanset, hvad man måtte mene om Jesus og hans ord. På en pigeskole er der festdag med optræden af eleverne. Først skal de dog udsige forbandelse over kættere, fx over dem der mener at Gud hader de børn der kommer til verden og straffer dem for at være skyld i Adams synd. Jean bliver distræt under denne lange opremsning. Han ser for sig nogle frihedskæmpere der marcherer bevæbnede gennem en by og hen til retterstedet, hvor paven med hvid kalot står ved muren. Der bliver lagt an - og givet ordrer til ild. Der lyder et skud, og en af tilhørerne ved festen spørger Jean, hvad det var for et skud. Åh, svarer denne, det var paven der blev skudt. Tilhøreren afviser: Den slags sker ikke. [Kun 14 år senere fandt et attentat mod pave Johannes Paul II faktisk sted!] En anden automatisk pige-recitation af en forbandelse er rettet mod den der dømmer det kød urent, som Gud har givet os at spise, og derfor afholder sig fra at spise det. Det sidste refererer til et koncil 567 i den portugiske by Braga. Der klippes til en inkvisitions-rettergang, hvor den anklagede påberåber sig, at hverken skærsilden eller sakramenterne er nævnt i skriften. Inkvisitor dømmer ham til døden, men tilbyder ham sjælens frelse, hvis han angrer. Det afslår han. Efter rettergangen spørger en ung munk inkvisitor om det ikke er imod den hellige ånd at dømme kættere. Svaret lyder, at kætterne ikke dømmes, fordi de er kættere, men fordi de er en trussel mod den offentlige orden. Da munken indvender, at kætteren dog selv tror på at han holder sig til sandheden, og spørger hvorfor så mange mennesker fortjener døden, bliver inkvisitor streng. Ved De hvad De siger? Insisterer De? Munken bøjer sig, men får inkvisitors iskolde og gennemborende øjne rettet imod sig. Man kan mene om Helligånden og den universelle forestilling om forståelse, forsoning og tilgivelse hvad man vil, men visse steder må man vogte sig for at betvivle magthavernes uindskrænkede ret til at dømme folk. På vandring på landevejen prøver Pierre og Jean igen at få et lift, men alle kører forbi. Jean bliver så gal, at han råber sin forbandelse efter en af dem. Gid du vil blive slået til invalid, dit svin! Umiddelbart efter høres et brag. Bilen er smadret ind i et vejtræ. Da de kommer nærmere konstaterer de bilens fører dræbt på stedet, men tiltales af en hvidklædt herre på bagsædet, som de ikke havde set før. Han påstår, at han først var steget ind i vognen efter at Jean havde udslynget sin forbandelse. "Jeg stiger først på i sidste øjeblik". Han kalder sig en arbejder, der aldrig holder hvil. Og "vi er mange dér bagude".... Han åbner for bilradioen, og man hører oplæsningen på spansk af en beskrivelse af helvede, der stammer fra broder Luis af Granada, en mystiker i 1500-tallet samtidig med Juan de la Cruz. Som et lille kuriosum skal det nævnes, at stemmen man hører er Bunuels egen. Den hvidklædte mand oversætter, og man forstår, at der i helvede er larm og lidelse, og at ingen bønner høres; det er for sent at angre. Men selv tror denne djævel på, at vi bliver frelst, og at Gud på dommens dag vil have medfølelse med os. Scenen skifter til en kirke, hvor jansenisterne omkring 1755 hørte til. De havde den kætterske anskuelse, at Guds nåde er virksom uden menneskets egen indsats. I kirken lader en nonne sig nagle til et kors - for nådens skyld - mens den jansenistiske greve ser til. Udenfor venter en jesuitisk greve, der modsat mener at menneskets indsats er en betingelse for nåden - i kraft af den frie vilje, som igen er fra Gud. Jesuiten fornærmer jansenisten, og det resulterer i en duel på kårde, med vore to vagabonder som vidner. I en forrygende fægtescene krydser de to grever klinge på både spidsfindige teologiske argumenter og kårde. Vagabonderne blive ængstelige og trækker sig tilbage, men nådens veje viser sig uransagelige. De to bitre modstandere ender med at blive forsonede. De to vagabonder når frem til til den spanske grænse og bliver antastet af to studenter, Rodolphe og François, der fører et æsel med oppakning med sig. De beder vagabonderne tage sig af dyret og bringe det frem til en kro nogle mil fremme. Derefter skynder studenter sig til et kloster, hvor en biskop i længst forgangen tid lader en forgængers grav åbne, fordi man