|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.09.Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalismeJørgen Knudsens biografiBrandes' opvækst og karriere Erotik og ægteskab Hovedstrømninger og hovedskikkelser Værdisammenbruddet Åndsaristokraten Kristendomshaderen Den manglende selvkendelse Den dybe inkonsistens Henvisninger Jørgen Knudsens biografi Til toppen Næste Kritikeren Georg Brandes (1842-1927) var en mand der vakte allerstørste modsigelse og forargelse, da han levede, og vidt forskellige vurderinger efter sin død. Men fast står at hans hovedværk 'Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur' (1872-90), der kom på ti sprog, blev en 'bibel' for det unge intellektuelle Europa, og at Brandes gjorde litteraturkritikken til en kunstart og - med Hans Hertels udtryk - var det uovertrufne talent i dansk kritik og litteraturforskning. Fra det øjeblik Brandes den 3. november 1871 på Københavns Universitet indledte kulturkampen i Danmark med sine indledningsforelæsninger til 'Hovedstrømninger' blev han for et meget stort antal mennesker den mest afskyede og hadede skikkelse i landet. Hans værk blev ikke desto mindre udbredt år efter år og gennem rejser og korrespondancer udbyggede han et kolossalt netværk til samtidens store ånder. Men med udbruddet af 1. verdenskrig den 3.8. 1914 brød hans og hele åndselitens verden sammen, og personligt mistede han næsten alle sine venner i udlandet, fordi han ikke ville vælge side i krigen. Og han endte - trods sin store charme som selskabsmenneske og trods tusindvis af skriftlige henvendelser fra alle mulige mennesker rundt omkring i verden - som en ensom og bitter mand der oven i købet nærede stærk angst for den uundgåelige aldring og død. Hans liv er så modsætningsfyldt, at det må betegnes som et stort gode at samfunds- og litteraturkritikeren med det brandesianske engagement Jørgen Knudsen gav sig til at kortlægge og vurdere den store mand i en seks-binds biografi 1985-2004, og endnu bedre at han sidste år udsendte en forkortet udgave på et enkelt bind hvor alle hovedpunkter er kommet med. Herved er det blevet overkommeligt at skaffe sig kendskab til denne åndsaristokrat i dansk kulturliv der lagde navn til en bevægelse der ikke blot blev en litterær strømning, men med Knudsens egne ord "en almen kulturel protestbevægelse." Jørgen Knudsen lægger ikke skjul på problematikken i Brandes' liv og projekt, men han brænder for at få både de stærke og de svage sider skildret så medrivende som muligt. I sig selv en kunst han har lært af Brandes, der netop døde det år Knudsen blev født, men også en metode der afslører samme svaghed som findes hos forbilledet, nemlig det næsten totale fravær af dybdepsykologisk forståelse og kritik. 
Brandes malet af P.S. Krøyer i 1900
Brandes var en svoren tilhænger af fremskridtet og sammenlignede i 1879 dette fremskridt med et uhyre rastløst og endeløst jernbanetog der førte menneskeheden frem til en stedse mere ideel frihed og triumferende civilisation. Men udviklingen skuffede ham hurtigt. Danmark var en håbløs provins, havde han forlængst fundet ud af. Og Tyskland, konstaterede han, var åndeligt på retur i en rivende dekadence uden litterære skoler. Skribenterne dernede var blevet handelsmænd. Og allerede i 1886 noterede han i sin dagbog: "Hvor er den tom, den snak om fremskridtet, hvor er menneskeheden enfoldig og rå!". Andetsteds bemærker han at han har trukket sig tilbage fra alt og alle. Hans værk ligger i ruiner, føler han. Hertil kom forbigåelsen til et professorat i æstetik ved universitetet (der var dengang kun ét universitet i Danmark), som han havde sat næsen op efter og som ville have gjort ham økonomisk uafhængig. Men der var stor modstand mod ham i universitetsverdenen. Det blev afsløret at store dele af 'Hovedstrømninger' var plagiat eller afskrift, hvor han ikke havde taget det så nøje med brug af citationstegn og kildeangivelser. Men dybest set var manden slet ikke videnskabsmand. Han taler selv om sine bøgers 'føljetonistiske form' og indrømmer at han ikke var synderligt sprænglærd. Han var kritiker, revser og moralist, formidler og inspirator. Men det kunne han ikke leve af. Han blev dog på et tidspunkt tilbudt at overtage litteraturanmeldelserne i det nationalliberale 'Dagbladet', men takkede nej. Og fra dette øjeblik, noterer Knudsen, "har han selv valgt sin skæbne som den udelukkede"! Den såkaldte 'sædelighedsfejde' 1884-87 gjorde ikke sagen bedre. Den drejede sig om kønsmoralen og det patriarkalske familiemønsters monopolisering af seksualiteten og undertrykkelse af kvinden. Den blev den mest omfattende og mest indædte pennefejde i nyere nordisk historie. Den engagerede flertallet af Nordens kulturskribenter, men Brandes, hvis rygte som moralsk person for længst var spoleret på grund af hans mange udenomsægteskabelige affærer, blev udnævnt til medanfører for liderlighedspropagandaen. "Den kunst at fordre kyskhed", er ikke stor, påpegede han selv. Men "..... Lad os ikke indbilde os at drifterne lader sig undertrykke eller udrydde uden at mennesket bliver defekt eller fordummet..." Den slags skrev man ikke i 1880'erne uden at det fik følger for omdømmet. Hykleriet omkring den borgerlige seksualmoral var bastant - og holdt som bekendt til efter 2. verdenskrig. Georg Brandes var formelt tilhænger af kvindens frigørelse og udnyttede i fuldt mål den seksuelle nydelse som frigjorte kvinder kunne byde ham, men reelt betragtede han ikke kvinden som ligeværdig med manden. Han ville opdrage sine kvinder - ligesom han ville opdrage folket. Han var ikke nogen tilhænger af demokratiet endsige den demokratiske doktrin om at flertallet har ret og skal bestemme. Han var åndsaristokrat og ønskede at de særligt udvalgte skulle lede folket. Folket "behøver undervisning, og det trænger til fremfærd, vovemod på grundlag af indsigt", lød det. For ham var demokratiet ensbetydende med handlingslammelse. Det trak politikerne ned. Og hans foragt for både folket og politikerne tog kun til med årene. Ikke desto mindre gør Jørgen Knudsen Brandes til en hovedperson i historien om de danske intellektuelle. I Brandes' udgave var den intellektuelle både en kæmpende humanist og en social figur. Både den kritiske fornufts selvbestaltede dommer over magt og magtmisbrug, og en ny deltager i kampen om den offentlige mening og magten - ikke mindst i forhold til det præsteskab der var trængt i defensiven. Knudsen lægger dog ikke skjul på at det var en ganske bestemt intellektuel model Brandes gennemspillede, nemlig en uforsonlighedens intellektualisme der undgik selve konfrontationen med magten. Det svarer fint til det billede af Brandes som en æstetiker og poseur som Knudsen også fremlægger og som er med til at gøre totalvurderingen af Brandes vanskelig. Men for Knudsen er det vigtigt at slå fast, af Brandes mere end nogen anden bidrog til at polarisere livs- og selvforståelsen i Danmark ved sin talentfulde, overrumplende, aggressive og provokerende fremfærd. Slutningen af hans lange liv var ikke nogen lykkelig affære. Verdenskrigen 1914 var en ulykke for ham såvel som for den europæiske kultur og selvforståelse. Han føler sig bogstaveligt sat uden for debat og indflydelse. Og han hader tanken på sin alder og tanken på døden - og holder kun tankerne væk ved hektisk skribentvirksomhed. Knudsen synes ikke at kunne se inkonsistensen - den etiske inkonsistens - heri. Men den er tydelig hvis man går dybdepsykologisk til værks. Brandes' opvækst og karriere Til toppen Næste Jørgen Knudsen understreger meget kraftigt at Georg Brandes' jødiske afstamning - meget mod mandens egen vilje - fik en afgørende betydning gennem hele hans liv. Han hævdede senere hårdnakket det modsatte og bagatelliserede sagen. Men han fik det at mærke - og han lærte allerede som dreng trods og ærekærhed og det at være på vagt over for sin omverden. For størsteparten af sine landsmænd har Brandes lige præcis været 'Jøden' i bestemt form, dvs hovedsymbolet på den moderne verden i opløsning, som oven i købet var besjælet af et 'instinktivt fjendskab' mod det overleverede. Han blevet hadet som omstyrteren af alle gode danske og kristne værdier og fra landets prædikestole udskreget som Antikrist. Og hans jødiske afstamning blev også brugt som argument fra biskoppelig side imod hans ansættelse ved universitetet. Brandes' stejlhed og uforsonlighed - politisk som kulturelt - hænger også sammen med selve afstamningen. Jødedommens inderste tone er, som Knudsen rigtigt anfører, råbet på retfærdighed, dens grundstemning håbet om retfærdighed, viljen til retfærdighed, dens sværmerdrøm er at gøre retfærdigheden til verdens lov. Jødedommen har også noget andet som Brandes ikke kan undvære, forestillingen om en mening som må tilkæmpes. Dermed også forestillingen om en form for fremskridt i historien. Brandes fik sin studentereksamen i 1859 og fem år senere sin magistergrad i litteratur. Han forsvarede sin disputats om fransk æstetik i 1870. Dannelsesrejsen fra april 1870 til juli 1871 bragte ham til England, Frankrig og Italien, og den blev højdepunktet i hans liv på grund af dens intensitet og oplevelsesfylde. Og han nød selve sorgløsheden. Ingen byrder og ingen forpligtelser. Han indledte som sagt sine forelæsninger om 'Hovedstrømninger' i slutningen af 1871, 29-år gammel. Han skrev en monografi om den tyske forfatter og frie forsker Ferdinand Lassalle, i hvem han så sig selv: den jernhårde, ubøjelige, overlegne, ridderlige, elegante, modige, magtglade, geniale og profetiske mand. Bogen blev med Knudsens ord det første af en række portrætter med umiskendelige drag af selvudlevering, selviscenesættelse, selvprøvelse og - skjult bekendelse. Men også en bog om Søren Kierkegaard blev det til. En kritisk og polemisk fremstilling, men samtidigt indfølende og kongenialt fortolkende. Brandes havde tidligt tilegnet sig Kierkegaards 'Enten-Eller' med 'Forførerens dagbog', og derudfra valgt den æstetiske livsholdning. Han forstod også via Kierkegaard 'springet' som et nødvendigt valg mellem bundetheden til en autoritær, dogmatisk og reaktionær religion og en fuldstændig eksistentiel, fritænkerisk frihed. Han valgte naturligvis det sidste - og så ikke nogen tredje mulighed. I portrættet af den engelske romantiker Byron (1788-1824; med 'Don Juan' som hovedværk) gjorde Brandes geniet til historiens virkelige drivkraft. Byronismen blev ved siden af Heinrich Heines 'brillante splittethed' og romantismen vigtige elementer af Brandes ungdomsbegejstring for det dæmoniske. Heines skarpe skel mellem jødisk-kristen kultur og græsk kultur blev fundamental for Brandes. Og romantismen, der var den franske betegnelse for den romantiske periode, kom netop til mere generelt at betegne selve det åndspræg af det ironiske, utilpassede, disharmoniske og oprørske som blev idealet for Brandes. Romantismen blev genstand for et særligt bind af Hovedstrømninger, og den bevingede hans ord, som Knudsen fremhæver. Brandes skrev således: "Så er romantismen da overhovedet kærligheden til alt det som har farve og karakter. Alt det som har flamme, eksotisk duft, hensynsløs lidenskab. Romantismen er kærlighed til det purpurrøde og had til det grå, kærlighed til det kolossale og had til det små, kærlighed til det ejendommelige og storstilet hæslige og had til det flade og almindelige." - Romantismen udtrykte således i allerhøjeste grad Brandes' egen opfattelse og giver forklaringen på hans store kærlighed til Frankrig og fransk åndsliv. Blivende ophold fik Brandes hverken i Frankrig, Tyskland eller Østrig, skønt han i perioder nød opholdene i fulde drag (eksilet i Berlin varede 7 år). Men især i Tyskland blev han generet af det forhold at han fik udgivet flere af sine værker uden at få vederlag for dem. Det kneb ganske enkelt med pengene. Og da han i Tyskland indledte et varmt forhold til en gift dame, som han giftede sig med da hun langt om længe blev skilt, måtte han hurtigt rejse hjem til det provinsielle Danmark. Hans to brødre, hvoraf den ene var succesfuld børsspekulant, fik arrangeret en understøttelse til ham fra en anonym kreds, således at han i en længere årrække kunne opretholde en rimelig levestandard. Han håbede fortsat på et professorat ved universitetet, men fik det først efter systemskiftet 1901 i form af et titulært professorat der gav ham fast indtægt uden nogen forpligtelse til at forelæse. Verdenskrigen betød som nævnt et alvorligt afbræk i hans udenlandske forbindelser. Han fik nogle nye kontakter til Polen og Rusland, men koncentrerede sig ellers om store biografier om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo. Brandes kom langt om længe ud af sit vanvittige ægteskab (se nedenfor). Han flyttede fra Havnegade til Strandboulevarden, hvor han havde en uvurderlig hjælper og sekretær i Gertrud Rung. Men ellers blev han hårdt plaget af sygdom. Han fik en alvorlig årebetændelse i benene, der jævnligt tvang ham til sengeleje i månedsvis. Han blev en mærket og bitter mand, men bevarede dog en vitalitet der gjorde det muligt for ham at fuldføre flere værker. Han døde i 1926 af tarmkræft. Erotik og ægteskab Til toppen Næste Som det er fremgået var Georg Brandes et æstetisk menneske. Men han var også en decideret forfører og livsnyder der forelskede sig gang på gang i smukke unge kvinder uden at ville bindes af dem. Erotik og frihed var for ham to sider af samme sag, som det hedder hos Jørgen Knudsen. Hele hans had til kristendommen var et had til puritanisme, snæver seksualmoral og borgerlige normer. Og han tog det ikke så nøje med om han brød ind i andres ægteskaber. Hans forelskelser er utallige og skal ikke gennemgås her. Vi får alle historierne hos Knudsen. Afgørende blev at han i Berlin forelskede sig heftigt i en allerede nævnt 26-årig skønhed der på syvende år var gift med en syfilitiker. Hun hed Henriette, men Georg forlangte ved giftermålet at hun tog navnet Gerda. Hendes mangel på dannelse var i hans øjne forfærdelig. Ægteskabet blev en spændetrøje for ham. Det var kun tåleligt på grund af de hyppige adskillelser der kom af hans mange rejser. Spørgsmålet melder sig naturligvis hvordan en mand med hans indædte had til den kristne moral og det borgerlige familiemønster kunne finde på at indgå et ægteskab med en kvinde han intet åndeligt havde til fælles med, for slet ikke at tale om at han, der teoretisk gik ind for kvindens ligestilling, i praksis viste samme patriarkalske hensynløshed over for hende som det var normen dengang. Jørgen Knudsen giver den forklaring at den rastløse og i virkeligheden hjemløse mand simpelthen havde et stærkt ønske om et almindeligt trygt hjem med familie. Han fik faktisk også to døtre, som han elskede. Men ægteskabet med Gerda blev et sandt helvede for begge parter - og det stod på i 35 år! Den yngste datter døde som ti-årig, og da den ældste blev gift og flyttede hjemmefra, var Georg og Gerda prisgivet hinanden, som Knudsen noterer. Knudsen forsøger sig også med den forklaring at Brandes havde to livsprojekter som begge handlede om overvindelse af modstand og begge krævede et overmål af stædighed og viljestyrke. Det ene var hans frigørelsesprojekt og det andet hans kærlighedsprojekt. Og han oplevede dem vel at mærke som forbundne. Men kæden springer da af her for Knudsen, for nu er det ikke erotikken og friheden der er to sider af samme sag, men kærligheden og friheden. Og erotik og kærlighed er jo netop ikke identiske størrelser. Erotikken ligger helt og holdent på det sanselige eller æstetiske plan. Man forelsker sig i en anden og vil bare beruse sig i denne forelskelse og kropslige nydelse - uden nogen forpligtelse i første omgang. Måske vil man aldrig forpligte sig. Og netop en mand som Brandes var en sådan Don Juan-type at han burde have holdt sig fra at forpligte sig gennem et ægteskab. Men i det øjeblik man ønsker at stifte hjem og familie, så kommer man jo ikke uden om en forpligtelse, eftersom familiestiftelse nu engang både juridisk, økonomisk og moralsk indebærer en forpligtelse over for den ægtefælle og de børn man får. Det er i vor tid, hvor de fleste kvinder er selvstændige, muligt at minimere forpligtelsen, men det var det ikke på Brandes' tid. Valget stod ved et ægteskabs indgåelse normalt mellem erotikken eller kærligheden. Eller rettere den stod mellem at lade erotikken udfolde sig inden for ægteskabets og kærlighedens rammer eller lade den i stikken. Men det første, mest ansvarlige, kræver at man betragter sin ægtefælle som andet end et seksuelt nydelsesmiddel. Og det var her det kneb gevaldigt for den forførende og sanselige æstetiker Georg Brandes. I virkeligheden kan man ud fra Brandes' ægteskabshistorie og tilhørende erotiske eskapader slutte at manden ønskede at være ung og fri hele livet. Og egentlig aldrig nogensinde blev voksen. Det er jo også forklaringen på, at han frygtede at blive gammel. Han synes til det sidste at have målt livets kvalitet på den erotiske nydelse. Hovedstrømninger og hovedskikkelser Til toppen Næste Hovedstrømninger 'Hovedstrømninger i det 19. århundrede' er en række biografiske fortællinger om de vigtigste linjer i europæisk litteratur. Begyndende med 'Emigrantlitteraturen' (Chateaubriand og Madame de Staël og andre franske forfattere der var flygtet fra revolutionen og det efterfølgende kejserdømme), 'Den romantiske skole i Tyskland' (de mere eller mindre sværmeriske og religiøst søgende tyskere) og 'Reaktionen i Frankrig' (om de autoritære ideers tilbagekomst). Herefter 'Naturalismen i England' (med Byron) og 'Den romantiske skole i Frankrig' (Hugo, Balzac og George Sand) og sluttelig 'Det unge Tyskland' omkring frihedsdigteren Heine, men også med et grundigt opgør med Hegel og dennes systemtænkning og forestilling om en 'verdensånd'. Brandes fastslår at det ikke er verdensånden der har lagt stoffet til rette i 'Hovedstrømmingerne', men forfatteren. For værket er ikke videnskab, men kunst! Hermed understreger Brandes i allerhøjeste grad både sin faktiske subjektivitet og subjektivitetens generelle nødvendighed i kulturkampen. Men opgøret med Hegel indebar også at Brandes opgav troen på fremskridtet, dvs troen på at historien har en bestemt retning. (Med hensyn til den tyske romantik kan henvises til artiklen Romantikken ifølge Rüdiger Safranski). Jørgen Knudsen gør meget rigtigt opmærksom på at det biografiske element i værket er blevet så stærkt at det i nogen grad går ud over perspektivet. Det er jo imidlertid ikke tilfældigt. For Brandes blev med årene mere og mere overbevist om at det var de store enere der bestemte udviklingen. Derfor var det en naturlig konsekvens af hans egen isolation, især efter 1914, at han kastede sig over store monografier. Hovedskikkelser Allerede i 1896 havde Brandes udgivet en bog om Shakespeare, hvor han med Knudsens ord gav beundringen for det store menneske frie tøjler. Fælles for Shakespeare og Brandes er den dybe skuffelse over menneskenaturens usselhed og livets uretfærdighed. I et dagbogsnotat under arbejdet røber han sine inderste følelser: "Jeg er ophidset af det umådelige arbejde. Men et geni er jeg og et genialt værk er hvad jeg frembringer nu. Ja et geni, et sandt geni, og idioterne ser det ikke, forstår det ikke" Brandes' bog om Goethe (1915) skulle levere beviset for at et liv i vækst og udvikling uafhængigt af andre mennesker er muligt. Selvudvikling var alt for Goethe. Han var for Brandes prototypen på det store menneske. 1917 fulgte monografien om oplysningstidens store franske skikkelse Voltaire. Han var for Brandes "indbegrebet af det store håb om rettens sejr over råhedens, fornuftens listige triumf i kampen mod idiotiske overbevisninger, der forhærdede sig i dumhed og fanatisme". Voltaire elskede som Brandes elegance, overlegenhed og vid, men han havde det held at være født i rette tid: kirkemagten og det korrupte retsvæsen var allerede stivnede anakronismer. Men der var sandelig endnu en forskel af næsten fatal art: Voltaire endte sit liv som sejrherre, mens alt hvad Brandes havde kæmpet for havde lidt nederlag. Allerede året efter fulgte bogen om den romerske feltherre, politiker og diktator Julius Cæsar. Brandes kunne næsten identificere sig fuldstændigt med Cæsar. Det var kun dennes storsind han manglede. Men hans udbrud røber meget: "Jeg har i politik én gud: Cæsar, og en afsky: Brutus." Det sidste betød at Brandes så forrædere i alle der ikke betragtede ham som indiskutabel suveræn. På samme linje ligger Brandes' voldsomme had til Cicero. Han var for Brandes den foragtelige intellektuelle, fordi han var moderat og ikke gik efter magten. Cæsarismen var Brandes' "modbillede til det demokratiske massesamfund der, vildført af sin egen presse, kun evner at fordumme sig selv". Cæsarismen var det samme som den aristokratiske radikalisme Brandes tidligere havde bestemt som Nietsches åndsform. Biografien om Michelangelo (1921) bæres ifølge Knudsen af "drømmen om at være ham der omsætter sit lidenskabelige følelsesliv til synlig kunst, som bryder ud af de middelaldermørke kristne bånd og som det første frie moderne menneske bliver sig bevidst som skabende: skaber skaberguden midt i skabelsesprocessen". Monografierne fra 1915-21 er med Knudsens ord fire eksempler på hvordan format, overlegenhed og skaberevne overlever i en ussel blodig og afskyelig samtid. Men de er samtidig forfatterrens helt private trods mod alder og død. Han skriver, altså lever han endnu! Hovedpersonen Men det er uundgåeligt at drage den slutning at hovedpersonen i Brandes' forestillingsverden var og blev ham selv. At vedkende sig sin subjektivitet er naturligvis ikke blot respektabelt, men eksistentielt helt nødvendigt. Men derfra og til at opfatte sig selv som centrum for andre er der et spring. Som allerede nævnt var der i rækken af Brandes-portrætter "et umiskendeligt drag af selvudlevering, selviscenesættelse og selvprøvelse". Når han skrev om andre, var det ikke mindst en søgen efter træk han kendte fra sig selv, som satte ham i gang. Men allerværst: Han var "knugende optaget af sig selv". Det interessante ved verden var hvad den mente om ham! Brandes var et udpræget selskabsmenneske, han nød selskaber med elegance, vid og ånd som de især fandtes i de franske saloner. Og han gjorde sig til midtpunkt for selskaberne uanset hvor de var - endda i stigende grad med den tilbøjelighed til at tale endeløst som efterhånden virkede trættende på de der kendte hans synspunkter. Per Lange taler om hans "bedøvende talestrøm". Han lyttede ikke til andre og indgik ikke i ægte dialog. Og når han møder modstand, ligegyldighed eller manglende respekt for hans overlegne ånd reagerer han med foragt. End ikke disciplene er ham værdige. Og folket? Jo, "Jeg kvæles af foragt for krapylet"! Jørgen Knudsen taler om at der var en form for tvang i hans tale. Han overtaler til frihed. Men den der ikke følger med tiden sådan som Brandes definerer den, dømmer sig selv som utidssvarende. Knudsen finder med rette dette diktatoriske element i Brandes' frigørelsesprojekt for selvmodsigende. Brandes sandhedskærlighed er dybt præget af uforsonlighed. Han har ikke blot lidenskab for sandhed, men - med Knudsens ord - en "uforfærdet kobling af det personlige engagement med den objektivt-naturvidenskabelige ambition". Man studser. For dybdepsykologisk set er der da tale om to forskellige og uforligelige indstillinger. Den første bygger på de psykiske primærprocesser og den sidste på de psykiske sekundærprocesser - jf. artiklen De psykiske grundprocesser. Og derfor er det ikke så mærkeligt som Knudsen tror, at der til sandhedsforkyndelsen af denne art nærmest automatisk klæber en stempling af dem der er uenige som moralsk underlødige eller direkte løgnagtige. Det ses i næsten al fanatisk polemik. Og den opleves naturligvis af dem den går ud over som åndshovmod, rethaveriskhed og intolerance. Uden at forfalde til billig antisemitisme må det over for fanatikeren Georg Brandes være tilladt at påpege at han selv - som allerede nævnt - opfattede jødedommens inderste tone som et råb om retfærdighed. Men dette råb er netop problematisk fordi det udelukker overbærenhed. Retfærdighedsfølelsen var hellig og absolut for Brandes. Og præcis dette gjorde ham stejl og uforsonlig - og i stigende grad menneskeforagtende. Han forstod ikke det den jødiske filosof Martin Buber siden kaldte tragediens område". Værdisammenbruddet Til toppen Næste Tidens store skæbnesvangre værdisammenbrud var naturligvis 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Brandes måtte erkende at hele samfundslivet, det i hans øjne middelalderlige samfundsliv, var gennemsyret af ufornuft, og at den stærkere alle vegne satte sin vilje igennem. Nationalisme, fjendetænkning og gensidig mistro havde gjort kaprustningen mulig. Det religiøse had, der tidligere prægede europæisk historie, var afløst af andre former for had og fanatisme. Og han var ikke i tvivl om at de ansvarlige statsmænd i de store lande var skyldige. Verdenskrigens udbrud blev for Brandes den endelige bekræftelse på at alle triumfer havde været tomme, alle fremskridt indbildte. Dumheden havde vundet over indsigt, barbariet over kulturen. Det moderne gennembrud var afløst af sammenbrud. Og hans eget felttog var slået fejl. Brandes havde levet i en verden hvor et mindretal beundrede og hyldede ham, og et flertal hadede ham. Men hvad han ikke kunne leve med var oplevelsen af at være passé. Han havde kun foragten tilbage. Åndsaristokraten Til toppen Næste Hele denne indstilling hos Brandes hang dybt sammen med at han følte sig alle andre overlegen. Engang han i en kreds af ligesindede drøftede et nyt tidsskrift, talte han uden at blinke med øjnene om "vor uhyre intellektuelle overlegenhed". Men følelsen kom allerklarest til udtryk i begrebet 'aristokratisk radikalisme', som han havde forbundet med Nietzsche. Brandes havde i 1887 indledt en korrespondance med Nietzsche, der i 1885 havde afsluttet sit hovedværk 'Also sprach Zarathrustra'. Brandes skriver bl.a.: "En ny og oprindelige ånd blæser mig i møde fra Deres bøger. Jeg forstår endnu ikke helt, hvad jeg har læst; jeg ved ikke altid, hvor De vil hen. Men meget stemmer overens med mine egne tanker og sympatier, ringeagtelsen af de asketiske idealer og den dybe uvilje mod demokratisk middelmådighed, Deres aristokratiske radikalisme. Deres foragt for medlidenhedsmoralen kan jeg endnu ikke gennemskue…." Nietzsche har med Jørgen Knudsens ord styrket Brandes i hans trodsige selvsikkerhed og givet en kærkommen mulighed for at artikulere en ophobet menneskeforagt. Opgøret med den kristne slavemoral vakte naturligt nok hans begejstring. Slavesjæle bliver ikke frie, fordi de udgør et flertal. Brandes forelæste om Nietzsche og udgav i 1889 'Forelæsningerne om Aristokratisk Radikalisme. En afhandling om F. Nietzsche'. To måneder senere gjorde filosoffen Harald Høffding indsigelse med en artikel i tidsskriftet 'Tilskueren' om 'Demokratisk radikalisme' - og dermed var en offentlig debat i gang. Høffding var den besindige mand, der var blottet for foragt for almindelige mennesker, og med stilfærdige argumenter kunne bringe den store Brandes ned på jorden. Brandes dummer sig i sit svar med en ondskabsfuld karakteristik af Høffding der blot afslørede Brandes' egen misundelse: feerne havde skænket Høffding en vis "parfum de professeur", men Nietzsche-bølgen var en realitet, som til sidst gjorde Brandes selv betænkelig. Brandes' formidling af Nietzsche må dog betegnes som en stor udfordring og inspiration for kulturlivet i Norden. Det er jo ret udbredt at opfatte Nietzsches tale om 'overmennesket' som et forsvar for en fysisk og intellektuelt overlegen mennesketype, hvor det i virkeligheden gælder en moderne mennesketype der er kommet fri af autoriteterne og deres forankring af livets meningsløshed i noget guddommeligt eller overnaturligt. Men de færreste ville dengang slippe autoritetstroen, og hvad Brandes angår blev det aristokratiske i hvert fald understreget kraftigt. Det var netop kun de intellektuelt overlegne der var i stand til at slippe autoritetstroen. Brandes valgte nok den eksistentielle frihed og forstod at relativeringen af det absolutte indebærer bevidst stillingtagen. Men han erkendte at det ikke var let at være forladt af både Gud og mennesker. Det er - som Knudsen påpeger - selve denne gudsforladthed der gløder under de seks bind 'Hovedstrømninger' den dag i dag. Værkets centrale tema er spørgsmålet om hvordan livet kan udholdes, når livsløgnen vælges fra. Løsningen for Brandes lå med Knudsens ord i "at gøre gudsforladtheden til en livsopgave ved at forstå den som frihed og individualisme og forkynde den som den sandhed der står i fremskridtets tjeneste". Ikke destomindre, fortsætter Knudsen, blev den for Brandes oplevet som et frygteligt eksistensvilkår. Han er ene i verdensaltet. Hans patos er ægte når han udmaler ensomheden. Hans forelæsninger får kultisk karakter. Men til sidst følger Knudsens utilslørede sandhed: Det højeste Brandes kan nå er at blive fører for folk han så let kommer til at foragte. Hvilken overmenneskelig skæbne! Kristendomshaderen Til toppen Næste Hvad der tiltrak hos Nietzsche var naturligvis ikke mindst det uforsonlige opgør med kristendommen og især den kristne slavemoral. Brandes hadede kristendommen indtil marven af sine ben. Kristendommen, dvs antagelsen af kristendommen og ikke forgribelsen på kundskabens træ som sådan, er for Brandes menneskets sande syndefald. Kristendommen er for Brandes en ulykke, fordi den bagtaler og fordærver sanselivet. Han gennemlevede som ung en heftig religiøs krise, men derefter vendte han sig med voksende afsky mod kristendommen som livsfjendsk og forkrøblende for tanke og udvikling Jørgen Knudsen gør meget rigtigt opmærksom på at 'Guds død' - som Nietzsche proklamerede i 'Zarathrustra' - var en proces der havde stået på gennem århundreder. Det var jo ikke kun kirken der forsvarede sig med næb og klør mod påstanden. "Troen på en almægtig fader, en frivilligt lidende søn og en kærlig moder et sted i baggrunden har også været et forsvar for et anfægtet autoritært familiemønster og ditto livssyn, ja for hele samfundets sammenhængskraft……" Når dette er situationen, så forvandles oprøreren uundgåeligt enten til Jesu afløser eller til hans diabolske konkurrent (Antikrist). Derfor kom der uvægerligt religiøse overtoner ind i begejstringen for Brandes. En tredje mulighed kunne ingen se. Det besynderlige er at Brandes i sin høje alderdom vender tilbage til problemet og sætter sig for at trække tæppet væk under kristendommen med en bog der hedder 'Sagnet om Jesus'. Den skulle med engelske og tyske religionsforskere i ryggen bevise at kristendommens hovedperson aldrig har eksisteret. Men som Knudsen skriver, så blev resultatet "ejendommelige kombinationer af veloplagt og indædt præcision, god folkeoplysning, løbske associationer, sære fejl og næsten sort tale". Bogen var springende og uklart disponeret samt præget af adskillige sjuskefejl hvad angår det faktuelle. Og den kunne nemt af en kyndig teologisk professor stemples som et dilettantisk makværk. Lige så besynderligt er det dog at Jørgen Knudsen tager sagen som en aldeles nedslående historie om kristendommens enorme magt over danske sind: "En lynende begavet outsider sætter sig som ung det høje mål at knuse den infame kirke, men vælger den indirekte metode, omvejen over litteraturen.... Han lader helt fra begyndelsen sit oprør gå ad associationens litterære, symbolsk-metaforisk-stedfortrædende baner og bliver således helt for de indforståede samt en overkommelige forskrækkelse for et nervøst kleresi. Da han er oppe i 80'erne erkender han den fatale forsømmelse, og så er det for sent. Da han endelig følte sig stærk nok til det direkte angreb, var han det ikke længere." Man forstår tydeligt hvor Knudsens sympati ligger, men sagen er i al sin enkelhed at Brandes' projekt var tåbeligt ud over alle grænser! At gøre op med den kristne autoritetstro, slavemoral og seksualmoral var nødvendigt for fremskridtet - og hele dette sekulariseringsprojekt lykkedes ad åre fordi det måtte lykkes, hvis den almenmenneskelige frihed skulle vindes. Men at prøve at smide barnet ud med badevandet var ikke alene halsløs gerning for en gammel mand, det var umuligt lige præcis af den grund at religion hverken kan reduceres til moralsk snæversyn eller til overtro, livsløgn og opium. Religion er dybest set føling med den hele virkelighed. Og der må derfor i al bedømmelse af religion altid skelnes mellem den dogmatiske og magtorienterede side og den ikke-dogmatiske og åndsorienterede side. Og netop dette forstod Brandes ikke - og forstår Jørgen Knudsen heller ikke. Det mytologiske syndefald består i at gøre oprør mod autoriteterne og dermed forlade barndommens uskyldighed og påtage sig ansvaret som voksne og kønsbevidste mennesker. Man kan godt sige at det består i at gennemskue autoriteterne og forkaste deres sandheder som selvfølgelige og absolutte. Men eksistentielt set kan mennesket ikke forkaste meningen med livet og leve sit liv i meningsløshed. Forkaster det ophavets formulering og dogmatisering af meningen for at blive selvstændig, må det finde en ny. Vælges den overleverede livsforståelse fra som livsløgn, må der vælges en anden livsforståelse der holder for kritik. Og en sådan vil altid ligge åben netop i mytologien, dvs i den store fond af arketypiske forestillinger der er forud for den rationelle og kritiske tanke. Men denne indsigt var ikke tilgængelig for Georg Brandes. Han accepterede at der fandtes religiøsitet (religiøse følelser) i verden, men han afviste at der også fandtes religiøs erkendelse, dvs intens og etisk bindende erkendelse der går langt ud over følelser. Og det er nok ikke helt uden grund af han aldrig indså bedre. Den manglende selverkendelse Til toppen Næste Faktisk havde Brandes i slet ikke så ringe grad føling med den virkelighed der ikke beror udelukkende på rationelle, logiske eller videnskabelige forestilllinger, så hans fejlslutninger må siges at være unødvendige og beroende på stærke følelser af den art der ikke ligefrem er befordrende for nøgtern bedømmelse. Jeg tænker på hadet og uforsonligheden samt selve den polemiske grundindstilling til omgivelserne. I Sorø holdt Brandes i 1902 hvad Jørgen Knudsen kalder en drilsk-nedladende og provokerende tale om Grundtvig. Det hed bl.a.: "Vi [Studentersamfundet] ved at Grundtvigs livsværk er en af de hjørnestene på hvilke det Danmark som består er bygget. Vi anerkender hans geniale blik og hans tilhængeres frugtbare stræben. Grundtvigianerne svarer til troen og fortiden; vi er håbet og fremtiden…". Han erklærede sig enig med grundtvigianerne i at selve opdragerkaldet er helligt; "thi ungdommen er os hellig, barndommen er os hellig". Men tilføjer han: "Vort syn går da dybere og er mere omfattende end højskolernes..... Men vi har kun gode følelser for dem." Knudsen tilføjer at den sidste sætning fik højskolefolk til at eksplodere. En fremtrædende højskolemand som Holger Begtrup kunne da også tale om Brandes' "ukendskab til vort folks indre liv", og konstatere at der "i hans inderste luede et uslukkeligt had til det kristne åndsliv som han ikke kunne fatte…". Det hører på sin vis med til historien at Brandes på sit dødsleje med et smil på læberne citerede Grundtvigs strofer fra salmen 'At sige verden ret farvel': "Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side! Og tal til mig, som ven med ven om, hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide!" - Det var på ingen måde udtryk for at han omvendte sig på dødslejet, men det røber en dyb forståelse for mytisk tænkning, som han bare ikke ville være ved, når han polemiserede og agiterede, og som han heller ikke drog konsekvensen af i sin eksistensfilosofi. En vis forståelse for selve det guddommelige kan også findes hos Brandes i en passus fra 1872: "Jeg tror fremdeles, at hvad mening man end for øvrigt har om guddommen, så kan man, ifald man tænker, mene, at det guddommelige, det vil sige det højeste som åbenbarer sig i menneskelivet og i historien, det er ånden deri". Dog lyder fortsættelsen: ".... og at ånden deri er fremskridtets ånd. Der gives i historien ingen højere, ingen mere guddommelige ånd end fremskridtets ånd. Fritænkeren er - det ved og føler han - på den side." - Han kan altså i 1872 endnu ikke tænke sig ånd i anden sammenhæng end fremskridtets. Men han kan dog forbinde ånd med det guddommelige, dvs med noget uden for det personlige. Men først og fremmest var det umiskendeligt at Georg Brandes var dybt inspireret af romantikken og romantismen. Han var en svoren tilhænger af virkelighedsnær og debatskabende digtning, men han kunne skrive indforstået, veloplagt og underholdende om de tyske romantikere, samtidig med at han i indledningen i bindet om dem lagde afstand til 'deres hysteriske andagt og blå dunst'. Han er trods afstanden selv angrebet, som Knudsen noterer. I 'Indtryk fra Polen' og 'Indtryk fra Rusland' (1888) kunne Brandes erklære romantikken som kunstform død, men dens sunde sværmeri for naturen, for elskov, venskab, kærlighed mellem forældre og børn, kærlighed til sprog, hjemstavn og fælles minder - alt dette er af blivende karakter. Om det så er den specielle polske national-katolicisme kan han se en mening med den i polakkernes forhold til det store undertrykkende Rusland. Det dybe problem var mandens manglende selverkendelse. Den fremgår allerede af hans selvbiografi, de tre bind 'Levned' (1905-08), hvor han tier om sin jødiske afstamning og den forfølgelse denne indebar, og hvor han forbigår hele striben af forelskelser og udlevede forhold. Og endelig den lakune der består i den spredte og tilfældige eller helt manglende omtale af det han ville med hele sin indsats. Hans afmagt og raseri gik fx nogle år forinden ud over kritikeren Chr. Molbech. Brandes giver udtryk for at det er ene usselrygge han har at gøre med her i landet, det land der mæsker sig i usandhed om ham selv. Og selvsamme bitre erfaring er ifølge Jørgen Knudsen noget af forklaringen på store dele af hans Levned. Selvbiografiens værste handicap er imidlertid "at den mand der med så ubegribelig fin indfølingsevne kunne skrive om så mange indbyrdes forskellige mænd og kvinder, ikke kendte sig selv og ønskede heller ikke at gøre det". I et brev til Troels-Lund skriver Brandes direkte: "Hvad det angår at kende sig selv, så har jeg aldrig bekymret mig om at kende mig selv, har endog altid skyet det…. Jeg er som et fruentimmer der kun bryder sig om impulser, instinkter, alt det ubevidste i os". Hvorfor skriver han da overhovedet de tre bind Levned, spørger Knudsen, og svarer selv: Fordi rollen kræver det, og bitterheden vil have luft. Det er taberen Georg Brandes der har skrevet det meste af de to sidste bind af Levned. Virkelig selverkendelse bliver der aldrig tale om. Og hvorfor ikke? Ja, min forklaring lyder, at Brandes nok var i besiddelse af en sjælden intellektuel begavelse og nok hyldede oplysning og rationalitet, men dybest set var Brandes et impulsivt, sanseligt, erotisk og kunstnerisk følelsesmenneske der ønskede frihed til udfoldelse og under ingen omstændigheder ville have sig kontrolleret af hverken andre mennesker, hensynet til andre eller hensynet til noget der stod over hans ærekære og evigt selvhævdende og polemiske jeg. Det er ikke unormalt at kunstnere frabeder sig psykologisk, for slet ikke at sige dybdepsykologisk analyse og selvanalyse, ud fra den grundopfattelse at det vil berøve dem deres kreativitet. Og for så vidt denne kreativitet er meget nært forbundet med deciderede uharmoniske eller neurotiske træk, kan man på en måde forstå frygten. Men det er jo en misforståelse at kunstnerisk eller anden kreativitet kommer af disharmoni eller neurotiske træk. Og i hvert fald er frygten for psykologisk analyse temmelig selvmodsigende hos ethvert menneske der gør sig gældende som forkæmper for oplysning. Et menneskes og et folks oplysning er ikke fuldstændig hvis den ikke omfatter indsigt i dybdepsykologiens love - sålkedes som det stærkt understreges i Jernesalts 2009-filosofi. Den udtalte afsky for dybere selverkendelse er hos Georg Brandes både påfaldende og mistænkelig. Den er et klart udtryk for inkonsistens. Han forstod ikke at han - uanset sin og Nietzsches dødsdom over den overleverede Gud - fortsat var ansvarlig for noget uden for sig selv. Og han forstod ej heller, at hans ærekære og polemiske jeg var del af en totalpsyke der relativerer jeget og sætter jeget ud over den snævre sandhedslidenskab og det snævre retfærdighedskrav. Den dybe inkonsistens Til toppen Næste Det er ikke spor mærkeligt at en mand der føler sig undertrykt af de autoriteter der pukker på religiøse og nationale dogmer eller spidsborgerlige eller bedsteborgerlige adfærdsnormer gør oprør imod dem, og egentlig heller ikke uforståeligt at han som så mange andre oprørere sætter lighedstegn mellem religion og autoritær dogmatik. Det underlige er at han via følingen med de romantiske sider af sig selv og kendskabet til de fascinerende dele af romantikken i Tyskland og Frankrig slet ikke opdager det kollektivt ubevidste under nogen form eller betegnelse. End ikke den folkelige grundtvigianisme får han fat på. Han afviser den som fortidig og - identificerer den guddommelige ånd med fremskridtets ånd. Nogen forestilling om religion som føling med noget større end det rationelle har han ikke. Ja, forestillingen om en egentlig religiøs erkendelse var for Brandes en illusion der stod i vejen for den harmoni mellem indsigt og viljesliv, erkendelse og moral som det var opgaven for ham at nå frem til, og som faktisk fortsat burde stå som en opgave for al sand oplysning og folkeoplysning. En sådan harmoni kunne han kun forestille sig mulig når følelsen river sig løs fra sin afhængighed af fortidens autoriteter og bøjer sig for tanken, som Jørgen Knudsen formulerer det. Men her ligger netop fejlslutningen dybdepsykologisk set. For den afgørende modsætning går ikke mellem følelse og fornuft eller rationel tanke, men mellem de intense og ustabile følelser og tanker på den ene side og de stabile, men relativt vage følelser og tanker på den anden side. Eller med andre ord mellem to af de fire psykiske fundamentalkræfter, nemlig de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. Georg Brandes kendte i allerhøjeste grad til begge fundamentalkræfter, og han valgte endog som sanseligt, erotisk og impulsivt menneske at lægge den største vægt på de intense, ustabile følelser og tanker, simpelthen fordi det var i dem han følte sig mest ung og levende. Problemet var at han aldrig forstod at disse intense følelser stod i modsætning til de stabile, men vagere følelser og tanker der kendetegner såvel videnskab som almindelige sund fornuft og nøgternhed. Og han forstod slet ikke, at modsætningen ikke nødvendigvis er af dualistisk art og må føre til et enten-eller-valg. Men at der findes den tredje mulighed der hedder komplementariteten og som flertallet af alle mennesker faktisk lever på uden større besvar til daglig, selvom de kun sjældent er bevidste om det. Begge dimensioner er væsentlige i tilværelsen og kan udmærket leve i vekselvirkning side om side selvom de logisk-rationelt er uforenelige. Men at fornægte den ene side af tilværelsen eller den ene tilgang til den fulde virkelighed fører til inkonsistens i sjælelivet. Og inkonsistens var netop oplagt i tilfældet Georg Brandes. Hans selvmodsigelser var mange - og han indrømmede dem delvis selv. Og mange af dem var faktisk fatale. Men han formåede ikke at overvinde dem. Derfor havnede han i uafklarethed, bitterhed og menneskeforagt. Etisk set var hans inkonsistens tydelig. Han sørgede ikke for overvægt af det gode i sit liv, således som kravet om indre konsistens pånøder ethvert menneske. Set i dette helhedsrealistisk lys kan man hverken betegne Georg Brandes som et geni eller en nar. Men derimod som en mand med både geniale og naragtige træk. Og det var synd og skam for både ham selv, hans samtid og eftertid, at han ikke tog kampen op mod de mest naragtige og destruktive kræfter i sig selv. Brandes blev en tragisk person i snæver forstand i og med at han aldrig nåede ind i det tragediens område hvor det at have ret og pukke på sin ret er hørt op. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Litteratur: Jørgen Knudsen: GB - en Georg Brandes Biografi (Gyldendal. 2008) Relevante artikler på Jernesalt: Kulturelitens ulidelige foragt for folket - eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg (21.11.08.) Kulturalismen kontra oplysningsidé (11.10.08.) Funkis, frisind og fortrængning (17.9.08.) Kulturradikalismen kontra liberalismen (16.2.08.) Drømmetid - frigørelse eller illusioner? (Danmark - 1.9.04.) Nietzsches sjæl Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag Selvrealiseringens idé og psykologi Vurdering af det 20. århundrede Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Litteratur Artikler om Etik Artikler om Erkendelse Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |