utils prefix normal JERNESALT - baadflygtninge15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.4.15.

Bådflygtningene er en stor etisk udfordring

Søndag den 19. april druknede ikke mindre end 700 afrikanske og syriske flygtninge da deres overfyldte båd kæntrede på vej fra Libyen til Italien. Det var kun fem dage efter at 400 druknede i en lignende situation. Ialt er 1500 flygtninge omkommet på en enkelt uge. Og det gør uundgåeligt et stærkt indtryk på alle mennesker der ser billederne på tv-nyhederne. Men det skal sammenholdes med at der ifølge FN's flygtningekommissariat på en enkelt uge i april kom 13.500 migranter til Italien (i 2014 kom ialt 170.000 flygtninge til Italiens kyst). Ulykkerne skyldes således ganske klart at menneskesmuglerne kynisk fylder bådene op til bristepunktet eller kæntringspunktet.

Allerede inden ulykken den 19.4. blev det fremhævet i avisoverskrifterne at Italien frygter øget kaos i Libyen, hvor de kyniske - mafiaorganiserede - menneskesmuglere har frit spil og fx uden risiko kan kapre libyske fiskefartøjer til deres formål. Libyen er nærmest i opløsning. Regeringen i Tripoli er kun regering af navn. Politiet er dybt korrumperet, og lokale militser og stammekrigere råder over de fleste områder. Italien har tidligere haft tætte forbindelser med landet, men har i dag ingen effektiv regeringspartner i Libyen at forhandle med. Det samme gælder øvrige EU-lande og EU som union. Ja, ethvert tilløb til vestlig intervention mod smuglerne i de libyske havnebyer vil blive betragtet som et decideret korstog mod muslimerne og er derfor udelukket - selvom det kunne være fristende.

Flygtningestrømmen over Middelhavet kommer dels fra Afrikas fattige lande syd for Libyen, dels fra de borgerkrigsramte områder omkring Syrien, og da der ingen ende er på disse elendigheder og lidelser, vil der i overskuelig tid heller ikke være nogen begrænsning af flygtningene. Man kan nok så meget påstå at Saudi-Arabien kunne gribe ind mod Syriens præsident Assad og andre diktatorer i området, men det vil ikke ske, sålænge det saudi-Arabiske monarki primært frygter sin egen undergang. Og USA synes mest interesseret i en eller anden risikabel aftale med Iran der vil skræmme både Israel og Saudi-Arabien - uden at give fredsløsninger.

Det er Italien der står med hele den organisatoriske, økonomiske og politiske udfordring fra bådflygtningene - og som uden held forsøgte at vinde tid for andres hjælp ved at opgive sit 'Mare Nostrum' som stort ansvarsområde i Middelhavet og nøjes med en decideret kystbevogtning landet rundt. Det har betydet nul italienske redningsfartøjer i beredskab på det åbne hav - og så kunne det kun gå galt for flygtningene. Nu kan alle derfor se at der skal gøres noget, og Italien kan med fuld musik tordne mod EU-landene for at gøre opmærksom på sin egen afmagt, selvom landet i strid med Dublin-forordningen tillader flygtninge at rejse videre til andre lande. Men da ingen vover at intervenere militært mod Libyen, og kun Sverige tager mod flere flygtninge med åbne arme, bliver resultatet at flere lande nu sender redningsfartøjer til området og flere penge til flygtningelejrene. Flere redningsfartøjer vil formentlig reducere drukneulykkerne, men til gengæld også medføre at et stigende antal bådflygtninge når frem til deres drømmes mål at havne i de forjættede EU-lande eller i det mindste at blive samlet op i lejre.

Og dér ligger udfordringen lige nu. Kaotiske tilstande i Libyen og andre afrikanske lande samt i Syrien og andre mellemøstlige lande vil i årtier sikre en stadig strøm til europæiske middelhavslande (primært Italien). Nogle få flygtninge vil få asyl i villige europæiske lande (primært Tyskland, Sverige, Italien, Frankrig, Storbritannien, Ungarn og Østrig). Men flertallet vil indtil videre blive afvist, af den simple grund at de fleste nationalstater ikke ønsker at blive organisatorisk, politisk eller økonomisk undermineret af en ukontrollabel tilstrømning af flygtninge. Presset fra flygtningene vil vokse - og det samme vil presset fra EU's flygtningekommissær og FN's flygtningehøjkommissariat og samtlige menneskerettighedsorganisationer fra Amnesty International og Røde Kors til Dansk Flygtningshjælp og Red Barnet.

Alle ansvarlige politikere vil argumentere for stram flygtningepolitik som en nødvendig foranstaltning mod en ødelæggende folkevandring. Og alle ansvarfrie humanister og idealister vil modsvarende argumentere for mere simpel medmenneskelighed og barmhjertighed. Som repræsentant for den sidstnævnte gruppe udtalte generalsekretæren i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl for nylig frygt for at medmenneskeligheden helt forsvinder ud af politikken. Den danske udenrigsminister Martin Lidegård benyttede dog sin ansvarlighed som dansk politiker til at understrege at udviklingsbistanden skal øges til de nærområder der er hårdt ramt af flygtningestrømmen, og at myndighederne her også skal have hjælp til at træning i bekæmpelse af menneskesmuglerne. Men tonen er hårdere hos den tjekkiske udenrigsminister der på ministermødet i EU gjorde gældende at "Hvis vi accepterer flygtninge der falder over bord, bliver det bare en endnu bedre forretning for menneskesmuglerne!"

Faktum er at det er arabiske regeringer der tillader bølger af flygtninge at bevæge sig op igennem deres lande for at komme med synkefærdige skuder fra havnebyerne, og at de intet som helst gør imod det, selvom de kunne. De fleste arabiske regeringer er tværtimod - som Anders Jerichow konstaterer i Politiken 21.4. - ansvarløse og ofte illegitime og passive. De lader som om flygtningestrømmen slet ikke er deres problem.


Flygtningestrømmen til Europa er og bliver derfor en stigende og yderst kompliceret sag. De moralske dilemmaer er indlysende, men også selve den moralske forvirring er stor - og udnyttes kynisk af både magthavere og pengegriske menneskesmuglere.

Den moralske forvirring kommer først og fremmest af selve modsætningen mellem det humanistisk-kristne barmhjertighedssyn på den ene side og det historiske og realpolitiske samfundssyn på den anden side. Det første sætter det enkelte menneske eller individet over samfundet eller helheden, mens det historiske og realpolitiske samfundssyn gør det modsatte. Humanismen tager uden videre patent på medmenneskeligheden og ophøjer den til et indiskutabelt, nærmest guddommeligt princip der indebærer at et overordnet samfundssyn altid må vige i tilfælde af konflikt. Det samfundsmæssige helhedssyn ser derimod historisk og realpolitisk på udviklingen, og det regner følgelig det nationale fællesskab som en realitet der er forudsætningen for de enkelte menneskers liv og velfærd. Samfundet står ikke i modsætning til individet, men er overordnet i den forstand at det er forudsætningen for individets liv og overlevelse. Uden fællesskab, sprog og samfund er individet intet og har ingen overlevelsesmulighed. Men individet bliver ikke af denne grund til et viljesløst massemenneske der blot er et lem på samfundslegemet og blot skal indordne sig helheden, dvs regeringerne.

Individet har naturligvis sin eksistensberettigelse og i civiliserede samfund også sine rettigheder. Men modsætningen mellem individ og samfundet vil altid bestå, fordi individets og samfundets interesser aldrig kan gå op i en højere syntese, men tværtimod altid vil virke som modsætninger der i positiv forstand giver samfundet sin dynamik, men i negativ forstand kan give det kamp, krig og krise der kan være ødelæggende. Modsætninger ses derfor bedst som komplementære, dvs som logisk uforenelige, men i praksis som sideordnede og berettigede. Blot skal man forstå at modsætningernes logiske uforenelighed bevirker at der meget let kan opstå dybe konflikter imellem dem, hvis omstændighederne er til det og individerne iøvrigt deler sig op i partier eller klaner der hver for sig vil have ret og som hævder deres ret til at være enerådende eller dominerende.


I det aktuelle flygtningeproblem betyder de befolkningsmæssige, økonomiske og politiske omstændigheder at der simpelthen ikke er nogen ideel løsning inden for rækkevidde. Problemet er ikke et midlertidigt flygtningproblem a la flygtningestrømmen fra fx den nazistiske jødeforfølgelse fra 1933-45, men begyndelsen på en permanent folkevandring, der ingen ende er på overhovedet eller som måske først nærmer sig en afslutning om et par århundreder. Flygtningeproblemet er begyndelsen på en voldsomt, nærmest global demografisk strukturændring som p.t. er særligt stærk i Mellemøsten og Afrika på grund af de kaotiske politiske forhold med opløsning af civilordenen. Og der gives absolut ingen mulighed for at langtidsplanlægge sig ud af problemet, da ingen national eller international instans har tilstrækkelig indsigt i historiens mekanismer til at fremlægge en brugelig plan og ingen instans heller har magt til eventuelt at effektuere en plan. Alle realistiske reaktioner fra nationalt og internationalt hold vil være af kortsigtet, regionalt eller nationalt tilsnit. Alle lande og regioner stilles over for et eneste eksistensspørgsmål: Hvor mange flygtninge kan det enkelte land og den enkelte region tage til sig og inkludere i sit fællesskab uden at samfundet bryder sammen som fungerende enhed og bliver åbne for fuldstændigt ukontrollabel folkevandringer, hvor retssamfund og velfærdssamfund holder op med at eksistere og givet kyniske magthavere frit spil?

Man har naturligvis lov til som Politikens fhv. og indsigtsfulde chefredaktør Herbert Pundik at foreslå den danske regering at nedsætte en uvildig ekspertkommission der skal levere det analytiske materiale til brug for de politiske beslutninger om det danske samfunds bærekraft (og formentlig tilsvarende for alle andre nationers regeringer). Men for det første er problematikken så ny at der ikke findes 'eksperter' på området, for det andet er det en ældgammel erfaring at politikerne ikke følger eksperterne, da de slet ikke tror på et rationelt grundlag for beslutninger på virkeligt komplekse problemer, og for det tredje hjælper et eventuelt dansk tiltag slet ikke, når resten af verden har sine egne motiver og træffer sine egne beslutninger. Vi kender allerede afmagten i relativt overskuelige spørgsmål som den kolde krig, det fornyede EU, den internationale terrorisme og Mellemøstens opløsning. Hvor stor vil afmagten da ikke være i det nye århundredes altafgørende spørgsmål om en befolkningstilvækst der siger sparto til alt hvad der tidligere er set og vil give endeløse magtkampe, borgerkrige, statsopløsninger og folkevandringer? - Men det der kan fastslås med meget stor sikkerhed og som selv den nuværende SR-regering langt om længe har måttet tage til efterretning som sund realpolitik er faktisk at det danske samfunds bæreevne med hensyn til inklusion af flere indvandrere og flygtninge forlængst har nået sin grænse, og at lande som Sverige, Frankrig, Tyskland og Italien forlængst har overskredet deres grænser helt uansvarligt. Her behøves ingen 'eksperter'!


Hertil kommer menneskets ulyksalige magtbegær, der ikke blot - som hidtil i historien - gør det naturligt for særligt dygtige, udadvendte og selvhævdende mennesker at gribe magten og systematisk udvide deres magtbeføjelser, men i vore dage har uanede muligheder for at gøre dette i en hidtil uhørt storskala som er så kompleks at ikke et eneste indvid vil være i stand til at gennemskue status quo fuldstændigt eller overskue konsekvenser af sine indgreb i denne status bare nogle få år frem i tiden.

De moderne medier bærer en væsentlig del af skylden for problemets opståen og voldsomme forværring. Dels spreder teknologien alle nyheder lynhurtigt verden over, dels - og navnligt - sprænger de moderne medier selve det humanistiske menneskesyns naturlige rammer omkring nærmiljøet. Medierne smækker skræmmende billeder af naturkatastrofer, borgerkrige, terrorisme, undertrykkelse og flygtningestrømme i synet på sagesløse og magtesløse borgere i relativt fredelige og civiliserede velfærdssamfund på en måde der vækker den naturlige medfølelse og trang til hjælpsomhed lige så stærkt og pågående som nød og ulykker i nærmiljøet. Her er man i stand til at gribe ind umiddelbart. Dette er man imidlertid afskåret fra når det drejer sig om katastrofer og lidelser ude i den store verden, og dette udnytter i og for sig velmenende, men naive humanister, Røde Kors-hjælpearbejdere, Nødhjælpsarbejdere, læger uden grænser og menneskerettighedsforkæmpere til at skaffe sig magt og midler til gribe ind - uden ringeste hensyn til de langsigtede, samfundsmæssige konsekvenser. Man omformer den normale trang til umiddelbar hjælp (hvis effekt altid kan ses umiddelbart), til den ganske unormale trang til middelbar, formidlet hjælp hvis effekt på længere sigt er uigennemskuelig. Man gør det i bedste mening og kunne ikke drømme om selv at se det som udtryk for magtbegær. Men resultatet griber dybt ind i de enkelte nationale samfunds muligheder for overlevelse - og bliver dermed i realiteten et magtindgreb og -overgreb.

Det er meningsfuldt at sige at vi gør os skyld i moralsk fallit ved at svigte ethvert hensyn til flygtninge i fjernområder som Middelhavet, men hvis vi lader humanitære og følelsesbetonede argumenter diktere vor indvandringspolitik, så svigter vi - som Herbert Pundik formulerer det - ikke blot os selv , men især kommende generationer. Det danske velfærdssamfund, der er en møjsommeligt opbygget samfundsmodel hvor "få har for meget og færre for lidt", kan nemlig ikke bære en ubegrænset indvandrer- eller flygtningestrøm. Der er i dette spørgsmål indbygget en modsætning mellem to principper der umuligt kan gå op i en højere logisk syntese.

Det såkaldte kristne eller humanistiske 'menneskesyn' kommer til kort i den nye historiske situation med kolossale flygtningestrømme eller folkevandringer, fordi dets idé og praktiske anvendelighed klart ligger inden for det civiliserede lands gammeldags muligheder for naturlig beskyttelse af de enkelte individer, og ikke gælder uden for. Eller sagt på en anden måde: Dette menneskesyn er snævert humanistisk i og med at det som den oprindelige humanisme (fra 1300-1600) sætter individet i centrum i stedet for samfundet eller samfundets autoriteter. Men det svigter individet, når det fejer hensynet til samfundet og samfundets bæredygtighed eller overlevelsesevne over styr. Og menneskesynet er desuden kun kristent i den snævre forstand at det står for en barmhjertighed der gælden næsten, dvs den eller dem der står næst ved individet i nærmiljøet. I videre forstand er det slet ikke kristent, for det giver illusion om at mennesket kan frelse verden gennem sine gerninger eller ideer, og det er ikke muligt. Og troen på en sådan illusion er i strid med kristendommen.


Den aktuelle bådflygtningeproblematik i Middelhavet bekræfter tillige med den igangværende opløsning af Mellemøstens politiske struktur at den historiske udvikling slet ikke er et resultat af menneskets rationalitet, men tværtimod en yderst konfliktfyldt kombination af dets beskedne og tillærte rationalitet med dets enorme medfødte og uberegnelige irrationalitet. Dette betyder på ingen måde at den menneskelige fornuft skulle være en tynd fernis oven på de dyriske instinkter, for den menneskelige bevidsthed er det emergente fænomen i den biologiske udvikling der ligger til grund for al kultur, herunder al etik. Men det betyder at kulturudviklingen ikke styres af fornuften, og at hverken kulturen eller samfundet er en konstruktion af den menneskelige fornuft. Vi kan regulere ganske meget på udviklingen i gode tider med relativt velordnede samfund, men vi kan ikke styre udviklingen, allermindst i dårlige tider med kriser og krige, og vi skal derfor nok bekymre os rimeligt meget for vores nærmiljøer og disses nærmeste fremtid, men ikke lade os trække ned i depression eller undergangsstemning i bekymring for den globale udvikling og fjerne fremtid, hvis kompleksitet overstiger vor evne til forudsigelighed og fornuftig indgriben.

Denne konstatering nødvendiggør en præcision af konsistensetikkens krav om overvægt af det gode i livet, for her bliver vi nødt til at skelne mellem indre konsistens for individet og indre konsistens for nationalsamfundet - og helt udelukke alle forestillinger om indre konsistens for det globale, internationale samfund.

Det giver ikke de store forståelsesproblemer at tale om indre psykisk konsistens for individet, eftersom stort set alle mennesker går ud fra at vi har et sjæleliv og at det giver mening at hævde at der så vidt muligt skal være indre sammenhæng i dette sjæleliv. Hvis der ikke er sammenhæng, må der være splittelse, usikkerhed eller tvivl og måske endda fortvivlelse og angst. Disse fænomener kan ofte henføres specifikt til arv, miljø eller personlige traumer og nederlag, men de vil i alvorlige tilfælde kræve behandling af den ene eller anden slags, det være sig medicinsk, terapeutisk, sjælesørgerisk eller anden art. Men under alle omstændigheder betyder konsistensetikkens tvingende krav om overvægt af det gode i livet (for den indre sammenhængs skyld) at ethvert individ er ansvarligt for - med eller uden andres hjælp - at undgå sjælelig splittelse, tvivl og angst.

Går vi imidlertid videre til påstanden om at der også skal sørges for indre sammenhæng for nærmiljøet og nationalsamfundet, så vil de fleste mennesker umiddelbart undre sig noget, for hvad menes der overhovedet med indre sammenhæng i samfundet. Er begrebet ikke meningsløst uden for sjælelivet? - Jo, det er det faktisk, men sagen er at også samfundet har en form for sjæleliv der blot adskiller sig markant fra individernes sjæleliv ved at være kollektivt. Dette er der i og for sig intet mystisk i, for også fra fysikken kender vi udmærket til felter af kræfter, hvor der foregår andet og mere end i enkelte isolerede genstande. Vi har netop siden 1820'erne talt om elektromagnetisme som et felt af dynamiske elektriskemagnetiske kræfter der beror på strålingsenergi hvor elektriske og magnetiske energier virker i forhold til hinanden over tid. Analogt hermed kan man sige at det dynamiske kollektive sjæleliv opstår hvor individernes sjæleliv danner tidsvarierende felter. Men forskellen er naturligvis at den fysiske elektromagnetisme kan måles objektivt. Det kan den kollektive psykiske energi ikke. Den kan kun anes og iagttages subjektivt-intuitivt. Men alle kender den fra den altid igangværende understrøm af bevidsthed som ikke kræver fokuseret opmærksomhed, men sker spontant, både i vågen tilstand og i søvn.

Konsistensetikkens krav om indre sjælelig sammenhæng gælder derfor også det kollektive, samfundsmæssige sjæleliv, og betyder altså at også samfundet, primært nærmiljøerne og nationalsamfundene (eller de sprogligt-historiske fællesskaber), skal sørge for overvægt af det gode i livet, hvilket igen vil sige af det positive, konstruktive, opbyggende og berigende. Og heraf kommer det at konsistensetikken må anse det humanistiske princip om at sætte enkeltindvidet i centrum for at være snævert og utilstrækkeligt, hvis samfundet skal overleve som garant for individernes overlevelse. I dette lys kan problemet med strømmen af bådflygtninge i Middelhavet ikke løses med snæver medmenneskelighed eller næstekærlighed. Det er tværtimod en helt igennem naiv forestilling der på længere sigt vil være katastrofal for både menneskeheden og menneskeligheden.

Ejvind Riisgård


Relevante artikler på Jernesalt:

Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
(Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Etik og eksistens  essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)


De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Verdensbilledet - 2009  (13.3.09.)
Liv, evolution og kultur  (28.2.09.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (23.5.10.)
Kaos- og fraktalfilosofi  (13.3.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Hvem er min næste?  (15.1.06.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Næstekærlighed kan ikke bære samfundet  (31.10.14.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.04.06.)
Forsvar for nationalstaten

Mellemøstens krise synes uden ende  (14.07.14.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)


Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal