utils prefix normal JERNESALT - 0azreplik100428

REPLIK FRA JERNESALT - 28.4.10.

Er Ole Sohn angst for selverkendelse?

I forrige replik om tilsvining af politiske modstandere på Facebook blev det nævnt at Facebook-gruppen 'Danske Løver' forsvarer sin sammenligning af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer med nazisterne med det argument at Dansk Folkeparti ikke er spor bedre selv: Søren Espersen har nemlig sammenlignet SF's gruppeformand med naziformanden Frits Clausen.

Helt bortset fra at argumentationslogikken er skrupforkert, idet man hverken moralsk eller juridisk kan forsvare fremsættelsen af forkerte og injurierende påstande med at modparten (eller andre i det hele taget) gør det samme, så skal det naturligvis ikke på dette sted forties, at Søren Espersens sammenligning er tåbelig af mange grunde. For det første var Frits Clausen landsforræder under besættelsen 1940-45, og han døde i 1947 inden retssagen mod ham sluttede. For det andet var han både en latterlig person og en uduelig politiker, der ikke som Quisling i Norge formåede at gøre sit naziparti respekteret af hverken sine landsmænd eller besættelsesmagten. Og for det tredje repræsenterer den dygtige og kompetente gruppeformand Ole Sohn i dag et helt igennem demokratisk parti hvis medlemmer og ledelse ikke kunne drømme om at begå landsforræderi.

Grunden til Espersens fremfærd er ene og alene at sværte Ole Sohn til forud for det folketingsvalg der kommer senest i efteråret 2011 og som meget vel kan betyde et regeringsskifte der vil gøre Sohn til minister, formentlig endda på en fremtrædende post som økonomiminister. Hverken juridisk eller sagligt-politisk kan der rejses tvivl om Ole Sohns egnethed til en ministerpost. Tvivlen kan alene rejses på et subjektivt moralsk grundlag. Og det er dette Espersen forsøger, vel at mærke i tråd med hele den moralistiske indstilling der præger Espersen som inkarneret tidehvervsmand.

Typisk for en moralist kræver Espersen en undskyldning af Ole Sohn for at have været kommunist og været det lidt for længe, det vil sige for at have haft en bestemt holdning og tilhørsforhold til en ideologi og et system som andre for længst havde gennemskuet. Men undskyldninger kan man give for forkerte handlinger eller udtalelser i en given situation - ikke for holdninger man oprigtigt har haft. Her kan man ene og alene kræve eller forvente selverkendelse.


Kritikken af Ole Sohn går naturligvis på at han ikke blot i sine yngre dage har været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men været centralkomitémedlem for partiet 1981-91, folketingskandidat for det 1987-91 (89-91 formelt for 'Enhedslisten'), og endda partiformand i årene 1987-91, dvs lige indtil Sovjetkommunismens sammenbrud. Som formand deltog han den 7.10.89. i fejringen af 40-års-jubilæet for den berygtede Erich Honeckers reformfjendtlige DDR - og han ses på fotografiet af de høje herrer med Gorbatjov i spidsen på festpladsen, få dage før både Muren og Honecker faldt. Idealerne skulle med andre ord først bryde fuldstændigt sammen før Ole Sohn kunne se sovjetsystemets fundamentale fejl. Men han blev trods alt klogere og tog konsekvensen af det. Ja, han gav sig specielt til at grave i hele den pinlige historie for DKP som hedder det kommunistiske folketingsmedlem Arne Munch-Petersens forsvinden i Moskva i 1937 - midt under Stalins udrensninger.

Ved studier i de nu delvis åbnede arkiver i Moskva fandt Sohn ud af at Arne Munch var omkommet i KGB's fængsel i 1940. Men hvad værre var fandt Sohn også ud af, at DKP havde holdt det skjult for enken lige til 1989, skønt den daværende DKP-formand og senere stifter af SF, Aksel Larsen, vidste besked. Det skrev Ole Sohn en fortræffelig bog om i 1992 - og han har skrevet andre bøger der belyser hans overvejelser, bl.a. 'Vanviddets logik' 2001, der handler om familien Rachlin og andre skæbner under Stalins regime. Så man skulle tro at han har gjort tilstrækkeligt og umisforståeligt op med sin og sit tidligere partis fortid.