har fundet et manuskript der viser at denne var kætter. De sørgelige skelet-rester af manden dømmes til døden på bålet. Biskoppen forkynder derefter den sande lære om treenigheden: at Faderen hverken er født eller skabt, at Sønnen ikke er skabt, men født, og at Helligånden hverken er født eller skabt. Men at både Sønnen og Helligånden eksisterer i al evighed - ligesom Faderen. Studenterne har ventet på dette øjeblik og råber nu op med høj røst: "Gud er én. Og én gud kan ikke være delt. Faderen, Sønnen og Helligånden er kun navne." Biskoppen beordrer dem pågrebet. Men de har sikret sig en flugtvej og flygter ud i skoven, hvor de bytter deres dragt med to jægeres der intetanende har lagt tøjet fra sig for at ro ud og bade. Jagtdresset er helt moderne, der er cigaretter og lightere i lommen. Og så er der et par gode rifler med patroner. Således udstyret drager de mod kroen, men afprøver undervejs riflerne - med Rodolphes rosenkrans som mål. Han rammer den. Lidt efter får denne følsomme unge mand et syn. Han ser en skøn kvinde for sig, som rækker en rosenkrans frem mod ham. Han tager imod den, og synet er væk. Han er sikker på at det var jomfru Maria. Det var en hallucination, siger kammeraten, du er træt... Men hvad så med denne, spørger Rodolphe og viser François rosenkransen. På kroen sidder en sognepræst og læser i sin bønnebog. Han bydes en skive røget skinke af værten. Og det samme gør et par ordensbetjente der kommer ind. De får øje på vagabonderne der sidder ved et stort bord og mæsker sig med mad og drikke. De må vise deres papirer og får lov at blive, men beordres til at forsvinde inden daggry. Da studenterne dukker op og beder om et værelse, sætter de sig først lidt ved kaminen, men Rodolphe får tårer i øjnene ved mindet om jomfru Maria. Præsten lægger mærke til det og spørger om grunden. Vennen røber, at Rodolphe har fået en rosenkrans, og han nævner selv, at han har fået den af jomfru Maria. Sognepræsten lytter, men siger, at det selvfølgelig er en bevægende oplevelse, men den er der millioner af mennesker der har haft. Han vil fortælle om et af tilfældene. Han kalder alle de tilstedeværende hen til sig og med mange indskudte ‘Hør nu godt efter' beretter han om en from nonne der engang blev forelsket i en ung mand. Nogle påstår, at det var djævelen selv, men det er ikke sikkert. Nonnen stod for klosterets pengeregnskab, men besluttede at forlade klosteret og lagde nøglen til pengekassen ved foden af en Jomfru Maria-figur. Hun bliver væk i mange år, bliver gift og får børn. Men en dag fortryder hun og vender tilbage til klosteret. Hun bliver modtaget som om hun slet ikke har været væk og nøglen til pengekassen ligger, hvor hun havde lagt den. Alt det regnskabsmæssige er blevet ordnet af Jomfru Maria, mens hun har været væk. Og præsten slutter sin beretning med ordene: "Der er intet mysterium så dybt som jomfru Marias." De to studenter bliver vist til deres værelse. Kroværten sætter lyset ind i et skab og lukker det. Rodolphe protesterer med et omskrevet bibelord:. Man sætter ikke et lys under en skæppe, men lader det lyse for hele huset. Værten bliver studs - og beordrer ham til at sove i et andet rum. Han advarer dem begge. Hvis nogen banker på, skal de ikke lukke op. End ikke hvis det er ham selv der banker. Rodolphe er ved at tage tøjet af, da en ung pige, der pludseligt sidder i den anden seng, tiltaler ham med et "Godaften". Han skal blot fortsætte med at klæde sig af. De præsenterer sig for hinanden, men det banker da på døren. Det er værten, som beder Rodolphe lukke op. Præsten er der og vil gerne tale med ham. Men Rodolphe lukker ikke op. Præsten begynder da sine formaninger, dels udenfor, dels på besynderlig vis siddende i en armstol indenfor. Jomfru Maria, forklarer han, var avlet uden synd, og fødte Jesus uden synd ved den Hellige ånds indgriben. Hun var og forblev jomfru, før under og efter Jesu fødsel.... De udveksler nogle bemærkninger, men præsten er utrættelig og beder værten hente ham et glas vand. Han kommer med advarsler mod usædelige kvinder, men den unge pige kender godt sin bibel: "Skøgens hus er Dødsrigets vej, som fører til dødens kamre." [Ordsprogenes bog 7, 27]. Men præsten får stadig ikke lov at komme ind. Til sidst spørger Rodolphe ham dog, om det vil betyde noget, hvis pigen og han beslutter at gifte sig. Jo, det vil forandre sagen - og præsten citerer Paulus' ord om, at det er godt for en mand at tage sig en hustru..... Til sidst går han til det andet kammer. Men heller ikke her bliver han lukket ind. Præsten beder François lade vennen gå. Det viser sig nemlig, at han nu har fået en kammerat i den ledige seng. Men François afviser præsten. Denne går til sidst med uforrettet sag, men taber noget på gulvet idet han går: en sabel! Han havde tydeligt været på krigsstien, trods forklædningen. I kammeret er François faldet i søvn, men den fremmede kammerat læser højt af en bog: "Mit had til videnskaben og min skræk for teknologien vil til allersidst føre mig til denne absurde tro på Gud." De to vagabonder stikker af fra kroen inden daggry - og tager værtens røgede skinke med sig. De stoppes uden for kroen af gendarmerne, men klarer frisag - ved at påstå, at de har købt skinken. De tilbyder ligefrem gendarmerne en bid og lidt vin. Endelig når Pierre og Jean frem til Santiago de Compostella. Og her møder de en prostituret, som vil have dem med ind i skovbrynet. I byen er der nemlig tomt. Og for at profetens ord fra filmens start så at sige skal gå i opfyldelse siger hun, at hun vil have et barn med dem begge. Jeans skal hedde ‘Du er ikke af mit folk'. Og Pierres: ‘Nådesløs'. Filmen munder ud i en scene med to blinde mænd, der går søgende rundt efter Jesus og kalder på ham. Apostlen Peter siger til Jesus at Gud vil beskytte ham. Han kan ikke dø. Men fra Jesus lyder det hårdt: "Vig bag mig, Satan! Du sanser ikke hvad Guds er, men kun hvad menneskers er!" [Markus 8, 33]. Jesus helbreder de to blinde, men siger til apostlene, at de ikke skal fortælle om miraklet. Peter vil have grunden at vide. Og Jesus svarer: "I skal ikke tro, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er kommet for at bringe sværd.... splid mellem en mand og hans fader og mellem en datter og hendes moder.... Den der elsker sin fader og sin moder mere end mig, er mig ikke værdig. Og den der elsker sin søn og sin datter mere end mig er mig ikke værdig....." Tydeligere kan det næppe siges, hvad kristendommen også bragte. Som det gerne skulle være fremgået, har Bunuel moret sig gevaldigt med at springe frem og tilbage i tid, nøjagtigt som man kan gøre i fantasien og gør i drømme, hvor de psykiske sekundærprocesser er suspenderede. Et tilfældigt ord kan give den association der fører et helt andet sted hen, som når fx. Jean siger til Pierre, at det nok er hans skæg der fik den fine herre til at give ham penge. Pierre kommer i tanke om sin mor - og pludseligt er vi tilbage i Nazareth og jomfru Maria. Pierre bliver i selvsamme spring til en slags reinkarnation af Jesus i det 20. årh. i skikkelse af en lille og venlig vagabond.. Pierre og Jean er diametrale modsætninger - som senere Rodolphe og Francois, og de er hele vejen igennem begge at betragte som sider af Bunuel selv og af os alle. Drømmen om at skyde den magtfulde pave og drømmen om at se den rene jomfru Maria er almenmenneskelige, nej vi drømmer selvfølgelig ikke om at skyde en navngiven pave, men om for stedse at udslette den faderautoritet vi selv har lidt under, ligesom vi drømmer om den fuldkomne og ubegrænsede moderkærlighed. Vi får gennem disse Bunuel-figurer en slags dobbeltsyn på tilværelsen og historien - og dermed en slags fuldgyldig komplementaritet. Den forfærdende ved al dogmatik er for Bunuel ganske klart fanatismen, der får tilhængerne af de forskellige dogmer til at hævde, at de sidder inde med den absolutte sandhed og har både ret til og pligt til at bekæmpe mennesker der mener noget andet. Og Bunuel er bestemt ikke blind for, at den slags fanatikere også findes uden for det vi i almindelighed forstår ved religion. Blandt andet røber han i sin erindringer, at han hurtigt opdagede, at de surrealister han i begyndelsen tilsluttede sig, ikke mindst André Breton, var lige så fanatiske som dem de bekæmpede. Bunuel gik i sin barndom i jesuiterskole og lærte altså en meget velorganiseret og veldisciplineret form for katolicisme at kende indefra, og han stiftede bekendtskab med argumentationens kunst: "Gendriv mig så Bunuel!", kunne det lyde fra en lærer. Senere blev han en erklæret ateist, men fanatiker i det spørgsmål blev han aldrig. Han kunne fx finde på at sige, at han var "ateist, takket været Gud." Ligesom han på spørgsmålet om hvad han mente om den store japanske filminstruktør Kurosawa blot svarede ingenting, for "jeg bevæges kun af kristen kunst". Her spiller det ind, at Bunuel troede på tilfældigheden i verden. Alt var aldeles ikke forudbestemt, men præget af, at tilfældet gang på gang spillede ind. Når Jean i filmen sidder og forestiller sig for sit indre, at nogle frihedskæmpere eller revolutionære partisaner henretter paven, så er det fantasi. Men i det øjeblik skuddet falder, så høres også et skud i filmens virkelighed og en tilhører spørger, hvad det var. Der er naturligvis ingen bevislig sammenhæng, men tilfælde af den art sker faktisk mange gange i den prosaiske virkelighed vi er fælles om.. På samme måde med den følsomme Rodolphes syn, hvor jomfru Maria giver ham en rosenkrans. Det er blot en hallucination, siger den nøgterne ven. Men hvad så med den rosenkrans Rodolphe har i hånden, hvor kommer den fra? Det er et mysterium - og Bunuel elskede mysterier i ganske enkel forstand af ting og begivenheder vi ikke kan forklare, men som får betydning for os. Og det er lige før, man føler den tilsyneladende venlige, men inderst inde farlige sognepræsts ord som Bunuels egen: "Der er intet mysterium så dybt som jomfru Marias". Det er i hvert fald en kendsgerning, at der ikke findes noget mysterium der i den grad har talt til katolikkernes hjerte eller befordret deres kreativitet når det gjaldt legender. Bunuel dyrkede som ung naturvidenskab i form af entomologi (læren om insekter), og man ser gang på gang nærbilleder af insekter i hans film. Men han troede lige så lidt på videnskaben som tilværelsesforklaring som han troede på kristendommen. Han var først og fremmest antiborgerlig antidogmatiker og antifanatiker, der betragtede fantasien som den menneskelige friheds mest fuldkomne dimension. Derfor er det i grunden meningsløst at spørge, om Bunuel selv kan regnes for en kætter, således som Martin Drouzy har gjort i sin iøvrigt fortrinlige bog om Bunuel fra 1970, hvor 'Mælkevejen' lige akkurat er kommet med. "Til syvende og sidst kan man altså hverken betragte Bunuel som en overbevist surrealist, som en rettroende marxist eller som en virkelig konsekvent ateist," skriver Drouzy. "Han har prøvet på at være alle tre ting på én gang og er endt med ikke for alvor at være nogen af delene. Det eneste, han har opnået at blive, er en kætter - og det er han både når det gælder surrealismen, marxismen og ateismen." Men Drouzy slår sig selv for munden, når han lidt efter skriver, at Bunuel med fuldt overlæg kastede sig ud i kætteriet, "fordi det efterhånden er gået op for ham, at ingen teori og intet system - det være sig så genialt og tilfredsstillende for forstanden, det overhovedet vil - kan give et udtømmende billede af virkeligheden." For disse formuleringerne er og bliver dog set ud fra kristne præmisser, idet Drouzy da han udgav sin bog endnu var dominikanerpater. Men det helt afgørende for en fuld forståelse af Bunuel som filmkunstner og menneske, turde være at indse, at han valgte åbenheden og flertydigheden samt den humor eller underfundighed der kunne spille på begge dele, fordi det var dette der dybest set passede til hans nygerrighed, undren, intellektuelle redelighed og kunstneriske kreativitet. Og den slags er, hvis man ser det fra et sekulært synspunkt, ikke kætteri i snæver forstand, men tværtimod et forhold til sandhedsbegrebet og tilværelsen der sprænger alle muligheder for dogmatik og dermed også fjerner selve grundlaget for al snak om kætterier. Litteraturhenvisninger: Luis Bunuel: Mit sidste suk. Forum. 1983 Martin Drouzy: Kætteren Bunuel. Rhodos. 1970 Mogens Behrendt: Bunuels mysteriespil. Kosmorama 1969/94. Filmmanuskript på fransk i L'Avant-Scène, nr. 94-95. 1969 Læs også artiklen om Begærets dunkle mål Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet under titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere. Den kan bestilles ved mail til forfatteren ejvindhoej@newmail.dk, så sendes den vederlagsfrit som vedhæftet fil. 
Til toppen Til forsiden PrintVersion |