Men på Søren Espersens opfordring har nu også statsminister Lars Løkke Rasmussen opfordret til et opgør med kommunismen. "Kommunismen har mindst lige så mange liv på samvittigheden som nazismen, og derfor er det rimeligt at tage et opgør med kommunismen", siger han ifølge Ritzau og tilføjer: "Vi har taget et historisk opgør med nazismen, vi mangler på mange måder at tage et tilsvarende opgør med kommunismen."

Statsministeren vil dog ikke gå og blande sig i, om de tidligere kommunister skal sige undskyld. "Hvis man er blevet klogere, så er det vel rimeligt at få det formuleret. Hvis man ikke er blevet klogere og ikke synes, at der er noget at undskylde, så skal man selvfølgelig lade være." - Lars Løkke kan åbenbart heller ikke skelne mellem at undskylde handlinger og udtalelser - og at erkende fejl i grundholdninger eller ideologi. Men der er fundamental forskel, og det er og bliver det sidste der kunne være interessant.


Som det vil fremgå af artiklen 11.11.09. om Sohn-syndromet er det påfaldende at Sohn har været fuldstændigt tavs om sin egen personlige fortid som DKP-formand og hylder af den form for diktatur som DDR i 1989 var det uhyggeligste eksempel på i Europa, fordi Erich Honecker var mere tro mod den gamle Kreml-ideologi end Gorbatjov selv var. Politiken benyttede 20-året for Murens fald til at lange ud efter Sohn, idet redaktør Lars Trier Mogensen beskyldte venstrefløjen som helhed for at lide af Sohn-syndromet.

Udtrykket blev lanceret af en redaktør på Information tilbage i 1990'erne som pendant til 'Pittelkow-syndromet'. Sohn-syndromet går på folk der formår "at skabe sig en levevej på ruinerne af kommunismens sammenbrud", hed det dengang. Lars Trier på sin side forlanger ikke ligefrem at politikere skal angre alt når de bliver klogere. "Men det sætter et spørgsmålstegn ved SF's officielle idealer om åbenhed, når partiets ekskommunistiske gruppeformand ikke tør konfrontere fortidens fascination af den autoritære totalitarisme".

Hele argumentationen skal ikke gennemgås her, for generelt gælder at det moralistiske islæt er umiskendeligt - også fra professor Bent Jensens side, når denne ustandseligt angriber tidligere kommunister og helt aktuelt har en retssag kørende mod en medarbejder fra Information der beskyldes for at have været KGB-agent - Jf. artiklen Krig om koldkrigsforskning. Dette skal man bruge endeløse retsmøder til at finde ud af, skønt det er en ligegyldig sag, med mindre den pågældende 'informant' søger stilling i PET.


Hvad der derimod aldrig er ligegyldigt er politikeres begrundelser for deres standpunkttagen og eventuelle skiften standpunkt. Det er en ærlig sag at skifte standpunkt, men standpunkter er ikke standpunkter overhovedet, hvis de uden videre skiftes ud som man skifter skjorter. Man er tværtimod forpligtet til at begrunde et skifte, hvis man vil gå for at være en ansvarlig og seriøst arbejdende politiker eller person. Og det er her Ole Sohn kan siges at svigte.

Det kan der være forskellige grunde til, herunder den dovenskab som bl.a. J.O. Krag i sin tid uansvarligt udviste og som bestod i at gøre det nemmeste af alt: undlade at besvare de nærgående spørgsmål der blev stillet i 1966 i forbindelse med hans pludselige udskiftning af den hidtidige afvisning af ethvert samarbejde med Aksel Larsen. Jf. artiklen om Krag og standpunkterne. Den slags hedder opportunisme.

Men den mest udbredte grund turde være en høj grad af ulyst til overhovedet at beskæftige sig med psykologi i forbindelse med politiske og/eller religiøse anskuelser og holdninger. Det er bl.a. derfor folk rask væk snakker om at religion er en privatsag. Det betyder at man vil have lov til at have sin holdning for sig selv - og det er såmænd meget forståeligt og rimelig for det store flertal af tilfælde, hvor et religiøst menneske ikke aner hvorfor han eller hun er religiøs.


Når det drejer sig om politik betragtes det naturligvis også som en privatsag at have en bestemt holdning, for så vidt man har lov til at holde for sig selv hvem man stemmer på ved et valg. Men er man medlem af et bestemt parti og stiller man op for det som kandidat eller bliver man ligefrem leder af det, er man selvfølgelig forpligtet til at begrunde sine holdninger. Det gør de fleste da også som regel med største fornøjelse, for det er jo en del af spillet af blive hørt, set og bemærket så meget som muligt.

For langt de fleste politikere gælder imidlertid, at de vil have sig frabedt at få analyseret deres holdninger i psykologisk forstand. De vil stort set alle sammen hævde, at deres holdninger er sagligt begrundet. Ja, nogle vil være så naive at være fuldt og fast overbevist om at netop deres saglige begrundelse er den eneste rigtige. Og som historikeren Morten Thing har påpeget, så gælder jo specielt for en ideologi som kommunismen, at den ikke blot var en erstatningsreligion, men i virkeligheden en ægte religion (med guder, dogmer og hellige skrifter samt gudsdyrkelse). Men det vil tilhængere af denne ideologi under ingen omstændigheder høre tale om. Og forlader de ideologien, så vil de hellere fortrænge deres tidligere afgudsdyrkelse og oprindelige motiver.


Generelt gælder at kommunister har så lidt kendskab til dybdepsykologi (her blot forstået som en psykologi der går dybere ned i psyken end emotioner og temperament) at de ikke selv kan få øje på at de psykologiske mekanismer man finder hos dem er præcis de samme som dem man finder hos religiøse dogmatikere.

Af denne grund er det ret indlysende, at konkrete afsløringer af dogmernes uholdbarhed for de reflekterende personer som hovedregel ender med fortrængning: De der af den ene eller anden grund går hen og bliver klogere putter alle de fejlagtige slutninger og handlinger de tidligere gjorde sig skyldige i ned i en sæk - og lukker den til så intet af den onde ånd kan slippe ud igen. Og så prøver de ellers at leve videre eller begynde på en frisk, som om intet var hændt.

Det er såmænd altsammen forståeligt nok, men det er en rigtig dårlig metode, for den betyder at vi som almindelige mennesker og samfundsborgere ikke lærer nær så meget af sådanne fejltagelser som vi kunne, men tværtimod bliver ved med at tro at politiske og religiøse holdninger overvejende er saglige eller bør forblive på det saglige plan, mens det irrationelle ikke skulle betyde noget.


Helt idiotisk er det at ty til den forklaring moralister foretrækker at folk der vælger anderledes end de selv gør, må være enten dumme eller ondsindede. Og de sparer ikke på fordømmelsen i den anledning. Dermed har vi i hvert fald nævnt én grund til at folk der på et tidspunkt opdager at de har taget ideologisk fejl er meget utilbøjelige til at komme frem med kendsgerningen: de frygter simpelthen fordømmelsen. Og de har i almindelighed ganske gode grunde til det. For den kan være så massiv, at den bl.a. kan ødelægge en karriere.

Hertil kommer imidlertid en anden og langt alvorligere sag, nemlig den udbredte frygt for relativisering af ideologiske, religiøse eller moralske synspunkter. Mange mennesker frygter virkeligt at enhver relativisering fører til opløsning af alt det de tror på. Det er en helt forkert opfattelse, og den tyder på en dogmatisk grundindstilling til tilværelsen. Disse mennesker klamrer sig til dogmer og principper, fordi disse betragtes som faste og solide holdepunkter. Rokkes holdepunkterne, så tror man at alt skrider.

Denne uvidenhed rammer desværre ikke blot dogmatisk indstillede mennesker, den rammer det store flertal af mennesker, fordi den oplysningsfilosofi der gælder i vort samfund simpelthen ikke fremmer lysten til selverkendelse. Oplysning sættes blandt flertallet af akademikere og mediefolk, ikke mindst på venstrefløjen, ensidigt og automatisk lig med forstandsmæssig indsigt, og naturvidenskaben og dens sandhedskriterier og målemetoder gøres til ideal for al erkendelse. Men dette betyder at indsigt i alt det irrationelle bagatelliseres eller afvises. Man frygter det, fordi man nærer de fordomme om det der siger, at det irrationelle er et bundløst dyb som man risikerer at forsvinde i, hvis man vover sig ud i det.


Det fantastiske er at disse fordomme florerer hos selv oplyste og veluddannede mennesker den dag i dag, hvor det er mere end hundrede år siden at dybdepsykologien og relativitetsteorierne så dagens lys og vendte op og ned på datidens alt for primitive forestillinger om erkendelse, videnskab og etik. Jf. iøvrigt essayet Vurdering af det 20. århundrede.

Det er horribelt at oplyste mennesker i vort land fortsat kan tro at det irrationelle er et bundløst dyb af mørke og uorden som man skal holde sig længst muligt fra hvis man vil bevare sin sunde fornuft og sjælefred. For hundrede års forskning har vist at der gælder lige så præcise love for det irrationelle og immaterielle som for det rationelle og materielle. Man kan først og fremmest lære at skelne meget præcist mellem de psykiske primærprocesser og sekundærprocesser, og man vil ad den vej også kunne lære at navigere meget sikrere i hele det komplicerede område der hedder politik og religion. Men det er noget man skal sætte sig ned og lære ved hjælp af en tidssvarende begrebsramme - som fx Jernesalts 2009-filosofi.

Specielt kan påpeges at utallige af tidens brændende spørgsmål af både politisk og religiøs art - som fx forholdet mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet eller forholdet mellem videnskab og eksistens - vil kunne analyseres langt bedre med en sådan begrebsramme, og derfor også kunne overflødiggøre en mængde tåbelig debat, tåbelig misforståelse, tåbelig mistænkeliggørelse og tåbelig dogmatisme.


Hvad den kommende minister, SF'eren Ole Sohn angår tyder alt på at den dygtige og kompetente politiker, forfatter og forlægger går uden om tilbundsgående selverkendelse, fordi han simpelthen frygter at få sine anskuelser og holdninger relativiseret til ukendelighed. Han lider af det jeg i den nævnte artikel om Sohn-syndromet kalder APESE-syndromet, en dyb Angst for Psykisk og Etisk SelvErkendelse

Ole Sohn er en velmenende demokrat, han følger sin formand i princippet om ikke at dæmonisere sine politiske modstandere, men han er fortsat tilbøjelig til at dele den politiske verden op i sort og hvidt, eller skal vi kalde det blåt og rødt. Han vil ikke tage den fulde konsekvens af udviklingen politisk og erkendelsesmæssigt og erkende at vi nu alle med få undtagelser er havnet på den politiske midte, hvor der kan være forskel på synspunkterne, men hvor vi løser opgaverne og udfordringerne i fordragelighed og gensidig respekt for hinanden.

Denne sunde relativisering er Ole Sohn såmænd ikke ene om at frygte blandt danske politikere. Faktisk holder stort set alle sig langt væk fra al dyberegående psykologisk indsigt og selverkendelse. Derfor kommer vi ikke videre, men vil fortsat svinge fra side til side på den politiske vej - gennem simple udskiftninger af regeringer der ikke kan holde hvad de lover.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Link til Ole Sohns weblog


Relevante artikler på Jernesalt:

Sohn, Ole, SF-politiker   (Sohn-syndromet)
Krig om koldkrigsforskning

Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)

Jernesalts 2009-filosofi  specielt afsnittene om:
Begreber og aksiomer  og
Sjælen
Sproget
Dansk partipolitik (Afsnit af kapitlet om 'Samfundet'

Det komplementære forhold mellem frihedsprincip og tryghedsprincip
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste

Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal